Om overspringshandlinger (og lidt zombier)

Da jeg er en ekspert i selvdisciplin og livsfilosofi, har jeg besluttet mig for at forfatte et par ord om, hvordan man kan undgå overspringshandlinger.

[Woody Harrelson nakker dig, hvis du overspringshandler.]

Nu er det jo ikke alt for tit, at jeg opdaterer denne blog, hvilket er naturligt nok, når man er lige så sej som mig. Jeg forestiller mig, at I sidder og tænker:

Nåhr ja. Det er klart, at han ikke har tid til at opdatere hele tiden. Han er vel ude og springe i faldskærm med B.S., mens han griner af os uduelige grødbønder nede på marken. Han står givetvis og high fiver med George Clooney, mens de dyrker noget pilates. Han sidder nok i en spansk bjergsø omringet af letpåklædte negerpiger og drikker en Bloody Mary.

Men nej, faktisk er ingen af delene tilfældet. Jeg er ikke i gang med at smøre Megan Fox ind i nutella, jeg sidder ikke og overvejer, om det skal være en Audi eller en Jaguar, og det er faktisk alt for lang tid siden, at George og jeg har snakket.

Men hvad laver jeg så? Hvad bliver alt denne utrolige energi dog brugt på? Hvorledes formøbler jeg mit umådelige potentiale?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg skriver SPECIALE.

Jeg overvejede naturligvis at få en af mine groupies til at gøre det, men … han havde ikke lige plads i kalenderen pt.

I forbindelse med at skrive speciale handler det for mange om at komme overspringshandlingerne til livs. Det er også noget, jeg har måttet arbejde med. Sådan her gik det for mig:

LIVSLEDE OG DEPRESSION
Som nogle måske kan huske, så sidder jeg og svælger i fiaskoer og knuste drømme. Og der, ikke? Der må jeg indrømme, at jeg er sådan lidt METHOD ACTING-agtig. Jeg går sgu sådan lidt Robert DeNiro på det shit. Tvinger mig selv til at have det dårligt, så jeg lidt bedre kan forholde mig til andres lidelser.

Jeg har for eksempel tvunget mig selv til at se Borte Med Blæsten, selv om jeg havde en fornemmelse af, at den nok skulle få slukket min sidste livsgnist. Og ganske rigtigt, tre timer og halvtreds minutter senere var jeg på randen af total nedsmeltning. Ja, det er nemlig rigtigt. Borte Med Blæsten varer tre timer og halvtreds minutter. Og i samtlige tre timer og halvtreds minutter sidder man og har lyst til at kradse øjnene ud af hovedet på den kvindelige hovedperson. Men altså, den skal have point for at idyllisere slavehandel og livet i social klasse A i de gamle sydstater. Det synes jeg alligevel, den skal!

[Han ser ud som om, at han gerne vil kysse hende, men han ønsker i virkeligheden at kvæle hende. Det gør vi alle.]

Siden har jeg forsøgt at forsøde min tilværelse minimalt med Woody Harrelson, der banker bildøre ind i hovedet på zombier. Og her, som en indskudt bemærkning, kan jeg da godt lige udsende en uformel anbefaling af Zombieland. MEN NOK OM INTERESSANTE TING, der rent faktisk kunne have en perifer relevans for dig og dit liv. Tid til mere om mig.

Det har altså været en kamp at holde sig nedsunket i depressive melodramaer, og derfor har overspringshandlingerne meldt deres naturlige ankomst.

I HELE DENNE specialeproces har jeg fundet ud af, at det der med at sidde derhjemme og skrive ikke rigtig kan lade sig gøre for mig. Jeg er konsekvent endt med at vaske op eller vaske tøj eller se en irrelevant film eller hækle et korset i stedet for at skrive. Jeg har med andre ord overspringshandlet for sindssygt. Men det har jeg besejret nu, og det kan du også. Her er, hvad du gør:

LØSNINGEN
SKÆR ALTING BORT, DER GØR DIG GLAD. HAR DU ET LIV? SMID DET UD AD VINDUET. HAR DU EN KÆRESTE? SMID HENDE PÅ PORTEN. Alle distraktioner skal væk. Og så tager du væk hjemmefra og murer dig inde et sted, hvor du ikke KAN gøre andet end at lave det, du skal. Det er det eneste, der virker!

Jeg er således personligt endt i specialebunkeren i Århus Nord, hvor overspringshandlinger ikke lader sig gøre, hvor man vasker gulvet i sved fra de hårdtarbejdende studerende – hvor drenge bliver til mænd.

Og her har jeg tænkt mig at sidde til engang i starten af februar. I den forbindelse vil jeg gerne garantere, at opdateringer bliver nøjagtig lige så uregelmæssige, som de hele tiden har været.

Held og lykke med arbejdet. Vi ses på den anden side.

Flere rigtige myter tilbage i filmene, tak!

Det er pudsigt, at nutidens store, hjernedøde blockbustere alle prøver at fingere en eller anden form for dybde ved en vag henvendelse til noget historisk eller mytisk. Tag f.eks. de to største action og visual effects-film, der er produceret i år: Transformers 2: Revenge of the Fallen og G. I. Joe: The Rise of Cobra.


I Transformers 2 har vi følgende myte: ENGANG I TIDERNES MORGEN levede de her "Primes" - robotter, der vimsede rundt i universet og udslukkede sole for at tappe energier og producere nogle flere åndssvage robotter. De havde lissom en intern forståelse, der hed, at de kun tappede solsystemer uden liv. ALLIGEVEL besluttede en af de her Primes at udslukke lige præcis vores solsystems sol. SELV OM DET VAR MOD REGLERNE. Ingen ved hvorfor. Der er helt hjernedødt mange solsystemer uden liv, de fleste af dem med langt større og mere energifyldte sole end vores, men vores sol var åbenbart en rigtig sexet lille lækkerbisken. Eller også var han bare trodsig og ond. Ja, det er nok derfor. Han var meget ond!

DET synes de andre robotter alligevel var lidt nederen. Men fordi de var sådan nogle navlepillende analakrobater, kunne de ikke stoppe den her onde, løsslupne dræberrobot. I stedet ofrede de sig for at gemme aktiveringsmekanismen til den maskine, der skulle malke vores sol for energi. En maskine, der i øvrigt lå inde i Kheopspyramiden.

Hmm. Hmm! Lyder det lidt dumt? Lyder det lidt umotiveret? Så prøv at høre det "mytiske grundlag" for G. I. Joe: The Rise of Cobra:


Engang var franskmændene og englænderne i krig. En skotsk klan solgte våben til begge sider, men det viste sig ikke at være så smart. Klanens overhoved blev afsløret og fanget af franskmændene. De var ikke helt tilfreds med hans opførsel, så de gav ham en form for glødende jernmaske på, som han så kunne vimse rundt med til sine dages ende.

Og hvad har dette at gøre med nutiden? Intet. Absolut intet. Der er lige et par vage referencer til det - "historien om min forfader lærte mig, at man ikke skal blive fanget i at sælge våben til begge sider" - men det er så også det.

Sandheden er, at disse film prøver at gå Indiana Jones på os. Det skal være spændende, oldgammelt og mytisk! Så bliver det hele lidt mere dybt. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men hvorfor gør de det så halvhjertet? Begge de nævnte film starter endda med klip fra den fjerne fortid, men når alt kommer til alt, har de klip bare intet at gøre med noget som helst. Vi taler film, der har kostet 190 millioner dollars at producere her - man KUNNE vel for fanden lige ha' afsat en halv million mere til manuskriptet?

Men okay. Hvad kan man forvente i film, hvor helt almindelige fysiske love ikke engang gælder: Alle, der har set G. I. Joe er nu klar over, at is faktisk slet ikke kan holde sig flydende! Det synker! Der var jo INGEN andre muligheder for at smadre den undersøiske arktiske base, end ved at lade en masse is synke ned oven på den. Det siger da sig selv.

...

Det, vi har brug for, er nogle flere ORDENTLIGE myter i stedet for disse halvhjertede, halvhjernede vage referencer til noget, der måske skete for lidt længe siden. Og nogle bedre manuskriptforfattere til de amerikanske blockbustere. Så er det sagt.

Twilight er en stor kop nederen lige ned i emo-lungen

Du ligger i en mørk skov langt uden for lands lov og ret.

Du kan mærke den kolde regn løbe ned ad din pande, og dit tøj er efterhånden gennemblødt.

Du ryster. Du er alene. Du er 16 år. Det er ikke mange somre siden, du fik bryster.

Pludselig hører du en lyd. Var det vinden? Var det et dyr? Tankerne når ikke at blive tænkt til ende, før en kraftfuld hånd tager fat i dig, og dit hoved føres til den ene side, så din hals ligger blottet for jægeren.

Han tager sig god tid. Indsnuser den forførende duft af frisk menneskekød, mens hans greb omkring dig bliver fastere. Hans hænder er kolde som graven. Han udstøder en primitiv grynten, som de sylespidse tænder skal til at bore sig ind i dit saftige halsparti.

Nu er det slut, tænker du. Vampyren, den udøde jæger i natten, har dig.

Men SÅ - ud af intetheden - kommer der en af de GODE VAMPYRER FLYVENDE!! Ja, han ligner godt nok en fesen og bleg knægt på 17, men lad dig ikke narre: Han er mega hurtig og tilmed ridderlig! Her er en vampyr, der er blevet vegetar - han lever kun af dyreblod! Og ikke nok med det, han er også blevet til en vegetar med totalt meget respekt for menneskeliv. Derfor leverer han prompte et cirkelspark i hovedet på den slemme vampyr, der var ved at overfalde dig. "Slemme vampyr", siger han. "Du skulle prøve at spise dyr! Det er lidt lissom tofu!"

Og så forfører han dig og introducerer dig for hele sin enormt søde vampyrfamilie, som bare er nogle stand up baseball-lovin' guys allesammen, og som alle er villige til at risikere deres liv og lemmer for din skyld. Nu har de jo kendt dig i 5 minutter, så du er en del af familien!

Det viser sig, at din vampyr-elsker er 107 år gammel, men åbenbart stadig ret ungdommelig af sind, siden han vælger at befamle din 16-årige, spæde ungpigekrop med sine gamle, klamme og kolde fingre.


Men uhh. Der er EN TING, som du skal se, før I for alvor kan fuldbyrde jeres kærlighed over for hinanden. Det er nemlig sådan, at man kan se en vampyrs sande natur i solskin. Og du bliver nødt til at se det, så du ved, hvad du går ind til. Er du klar? Måske er det noget skræmmende. Måske ser vampyrer frygtelige ud i solskin. Nu er det nu. Din vampyrelsker træder ind i solens stråler ...

... og BEGYNDER AT SKINNE SOM TUSINDE SMÅ DIAMANTER!!!

Det var DET, der var hans frygtelige hemmelighed!! Kan du mon stadig acceptere ham, nu du ved, at han skinner som en diamant i solskin? Kan du mon virkelig det? KAN du mon få det over dit 16-årige ungpigehjerte stadig at elske denne funklende vampyrdiamant?

Holy shit, det er godt nok svært at svare på. Ring efter NASA, en eller anden. Vi skal bruge en komité af lige dele astronauter og atomfysikere for at svare på det spørgsmål! Og nu vi er i gang, kan vi jo passende også spørge dem om, hvad FANDEN der gik igennem hovederne på de åndsamøber, der lavede filmen Twilight?

Det ovenstående er i og for sig et ret fyldestgørende referat af filmen. Det taler langt hen ad vejen for sig selv, men lad mig dog lige fremhæve følgende:

Jeg elsker intenst, at man er fuldstændig ligeglad med det perverse og forkerte i, at en fyr på 107 ligger og stikker sin halvdøde istap op i en 16-årig pige. Altså, bare fordi han LIGNER en på 17, bliver det vel ikke mere okay? Og hvad er det i øvrigt, han ser i det forhold? Jeg har snakket med adskillige 16-årige piger. Fællesnævneren for dem alle er, at de var dummere end en dum dør. Jeg mener det: Piger på 16 ved INGENTING. Og det er min mening som 25-årig mand. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frugtesløst, forkert og barnagtigt et forhold til en 16-årig pige må fremstå for mig, når jeg bliver 40. Eller når jeg bliver HUNDREDEOGSYV OG ER UDØD, for den sags skyld.

Men hey, hvem hænger sig i den slags detaljer, når den store emo-bus først er på vej til Transsylvanien?

Lad være med at se Twilight.

Sandheden om alt

Jeg har fået konkurrence. Eller nej, faktisk har jeg hele tiden haft konkurrence. Jeg har bare ikke vidst det. Det viser sig, at en afskyelig havheks ved navn KiZpuZ har haft en konkurrerende blog med det samme navn som mit siden TOTUSINDEOGSYV! Og ja, hun kalder sig faktisk Kizpuz. Det er ikke bare mig, der tager pis på hende. Hendes blog kan findes her.

Det, der er ved KizPuz' blog, er, at der faktisk kun er ét indlæg på den, der er skrevet tilbage i 2007. Det handler om KiZpUz veninde, Heidi. Og Heidi er Zimpelthen bare det Zødeste! Og Zmukkeste. Og Zå er der jo mange, der har fordomme om Zmukke piger Zom Heidi eller nudethedder, ikke? Men Heidi er bare ZLET ikke Zådan! Og ved I, hvad der er Zødt ud over Heidi? Zmå, Zøde Missekatter! Med Pels! Nåååhr. Lille MisseKisseKat!! ;-) ;-) ;-)

...

At Kizpuz og hendes veninde Heidi skulle ha' nogen tæsk med en rusten jernstang burde være klart for enhver. Mere intetsigende ammestuesnak skal man lede længe efter. Men lad os - for det analystiske overbliks skyld og i SAGLIGHEDENS navn - kaste et nærmere blik på denne påståede sandhed om alt, som Kizpuz bedriver, og sammenligne den med undertegnedes fantastiske blog.

Kizpuz' blog hedder som sagt Sandheden om alt. Den åbenlyse idioti i den titel er til at få øje på, idet den kun handler om Heidi, og derfor rettelig burde hedde Sandheden om Heidi, hvor denne blog jo faktisk handler om alt lige fra negerpiger til koklokker. (Alt, der ikke er dækket inden for spektret fra negerpiger til koklokker, er alligevel inderligt ligegyldigt og ikke værd at bruge tid på.)

Undertitlen på Kizpuz' blog lyder således: "Tjaeh, sandheden som jeg ser den. Om alt!" Og det er jo interessant, fordi det markerer endnu en forskel i forhold til denne blog. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at gøre noget helt klart: Denne blog omhandler ikke sandheden om alt, "som jeg ser den." Det her er ikke bare mit synspunkt eller et hyggeligt forum for diskussion. Dette er Sandheden om alt. Velkommen til sådan er det bare.

Slutteligt, så handler denne blog ikke om afsindigt uinteressante Heidi, der er god til at analysere, lizzom, og som bare totalt har givet mig en øget indsigt i mig selv! [Indsæt x antal små irriterende hjerter her]. Heidi lyder dødssyg. Jeg har set forsikringsoversigter, der var mere spændende end Heidi.

Egentlig burde jeg takke Kizpuz for at være til. Hun har givet mig noget at definere mig selv op imod. Nu ved jeg i hvert fald, hvad det her ikke er, og hvad det aldrig bliver. Og det er jo smukt og godt!

Kæft. Jeg bliver sgu søvnig af at være så mega sej. Tid til at sove.

/Out.

[Dette billede illustrerer, hvad Kizpuz tænkte på, dengang hun skrev sit sidste og eneste blogindlæg. Og hvad der i øvrigt foregår oppe under hendes lurvede lokker.]

Crossing Over: To timer i den multikulturelle spændetrøje

Jeg har lige set Crossing Over med Harrison Ford. Det er en slags multikulturel, multietnisk, multiplot-indeholdende fortælling om den mangefacetterede problemstilling med indvandring.

Denne kompleksitetens katedral - denne supernova af modstridende interesser og hensyn! - har instruktøren valgt at belyse ved hjælp af de mest endimensionelle, stereotype og fordummende karakterer og historier, man har set i hele filmhistorien. Vi taler seriøst karakterer, der får Homer Simpson til at virke som en mangfoldig mosaik af psykologisk dybde. Jeg havde lyst til at tæve hver og en af dem. Historierne er som regel klichéfyldte og forudsigelige. Lad mig uddybe:

Crossing Over er som sagt en multi-plot-fortælling, lidt i stil med bedre film som Crash og Magnolia. Vi får følgende fortællinger serveret (advarsel, spoilers):

DØD MEXICANER SLADRER IKKE
En mexicansk dame arbejder ulovligt i USA for at forsørge sin søn. Hun bliver sendt hjem af en modstræbende Harrison Ford. Hun forsøger at komme tilbage til USA igen, men mega dør i forsøget. Harrison Ford, i sin egenskab af den menneskelige inkarnation af Jesus, finder hendes søn og får ham leveret tilbage til bedsteforældrene i Mexico.

HISTORIEN OM BONG
En ung asiatisk dreng flirter med bandekriminalitet. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men lad os kalde ham Bong. Bong bliver gruppepresset af sine fire bandebekendte til at tage med ud og røve en butik. En stiv politibetjent er tilfældigvis i butikken, og han skyder alle Bongs mindre opbyggelige venner i ansigtet (ja, i ansigtet). Den stive politibetjent er imidlertid selv indvandrer, og gennem sine alkoholtåger ser han totalt potentialet i Bong - at Bong i virkeligheden er en god dreng - så midt i blodet og al den asiatiske hjernemasse på gulvet får Bong lige en pathosfyldt opsang på en halv times tid om Amerikas fortræffeligheder. Og så får han ellers lov til at gå. Bong bliver klog af skade. Nu har han lært at værdsætte Amerikas muligheder og frihed. Det bliver symboliseret ved, at vi sidst i filmen ser ham sidde og smile med sine studiebøger og sin MacBook i sengen, som var det taget ud af en Apple-reklame. Brrrr.

THOU SHALT NOT FLIRT WITH TERRORISM
En faktisk semi-interessant problemstilling, der bliver forfladiget pga. de endimensionelle karakterer: Ung indvandrerpige udtrykker i skolen, at hun ikke bifalder, men godt forstår, hvorfor 9/11-terroristerne gjorde det, de gjorde. Det vækker ikke ligefrem jubel, og snart har vi jordens mest åndssvage og - med fare for at gentage mig selv - STEREOTYPE agenter fra FBI ved hendes dørtrin. Trods hendes protester dømmer de hende straks som farlig terrorist og sender hende hjem på røv og albuer, selv om hun har boet i Amerika hele sit liv.

STORE BRYSTER - NEJ TAK. PSEUDO-JØDERI - YES SIR!
To venner/semi-kærester forsøger at få green card. Den kvindelige part gør det ved at knalde en fyr i systemet. Det fejler totalt, og hun bliver smidt hjem. Den mandlige gør det ved at spille jøde, hvilket til gengæld lykkes for ham. Det er muligvis det eneste acceptable ved denne film - at den fremstiller USA så nede med jøderne, at man kan få opholdstilladelse, hvis man bare jøder lidt sporadisk rundt i fritiden.

ÆRESDRAB - DEN SÅ MAN ALDRIG KOMME
Indvandrerfamilie med den gode bror, den dårlige bror og den udsvævende søster. Dårlige bror dræber til alles store overraskelse udsvævende søster, gode bror dækker over ham i skam og vildelse. Gode bror drikker sig i stedet stiv i sorg og afmagt og ender med at skyde 4 kriminelle asiater i ansigtet, da han er inde og købe flere bajere. Ja, i ansigtet. Og JA, DEN GODE BROR ER DEN SELVSAMME STIVE STRØMER FRA BONG-HISTORIEN. PÅ DEN MÅDE GÅR DET HELE OP I EN HØJERE ENHED.

...

... eller nej, det gør det ikke. For i sidste ende bliver alle ansatser til kritik af systemet udvandede ved den hyldest til Amerika, der finder sted. Hensigterne er gode, problemstillingerne relevante, men det er slutresultatet bare ikke. Der er stort set ingen charmerende karakter med lidt kant i denne film. De er allesammen tegninger. Det melodramatiske er overgjort. Æresdrabsfortællingen og historien om Bong er til at få lange patter af - og temaet med asiatisk bandekriminalitet er i øvrigt behandlet 500 gange bedre i Gran Torino. Resten er rodet og overfladisk, at best.

Lad være med at se Crossing Over.

[Skrækkelige Ashley Judd - der ikke er nævnt i denne anmeldelse, fordi hun er inderligt ligegyldig for handlingen og alligevel bare sidder og tuder hele filmen igennem - adopterer en neger.]

Lyn-anmeldelser af film, jeg for nylig har viet min afsindigt kostbare tid til at se

Her følger nogle anmeldelser af film, jeg har set inden for den sidste tid. Jeg er som bekendt klog og god, som dagen er lang. Derfor er jeg sikker på, at mine meninger om de følgende film vil blive værdsat af HELE VERDEN. Behold:


Crank & Crank 2: High Voltage
Her er i sandhed en kæmpe stor portion idioti serveret lige ned i løgneren. Crank-filmene - og man kan sagtens omtale dem som en enhed, idet de er identiske, med den lille undtagelse at toeren er endnu mere åndssvag - er fantastiske energibomber af håndvåben, adrenalin og afsindige mængder af usandsynligheder.

Plottet er, at hovedpersonen i etteren er blevet forgiftet af onde mænd og i toeren har fået byttet sit hjerte ud med et kunstigt hjerte af onde mænd. I etteren kan han kun modvirke giften ved at holde et konstant flow af adrenalin i sin krop ( = latterligt meget action), og i toeren skal det kunstige hjerte hele tiden have stød ( = latterligt meget idioti). I begge film gælder det, at han skal fange bagmændene og tæve dem ihjel, inden han dør af gift/kunstigt hjerte.

Lyder det åndssvagt? Ja. Er det åndssvagt? Ja. Bør du se begge film? Afgjort.

_____________________________

District 9
Et stort rumskib er landet over Johannesburg i Sydafrika. I den forbindelse møder vi makkerparret Wikus Van de Merwe, der er en sydafrikansk official og Christopher Johnson, der er en krebselignende alien. Sammen skal de prøve at modvirke de onde mænd, der ønsker at udnytte aliens og bruge deres våbenteknologi. Det gør de hovedsageligt ved at sprænge alt og alle i luften i et inferno af eksploderende menneskekroppe og sydafrikansk overtro. Det kan naturligvis kun blive alt for lækkert. Se den!

_____________________________

The Informers
Denne film udspiller sig i 80'erne med et manuskript af Bret Easton Ellis. Og det man kan sige om Bret Easton Ellis er, at der er ET tema i alle hans bøger: Alting er noget overfladisk lort - især blandt folk med penge og ISÆR i 80'erne. Det var temaet i American Psycho, og Søren sparke mig i ansigtet om det ikke også er temaet her.

En masse opportunistiske, egocentriske og overfladiske pikansjoser spasser rundt og knalder og udnytter hinanden på kryds og tværs, gerne i en solid rus af sprut og kokain. Fædrene fejler, livene sejler. Og det ER da ikke uden charme. Men vi har forstået det nu, Bret.

_____________________________

The Hangover
Det ER ikke modenheden, der er i højsædet her. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men jeg er på den anden side heller ikke en særlig moden person, og derfor elskede jeg denne film intenst.

Fire fyre tager på polterabend i Las Vegas. De drikker sig fra sans og samling, kan intet huske og skal nu rekonstruere gårsdagens bytur, idet deres ven mangler, der er en tiger på badeværelset, en af dem mangler en tand, mm. Det er dejlig dumt, og selv om der er oplagte temaer genbrugt fra andre film - selvfølgelig er en af dem blevet gift i sin brandert - så svømmer filmen i lækre politiske ukorrektheder og vittig dialog.

Se den. Drik eventuelt lige et par øl først og tag dig selv eller en anden i skridtet. Men se den.

Den Ulykkelige Slutning

Mit liv er kuldsejlet totalt. Det gik jættefint i juni og juli, som det også fremgår af mit sidste indlæg, men her i august - jeg ved det sgu ikke. Jeg har ikke rigtig haft noget at lave, og derfor er jeg degenereret til en underlig gollum-agtig skikkelse, der sover på gaden og spiser tilfældigt efterladte hamburgere ud af skraldespanden på McDonalds.

Jeg udskød min tøjvask, til jeg ikke havde mere tøj tilbage. Og det lykkedes mig faktisk at vaske det goddamn tøj. Men jeg kunne ikke overskue at lægge det sammen, så det ligger i en stor, truende og uformelig klump på mit skrivebord, mens jeg selv er nødsaget til at gå i en udpulet Hard Rock Café - Malta undertrøje og et par kakhi-bukser fra 2001.

Min opvask har stået i halvanden uges tid. I den er der små ostestykker, som efterhånden er ved at udvikle deres egen selvstændige bevidsthed og identitet. I et frankofilt øjeblik valgte jeg at kalde dem for La Mort og De La Croix. Giv dem et par dage mere, og så kan jeg sandsynligvis diskutere noget Bourdieu med de små sataner.

Og når jeg ikke er ude på gaden og skræmme små børn og terrorisere hjælpeløse kvinder, ikke?

Så sitter jag i venten och spelar lite DotA (det er et computerspil, mor.).

I forlængelse af al denne elendighed er det vel kun naturligt, at jeg er nået frem til følgende: Jeg vil skrive speciale om Den Ulykkelige Slutning. Bare tage fat i nogle film, hvor det ender helt ad helvede til og så se på, hvad vi som tilskuere egentlig får ud af at søbe i elendigheden.

Og det kunne jo også være et meget passende punktum for min uddannelse. Den Ulykkelige Slutning. Jeg bør næsten stile efter at få en dårlig karakter for det speciale - det vil kun gøre det stærkere!

Men nu må I have mig undskyldt. Jeg har noget hår, der skal farves sort. Og den arm skærer jo ikke i sig selv, vel?

Liste over ting, jeg har bedrevet de sidste 6 uger:

- drukket 250 genstande
- bænkpresset en 18-årig
- bænkpresset en 19-årig (hvis jeg fortsætter på den måde, har jeg snart bænkpresset ALLE ALDRE!! Hvor sejt ville det ikke være?)
- nøgenbadet
- set henholdsvis solopgangen og solnedgangen over vandene
- brugt afsindigt mange penge på togrejser
- druknet i kanel
- forsømt min blog
- spillet basket
- snakket svensk i Sverige
- lært at bøje "onanere" på spansk og efterfølgende glemt det igen
- været på to festivaller
- set 16 forskellige koncerter
- formateret min computer to gange
- besøgt min gamle mormor.

DET KUNNE DA HAVE VÆRET VÆRRE. Men man skal jo hele tiden forsøge at forbedre sig. Tænk at stå stille! Det ville være forfærdeligt. Derfor vil jeg næste sommer - som et led i en selvforbedringsproces - gøre det hele igen, bare DOBBELT OP. Dobbelt så meget, dobbelt så vildt!

Det bliver altså noget med at drikke 500 genstande, bænkpresse en 36-årig og en 38-årig, snakke ukrainsk og vestafrikansk, drukne i gurkemeje og herbes de provence, lære at bøje "onanere" på portugisisk og letlandsk og glemme det MEGA hurtigt igen, spille basket PÅ INDLANDSISEN, attendere fire festivaller med 32 koncerter, formatere min computer fire gange og besøge min gamle mormor i en hel uge.

Det bliver godt. Jeg kan mærke det. Engang imellem har jeg næsten lyst til at give mig selv en medalje.

Togkrønikerne: Døden fra Herning

NU HAR JEG JO ALDRIG været nogen olympisk mester i planlægning, og jeg er således endt med retarderet mange timer i tog her den sidste uges tid. Det er ikke sket uden en vis underlighed har indfundet sig. Jeg har naturligvis mødt endnu en total galning iført militærhat, underbid og en vom på størrelse med Kos, der rendte rundt og skreg. "DET HELE ER RESERVERET!! NEJNEJNEJNEJNEJ!! I KAN GODT SPARE JER!! JAMEN, DET ER RESERVERET!!!!" Og det måtte nogle stakkels spanioler stå model til. De ville bare flytte en cykel lidt for at kunne få en siddeplads i transportkupéen.

Men det her skal ikke handle om endnu en galning. Det skal handle om en fin lille situation, jeg var ude i på en anden togtur for nylig. Jeg var på vej til København, og jeg var endt over for en fyr, som jeg kendte perifært. Jeg fortalte ham om mit hårde program, og han spurgte yderligere ind til det, og hårdt presset måtte jeg indrømme, at mit hårde program involverede en omgang Dungeons & Dragons i Århus lige før jeg skulle være stiv i en uge på Roskildefestival.

Allerede da ordene havde forladt min mund, kunne jeg se ubehaget sprede sig blandt de fire unge militærfyre, som sad og øvede sig i at binde knob i båsen over for vores. De var tydeligvis fra Herning, idet de nærmest emmede af lige dele provins, nederen og indavl.

Dungeons & Dragons. Det shit er som kryptonit på militærfyre fra Herning. Min samtalepartner lyste imidlertid op. Han gav sig til at ævle løs om huler og drager og elvere og nisser.

Dette kunne ende helt galt.

Jeg forsøgte at holde samtalen på et regelteknisk plan, da jeg vidste, at det først ville blive rigtig skidt, hvis vi bevægede os ind på ...

- Ahrmen vi har også bare haft det super sjovt på et RENT ROLLESPILSMÆSSIGT PLAN. Min kammerat spillede en gnaven dværg, som bare ikke kunne finde ud af noget som helst, en anden spillede en elver, der troede han var en gnom, og så spillede jeg EN KVINDE, DER BETRAGTEDE SIG SELV SOM MAND. DET VAR SIMPELTHEN SÅ SJOVT.

[4 fyre fra Herning bliver tavse som graven og mister al farve i ansigtet.]

- Ja, og vi kunne bare SLET IKKE FINDE UD AF NOGET. VI VIMSEDE BARE OMKRING, og vores Dungeon Master blev så sur på os til sidst, at han endte med at slå os allesammen ihjel.

[4 fyre fra Herning slår os snart ihjel, hvis du bliver ved]

- Det var noget af det sjoveste, jeg længe har prøvet. Jeg elsker bare det der med at være totalt uduelig og vimse rundt og så bare ha' det sjovt.

- Ja, det ... det er jo også ret sjovt. Men hold da ferie, der er GODT NOK OGSÅ FLOT HER PÅ STOREBÆLTSBROEN, synes du ikke?

- Joeh, her er vel okay? Hvordan mener du?

- Ejøh ... jeg mener bare ... det er bare fedt med al den sol og det gode vejr, når jeg skal på Roskilde!! Og DRIKKE ØL sammen med en masse andre HETEROSEKSUELLE MENNESKER. Men du tog ikke på Roskilde, eller hvordan?

- Heteroseksuelle? Øh, nå. Men nej, jeg ... blabla ...

Min listige distraktion virkede. Vi var nogenlunde sikre igen. Jeg er slet ikke sikker på, at min samtalepartner registrerede, hvor tæt vi var på den visse død. Døden fra Herning. Den kommer og drukner dig i et badekar fyldt med nederen, når du mindst venter det.

Hvad tænker kvinder på? Små lyserøde kaniner? (Det er nemlig rigtigt.)

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi mænd (læs: jeg) er meget interesserede i, hvad kvinder går og tænker på. ER det hele virkelig bare fuglefløjt og flødeskum oppe under de lyse lokker? Samt små hoppende kaniner? Eller hvad foregår der egentlig?

I DEN FORBINDELSE var jeg jo nede i Annettes Sandwich i Vestergade, da jeg så et Woman-blad ligge og flyde, slået op på en tilfældig artikel. Straks tænkte jeg, at her jo var en oplagt mulighed for at SKUE LIGE IND I KRANIEKASSEN PÅ DEM ALLESAMMEN. Artiklen viste sig at være en slags guide til, hvordan man ved, om han er en god elsker.

Det er altså det, de tænker på.

"Er han en god elsker?"

Nu er det officielt.

Jeg læste videre, men blev hurtigt mystificeret af indholdet. Der stod blandt andet, at hvis han boede hyggeligt, så var han en god elsker. Fordi så er han løssluppen og afslappet i sengen. Men ... det giver jo ikke nogen mening? Jeg vil gerne ha' forklaret, hvordan det gi'r mening. Jeg fortsatte, men det shit blev sørendansemig ikke klogere: Hvis han har en høj latter, er han sikkert en god elsker. Og hvis han elsker mad.

Hvis man bor hyggeligt, elsker mad og har en høj latter, SÅ er der bare garanti for en kneppefest af dimensioner! Så er det sagorasme i Ilva efter duftlys, drenge. Vejen til fissen går gennem et apokalyptisk forhindringsløb af ludbehandlede træspersienner, lofte med stuk og matchende sengetæpper. Og også tilsyneladende igennem 48 DOUBLE WHOPPER CHEESE: Spis som et svin. Bare skovl inden for, og jo mere sovs, jo bedre. Tag tredje gang, og spis lidt af HENDES mad også, BARE SÅ HUN FATTER DET. Det shit går lige i trussen på dem, det er for sure. Slut af med at grine demonstrativt højt og længe, for full effect.

...

Det er så dumt, at jeg får lyst til at græde.

KONKLUSION:
Det ER vitterligt bare fuglefløjt, flødeskum og små hoppende kaniner oppe under de lyse lokker. Det følgende er en graf over alle kvinders tankevirksomhed NETOP NU:


Case closed.

Stor idioti, del 4: Turen til Aalborg

Det er den 4. juni. Jeg skal til min egen fødselsdag i Aalborg. Det er efterhånden blevet en lovmæssighed, at der skal ske en masse underligt shit for mig, når jeg tager toget. Dette skulle ikke blive nogen undtagelse.

Jeg vader ind på banegården og erfarer, at toget er forsinket 33 minutter. Fantastisk. Når det i forvejen regner på ens fødselsdag, kan man altid regne med, at DSB lige leverer et solidt nyreslag oven i hatten. Jeg sidder altså i en ventesal, da en fyr i en rød sweater og vandrestøvler på 53 år sætter sig ned ved siden af mig. Han finder en pose chips frem. Han kigger flakkende rundt. Manden er tydeligvis vanvittig.

- Vil du ha’ nogle franske kartofler?

Der vælter stumper af chips ud af munden på ham, da han snakker. Han smiler venligt og afslører en gullig tandrække fyldt med chips bag de enorme læber.

- Nej, ellers tak. Jeg har lige spist en banan.

- Nå, jamen det har jeg sgu også. Men, chips, du ved. De er jo salte, ikke?

- Øh … ja. Selvfølgelig. Men ellers tak, du.

[pause]

- Jeg har lige købt en koklokke! [finder en koklokke og en trommestik frem og giver sig til at hamre på den: *klonk* *klonk*]

- Ja, sådan en har jeg sgu længe ønsket mig. Den kostede 300 kroner. Jeg havde slet ikke regnet med, at det lige skulle være i dag, at jeg skulle købe den! Ja, jeg spiller i et orkester. Eller et par orkestre oppe i Skørping. Ja, jeg bor i Skørping, og så tager jeg herned for at gå til tandlægen.

- Det var da langt at rejse for at ta’ til tandlægen?

- Ja. Ja, men jeg havde en masse huller og sådan, og så blev min gamle tandlæge syg og sagde, at jeg da bare skulle tage til Århus. Så hende den nye, ikke? Hun gik bare i gang og ordnede HELE KÆFTEN PÅ MIG. Altså, jeg havde en masse dårlige fyldninger, ikke? Hun ordnede bare HELE LORTET. Og siden har jeg ikke haft huller. [sidder og trommer lidt på koklokken]

- Nå, okay, jamen det var da godt. Så kan jeg bedre forstå, at du gider at tage til Århus for det.

[kort pause]

- Ja, og så kan jeg også godt lide Århus på grund af alle negerpigerne hernede! Dem er jeg vild med!!

- Haha! Jamen … … det er sgu da også dejligt!

- Ja.

[pause. Lidt koklokke.]

- Nåmmen, hvad laver du så?

- Jeg læser medievidenskab.

- Så du fotograferer ting og sådan?

- Nej. Jeg ender måske med at blive tekstforfatter engang. Men hvad laver du?

- Ja, jeg er tømrer. Eller. Lige nu får jeg førtidspension, og så arbejder jeg sort ved siden af. Ja. Ja, jeg fik sgu et nervesammenbrud dér for 10 år siden, fordi min halv-japanske kone skred med vores fire-årige unge. Men nu er jeg ikke syg længere.

- Okay. Men skal du ikke i gang med at arbejde igen?

- Nej, for jeg arbejder jo bare sort ved siden af min pension, jo! Så arbejder jeg lige præcis det, jeg gider, og så nyder jeg bare livet for resten! [pakker koklokken sammen, finder en vandflaske frem i stedet]

- Nå. … Okay.

- Det er fandme utroligt. Man kan ikke fylde den her vandflaske nogen steder. Og jeg gider simpelthen ikke betale 15 kroner for en ny.

(HVIS DU ARBEJDER SORT SOM TØMRER VED SIDEN AF EN FØRTIDSPENSION, SOM DU IKKE LÆNGERE ER BERETTIGET TIL, TROR DU SÅ IKKE LIIIGE, DU KUNNE FÅ RÅD? - HVIS DU KAN BETALE 300 KRONER FOR EN GODDAMN KOKLOKKE, TROR DU SÅ IKKE LIGE, DU KUNNE GI’ 15 FOR EN FLASKE VAND? TROR DU IKKE DET?)

- Ja, de ved, hvad de skal ha’ for det.

- Ja. Ja. Det gør de. Nåmmen, jeg går lige ned og ryger en cigaret, før toget kommer! Hej.

[… jeg går ind i toget. Fyren følger troligt efter og sætter sig skråt over for mig. Jeg finder min bærbare frem og begynder at skrive det her.]

- Hvad laver du? Ser du noget, eller laver du lektier eller hvad?

- Jeg laver lektier. (som om.)

[lang pause]

- Det er faktisk for dårligt, at man ikke kan gå ud på toilettet og tappe noget vand, når de ikke engang kommer rundt med salgsvognen.

- Ja, men de plejer da også at komme.

- Ja. Ja. Du ved i Norge, ikke? Der har de sådan nogle beholdere med vand, som man bare kan tappe af i ALLE togene. Så hvis man er tørstig, så tager man bare et glas vand. I alle togene, du.

- … nå. … Det vidste jeg ikke. (Hvis du ikke snart lukker røven med det vand …)

- Ja … [finder chips frem og giver sig til at gnaske på dem igen]

[lang pause. Jeg klapper min bærbare sammen. Det tager fyren som en invitation til at begynde at ÆVLE MINE ØRER AF]

Blablabla … nejmen jeg hedder Kent, eller det gør jeg jo faktisk ikke, for jeg tog til Tanzania i 93’, og der kan de jo slet ikke SIGE Kent, for de kan ikke udtale t’et, og så kom jeg til at hedde Mister Kenti … blablabla … renoverede mit hus … blablabla … ja, og min mor er jo helt vildt syg, så jeg arver snart 10 millioner delt med tre … blablabla … og så var min søn lige ved at få en bøde for at snakke i mobiltelefon i bilen … blablabla ”Næste station Skørping. Det bliver Skørping næste gang” GUD, SAGDE DE SKØRPING? [farer mod udgangen, mens han råber indviklet mailadresse, som jeg ikke fanger]

Hvad jeg ikke ville ha’ givet for en mailkorrespondence med Mister Kenti fra Skørping. Så kunne han måske ha’ lært mig noget om koklokker, negerpiger og socialt bedrageri?

… folk er fandme underlige.

Klassiker-hjørnet: Jøden er kold og kvinden er sindssyg. Det siger Shakespeare selv.

PÅ TRODS AF AT JEG ER INDE I EN INTENS opgaveskrivningsproces, hvor jeg nærmest ikke kan få øjnene af skærmen, blev jeg ledt på afveje i går. En af mine førnævnte lidet opbyggelige venner overtalte mig til, at jeg skulle se Købmanden i Venedig med ham. Og det var da også en sand fornøjelse, hvor jeg har lært mangt og meget: Blandt andet at jøder er onde, og at kvinder er syge i hovedet.

Jeg vil kort prøve at gengive, hvad det shit handler om, så vi alle kan blive klogere. Men det er altså Shakespeare, så det er herre indviklet. Hold godt fast, for her på Sandheden om alt har jeg hermed æren af at præsentere:


KØBMANDEN I VENEDIG FOR DUMMIES
Ja, det er sådan en som dig. Det, der sker, er dette:

Vi er i Venedig i 1600-tallet. Byen er delt op i kristne og jøder, og det er bare rigtig nederen at være jøde, da de er henvist til ghettoen.

Vi har altså en kristen købmand og en jødisk jøde, herefter Købmandsfrands og Jødefrands. Købmandsfrands låner en masse penge af Jødefrands, og stiller sin formue og ultimativt sit hjerte som sikkerhed for lånet. Det skulle han ikke have gjort, for pludselig kan han ikke betale tilbage, og så vil Jødefrands bare rive hjertet ud af brystkassen på ham, fordi han er sådan en gammel, bitter jøde.

En retssag bliver stillet op, og man forventer, at jøden får sin vilje.

^ Gamle, bitre Jødefrands, i skikkelse af Al Pacino

Onde jøder og bamhjertige kristne
Heldigvis er jøder jo ikke så populære. Dommeren i retssagen, der i øvrigt er en kvinde klædt ud som mand, ordkløver af en anden verden. Høn pointerer, at Jødefrands muligvis har ret til Købmandsfrands hjerte, men at han ikke har ret til blodet. SÅ HVIS HAN KAN FÅ FAT I HJERTET UDEN AT SPILDE EN DRÅBE BLOD, SÅ SKAL HAN DA ENDELIG TAGE FOR SIG AF RETTERNE. Og så er der desuden også lige det med, at Jødefrands tydeligvis har stræbt Købmandsfrands efter livet: Dødsdom til Jødefrands. Ja, heldet kan hurtigt vende i Venedig!

Heldigvis er de kristne ikke-jøder jo en sand samling små Messiaser, så de benåder Jødefrands, hvis - og hold nu fast - hvis han BLIVER KRISTEN!! Så Jødefrands må bide i det sure kristen-æble og i øvrigt testamentere alt sit shit væk til den kristne dude, der rendte med hans datter, for SÅ KAN HAN LÆRE AT VÆRE SÅDAN EN BITTER, HÆVNGERRIG JØDE. Og så kan han se, hvor "bamhjertige" de kristne er. :-D.

Morale
Jøden er kold og ubamhjertig, og han skal bare have et ordenligt kristen-spark lige op i Peter Assenfeldt. Det siger Shakespeare.

...

Men hvad med det med, at kvinder var syge i hovedet? Jo. Nu skal I høre:

Kvinder er notorisk sindssyge
Dommeren var jo en kvinde, ikke? Og den her kvinde har altså en ægtemand. Men i skikkelse af dommer narrer hun lige vielsesringen af sin mands finger. Og hvorfor? Øh, pas. Muligvis en practical joke. Muligvis en hjerneblødning. Ingen ved det.

^ Denne kvinde er vanvittig. Det lumske smil afslører nye, absurde rænker, hun udtænker for at få sin sympatiske ægtemand i fedtefadet.

Konklusion
Den er helt gal med jøder og kvinder. Så lærte vi også noget i dag!

Stor idioti, del 3: Idiotien vender tilbage!

Nogle af mine faste, dedikerede og skarpe læsere vil muligvis huske det indlæg, jeg skrev om Internet-lotterier sidste år.

Siden da er jeg kommet i besiddelse af fortrolige oplysninger, der afslører, at danskerne muligvis er dummere end først antaget. Ifølge min hemmelige kilde så har 32% af alle danskere på et tidspunkt troet, at en mail med en lotterigevinst var ægte. TOOGTREDIVE PROCENT!!

LAD OS LIGE IGEN OPSUMMERE, hvad man skal acceptere for at svare på sådan en mail:

1) Der eksisterer lotterier i feks Holland og Spanien, som udtrækker tilfældige e-mail-adresser, som de hjertens gerne vil forære millioner af kroner væk til. Rationalet for, hvordan det kan lade sig gøre, kan jeg ikke fantasere mig frem til.

2) Disse lotterier med store millionbudgetter er elendige til at kommunikere. Deres engelsk er ubehjælpsomt, og de henviser konsekvent til anonyme gmail eller yahoo-adresser.

Det skriger til himlen, at det er svindel. Men som sagt: 32 % af alle danskere har åbenbart troet på det her. Hver tredje dansker er tilsyneladende lallende imbecil? I England er det kun 7 %. Det kan da næsten ikke være rigtigt? Er vi virkelig så meget mere naive end Englænderne?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har et bud på, hvordan vi kan være så dumme, så skriv endelig til sandhedomaltlotteriet@gmail.com, og så får I en million.

Michael Sheen og mine venner er amatører, og jeg er perfekt.

JEG ER JO IKKE en person, der normalt begiver mig ud i at se film, som jeg VED er ringe. Jeg har imidertid et bundt rigtig rådne venner, der gerne bruger deres liv på den slags sysler, samt narko og frimærker. En af disse suspekte eksistenser, som jeg nærmest slet ikke KENDER, berettede, at jeg bare lignede hovedpersonen i Underworld 3: Rise of the Lycans HELT VILDT. Han sagde, at hvis jeg havde stået ved siden af den hovedperson, så ville han ikke vide, hvem der var hvem.

Derfor så jeg mig nødsaget til at se den goddamn film. Og her er, hvad jeg har at sige om den sag:

JEG LIGNER HAM OVERHOVEDET IKKE.

Jeg har langt større overarme. Og så forsøger jeg ikke at portrættere en savlende retarderet på alle de billeder, der er af mig på IMDB. Michael Sheen, mand. Men han var faktisk helt eminent i Frost vs. Nixon, der i øvrigt er en fantastisk film. Men det kan jo knibe for selv den bedste, og det må være hvorfor Hr. Sheen har taget hovedrollen i denne tredje Underworld-film, hvilket med hastige skridt bringer os frem til:

Underworld: Rise of the Lycans er satme en ringe film. Hold da kæft. Lad mig lige kort prøve at opsummere handlingen:

En flok vampyrer, som er gensplejsere i deres fritid, laver en ny race, der kan tjene dem som militærmagt: Lycans. Den første af de her Lycans, Lucian, eller Pseudo-Lynge om I vil, er bare helt vildt sej. Han kæmper med sværd og fejer med koste, idet han både er en slags testosteronpumpet über-kriger og en ydmyg slave for de her vampyr-genforskere. Når han ikke kæmper med sværd og fejer med koste, så har han travlt med at udpule vampyrkongens datter, hvis læber i øvrigt er på størrelse med Kos. AL DENNE AWESOMENESS kan jo ikke fortsat gemmes under ydmyghedens kun alt for lille kappe, så Lucian planlægger et oprør mod vampyrerne.

Det havde man jo aldrig gættet.

Lucian lader lige sin elskede dø for Vampyrkongens hånd. Men SÅ ringer Lucian også lige efter alle sine varulvehomies, og så æder de vampyrerne. The End.

...

... man KUNNE spørge sig selv, hvorfor helvede idioten ikke ringede efter sin HÆR af glubske vareulve in the first place. Man KUNNE spørge sig selv, hvorfor jeg overhovedet satte mig til at se den her film. Og man KUNNE spørge sig selv, om det ikke var på tide, at jeg fik nogle nye og bedre venner.

Oliver Stone: "W"

Jeg har længe haft Oliver Stones film om George Bush til at ligge, men jeg tog mig først sammen til at se den for nylig. Jeg havde holdt mig fra den, fordi jeg havde forstået det sådan, at den var lidt for god ved den kære George Bush.

Jeg skulle imidlertid se film sammen med et vennepar den anden dag, og ud af Gran Torino, Milk og W mente min vens kæreste, at W var den mest girly. Jeg kunne næppe se logikken i den konklusion. At se Sean Penn bøsse igennem i to stive timer i træk (!) MÅ sgu da være mere girly end international politik fra 60'erne til nu? Alligevel lod jeg mig overtale til W, og inderst inde ville jeg måske også gerne se den.

Lad os få det på det rene med det samme: W tegner sagorasme ikke noget glansbillede af George Bush. Han bliver fremstillet som en fordrukken nikkedukke/frelst nykristen, hvis eneste drivkraft er anerkendelsen fra faaarmand. Han får også sagt nogle rigtig vilde ting i løbet af filmen i stil med "Damn frog eaters! Remind me to veto something french soon!". De har også med mere eller mindre held forsøgt at inkorporere ting, har rent faktisk har sagt. F.eks. "misunderestimate" og det der god damn legendariske "Fool me once ... ... shame on you. ... ... You fool me, you can't get fooled again!"

Men: Selv om bush bliver fremstillet som en lallende jubelidiot, bliver han også fremstillet meget menneskelig.

DET ER MERE END MAN KAN SIGE OM DICK CHENEY. Gode gamle Dick er ifølge Oliver Stone the fucking mastermind of evil. Han deler torturresolutioner ud til morgenkaffen, og han er ikke bleg for at dræbe spædbørn for at få fat i den mellemøstlige olie. Condoleeza Rice bliver fremstillet som ondskabsfuld og moderat retarderet, og Donald Rumsfeld bare som gennemført idiot.

W er bedre end dens 6,7 på IMDB kunne antyde. Selv om det selvfølgelig er smertefuldt at få menneskeliggjort ens billede på rendyrket ondskab og idioti gennem alle disse år, så er virkeligheden jo nok, at han faktisk ER et menneske.

...

... et meget dumt menneske. Who are we kidding.

Palindromer er åndssvage

De giver jo ikke nogen mening?

Allah lavede Valhalla.

Gnid din røde garagedør, nidding!

Vokser Dennis sin nedre skov?

Nina, knep en kanin!

Se så René, smid du nu den røde messingnisse med ørnedun ud, dimsen er Åses.

Voksne irere dividerer i en skov.

--> HVAD I ALVERDEN ER MENINGEN? JEG SPØRGER BARE. På http://www.palindromer.dk/ kan man finde op mod ottehundrede mere af de her lidet meningsgivende ordlege, som man næppe bliver klogere af. Folk har fandme for meget tid mellem hænderne. Vi skal have 70-timers-arbejdsugen tilbage, før hele verden går op i hat og briller!!

Keanu Reeves er Jesus!

... og Gud er et intergalaktisk råd af aliens. Det er præmisserne i "The Day the Earth Stood Still". Lyder det åndssvagt? Ja. Er det åndssvagt? Læs med og find ud af det! Jeg skal forsøge at holde spændingen på dette punkt så lang tid, som det overhovedet er etisk forsvarligt. :-)

MEGET DUMT OG INDVIKLET PLOT
En mystisk skinnende kugle-dims nærmer sig jorden med stor hastighed. Selv om den ser ud til at kunne ændre retning af egen fri vilje, tror man alligevel, at det er en meteor. Derfor forsøger man at sende en masse nukes efter den. Men dimsen har saboteret vores evne til at sende nukes afsted! Dimsen vælger dog ikke at sabotere vores evne til at pløkke dens passager, så da den mystiske dims lander i central park i New York og en alien stiger ud, bliver Hr. Alien straks skamskudt og såret af det inkompetente og ekstremt stereotypt fremstillede amerikanske militær.

Men SÅ bliver dimsen også lidt vred, og en kæmpe jernrobot stiger ud og siger trælse lyde med meget høj frekvens og sluger al strøm i nærheden. Det er nemlig en BESKYTTER-ROBOT, der er programmeret til at beskytte den sårbare alien! Der må dog muligvis ha' været en form for programmeringsfejl, for den ekstremt avancerede beskytter-robot forhindrer på ingen måde de aggressive og tydeligvis fjendtlige mennesker i at rende afsted med den sårede alien. Den står bare og ultra-stener foran den store, skinnende kugle-dims. Hvis der havde været en form for konkurrence i, hvor inderligt ligeglad man kunne være med den skamskudte alien, havde robotten haft ret gode vinderchancer.

Det viser sig hurtigt, at Hr. Alien er ved at forvandle sig til et menneske, der ligner Keanu Reeves helt vildt meget! I løbet af kort tid kan han endda snakke, og han ligger og messer igen og igen, at det virkelig kommer til at tage noget tid at vænne sig til denne nye krop, og at han i øvrigt hedder Klaatu. Tilvænningsproblemerne er dog ikke større, end at Klaatu et par timer senere benytter sine alien powers og snart er på vej i fuld firspring ud af vores militærkompleks, hvor den imbecile amerikanske regering ville sprøjte ham fuld af sandhedsserum og smide ham i løgndetektoren.

Helte-astrobiolog single mom
Igennem alt dette har Klaatus eneste ven været den nydelige astro-biolog Helen, der blev hasteindkaldt af regeringen, da man troede, at meteoren kom. Helen er single mom til en 10-årig knægt, der hedder Jakob. Eller: Det er ikke hendes søn. Jakob fulgte bare lissom med hendes sidste kæreste, som døde i Irak, og nu er Jakob hendes ansvar. Mere om ham senere.

Øko-ansvarlige aliens
Klaatu tager kontakt til Helen, fordi hun er hans eneste ven so far. Hun hjælper ham ved at køre ham rundt til de steder, han gerne vil hen. F.eks. vil han gerne hen og snakke med en kinesisk alien på McDonalds. Der, på McDonalds, afgør Klaatu og kineseren så lige, at det altså også er for galt med de destruktive mennesker, og at de hellere må udrydde dem allesammen.

Nu forstår vi, at The Day the Earth Stood Still altså handler om, at nogle enormt ansvarlige rumvæsener har besluttet sig for at tage menneskenes fortsatte eksistens på jorden op til revision. Mennesket laver jo ikke andet end at ødelægge planeten, og derfor skal vi nu destrueres. Dog vil de her aliens lige lave en slags inspektion af forholdene, før de smadrer hele lortet. Derfor sender de Keanu Reeves ud til at kommunikere med en kinesisk alien på McDonalds, hvor de så som sagt beslutter sig for at slå alle 6,7 milliarder mennesker ihjel. Det skal retfærdigvis siger, at Klaatu egentlig også gerne ville ha' snakket med FN, men det droppede han, så snart han mødte lidt modstand.

Ja, det er seriøst plottet. Det er nærmest hjerteskærende åndssvagt.


Snart finder Helen ud af, at den eneste måde at redde jorden på, er at overbevise Klaatu om, at menneskene kan forandre sig! Og nu da vi har droppet FN, hvem kunne så være bedre til det end ... John Cleese! Cleese spiller en nobelprisvindende fysik-akademiker, som Helen kender. Klaatu og Cleese bonder lige lidt over noget indviklet matematik, og så forvisser Cleese ellers Klaatu om, at menneskene nok skal forandre sig, nu de står ved afgrundens rand.

DERFOR skal vi leve!
Det er dog ikke John Cleese, der får Klaatu overbevist. Klaatu bliver slæbt med til lille Jakobs fars grav under falske forudsætninger. Den lille møgunge tror nemlig, at Klaatu kan bruge sine alien powers til at genoplive hans far - han er nemlig pisse ligeglad med alle andre. Det kan Klaatu imidlertid ikke, men så kommer Helen og gi'r Jakob en krammer, og det var åbenbart DET, der skulle til:

Efter denne kongeopvisning i et 10-årigt barns helt balstyriske sorgdrevne egoisme og manglende evne til at se bare 2 millimeter ud over sin egen næsespids, beslutter Klaatu sig for, at menneskene sgu er gode nok alligevel. Måske var det alligevel en dårlig beslutning at slå dem allesammen ihjel. Og her er det vel meningen, at Klaatu ser ungens sorg og bare herre forstår og får meget stor sympati for ham. Egoistiske små grædende børn er tilsyneladende vejen til en aliens hjerte. Be that as it may, det er kraftpetervæltme ikke vejen til mit:

Judas-Jakob
Den 10-årige Jakob er en af de mest pisse irriterende karakterer i hele filmhistorien - en tvivlsom ære han deler med Paris Hilton i The Hottie & the Nottie og "heltinden" i Godzilla. Han har jo mistet sin far, og derfor er han åh så traurig og gør og siger en masse ting, der vitterligt er mega, mega irriterende. Han er provokerende, trodsig og dummere end alt. Det skal så opvejes af, at de har castet WILL SMITHS SØN til rollen, der jo ser så søøøød ud med sit store krøllede hår. Og så skal man selvfølgelig tænke, at han jo bare gør alle de dumme ting, fordi han er ked af, at han ikke har nogen far. :-) :-)

... men det bliver det bare ikke, og det gør man bare ikke. Hele filmen igennem sidder man og tænker, at den unge skulle ha' klippet krøllerne af og sendes på arbejdslejr i Ukraine. Derfor virker Klaatus grundlag for alligevel at lade menneskene leve helt ufatteligt tyndt. Man sidder og tænker: Fuck det. Hvis karaktererne i filmen på nogen måde repræsenterer menneskeracen, så fortjener vi fandme at blive udslettet.

TÅBELIG SYMBOLIK
Keanu har jo mega meget alien powers. Powers, som han blandt andet bruger på at gå på vandet og udføre helende håndspålæggelse - godt nok med assistance fra et bilbatteri, men stadig - næsten som en VIS ANDEN PERSON i verdenshistorien! Ud over det har han og hans alien venner samlet en masse dyr ind og fløjet dem væk før apokalypsen - næsten som en slags NOAHS ARK! Slutteligt er apokalypsen en masse små metal og kødædende insektsataner -
næsten som en af de SYV PLAGER!

Man skal ikke være atomfysiker for at regne ud, at filmen lissom prøver at sige et eller andet her.

Man skal imidlertid heller ikke være atomfysiker for at indse, hvor uendeligt tåbeligt det er. Filmen antyder, at Jesus var en alien, og at Gud er og alle dage har været et intergalaktisk råd af aliens, der sidder og lader jordens fremtid være op til deres udsendte medarbejdere - en kineser udstationeret på McDonalds - og så lidt Keanu Reeves. Ejmen HOLD NU KÆFT, hvor er det dumt. Jeg vekslede mellem at ville sparke mig selv til blods eller at tage til USA for at kvæle Keanu Reeves, da jeg først indså, HVOR tåbelig denne film i virkeligheden var.

SÅ TRYK DOG PÅ DEN RØDE KNAP ALREADY
Hvis menneskene er så uendeligt stupide, som de er fremstillet i The Day the Earth Stood Still, så fortjener vi sgu hele universets vrede. Præsidenten er stupid, præsidentens hjælper er stupid, militæret er stupidt, ALLE i regeringen er faktisk stupide, 10-årige knægte er fuldstændig hjernedødt stupide og i øvrigt egoistiske og irriterende, McDonalds er stupid, Amerika er stupid og Will Smith skulle i øvrigt tæves på kryds og tværs. Astro-biologer er bare sådan okay-ish, og John Cleese er ... egentlig mest bare John Cleese.

The Day the Earth Stood Still har en sympatisk pointe: Vi skal tage os bedre af vores planet. Denne fine isdessert er imidlertid severet oven på en forret af uran-beriget asbest og en hovedret af REN lort, bragt til bordet af en tjener med rabies og downs. Oven på det har man mest af alt lyst til at komme i gang med et par atomkrige med det samme.

Og ja, jeg er klar over, at det er en remake af en kult 50-er-film - men så skulle de måske have leveret varen på en lidt mere kult-agtig måde. Som det står nu, er det en pinligt ringe skændsel fra det ydre rum.

Tilbud på citroner!

Der var tilbud på økologiske citroner i Brugsen i dag. Normalt kostede de 13.00 kroner. De var nedsat til 12.95.

--> SÅ KUNNE MAN LIGE SPARE 5 ØRE!!! Hold på hat og briller, så var jeg da nok lige den første, der sprang hen til citronhylden og skovlede ned i indkøbskurven!! C-vitaminer er jo så mega sunde!!! Kæft, hvor skulle der skovles, før andre fik øje på dette jordskælvende kvalitetstilbud!!! Måske var dette tidspunktet at hamstre citroner og fryse dem ned til fremtidige generationer!?! Tak, SuperBrugsen!!! Tak!!

...

I shit you not. Jeg blev så lamslået, at jeg tog et billede af det med min mobil, velvidende at jeg havde smidt det kabel væk, der kunne forbinde min mobil til noget som helst.

Dette er i øvrigt ikke første gang, jeg har set retarderede tilbud i SuperBrugsen. Det er sgu gerne sådan noget med én for 25, to for 49. Tror de, at deres kunder er lallende amøber? Hvis det ikke var fordi, at forretningen ligger 2 meter fra min bopæl, havde jeg boycottet den flok amatører hurtigere, end du kan sige synkronsvømning.

Jeg er fantastisk. Alle andre er dårlige.

Observationer fra et træningscenter:

Det hænder, at min makker og jeg tager op og kaster rundt med nogle vægte. Det er egentlig en glimrende ting: Vi snakker og griner og råber ad hinanden, mens vi løfter hele verden. Det er altsammen i den skønneste orden.

Når man sådan går rundt deroppe, kan man ikke undgå at lægge mærke til de andre mænd i centeret, selv om man virkelig prøver at lade være. Hver gang slår det mig, hvor dårlige de i grunden er. Så vidt jeg ved, er der ikke offentliggjort dybdegående sociologiske undersøgelser af, hvad det er for nogle mennesker, der træner. Derfor er det med glæde, at jeg her på Sandheden om alt nu kan præsentere:

Den Danske Fitnessmand [TM]

1) Den gennemsnitlige danske fitnessmand er tavs som graven og død i blikket. I de få øjeblikke, hvor han rent faktisk løfter noget, stirrer han målrettet sig selv i øjnene i spejlet. Ellers stirrer han tomt ned i jorden. I de sjældne tilfælde hvor han ikke er tavs, skriger han sin makker ind i hovedet: "KOM NU! EEN MERE!! OG EEN MERE!! OG EEEEEN MERE!! KÅM NU!!"

2) Den Danske Fitnessmand er gerne overtegnet med ekstremt grimme tatoveringer på arme og skuldre, som han stolt viser frem i en meget stram undertrøje.


"Se mig! Jeg er en fyr med en grim tatovering. Hvis du synes, at du har set mig før, er det fordi, der er OTTE MILLIARDER ANDRE DUDES, DER RENDER RUNDT MED NØJAGTIG SAMME TATOVERING."

3) Han lugter enten gennemtrængende af tis og sved, ELLER den helt absurde: Virkelig meget parfume. Hvor retarderet skal man være for at tage sygt meget aftershave på, når man skal op og TRÆNE? Det er heldigvis ikke normen endnu, men man ser det oftere og oftere. Hvad tænker man på, før man hælder halvdelen af David Beckhams seneste ud over sig selv, før man skal op i et rum sammen med en masse svedende mænd og pumpe? Det går over min forstand, at savlende idioter af den kaliber overhovedet kan trække vejret.

4) Den Danske Fitnessmand er barberet flere steder end i ansigtet.

5) Den Danske Fitnessmand går i højere og højere grad op i sit træningstøj, og han er i flere og flere tilfælde en værre gangsta-rappah med løse hængerøvsbukser og sneaks.

...

... og det er det. Der er tale om en veritabel mur af selvoptagede, pubeshårsbarberede, parfumerede og overtatoverede tavse, surmulende idioter. Hvis det på nogen måde er repræsentativt for mændene i Danmark, melder jeg mig ud af livet. Så er det sagt.

'Taken' er et festfyrværkeri af kvælertag og karateslag!

Jeg har netop set "Taken" med Liam Neeson. Den er instrueret af Pierre Morel, aka totalt anonym fransk kameramand. Luc Besson har haft sine fedtede franske fingre med i spillet, men det er selvfølgelig ingen garanti for noget som helst længere. Det er imidlertid fuldstændig ligegyldigt: Det eneste vigtige at vide om Taken er, at den er helt og aldeles awesome.

SETUP
Taken er ikke en film med de store nuancer eller subtiliteter. Der er de gode, de onde, og derimellem er der bare et stort, fedt vacuum. Enten er du god på bunden, eller også er du en voldtægtsmand fra Hviderusland med et narkotikaproblem.

De gode inkluderer Liam Neeson og hans irriterende overstadige datter.

Liam Neeson er bare helt vildt god og sej. Sådan lidt en Mark Darcy, der har læst Taekwondo i stedet for Jura. Da manuskriptforfatterne skulle lave Neesons karakter, forestiller jeg mig, at de har tænkt noget i denne stil:

"Okay, han skal bare være helt vildt GOD. Altså, og så skal han også kunne karate. Hvad hvis han bare er hyret af staten til at være mega sej? Og forhindre alt det dårlige her i verden ved at TÆVE folk? Åhr hvad. Det er så meget det, vi gør."

Og det var så det, de gjorde. Han er bogstavelig talt en "preventer", hvilket er sådan en, der forhindrer dumme og dårlige ting i at ske. Med tæsk.

"... men det er måske lidt kedeligt, hvis han bare KUN er god. Måske har han brugt så meget tid på at være mega sej og tæve folk, at han lidt kom til at forsømme sit ægteskab og sin datter? Måske var han også ude og tæve folk i det godes navn, da der blev vasket op derhjemme? Og så flyttede konen og datteren, og så har han det lidt dårligt med det hele? Nu er han bare totalt kompleks! Det er SÅ meget det, vi gør."

...

Og så var der jo som sagt hans 17-årige datter, Kim, der bor ved eks-konen. Kim er det meste af tiden skingrende euforisk, men kan dog godt blive et værre lille såret dådyr, hvis hun ikke må komme til Paris for farmand. Hun vil gerne være en sanger, lizzom Britney Spears. Kim er dog god nok på bunden, for hun er JOMFRU, og så er man jo uskyldig og god og ren og Et Godt Menneske.

Værre står det til med Kims veninde Amanda. Hun er en værre lille so, der har mistet sin uskyld allerede som NITTENÅRIG. Hun er en uovervejet og flirtende fristerske, og dermed Et Slet Menneske, der naturligvis ikke kan klare sig igennem en film, hvor fårene bliver skillet fra bukkene med ottehundrede karateslag.

PLOTTET
På trods af farmands mange advarsler om den store og onde verden, tager Kim og Amanda til Paris for at fyre den af. Der bliver de fanget af onde øst-europæere, der vil fylde dem med narko og forvandle dem til ludere. Nu er det op til farmand at tage til Paris og tæve hele byen, til han til sidst måske ender med at tæve de rigtige ved et tilfælde.

Hvis det lyder ret fedt, så er det fordi, at det er det også!

MORALE
I starten af filmen bliver Neeson fremstillet som en god, men lidt overkontrollerende fyr. Det er sgu lidt hysterisk af ham, at han i udgangspunktet ikke vil lade datteren tage afsted til Europa, selv om hun forvisser ham om, at hun kun vil på museum. Da han endelig giver lov, har han femogfyrre paranoide betingelser, fordi "han kender verden". Han er med andre ord LIDT loco.

Datteren skal dog ikke på museum, men tværtimod rejse rundt i Europa og ha' det sjovt. Aldrig så snart hun når til Frankrig, bliver hun - især på grund af den flirtende Amanda - indfanget af 48 voldtægtsmænd fra Albanien, der allesammen hedder Marco. Stillingen er nu 1 til gammelmandsparanoia og frelst puritanisme og 0 til lev livet og ha' det sjovt.

Amanda skal naturligvis dø narkoluderdøden med en led overdosis, fordi hun har været sådan en so, hvilket gør det til 2 - 0. Slutteligt finder vi ud af, at Kim klarer sig bedre end det, fordi hun er jomfru, hvilket giver os slutstillingen på 3 - 0. Gammelmandsparanoia og frelst puritanisme vinder med andre ord en dræbende sejr over lev livet og ha' det sjovt. Hele forspillet med den LIDT for paranoide farmand, der måske har en Livets Lektie at lære om ikke at være så kontrollerende, bliver skyllet eftertrykkeligt ud i lokummet. Tilbage står en røvsyg morale om, at man skal sidde på sine hænder derhjemme, fordi Sjovt er synonymt med Dødsens Farligt.

TÆSK
Sjovt bliver det dog alligevel, fordi Liam Neeson er så mega sej. Han tæver og tæver og tæver, og så frelser han lige en luder, og så tæver han nogle flere, og så torturerer han lige en Albaner ved navn Marco, og så tæver han endnu flere. Og det er ikke sådan noget med, at han bare lige giver dem et par blå mærker. Han fucking hamrer struben ind på dem allesammen.

Heldigvis har man ikke specielt ondt af nogen af dem, fordi alle de slemme mennesker i filmen i praksis er EN OG SAMME PERSON. De ser ens ud, de er allesammen voldtægtsmænd og svindlere, de kommer alle fra Albanien, de har alle den samme tatovering, og de hedder allesammen Marco. Ja, okay, der er også lige en sort lufthavnssikkerhedsvagt, der ryger på hospitalet i svinget og en enkelt luder, der i praksis kommer til at fungere som kugle-skjold for vores helt, men hvem tæller, når der bliver uddelt karateslag ad libitum.

I denne skumfest af kvælertag og øksedød er der nogle helt retarderede brud på enhver form for realisme. F.eks. overfaldet på førnævnte lufthavnsvagt, som Neeson bare vandrer uantastet væk fra, f.eks. at det lykkes ham at udgive sig for at være en fransk politimand med et navn i stil med Jean Luc, selv om han ævler løs på klingende amerikansk, osv. Men igen: Neeson er så cool, at man bare er ligeglad.

Faktisk er hans coolhed så intens, at det ikke rigtig kan beskrives her. Han er en hardcore dræbermaskine, der ikke tænker, men bare dræber.

Det faktum fik i øvrigt min æblekindede bedre halvdel til at udbryde: "JA! Sådan dér! Kæft, hvor er han lækker. Vi kvinder vil have mænd, der ikke tænker, men bare dræber iskoldt! Kæft, det er sexet."

Og det er jo fantastisk, tænker jeg, for jeg er jo netop sådan en fyr, der ikke tænker, men bare dræber iskoldt. Det er en af mine spidskompetencer gennem mange år.

FLERE TÆSK
Hvis du vil lære noget om livet, hvis du vil synge ligesom Britney Spears, hvis du godt kan lide at tæske kriminelle albanere, og hvis du vil være lige så meget totalt for real som Liam Neeson, bliver du nødt til at se Taken.

Du har nærmest ikke noget valg, vel?

Glædelig jul!

Jeg ønsker at sige glædelig jul til alle med dette billede af en mand og en kvinde, der holder en økse, som vist blev brugt til at fælde juletræet med i gamle dage, men som sank med et juleskib, men nu er den fundet igen. Så bliver det vist ikke meget mere julet, hva'!?:

Økser er seje. Jeg elsker økser. God jul!

Charlies Sandwich - seriøst underlige sandwich siden 1973.

Der er ikke noget som en lækker sandwich, når man er sulten. Forleden forvildede jeg mig ind på Charlies Sandwich for at købe sådan en. Jeg havde imidlertid glemt, at man skal igennem et infernalsk forhindringsløb af absurde forslag til indhold, før man kan få skinke i kæften og ro i sjælen.

Konceptet på Charlies Sandwich er, at man helt selv kan vælge, hvad indholdet i sandwichen skal være. De gør intet for at hjælpe en på vej, og medmindre man protesterer, smækker de bare hele disken af underligt shit i ens sandwich, mens man lige stod og tænkte på anabolske steroider et øjeblik.

Man risikerer altså at ende med en sandwich med laks, karrysalat, ost, bacon og jalapenjos. At spise det svarer lidt til at spise en lækker omgang røde pølser med nougat, i min bog.

Det er som om, at man skal bestå sandwichteoriprøven, hvis man ikke vil have et eller andet sindssygt proppet i hovedet. Det eksemplificerer mit sidste besøg meget glimrende. Det gik sådan her:

Ekspedient: "Hej og velkommen til Charlies. Først skal du vælge brød. Vil du have bagel eller siciliansk landbrød?"

Mig: "Øh, siciliansk landbrød. Og jeg vil gerne have laks i."

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have dressing med soltørrede tomater eller dressing med grøn pesto i den?"

Mig: "Eh. Soltørrede tomater?"

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have salat i?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have jalapenjos i?"

Mig: "Laks med jalapenjos? Det lyder altså ret sindssygt, må jeg indrømme. Ellers tak."

Ekspedient: "Ok. Jeg skal jo bare give dig muligheden, forstår du! Vil du ha' tomat i?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Agurker?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Ost?"

Mig. "Ja. ... eller vent! Nej, for helvede!"

Ekspedient: "For sent. Bordet fanger. Vil du ha' bacon i?"

Mig: "Laks med ost og bacon? Hvad fanden ryger I herinde?"

Ekspedient: "Du vil ikke have bacon i."

Mig: "Godt gættet."

Ekspedient: "Skal jeg pakke den ind for dig?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Vil du have nougat i?"

Mig: "Hva'?"

Ekspedient: "Haha, bare for sjov. Her er din sandwich. Ha' en god dag!"

Mig: "Jeg håber, at du får sars."


...

... gå aldrig ind på Charlies Sandwich. De narrer dig, og du ender med at spise en absurd pot pourrie af kylling, vaniljeis og borsch, mens alle griner af dig.

Jeg er mere tiltrækkende end alt.

Dette indlæg skal handle om min uimodståelige tiltrækningskraft! For at man kan fatte omfanget af min intense sex-appeal, hvilken Eros Ramazzotti jeg i virkeligheden er, bliver jeg imidlertid lige nødt til at forklare lidt kontekst.

Det forholder sig således, at jeg endnu engang har været i København. Denne gang til julefrokost.

Julefrokosten forløb som den slags nu gør. Klokken 6 om morgenen lægger jeg mig til at sove på en ekstremt lille sofa, forvisset om at min kammerat vil vække mig, når han skrider. Jeg havde nemlig planlagt at sove på en dejlig madras hjemme hos ham.

Han vælger imidlertid bare at lade mig ligge på den her sofa og rådne op. Den er omkring en meter lang, så jeg vågner klokken 7 med et hold i nakken af en anden verden og begyndende tømmermænd. Her tager jeg så en beslutning om at tage hjem til Århus og forsøge at sove i toget.

Jeg sidder altså i toget ved 9-tiden. Af en eller anden årsag kan jeg ikke sove den første time. Der løber en skrigende unge rundt, som jeg til at starte med tror er mongol. Så ser jeg hans far og erkender, at de mongolide træk bare ligger i familien. Jeg beslutter mig for at se noget middelmådig dansk comedy og fyrer op for den bærbare. Efter en time af det lægger jeg mig til at sove.

En times dårlig søvn, og jeg fyrer op for comedyen igen. Og her. Nu! Nu lægger jeg mærke til, at der er en asiatisk mand i tyverne, der sidder og sender mig blikke. Jeg sidder med gårsdagens beskidte og krøllede skjorte på, jeg har lige savlet ned af mig selv i søvne, mine øjne er blodskudte, min krop forsøger desperat at forbrænde alkohol og under mine øjne er der rander dybere end marianergraven. Så får jeg lige et lille frækt blink. Forstenet stirrer jeg ind i min computerskærm og forsøger desperat at fortrænge, at den her fyr vil have min udpinte og hårdt prøvede krop. Da jeg kigger op igen, er han på mystisk vis forsvundet.

Jeg vælter hjem i seng, og her på anden dagen har jeg i øvrigt stadig tømmermænd. Men min selvtillid er efter denne oplevelse steget med 38,5 procentpoint. Det er fedt at være populær hos de yngre asiatiske mænd. Det må jeg indrømme.

Kæft, hvor er den her neger egentlig kæmpe stor.

... og det synes jeg egentlig lige, at jeg ville dele med verden. Det er satme en stor neger. Jeg vil også have lår, der er lige så brede som min talje. Det ville være lækkert. Så er det sagt.

Flere negere og østpiger i gyserfilm, tak.

Hvorfor kan man tillade sig at lave gyserfilm uden plot?

Jeg har netop set "The Strangers". Det er en flot lavet gyser, der oprigtigt talt er uhyggelig. Den har kun et problem: Der er INTET PLOT OVERHOVEDET.

Handlingen i The Strangers kan opsummeres således: Liv Taylor og Scott Speedman vimser rundt i et sommerhus, og så bliver de chikaneret og nakket af tre psykopater. The end.

Det fantastiske, overraskende og intense handlingsforløb har Politikens Erik Jensen svunget sig op til at give 4 hjerter for.

Det er åbenbart alment accepteret i gysergenren, at selv den mest eklatante mangel på handling er helt okay, så længe man lige får lidt koldsved på panden. Så kan det være fuldstændig ligemeget, at lortet er så idéforladt, at det får bamses billedbog til at fremstå som et handlingsmættet epos med et væld af plot-tvists.

The Strangers er nemlig ikke det eneste eksempel på totalt idéforladte gysere, der har en vis succes.

Handlingen i The Grudge, der er ældre, men også havde rimelig succes, kan refereres sådan her: X antal mennesker går ind i det onde hus og bliver nakket af den onde ånd. The end.

Så længe man er genrebevidst, og i gyserens tilfælde sørger for lidt uhygge, så er handlingen underordnet. Man kan sige, at den tilgang til filmkunst også gør sig gældende for en anden genre: Pornoen. Der er det også helt okay, at handlingen er udtænkt af en senildement, så længe en kran fra østblokken bliver udblokket af en neger. Forskellen på porno og gysere er så bare, at pornoen ikke lader som om, at den er en rigtig filmgenre med rigtige skuespillere og rigtig handling.

Derfor foreslår jeg, at gyserproducenterne tager et valg: Enten tager de sig sammen og fyrer op for fortællingen i gyserne, eller også tager de konsekvensen og fylder filmene med piger fra østblokken og kæmpe negere. Så kan negerne skræmme livet ud af østpigerne, eller østpigerne kan være onde ånder og skræmme et basketballhold fyldt med negere, eller whatever the fuck: I det mindste ville man ikke forvente en form for handling i filmene længere.