Kompromisløs jobsøgning

Jeg leder efter et job for tiden. I den forbindelse faldt jeg over en jobannonce fra Woman. De søgte en journalist.


[Jeg ved, hvad denne kvinde tænker på. Faktisk ved jeg, hvad alle kvinder tænker på.]

Jeg tænkte:

1) Jeg er så sej, at jeg kan få det her job på Woman, selv om jobannoncen tydeligt indikerer, at de vil have en kvinde.
2) Jeg er så sej, at jeg kan skrive på min vanlige facon, der INGENLUNDE ligner skriverierne i Woman, og stadig få jobbet.
3) Woman trænger til at blive revolutioneret af et epokegørende geni som mig.
4) Hvis de mod forventning ikke skulle ønske at ansætte mig, så har de simpelthen ikke forstået noget som helst, og så vil jeg ikke arbejde der alligevel.

MED DEN TVINGENDE LOGIK skrev jeg en ansøgning, som jeg har censureret lidt i, men som i det store hele er præsenteret sådan, som jeg sendte den. Under ansøgningen er der en dagbog fra en dag, jeg aldrig glemmer. Det skulle man nemlig vedlægge.

En ny vinkel på WOMAN!
Ja, jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme: Jeg er en 26-årig mand, som ikke er bøsse eller sindssyg eller på anden måde kvalificeret til at tale på kvinders vegne. Jeg ved ikke noget om make-up. Jeg kigger med ærbødig interesse og forundring, når kvinder udfører deres underlige ritualer i badeværelset. Jeg ved ikke noget om tøj. Jeg har altid syntes, at højtaljede nederdele var grimme og mærkelige, men er efterfølgende blevet belært af diverse eks-kærester om, at det var ”moden”. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at Danmark ikke var ved at blive invaderet af amazone-krigere, men at gladiatorsandaler var blevet trendy.

Det er imidlertid ikke interessen for det modsatte køn, der mangler. Jeg har mangen en gang siddet på en sandwichbar i Århus og smuglæst Woman til min egen store fornøjelse, mens jeg dog har mærket de andre mænds dømmende blikke: Sidder han virkelig der og læser dameblade? En mand? ... de har bare været misundelige. Vi vil jo alle gerne vide, hvad kvinder i virkeligheden tænker på.

I den forbindelse har jeg endnu en indrømmelse: Jeg har over 4.500 indlæg på Womans gamle debatforum, Jubii. Jeg har skrevet spalte op og spalte ned om alt fra utroskab til ”hvor længe skal man vente med at ringe efter første date?” til håndtering af utålelige naboer. Jeg elsker at skrive om sådan nogle ting!

Så hvad er det, jeg kan tilbyde? Jo. Jeg har en skarp og satirisk pen. Jeg forestiller mig, at jeg kan fungere som et slags enmands mandepanel – gennem mig ville I altid have adgang til en maskulin vinkel på tingene. Jeg kan skrive artikler om spillet kønnene imellem, datinglivet, bylivet, hvorvidt tatoveringer er fedt eller ej, om førnævnte tatoveringer kan være feminine, om der er en sammenhæng mellem antallet af piercinger og hvor vild man er i sengen, etc. Og så kan jeg kan engang imellem skrive ting, der får folk til at grine. Ja, også kvinder. Her vil jeg gerne henvise til min fantastiske blog, Sandheden om alt. Blandt andet mine skriverier om Twilight-filmene tænker jeg kunne falde i jeres smag: http://sandhedomalt.blogspot.com/2009/09/twilight-er-en-stor-kop-nederen-lige.html og http://sandhedomalt.blogspot.com/2010/04/twilight-new-moon-opsummeret-i-tre.html .

Ikke udelukkende hat og briller
Min faglige baggrund finder jeg i mere end internetdebat og blogging. Jeg er kandidat i medievidenskab med suppleringsuddannelsen i retorik og formidling fra det glorværdige Aarhus Universitet. Jeg kommer netop fra et tremåneders barselsvikariat som kommunikationsmedarbejder ved [...] ... skrev nyhedsbreve, der blev læst af over 2.000 virksomheder ... i to år chefredaktør for [...], et medietidsskrift drevet af frivillige studerende. [...] ... håndtere seriøst journalistisk arbejde.

Personligt
Jeg er bosat i midten af Århus, men jeg er villig til at flytte for det rigtige job. At ansætte mig i denne stilling er selvfølgelig et sats på grund af mit køn og alt. Men det er et sats, som I ikke vil fortryde. Lad mig overbevise jer om det til en samtale.

Dagbog: En dag jeg (sandsynligvis) aldrig glemmer
Nu er jeg jo et utroligt overfladisk menneske, og der er ikke rigtig noget, der gør indtryk på mig. Og jeg er glemsom. Og jeg har ikke nogen sjæl. Men jeg vil alligevel sige dette: Dengang jeg mødte min sidste kæreste ... det ... kan jeg sådan svagt huske. Og de dele, jeg ikke kan huske, har jeg ikke noget problem med at lyve om!

Hun hed Tanya. Vi var begge engagerede i et stykke amatørteater i det nordlige Århus. Jeg som musiker – jeg sad bag klaveret i orkesteret – og hende som den kvindelige hovedrolle. Jeg mødte hende på dagen for vores generalprøve, efter hvilken vi skulle have en fest. Nu havde jeg selvfølgelig set hende før, men musikerne havde egentlig øvet for sig det meste af tiden, og vi havde ikke snakket sammen før. Men så var der generalprøve, og så satte hun sig ned ved siden af mig.

Og der sad hun så. Og hun havde store, fyldige æblekinder. Faste, men alligevel kvindelige, frodige former. Spraglet rødt, tydeligvis farvet hår. Et stort smil afslørede en nydelig række af mælkehvide tænder.

Jeg husker tydeligt, at vi sad tæt og sådan helt tilfældigt kom til at have mere kropskontakt, end man normalt ville have. Måske faldt min arm lige ned et sted, hvor den sådan halvt rørte hendes lår. Måske rykkede hun lidt tættere på mig. Der var et eller andet i luften. Lige før prøven var jeg så ude i baglokalet, hvor selvsamme pige fra før snakkede om, at vi alle skulle have noget tequila til festen om aftenen. Det ville hun stå for. Men om der ikke var en, der kunne tage citroner og salt med? Og der sprang jeg så til. Citroner og salt. Som den verdensmand, jeg er, kan jeg da nok godt lige levere nogle citroner og noget salt!

... hun glemte tequilaen. Jeg stod med mine citroner og salt og lignede en nar.

Men så var der heldigvis alligevel noget tequila i et skab, og søde alkoholtåger opstod.

Jeg sad og var cool og snakkede med nogle mennesker, da hun nærmede sig.
- ”Hey, Lynge, jeg har tænkt på – hvad hedder du egentlig rigtigt?”
- ”Jeg hedder Lynge rigtigt. Det er mit navn.”
- ”Jo, ja, men jeg tænkte på dit FORNAVN.”
- ”Lynge ER mit fornavn.”
- ”Det kan man jo ikke hedde.”
- ”Ahr! Det kan man nu godt. Det kan man nu godt. Der er for eksempel ... MIG, der hedder det til fornavn.”
- ”Haha, meget sjovt, nu skal vi rigtig tage røven på dumme Tanya og bilde hende alt muligt ind. Nu skal du fortælle mig, hvad du rigtigt hedder.”
- [finder kørekort frem] ”Lynge. Jeg hedder goddamn Lynge. Det er mit navn.”
- ”Guuuuuud, du HEDDER Lynge!! Du har fandeme et mærkeligt fornavn, Lynge. Og efternavn, egentlig. Du har et mærkeligt navn. Og hvor ser du dum ud på det her billede!”
- ”Tak, tak. Nå, men Tanya. Jeg har tænkt på. Hvad hedder du egentlig til fornavn?”

... jeg var selvfølgelig solgt. Og det var hun åbenbart også. Det varede ikke for evigt, men det var nogle smukke 14 dage, vi efterfølgende var kærester.

Ok, vi var kærester i lidt over et år. Men det var stadig smukt, når vi ikke rev hovederne af hinanden. Ah, fortiden. Fortiden er bedst!


[Jeg er ekspert i alt på denne forside]

Jeg fik ikke jobbet. Men ærlig talt ikke? Jeg føler lidt, at det er Woman, som er gået glip af noget her. Hvordan kunne de ikke se det smukke i det ovenstående?

Det KAN selvfølgelig også være det med, at de gerne ville have en kvinde. Hvem kunne også vide, at de faktisk mente det seriøst?

Næste gang regner jeg med at søge en stilling som ingeniør. Eller iransk tolk! ALLE har brug for mig, selv om de ikke selv ved det, og derfor får alle en goddamn ansøgning. Jeg kan virkelig ikke spilde min tid på at bekymre mig om, at jeg ikke har det rigtige køn eller den rigtige uddannelse til de jobs, der er derude. Den slags detaljer må nogle andre ligge og rode med. Jeg ved bare, at alle har brug for sådan en som mig. Også dig.

Knight and Day: Mænd skal være seje, og kvinder skal være bedårende små dådyr

Jeg har lige været inde og se Knight and Day. Det er som sådan ikke en film, jeg ville gå ind at se normalt, medmindre en afsindigt lækker pige havde overtalt mig til det. Det ... var ikke det, der skete. I stedet fik jeg på magisk vis fingre i nogle fribilletter til den. Og så skulle man jo være et skarn!


[Tom Cruise med irriterende overskud i Knight and Day]

Knight and Day går basalt set ud på, at Tom Cruise render rundt i to timer og sætter rekord i, hvor overdrevet episk cool man kan være. Der er ikke noget plot af betydning. Der er ikke nogen dybere mening. Der er bare Tom Cruise, som tæver umenneskeligt mange mennesker med skidt karakter, når han ikke springer i falskærm ud af styrtende fly eller laver åndssvage stunts på motorcykel, imens han skyder løs til højre og venstre. Altsammen med et overskudsagtigt smil på læberne og en ekstremt pædagogisk og romantisk tilgang til filmens kvindelige hovedperson: Cameron Diaz, der følger ham overalt. Hun har følgende funktioner i filmen:

1) Skrige hysterisk, mens Tom Cruise gør et eller andet monster sejt
2) Fucke tingene op for Tom Cruise, så han kan løse dem på eksemplarisk vis igen
3) Være en dum og ubehjælpsom, men dog forførende og sexet lille missekat.

Filmen handler så også om, hvordan bare LIDT af Tom Cruises awesomehed skal smitte af på Diaz.

Og han ER awesome. Én ting er, at han tæver alle i verden med det forbistrede overskudsagtige smil på læben hele tiden. Men han er også drømmemanden. En romantisk helt. Han kender knapt nok Diaz, men alligevel gør han følgende ting for hende. Han:

1) Tager sig tid til lige at få en drink og en hyggelig samtale med hende ombord på et fly, mens der ikke er nogen piloter til at styre flyet, og ethvert bare nogenlunde rationelt menneske ville sidde i cockpittet og forsøge at navigere
2) Har lavet en omelet, til når hun vågner om morgenen
3) Efterlader charmerende små sedler over alt til hende
4) Går igennem en regn af kugler for at give hende et lidenskabeligt kys, der kan overbevise hende om, at han er glad for at se hende
5) Tager hende med til en paradisisk ø, der tilfældigvis også er hans hjem
6) Tager hende med på et hæsblæsende og spændende eventyr, hvor han er den sikre guide og beskytter

Og når hun bliver FOR hysterisk, ikke? Så bedøver han hende bare! Så ryger hun sgu lige i fuld narkose. Hvor er det i øvrigt smukt. Hvorfor har ingen mænd tænkt på det noget før!? Jeg tør slet ikke tænke på alle de kuldsejlede forhold, jeg kunne have reddet på den måde.


[Nu ikke slå Tom, vel, Diaz. Tom er her for at beskytte dig!]

Nå, men hele dette setup er til tider sjovt, til tider lidt idiotisk. Og det er altsammen godt og fint. Lige til vi kommer til slutningen af filmen, hvor Cameron Diaz har erhvervet sig nogle af Tom Cruises maskuline kvaliteter og nu skal bruge dem til at REDDE HAM. Og det er jo klart, at hun skal blive til en mand, for vi ved jo alle, at mænd er mest handlekraftige og allround bare bedst. Men det gør hende bare LIGE LIDT MINDRE SEXET. Eller: Forstå mig ret – Cameron Diaz er i forvejen ikke lige mig. Men jeg anerkender hendes kejtede charme. Det er dog som om, at hun mister lidt af denne kejtede charme, da hun bliver super handlekraftig til sidst, kidnapper Cruise og således frelser ham fra at have et frit valg i forhold til, om han vil være sammen med hende eller ej.

Moralen: Mænd skal rende rundt og være monster seje, og kvinderne skal kigge beundrende på, mens de sidder og er fjollede og bedårende. :-) :-)

Og nu forestiller jeg mig, at Tom Cruise og jeg vækker 800 frådende og savlende feministers retmæssige vrede.

... og der vil jeg gerne sige: Jo, tak, men det er jo ikke helt let at skulle leve op til Tom Cruises standarder. Selv om han kun er halvanden meter høj. Jeg er ret glad for, at jeg ikke var inde at se filmen med et romantisk bekendtskab. Så skulle man helt garanteret lægge øre til åndssvage spørgsmål bagefter. Som f.eks.:

- ”Ville DU også gå igennem en regn af kugler for at komme hen og kysse mig? :-) Ville du det, hva’? Ville du det? Ej, hvorfor griner du? Det er altså et SERIØST SPØRGSMÅL!”
- ”Hvorfor har du egentlig aldrig lavet omelet til mig, når jeg vågner, hva’? Hva’? Hvorfor har du ikke det?”
- ”Hvorfor lægger du egentlig ikke sådan nogle små, søde og romantiske post its over det hele?”

Til hvilket man jo kun kan svare: ”Hvorfor render du egentlig aldrig hysterisk rundt og er lidt fjollet og sexet på sådan en sød-dum måde? Hvorfor gør du egentlig ikke ... vent. Du laver jo praktisk talt ikke andet. Forget I said anything!”

Nej, kvinder. Hold I bare fast i jeres lod her i livet. Det er nu engang lettest! Og hold lige min drink et øjeblik, mens jeg løfter den her tunge sten.