Oliver Stone: "W"

Jeg har længe haft Oliver Stones film om George Bush til at ligge, men jeg tog mig først sammen til at se den for nylig. Jeg havde holdt mig fra den, fordi jeg havde forstået det sådan, at den var lidt for god ved den kære George Bush.

Jeg skulle imidlertid se film sammen med et vennepar den anden dag, og ud af Gran Torino, Milk og W mente min vens kæreste, at W var den mest girly. Jeg kunne næppe se logikken i den konklusion. At se Sean Penn bøsse igennem i to stive timer i træk (!) MÅ sgu da være mere girly end international politik fra 60'erne til nu? Alligevel lod jeg mig overtale til W, og inderst inde ville jeg måske også gerne se den.

Lad os få det på det rene med det samme: W tegner sagorasme ikke noget glansbillede af George Bush. Han bliver fremstillet som en fordrukken nikkedukke/frelst nykristen, hvis eneste drivkraft er anerkendelsen fra faaarmand. Han får også sagt nogle rigtig vilde ting i løbet af filmen i stil med "Damn frog eaters! Remind me to veto something french soon!". De har også med mere eller mindre held forsøgt at inkorporere ting, har rent faktisk har sagt. F.eks. "misunderestimate" og det der god damn legendariske "Fool me once ... ... shame on you. ... ... You fool me, you can't get fooled again!"

Men: Selv om bush bliver fremstillet som en lallende jubelidiot, bliver han også fremstillet meget menneskelig.

DET ER MERE END MAN KAN SIGE OM DICK CHENEY. Gode gamle Dick er ifølge Oliver Stone the fucking mastermind of evil. Han deler torturresolutioner ud til morgenkaffen, og han er ikke bleg for at dræbe spædbørn for at få fat i den mellemøstlige olie. Condoleeza Rice bliver fremstillet som ondskabsfuld og moderat retarderet, og Donald Rumsfeld bare som gennemført idiot.

W er bedre end dens 6,7 på IMDB kunne antyde. Selv om det selvfølgelig er smertefuldt at få menneskeliggjort ens billede på rendyrket ondskab og idioti gennem alle disse år, så er virkeligheden jo nok, at han faktisk ER et menneske.

...

... et meget dumt menneske. Who are we kidding.