- Ja, skrig, Noomi. Jeg ville også skrige, hvis jeg var så dum. -
Lad mig uddybe.
Året er 2089. Nogle arkæologer opdager hulemalerier rundt omkring på jorden med det samme motiv: et bestemt stjernebillede. De er tegnet uafhængigt af hinanden og med mange tusinde år imellem.
How very peculiar!
Det er da løjerligt, at de her fortidsmennesker render rundt og tegner de samme stjerner uafhængigt af hinanden. Måske var de inspirerede? Måske var det en eller anden form for fremmed entitet, der inspirerede dem til at tegne de stjerner? Og måske, måske, måske kunne man forestille sig, at den fremmede entitet boede på de stjerner? Nu er vi ved at være langt ude i gætterierne, men hvad fanden. Den slags spørgsmål er egentlig meget rimelige at stille.
Der bliver imidlertid ikke stillet nogen spørgsmål i Prometheus. De to arkæologer bag fundet KONKLUDERER med det samme følgende:
1) Tegningerne af identiske stjernebilleder vidner om eksistensen af en guddommelig overrace af rumvæsner, som vi løst kan forbinde med den kristne gud.
2) De her rumvæsner har skabt menneskeracen.
3) De skred fra os engang i sin tid, men nu vil de gerne have, at vi kommer og besøger dem oppe i stjernerne.
4) Når vi kommer og besøger dem, vil de modtage os med åbne arme, byde os på en kop mokka og forklare os meningen med livet (og, antageligvis, hvorfor vi skulle bruge årtusinder for at nå et teknologisk niveau, hvor vi kunne bygge rumraketter og rejse gennem rummet i fire år for at få meningen med livet at vide over en kop mokka, i stedet for at de bare gav os den til at starte med).
Det er det, de konkluderer. Og det er jo helt urimelige og fuldstændigt absurde konklusioner at drage på baggrund af de åndssvage hulemalerier. Alligevel får de to idiotiske arkæologer overbevist en gammel multimillionær filantrop om, at det er sådan, det forholder sig. Han køber straks hver eneste ord af deres feberramte ævl OG konkluderer selv videre, at
5) De her rumvæsner må have kilden til evigt liv!
6) Hvis jeg bare spørger pænt, så hjælper de mig nok til at leve for evigt.
På baggrund af al denne utrolige spekulation hiver han lige et par trilliarder dollars op af hatten til et rumskib og en besætning og flyver afsted i FIRE ÅR mod horisonten og det evige liv.
Filmen er altså bygget på, at to ragende idioter overbeviser en tredje idiot om deres massive vrangforestillinger. Deres forventninger til det, de skal finde i stjernerne, er simpelthen groteske. Det bliver dog slået i idioti af det, de rent faktisk finder:
1) Der ER en race af aliens deroppe. De deler DNA med mennesker, men de er mere buff, mere blege og har mørkere øjne.
- Aliens i Prometheus: Ligner marmor. Er dog, antageligvis, ikke lavet af marmor. -
2) De her aliens interesserer sig primært for rumskibe, biologiske våben og menneskeracens totale udryddelse.
3) De ville gerne flyve til jorden og slå alle mennesker ihjel med deres biologiske våben, men før det blev aktuelt, så kom de til at slå sig selv ihjel ved et uheld i stedet.
Nu er der kun en enkelt alien tilbage på hele planeten - en af dem overlevede deres lille våbenuheld, fordi han var i hypersøvn. Der har han ligget i tusindvis af år. Han bliver så vækket af ekspeditionen af mennesker, deriblandt den senile multimillionær-olding, som ævler løs om evigt liv.
Nu er jeg jo ikke PhD i alien-psykologi, men man kunne måske forestille sig, at man havde nogle ubesvarede spørgsmål, når man vågner op efter at have sovet i tusindvis af år - selv som alien. Fx:
Hvad er der sket de sidste tusindvis af år, og kunne det måske påvirke, hvad jeg skal stille op med mit liv lige nu? Hvad laver de mennesker her? Hvorfor er jeg den ENESTE LEVENDE IDIOT AF MIN SLAGS TILBAGE PÅ DETTE RUMSKIB? Er det overhovedet forsvarligt at anvende de her biologiske våben, nu de VED ET UHELD har DRÆBT HELE MIN UDUELIGE RACE PÅ DENNE PLANET? Er det stadig relevant at destruere menneskeracen med biologiske våben her mange tusinde år efter, vi besluttede at gøre det? Hvorfor fanden besluttede vi at rejse til jorden og udrydde menneskene in the first place?
Den slags spørgsmål har man imidlertid kun latter til overs for, hvis man er en bleg, sortøjet alien på steroider. Uden at sige et ord går han hovedkulds til angreb på de mennesker, der har vækket ham. Derefter beslutter han sig for ene mand at flyve til jorden for at destruere alle mennesker med biologiske våben.
Hov, i øvrigt, advarsel: Spoiler.
Det her er, som den skarpe læser måske har opfanget, det mest usammenhængende vrøvl i verdenshistorien - og, hvad værre er, det er så forvrøvlet, at det er uinteressant. Det burde være cracktågerne hos en person med svær skizofreni. Det er det bare ikke. Det er handlingen i Prometheus, en film med et budget på 130 millioner dollars, der er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott.
Der er også andre problemer i filmen. Man kunne løst nævne: Den mest interessante karakter i filmen, robotten, har ingen eller vag motivation for sine handlinger. Kaptajnen på rumskibet beslutter sig for kamikaze på et ekstremt spinkelt grundlag. Kaptajnens besætning beslutter sig for kamikaze med kaptajnen på et endnu vagere grundlag. Det er en videnskabelig ekspedition med trillioner i ryggen og alligevel agerer alle videnskabsmændene som uprofessionelle, savlende 5-årige. For uddybning af disse sidstnævnte punkter vil jeg henvise til denne anmeldelse af filmen.
Det er utroligt, at Ridley Scott, en af pioneerne inden for sci-fi, ikke kan gøre det bedre. Han lavede ALIEN, for faen. Og BLADE RUNNER. Og så medvirker han til og godkender dette manus!? Og instruerer gudhjælpemig en film ud fra det? Han skulle skamme sig.
Lad være med at se Prometheus.
