GOD FACEBOOK-STIL: EN MANUAL I AT LADE VÆRE MED AT VÆRE PISSEIRRITERENDE PÅ FACEBOOK

Der er tydeligvis en del forvirring omkring dette spændende emne, så nu forfatter jeg altså lige en manual i, hvordan du undgår at være pisseirriterende på facebook.

Mange af de ting, som jeg nævner her, gør mine egne facebookvenner heldigvis ikke. Eller: Nogle af tingene gør visse venner faktisk lidt. Og til jer, hvis fejl jeg pointerer: Undskyld, for faen. I er ikke dårlige mennesker, og jeg elsker også jer. Men altså, fra fulde folk og idioter på Internettet skal man høre sandheden. Og nu har jeg immervæk taget det på mine skuldre at fortælle hele verden Sandheden om alt. Og det inkluderer også sandheden om dig og dine pisseirriterende opdateringer på facebook.

Og hey: Jeg har alligevel for mange facebookvenner. Tohundredeogfemogtres! Det er flere, end jeg kan overskue eller tælle til. Hvis en enkelt eller to skulle ryge i svinget her, så er det sgu okay. :-) :-)

[Marv smadrer dig, hvis du er pisseirriterende på facebook]


Så altså. Du kan blive en sand stjerne på facebook, hvis du undgår disse tre simple ting. LAD VÆRE MED

1) AT VÆRE ET SAVLENDE BABY-MONSTER.

Jeg har en idé om, at især nogle kvinders identitet og kritiske sans sidder i brysterne. På den måde giver det mening, at de mister begge dele, når de får et barn - den lede unge suger den simpelthen ud af patterne på dem! Pludselig er barnet på deres profilbillede i stedet for dem selv. De ER der slet ikke længere. De er pludselig blevet til deres unge! Hvor der før var et rigtigt menneske med en rigtig personlighed og et rigtigt, bankende hjerte fyldt med håb, drømme og længsler, er der nu kun en form for blævrende ammehjerne. En ammehjerne, der sender statusopdateringer ud i universet, som afhang den nyfødtes liv af, hvor meget ligegyldigt, babyrelateret lort de kan poste på facebook.

Og jeg bliver bekymret. Det gør jeg sgu. Alle statusopdateringer handler om ungen, og der er ikke bare et gran af selvindsigt eller selvironi inkluderet i dem. Hvis der dog bare var det! Hvis der dog bare var en enkelt "Hold kæft mand. Jeg sander pludselig, at mine sidste ti statusopdateringer har handlet om min lede unge. Nu går jeg ud på toilettet og tager noget coke, og så ses vi på NASA. Så må ungen være unge så længe!" Sådan en statusopdatering ville meget seriøst være et sundhedstegn.

Se, jeg har ikke noget imod statusopdateringer om folks unger, hvis de er bare perifert interessante. En af mine facebookvenner havde en statusopdatering for et stykke tid siden, der lød således: "Øhm, min søn kom lige og gav mig en kold øl - helt af sig selv. Tror aldrig jeg oplever et stoltere øjeblik. . ." Se det er fandeme en statusopdatering, man kan forholde sig til. OG ungen er inkluderet i den. Der er lissom noget identifikation, ikke? Tænk over NYHEDSKRITERIERNE, hvis I opdaterer om jeres åndssvage avl. Er der noget identifikation, sensation, aktualitet, hvad som helst i? Og nej, det er ikke en sensation, hvis din unge nu pludselig kan gå fem skridt i stedet for fire.


2) AT VÆRE EN IRRITERENDE LILLE EMO.

Hvis du nogensinde har skrevet en statusopdatering i stil med "... er tænksom ...", så er det dig, jeg kigger på. Det er sådan en forpulet 4. klassesstrategi, hvor ophavsmanden eller -kvinden til statusopdateringen forventer, at man skriver "EJ, HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD ER DET DOG, DU TÆNKER PÅ!?".

Og SÅ har den irriterende emo magten. "Ja, det kunne du lide at vide, hva'? JEG TÆNKER PÅ NOGET SPÆNDENDE OG LIDT HEMMELIGT. Men nu skriver jeg bare ... "... på fremtiden." Ja. Det er skidegodt." Og SÅ er det meningen, at man skal skrive: "HVAD MED FREMTIDEN? HVAD MED FREMTIDEN? HVAD TÆNKER DU DOG PÅ MED DEN LEDE FREMTID?" Og så ved den irriterende lille emo godt, at den snart ikke kan trækkes længere ud. Og der meldes endelig ekstremt kedelig og beige kulør:

"På at købe hus en dag/hvad jeg skal have at spise i aften/hvordan jeg kommer til Kalundborg/ik' noget alligevel".

Og man har bare lyst til at rive øjnene ud af hovedet på den lede emo.

"... er tænksom ..." er bare et eksempel. "Er trist" er endnu et, som muligvis er værre. HVAD er du dog trist over? Grrrrr! Din NAR. Hvis du rent faktisk ER trist, så tag den dog i et andet forum! Jeg går fuldstændig amok, når jeg ser sådan noget. Og jeg får lyst til at skrive "Husk at snitte på langs og ikke på tværs. It's not across the road - it's dooooown the highway!" /sociopat


3) AT VÆRE EN INDISKRET NAR.

Du er en indiskret nar, hvis du udstiller dit privatliv unødigt på facebook. I den milde afdeling er at broadcaste for hele verden, når det er gået i stykker mellem dig og din kæreste. Som udgangspunkt ender det jo ud over facebook, når du skifter civilstatus - f.eks. fra "I et forhold med Mia Jammerlund Grædegaard" til "Single" - tidligere akkompagneret af et teatralsk hjerte i to stykker, men nu trods alt kun akkompagneret af et helt hjerte. DEN FUNKTION KAN DU SLÅ FRA I DINE PRIVATINDSTILLINGER.

På den måde undgår du, at dine bekymrede, men stadig retarderede facebookvenner og -veninder skriver ting som

"Ai, hvad skete der!? I var så søde sammen!1!"

eller

"Hun var fandeme også en so, Jesper. Det har jeg altid ment. Nu går vi to ud og drikker nogle bajere og knalder nogle damer. Så er hun hurtigt ude af systemet!".

Eller at de liderlige og små-dumme af dine facebookvenner synes godt om din nye "Single"-status. Idioter.

Stadig i den milde, men dog også i den grænseløst irriterende afdeling er konstante kærlighedserklæringer til en kæreste over facebook. "Patrice Nederbæk Elsker sin kæreste! <3 <3 <3" Luk. Røven. Patrice. Alle er sygt ligeglade.

I den mere grelle afdeling er ekstremt intime og private opgør over facebooks wall. Det er der et utal af eksempler på på lamebook og diverse andre steder, og alle ved, det er forfærdeligt, så det vil jeg ikke dvæle mere ved.

...

Det var det for denne gang! Hvis I har andre forslag til god facebook-etikette, så giv endelig lyd. Ellers: Lad julefreden sænke sig . Julen er jo hjerternes tid (og mit er tilsyneladende sort som kul).

Tid til en romantisk stund med Mulder fra X-Files!

Jeg har lige opdaget Californication - og efterfølgende set halvanden sæson i streg. Efter du læser dette, kommer du også til at se halvanden sæson i streg. Ellers får du ingen julegaver. Sådan er det!

Californication handler om Hank Moody, spillet af fallerede David ’Fox Mulder’ Duchovny. Og Hank Moody, ikke? Han er bare en goddamn rockstjerne. Han er en falleret forfatter, der ikke bestiller andet end at knalde damer, drikke whisky og ryge smøger – og så knalde nogle flere damer. Han når praktisk talt ikke at vaske duften af dugfrisk skedesekret væk fra sit skægstubbede fjæs, før han skal forholde sig til endnu en stangliderlig, stritbrystet skønhed, der drypper af glæde over Hanks sovekammerøjne. Han kan ikke sidde til en familiemiddag, uden at hans eks-kones nye fyrs 16-årige datter sidder med hånden nede i skridtet på ham. En 16-årig datter, som han i øvrigt kom til at knalde ved et uheld, før han fandt ud af, hvem hun var - og hvor gammel hun var.

[Jep. 16 søde år, og så tilfældigvis også ragende sociopat.]

Måden, som Hank Moody tiltrækker denne kavalkade af letpåklædte og letlevende kvinder på, er, at han basalt set bare er en rigtig stor, arrogant skægstubbet nar. Hvorfor jeg naturligvis straks identificerede mig med ham. Arrogant nar og skægstubbe er sgu også primært det, jeg har kørende for mig med damerne. Og kraftedeme om Hank Moody ikke også har en blog, som han opdaterer alt for sjældent! Shit mand, jeg mangler bare at få mig et latterligt navn ladet med tung symbolisme, knalde 800 damer, få en datter, blive 45, blive rig-ish på et par knaldromaner og begynde at ryge, så ER jeg pludselig Hank Moody! Wup wup! Wup ... wup.

Nå. Men. Hank Moodys bedste (og eneste) ven er hans manager Charlie Runkle, som egentlig er i et forhold, men som har forkærlighed for rigtig hård onani på arbejdet og S/M med sin sekretær. Charlie er en skaldet og lidt bamset fyr, der på den ene side fungerer som støtte og support for Hank, men som på den anden side er en kummerlig, kokainsniffende og sit eget liv-ødelæggende tegning. Han er gift med Marcy Runkle, en også kokainsniffende, hashrygende og storkæftet skønhedssalonarbejderske.

[Hundredetusindevis af episoder i stil med billedet]

Alt det her får serien til at lyde som en overfladisk, pikspillende parodi. Og det er den også lidt. Men budskabet i Californication er sådan set grundlæggende gode, traditionelle familieværdier og TOSOMHED. Ja,det er nemlig rigtigt. Tosomhed og romantisk kærlighed! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, kunne man retteligt indvende? Skrev jeg ikke lige, at Hank Moody pløjede sig igennem det halve Los Angeles i bedste overfladiske pikansjos-stil? Jo, og det gør han også. Men han gør det, alt imens han er hovedkuls forelsket i sin eks-kæreste Karen, som han har sin 12-årig datter med. Og hele tiden og igen forsøger han at forføre hende og finde tilbage til hende. Og hele tiden og igen er han et røvhul over for Karens nye kæreste Bill, hvilket også bare er smukt.

Hank Moody viser sig at være en ekstremt underlig familiemand, som faktisk elsker sin datter meget højt – og som på sin egen, absurde måde er en form for god far.

Og det taler jo til sådan en gammel softie som mig. Det gør det. Der må jeg være ærlig.

[Objektet for Hanks kærlighed, Karen, spillet af Natascha McElhone. Hun er 41 år gammel, men jeg er sgu også lidt forelsket i hende. Det er jeg!]

Hvad der også taler til mig, er, at Hank virkelig forsøger at opføre sig som en god fyr over for Karen. Han var hende ikke utro, da de var sammen. Og han prøver sådan at gøre det rigtige, når det kommer til hende. Men ofte SKER der bare et eller andet, der gør, at han pludselig står i et dårligt lys. Og så skal han hustle sig ud af den situation. Altså, for fanden, har vi ikke allesammen prøvet, at vores bedste ven var liderlig, men at pigen, han bagte på, kun ville knalde med ham, hvis vi også medvirkede? Og så dukker der pludselig damer op midt i den seance – damer, som rent faktisk BETYDER noget for os – og så ser det hele ikke skide godt ud? Det har vi sgu da allesammen oplevet. Det har vi da. Nå, men pointen er, Californication også taler den smadrede, men dybest set godhjertede mands sag. Og det er da dejligt. Det er det!

Californication formår altså at kombinere en sand myriade af afklædte bryster – og amoralsk omgang med førnævnte bryster – med ROMANTIK. Den taler på sin vis for at opføre sig godt-ish i en fucked up verden fyldt med vold, sex og stoffer. Det er nice.

Så altså. Tag din kæreste i hånden, tag nogle baner, tænd nogle stearinlys og se noget Californication. Sammen redefinerer vi romantikken!