... og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Jeg har taget en hellig tavshedsed. Nej, seriøst. Jeg beklager. Men sådan er det desværre. Hvis jeg siger noget, så ... jeg kan ikke tale om det. Eller jeg kan godt tale om det, men hvis du læser det nedenstående, er jeg desværre nødt til at slå dig ihjel. Jeg er perfekt, og jeg udrydder konsekvent alle beviser og personer, der kan sige det modsatte.
...
...
Fordi mine venner så ud, som det er skildret på exhibit A (se oven for), indså jeg hurtigt, at aftenen ville være uudholdelig som tilnærmelsesvis ædru. Jeg drak jeg mig hurtigt på niveau (og med det mener jeg over niveau), udstyrede mig med omtrent 100 glowsticks og gik ind til koncerten. Pludselig var alle omkring mig i bar overkrop, og jeg havde en skjorte på, der ret beset ikke var min. Det glemte jeg imidlertid og vadede ud fra koncerten, før den var slut, fordi jeg måske lidt følte, at der var opbrudsstemning (det var der ikke).
Så ringede jeg til min kammerat, jeg skulle overnatte hos. Han var på en bar på Istedgade, men boede på Sankt Hans Torv. Jeg tog straks en taxa til Sankt Hans Torv, fordi jeg vidste, at det var herre centralt - ligesom Istedgade! Så kunne jeg bare lige gå fra Sankt Hans Torv hen til Istedgade og få nøglerne af min kammy. Det virkede som en god idé på det tidspunkt (det var det ikke).
På Sankt Hans Torv imponerede jeg lige en pige med min overraskende evne til næsten at konstruere en sammenhængende sætning. Og fra Sankt Hans Torv tog jeg så en endnu en taxa til Istedgade, hvorfra min kammerat så var så elskværdig at gi' taxaen tilbage til Sankt Hans Torv igen efter en times tid på bar. Hvor jeg så vågnede den næste morgen i førnævnte skjorte, som jeg lige et kort øjeblik troede var min (det var den ikke).
Således.
Det, du skal spørge dig selv om i løbet af det næste lange stykke tid, er følgende: Er dette en konvolut med forsikringspapirer, som det jo ser ud til? Eller er det faktisk miltbrand?
