torsdag den 17. september 2009

Twilight er en stor kop nederen lige ned i emo-lungen


Du ligger i en mørk skov langt uden for lands lov og ret.

Du kan mærke den kolde regn løbe ned ad din pande, og dit tøj er efterhånden gennemblødt.

Du ryster. Du er alene. Du er 16 år. Det er ikke mange somre siden, du fik bryster.

Pludselig hører du en lyd. Var det vinden? Var det et dyr? Tankerne når ikke at blive tænkt til ende, før en kraftfuld hånd tager fat i dig, og dit hoved føres til den ene side, så din hals ligger blottet for jægeren.

Han tager sig god tid. Indsnuser den forførende duft af frisk menneskekød, mens hans greb omkring dig bliver fastere. Hans hænder er kolde som graven. Han udstøder en primitiv grynten, som de sylespidse tænder skal til at bore sig ind i dit saftige halsparti.

Nu er det slut, tænker du. Vampyren, den udøde jæger i natten, har dig.

Men SÅ - ud af intetheden - kommer der en af de GODE VAMPYRER FLYVENDE!! Ja, han ligner godt nok en fesen og bleg knægt på 17, men lad dig ikke narre: Han er mega hurtig og tilmed ridderlig! Her er en vampyr, der er blevet vegetar - han lever kun af dyreblod! Og ikke nok med det, han er også blevet til en vegetar med totalt meget respekt for menneskeliv. Derfor leverer han prompte et cirkelspark i hovedet på den slemme vampyr, der var ved at overfalde dig. "Slemme vampyr", siger han. "Du skulle prøve at spise dyr! Det er lidt lissom tofu!"

Og så forfører han dig og introducerer dig for hele sin enormt søde vampyrfamilie, som bare er nogle stand up baseball-lovin' guys allesammen, og som alle er villige til at risikere deres liv og lemmer for din skyld. Nu har de jo kendt dig i 5 minutter, så du er en del af familien!

Det viser sig, at din vampyr-elsker er 107 år gammel, men åbenbart stadig ret ungdommelig af sind, siden han vælger at befamle din 16-årige, spæde ungpigekrop med sine gamle, klamme og kolde fingre.


Men uhh. Der er EN TING, som du skal se, før I for alvor kan fuldbyrde jeres kærlighed over for hinanden. Det er nemlig sådan, at man kan se en vampyrs sande natur i solskin. Og du bliver nødt til at se det, så du ved, hvad du går ind til. Er du klar? Måske er det noget skræmmende. Måske ser vampyrer frygtelige ud i solskin. Nu er det nu. Din vampyrelsker træder ind i solens stråler ...

... og BEGYNDER AT SKINNE SOM TUSINDE SMÅ DIAMANTER!!!

Det var DET, der var hans frygtelige hemmelighed!! Kan du mon stadig acceptere ham, nu du ved, at han skinner som en diamant i solskin? Kan du mon virkelig det? KAN du mon få det over dit 16-årige ungpigehjerte stadig at elske denne funklende vampyrdiamant?

Holy shit, det er godt nok svært at svare på. Ring efter NASA, en eller anden. Vi skal bruge en komité af lige dele astronauter og atomfysikere for at svare på det spørgsmål! Og nu vi er i gang, kan vi jo passende også spørge dem om, hvad FANDEN der gik igennem hovederne på de åndsamøber, der lavede filmen Twilight?

Det ovenstående er i og for sig et ret fyldestgørende referat af filmen. Det taler langt hen ad vejen for sig selv, men lad mig dog lige fremhæve følgende:

Jeg elsker intenst, at man er fuldstændig ligeglad med det perverse og forkerte i, at en fyr på 107 ligger og stikker sin halvdøde istap op i en 16-årig pige. Altså, bare fordi han LIGNER en på 17, bliver det vel ikke mere okay? Og hvad er det i øvrigt, han ser i det forhold? Jeg har snakket med adskillige 16-årige piger. Fællesnævneren for dem alle er, at de var dummere end en dum dør. Jeg mener det: Piger på 16 ved INGENTING. Og det er min mening som 25-årig mand. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frugtesløst, forkert og barnagtigt et forhold til en 16-årig pige må fremstå for mig, når jeg bliver 40. Eller når jeg bliver HUNDREDEOGSYV OG ER UDØD, for den sags skyld.

Men hey, hvem hænger sig i den slags detaljer, når den store emo-bus først er på vej til Transsylvanien?

Lad være med at se Twilight.

11 kommentarer:

Marianne sagde ...

Se Nochnoy Dozor i stedet, hvis du vil have vampyrfilm

eva fiil sagde ...

Det var præcis der der skulle til for at jeg nu VIL se den!

Lynge sagde ...

Marianne: Jeg kigger på det!

Eva: Trodsige lille emo. :-)

Signe Marie sagde ...

Åh, kan du ikke lige 'gøre' Love in the time of cholera? Jeg har så mange indestængte agressioner over den film, som jeg gerne vil have spejlet.

Lynge sagde ...

Ej! :-D Jeg gider ikke til at se random elendige romantiske dramaer, kun for at svine dem på min blog. Jeg så Twilight, fordi den er et fænomen, og fordi jeg havde håbet på noget mere død og blod. Love in the Time of Cholera kommer jeg ikke til at se, medmindre en overdrevet lækker pakke tvinger mig til det. Beklager. ;-)

Reminikolai sagde ...

Det lyder jo som filmatiseringen af kokkens datter - den må jeg se.

Angel sagde ...

Æhææ, jeg er så en kæmpe fan af bøgerne. IKKE filmene, selvom de er okay gode. Helt ærligt, så er Twilight sagaen nok også mest noget piger har lyst til at læse/se? Tssk, det du skrev fik mig bare til at flække af grin. Tak, jeg manglede noget der kunne friske mit humør op.

minininimimi sagde ...

Genialt, Lynge!! Jeg labrer det i mig! Mere af den slags, please!

Unknown sagde ...

Jaja Lynge Agger Agger Ve Gemzøe. - Noget kunne tyde på, at du ligesom andre i skaren af kritikere (mestendels berstående af 'balle-hævner'-musikere og folk, der blev nødt til at læse teatervidenskab i stedet for regulært skuespil) kun så reklamen og ikke selve filmen, og derefter gav dit (indrømmet) sprogligt lækre galdeopstød.

Ikke at jeg er uenig i din vurdering af filmen Twilight som vampyrfilm - men der er alligevel tale om lir for sensationspressen, hvis du ikke fik med, at den 107 årige netop nægter at stikke sin halvdøde istap ind i den 16 årige pige (som forresten er 17 i filmen). Du skulle da ikke overse denne fantastiske mulighed for at kommentere manglerne ved et forhold til en 16 årig pige, hvor man end ikke kan stoppe munden på hende med noget 'morgenbrød'.

Din analysevinkel af filmen kræver vel, at du skal se den i sin hermeuneutiske kontekst, og betragte den som en art kærlighedsdrama og en nyfortolkning af værdier, samt en portrættering af emo-rus (du skriver emo-bus, men det må vel betragtes som et fix fra ungdommens kilde før vi blev gamle og rutinerede (læs støvede, kedelige og kyniske) nok til at opfatte hvor lidt 16 årige ved om livet).

Så ville jeg nu mere pege på det faktum, at vampyrheltens metode til at score den fagre og noget klodsede Bella (minder faktisk lidt om en introvert Juno?) var, at stå og stirre på hende i to måneder mens hun sov. - Det er ikke et særlig hensigtsmæssigt budskab, at sende til ungdommen med dette kurmageri, eftersom det ikke så ofte er stalkeren og ikke den sjove muskuløse hunk på motorcyklen, der scorer ungmøen ..... ikke mere tid - skal forresten lige læse dit indlæg om 'new moon' og 'eclipse'. :)

Inger sagde ...

Ovenstående er så mig, der kom ind på det forkerte alias. - Sorry. Det var lidt uprofessionelt

Lynge sagde ...

Jojo, jeg så skam filmen. Jeg er fint klar over, at de pænt ligger med de iskolde hænder over dynen og spiller backgammon (eller hvad fanden man nu laver, hvis man ikke knalder i et parforhold). Jeg tror, at dengang jeg skrev anmeldelsen, ikke? Der gik jeg bare ud fra, at det der med at knalde lissom bare ville være det næste, naturlige skridt i deres retarderede forhold, der – som du ganske rigtigt pointerer – starter med, at fyren sætter nye rekorder i, hvor klam en gammel, liderlig stalker, man kan være. Lidet vidste jeg, at de skulle danse omkring den varme kneppegrød i tretusinde år endnu.

Nyfortolkning af værdier, siger du. :-) Hmm. Hmm! Jeg forstår ikke, hvordan de der værdier bliver nyfortolket, må jeg indrømme. Budskabet er jo fandeme oldgammelt, kysk og kristent, hvis det er noget: Sex er skidefarligt. Pas på med det, små piger! Manden bliver så enormt liderlig, at han måske kommer til at SPISE jer, hvis I prøver!! Og ja, UHH I har lyst, MEN I SKAL VENTE. Det er bedst! Det er bedst at vente med sex. Det siger Gud og Dracula, og så er det rigtigt.