Jeg har lige set Crossing Over med Harrison Ford. Det er en slags multikulturel, multietnisk, multiplot-indeholdende fortælling om den mangefacetterede problemstilling med indvandring.
Denne kompleksitetens katedral - denne supernova af modstridende interesser og hensyn! - har instruktøren valgt at belyse ved hjælp af de mest endimensionelle, stereotype og fordummende karakterer og historier, man har set i hele filmhistorien. Vi taler seriøst karakterer, der får Homer Simpson til at virke som en mangfoldig mosaik af psykologisk dybde. Jeg havde lyst til at tæve hver og en af dem. Historierne er som regel klichéfyldte og forudsigelige. Lad mig uddybe:
Crossing Over er som sagt en multi-plot-fortælling, lidt i stil med bedre film som Crash og Magnolia. Vi får følgende fortællinger serveret (advarsel, spoilers):
DØD MEXICANER SLADRER IKKE
En mexicansk dame arbejder ulovligt i USA for at forsørge sin søn. Hun bliver sendt hjem af en modstræbende Harrison Ford. Hun forsøger at komme tilbage til USA igen, men mega dør i forsøget. Harrison Ford, i sin egenskab af den menneskelige inkarnation af Jesus, finder hendes søn og får ham leveret tilbage til bedsteforældrene i Mexico.
HISTORIEN OM BONG
En ung asiatisk dreng flirter med bandekriminalitet. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men lad os kalde ham Bong. Bong bliver gruppepresset af sine fire bandebekendte til at tage med ud og røve en butik. En stiv politibetjent er tilfældigvis i butikken, og han skyder alle Bongs mindre opbyggelige venner i ansigtet (ja, i ansigtet). Den stive politibetjent er imidlertid selv indvandrer, og gennem sine alkoholtåger ser han totalt potentialet i Bong - at Bong i virkeligheden er en god dreng - så midt i blodet og al den asiatiske hjernemasse på gulvet får Bong lige en pathosfyldt opsang på en halv times tid om Amerikas fortræffeligheder. Og så får han ellers lov til at gå. Bong bliver klog af skade. Nu har han lært at værdsætte Amerikas muligheder og frihed. Det bliver symboliseret ved, at vi sidst i filmen ser ham sidde og smile med sine studiebøger og sin MacBook i sengen, som var det taget ud af en Apple-reklame. Brrrr.
THOU SHALT NOT FLIRT WITH TERRORISM
En faktisk semi-interessant problemstilling, der bliver forfladiget pga. de endimensionelle karakterer: Ung indvandrerpige udtrykker i skolen, at hun ikke bifalder, men godt forstår, hvorfor 9/11-terroristerne gjorde det, de gjorde. Det vækker ikke ligefrem jubel, og snart har vi jordens mest åndssvage og - med fare for at gentage mig selv - STEREOTYPE agenter fra FBI ved hendes dørtrin. Trods hendes protester dømmer de hende straks som farlig terrorist og sender hende hjem på røv og albuer, selv om hun har boet i Amerika hele sit liv.
STORE BRYSTER - NEJ TAK. PSEUDO-JØDERI - YES SIR!
To venner/semi-kærester forsøger at få green card. Den kvindelige part gør det ved at knalde en fyr i systemet. Det fejler totalt, og hun bliver smidt hjem. Den mandlige gør det ved at spille jøde, hvilket til gengæld lykkes for ham. Det er muligvis det eneste acceptable ved denne film - at den fremstiller USA så nede med jøderne, at man kan få opholdstilladelse, hvis man bare jøder lidt sporadisk rundt i fritiden.
ÆRESDRAB - DEN SÅ MAN ALDRIG KOMME
Indvandrerfamilie med den gode bror, den dårlige bror og den udsvævende søster. Dårlige bror dræber til alles store overraskelse udsvævende søster, gode bror dækker over ham i skam og vildelse. Gode bror drikker sig i stedet stiv i sorg og afmagt og ender med at skyde 4 kriminelle asiater i ansigtet, da han er inde og købe flere bajere. Ja, i ansigtet. Og JA, DEN GODE BROR ER DEN SELVSAMME STIVE STRØMER FRA BONG-HISTORIEN. PÅ DEN MÅDE GÅR DET HELE OP I EN HØJERE ENHED.
...
... eller nej, det gør det ikke. For i sidste ende bliver alle ansatser til kritik af systemet udvandede ved den hyldest til Amerika, der finder sted. Hensigterne er gode, problemstillingerne relevante, men det er slutresultatet bare ikke. Der er stort set ingen charmerende karakter med lidt kant i denne film. De er allesammen tegninger. Det melodramatiske er overgjort. Æresdrabsfortællingen og historien om Bong er til at få lange patter af - og temaet med asiatisk bandekriminalitet er i øvrigt behandlet 500 gange bedre i Gran Torino. Resten er rodet og overfladisk, at best.
Lad være med at se Crossing Over.
[Skrækkelige Ashley Judd - der ikke er nævnt i denne anmeldelse, fordi hun er inderligt ligegyldig for handlingen og alligevel bare sidder og tuder hele filmen igennem - adopterer en neger.]
4 kommentarer:
Jeg har det ambivalent. På den ene side er det sjovt at læse dine anmeldelser, men på den anden side synes jeg det er synd, at du skal igennem sådan nogen lortefilm, når alle på forhånd kan sige, at det er en lortefilm.
Jeg synes du bør lave flere anmeldelser af film, som det er overflødigt at se for at karakterisere dem som overfladiske, kedelige, klichéfyldte, osv.
...altså uden at se filmene.
Heh. Jeg udsætter normalt heller ikke mig selv for film, som jeg med 100% sikkerhed ved er ekstremt ringe. Problemet er, at en film som Crossing Over faktisk har fået 6,9 på IMDB, hvilket er hæderligt uden at være prangende. En film som W., der faktisk er seværdig, ligger kun med 6,7. Hvad gør en klog så? IMDB er som regel en semi-acceptabel målestok for, hvorvidt en film virkelig er en lortefilm eller ej, men engang imellem falder siden igennem, hvilket er tilfældet her.
... jeg anmelder jo heller ikke The Hottie & The Nottie. Den har jeg trods alt fornuft nok i hovedet til ikke at udsætte mig selv for.
Men når alt det er sagt, er det da muligt, at jeg burde have set faresignalerne ved den her film. Det at Ashley Judd medvirker kunne sagtens have sagt noget om, at jeg skulle ha' holdt mig væk.
Ashley Judd er farlig for demokratiet på alle måder; det har du helt ret i.
I øvrigt: Alle film starter højt på IMDB (sikkert fordi det kun er de tumber, som går i biografen og ser dem, der stemmer på den), så hvis du tjekker en film, der er udkommet indenfor de seneste 10-12 måneder, så skal den minimum ligge på 8, før den kan være værd at se.
Send en kommentar