I ligestillingens hellige navn: Scorekursus for kvinder

Efter mit seneste indlæg er jeg blevet spurgt om, hvordan man skal gøre, hvis man er en kvinde og gerne vil samle en mand op. Og som udgangspunkt ville jeg jo egentlig sige, at man bare skal drikke sig fuld og vimse lidt rundt, og så går det helt af sig selv. Faktisk kan det tit være tilstrækkeligt bare at vimse rundt uden at være fuld. Dette er bredt underbygget i filmens verden. I The Notebook er Rachel McAdams et fremragende eksempel på, at man bare skal vimse rundt og fnise lidt, og så er Ryan Gosling klar til at erklære en sin evige kærlighed. Det behøver dog ikke at være sværere end bare at sidde og glo, ligesom Jennifer Anniston gør det i The Break Up, da Vince Vaughn kommer halsende efter hende med et bankende hjerte og 8000 hotdogs.

Dette er altså den normale måde at gøre det på. Hvis disse normale approaches mod forventning ikke skulle virke, har jeg samlet et par pointers, også fra fiktionens verden.

I førnævnte Basic Instinct er Michael jo ellevild efter at komme i bukserne på Sharon. Det er han, fordi Sharon vimser rundt på coke, naturligvis, men også fordi hun har brugt diverse kneb til at fortrylle ham. Her er de:

1. VIS NOGET HUD

Tid til at vise noget hud. Det er mænd vilde med. Start f.eks. med bagsiden. Men få det til at ligne et uheld. Hvis det er et uheld, tror han ikke, at du er en værre lille so. Se, hvordan Sharon tilfældigvis lige kommer til at vise sig nøgen for Michael her:

Spejlet er stillet, så der er god udsigt til stort set alt. Men måske var det et uheld!


På med tøjet igen.

2. VIS ENDNU MERE HUD

Blot understellet. Ja, det er nemlig rigtigt. Når fyren først har set det allerhelligste, er den nærmest hjemme allerede. I Basic Instinct sidder Sharon og bliver interviewet af Michael og nogle andre strømere. Pludselig spreder hun benene, så man kan se lige op i livmoderen på hende. Her er, hvordan det skal gøres:


Sid med benene over kors i en lårkort kjole.


Sæt det ene ben ned på jorden og spred benene let hen imod ham, du gerne vil forføre. Lad kussen gøre dens indtagende arbejde et øjeblik.


Efter du er sikker på, at han har set varerne, sætter du benene over kors igen, nu med det andet ben øverst. Nu troede han først, at du var ærbar og tilfældigvis kom til at vise dig nøgen for ham. Men så laver du dette ekstremt slutty move, og nu er han totalt mystificeret. Er du en luder, eller er du ikke en luder? Mænd elsker at være mystificerede.

Det er på grund af dette grundige forarbejde, at Michael vælter savlende ind på diskoteket og jagter Sharon rundt med sine store, våde hundeøjne.

Basic Instinct er imidlertid ikke den eneste film, hvor kvinder forfører mænd. Der er mange andre måder at gøre det på. Du kan f.eks. være stripper, ligesom Marisa Tomei er det i The Wrestler, hvor hun forfører Mickey Rourke. Et effektivt trick. I samme boldgade er det gode gamle luder-trick, som vi ser i Pretty Woman, hvor Julia Roberts prostituerer sig til kærligheden og en helvedes masse penge. Godt gået, Julia.

Jeg håber, at det nu er lidt klarere, hvad man som kvinde kan gøre for at forføre en mand. Held og lykke derude!

Livsfarlig sex og hurtige damer med Michael Douglas

Heh. I forbindelse med mit speciale har jeg netop kæmpet mig igennem et væld af gamle klassikere. Gamle film er sjove!

Tag f.eks. Basic Instinct. DEN er sjov. Og så er den tilfældigvis også en eksemplarisk manual i at samle damer op.


Den starter med, at en blondine knalder en fyr til dramatisk musik, indtil hun slår ham ihjel med en is-syl til MEGET dramatisk musik, endda midt under orgasmen. Hvis man havde glippet forfilm og plakater og i det hele taget INTET vidste om denne film, får man altså serveret temaet lige op i smasken fra start: DENNE FILM HANDLER OM DØDSENSFARLIG KNEP. Hvis folk knepper i denne film, så er det farligt! Beware of knep. I tråd med dette er det da også noget værre, farlig sex, som Michael Douglas skal igennem i denne film, altid til meget dramatisk musik. Og HELE tiden antyder kameraet, at måske finder hans sex-partner en is-syl frem og tæver den ned i brystet på ham! Måske skal han dø nu, fordi han knepper! Nu skruer vi op for den dramatiske musik, mens han knepper, så nu er det nok LIGE op over! Og det ER jo et interessant spørgsmål - hvem spidder hvem? Lige til det sidste skal vi se på dramatisk knep, der er dødsens farlig, og måske dør de lige om lidt.

I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de kaldte den for Basic Intinct. "Dødbringende knep" eller "Folk, der knalder til dramatisk musik" havde været mere sigende.

Noget andet fantastisk ved Basic Instinct er den måde, som Michael Douglas scorer Sharon Stone på. Han går ind på et diskotek. Så finder han hende ude på lokummet, hvor hun er i gang med at tage noget coke. Så stiiiiiirrer han maskulint på hende, mens han går hen imod hende. Hun lukker dog døren til lokummet. Så går han ud på dansegulvet, hvor han stiller sig i sin nedringede grønne trøje og stirrer på hende. Hun vimser rundt og danser og flirter og gnubber sig op ad sin lesbiske elskerinde. Han står og stirrer intenst på dem begge. Grøn trøje. Stirre på Sharon. Stirre på lebbe-elsker. Stirre på Sharon igen. Sharon bliver underligt indtaget af hans stirren og danser flirtende hen til ham. Alle omkring ham danser. Han står og stirrer. Hun danser op ad ham. Han prøver at kysse hende, men, da det ikke virker, står han lidt og stirrer. Sharon bliver så DRØN liderlig af al den stirren, at hun straks giver sig til at gnubbe sit underliv op ad ham. Så vågner han alligevel lidt op og begynder at tage hende på røven, til hun endelig bukker under og lader ham kysse hende.

Så tager de hjem til hende og har dødsensfarlig sex.

Sådan skal det gøres, drenge. Ingen smarte replikker. Ingen fancy moves. Der skal bare stirres igennem.

DEN TAGER VI LIGE IGEN I LANGSOM GENGIVELSE OG MED BILLEDDOKUMENTATION.

Ind på herretoilettet og find damen. Damer sidder altid på lokummet og tager kokain.

Bingo. Hun har fået lidt til næsen.

Så er det tid til at stirre. Der skal stirres nu!

Damen er ikke helt modtagelig for stirren endnu, så hun smækker døren til toilettet i. Mist dog ikke modet. Det er bare en test for, hvor vedholdende du er i din stirren.

Drik dig lidt mod til. Og find så damen igen.

Hun er naturligvis ude på dansegulvet med sin lesbiske veninde. Det er de altid.

Tid til at stirre.

Damerne har nu forstået, at du stirrer, og de stirrer anerkendende igen.


Bliv ved med at stirre. Som vi kan se, bliver lesbiske liderlige af stirrekonkurrencer.

Hold blikket fikseret på hende, og hun vil komme til dig. Det kan vi se, at hun er ved her. Bemærk det let døde look i ansigtet på Michael. Det er piger vilde med.

Her laver Michael en klassisk begynderfejl. Han forsøger at kysse hende, men der er ikke blevet stirret nok endnu!

Fejlen bliver prompte straffet. Hun vender ham ryggen, og han står tilbage med hånden viftende i luften som en idiot.

Han tager dog revanche. Nu skal der satme stirres.

Og stirres.

Og stirres.


Det var bedre. Sharon bliver godt liderlig af den intense stirren og giver sig til at gnubbe sig op ad Michael.

Det her er super rutineret af Michael. I stedet for bare at tro, at han må kysse hende nu, stirrer han lige lidt ekstra på hende.


Så tager han fat i hende.


Og stirrer lige lidt mere.

BINGO. Den er hjemme. 1 - 0 til hjemmeholdet!

Hjem og have dødsensfarlig sex.


... and that's it. En hands-on lækker guide til at score, Michael Douglas-style, fra mig til jer. Så kan I vist godt hoppe ud i nattelivet og fyre den af. Jeg ser frem til at høre om jeres eskapader.

800 kastestjerner i mellemgulvet: Ninja Assassin!

Det er efterhånden blevet en gylden regel i nyere amerikansk film, at man skal igennem en helvedes masse idiotisk pis for at blive en god lejemorder. I det første indlæg overhovedet på denne blog opsummerede jeg f.eks. lejemorderskolen i Wanted. Her skal man kontinuerligt have tæsk af en fyr med lyst strithår, hvis man vil være noget ved lejemordermusikken. Og nåhr ja, så skal man øve sig i at skyde uden om døde grise. Ellers handler det om at ligge og chille i en slags magisk spa. På 3-4 uger kan man på denne måde blive en frygtindgydende bølge af død og ødelæggelse!


I Ninja Assassin, som jeg netop har set i biografen, er præmisserne moderat anderledes, men alligevel jævnt åndssvage. Her finder vi en kombineret skole for ninja, sadisme, idiotisk livsfilosofi, elektrikerarbejde og ubehjælpsomt engelsk. Hvis du vil være en RIGTIG sej ninja, så lærer du også om kvinders tøjstørrelser i din fritid.

DØDSENS HEMMELIGT NETVÆRK
Præmissen i Ninja Assassin er, at der findes et hemmeligt netværk af ninjaer, der oplæres i ovennævnte discipliner af en ond og sadistisk japaner. De aspirerende ninjaer får med pisken, hvis de ikke adlyder japaneren, der generelt er træls og ubamhjertig. Når de er udlærte ninjaer, så render de ellers rundt og slår ihjel for alle, der tilfældigvis har 100 pund guld liggende.

Dette hemmelige netværk er så hemmeligt, at de slår dig mega ihjel, hvis du ved noget om dem. Og så er det ligemeget om du er en luset bibliotekar eller en vigtig efterretningsfyr - hvis du ved noget om de her ninjaer, så bliver de ved med at kaste 800 kastestjerner efter dig, til du er fucking død.

Præcis hvordan de får kunder i butikken, hvis ingen må vide noget om dem, fremgår ikke.

En af ninjaerne synes så alligevel, at den her træning og de her tåbelige ninjaprincipper er lige grove nok, så han beslutter sig for at tæve sin almægtige læremester i hovedet med en form for urtekniv monteret på en kæde, for så at tage flugten. Det synes mesteren er lidt træls, for så har alle tæskene til den her elev jo muligvis været forgæves. Og nu var det tilfældigvis den dygtigste elev, der valgte at gøre oprør, så det er DOBBELT nederen. Godt træt af det hele sender han 28.000 ninjaer efter vores oprørske helt, der i mellemtiden bruger enormt meget tid på at studere kvindetøj, så han senere kan være totalt sej og ligesom Eva Green i James Bond se på folk hvilke tøjstørrelser, de bruger.

SERIØST MANGE NINJAER
I mellemtiden er en negerbibliotekar kommet på sporet af de her ninjaer, så ninjalederen sender også 28.000 ninjaer efter hende. Og så slår vores oprørske ninjahelt og negerbibliotekaren pjalterne sammen, hvilket i praksis kommer til at betyde, at der er 56.000 ninjaer efter dem.

En moderat træls situation, kan man sige.


Dem flygter de indledningsvist fra, og i den forbindelse lærer vi nogle super seje tricks til at undgå ninjaer. Man skal blandt andet ryge lidt, så de ikke kan lugte én! Og så skal man helst ha' lyset tændt, så man kan se dem. Som jeg har været inde på før, er de her ninjaer dog delvist elektrikeruddannede. De slukker bare for strømmen, når de kommer, så det sidste råd er lidt ubrugeligt.

Altså bliver vores helt og heltinde selvfølgelig indhentet af ninjaerne, fordi det der med at ryge og slukke lyset alligevel var nogle lortetricks, der ikke virkede en skid. Pludselig er der 56.000 ninjaer ved hoveddøren. De geeeeemmer sig i skyggerne og kaster flere kastestjerner, end jeg har hår på hovedet. 56.000 ninjaer.

Men dem slår vores helt heldigvis bare ihjel.

The End.

...

Ninja Assassin kan lyde ret tåbelig ud fra overstående gennemgang, og det er den egentlig også. Dog har den en kitschet charme, som man ikke skal underkende. Når folk dør i Ninja Assassin, så dør de virkelig. Vi taler veritable fontæner af blod her. Vi taler så mange kastestjerner i halspulsåren, at man ikke fatter det.

Ninja Assassin har lidt samme eksistensberettigelse som Taken. Plottet er tåbeligt, men folk dør kraftedeme på nogle ret awesome måder, og man føler ikke medlidenhed med de døende, fordi de basalt set alle er den samme nederen person. I Taken var de allesammen østeuropæiske voldtægtsmænd. I Ninja Assassin er de allesammen samvittighedsløse lejemordere, der ikke fortjener bedre end at få parteret deres kroppe i voldsæstetiske eksplosioner af død og blod.

Alt i alt kan jeg med moderat ro i sindet sige, at I godt kan finde kastestjernerne frem og se noget Ninja Assassin. Det er en oplevelse. Så meget vil jeg garantere.

Om overspringshandlinger (og lidt zombier)

Da jeg er en ekspert i selvdisciplin og livsfilosofi, har jeg besluttet mig for at forfatte et par ord om, hvordan man kan undgå overspringshandlinger.

[Woody Harrelson nakker dig, hvis du overspringshandler.]

Nu er det jo ikke alt for tit, at jeg opdaterer denne blog, hvilket er naturligt nok, når man er lige så sej som mig. Jeg forestiller mig, at I sidder og tænker:

Nåhr ja. Det er klart, at han ikke har tid til at opdatere hele tiden. Han er vel ude og springe i faldskærm med B.S., mens han griner af os uduelige grødbønder nede på marken. Han står givetvis og high fiver med George Clooney, mens de dyrker noget pilates. Han sidder nok i en spansk bjergsø omringet af letpåklædte negerpiger og drikker en Bloody Mary.

Men nej, faktisk er ingen af delene tilfældet. Jeg er ikke i gang med at smøre Megan Fox ind i nutella, jeg sidder ikke og overvejer, om det skal være en Audi eller en Jaguar, og det er faktisk alt for lang tid siden, at George og jeg har snakket.

Men hvad laver jeg så? Hvad bliver alt denne utrolige energi dog brugt på? Hvorledes formøbler jeg mit umådelige potentiale?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg skriver SPECIALE.

Jeg overvejede naturligvis at få en af mine groupies til at gøre det, men … han havde ikke lige plads i kalenderen pt.

I forbindelse med at skrive speciale handler det for mange om at komme overspringshandlingerne til livs. Det er også noget, jeg har måttet arbejde med. Sådan her gik det for mig:

LIVSLEDE OG DEPRESSION
Som nogle måske kan huske, så sidder jeg og svælger i fiaskoer og knuste drømme. Og der, ikke? Der må jeg indrømme, at jeg er sådan lidt METHOD ACTING-agtig. Jeg går sgu sådan lidt Robert DeNiro på det shit. Tvinger mig selv til at have det dårligt, så jeg lidt bedre kan forholde mig til andres lidelser.

Jeg har for eksempel tvunget mig selv til at se Borte Med Blæsten, selv om jeg havde en fornemmelse af, at den nok skulle få slukket min sidste livsgnist. Og ganske rigtigt, tre timer og halvtreds minutter senere var jeg på randen af total nedsmeltning. Ja, det er nemlig rigtigt. Borte Med Blæsten varer tre timer og halvtreds minutter. Og i samtlige tre timer og halvtreds minutter sidder man og har lyst til at kradse øjnene ud af hovedet på den kvindelige hovedperson. Men altså, den skal have point for at idyllisere slavehandel og livet i social klasse A i de gamle sydstater. Det synes jeg alligevel, den skal!

[Han ser ud som om, at han gerne vil kysse hende, men han ønsker i virkeligheden at kvæle hende. Det gør vi alle.]

Siden har jeg forsøgt at forsøde min tilværelse minimalt med Woody Harrelson, der banker bildøre ind i hovedet på zombier. Og her, som en indskudt bemærkning, kan jeg da godt lige udsende en uformel anbefaling af Zombieland. MEN NOK OM INTERESSANTE TING, der rent faktisk kunne have en perifer relevans for dig og dit liv. Tid til mere om mig.

Det har altså været en kamp at holde sig nedsunket i depressive melodramaer, og derfor har overspringshandlingerne meldt deres naturlige ankomst.

I HELE DENNE specialeproces har jeg fundet ud af, at det der med at sidde derhjemme og skrive ikke rigtig kan lade sig gøre for mig. Jeg er konsekvent endt med at vaske op eller vaske tøj eller se en irrelevant film eller hækle et korset i stedet for at skrive. Jeg har med andre ord overspringshandlet for sindssygt. Men det har jeg besejret nu, og det kan du også. Her er, hvad du gør:

LØSNINGEN
SKÆR ALTING BORT, DER GØR DIG GLAD. HAR DU ET LIV? SMID DET UD AD VINDUET. HAR DU EN KÆRESTE? SMID HENDE PÅ PORTEN. Alle distraktioner skal væk. Og så tager du væk hjemmefra og murer dig inde et sted, hvor du ikke KAN gøre andet end at lave det, du skal. Det er det eneste, der virker!

Jeg er således personligt endt i specialebunkeren i Århus Nord, hvor overspringshandlinger ikke lader sig gøre, hvor man vasker gulvet i sved fra de hårdtarbejdende studerende – hvor drenge bliver til mænd.

Og her har jeg tænkt mig at sidde til engang i starten af februar. I den forbindelse vil jeg gerne garantere, at opdateringer bliver nøjagtig lige så uregelmæssige, som de hele tiden har været.

Held og lykke med arbejdet. Vi ses på den anden side.

Flere rigtige myter tilbage i filmene, tak!

Det er pudsigt, at nutidens store, hjernedøde blockbustere alle prøver at fingere en eller anden form for dybde ved en vag henvendelse til noget historisk eller mytisk. Tag f.eks. de to største action og visual effects-film, der er produceret i år: Transformers 2: Revenge of the Fallen og G. I. Joe: The Rise of Cobra.


I Transformers 2 har vi følgende myte: ENGANG I TIDERNES MORGEN levede de her "Primes" - robotter, der vimsede rundt i universet og udslukkede sole for at tappe energier og producere nogle flere åndssvage robotter. De havde lissom en intern forståelse, der hed, at de kun tappede solsystemer uden liv. ALLIGEVEL besluttede en af de her Primes at udslukke lige præcis vores solsystems sol. SELV OM DET VAR MOD REGLERNE. Ingen ved hvorfor. Der er helt hjernedødt mange solsystemer uden liv, de fleste af dem med langt større og mere energifyldte sole end vores, men vores sol var åbenbart en rigtig sexet lille lækkerbisken. Eller også var han bare trodsig og ond. Ja, det er nok derfor. Han var meget ond!

DET synes de andre robotter alligevel var lidt nederen. Men fordi de var sådan nogle navlepillende analakrobater, kunne de ikke stoppe den her onde, løsslupne dræberrobot. I stedet ofrede de sig for at gemme aktiveringsmekanismen til den maskine, der skulle malke vores sol for energi. En maskine, der i øvrigt lå inde i Kheopspyramiden.

Hmm. Hmm! Lyder det lidt dumt? Lyder det lidt umotiveret? Så prøv at høre det "mytiske grundlag" for G. I. Joe: The Rise of Cobra:


Engang var franskmændene og englænderne i krig. En skotsk klan solgte våben til begge sider, men det viste sig ikke at være så smart. Klanens overhoved blev afsløret og fanget af franskmændene. De var ikke helt tilfreds med hans opførsel, så de gav ham en form for glødende jernmaske på, som han så kunne vimse rundt med til sine dages ende.

Og hvad har dette at gøre med nutiden? Intet. Absolut intet. Der er lige et par vage referencer til det - "historien om min forfader lærte mig, at man ikke skal blive fanget i at sælge våben til begge sider" - men det er så også det.

Sandheden er, at disse film prøver at gå Indiana Jones på os. Det skal være spændende, oldgammelt og mytisk! Så bliver det hele lidt mere dybt. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men hvorfor gør de det så halvhjertet? Begge de nævnte film starter endda med klip fra den fjerne fortid, men når alt kommer til alt, har de klip bare intet at gøre med noget som helst. Vi taler film, der har kostet 190 millioner dollars at producere her - man KUNNE vel for fanden lige ha' afsat en halv million mere til manuskriptet?

Men okay. Hvad kan man forvente i film, hvor helt almindelige fysiske love ikke engang gælder: Alle, der har set G. I. Joe er nu klar over, at is faktisk slet ikke kan holde sig flydende! Det synker! Der var jo INGEN andre muligheder for at smadre den undersøiske arktiske base, end ved at lade en masse is synke ned oven på den. Det siger da sig selv.

...

Det, vi har brug for, er nogle flere ORDENTLIGE myter i stedet for disse halvhjertede, halvhjernede vage referencer til noget, der måske skete for lidt længe siden. Og nogle bedre manuskriptforfattere til de amerikanske blockbustere. Så er det sagt.

Twilight er en stor kop nederen lige ned i emo-lungen

Du ligger i en mørk skov langt uden for lands lov og ret.

Du kan mærke den kolde regn løbe ned ad din pande, og dit tøj er efterhånden gennemblødt.

Du ryster. Du er alene. Du er 16 år. Det er ikke mange somre siden, du fik bryster.

Pludselig hører du en lyd. Var det vinden? Var det et dyr? Tankerne når ikke at blive tænkt til ende, før en kraftfuld hånd tager fat i dig, og dit hoved føres til den ene side, så din hals ligger blottet for jægeren.

Han tager sig god tid. Indsnuser den forførende duft af frisk menneskekød, mens hans greb omkring dig bliver fastere. Hans hænder er kolde som graven. Han udstøder en primitiv grynten, som de sylespidse tænder skal til at bore sig ind i dit saftige halsparti.

Nu er det slut, tænker du. Vampyren, den udøde jæger i natten, har dig.

Men SÅ - ud af intetheden - kommer der en af de GODE VAMPYRER FLYVENDE!! Ja, han ligner godt nok en fesen og bleg knægt på 17, men lad dig ikke narre: Han er mega hurtig og tilmed ridderlig! Her er en vampyr, der er blevet vegetar - han lever kun af dyreblod! Og ikke nok med det, han er også blevet til en vegetar med totalt meget respekt for menneskeliv. Derfor leverer han prompte et cirkelspark i hovedet på den slemme vampyr, der var ved at overfalde dig. "Slemme vampyr", siger han. "Du skulle prøve at spise dyr! Det er lidt lissom tofu!"

Og så forfører han dig og introducerer dig for hele sin enormt søde vampyrfamilie, som bare er nogle stand up baseball-lovin' guys allesammen, og som alle er villige til at risikere deres liv og lemmer for din skyld. Nu har de jo kendt dig i 5 minutter, så du er en del af familien!

Det viser sig, at din vampyr-elsker er 107 år gammel, men åbenbart stadig ret ungdommelig af sind, siden han vælger at befamle din 16-årige, spæde ungpigekrop med sine gamle, klamme og kolde fingre.


Men uhh. Der er EN TING, som du skal se, før I for alvor kan fuldbyrde jeres kærlighed over for hinanden. Det er nemlig sådan, at man kan se en vampyrs sande natur i solskin. Og du bliver nødt til at se det, så du ved, hvad du går ind til. Er du klar? Måske er det noget skræmmende. Måske ser vampyrer frygtelige ud i solskin. Nu er det nu. Din vampyrelsker træder ind i solens stråler ...

... og BEGYNDER AT SKINNE SOM TUSINDE SMÅ DIAMANTER!!!

Det var DET, der var hans frygtelige hemmelighed!! Kan du mon stadig acceptere ham, nu du ved, at han skinner som en diamant i solskin? Kan du mon virkelig det? KAN du mon få det over dit 16-årige ungpigehjerte stadig at elske denne funklende vampyrdiamant?

Holy shit, det er godt nok svært at svare på. Ring efter NASA, en eller anden. Vi skal bruge en komité af lige dele astronauter og atomfysikere for at svare på det spørgsmål! Og nu vi er i gang, kan vi jo passende også spørge dem om, hvad FANDEN der gik igennem hovederne på de åndsamøber, der lavede filmen Twilight?

Det ovenstående er i og for sig et ret fyldestgørende referat af filmen. Det taler langt hen ad vejen for sig selv, men lad mig dog lige fremhæve følgende:

Jeg elsker intenst, at man er fuldstændig ligeglad med det perverse og forkerte i, at en fyr på 107 ligger og stikker sin halvdøde istap op i en 16-årig pige. Altså, bare fordi han LIGNER en på 17, bliver det vel ikke mere okay? Og hvad er det i øvrigt, han ser i det forhold? Jeg har snakket med adskillige 16-årige piger. Fællesnævneren for dem alle er, at de var dummere end en dum dør. Jeg mener det: Piger på 16 ved INGENTING. Og det er min mening som 25-årig mand. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frugtesløst, forkert og barnagtigt et forhold til en 16-årig pige må fremstå for mig, når jeg bliver 40. Eller når jeg bliver HUNDREDEOGSYV OG ER UDØD, for den sags skyld.

Men hey, hvem hænger sig i den slags detaljer, når den store emo-bus først er på vej til Transsylvanien?

Lad være med at se Twilight.

Sandheden om alt

Jeg har fået konkurrence. Eller nej, faktisk har jeg hele tiden haft konkurrence. Jeg har bare ikke vidst det. Det viser sig, at en afskyelig havheks ved navn KiZpuZ har haft en konkurrerende blog med det samme navn som mit siden TOTUSINDEOGSYV! Og ja, hun kalder sig faktisk Kizpuz. Det er ikke bare mig, der tager pis på hende. Hendes blog kan findes her.

Det, der er ved KizPuz' blog, er, at der faktisk kun er ét indlæg på den, der er skrevet tilbage i 2007. Det handler om KiZpUz veninde, Heidi. Og Heidi er Zimpelthen bare det Zødeste! Og Zmukkeste. Og Zå er der jo mange, der har fordomme om Zmukke piger Zom Heidi eller nudethedder, ikke? Men Heidi er bare ZLET ikke Zådan! Og ved I, hvad der er Zødt ud over Heidi? Zmå, Zøde Missekatter! Med Pels! Nåååhr. Lille MisseKisseKat!! ;-) ;-) ;-)

...

At Kizpuz og hendes veninde Heidi skulle ha' nogen tæsk med en rusten jernstang burde være klart for enhver. Mere intetsigende ammestuesnak skal man lede længe efter. Men lad os - for det analystiske overbliks skyld og i SAGLIGHEDENS navn - kaste et nærmere blik på denne påståede sandhed om alt, som Kizpuz bedriver, og sammenligne den med undertegnedes fantastiske blog.

Kizpuz' blog hedder som sagt Sandheden om alt. Den åbenlyse idioti i den titel er til at få øje på, idet den kun handler om Heidi, og derfor rettelig burde hedde Sandheden om Heidi, hvor denne blog jo faktisk handler om alt lige fra negerpiger til koklokker. (Alt, der ikke er dækket inden for spektret fra negerpiger til koklokker, er alligevel inderligt ligegyldigt og ikke værd at bruge tid på.)

Undertitlen på Kizpuz' blog lyder således: "Tjaeh, sandheden som jeg ser den. Om alt!" Og det er jo interessant, fordi det markerer endnu en forskel i forhold til denne blog. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at gøre noget helt klart: Denne blog omhandler ikke sandheden om alt, "som jeg ser den." Det her er ikke bare mit synspunkt eller et hyggeligt forum for diskussion. Dette er Sandheden om alt. Velkommen til sådan er det bare.

Slutteligt, så handler denne blog ikke om afsindigt uinteressante Heidi, der er god til at analysere, lizzom, og som bare totalt har givet mig en øget indsigt i mig selv! [Indsæt x antal små irriterende hjerter her]. Heidi lyder dødssyg. Jeg har set forsikringsoversigter, der var mere spændende end Heidi.

Egentlig burde jeg takke Kizpuz for at være til. Hun har givet mig noget at definere mig selv op imod. Nu ved jeg i hvert fald, hvad det her ikke er, og hvad det aldrig bliver. Og det er jo smukt og godt!

Kæft. Jeg bliver sgu søvnig af at være så mega sej. Tid til at sove.

/Out.

[Dette billede illustrerer, hvad Kizpuz tænkte på, dengang hun skrev sit sidste og eneste blogindlæg. Og hvad der i øvrigt foregår oppe under hendes lurvede lokker.]

Crossing Over: To timer i den multikulturelle spændetrøje

Jeg har lige set Crossing Over med Harrison Ford. Det er en slags multikulturel, multietnisk, multiplot-indeholdende fortælling om den mangefacetterede problemstilling med indvandring.

Denne kompleksitetens katedral - denne supernova af modstridende interesser og hensyn! - har instruktøren valgt at belyse ved hjælp af de mest endimensionelle, stereotype og fordummende karakterer og historier, man har set i hele filmhistorien. Vi taler seriøst karakterer, der får Homer Simpson til at virke som en mangfoldig mosaik af psykologisk dybde. Jeg havde lyst til at tæve hver og en af dem. Historierne er som regel klichéfyldte og forudsigelige. Lad mig uddybe:

Crossing Over er som sagt en multi-plot-fortælling, lidt i stil med bedre film som Crash og Magnolia. Vi får følgende fortællinger serveret (advarsel, spoilers):

DØD MEXICANER SLADRER IKKE
En mexicansk dame arbejder ulovligt i USA for at forsørge sin søn. Hun bliver sendt hjem af en modstræbende Harrison Ford. Hun forsøger at komme tilbage til USA igen, men mega dør i forsøget. Harrison Ford, i sin egenskab af den menneskelige inkarnation af Jesus, finder hendes søn og får ham leveret tilbage til bedsteforældrene i Mexico.

HISTORIEN OM BONG
En ung asiatisk dreng flirter med bandekriminalitet. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men lad os kalde ham Bong. Bong bliver gruppepresset af sine fire bandebekendte til at tage med ud og røve en butik. En stiv politibetjent er tilfældigvis i butikken, og han skyder alle Bongs mindre opbyggelige venner i ansigtet (ja, i ansigtet). Den stive politibetjent er imidlertid selv indvandrer, og gennem sine alkoholtåger ser han totalt potentialet i Bong - at Bong i virkeligheden er en god dreng - så midt i blodet og al den asiatiske hjernemasse på gulvet får Bong lige en pathosfyldt opsang på en halv times tid om Amerikas fortræffeligheder. Og så får han ellers lov til at gå. Bong bliver klog af skade. Nu har han lært at værdsætte Amerikas muligheder og frihed. Det bliver symboliseret ved, at vi sidst i filmen ser ham sidde og smile med sine studiebøger og sin MacBook i sengen, som var det taget ud af en Apple-reklame. Brrrr.

THOU SHALT NOT FLIRT WITH TERRORISM
En faktisk semi-interessant problemstilling, der bliver forfladiget pga. de endimensionelle karakterer: Ung indvandrerpige udtrykker i skolen, at hun ikke bifalder, men godt forstår, hvorfor 9/11-terroristerne gjorde det, de gjorde. Det vækker ikke ligefrem jubel, og snart har vi jordens mest åndssvage og - med fare for at gentage mig selv - STEREOTYPE agenter fra FBI ved hendes dørtrin. Trods hendes protester dømmer de hende straks som farlig terrorist og sender hende hjem på røv og albuer, selv om hun har boet i Amerika hele sit liv.

STORE BRYSTER - NEJ TAK. PSEUDO-JØDERI - YES SIR!
To venner/semi-kærester forsøger at få green card. Den kvindelige part gør det ved at knalde en fyr i systemet. Det fejler totalt, og hun bliver smidt hjem. Den mandlige gør det ved at spille jøde, hvilket til gengæld lykkes for ham. Det er muligvis det eneste acceptable ved denne film - at den fremstiller USA så nede med jøderne, at man kan få opholdstilladelse, hvis man bare jøder lidt sporadisk rundt i fritiden.

ÆRESDRAB - DEN SÅ MAN ALDRIG KOMME
Indvandrerfamilie med den gode bror, den dårlige bror og den udsvævende søster. Dårlige bror dræber til alles store overraskelse udsvævende søster, gode bror dækker over ham i skam og vildelse. Gode bror drikker sig i stedet stiv i sorg og afmagt og ender med at skyde 4 kriminelle asiater i ansigtet, da han er inde og købe flere bajere. Ja, i ansigtet. Og JA, DEN GODE BROR ER DEN SELVSAMME STIVE STRØMER FRA BONG-HISTORIEN. PÅ DEN MÅDE GÅR DET HELE OP I EN HØJERE ENHED.

...

... eller nej, det gør det ikke. For i sidste ende bliver alle ansatser til kritik af systemet udvandede ved den hyldest til Amerika, der finder sted. Hensigterne er gode, problemstillingerne relevante, men det er slutresultatet bare ikke. Der er stort set ingen charmerende karakter med lidt kant i denne film. De er allesammen tegninger. Det melodramatiske er overgjort. Æresdrabsfortællingen og historien om Bong er til at få lange patter af - og temaet med asiatisk bandekriminalitet er i øvrigt behandlet 500 gange bedre i Gran Torino. Resten er rodet og overfladisk, at best.

Lad være med at se Crossing Over.

[Skrækkelige Ashley Judd - der ikke er nævnt i denne anmeldelse, fordi hun er inderligt ligegyldig for handlingen og alligevel bare sidder og tuder hele filmen igennem - adopterer en neger.]

Lyn-anmeldelser af film, jeg for nylig har viet min afsindigt kostbare tid til at se

Her følger nogle anmeldelser af film, jeg har set inden for den sidste tid. Jeg er som bekendt klog og god, som dagen er lang. Derfor er jeg sikker på, at mine meninger om de følgende film vil blive værdsat af HELE VERDEN. Behold:


Crank & Crank 2: High Voltage
Her er i sandhed en kæmpe stor portion idioti serveret lige ned i løgneren. Crank-filmene - og man kan sagtens omtale dem som en enhed, idet de er identiske, med den lille undtagelse at toeren er endnu mere åndssvag - er fantastiske energibomber af håndvåben, adrenalin og afsindige mængder af usandsynligheder.

Plottet er, at hovedpersonen i etteren er blevet forgiftet af onde mænd og i toeren har fået byttet sit hjerte ud med et kunstigt hjerte af onde mænd. I etteren kan han kun modvirke giften ved at holde et konstant flow af adrenalin i sin krop ( = latterligt meget action), og i toeren skal det kunstige hjerte hele tiden have stød ( = latterligt meget idioti). I begge film gælder det, at han skal fange bagmændene og tæve dem ihjel, inden han dør af gift/kunstigt hjerte.

Lyder det åndssvagt? Ja. Er det åndssvagt? Ja. Bør du se begge film? Afgjort.

_____________________________

District 9
Et stort rumskib er landet over Johannesburg i Sydafrika. I den forbindelse møder vi makkerparret Wikus Van de Merwe, der er en sydafrikansk official og Christopher Johnson, der er en krebselignende alien. Sammen skal de prøve at modvirke de onde mænd, der ønsker at udnytte aliens og bruge deres våbenteknologi. Det gør de hovedsageligt ved at sprænge alt og alle i luften i et inferno af eksploderende menneskekroppe og sydafrikansk overtro. Det kan naturligvis kun blive alt for lækkert. Se den!

_____________________________

The Informers
Denne film udspiller sig i 80'erne med et manuskript af Bret Easton Ellis. Og det man kan sige om Bret Easton Ellis er, at der er ET tema i alle hans bøger: Alting er noget overfladisk lort - især blandt folk med penge og ISÆR i 80'erne. Det var temaet i American Psycho, og Søren sparke mig i ansigtet om det ikke også er temaet her.

En masse opportunistiske, egocentriske og overfladiske pikansjoser spasser rundt og knalder og udnytter hinanden på kryds og tværs, gerne i en solid rus af sprut og kokain. Fædrene fejler, livene sejler. Og det ER da ikke uden charme. Men vi har forstået det nu, Bret.

_____________________________

The Hangover
Det ER ikke modenheden, der er i højsædet her. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men jeg er på den anden side heller ikke en særlig moden person, og derfor elskede jeg denne film intenst.

Fire fyre tager på polterabend i Las Vegas. De drikker sig fra sans og samling, kan intet huske og skal nu rekonstruere gårsdagens bytur, idet deres ven mangler, der er en tiger på badeværelset, en af dem mangler en tand, mm. Det er dejlig dumt, og selv om der er oplagte temaer genbrugt fra andre film - selvfølgelig er en af dem blevet gift i sin brandert - så svømmer filmen i lækre politiske ukorrektheder og vittig dialog.

Se den. Drik eventuelt lige et par øl først og tag dig selv eller en anden i skridtet. Men se den.

Den Ulykkelige Slutning

Mit liv er kuldsejlet totalt. Det gik jættefint i juni og juli, som det også fremgår af mit sidste indlæg, men her i august - jeg ved det sgu ikke. Jeg har ikke rigtig haft noget at lave, og derfor er jeg degenereret til en underlig gollum-agtig skikkelse, der sover på gaden og spiser tilfældigt efterladte hamburgere ud af skraldespanden på McDonalds.

Jeg udskød min tøjvask, til jeg ikke havde mere tøj tilbage. Og det lykkedes mig faktisk at vaske det goddamn tøj. Men jeg kunne ikke overskue at lægge det sammen, så det ligger i en stor, truende og uformelig klump på mit skrivebord, mens jeg selv er nødsaget til at gå i en udpulet Hard Rock Café - Malta undertrøje og et par kakhi-bukser fra 2001.

Min opvask har stået i halvanden uges tid. I den er der små ostestykker, som efterhånden er ved at udvikle deres egen selvstændige bevidsthed og identitet. I et frankofilt øjeblik valgte jeg at kalde dem for La Mort og De La Croix. Giv dem et par dage mere, og så kan jeg sandsynligvis diskutere noget Bourdieu med de små sataner.

Og når jeg ikke er ude på gaden og skræmme små børn og terrorisere hjælpeløse kvinder, ikke?

Så sitter jag i venten och spelar lite DotA (det er et computerspil, mor.).

I forlængelse af al denne elendighed er det vel kun naturligt, at jeg er nået frem til følgende: Jeg vil skrive speciale om Den Ulykkelige Slutning. Bare tage fat i nogle film, hvor det ender helt ad helvede til og så se på, hvad vi som tilskuere egentlig får ud af at søbe i elendigheden.

Og det kunne jo også være et meget passende punktum for min uddannelse. Den Ulykkelige Slutning. Jeg bør næsten stile efter at få en dårlig karakter for det speciale - det vil kun gøre det stærkere!

Men nu må I have mig undskyldt. Jeg har noget hår, der skal farves sort. Og den arm skærer jo ikke i sig selv, vel?

Liste over ting, jeg har bedrevet de sidste 6 uger:

- drukket 250 genstande
- bænkpresset en 18-årig
- bænkpresset en 19-årig (hvis jeg fortsætter på den måde, har jeg snart bænkpresset ALLE ALDRE!! Hvor sejt ville det ikke være?)
- nøgenbadet
- set henholdsvis solopgangen og solnedgangen over vandene
- brugt afsindigt mange penge på togrejser
- druknet i kanel
- forsømt min blog
- spillet basket
- snakket svensk i Sverige
- lært at bøje "onanere" på spansk og efterfølgende glemt det igen
- været på to festivaller
- set 16 forskellige koncerter
- formateret min computer to gange
- besøgt min gamle mormor.

DET KUNNE DA HAVE VÆRET VÆRRE. Men man skal jo hele tiden forsøge at forbedre sig. Tænk at stå stille! Det ville være forfærdeligt. Derfor vil jeg næste sommer - som et led i en selvforbedringsproces - gøre det hele igen, bare DOBBELT OP. Dobbelt så meget, dobbelt så vildt!

Det bliver altså noget med at drikke 500 genstande, bænkpresse en 36-årig og en 38-årig, snakke ukrainsk og vestafrikansk, drukne i gurkemeje og herbes de provence, lære at bøje "onanere" på portugisisk og letlandsk og glemme det MEGA hurtigt igen, spille basket PÅ INDLANDSISEN, attendere fire festivaller med 32 koncerter, formatere min computer fire gange og besøge min gamle mormor i en hel uge.

Det bliver godt. Jeg kan mærke det. Engang imellem har jeg næsten lyst til at give mig selv en medalje.

Togkrønikerne: Døden fra Herning

NU HAR JEG JO ALDRIG været nogen olympisk mester i planlægning, og jeg er således endt med retarderet mange timer i tog her den sidste uges tid. Det er ikke sket uden en vis underlighed har indfundet sig. Jeg har naturligvis mødt endnu en total galning iført militærhat, underbid og en vom på størrelse med Kos, der rendte rundt og skreg. "DET HELE ER RESERVERET!! NEJNEJNEJNEJNEJ!! I KAN GODT SPARE JER!! JAMEN, DET ER RESERVERET!!!!" Og det måtte nogle stakkels spanioler stå model til. De ville bare flytte en cykel lidt for at kunne få en siddeplads i transportkupéen.

Men det her skal ikke handle om endnu en galning. Det skal handle om en fin lille situation, jeg var ude i på en anden togtur for nylig. Jeg var på vej til København, og jeg var endt over for en fyr, som jeg kendte perifært. Jeg fortalte ham om mit hårde program, og han spurgte yderligere ind til det, og hårdt presset måtte jeg indrømme, at mit hårde program involverede en omgang Dungeons & Dragons i Århus lige før jeg skulle være stiv i en uge på Roskildefestival.

Allerede da ordene havde forladt min mund, kunne jeg se ubehaget sprede sig blandt de fire unge militærfyre, som sad og øvede sig i at binde knob i båsen over for vores. De var tydeligvis fra Herning, idet de nærmest emmede af lige dele provins, nederen og indavl.

Dungeons & Dragons. Det shit er som kryptonit på militærfyre fra Herning. Min samtalepartner lyste imidlertid op. Han gav sig til at ævle løs om huler og drager og elvere og nisser.

Dette kunne ende helt galt.

Jeg forsøgte at holde samtalen på et regelteknisk plan, da jeg vidste, at det først ville blive rigtig skidt, hvis vi bevægede os ind på ...

- Ahrmen vi har også bare haft det super sjovt på et RENT ROLLESPILSMÆSSIGT PLAN. Min kammerat spillede en gnaven dværg, som bare ikke kunne finde ud af noget som helst, en anden spillede en elver, der troede han var en gnom, og så spillede jeg EN KVINDE, DER BETRAGTEDE SIG SELV SOM MAND. DET VAR SIMPELTHEN SÅ SJOVT.

[4 fyre fra Herning bliver tavse som graven og mister al farve i ansigtet.]

- Ja, og vi kunne bare SLET IKKE FINDE UD AF NOGET. VI VIMSEDE BARE OMKRING, og vores Dungeon Master blev så sur på os til sidst, at han endte med at slå os allesammen ihjel.

[4 fyre fra Herning slår os snart ihjel, hvis du bliver ved]

- Det var noget af det sjoveste, jeg længe har prøvet. Jeg elsker bare det der med at være totalt uduelig og vimse rundt og så bare ha' det sjovt.

- Ja, det ... det er jo også ret sjovt. Men hold da ferie, der er GODT NOK OGSÅ FLOT HER PÅ STOREBÆLTSBROEN, synes du ikke?

- Joeh, her er vel okay? Hvordan mener du?

- Ejøh ... jeg mener bare ... det er bare fedt med al den sol og det gode vejr, når jeg skal på Roskilde!! Og DRIKKE ØL sammen med en masse andre HETEROSEKSUELLE MENNESKER. Men du tog ikke på Roskilde, eller hvordan?

- Heteroseksuelle? Øh, nå. Men nej, jeg ... blabla ...

Min listige distraktion virkede. Vi var nogenlunde sikre igen. Jeg er slet ikke sikker på, at min samtalepartner registrerede, hvor tæt vi var på den visse død. Døden fra Herning. Den kommer og drukner dig i et badekar fyldt med nederen, når du mindst venter det.

Hvad tænker kvinder på? Små lyserøde kaniner? (Det er nemlig rigtigt.)

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi mænd (læs: jeg) er meget interesserede i, hvad kvinder går og tænker på. ER det hele virkelig bare fuglefløjt og flødeskum oppe under de lyse lokker? Samt små hoppende kaniner? Eller hvad foregår der egentlig?

I DEN FORBINDELSE var jeg jo nede i Annettes Sandwich i Vestergade, da jeg så et Woman-blad ligge og flyde, slået op på en tilfældig artikel. Straks tænkte jeg, at her jo var en oplagt mulighed for at SKUE LIGE IND I KRANIEKASSEN PÅ DEM ALLESAMMEN. Artiklen viste sig at være en slags guide til, hvordan man ved, om han er en god elsker.

Det er altså det, de tænker på.

"Er han en god elsker?"

Nu er det officielt.

Jeg læste videre, men blev hurtigt mystificeret af indholdet. Der stod blandt andet, at hvis han boede hyggeligt, så var han en god elsker. Fordi så er han løssluppen og afslappet i sengen. Men ... det giver jo ikke nogen mening? Jeg vil gerne ha' forklaret, hvordan det gi'r mening. Jeg fortsatte, men det shit blev sørendansemig ikke klogere: Hvis han har en høj latter, er han sikkert en god elsker. Og hvis han elsker mad.

Hvis man bor hyggeligt, elsker mad og har en høj latter, SÅ er der bare garanti for en kneppefest af dimensioner! Så er det sagorasme i Ilva efter duftlys, drenge. Vejen til fissen går gennem et apokalyptisk forhindringsløb af ludbehandlede træspersienner, lofte med stuk og matchende sengetæpper. Og også tilsyneladende igennem 48 DOUBLE WHOPPER CHEESE: Spis som et svin. Bare skovl inden for, og jo mere sovs, jo bedre. Tag tredje gang, og spis lidt af HENDES mad også, BARE SÅ HUN FATTER DET. Det shit går lige i trussen på dem, det er for sure. Slut af med at grine demonstrativt højt og længe, for full effect.

...

Det er så dumt, at jeg får lyst til at græde.

KONKLUSION:
Det ER vitterligt bare fuglefløjt, flødeskum og små hoppende kaniner oppe under de lyse lokker. Det følgende er en graf over alle kvinders tankevirksomhed NETOP NU:


Case closed.

Stor idioti, del 4: Turen til Aalborg

Det er den 4. juni. Jeg skal til min egen fødselsdag i Aalborg. Det er efterhånden blevet en lovmæssighed, at der skal ske en masse underligt shit for mig, når jeg tager toget. Dette skulle ikke blive nogen undtagelse.

Jeg vader ind på banegården og erfarer, at toget er forsinket 33 minutter. Fantastisk. Når det i forvejen regner på ens fødselsdag, kan man altid regne med, at DSB lige leverer et solidt nyreslag oven i hatten. Jeg sidder altså i en ventesal, da en fyr i en rød sweater og vandrestøvler på 53 år sætter sig ned ved siden af mig. Han finder en pose chips frem. Han kigger flakkende rundt. Manden er tydeligvis vanvittig.

- Vil du ha’ nogle franske kartofler?

Der vælter stumper af chips ud af munden på ham, da han snakker. Han smiler venligt og afslører en gullig tandrække fyldt med chips bag de enorme læber.

- Nej, ellers tak. Jeg har lige spist en banan.

- Nå, jamen det har jeg sgu også. Men, chips, du ved. De er jo salte, ikke?

- Øh … ja. Selvfølgelig. Men ellers tak, du.

[pause]

- Jeg har lige købt en koklokke! [finder en koklokke og en trommestik frem og giver sig til at hamre på den: *klonk* *klonk*]

- Ja, sådan en har jeg sgu længe ønsket mig. Den kostede 300 kroner. Jeg havde slet ikke regnet med, at det lige skulle være i dag, at jeg skulle købe den! Ja, jeg spiller i et orkester. Eller et par orkestre oppe i Skørping. Ja, jeg bor i Skørping, og så tager jeg herned for at gå til tandlægen.

- Det var da langt at rejse for at ta’ til tandlægen?

- Ja. Ja, men jeg havde en masse huller og sådan, og så blev min gamle tandlæge syg og sagde, at jeg da bare skulle tage til Århus. Så hende den nye, ikke? Hun gik bare i gang og ordnede HELE KÆFTEN PÅ MIG. Altså, jeg havde en masse dårlige fyldninger, ikke? Hun ordnede bare HELE LORTET. Og siden har jeg ikke haft huller. [sidder og trommer lidt på koklokken]

- Nå, okay, jamen det var da godt. Så kan jeg bedre forstå, at du gider at tage til Århus for det.

[kort pause]

- Ja, og så kan jeg også godt lide Århus på grund af alle negerpigerne hernede! Dem er jeg vild med!!

- Haha! Jamen … … det er sgu da også dejligt!

- Ja.

[pause. Lidt koklokke.]

- Nåmmen, hvad laver du så?

- Jeg læser medievidenskab.

- Så du fotograferer ting og sådan?

- Nej. Jeg ender måske med at blive tekstforfatter engang. Men hvad laver du?

- Ja, jeg er tømrer. Eller. Lige nu får jeg førtidspension, og så arbejder jeg sort ved siden af. Ja. Ja, jeg fik sgu et nervesammenbrud dér for 10 år siden, fordi min halv-japanske kone skred med vores fire-årige unge. Men nu er jeg ikke syg længere.

- Okay. Men skal du ikke i gang med at arbejde igen?

- Nej, for jeg arbejder jo bare sort ved siden af min pension, jo! Så arbejder jeg lige præcis det, jeg gider, og så nyder jeg bare livet for resten! [pakker koklokken sammen, finder en vandflaske frem i stedet]

- Nå. … Okay.

- Det er fandme utroligt. Man kan ikke fylde den her vandflaske nogen steder. Og jeg gider simpelthen ikke betale 15 kroner for en ny.

(HVIS DU ARBEJDER SORT SOM TØMRER VED SIDEN AF EN FØRTIDSPENSION, SOM DU IKKE LÆNGERE ER BERETTIGET TIL, TROR DU SÅ IKKE LIIIGE, DU KUNNE FÅ RÅD? - HVIS DU KAN BETALE 300 KRONER FOR EN GODDAMN KOKLOKKE, TROR DU SÅ IKKE LIGE, DU KUNNE GI’ 15 FOR EN FLASKE VAND? TROR DU IKKE DET?)

- Ja, de ved, hvad de skal ha’ for det.

- Ja. Ja. Det gør de. Nåmmen, jeg går lige ned og ryger en cigaret, før toget kommer! Hej.

[… jeg går ind i toget. Fyren følger troligt efter og sætter sig skråt over for mig. Jeg finder min bærbare frem og begynder at skrive det her.]

- Hvad laver du? Ser du noget, eller laver du lektier eller hvad?

- Jeg laver lektier. (som om.)

[lang pause]

- Det er faktisk for dårligt, at man ikke kan gå ud på toilettet og tappe noget vand, når de ikke engang kommer rundt med salgsvognen.

- Ja, men de plejer da også at komme.

- Ja. Ja. Du ved i Norge, ikke? Der har de sådan nogle beholdere med vand, som man bare kan tappe af i ALLE togene. Så hvis man er tørstig, så tager man bare et glas vand. I alle togene, du.

- … nå. … Det vidste jeg ikke. (Hvis du ikke snart lukker røven med det vand …)

- Ja … [finder chips frem og giver sig til at gnaske på dem igen]

[lang pause. Jeg klapper min bærbare sammen. Det tager fyren som en invitation til at begynde at ÆVLE MINE ØRER AF]

Blablabla … nejmen jeg hedder Kent, eller det gør jeg jo faktisk ikke, for jeg tog til Tanzania i 93’, og der kan de jo slet ikke SIGE Kent, for de kan ikke udtale t’et, og så kom jeg til at hedde Mister Kenti … blablabla … renoverede mit hus … blablabla … ja, og min mor er jo helt vildt syg, så jeg arver snart 10 millioner delt med tre … blablabla … og så var min søn lige ved at få en bøde for at snakke i mobiltelefon i bilen … blablabla ”Næste station Skørping. Det bliver Skørping næste gang” GUD, SAGDE DE SKØRPING? [farer mod udgangen, mens han råber indviklet mailadresse, som jeg ikke fanger]

Hvad jeg ikke ville ha’ givet for en mailkorrespondence med Mister Kenti fra Skørping. Så kunne han måske ha’ lært mig noget om koklokker, negerpiger og socialt bedrageri?

… folk er fandme underlige.

Klassiker-hjørnet: Jøden er kold og kvinden er sindssyg. Det siger Shakespeare selv.

PÅ TRODS AF AT JEG ER INDE I EN INTENS opgaveskrivningsproces, hvor jeg nærmest ikke kan få øjnene af skærmen, blev jeg ledt på afveje i går. En af mine førnævnte lidet opbyggelige venner overtalte mig til, at jeg skulle se Købmanden i Venedig med ham. Og det var da også en sand fornøjelse, hvor jeg har lært mangt og meget: Blandt andet at jøder er onde, og at kvinder er syge i hovedet.

Jeg vil kort prøve at gengive, hvad det shit handler om, så vi alle kan blive klogere. Men det er altså Shakespeare, så det er herre indviklet. Hold godt fast, for her på Sandheden om alt har jeg hermed æren af at præsentere:


KØBMANDEN I VENEDIG FOR DUMMIES
Ja, det er sådan en som dig. Det, der sker, er dette:

Vi er i Venedig i 1600-tallet. Byen er delt op i kristne og jøder, og det er bare rigtig nederen at være jøde, da de er henvist til ghettoen.

Vi har altså en kristen købmand og en jødisk jøde, herefter Købmandsfrands og Jødefrands. Købmandsfrands låner en masse penge af Jødefrands, og stiller sin formue og ultimativt sit hjerte som sikkerhed for lånet. Det skulle han ikke have gjort, for pludselig kan han ikke betale tilbage, og så vil Jødefrands bare rive hjertet ud af brystkassen på ham, fordi han er sådan en gammel, bitter jøde.

En retssag bliver stillet op, og man forventer, at jøden får sin vilje.

^ Gamle, bitre Jødefrands, i skikkelse af Al Pacino

Onde jøder og bamhjertige kristne
Heldigvis er jøder jo ikke så populære. Dommeren i retssagen, der i øvrigt er en kvinde klædt ud som mand, ordkløver af en anden verden. Høn pointerer, at Jødefrands muligvis har ret til Købmandsfrands hjerte, men at han ikke har ret til blodet. SÅ HVIS HAN KAN FÅ FAT I HJERTET UDEN AT SPILDE EN DRÅBE BLOD, SÅ SKAL HAN DA ENDELIG TAGE FOR SIG AF RETTERNE. Og så er der desuden også lige det med, at Jødefrands tydeligvis har stræbt Købmandsfrands efter livet: Dødsdom til Jødefrands. Ja, heldet kan hurtigt vende i Venedig!

Heldigvis er de kristne ikke-jøder jo en sand samling små Messiaser, så de benåder Jødefrands, hvis - og hold nu fast - hvis han BLIVER KRISTEN!! Så Jødefrands må bide i det sure kristen-æble og i øvrigt testamentere alt sit shit væk til den kristne dude, der rendte med hans datter, for SÅ KAN HAN LÆRE AT VÆRE SÅDAN EN BITTER, HÆVNGERRIG JØDE. Og så kan han se, hvor "bamhjertige" de kristne er. :-D.

Morale
Jøden er kold og ubamhjertig, og han skal bare have et ordenligt kristen-spark lige op i Peter Assenfeldt. Det siger Shakespeare.

...

Men hvad med det med, at kvinder var syge i hovedet? Jo. Nu skal I høre:

Kvinder er notorisk sindssyge
Dommeren var jo en kvinde, ikke? Og den her kvinde har altså en ægtemand. Men i skikkelse af dommer narrer hun lige vielsesringen af sin mands finger. Og hvorfor? Øh, pas. Muligvis en practical joke. Muligvis en hjerneblødning. Ingen ved det.

^ Denne kvinde er vanvittig. Det lumske smil afslører nye, absurde rænker, hun udtænker for at få sin sympatiske ægtemand i fedtefadet.

Konklusion
Den er helt gal med jøder og kvinder. Så lærte vi også noget i dag!