tirsdag den 21. maj 2013

Begejstret er det nye vred

Et tilbagevendende tema på min blog, som er blevet nævnt for mig på det seneste hos venner og bekendte, er, at jeg ikke skriver noget som helst. Det er sandt, og her er hvorfor: Det har været varemærket på bloggen her, at jeg er gået fuldstændigt op i limningen over, hvor ringe alting er. Jeg er gået amok over teenage-hjerner i Twilight-sagaen, ammehjerner på facebook og uudholdelige, ironisk tatoverede hipsters.

Sager er den, at jeg ikke kan finde harmen frem disse dage. Det er ikke fordi, den mangler. Jeg er ikke blevet til en af den slags idioter, der kan lide alting og falder i svime over hvor godt Bettina på 15 fra X-factor synger (det gør hun ikke). Jeg er bare blevet bedre til at undgå de dårlige ting her i livet: X-factor, de dårlige film og … ja, ok, primært X-factor og de dårlige film.

Jeg GIDER ikke sidde og se mere Twilight. Jeg har prøvet. Gud ved, at jeg har prøvet. Men jeg holder det ikke ud længere. Jeg nåede omtrent 10 minutter ind i Twilight 4, før jeg blev nødt til at slukke. Dens horrible forudsigelighed og Kristen Stewarts trivielle ungpigeproblemer og stendøde ansigtsmimik gjorde, at jeg helt og aldeles mistede lysten til at trække vejret og straks måtte gå ud og forsøge at hænge mig i laden. Jeg er blevet anbefalet at se Les Miserables med Jackman og Hathaway, for at jeg kunne give den det glatte lag her, men jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at sidde igennem patetiske tre timers musicalfilm for at genopdage, hvad jeg allerede ved: Syngende filmskuespillere fungerer kun for Disney og Baz Luhrmann, og det endda kun engang imellem.

Det skal være løgn. No more. Hvis jeg ved et uheld kommer til at kaste mig over dårligdom, så skal jeg gerne beskrive og udfritte den her, men jeg gider simpelthen ikke opsøge det dårlige længere. I stedet vil jeg nu beskrive nogle ekstremt tilfældige ting, som jeg begejstres over eller er optaget af disse dage:


Iron man 3
Downey tiltaler mig selvfølgelig stadig intenst, fordi han er vor tids Indiana Jones: Charmerende intellektuel og actionhelt på samme tid. Ligesom mig!! 90’er hittet Blue smadrer ud i biografsalen som det første i filmen overhovedet. Det er selvfølgelig klimaks, men resten er nu også ok.


Sid Meier’s Civilization - The Board Game, w. Fame and Fortune expansion
Dette stykke nørderi vil være en kilde til stor lykke for alle glade brætspilsnørder her i verden.


Crossfit
Min dunk er stadig væk, selv om jeg spiser så meget peanutbutter, at jeg skulle skamme mig. Hvilket minder mig om:


Peanutbutter
Er LÆKKERT. Og kan spises under næsten alt! Oksespegepølse og peanutbutter. Lyder mærkeligt. Er lækkert! Stærk ost og peanutbutter. Lyder bizart. ER bizart, men også lidt dejligt!


Boeuf Bourguignon
Ko stegt i bacon og kogt i rødvin. Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor intenst lykkelig det gør mig.

There you have it. Begejstret er det nye vred!