Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 

 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.