onsdag den 5. november 2014

Ryd halvdelen af sendefladen på P1

Når jeg står op om morgenen, tænder jeg prompte for P8 JAZZ, fordi det gør mit liv 124% bedre med noget HAPPY JAZZ om morgenen. Også selv om de spiller sange med pædofile undertoner som fx ”I Want a Little Girl”, hvor Louis Armstrong bare gerne vil have, at en lille pige forelsker sig i ham. Den var fandeme ikke gået i 2014, Louis. Det var den ikke.

Nå, men jeg tænder altså for P8 JAZZ om morgenen, fordi det bare er NICE med noget JAZZ, bortset fra det der pædofile noget, og prompte spørger min kone mig, om vi ikke hellere skal høre P1 og risikere at få en mellemsvær depression i stedet for at være glade (og en lille smule pædofile). Som den gode ægtemand, jeg er, slår jeg radioen over på P1. Halvdelen af gangene er det fint og hyggeligt. Peter Høeg siger et eller andet langhåret om sine følelser, og alt er fint. Den anden halvdel af gangene bliver jeg mødt af en mur af det værste, man kan komme ud for i denne verden på linje med ebola og at løbe tør for smør: Politisk analyse.


Politisk analyse er når journalister sidder og har en frisk lille gætteleg om, hvad P kan komme til at betyde for Q, såfremt X, Y og Z står i zenit og jorden under regnskoven eroderer. De spekulerer og spekulerer og ringer flittigt til folk, der siger ting, som nogle andre så kan modsige. Det lyder gerne sådan her:

”… og den totalt ligegyldige detalje i Det Radikale Venstre KAN betyde, at Helle Thorning udskriver valg inden for en uge, tre måneder eller fire år, mener denne tilfældige person. Vi opfinder, at Helle Thorning er presset fra mange sider, i hvert fald mindst de sider, hun hele tiden har været presset fra. Vi har socialdemokratisk borgmester i Lundtofte, Per Hansen, med på telefonen til at sige ting, vi godt ved, at en socialdemokratisk borgmester i Lundtofte selvfølgelig vil sige:

-       Per Hansen, er du med os? Har du tænkt dig at sige lige præcis det, vi tror, du vil sige?
-       Ja, jeg er med, og det kan jeg bekræfte. Her er det forventelige svar.
-       Men hør lige det her klip fra random politisk modstander, der siger noget helt andet end dig. Her er altså en KONFLIKT, og det har jeg lært på journalisthøjskolen, at jeg skal malke, som var det en ko under hungersnøden i Sudan. [afspiller klip] Vi ved dog alle sammen, at random politisk modstanders udsagn ikke kommer til at ændre din holdning til noget som helst, Per Hansen, så kan du i stedet gentage det, du sagde før, bare med andre ord? Eller de samme ord, det er fuldstændigt lige meget.
-       Det er korrekt, det ændrer selvfølgelig ikke ved noget overhovedet, og her er det jeg sagde før én gang til, måske let understreget denne gang.
-       Tak fordi du ville være med.”

Jeg får akut nyresvigt i hjernen af at høre på det. Det er ligesom almindeligt nyresvigt, bortset fra at det er i hjernen. Virkelig. Hver gang de sidder og spekulerer og gætter og opfinder politiske konflikter på P1 morgen, så blander blodet fra mine øregange sig med tårerne fra mine øjne og drypper stilfærdigt ned i havregrynene. Og det er selvfølgelig ikke kun P1, der gør det. Hele den store medieløgsuppe er skyldig i samme grad af ukvalificeret spekulation og kunstig konflikt, lige fra Politiken til JP. Der sker som regel ikke en skid i dansk politik, men der skal jo stå noget i aviserne, og de skal sige noget i radioen. Det har man et begreb for i journalistikforskningen: Udfyldningskriteriet. Det er også et begreb i porno, men der betyder det noget andet. Eller måske betyder det egentlig det samme. I alle tilfælde:

På P1 er der kun ÉN ting, der er værre end politiske analyser, og det er det velmente, pseudodemokratiske program Ring til regeringen. Det går basalt set ud på, at de inviterer en politiker fra regeringen i studiet, og så kan alle ringe ind og sige et eller andet ukvalificeret og følelsesladet, hvorefter politikeren kan komme med et rigtigt politikersvar. Det lyder gerne sådan her:

”…og vi har første lytter igennem.

-       Bjarne Corydon, jeg vil gerne spørge dig: Sover du godt om natten?
-       Øh ja, jeg sover fint om natten.
-       Det tror jeg ikke, du gør.
-       Nå, jamen, øh, jeg sover altså helt fint om natten. Er der et faktisk spørgsmål her?
-       Her er min overraskende pointe, snedigt pakket ind i et søvnrelateret retorisk greb: Jeg tror ikke, at du sover godt om natten, fordi du solgte DONG til Goldman Sachs!
-       Altså, her er de argumenter for at sælge, alle har hørt mig fremlægge femtusinde gange før, så jeg sover ganske glimrende om natten.
-       Jeg tror stadig ikke, at du sover godt om natten, fordi her er nogle løst sammensatte brudstykker af argumenter, jeg har hørt dine politiske modstandere bruge, dog væsentligt dårligere fremlagt af mig, idet jeg var fuldstændig uforberedt på en faktisk dialog om det her, selv om det var mig, der ringede ind og i øvrigt valgte emnet. Jeg har meget stærke følelser i klemme i denne sag, selv om jeg hverken arbejder for eller ved noget nævneværdigt om DONG eller Goldman Sachs, så jeg lyder meget overbevist. Jeg er dog stadig totalt ude af stand til at tage en saglig diskussion med dig. Som sølle kompensation vil jeg fortsætte med at kværne rundt i mine tåbelige metaforer om din nattesøvn. Så hvad siger du til DET?”


Og så videre. Jeg forstår den velmente demokratiske tanke, men i praksis er det program en stor inspiration til et eskalerende misbrug af valium og hård sprut. Ring til regeringen er i praksis en slags politisk X-factor, bortset fra at man ikke kan vinde noget, ingen synger, ingen har rigtig forberedt sig, og Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er dommerne. Stryg det fra sendefladen sammen med de politiske analyser og brug pengene på lækker musik i stedet. Måske på det der underholdningsorkester. Skulle de ikke ha’ været helt gode?

søndag den 4. august 2013

Pacific Rim er rædsom, del 2

Jeg ser, at Pacific Rim faktisk får gode anmeldelser i de danske dagblade. Politikens filmanmelder Kim Skotte, som jeg ellers normalt har stor respekt for, har fx givet Pacific Rim 4 hjerter. Men det skal blive løgn. Han og de danske filmanmeldere tager grusomt fejl, og derfor vil jeg vie et helt blogindlæg mere på at svine Pacific Rim til, som gjaldt det mit forjættede, usle liv.

Kim Skotte starter sin anmeldelse med at fremhæve Pacific Rims dybe fokus på fortælling og årsag-virknings-forhold. Han skriver: ”Men for en gangs skyld får man også en forklaring på monstrenes kedelige opførsel i storbyrummet. Men vil man have dén forklaring, må man selv se kulminationen på Guillermo del Toros ’Pacific Rim’.”

Altså. Kim. Man kan også bare se Independence Day, hvor forklaringen er nøjagtig den samme, nærmest ned til de ordrette formuleringer og detaljer.

ELLER man kan se The Avengers, hvor der på nøjagtigt samme facon er et portal til en anden verden, som der strømmer nederen ud af, og hvor Robert Downey Jr. på nøjagtigt samme vis med de nøjagtigt samme 3D-effekter går ind i hullet i robotform, leverer en atombombe lige i ansigtet på de nederen fyre på den anden side og selv er ved at dø i processen. Forskellen er bare, at Robert Downey gør det med en milliard gange mere charme end uduelige Charlie Hunnam, hvis overlevelse var så uspændende og ligegyldig for mig, at jeg nærmest ikke kan beskrive det. Der er i praksis INGEN forskel på slutningen af The Avengers og Pacific Rim, bortset fra at Avengers kom først og gjorde det med mere interessante karakterer og en eller anden form for humor og hjerte.


 - Downey som Iron Man. Dengang robotter havde stil. -

Skotte fortsætter: ” ’Pacific Rim’ er grandios og i 3D, men det er ikke en lækker og sømløs storslåethed som den, computermekanikperfektionisten Michael Bay rutinemæssigt leverer. ’Pacific Rim’ er hele tiden en anelse kaotisk og mere optaget af skæve indfald end skudsikker narrativ logik. Det betyder på minussiden, at ’Pacific Rim’ simpelthen ikke er lige så bevidstløst spændingsmættet som en normal amerikansk action-film af denne kaliber. Man skal lade sig fortrylle snarere end bare lade sig rive med ...”

Her har Kim vitterligt drukket af natpotten. Altså, så vi overhovedet den samme film? Der går eddermame ikke mange minutter, hvor robotter og monstre ikke udveksler ørkesløse kæberaslere i en uendelighed. Og hvilke skæve indfald? De få fredfyldte minutter uden kæberaslere bruges på scener i stil med denne:

Vi er i modstandsbevægelsens hovedkvarter. Kameraet hviler på den tilbageholdne og kontrollerede japanske, kvindelige kampsportsekspert. Hun holder på facaden, men gemmer tydeligvis på en storm af følelser, vrede og sårbarhed inden i. Genskinnet fra de rå lysstofrør falder ubamhjertigt på hendes perfekt klippede sorte pagehår, der er farvet en lille smule blåt ude i spidserne, tydeligt manga-inspireret. Hun er sexet, fordi hun er en nørd, men samtidig kan tæve alle. Hun kigger på den rå, mandlige helt med en vis skepsis.

”Min vurdering er, at du er uegnet til denne mission”, siger hun. ”Du er for spontan og uforudsigelig. Du sætter andres liv i fare med din hensynsløse og ugennemtænkte opførsel.”

Vores mandlige helt er ked af, at den sexede japaner ikke med det samme er faldet for hans skægstubbe og hundeøjne. Han anlægger dog hurtigt en strategi, ser pludselig filosofisk ud og trækker så erfaringskortet. ”Well”, siger han, ”jeg tror, du vil finde ud af, at i kamp bliver du nødt til at træffe hurtige beslutninger.” Det filosofiske vender sig til en mere forpint grimasse, mens han stirrer ud i horisonten. ”Og så bliver du nødt til at leve med konsekvenserne af de beslutninger.”

Et powerful statement, der skuer både mod fortiden og fremtiden. Det er sørgeligt, fordi hun ved, at han har mistet sin bror i kamp. Samtidig er det vildt sexet, at han slet ikke er hensynsløs, men faktisk totalt tager ansvar, jævnfør det med konsekvenserne, samtidig med at han er lidt forpint, mystisk og spændende. Det går lige i trussen på den ellers så kontrollerede japanske kampsportsekspert. Erfaringskortet. Det kan hun ikke sige noget til – hun har jo ikke nogen erfaring selv! Ligesom alle andre japanere har hun al sin viden fra bøger, papirpamfletter og brugsanvisninger og ikke praksis. Åh, hvor er den dumme amerikaner dog dum! Eller er han i virkeligheden også lidt sød? Er det en begyndende romance, vi fornemmer? Er det faktisk sådan, at den stramme japanske kvinde savner noget ukontrollabelt i sit liv i form af denne spontane, men alligevel herre-konsekvenstagende forpinte, skægstubsbærende amerikaner?

Er det måske endda sådan, at ALLE japanere i virkeligheden ligner noget ud af en manga-tegneserie, er lidt for fortabte i deres kontrollerede overflader og faktisk ALLE har brug for sådan en spontan, handlekraftig amerikaner til at forløse dem? Ja, jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig op til flere gange, efter jeg har set Pacific Rim. Det har den da. Der må jeg være ærlig.


- Kontrolleret og skarp uden på, men dybest set en usikker lille pige inden i. Åh, de japanere. -

Og så de goddamn videnskabsmænd. Jeg har før været inde på deres usjovhed. Noget helt andet er deres dynamik, der er IDENTISK MED HOVEDPERSONERNES. Den ene videnskabsmand er også en tand for meget i sine følelsers vold, mens den anden er alt for kontrolleret. Igen skal den kontrollerede fyr, der selvfølgelig har britisk/tysk accent, lære af den spontane, handlende amerikanerfyr og give slip på sine hæmninger, hvilket bliver hele filmens mantra: You gotta rock out with your cock out, American style, hvis du vil vinde over nogle store monstre! Og dette budskab endda leveret af en mexicansk instruktør. Den smertefulde ironi er ikke til at bære.

Altså, hvordan kan de danske anmeldere ikke se det torske-imbecile i det her set up? Hvordan kan de ikke være ved at rive deres ansigter af i pinsel over at opleve så store klichéer blive leveret så talentløst? Er deres hjerner, kritiske sans og gode smag smeltet fuldstændigt væk i sommervarmen? Pacific Rim ER. SÅ. DÅRLIG!! Jeg kan ikke understrege det nok. Der er FLERE dårlige ting ved den, end dem jeg har nævnt her. De står på lur bag ved hver eneste åndssvage dræberrobot i den her hjerneblødning af en film. Nu bliver jeg nødt til at stoppe, før jeg koger over i raseri over verdens forfald.

lørdag den 3. august 2013

Pacific Rim er rædsom og IMDb er død for mig

Hvad gør man, hvis man gerne vil undgå at se rigtig, rigtig dårlige film? De film, hvor man dør en lille smule inden i for hver ligegyldig, klichéfyldt replik, og man sidder og venter på bedre tider, der aldrig kommer?

Jo, der er forskellige måder at undgå de allermest tåbelige film på. Man kan for eksempel se en trailer, tjekke instruktørens andre værker ud eller læse et par anmeldelser eller ratings. Det plejer at virke for mig (hence the silence on this blog). Den strategi slog imidlertid eklatant fejl i går, hvor jeg var inde at se Pacific Rim.


 - Se for guds skyld aldrig denne film. -

Jeg indrømmer, at jeg var hurtig på tasterne, da jeg bestilte billetterne. Jeg havde aldrig hørt om filmen før, og jeg nøjedes med at tjekke instruktør og filmens IMDb-rating. Jeg så godt, at det var noget med robotter, men det er ALT jo nu om dage - Iron Man 1-3, Prometheus, Avengers, Transformers, etc. Den var instrueret af Guillermo del Toro, der er fyren bag mesterværket Pans labyrint, og Pacific Rim havde en rating på 7,7 på IMDb, hvilket er helt pænt (til sammenligning har en hæderlig Tarantino-klassiker som Jackie Brown 7,5). Historisk set har man aldrig helt kunnet vide med de ratings, men vurderinger på 7,5+ har som regel betydet, at filmen har haft EN eller anden kvalitet, og at skuespillet i det mindste har været acceptabelt. Sammen med den spændende instruktør var det nok til at få mig til at trykke på aftrækkeren og bestille billetterne.

Pacific Rim var og er ikke desto mindre helt og aldeles horribel. Det er uden sammenligning den værste film, jeg har set i årevis. Jeg har vitterligt intet positivt at sige om den. Selv effekterne var noget, man havde set før i mere interessante sammenhænge.

Pacific Rim handler basalt set om, at der er en sprække i dybet af stillehavet, hvor Godzilla-agtige væsner bliver ved med at dukke op. I starten pløkker man de her Godzilla-drenge med kampfly, men det med at skyde monstrene fra sikker afstand med stinger-missiler bliver åbenbart hurtigt gammelt. Derfor bygger man nogle GIGANTISKE, ATOMDREVNE DRÆBERROBOTTER, der kan gå ind i en god gammeldags NÆVEKAMP med monstrene og uddele en masse KÆBERASLERE i stedet for.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

...

Af uransagelige årsager er det umuligt for EN person at styre sådan en dræberrobot, så man skal bruge TO TANKE-KOMPATIBLE PERSONER til at styre en robot. De to personer står så som et par ledningeopkoblede synkronsvømmere oppe i hovedet på robotten og laver synkrone kæberaslere ud i luften. Man afgør om to mennesker er tankekompatible ved at finde ud af, om de er LIGE GODE TIL AT TÆVE HINANDEN MED EN KÆP I JUDO.


 - Synkronsvømning i hovedet på en kæmperobot. Minder i virkeligheden meget om en omgang Dance Battle? -

Når det så gang på gang viser sig, at monstrene fra havets dyb er HELT OG ALDELES IMMUNE OVER FOR KÆBERASLERE, så har dræberrobotterne nogle esser i ærmet: De kan fx aktivere en JETMOTOR PÅ ALBUEN AF ROBOTTEN, så de giver en EKSTRA HÅRD KÆBERASLER. Når det så heller ikke virker, og monstrene i mellemtiden har smadret tre-fire dræberrobotter og i øvrigt halvdelen af Hong Kong – når MILLIONER AF MENNESKELIV ER GÅET TABT – så kan de resterende robotter gro et sværd ud af armen og hugge hovedet af monstrene. Eller tage deres kæmpe gun frem og skyde monstrene i hovedet, så de dør. Og hold nu op. Det er da klart, at de ikke åbner med det. Det ville jo bare være usportsligt!


 - Ligeglad med kæberaslere. Who knew? -

I dette fuldblodsretarderede set-up af monotone nævekampe mellem dræberrobotter og godzilla-monstre har vi så en række gennemført flade karakterer, hvis fortid, nutid og fremtid er så uendeligt ligegyldige og fladpandet serveret, at det får en til at længes efter de personlige fortællinger i Transformers-serien. Skuespillet er forfærdeligt, replikkerne elendige og filmen spiller på alle amerikanske klichéer om mænd, kvinder, russere og asiater, der eksisterer. Hovedpersonerne er inkompetent flankeret af to videnskabsmænd, der tydeligt er ment som comic-relief, men som får en til at græmmes – som malplacerede og pinlige indslag til en familiefest eller et bryllup. Sådan hvor man får en knugende fornemmelse midt i brystkassen, fordi det er rædsomt at være vidne til, når mennesker udstiller sig selv på den måde.

Jeg ved det godt: Det er min egen forbandede skyld. Jeg skulle selvfølgelig have sat mig bedre ind i sagerne, før jeg bestilte billetterne. Hvis jeg bare havde set en enkelt trailer, kunne katastrofen have været afværget. Men: Instruktøren bag Pans labyrint! SYV KOMMA SYV PÅ IMDB med HALVFJERDSTUSINDE STEMMER. Man kan tydeligvis ikke bruge IMDbs rating-system til noget som helst længere. Som overskriften erklærer: IMDb er fra nu af død for mig. Og DU er død for mig, hvis du kunne li’ Pacific Rim! Jeg siger det bare.

tirsdag den 21. maj 2013

Begejstret er det nye vred

Et tilbagevendende tema på min blog, som er blevet nævnt for mig på det seneste hos venner og bekendte, er, at jeg ikke skriver noget som helst. Det er sandt, og her er hvorfor: Det har været varemærket på bloggen her, at jeg er gået fuldstændigt op i limningen over, hvor ringe alting er. Jeg er gået amok over teenage-hjerner i Twilight-sagaen, ammehjerner på facebook og uudholdelige, ironisk tatoverede hipsters.

Sager er den, at jeg ikke kan finde harmen frem disse dage. Det er ikke fordi, den mangler. Jeg er ikke blevet til en af den slags idioter, der kan lide alting og falder i svime over hvor godt Bettina på 15 fra X-factor synger (det gør hun ikke). Jeg er bare blevet bedre til at undgå de dårlige ting her i livet: X-factor, de dårlige film og … ja, ok, primært X-factor og de dårlige film.

Jeg GIDER ikke sidde og se mere Twilight. Jeg har prøvet. Gud ved, at jeg har prøvet. Men jeg holder det ikke ud længere. Jeg nåede omtrent 10 minutter ind i Twilight 4, før jeg blev nødt til at slukke. Dens horrible forudsigelighed og Kristen Stewarts trivielle ungpigeproblemer og stendøde ansigtsmimik gjorde, at jeg helt og aldeles mistede lysten til at trække vejret og straks måtte gå ud og forsøge at hænge mig i laden. Jeg er blevet anbefalet at se Les Miserables med Jackman og Hathaway, for at jeg kunne give den det glatte lag her, men jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at sidde igennem patetiske tre timers musicalfilm for at genopdage, hvad jeg allerede ved: Syngende filmskuespillere fungerer kun for Disney og Baz Luhrmann, og det endda kun engang imellem.

Det skal være løgn. No more. Hvis jeg ved et uheld kommer til at kaste mig over dårligdom, så skal jeg gerne beskrive og udfritte den her, men jeg gider simpelthen ikke opsøge det dårlige længere. I stedet vil jeg nu beskrive nogle ekstremt tilfældige ting, som jeg begejstres over eller er optaget af disse dage:


Iron man 3
Downey tiltaler mig selvfølgelig stadig intenst, fordi han er vor tids Indiana Jones: Charmerende intellektuel og actionhelt på samme tid. Ligesom mig!! 90’er hittet Blue smadrer ud i biografsalen som det første i filmen overhovedet. Det er selvfølgelig klimaks, men resten er nu også ok.


Sid Meier’s Civilization - The Board Game, w. Fame and Fortune expansion
Dette stykke nørderi vil være en kilde til stor lykke for alle glade brætspilsnørder her i verden.


Crossfit
Min dunk er stadig væk, selv om jeg spiser så meget peanutbutter, at jeg skulle skamme mig. Hvilket minder mig om:


Peanutbutter
Er LÆKKERT. Og kan spises under næsten alt! Oksespegepølse og peanutbutter. Lyder mærkeligt. Er lækkert! Stærk ost og peanutbutter. Lyder bizart. ER bizart, men også lidt dejligt!


Boeuf Bourguignon
Ko stegt i bacon og kogt i rødvin. Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor intenst lykkelig det gør mig.

There you have it. Begejstret er det nye vred!

mandag den 5. november 2012

Crossfit - 1 år efter

Advarsel: Dette er et tilnærmelsesvist SERIØST indlæg, der handler om LEGEMSØVELSER OG KOST. Jeg er blevet ældre end tiden selv, og nu interesserer jeg mig pludselig kun for orkidéer, antik porcelæn og DØDS-FITNESS. Så er du advaret.


 - Du skal svinge den her badboy rundt som en idiot for at blive god til crossfit, muchacho. - 

Nu har jeg været medlem af Aarhus Crossfit i et år - se dette blogindlæg for en beretning om mit første møde med crossfit. Jeg meldte mig oprindeligt ind, fordi jeg var blevet træt af almindelig styrketræning i fitness world. Jeg oplevede ikke fremgang længere, og det var for meget den samme gamle trædemølle med at LØFTE NOGET TUNGT og så sidde og pille sig selv i navlen og så LØFTE NOGET TUNGT og så pille sig selv i navlen osv. De samme gamle øvelser og de samme gamle variationer over de samme to-tre programmer, år ud og år ind.

Derfor crossfit, hvor man bare møder op, og så er der nogle flinke mennesker, der har forberedt en ny og spændende workout for en hver eneste goddamn gang. Der går måneder mellem, at man laver det samme træningspas. På den måde er variationen og udfordringen sikret. Eller okay, man møder op, og så ARBEJDER MAN SELVFØLGELIG OGSÅ LIDT FOR DET. Men som alle, der har trænet før i deres liv ved, så er den største udfordring som oftest at komme ud af døren.

Jeg har strenget mig an og mødt op omtrent tre gange om ugen i gennemsnit og pisket igennem utallige af de forskellige workouts, man får smidt i hovedet. Jeg har lært at sjippe. Faktisk kan jeg sjippe herrehurtigt. Jeg kan lave nogle mærkelige løft, og jeg er blevet råbt utroligt meget af. Og hvad er der så kommet ud af det?

Jeg har smidt 5 kilo, og jeg er i fyrre gange bedre form end før. Væsentligt mere udholdende. Jeg kan hoppe højere og løbe længere. Jeg kan se mine mavemuskler, hvilket er meget, meget nyt for mig. Det var ikke engang et træningsmål for mig at tabe mig - det er sket af sig selv. Jeg er gået marginalt tilbage i bænkpres, men ellers er jeg lige så stærk, som da jeg kun styrketrænede - på nogle punkter stærkere. Betydelig fremgang i ben, ryg og mave.


 - Dette er ikke mig! Men det kunne blive DIG. DU kan blive denne let pressede pige. Hvis du starter til crossfit! - 

Med hensyn til kost har jeg kun lavet små ændringer, men nu spiste jeg også forholdsvis sundt i forvejen. Jeg har måske skåret lidt på kulhydraterne fra brød, ris og pasta og tilsat grøntsager i stedet her og der, men jeg har ikke været fanatisk, og jeg har ædt chokolade, drukket vin og spist ude, når jeg har haft lyst. Dog skal det siges, at jeg det sidste halvandet år har drukket mindre alkohol end ellers (det viser sig, at god på jobbet tit udelukker stiv på bacardi. Who knew?).

Alkohol eller ej: Crossfit har virket fremragende for mig. Og dette er min vurdering: Det er en pissegod træningsform for alle, der vil smide overflødigt fedt og samtidigt have noget muskelmasse. Hvilket vil sige alle i verdensrummet. Alle ville sgu have godt af at starte til crossfit. Det betyder dog ikke, at alle i verdensrummet BØR starte til crossfit. Der er nemlig et par ting, man skal affinde sig med, før man begynder på det:

1) Det er hårdt. Man bliver sat til at lave nogle uhyrlige svin af nogle workouts af og til. Man bliver nødt til at få et lidt mere afslappet forhold til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død for at synes, at det er fedt.

2) Man skal ind i kampen. De siger, at alle kan være med, og det er også rigtigt. Man arbejder på det niveau, man er på. Men i starten er det niveau ret forpulet lavt, og derfor står man af og til i begyndelsen og ligner en omsorgssvigtet teenager med bævrende ben, klodsede kalveknæ og en grim frisure. Dels fordi man ikke kan lave øvelserne særlig hurtigt, dels fordi nogle af øvelserne er teknisk svære. Man kan fx blive sat til at lave dobbeltsjip, og det er der ingen uden for crossfit-, bokse- eller pigespejdermiljøet(?), der kan finde ud af. Der er også andre øvelser, som, ja, kræver øvelse. Selvfølgelig er der tålmodige instruktører og hjælpsomme menige medlemmer, og selvfølgelig er der også andre idioter, der heller ikke kan finde ud af det. Det ændrer dog ikke på, at man i starten af og til står og ser hjælpeløs ud. Det skal man kunne bide i sig. Det går dog ret hurtigt over, og til gengæld ligger der nogle velsmagende sejre og venter, når man får lært øvelserne og får sat tempoet op.

Hvis man kan leve med de to ting, så er det egentlig bare at gå ned og hente en nice, sund og atletisk krop nede i ens lokale crossfit-gym. Det koster 350,- om måneden i Aarhus-området. Her har jeg som sagt selv trænet i Aarhus Crossfit, og det vil jeg egentlig gerne anbefale. Det er et godt sted. Instruktørerne er som regel kompetente og flinke til at demonstrere og hjælpe. Der er begynderhold, og der er også plads til at træne for sig selv, hvis man en dag ikke gider holdtræningen eller vil øve sig i noget bestemt. Som i alle træningscentre er der run på klokken 4 og 5, men man kan næsten altid få en plads på et af holdene, hvis man booker et par timer før.


 - Med tiden bliver man helt vild med død og lidelse. Se, hvor han smiler! - 

Det er sjovere at møde op til crossfit alene, end det er at tøffe rundt i et normalt fitnesscenter alene, men som altid er det fedest at have en makker at følges med. Hvis man har en makker, der også er forholdsvis ny, så kan man også være sammen om at være uduelig i starten. Og man kan snakke sammen dagen efter en hård workout om, hvor herre-smadret man er i kroppen, hvordan man aldrig kommer til at gå igen, at ens ben og arme er faldet af, at man stadig har blod i hele hovedet og intet kan se, etc. Det hjælper alt sammen på motivationen.

Det var ordene. Jeg stoler på, at jeg kan slå mig på din stenhårde sixpack, næste gang vi ses. Og nu må det sagorasme være slut med al denne røvsyge helsesnak. Næste opdatering: Pissegode tips til hvordan du passer dine orkidéer optimalt!

fredag den 5. oktober 2012

Sandheden om stenalderkost

Stenalderkost er mega trendy disse dage. Jeg har efterhånden læst hundredetusinde artikler om det i diverse aviser og magasiner, og man kan nærmest ikke sparke sig frem for paleo-folk med tupperware fyldt med kød og bær nede i min crossfit-gym. Og det er jo fint og godt, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hypen.

 
 - Paleo: I stenalderen spiste man fem kilo mammut om dagen, og de fyre dengang var måske RIPPED! -

Det er ikke fordi, at kosten som sådan er skadelig. Den er givetvis sund, og den er under alle omstændigheder meget sundere, end det som de fleste danskere går rundt og propper i kæften. Men stenalderkost ER bare bygget på nogle tvivlsomme pseudovidenskabelige forestillinger om, at man bør spise som i paleo-æraen/stenalderen, fordi det var der, menneskeracen færdigudviklede sin DNA. At vi altså er skabt til at spise som stenaldermænd - at det er NATURLIGT for os. Nu er jeg hverken historiker eller biokemiker, men så vidt jeg kan forstå, er der meget, der tyder på, at vores DNA var færdigudviklet længe før paleo-æraen. Under alle omstændigheder var levealderen i stenalderen formentlig ret forpulet lav, og allerede der begynder kæden jo at hoppe af.

Generelt er jeg allergisk over for naturligheds-argumentet. Paleo-folk siger, at vi skal spise masser af kød, fordi det er naturligt for os, fordi vi gjorde det engang i tidernes morgen. Veganere bruger det samme argument til at sige, at vi IKKE skal spise kød: ”Se, de kødspisende rovdyr har sylespidse tænder, men vores tænder er ligesom en kos drøvtyggende tænder, derfor er vi bygget til at spise græs og grønt og slet ikke kød!”. Nu ved vi jo alle sammen, at veganere er skingrende psykotiske, men pointen er bare, at det er let at bruge naturlighedsargumentet til at sige noget vrøvl. De spiste ikke rugbrød i stenalderen. Nuvel, men de tog heller ikke penicillin i stenalderen, og derfor døde de også som 30-årige. Altså. Bare fordi man gjorde et eller andet i stenalderen, så betyder det ikke, at det giver mening at gøre nu.

Her er et forslag: Hvad med at basere en diæt på, hvad man videnskabeligt set bliver sund af i stedet for hvad nogle retarderede hulemænd måske eller måske ikke gjorde for millioner af år siden?


 - Tydeligvis en fyr med styr på sin kostplan. -

Her er, hvad paleo i virkeligheden handler om: Paleo er en Dr. Atkins til store, stærke mænd, der ikke HELT vil være ved, at de faktisk er på kur. Det der med kure er nemlig mest sådan noget, man finder i damebladene og hos viljesvage kvinder med elevatorvægt. Så kalder vi det for stenalderkost i stedet for Dr. Atkins og ændrer et par småting og taler om stærke, kødspisende hulemænd i stedet for Bridget Jones-agtige typer med vægtproblemer. ”Stenalderkost” lyder bare lidt mere forpulet macho end ”low-carb diæt med kød og bær”.

Paleo er sikkert en GLIMRENDE kost-model, selv om jeg ved gud ikke forstår, hvorfor de ikke må spise bønner eller mælkeprodukter, og jeg mener, at deres sukker og rugbrødsforskrækkelse er overdrevet. Det skal nok passe, at man bliver sund og rask af paleo-kost. Men set herfra, så har diæten ikke så meget andet at gøre med stenalderen, end at nu kan mænd lidt bedre retfærdiggøre at være på kur.

onsdag den 29. august 2012

The Dark Knight Rises er overvurderet

The Dark Knight Rises er altså ikke den skinnende diamant, som alle render rundt og siger, at den er. Det har jeg længe haft lyst til at sige, men jeg har undladt at gøre det, fordi jeg så gerne ville elske den.

Det er ikke en dårlig film. Slet ikke. Den har masser af ting kørende for sig: Anne Hathaway er fx en fantastisk positiv overraskelse. Jeg troede kun, hun kunne spille intetsigende sød-smil-kvalmende anoreksi-ofre, men her har hun styrke, kant og charme. Bane som skurk fungerer langt hen ad vejen. Han er en rigtig stor fyr, og det virker overbevisende og skræmmende, når han tæver flagermusen til plukfisk. Men det ændrer ikke på, at The Dark Knight Rises helt grundlæggende har følgende problemer: Ærkeskurken er åndssvag, og filmen tør ikke en skid. Den er moralsk forudsigelig, forfladiget og plat.
 

- It's The League of Shadows. Not the League of Making Sense. -

The League of Shadows er nogle åndssvage skurke
...og de har nogle uigennemskuelige, åndssvage motiver. I Batman Begins var de sådan her: “Ih, åh, se os, vi er en flok excentriske ninjaer og koldblodige lejemordere, der pludselig har fundet det her moralske kodeks i en grøft i Tibet. Vi vil rense verden for ondskab, og vi starter med at jævne Gotham med jorden, fordi byen ER SÅ OND OG KORRUPT OG FYLDT MED KRIMINELLE.”

Og det VAR den jo også i Batman Begins. Dengang var det hele noget lort. The League of Shadows var stadig nogle ret random skurke dengang, men der var trods alt noget om det med, at det ikke gik skidegodt i Gotham.

Men sådan er det bare ikke længere. Det går helt perfekt i Gotham, da The Dark Knight Rises starter. Alle de kriminelle er i spjældet. Der er lidt rod i kloakerne, men grundlæggende lever folk i fred og fordragelighed. Så hvad er det, de idioter fra The League of Shadows egentlig VIL denne gang? Det er sgu ikke lysende klart. Eller jo, hende harpen, der er datter af Ra's-al-what’s-his-face, hun vil fuldende sin fars værk og jævne Gotham med jorden. Hun glemmer bare, at fatter hovedsageligt ville smadre byen, fordi der var alt for mange kriminelle på gaderne, og den var åh så forfalden og dekadent. MEN DET ER DEN JO IKKE MERE. Hvilket de facto gør hende til et elendigt medlem af The League of Pointlessness og en lidt tåbelig skurk.

Men det stopper ikke der. Hun vil som sagt fuldende sin fars værk og sprænge Gotham i luften, MEN den almindelige befolkning skal lige lide et halvt års tid først. Vi skal have orkestreret et absurd mellemspil, hvor alle de kriminelle psykopater får magten og kan terrorisere alle andre. Men hov, jeg troede, at The League of Inconsistency var totalt FOR den almene befolkning og ville sprænge byen i luften, fordi der var for mange kriminelle i byen, som man ikke kunne komme til livs på andre måder? Der har sagorasme været nogle generalforsamlinger i den organisation, som vi tilskuere er gået glip af. I Batman Begins var de kompromisløse utilitarister. Nu er de pludselig hensynsløse psykopater. Hvis der var et memo omkring den udvikling, så fik jeg det ikke. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af en åndssvag organisation, der ikke aner, hvad den vil - andet end at den vil det modsatte af Batman.


 - "Hej, jeg hedder Christopher Nolan. Jeg er kommet her i dag sammen med Jesus for at fortælle jer noget vigtigt: I må ikke lyve."

Platte, klichéfyldte pointer
Filmen vil gerne retfærdiggøre, at det hele ender i lokummet, med at alle heltene LØJ om Harvey Dents død i slutningen af The Dark Knight, og MAN MÅ IKKE LYVE. Åbenbart heller ikke selv om man kan redde tusinder og atter tusinder af menneskeliv, komme al den øvrige, løgnagtige korruption til livs, få alle de kriminelle i spjældet og i det hele taget sende en storby på ret kurs. Men man må ALDRIG lyve. Det er sgu da en ekstremt uvovet, uoriginal og tam pointe. Hvorfor ikke bare lade pointen fra The Dark Knight være i fred? Hvorfor ikke bare blive ved det fede og det vovede? At engang imellem er sandheden ikke nok - engang imellem BØR man lyve, og engang imellem er der nogle gode fyre, der må ofre sig selv og deres ære for det fælles bedste? Det er en pointe, der er hundrede gange federe og i øvrigt betydeligt tættere på virkeligheden, og den pointe bliver skudt i sænk i The Dark Knight Rises og erstattet med platte klichéer, vi har set hundrede gange før. Man må aldrig lyve. Pis mig i øret.

...

Og jeg er ærgerlig over det. Jeg ville som sagt gerne knuselske den lede film. For den er god på flere måder, og den bygger videre på noget rigtig godt. Den har masser af velfungerende elementer. Bortset fra en enkelt ærkeskurks dødsscene spiller skuespillerne fint, og dramaturgien fungerer i øvrigt. Men på den åndelige front er The Dark Knight Rises en uværdig og tam afslutning på en ellers flot trilogi. Og det er forbandet ærgerligt, for det kunne have været så godt, hvis Nolan bare lige havde strammet sig an til sidst og holdt stilen. Sådan skulle det altså ikke være.

søndag den 8. juli 2012

Prometheus er dum som dagen er lang

Filmen Prometheus er biografaktuel og er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott, hvad der jo lover og forpligter. Og den har da nogle få ting kørende for sig: Den er flot og periodisk spændende. Den er dog også aldeles tåbelig af mange grunde. Min kritik af den kredser primært omkring, at alle karaktererne er klinisk retarderede, og at handlingen er absurd.



 - Ja, skrig, Noomi. Jeg ville også skrige, hvis jeg var så dum. -

Lad mig uddybe.

Året er 2089. Nogle arkæologer opdager hulemalerier rundt omkring på jorden med det samme motiv: et bestemt stjernebillede. De er tegnet uafhængigt af hinanden og med mange tusinde år imellem.

How very peculiar!

Det er da løjerligt, at de her fortidsmennesker render rundt og tegner de samme stjerner uafhængigt af hinanden. Måske var de inspirerede? Måske var det en eller anden form for fremmed entitet, der inspirerede dem til at tegne de stjerner? Og måske, måske, måske kunne man forestille sig, at den fremmede entitet boede på de stjerner? Nu er vi ved at være langt ude i gætterierne, men hvad fanden. Den slags spørgsmål er egentlig meget rimelige at stille.

Der bliver imidlertid ikke stillet nogen spørgsmål i Prometheus. De to arkæologer bag fundet KONKLUDERER med det samme følgende:

1) Tegningerne af identiske stjernebilleder vidner om eksistensen af en guddommelig overrace af rumvæsner, som vi løst kan forbinde med den kristne gud.

2) De her rumvæsner har skabt menneskeracen.

3) De skred fra os engang i sin tid, men nu vil de gerne have, at vi kommer og besøger dem oppe i stjernerne.

4) Når vi kommer og besøger dem, vil de modtage os med åbne arme, byde os på en kop mokka og forklare os meningen med livet (og, antageligvis, hvorfor vi skulle bruge årtusinder for at nå et teknologisk niveau, hvor vi kunne bygge rumraketter og rejse gennem rummet i fire år for at få meningen med livet at vide over en kop mokka, i stedet for at de bare gav os den til at starte med).

Det er det, de konkluderer. Og det er jo helt urimelige og fuldstændigt absurde konklusioner at drage på baggrund af de åndssvage hulemalerier. Alligevel får de to idiotiske arkæologer overbevist en gammel multimillionær filantrop om, at det er sådan, det forholder sig. Han køber straks hver eneste ord af deres feberramte ævl OG konkluderer selv videre, at

5) De her rumvæsner må have kilden til evigt liv!

6) Hvis jeg bare spørger pænt, så hjælper de mig nok til at leve for evigt.

På baggrund af al denne utrolige spekulation hiver han lige et par trilliarder dollars op af hatten til et rumskib og en besætning og flyver afsted i FIRE ÅR mod horisonten og det evige liv.

Filmen er altså bygget på, at to ragende idioter overbeviser en tredje idiot om deres massive vrangforestillinger. Deres forventninger til det, de skal finde i stjernerne, er simpelthen groteske. Det bliver dog slået i idioti af det, de rent faktisk finder:

1) Der ER en race af aliens deroppe. De deler DNA med mennesker, men de er mere buff, mere blege og har mørkere øjne.


 - Aliens i Prometheus: Ligner marmor. Er dog, antageligvis, ikke lavet af marmor. -

2) De her aliens interesserer sig primært for rumskibe, biologiske våben og menneskeracens totale udryddelse.

3) De ville gerne flyve til jorden og slå alle mennesker ihjel med deres biologiske våben, men før det blev aktuelt, så kom de til at slå sig selv ihjel ved et uheld i stedet.

Nu er der kun en enkelt alien tilbage på hele planeten - en af dem overlevede deres lille våbenuheld, fordi han var i hypersøvn. Der har han ligget i tusindvis af år. Han bliver så vækket af ekspeditionen af mennesker, deriblandt den senile multimillionær-olding, som ævler løs om evigt liv.

Nu er jeg jo ikke PhD i alien-psykologi, men man kunne måske forestille sig, at man havde nogle ubesvarede spørgsmål, når man vågner op efter at have sovet i tusindvis af år - selv som alien. Fx:

Hvad er der sket de sidste tusindvis af år, og kunne det måske påvirke, hvad jeg skal stille op med mit liv lige nu? Hvad laver de mennesker her? Hvorfor er jeg den ENESTE LEVENDE IDIOT AF MIN SLAGS TILBAGE PÅ DETTE RUMSKIB? Er det overhovedet forsvarligt at anvende de her biologiske våben, nu de VED ET UHELD har DRÆBT HELE MIN UDUELIGE RACE PÅ DENNE PLANET? Er det stadig relevant at destruere menneskeracen med biologiske våben her mange tusinde år efter, vi besluttede at gøre det? Hvorfor fanden besluttede vi at rejse til jorden og udrydde menneskene in the first place?

Den slags spørgsmål har man imidlertid kun latter til overs for, hvis man er en bleg, sortøjet alien på steroider. Uden at sige et ord går han hovedkulds til angreb på de mennesker, der har vækket ham. Derefter beslutter han sig for ene mand at flyve til jorden for at destruere alle mennesker med biologiske våben.

Hov, i øvrigt, advarsel: Spoiler.

Det her er, som den skarpe læser måske har opfanget, det mest usammenhængende vrøvl i verdenshistorien - og, hvad værre er, det er så forvrøvlet, at det er uinteressant. Det burde være cracktågerne hos en person med svær skizofreni. Det er det bare ikke. Det er handlingen i Prometheus, en film med et budget på 130 millioner dollars, der er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott.

Der er også andre problemer i filmen. Man kunne løst nævne: Den mest interessante karakter i filmen, robotten, har ingen eller vag motivation for sine handlinger. Kaptajnen på rumskibet beslutter sig for kamikaze på et ekstremt spinkelt grundlag. Kaptajnens besætning beslutter sig for kamikaze med kaptajnen på et endnu vagere grundlag. Det er en videnskabelig ekspedition med trillioner i ryggen og alligevel agerer alle videnskabsmændene som uprofessionelle, savlende 5-årige. For uddybning af disse sidstnævnte punkter vil jeg henvise til denne anmeldelse af filmen.

Det er utroligt, at Ridley Scott, en af pioneerne inden for sci-fi, ikke kan gøre det bedre. Han lavede ALIEN, for faen. Og BLADE RUNNER. Og så medvirker han til og godkender dette manus!? Og instruerer gudhjælpemig en film ud fra det? Han skulle skamme sig.

Lad være med at se Prometheus.

mandag den 2. april 2012

Togkrønikerne: Åh, den svære ungdom!

Her den anden dag havde jeg en fin lille oplevelse på Aalborg banegård. Jeg sad på en bænk ved spor 3 og ventede på toget, da et par piger kom og satte sig ned ved siden af mig. De var vel en 17-18 år gamle. Den ene havde en smøg i kæften, en sort, stumpet dynejakke på, og der var sgu nok røget nogle sparepenge til Aalborgs solarier gennem årene. Det er min vurdering. Den anden var bleg, hendes hår var farvet rød/lilla, og hun havde en frisure, der lignede den frisure, der var populær hos piger i slutningen af 90’erne. Den der med strittende nakkehår og glat, tilsidestrøget pandehår. Agtigt. På hendes sorte bukser var der skinnende nitter i sølv formet som små, flade pyramider. De var midt i en samtale. De snakkede begge klingende nordjysk.



 - Mig, der venter på toget i Aalborg. Akkeja. - 

 - Ejmen så sagde han, at jeg havde større bryster end hans eks. Og jeg har jo set hende. Jeg er jo ikke idiot. Hun har jo større bryster end mig. Men så sagde han, at hendes var grimmere. Han prøver da. Det gør han.

 - Jeg hader bare sådan nogle piger med store bryster, som folk kigger efter. Så fx Lene, ikke? Jeg tror virkelig, at hun er sådan en, som der er mange der gerne vil score.

 - Hun er os’ lidt en dukke. Det kan de godt li’.

 - Jeg hader os’ bare drenges eks-kærester. Hader dem! Så fx Danny, hans eks-kæreste, det er hende der Kimmy, ikke? Og hun er mega pæn.

 - Haha, det er sgu det gode ved Peter. Alle hans eks-kærester er grimme. Det får mig bare til at have det rigtig godt med mig selv. Altså, jeg har jo vist dig før … (finder iPhone med billeder frem) … prøv fx at se hende her. Hun er vist 15 på de billeder her. Det er et par år siden.

 - Ej, hende der, hun er sgu da mega pæn.

 - Jaeh, men hun er blevet tyk. [bladrer videre i billeder]

 - Ej, hun har altså et helt vildt flot ansigt.

 - Det sy’s jeg ikke.

 - Skulle hun være 15 på de billeder her? Hun ser totalt ældre ud.

 - Ja, hun er 15 her. Peter bollede hende dengang, det var en uge inden han begyndte at komme sammen med mig, og det er jeg stadig sur over.

 - Jeg kan også godt li’ hendes hår på det billede der. Men hun er blevet tyk eller hvad?

 - Hun har hele tiden været tyk. [pakker telefonen sammen]

 - Jeg hader, når Danny kigger efter andre piger. Så får jeg lyst til at … du ved, at blive gravid lige sådan … ups.

 - Haha, ej!

 - Jo, seriøst! Hehe.

 - [speaker] Vi melder et sporskifte. Toget til Aarhus H kører fra spor 4 i stedet for spor 3. Toget i spor 3 kører ikke videre. Det var altså toget til Aarhus H, der kører fra spor 4. Toget i spor 3 kører ikke videre.

 - [der stopper et tog ved spor 3]

 - Ej, hvad sker der lige med det her tog? Hvorfor er der ikke nogen, der går ind i det?

Jeg elsker teenagepiger.

mandag den 26. marts 2012

Gymnasiereunion

Jeg har snart 10-års reunion med min gamle gymnasieklasse. Man er allerede gået i gang med at planlægge det på en dertil indrettet facebookgruppe. Og jeg koldsveder over at dukke op til arrangementet, fordi jeg mistænker det for at være en konkurrence om, hvem der har fået flest voksenpoint siden sidst. Og selv om jeg har samlet lidt point sammen hist og her, så har jeg jo ikke point endnu, hvor det VIRKELIG tæller. Her er hvordan jeg frygter, at den reunion kommer til at forløbe.


 - Efter den gymnasiereunion kommer jeg til at skamme mig lige så meget som Michael Fassbender. -

I det følgende lille drama er alle karakterer fiktive. Undtagen Julie og Lynge. Og alle de andre.

Alle sidder omkring et stort rundt bor i et nydeligt hus et sted i Aalborg. Julie taler, og alle lytter interesseret på hende. Lynge har været bemærkelsesværdigt stille hele aftenen.

Julie: ... og SÅ blev jeg færdig med at arbejde for verdensbanken i Mozambique, da jeg købte hus i Vojens og skulle have mit tredje barn. Jeg har faktisk et takkebrev fra deres præsident liggende ude i berlingoen, fordi jeg reddede deres nationaløkonomi. Men nok om mig! Hvad med dig, Lynge, hvad har du så lavet, siden sidst vi sås? Jeg synes, at du er så stille i aften!

Lynge: Jamen, det er sjovt, du siger det. Jeg har også arbejdet for verdensbanken i Mozambique! Og fået tre børn. Julius, Klara-Amalie og lille August-Bernini. De sidder og hækler ude i bilen sammen med min kone.

Julie: Det er jo løgn, Lynge.

Lynge: Nej! Det er ...

Julie: [afbryder] Jo, det er.

Lynge: Ja, okay.

Julie: Du har jo ikke arbejdet for verdensbanken i Mozambique.

Lynge: Nej.

Julie: Du har heller ikke fået nogen børn, vel?

Lynge: Nej.

Julie: Du har bare ligget på sofaen og drukket øl, ikke? Hjemme i din lejlighed, som du LEJER og altså ikke EJER, ikke? Du har hverken bil eller kone, og faktisk er du kærester med en ung og fjollet pige, som du kun har kendt i et par måneder, ikke?

Lynge: Jo.

Julie: Lynge, du har ikke et eneste voksenpoint. Nu skal du gå hjem og skamme dig.

Lynge: Jamen?

Julie: Nu!

Lynge: ... ok. :-(  [forlader grædende festen]

torsdag den 15. marts 2012

Jeg forstår ikke zombier.

Eller. Det er ikke sådan, at jeg er i tvivl om deres finansielle situation, politiske holdninger eller seksuelle orientering. Jeg forstår også godt, at de er sultne, og at de gerne vil æde en masse hjerne.


 - Vil hun med på bar og snave og spille backgammon? Eller vil hun spise min hjerne? Jeg er altid i tvivl. -

… nu sidder jeg faktisk og kommer i tvivl om zombiers finansielle situation, politiske holdninger og seksuelle orientering.

Men! Det er ikke det, der er pointen. Det, jeg egentlig gerne vil sige, er dette: Jeg forstår ikke hele zombie-scenariet. I en masse film og serier er udgangspunktet, at nogle mennesker bliver til zombier, ikke? Og så opstår der en form for post-apokalyptisk scenarie, hvor hele byer ligger øde. Og det er så meningen, at zombier skulle have gjort det. At zombier skulle have lagt hele byer øde. Faktisk lagt hele lande øde. Rendt rundt og spist alle. Nedkæmpet militæret, splittet alle deres tanks ad og spist soldaterne. Sådan er det i Zombieland, The Walking Dead, Shawn of the Dead, 28 days later, etc.

Men sagen er bare, at zombier er uduelige. De kan jo ingenting. De er dumme, de bevæger sig utroligt langsomt, de sviner ud over det hele, de har ikke deres forsikringspapirer i orden, og man kan lugte dem på lang afstand.

Har de i virkeligheden overhovedet noget kørende for sig? De er sejlivede. Det må man gi’ dem. Der er som regel også mange af dem. De er også målrettede. Zombier har et klart defineret mål, nemlig at æde folk, og det går de benhård efter. De stopper ikke lige op og piller sig selv i navlen og spiller noget wordfeud, hvis der først er noget frisk hjerne i sigte. Mange moderne mennesker kunne faktisk lære lidt af zombierne her.

Men alle disse ellers glimrende egenskaber hjælper ikke meget, hvis man bliver kørt over af en tank, eller hvis man får en masse napalm i hovedet.

Haha. Det slår mig lige, at det, jeg egentlig bare gerne vil sige, er dette: ZOMBIEFIKTION ER TOTALT UREALISTISK.

Ja, det var bare det. Det var det, det har taget mig fire måneder at skrive.



… så deeeet.

Jep. Jeg har en aftale med min coach nu her. Vi skal have en god snak om, hvordan jeg seriøst skal til at revurdere mit liv og mit virke.

torsdag den 8. marts 2012

Voksen-dilemma: Hvad kan man tillade sig at skrive på nettet?

HVIS der stadig skulle være en eller to derude, som ved et tilfælde bevægede sig ind på denne i alt for lang tid stendøde blog og undrer sig over, hvad der er sket med den tidligere så (ekstremt u)produktive forfatter, så vil jeg da gerne lige sige dette:

Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.

Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx

”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”

“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”

...

... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.


 - Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -

Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:

Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.

Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.

fredag den 28. oktober 2011

Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 



 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.




 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

tirsdag den 4. oktober 2011

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.



 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.



 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

fredag den 15. juli 2011

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet



 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.