Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 

 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

 - Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

 - "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." - 

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!

DET NYE: MEGET FORVIRRENDE FILM, del 1

På det seneste er der sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg har set nogle film, jeg ikke forstod. Det havde ikke været så mærkeligt, hvis det var franske kunstfilm, hvor det som er bekendt er meningen, at man ikke skal forstå en skid. De handler alle sammen om en svært depressiv russisk transvestits møde med en lesbisk pingvin. Og så sidder instruktøren der med et prætentiøst overskæg, en baguette og et glas rødvin med en drue fra 97’ og griner af de idioter, der er dumme nok til at forsøge at forstå hans film. For det er jo KUN HAM, der for alvor forstår den. You lose, stupid audience!

Det er ikke de film, jeg taler om. Jeg taler om AMERIKANSKE FILM, som var umulige at forstå. Og det er meget mærkeligt. For når jeg ser film – og især amerikanske film – så er jeg vant til, at jeg får pointerne serveret på et sølvfad.

Som i Løvernes Konge. Den lærte mig, at man ikke skal flygte fra sin fortid. Nej, man skal stå ved, hvem man er og blive den, det var meningen, man skulle være: LØVERNES KONGE. Man skal også holde op med at spise insekter. De er muligvis slimede og dejligt mættende, men de er til gengæld også helt vildt klamme.

 - Lad være med at spise klamme insekter, Simba. -

På samme måde med Iron Man. Den lærte mig, at jeg skulle holde op med at være sådan en player og LIGE TÆNKE LIDT på problemerne i Mellemøsten. Efterfølgende har jeg lagt de smarte solbriller på hylden og indstillet mit ellers eskalerende salg af AK47-rifler til Libanon.

 - Lagt på hylden. -

Eller Titanic, der lærte mig, at jeg skulle holde op med at leve under min mors og min forlovedes tyranni og udfolde mig som den smukke og kompetente kvinde, jeg jo for fanden er!

Og så videre. Der er altid en lektie at lære i amerikanske film.

Eller er der?

I filmen Limitless er det ikke hundrede procent tilfældet.

Hovedrollen i Limitless spilles jo af Hollywoods nye, smarte fyr, Bradley Cooper. Det er sådan, at Bradley Cooper kun castes til og kan varetage ÉN rolle, og det er rollen som den sejeste fyr i verden. Det er den rolle, han spiller i alle de film, han er med i: The Hangover part I & II, The A-Team og nu også Limitless. Eller ok, det er faktisk ikke helt rigtigt. I Limitless starter han med at være lidt sølle. Han er en falleret, uproduktiv forfatter, og hans kæreste dropper ham. Heldigvis har man opfundet et narkotikum, der gør en til den sejeste i verden. Så det begynder han at tage, og så bliver han (sjovt nok) den sejeste i verden! Men ÅH NEJ. Hvis man holder op med at tage det magiske stof, så visner man hen og dør. Det totalt emma-dilemma-agtige problem finder Bradley imidlertid hurtigt løsningen på: Man skal bare BLIVE VED MED AT TAGE AWESOME-STOFFET. Helst FOR EVIGT. Og det gør han så. Og så bliver han mega rig og præsident. The end.

 - Tag nogle flere stoffer. My name is Bradley Cooper and I approve of this message. -

Det kunne jo godt ligne en film med denne morale: Det er mega fedt at tage stoffer. Hvis du synes, at du har et godt, modereret forbrug af coke, og du ligesom synes, at det hjælper dig til at præstere bedre i hverdagen, ikke? Så skal du fandeme bare fortsætte med at tage det. And don’t let nobody tell you any different!

MEN. Der er en lille catch ved alt det her: Da han er kommet på awesome-stoffet generobrer han jo sin kæreste. Men da hun finder ud af, at han er på det, ikke? Så skrider hun! Så hvad nu? Hvad fanden er moralen? Du kan tage stoffer og blive præsident, men måske mister du nogle damer i processen? Hvad helvede er det for en absurd tvetydig pointe? Jeg forstår ikke et pluk. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal tage stoffer eller ej. Og det er et ret presserende spørgsmål, fordi jeg meget snart skal på Roskildefestival. What’s it gonna be? Drugs or no drugs? Limitless er bare et stort forvirrende spørgsmålstegn i den sammenhæng, og det kan jeg ikke bruge til NOGET SOM HELST.

Stay tuned for flere forvirrende amerikansk film!

Trøjborg: Plads, træer og en spirende voksenfornemmelse i brystet!

Ih, hvor er her stille herinde. Men det er der heldigvis en god grund til: Jeg har været travl. Travl med livet, travl med at blive stor som et hus og travl med at flytte alt mit habengut og mine vintageplakater af Butch Cassidy and the Sundance Kid op på Trøjborg. Ja, jeg er flyttet på Trøjborg! Det ligger i det nordlige og ekstremt pæne og voksne Aarhus. Og det passer mig godt. Det gør det. Altså, fordi NU er jeg sgu voksen. Det er man, når man flytter på Trøjborg i gigantiske lejligheder uden EL, når man handler i Løvbjerg, og når man ikke bare kan forfalde til 7-11, hvis man har glemt at købe ind. Nu skal jeg fortælle lidt om det hele.

Trøjborg. Her er så spændende på Trøjborg. Forleden forvildede jeg mig ind i Trøjborgs svar på SuperBrugsen: Løvbjerg. Og Løvbjerg, det er lidt lissom en gigantisk, mega-dyr Netto. Ligesom i Netto er der også bare rigtig grimt i Løvbjerg. I Løvbjerg gider de sgu heller ikke sætte tingene op på hylder eller tage dem ud af de paller, som de kommer i. Nej, lortet bliver bare stablet op oven på hinanden i en brun symfoni af fugtigt pap og slidt interiør. Et par medarbejdere render rundt og smider ting oven på hinanden med et friskt “Kan jeg hjælpe dig?” smukt broderet på ryggen, der står i gabende kontrast til deres laskede attitude og stendøde øjne. Men i det mindste slap jeg kun 500 kroner for en pakke havregryn og to liter mælk.

Og SÅ kom jeg tilbage til skoven og den friske havluft, og pludselig havde jeg glemt alle mine bekymringer og kunne kun tænke på spirende liv og sexede små havfruer.

Trøjborg. Der er så grønt, så grønt. Og så stille. Jeg kan høre mig selv trække vejret lige nu. Ind. Ud. Ind. Ud. Kan du mærke, hvordan mit rolige Trøjborg-åndedræt også gør dig lidt mere rolig og voksen lige nu?

 - Der er sygt mange træer, hvis man står på min altan og kigger til højre. Rigtig, rigtig mange træer. Altså, som i seriøst mange. -

Trøjborg. Indledningsvist var jeg meget bekymret over at flytte væk fra den 7-11, der lå 50 meter fra min gamle bopæl i den dumme, unge og uansvarlige midtby. Altså, hvad hvis man lige stod og manglede en liter mælk klokken 11 om aftenen? Men så blev jeg enig med mig selv om, at det var en del af at blive voksen og ansvarlig. Hvis man ikke kan huske at købe mælk inden for normale åbningstider, SÅ HAR MAN IKKE FORTJENT NOGET MÆLK. Så må man gå tørstig i seng! Eller stå om morgenen med en skål havregryn uden mælk og ligne en stor, mælkeløs nar. Sådan er det at være voksen. Ligesom det der med, at hvis man er gammel nok til at LAVE børn, så er man satme også gammel nok til at FÅ dem. Væk med den fri abort! Og væk med den frie mælk.

Det der med, at man ikke bare lige kunne vade over i 7-11 og købe bajere i tide og utide, det ville også være skidegodt til at bekæmpe min spirende alkoholisme. Så når der ikke er flere øl tilbage, så ER der faktisk ikke flere øl tilbage. Og så må man gå i seng. Med hænderne over dynen i aflåst sideleje, ligesom alle de andre rigtige voksne på Trøjborg.

...

… nu har jeg så erfaret, at der ligger en døgnåben Statoil-tank omkring fem meter fra min nye lejlighed. Det er som om, at Gud gerne vil have, at jeg resten af mit liv forbliver en infantil, alkoholisk idiot, der ikke kan finde ud af at købe ind inden for normale åbningstider, Trøjborg eller ej.

 - Røv-grim Statoil-tank ødelægger min nye, voksne livsstil og venstre side af min udsigt til alle de lede træer! Bemærk dog, at der stadig er en del træer i baggrunden. - 

Men Trøjborg. Folk kigger på en med et skævt smil og et sigende blik: “Ja, jeg bor også på Trøjborg. Her er rimeligt fucking nice. Har du nogensinde set så mange træer i dit liv?” Og så vader de videre med deres hornbriller og vintage barnevogne.

Trøjborg. Jeg ligger og græder mig selv i søvn hver aften heroppe. Halvt af glæde over at bo på Trøjborg, halvt fordi der er så sygt meget græs på Trøjborg, der går LIGE i min høfeber.

Trøjborg. Jeg har pludselig mere plads, end jeg på nogen måde kan bruge. Det her Trøjborg-pis, det er et overflødighedshorn af plads. Det er det! Der er dog ingen EL. Hele Trøjborg er bygget engang i 30’erne, og der tænkte man sgu ikke på den slags. Der er måske to stikkontakter i hele min gigantiske lejlighed, og hvis man tænder for den ene, så ryger strømmen fra den anden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge alt det plads til? Måske til en form for vindmølle, så jeg kunne få noget mere EL? Eller nej, indendørs vindmølle, det er retarderet. Men hvad så? Hvis jeg såede noget græs inde i mit soveværelse, kunne jeg måske leje det ud som tennisbane eller noget.

 - Jeg har aldrig set så meget plads i mit liv. Hvad skal jeg stille op med den lede altan!? - 

Trøjborg. Der er EN bar, der er nøjagtigt lige så snusket som alle barerne i midtbyen. Til gengæld er den dobbelt så dyr.

Trøjborg. Jeg er meget lykkelig. Og jeg har ikke engang prøvet den lede lokale isbar endnu!

Åh, alt var godt i 90’erne

Jeg forstår ikke den tid, jeg lever i. Alle de her lede hipsters med deres lede hornbriller, undercuts og skinnyjeans. De er helt utroligt irriterende. Hver gang jeg ser en hipster, har jeg lyst til at slå ham i hovedet og råbe ”DU ER IKKE EN NØRD! HOLD SÅ OP MED AT LADE SOM OM!” eller ”SÅ BLEV VI GODT NOK EN DEL AF FLOKKEN, HVA’ SMARTASS!?”.

Jeg kender selv et par hipsters. De er egentlig meget søde. Og det er jo dem, der har fat i den lange, trendy ende. Jeg sidder som et eller andet forpulet fossil og forsøger at fastholde et half-assed Antonio Banderas-møder-2006-look. Alt imens render hipsterne rundt og kigger piger intenst i øjnene igennem deres tykke hornbriller, og de lede jeans er så skinny, at alt blodet er smadret op i overkroppen, hvilket får overkroppen til at se enorm ud, og hvem fanden har også brug for blod i benene, eller ben i det hele taget, og de charmer de piger, mens de kigger sørgmodigt ud mod horisonten, for det er hårdt at ligne en nørd, også selv om man kun leger, at man er en nørd, og derfor får det hele en lidt ironisk distance, men selvironi er jo for fanden også så skidesexet.

Hipster-imaget kommer jo gerne med en pludselig passion for en uTROlig mængde af obskure indie-bands, der alle sammen har ét mål i livet: At lyde som om, at de er optaget på en iPhone i en garage af en degenereret dværg med downs. Hipsters hader musik, der rent faktisk har en form for pointe eller melodi, fordi: hvor er den ironiske distance lizzom!?

Så er der de lede tatoveringer, som man kan kaste sig ud i, hvis man VIRKELIG vil kæle for sin hipsterhed. Helst skal de forestille et eller andet totalt arbitrært – et fjernsyn med terninger som antenner eller en blomstret betty boop-agtig skikkelse i manga-stil. Igen totalt ironisk distance, dér. Men gæt hvad, røvhuller: De lede tatoveringer er lige så kiksede om fem år som kinesiske tegn og tribaltatoveringer er i dag.

- "Jeg har en saks tatoveret på armen. Har du nogensinde set noget så unikt og ironisk?" -

Alt er galt med nutiden. Ud over at folk render rundt og er hipstere, så er det politiske verdenskort eksploderet, der er krig og finanskrise, og ingen kan finde ud af noget som helst. Nutiden er fucked!

90’ERNE VAR MEGET BEDRE
Når jeg forsøger at navigere rundt i al denne hipsterhed og finanskrise, så er det, at jeg længes tilbage mod 90’erne. Alt var skidegodt i 90’erne. I 90’erne, ikke? Der var alt tøj grimt af en anden verden. Derfor skulle du ikke vælge imellem at være trendy eller random/Antonio Banderas+2006/unik/konservativ, men mellem at være grim eller at være grim. Det var ligesom de to muligheder, der var.

Nyrup var en formidabel statsminister. USA var ikke blevet sindssyge endnu – det eneste, man gik op i derovre i 90’erne, var hvorvidt Bill havde kendt Monica i den bibelske forstand eller ej. Der var fred i hele verden, undtagen der hvor der alligevel ikke er fred i dag. Cowboybukser kostede ikke 1300 kroner.

Musikken var fantastisk i 90’erne. Haddaway spurgte indtrængende: ”What is love?”. Og hvad ER kærlighed overhovedet, totalt relevant spørgsmål dér, og hvis du skulle være lidt musikalsk og speciella, så kunne du høre Massive Attack eller Jeff Buckley, der i øvrigt stadig holder den dag i dag. Der sad også nogle idioter og spillede i en garage i 90’erne, men de hed Nirvana, og ja, hvad kan man sige: De lavede bare de fucking garageoptagelser bedre dengang.

Richard Gere rendte rundt i Pretty Woman og charmede med sit distingverede silverfox-look, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg fik jo mit første grå hår i en alder af 23 år, og det er kun gået én vej siden. Ligesom Richard Gere, så er jeg en hård fyr uden på, men jeg får mine stærke og totalt ægte følelser ud ved at spille passioneret klaver. Jeg går også benhårdt efter de prostituerede verdenskvinder med sans for stil, biler, opera og tandhygiejne. Dem, som er spontane og umiddelbare, men alligevel gemmer på en utrolig følsom dybde. Dem, der er lidt crazy og vilde, men som egentlig bare ønsker at blive frelst fra dem selv og deres egne dårlige beslutninger, som de i øvrigt udelukkende tog på grund af den onde omverden.

- Richard Gere. Han holder hundrede. -

Jeg ville ønske, at der – ligesom i Pretty Woman – altid blev sat et soundtrack på, så jeg vidste, hvad jeg skulle føle. FOR EKSEMPEL når jeg lige havde sagt farvel til en kvinde, at en eller anden lige fyrede op for ”It must have been love / but it’s over now / it must have been good / but I lost it somehow”, mens jeg stod og kiggede tænksomt ud over balkonen på mit penthouse hotelværelse. Ligesom Richard Gere.

90’erne var fantastiske. Nutiden er dårlig. Hvis nogen har nogle gode tips til at navigere i den kummerlige nutid, så er jeg lutter øren. Alternativt kan I bare sende mig nogle hornbriller, et par skinnyjeans og Tattoo Magazine, og så kan vi få det overstået med det samme.

Seth Rogen er kummerlig som irriterende, overspillet grøn hveps

Seth Rogen er hoppet med på bølgen af de lede superheltefilm med The Green Hornet, som han spiller hovedrollen i og selv har skrevet manuskriptet til. Her er han en uelsket rigmandssøn, der skal overtage fars avis, men egentlig helst bare vil rende rundt og være sej i et kostume om natten sammen med random asiatisk butler, der laver alt arbejdet.

 - Arbejdsfordelingen i The Green Hornet: Butleren laver arbejdet, mens Seth står og ligner en nar. - 

Random asiatisk butler er i øvrigt nok den mest utroværdige karakter i filmhistorien. Han voksede forældreløs op i Bangladesh/Tokyo/random asiatisk bys gader og udviklede sig til at blive supermekaniker skråstreg elite-ninja skråstreg kaffe-connoisseur extraordinaire. Grundlæggende er det meningen, at vi skal købe forhistorien, fordi han er asiat. Du kan tage forældrene fra en asiat, tæve ham hver dag med en svensknøgle og hælde kaffe i øjnene på ham, og så vokser han op og bliver en ninja (alle de tæsk gør en stærk!), supermekaniker (han blev jo tævet med en SVENSKNØGLE, remember? Som man også bruger til at dreje på ting i en bil? Du forstår? Wink-wink?) og kaffe-ekspert (fra kaffen i øjnene). DE KAN JO BARE DET DER MED NINJA, BILER OG KAFFE, DE ASIATER. DET KAN DE DA. Du kan tage asiaten ud af talentet, men du kan ikke tage talentet ud af en asiat. ... eller det der.

Heldigvis er han spillet ekstremt uoverbevisende af random asiatisk skuespiller.

Nå. Men. Det er faktisk ikke engang den ekstremt random og uoverbevisende asiat, der er det grundlæggende problem med The Green Hornet. Det grundlæggende problem med The Green Hornet er, at man ikke kan holde af gode gamle Seth. Overhovedet. Han er pisse irriterende og kikset og meget kummerlig. Men ikke på sådan en cool, arrogant måde som Jach Nicholson i As Good as it Gets eller Robert Downey i Iron Man – nej, på sådan en ... belastende måde, der faktisk ikke er sjov, men mest bare giver en lyst til at slå ham hårdt i hovedet. Eventuelt med en svensknøgle, så han også kunne blive mekaniker og på den måde måske BIDRAGE LIDT til hele forestillingen.

Det er selvfølgelig meningen, at Seth skal forandre sig i løbet af filmen og blive til et mindre irriterende pikhoved. Og han bliver da også marginalt mindre irriterende. Men det er sgu ikke meget.

The Green Hornet får rigtig sagt nogle ting om KULTURforskelle i mødet mellem den random asiat og Seth Rogens karakter. Fordi random asiaters problemer er jo, at til trods for alt deres talent så kan de ikke finde ud af en skid på egen hånd, fordi: ASIATER KAN KUN BRUGE DERES MASSIVE TALENT, HVIS NOGEN FORTÆLLER DEM, HVAD DE SKAL GØRE. Og der er det jo heldigt, at Seth Pikansjos Rogen kan gå ind og give den random asiat noget retning med sin amerikanske iværksætterhed og evne til at tænke STORT OG UDEN FOR BOKSEN. Det er derfor, de to er sådan et godt team. Det bedste fra begge kulturer!

Så fik vi også lige lært en vigtig, interkulturel lektie i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad den vigtige interkulturelle lektie er, så lad mig skære den ud i pap lige her og nu: Lad være med at se The Green Hornet.

Tid til en snak om ligestilling, drenge og piger!

I dag skal vi snakke om ligestilling. Ja, sådan er det, og så kan I grødbønder brokke jer nok så meget, I vil! Fordi: Det store ligestillingstog, der i disse år er fyldt med svenskere og SF’ere, det er kørt helt og aldeles af sporet og er nu på vej ud over afgrunden med 800 kilometer i timen. Og det vil jeg gerne have, at vi får en god, sund og voksen snak om lige nu.

Man skal være ragende idiot for ikke at omfavne og gå ind for ligestilling mellem kønnene. Det er SUPER, og det er kun degenererede fiskere fra Esbjerg, som ikke er tilhængere af det. Kvinder skal totalt have lige så mange muligheder som mænd. Også selv om de har langt hår og ikke tænker på så meget andet end hvem, der mon bliver Amerikas næste topmodel. Også selv om de vimser rundt og hovedsageligt bekymrer sig om, hvad der mon står i deres stjernetegn i næste udgave af Wendy. Og også selv om de er selvudslettende og neurotiske og grænsende til det psykotiske. SELV OM ALT DET, så skal de selvfølgelig have lige så mange rettigheder og muligheder som mænd!

Det er dog ikke det, ligestilling handler om nu om dage. For: Det splinternye, ekstremt sexede og brandvarme buzzword inden for ligestilling, ikke? Det er KVOTER. Direkte importeret fra Norge og Sverige, der som bekendt er rigtigt gode til olie og pissebillige træmøbler, og så må de også være gode til ligestilling. Det siger sig selv.

Og de ER sgu vilde med kvoter derovre. Det er de! Det seneste skrig var, da de ville til at have kvoter i LEGO-kasserne.

Jeg elsker intenst, at de har akkompagneret artiklen med et billede af en masse storm troopers fra Star Wars. Jeg kan virkelig godt se, at det er noget forpulet kønsfascisme, at LEGO lader de MANDLIGE storm troopers fra filmene FORBLIVE MÆND i legetøjsversionen. Åbenlys mandschauvinisme! Eller hvad med ridderlegoet? Hvad med at smække nogle kvindelige riddere ind på hestene til at dræbe både dragerne og den historiske korrekthed? Hvad med det?

Hvis jeg sad i LEGOs bestyrelse, og min PRIVATE VIRKSOMHED fik pålagt det her gennemretarderede forslag, så ville jeg smække en helvedes masse syesker, kogekoner og tjenestepiger ind i ridderlegoet for at opfylde kvoterne. I ligestillingens navn.

Og hvad med Barbie, i øvrigt? Skal vi også til at have 40% ken-dukker i pakkerne lanceret? Det ER vel kun fair.

Nå. Men. Én ting er et åbenlyst idiotisk forslag fra sindssyge svenske ammehjerner. En anden ting er den politiske virkelighed herhjemme, hvor Socialdemokratiet og SF jo faktisk i ramme alvor køber ind i de her tanker. Ja, det er nemlig rigtigt. Hvis vi får et regeringsskifte – hvad jeg af ganske andre årsager egentlig gerne så, at vi fik – så skal vi også til at have kvindekvoter i private selskabers bestyrelser. S og SF blev garanteret inspirerede, da Sidse Babett Knudsen introducerede kvoter med gigantisk succes i Borgen. Hun trynede lige seriens svar på Maersk, og så var der kvoter/ligestilling i Danmark. Velkommen til det nye årtusinde, Crone/Maersk, HVOR VI ALTSÅ HAR KVOTER OG LIGESTILLING!

[Hold dig nu fra de lede kvoter, Sidse!]

Kvoter og ligestilling. To alen af det samme stykke! Sådan lyder det for tiden. Og jeg er bare ved at eksplodere. Ikke kun fordi, at det umuligt kan være statens opgave at blande sig i driften af private virksomheder på den måde. Men også på kvindernes vegne.

Det er simpelthen at tale ned til kvinder at påstå, at de ikke selv kan få de lede pladser i bestyrelserne, hvis de ville. Det er at undervurdere hele kvindekønnet. Det er noget konspiratorisk, pseudo-feministisk bullshit, at kvinder bliver holdt ude, hvor der skal tages beslutninger. Jeg ser handlekraftige kvinder ende i topposter hver eneste dag. Kvindekønnet har ikke brug for nogen krykke til at komme til tops. Det klarer de fint selv – hvis de vil.

Og forstå mig ret: Jeg er vokset op i et hippiehjem. Min mor har altid tjent lige så mange penge som min far. De fordelte de huslige pligter retfærdigt imellem sig. Ikke at de var ligestillingsfascister – det var ikke sådan, at mutter aldrig kunne tage en kjole på, eller at fatter ikke fik lov til at købe en motorsav. Men de var ret nede med det der ligestilling. Det var en selvfølge.

Ligeledes var det en selvfølge, at mutter ville, kunne og skulle arbejde lige så hårdt som fatter for at komme i betragtning til diverse pladser i bestyrelser, lederroller mm. Og det gjorde hun. Man kastede lederroller og bestyrelsesposter i hovedet på hende for et godt ord, fordi hun var så utroligt talentfuld og arbejdsom.

Hold kæft, en masse spildt arbejde fra hendes side. Hun skulle ha’ ventet til de indførte kvindekvoter. Så havde hun ikke behøvet at løfte en finger. Så kunne hun have klamret sig til fornedrende politiske krykker, som hun ikke havde brug for.

Og så er der også denne detalje: Jeg ved godt, at det her er en helt utrolig tanke i en verden, hvor kvinder og mænd er HELT ENS, FORDI ELLERS ER DER IKKE LIGESTILLING, ikke? Men KUNNE det tænkes, at der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede kvinder? Og ligeledes: At der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede mænd? Og at der derfor kunne opstå situationer, hvor den bedste kandidat blev sorteret fra til fordel for en ringere kandidat af det ”rigtige” køn? Men hey, at der overhovedet skulle være den mindste smule forskel på kønnene og deres faglige interesser og engagement, det er jo selvfølgelig helt og aldeles sindssygt at antyde.

...

Jeg bliver så harm. Ligestilling er lige muligheder. Det er ikke, at ét køn skal favoriseres, eller at kønnene skal være ens. Og det er ved gud ikke kvoter.

At insistere på den form for ligestilling, hvor man mener, at kønnene er ens, ikke? Det er så torskedumt, at jeg nærmest ikke kan få vejret. Hvad bliver det næste? Skal vi også have 40% mandlige sygeplejersker? 40% kvindelige mekanikere? Jeg mener bare: Nu vi alligevel ER ligeglade med, hvad folk selv vil og synes, så kan vi vel lige så godt tage det store ligestillingskvote-skridt fuldt ud.

Jeg håber sådan, at der er kræfter i S og SF, som kan se, hvor helt utroligt meget hul i hovedet kvoter er, og at de kan tale de andre fra det her tåbelige, kvindenedgørende ævl. Ellers rejser jeg fandeme til Sverige, når de indfører det. Eller, nåhr nej ...

Den blinde ego-hævner slår til igen!

Ikke alt Marvel rører ved bliver til guld. Det er sådan set bevist mange gange, men man bliver alligevel lige skuffet, hver gang man bliver mindet om det.

Her den anden dag havde jeg en samtale med en af mine gode venner. Vi havde lige set The Town, som i øvrigt er en gedigen, underholdende actionfilm. Samtalen forløb cirka sådan her:

 - ”... ja, Ben Affleck var sgu god ... jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige de ord. Jeg havde aldrig troet, at NOGEN skulle sige de ord.”

 - ”Ja, god og sygt pumpet. Muligvis mere pumpet end han var i Daredevil. Og måske faktisk også lidt mere plus-kæbet? Måske gode, gamle Ben har været en tur på steroidevognen?”

 - ”Jeg har ikke set Daredevil. Jeg har hørt, den skulle være sygt ringe.”

 - ”Ahr, jeg er en af dem, der ikke synes, at den er helt så ringe, som alle de andre synes. Og Colin Farrell er sgu en okay skurk. Du kan jo se den og selv bedømme.”

Som sagt så gjort.

Daredevil handler om Ben Affleck, der som dreng får hældt syre i øjnene og mister synet. Det viser sig imidlertid at være en stor velsignelse, fordi det betyder, at hans krop MED DET SAMME udvikler alle hans andre sanser til en helt afsindig formåen. Pludselig er han en slags fucking Super-Heimdal, der kan høre pigernes bryster gro. Faktisk bliver han så led en hørefreak, at han via sin hørelse kan orientere sig i et rum, som var han en flagermus/radar/hval/ubåd. Han kan høre, når folks hjerter banker hurtigere, fordi de lyver. Han hører så godt, at han kan reelt kan ”se”, når det regner, fordi hver regndråbe laver en lyd, når den rammer en overflade. HAN HØRER MED ANDRE ORD RET GODT.

Også hans lugtesans når afsindige proportioner. Den gør, at han kan opsnuse lækre damer på 800 meters afstand – fordi vi ved jo alle, at de LÆKRE damer lugter meget bedre end de almindelige damer. Det står i grønspættebogen.

[Det er vildt nyskabende med en blind helt. Jeg håber, vi snart får en superhelt uden arme, der er herregod til at bruge sine ben. Eller en, der kunne nå lydmuren i en kørestol. Hvem ville så grine af de handicappede!?]

Nå. Men. Efter vi har brugt halvtreds år på at lære vores blinde helt at kende og ikke mindst på at acceptere, at han kan tæve folk, selv om han ikke kan se dem, ikke? Så kan plottet endelig gå i gang.

Ben tæver skurke om natten og svanser rundt med sin blindestok om dagen og opsnuser nye lækre damer. Han er nemlig lige blevet droppet af sin sidste kæreste, fordi han altid vimser rundt om natten og aldrig har tid til en Ben & Jerrys i sofaen. Men SÅ lugter Bens perverse næse sig frem til den storbarmede, men  radmagre ninja, Jennifer Garner, som han straks giver sig til at danse en slags ninja-parringsdans med. Imponerede over hinandens ninja-parringsdanseevner falder de to pladask for hinanden. Så har han allerede damen. Super!

[Jennifer Garner som Elektra Natchios (ja, det hedder hun seriøst). Hun deler figur med en gammel Jenna Jameson og kampstil med Rafael fra Ninjaturtles. Det bedste fra to verdener.]

Omkring tre timer inde i filmen bliver vi så introducerede for den virkelige skurk og filmens egentlige handling: Der er en gigantisk ond neger, der terroriserer nabolaget. Ham skal Ben Affleck ha’ ned med nakken. Men åh nej! Så hyrer den gigantiske onde neger Colin Farrell til at kaste dartpile og ninjastjerner efter Ben Affleck og Jennifer Garner og ikke mindst Jennifer Garners FAR. Det lykkes gode gamle Colin Farrell at myrde førnævnte far og få det til at se ud som om, at Ben gjorde det!

[Colin Farrell: Herregod til dart og snigmord.]

DEN ER JO IKKE HELT GOD. Men hold nu fast. Fordi nu kommer den geniale del af handlingen.

Ninja-Jennifer tror altså, at Ben-Daredevil har myrdet hendes far. Derfor sårer hun ham dødeligt i torsoen med sin ninja-kniv. Ben er så medtaget, at han kun kan ligge og ligne en nar, da Colin Farrell kommer og spidder Ninja-Jennifer, til hun er ganske død. Som en anden idiot kravler han væk, ryger igennem taget på en kirke, falder vel en 10 meter og lander på et stengulv, hvor han så igen ligger og ligner en nar. Lige indtil Colin Farrell kommer ind i kirken for at dræbe ham. Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Den tager vi lige en gang til. For ja, det er seriøst det, der sker.

Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Og det er altså ikke sådan, at Ben såret ligger klar med en skjult revolver og altså lige laver snigeren på Colin her. Nej, de løber og kravler rundt i hele kirken som edderkopper på speed og tæver på hinanden, som var der ingen morgendag.

NU forstår vi, at Ben Affleck bare lige skulle have nogle ekstra liter blod svømmende rundt i lungerne og et fald på 10 meter med en landing på et stengulv til at friske sig lidt op, før han kunne tage sig sammen til at gøre noget! Synet af hans elskede, der kæmpede for sit liv var bare IKKE HELT NOK. Eller også kan vi drage en helt anden, spændende konklusion: Da det gjaldt hans elskedes liv, var han sådan lidt ligeglad, men da det var hans eget skind, det gjaldt, SÅ kunne han endelig vågne lidt op.

Ja. Sådan en helt er Daredevil. Never cared much for the ladies. Cared a lot about himself.

Eller hvad? For nu han ER ved det, og så kan han jo for fanden lige så godt tage op og tæve den gigantiske negerskurk, stadig med et (åbenbart ikke så) dødeligt sår i brystkassen.

[Michael Clarke Duncan som ond, gigantisk neger. Altid et populært valg.]

Det er jo fandeme omtrent det dummeste i hele galaksen. Han ligger og er dødeligt såret, da hans elskede dør, men er pludselig ikke dødeligt såret længere, da hun først er død. Filmen prøver ikke engang sådan RIGTIG at retfærdiggøre det med, at det er i raseriet over Jennifers død, at han finder kræfter. Han ligger LANG tid med det lede sår og ser grangiveligt ud som om, at han skal mega dø, før han rejser sig op og tæver hele verden. Og det er jo for fanden ikke fordi, at ubehandlede gennemboringer af brystkassen bliver bedre af, at man falder ned på et stengulv, eller at man lige ligger og sunder sig i to minutter, eller at man RENDER RUNDT MED EN PULS PÅ 160 PÅ BYENS TAGE OG TÆVER FOLK.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke dvæle ved, når den blinde ego-hævner skal ud og smadre knæskallerne ind på kæmpenegere.

Jeg er en af dem, der synes at Daredevil er nøjagtig lige så ringe, som alle andre synes.

Lad være med at se Daredevil.

GOD FACEBOOK-STIL: EN MANUAL I AT LADE VÆRE MED AT VÆRE PISSEIRRITERENDE PÅ FACEBOOK

Der er tydeligvis en del forvirring omkring dette spændende emne, så nu forfatter jeg altså lige en manual i, hvordan du undgår at være pisseirriterende på facebook.

Mange af de ting, som jeg nævner her, gør mine egne facebookvenner heldigvis ikke. Eller: Nogle af tingene gør visse venner faktisk lidt. Og til jer, hvis fejl jeg pointerer: Undskyld, for faen. I er ikke dårlige mennesker, og jeg elsker også jer. Men altså, fra fulde folk og idioter på Internettet skal man høre sandheden. Og nu har jeg immervæk taget det på mine skuldre at fortælle hele verden Sandheden om alt. Og det inkluderer også sandheden om dig og dine pisseirriterende opdateringer på facebook.

Og hey: Jeg har alligevel for mange facebookvenner. Tohundredeogfemogtres! Det er flere, end jeg kan overskue eller tælle til. Hvis en enkelt eller to skulle ryge i svinget her, så er det sgu okay. :-) :-)

[Marv smadrer dig, hvis du er pisseirriterende på facebook]


Så altså. Du kan blive en sand stjerne på facebook, hvis du undgår disse tre simple ting. LAD VÆRE MED

1) AT VÆRE ET SAVLENDE BABY-MONSTER.

Jeg har en idé om, at især nogle kvinders identitet og kritiske sans sidder i brysterne. På den måde giver det mening, at de mister begge dele, når de får et barn - den lede unge suger den simpelthen ud af patterne på dem! Pludselig er barnet på deres profilbillede i stedet for dem selv. De ER der slet ikke længere. De er pludselig blevet til deres unge! Hvor der før var et rigtigt menneske med en rigtig personlighed og et rigtigt, bankende hjerte fyldt med håb, drømme og længsler, er der nu kun en form for blævrende ammehjerne. En ammehjerne, der sender statusopdateringer ud i universet, som afhang den nyfødtes liv af, hvor meget ligegyldigt, babyrelateret lort de kan poste på facebook.

Og jeg bliver bekymret. Det gør jeg sgu. Alle statusopdateringer handler om ungen, og der er ikke bare et gran af selvindsigt eller selvironi inkluderet i dem. Hvis der dog bare var det! Hvis der dog bare var en enkelt "Hold kæft mand. Jeg sander pludselig, at mine sidste ti statusopdateringer har handlet om min lede unge. Nu går jeg ud på toilettet og tager noget coke, og så ses vi på NASA. Så må ungen være unge så længe!" Sådan en statusopdatering ville meget seriøst være et sundhedstegn.

Se, jeg har ikke noget imod statusopdateringer om folks unger, hvis de er bare perifert interessante. En af mine facebookvenner havde en statusopdatering for et stykke tid siden, der lød således: "Øhm, min søn kom lige og gav mig en kold øl - helt af sig selv. Tror aldrig jeg oplever et stoltere øjeblik. . ." Se det er fandeme en statusopdatering, man kan forholde sig til. OG ungen er inkluderet i den. Der er lissom noget identifikation, ikke? Tænk over NYHEDSKRITERIERNE, hvis I opdaterer om jeres åndssvage avl. Er der noget identifikation, sensation, aktualitet, hvad som helst i? Og nej, det er ikke en sensation, hvis din unge nu pludselig kan gå fem skridt i stedet for fire.


2) AT VÆRE EN IRRITERENDE LILLE EMO.

Hvis du nogensinde har skrevet en statusopdatering i stil med "... er tænksom ...", så er det dig, jeg kigger på. Det er sådan en forpulet 4. klassesstrategi, hvor ophavsmanden eller -kvinden til statusopdateringen forventer, at man skriver "EJ, HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD ER DET DOG, DU TÆNKER PÅ!?".

Og SÅ har den irriterende emo magten. "Ja, det kunne du lide at vide, hva'? JEG TÆNKER PÅ NOGET SPÆNDENDE OG LIDT HEMMELIGT. Men nu skriver jeg bare ... "... på fremtiden." Ja. Det er skidegodt." Og SÅ er det meningen, at man skal skrive: "HVAD MED FREMTIDEN? HVAD MED FREMTIDEN? HVAD TÆNKER DU DOG PÅ MED DEN LEDE FREMTID?" Og så ved den irriterende lille emo godt, at den snart ikke kan trækkes længere ud. Og der meldes endelig ekstremt kedelig og beige kulør:

"På at købe hus en dag/hvad jeg skal have at spise i aften/hvordan jeg kommer til Kalundborg/ik' noget alligevel".

Og man har bare lyst til at rive øjnene ud af hovedet på den lede emo.

"... er tænksom ..." er bare et eksempel. "Er trist" er endnu et, som muligvis er værre. HVAD er du dog trist over? Grrrrr! Din NAR. Hvis du rent faktisk ER trist, så tag den dog i et andet forum! Jeg går fuldstændig amok, når jeg ser sådan noget. Og jeg får lyst til at skrive "Husk at snitte på langs og ikke på tværs. It's not across the road - it's dooooown the highway!" /sociopat


3) AT VÆRE EN INDISKRET NAR.

Du er en indiskret nar, hvis du udstiller dit privatliv unødigt på facebook. I den milde afdeling er at broadcaste for hele verden, når det er gået i stykker mellem dig og din kæreste. Som udgangspunkt ender det jo ud over facebook, når du skifter civilstatus - f.eks. fra "I et forhold med Mia Jammerlund Grædegaard" til "Single" - tidligere akkompagneret af et teatralsk hjerte i to stykker, men nu trods alt kun akkompagneret af et helt hjerte. DEN FUNKTION KAN DU SLÅ FRA I DINE PRIVATINDSTILLINGER.

På den måde undgår du, at dine bekymrede, men stadig retarderede facebookvenner og -veninder skriver ting som

"Ai, hvad skete der!? I var så søde sammen!1!"

eller

"Hun var fandeme også en so, Jesper. Det har jeg altid ment. Nu går vi to ud og drikker nogle bajere og knalder nogle damer. Så er hun hurtigt ude af systemet!".

Eller at de liderlige og små-dumme af dine facebookvenner synes godt om din nye "Single"-status. Idioter.

Stadig i den milde, men dog også i den grænseløst irriterende afdeling er konstante kærlighedserklæringer til en kæreste over facebook. "Patrice Nederbæk Elsker sin kæreste! <3 <3 <3" Luk. Røven. Patrice. Alle er sygt ligeglade.

I den mere grelle afdeling er ekstremt intime og private opgør over facebooks wall. Det er der et utal af eksempler på på lamebook og diverse andre steder, og alle ved, det er forfærdeligt, så det vil jeg ikke dvæle mere ved.

...

Det var det for denne gang! Hvis I har andre forslag til god facebook-etikette, så giv endelig lyd. Ellers: Lad julefreden sænke sig . Julen er jo hjerternes tid (og mit er tilsyneladende sort som kul).

Tid til en romantisk stund med Mulder fra X-Files!

Jeg har lige opdaget Californication - og efterfølgende set halvanden sæson i streg. Efter du læser dette, kommer du også til at se halvanden sæson i streg. Ellers får du ingen julegaver. Sådan er det!

Californication handler om Hank Moody, spillet af fallerede David ’Fox Mulder’ Duchovny. Og Hank Moody, ikke? Han er bare en goddamn rockstjerne. Han er en falleret forfatter, der ikke bestiller andet end at knalde damer, drikke whisky og ryge smøger – og så knalde nogle flere damer. Han når praktisk talt ikke at vaske duften af dugfrisk skedesekret væk fra sit skægstubbede fjæs, før han skal forholde sig til endnu en stangliderlig, stritbrystet skønhed, der drypper af glæde over Hanks sovekammerøjne. Han kan ikke sidde til en familiemiddag, uden at hans eks-kones nye fyrs 16-årige datter sidder med hånden nede i skridtet på ham. En 16-årig datter, som han i øvrigt kom til at knalde ved et uheld, før han fandt ud af, hvem hun var - og hvor gammel hun var.

[Jep. 16 søde år, og så tilfældigvis også ragende sociopat.]

Måden, som Hank Moody tiltrækker denne kavalkade af letpåklædte og letlevende kvinder på, er, at han basalt set bare er en rigtig stor, arrogant skægstubbet nar. Hvorfor jeg naturligvis straks identificerede mig med ham. Arrogant nar og skægstubbe er sgu også primært det, jeg har kørende for mig med damerne. Og kraftedeme om Hank Moody ikke også har en blog, som han opdaterer alt for sjældent! Shit mand, jeg mangler bare at få mig et latterligt navn ladet med tung symbolisme, knalde 800 damer, få en datter, blive 45, blive rig-ish på et par knaldromaner og begynde at ryge, så ER jeg pludselig Hank Moody! Wup wup! Wup ... wup.

Nå. Men. Hank Moodys bedste (og eneste) ven er hans manager Charlie Runkle, som egentlig er i et forhold, men som har forkærlighed for rigtig hård onani på arbejdet og S/M med sin sekretær. Charlie er en skaldet og lidt bamset fyr, der på den ene side fungerer som støtte og support for Hank, men som på den anden side er en kummerlig, kokainsniffende og sit eget liv-ødelæggende tegning. Han er gift med Marcy Runkle, en også kokainsniffende, hashrygende og storkæftet skønhedssalonarbejderske.

[Hundredetusindevis af episoder i stil med billedet]

Alt det her får serien til at lyde som en overfladisk, pikspillende parodi. Og det er den også lidt. Men budskabet i Californication er sådan set grundlæggende gode, traditionelle familieværdier og TOSOMHED. Ja,det er nemlig rigtigt. Tosomhed og romantisk kærlighed! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, kunne man retteligt indvende? Skrev jeg ikke lige, at Hank Moody pløjede sig igennem det halve Los Angeles i bedste overfladiske pikansjos-stil? Jo, og det gør han også. Men han gør det, alt imens han er hovedkuls forelsket i sin eks-kæreste Karen, som han har sin 12-årig datter med. Og hele tiden og igen forsøger han at forføre hende og finde tilbage til hende. Og hele tiden og igen er han et røvhul over for Karens nye kæreste Bill, hvilket også bare er smukt.

Hank Moody viser sig at være en ekstremt underlig familiemand, som faktisk elsker sin datter meget højt – og som på sin egen, absurde måde er en form for god far.

Og det taler jo til sådan en gammel softie som mig. Det gør det. Der må jeg være ærlig.

[Objektet for Hanks kærlighed, Karen, spillet af Natascha McElhone. Hun er 41 år gammel, men jeg er sgu også lidt forelsket i hende. Det er jeg!]

Hvad der også taler til mig, er, at Hank virkelig forsøger at opføre sig som en god fyr over for Karen. Han var hende ikke utro, da de var sammen. Og han prøver sådan at gøre det rigtige, når det kommer til hende. Men ofte SKER der bare et eller andet, der gør, at han pludselig står i et dårligt lys. Og så skal han hustle sig ud af den situation. Altså, for fanden, har vi ikke allesammen prøvet, at vores bedste ven var liderlig, men at pigen, han bagte på, kun ville knalde med ham, hvis vi også medvirkede? Og så dukker der pludselig damer op midt i den seance – damer, som rent faktisk BETYDER noget for os – og så ser det hele ikke skide godt ud? Det har vi sgu da allesammen oplevet. Det har vi da. Nå, men pointen er, Californication også taler den smadrede, men dybest set godhjertede mands sag. Og det er da dejligt. Det er det!

Californication formår altså at kombinere en sand myriade af afklædte bryster – og amoralsk omgang med førnævnte bryster – med ROMANTIK. Den taler på sin vis for at opføre sig godt-ish i en fucked up verden fyldt med vold, sex og stoffer. Det er nice.

Så altså. Tag din kæreste i hånden, tag nogle baner, tænd nogle stearinlys og se noget Californication. Sammen redefinerer vi romantikken!

The Blind Side: Historien om perfekte Sandra Bullock

De der amerikanere er bare vilde med Sandra Bullock. Hendes seneste film, The Blind Side, har indtjent 255 millioner dollars i USA. I oscarshowet blev den nomineret til årets bedste film, og den vandt en oscar hjem til Bullock for bedste kvindelige hovedrolle. Samtidigt ligger den med en rigtig pæn rating på 7,7 på The Internet Movie Database.

Der synes at være bred enighed om, at det skulle være en helt seværdig film.

Derfor lod jeg mig overtale til at se den. Det gjorde jeg. Lad mig fortælle lidt om den oplevelse.

[Sandra Bullock som perfekte Leigh Anne Tuohy i The Blind Side]

The Blind Side er den SANDE HISTORIE om en god kristen kvinde, Leigh Anne Tuohy, spillet af SANDRA BULLOCK. Og det, der er med Leigh Anne Tuohy, ikke? Det er, at hun er perfekt. Hun er rig og smuk og god, som dagen er lang. Hun har ikke en eneste dårlig hårdag nogensinde, hendes børn er nogle charmerende, accepterende og succesrige små charmetrolde, hendes mand er rig, kærlig og lækker. Leigh Anne Tuohy er naturligvis INDRETNINGSARKITEKT, fordi alt omkring hende skal være lige så perfekt indrettet som hende selv. Ellers kan hun simpelthen ikke holde det ud.

En dag støder Leigh Anne Tuohy på en neger. Det er en sjældenhed, der hvor hun færdes! Med sit skarpe og observante blik ser Leigh Anne Tuohy, at negeren IKKE ER PERFEKT. Han er lidt ussel og har for lidt tøj på. Forfærdet skynder hun sig hen til ham.

”Du kan sgu da ikke gå rundt og ligne sådan en stor, sort hængemule her i mit perfekte kvarter! Den slags duer ikke i MIT PERFEKTE LIV. Skynd dig ind i min bil, før nogen ser dig!”

Og negeren gør naturligvis som Leigh Anne siger, for hun får nemlig altid sin vilje.

Og SÅ skynder Leigh Anne sig at købe noget nyt tøj til negeren, så han kan se repræsentabel ud. Og så hyrer hun en privatlærer til ham, så han kan blive lidt mindre dum at høre på. Og for at han ikke skal gå rundt og ligne en nar, så køber hun sgu også lige en bil til ham. Og så sender hun ham ud på den store footballbane, hvor alle negerne hører hjemme, så han kan skabe et liv for sig selv. Fordi det ER jo den eneste mulighed for succes, hvis man er en ydmyg neger.

Leigh Anne spørger hele tiden negeren om en masse ting. Hvad laver din mor? Hvad laver din far? Hvad laver din bror? Og negeren svarer: Hun er luder og narkoman, han faldt ned i en kødkværn på fabrikken, han sælger crack til mindreårige. Til sidst holder Leigh Anne helt op med alle sine retarderede sprøgsmål. Men først efter vi har fået etableret, at det er en MEGET YDMYG NEGER, og at Leigh Anne er et MEGET GODT MENNESKE, fordi hun frelser sådan en ydmyg neger.

Leigh Anne er meget glad for sit nye neger-accessorie. Det er hun. Hun fortæller sine venner om negeren og får sig positioneret som en meget mere moralsk person og i det hele taget som et bedre menneske end dem på grund af negeren. Det er hun meget glad for. Det er hun.

Og så sidder hun så der sammen med sine stok-konservative venner og sin stok-konservative mand og stemmer på de stok-konservative republikanere. For Amerika, ikke? Mulighedernes land, for faen. Du kan jo SE, at du kan klare den, selv om du bliver født som en fattig, ydmyg neger i den sorteste ghetto. Du skal bare være heldig nok til at falde over en styrtende rig sugar-mama, som er villig til at investere tusindvis og atter tusindvis af dollars i dig.

Amerika. Det virker bare, det pis.

Lad være med at se The Blind Side.

Lynanmeldelser af film, del 2

På et tidspunkt for hundrede år siden kørte jeg noget, jeg kaldte for lynanmeldelser af film. Nu er tiden kommet til det igen:




INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.




COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!




IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.




ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.




SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.

...

Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!

Twilight: Eclipse - en milliard teenagepiger kan snildt tage fejl

Jeg var meget i tvivl, om jeg ville skrive mere om Twilight. Det er som om, at jeg lidt har sagt det, jeg gerne ville sige om de film. Men nu gør jeg det altså alligevel. Jeg skriver et par ord om den lede 3’er. Og det gør jeg, fordi den giver et interessant indblik i kvindekønnets natur.

Twilight: Eclipse er skrevet af Stephenie Meyer, og den handler om hendes helt afsindigt store ego og hendes patetiske prinsessedrømme. Og det, jeg har tænkt mig at gøre lige nu, ikke? Det er at gøre Stephenie Meyer til talskvinde for alle kvinder i verden. ”Men Lynge, det er jo ikke rime..” Sschhs. :-) Beslutningen er taget! Baf, sådan der. Nu taler Stephenie Meyer for alle kvinder. Ja, det skete lige.

Og hvad er det så, hun siger?

Jo, for at kunne svare på det, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker i Eclipse.

ECLIPSE FOR DUMMIES
Basically, så er omdrejningspunktet i Eclipse jo den her vampyr-bitch, Victoria, der bare vil mega dræbe vores elskede emo-mutte hovedperson, Bella Swan. Det vil hun for at hævne sig på Bellas kæreste, Edward, den heltemodige tofu-vampyr, fordi Edward dræbte Victorias kæreste engang. Og nu skal Edward altså mærke den samme lede vampyrsmerte, som Victoria lever med.

Nå, men Victoria betilte jo ikke andet i 2’eren end at rende herre hurtigt rundt i høje hæle i en skov. Og hun skuffer da heller ikke denne gang: Igen render hun rundt i stilletter i en skov som en imbecil. Når hun ikke gør det, så har hun imidlertid rigtig travlt med at lave en hel hær af vampyrer, som kan hjælpe hende med at tage ned og smadre Bella, Edward og Edwards familie.


[Tid til at fyre den af med stilletter i skoven]

Vi får indledningsvist det indtryk, at VARULVEN JACOB endelig så småt har fattet, at der ikke ligefrem er akut fisse i farvandet for hans vedkommende, når det kommer til Bella. Han holder sig væk. Og det er da i virkeligheden også for galt. Ingen kvinde kan i sandhed være lykkelig, uden at der render en flok kastrerede hanhunde rundt for fødderne af hende. Så efter en sund snak med sin far tager Bella ud til Jacob for at VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den af syne igen, og så VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den igen, som hun nu har for vane. Jacob, som den ragende idiot han er, falder i med begge ben og dedikerer sit liv til at jagte Bella savlende rundt, hvor end hun måtte være.


[Sådan ser man ud, når man stadig ikke har fattet så meget af, hvad der foregår]

NÅ. MEN: Victoria får lavet sin lede hær, og de tager ned for at smadre Bella. Bella har dog heldigvis en hel familie af vampyrer, der er klar til at ofre deres udødelighed for hendes skyld af årsager, som denne skribent ikke er hundrede procent bekendt med. OG – på grund af alt det filet-vifteri – så vil Jacob og hele hans slæng af retarderede varulve pludselig OGSÅ hjælpe med at beskytte Bella! Også selv om det betyder, at de skal arbejde sammen med deres dødsfjender, vampyrerne.

Vi får at vide, at nyskabte vampyrer er noget af det mest bad-ass, man overhovedet kan komme i nærheden af. De er stærkere, hurtigere og mere blodtørstige end gamle vampyrer. Ikke desto mindre lykkes det ikke denne nyskabte hær af dræbermaskiner af slå bare ÉN vampyr eller varulv ihjel. Hæren dør, Bella er reddet, alle elsker Bella, The End.


[Nøglen til popularitet: Mundvigene nedad]

SKARPSINDIG ANALYSE
Lad os lige kort opsummere, hvilke kort Bella har på hånden i denne film. Hun har en betænksom og romantisk kæreste i form af Edward. Ganske enkelt ridderen på den blege hest. Han vil gøre alt for hende, og hun elsker ham inderligt. Samtidigt har hun en dedikeret tilbeder i Jacob, en arketypisk bad-boy, som er tatoveret og trænet ud af denne verden. Jacob vil OGSÅ gøre alt for hende. Han er loyal som en hund. Begge to nogle flotte fyre. ENDVIDERE har Bella adskillige klaner af vampyrer og varulve, der er klar til at ofre deres liv i dødelig kamp for hende OG i øvrigt arbejde sammen med deres dødsfjender i den sammenhæng.

UDEN AT OVERDRIVE KAN MAN NOK GODT SIGE, AT GODE GAMLE BELLA HAR RET GODE KORT PÅ HÅNDEN.

Og hvorfor? Hvordan kan det være, at det går så godt for Bella? Er det fordi, at hun er specielt talentfuld på nogen måde? Er hun specielt lækker? Er det fordi, hun er specielt klog? Er det på grund af hendes omfattende livserfaring? Har hun bare EN enkelt egenskab, der sætter hende lidt ud over det dræbende ordinære?

NEJ, DET HAR HUN IKKE. Hun kunne være hvem som helst. Hun kunne være din nabo. Hun kunne være din kollega. Hun kunne være Stephenie Meyer. Åhh, gid hun dog havde været Stephenie Meyer, hva’, Stephenie? Det kunne du nok godt tænke dig. Så kunne du have lukreret på din middelmådige personlighed i stedet for på dine middelmådige bøger. Eventyret kunne have været virkelighed i stedet for fantasi!

Og denne pointe fører mig akut videre til en anden vigtig pointe: Drenge idoliserer mænd, der rent faktisk kan noget. James Bond, Iron Man, HELTENE. For satan, hvor vil vi gerne være de seje helte! Men Stephanie ønsker noget helt andet. Hun ønsker at sidde og være middelmådig og ALLIGEVEL have et spændende og eventyrligt liv, et harem af smukke, loyale mennesker, der vil ofre livet på hendes bekostning, dyriske bejlere, der ikke fatter en afvisning, men bare for evigt hælder lækker bekræftelse ned i halsen på hende OG selvfølgelig den episke prins på den blege hest!

Moralen: Du behøver ikke at være modig, klog, initiativrig eller dygtig. Selv om du sidder og er tåbelig og middelmådig på alle måder, så kan dit liv også blive et eventyr!

...

Stram op, Stephenie.

Og med Stephenie, der mener jeg alle kvinder i verden.

Kompromisløs jobsøgning

Jeg leder efter et job for tiden. I den forbindelse faldt jeg over en jobannonce fra Woman. De søgte en journalist.


[Jeg ved, hvad denne kvinde tænker på. Faktisk ved jeg, hvad alle kvinder tænker på.]

Jeg tænkte:

1) Jeg er så sej, at jeg kan få det her job på Woman, selv om jobannoncen tydeligt indikerer, at de vil have en kvinde.
2) Jeg er så sej, at jeg kan skrive på min vanlige facon, der INGENLUNDE ligner skriverierne i Woman, og stadig få jobbet.
3) Woman trænger til at blive revolutioneret af et epokegørende geni som mig.
4) Hvis de mod forventning ikke skulle ønske at ansætte mig, så har de simpelthen ikke forstået noget som helst, og så vil jeg ikke arbejde der alligevel.

MED DEN TVINGENDE LOGIK skrev jeg en ansøgning, som jeg har censureret lidt i, men som i det store hele er præsenteret sådan, som jeg sendte den. Under ansøgningen er der en dagbog fra en dag, jeg aldrig glemmer. Det skulle man nemlig vedlægge.

En ny vinkel på WOMAN!
Ja, jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme: Jeg er en 26-årig mand, som ikke er bøsse eller sindssyg eller på anden måde kvalificeret til at tale på kvinders vegne. Jeg ved ikke noget om make-up. Jeg kigger med ærbødig interesse og forundring, når kvinder udfører deres underlige ritualer i badeværelset. Jeg ved ikke noget om tøj. Jeg har altid syntes, at højtaljede nederdele var grimme og mærkelige, men er efterfølgende blevet belært af diverse eks-kærester om, at det var ”moden”. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at Danmark ikke var ved at blive invaderet af amazone-krigere, men at gladiatorsandaler var blevet trendy.

Det er imidlertid ikke interessen for det modsatte køn, der mangler. Jeg har mangen en gang siddet på en sandwichbar i Århus og smuglæst Woman til min egen store fornøjelse, mens jeg dog har mærket de andre mænds dømmende blikke: Sidder han virkelig der og læser dameblade? En mand? ... de har bare været misundelige. Vi vil jo alle gerne vide, hvad kvinder i virkeligheden tænker på.

I den forbindelse har jeg endnu en indrømmelse: Jeg har over 4.500 indlæg på Womans gamle debatforum, Jubii. Jeg har skrevet spalte op og spalte ned om alt fra utroskab til ”hvor længe skal man vente med at ringe efter første date?” til håndtering af utålelige naboer. Jeg elsker at skrive om sådan nogle ting!

Så hvad er det, jeg kan tilbyde? Jo. Jeg har en skarp og satirisk pen. Jeg forestiller mig, at jeg kan fungere som et slags enmands mandepanel – gennem mig ville I altid have adgang til en maskulin vinkel på tingene. Jeg kan skrive artikler om spillet kønnene imellem, datinglivet, bylivet, hvorvidt tatoveringer er fedt eller ej, om førnævnte tatoveringer kan være feminine, om der er en sammenhæng mellem antallet af piercinger og hvor vild man er i sengen, etc. Og så kan jeg kan engang imellem skrive ting, der får folk til at grine. Ja, også kvinder. Her vil jeg gerne henvise til min fantastiske blog, Sandheden om alt. Blandt andet mine skriverier om Twilight-filmene tænker jeg kunne falde i jeres smag: http://sandhedomalt.blogspot.com/2009/09/twilight-er-en-stor-kop-nederen-lige.html og http://sandhedomalt.blogspot.com/2010/04/twilight-new-moon-opsummeret-i-tre.html .

Ikke udelukkende hat og briller
Min faglige baggrund finder jeg i mere end internetdebat og blogging. Jeg er kandidat i medievidenskab med suppleringsuddannelsen i retorik og formidling fra det glorværdige Aarhus Universitet. Jeg kommer netop fra et tremåneders barselsvikariat som kommunikationsmedarbejder ved [...] ... skrev nyhedsbreve, der blev læst af over 2.000 virksomheder ... i to år chefredaktør for [...], et medietidsskrift drevet af frivillige studerende. [...] ... håndtere seriøst journalistisk arbejde.

Personligt
Jeg er bosat i midten af Århus, men jeg er villig til at flytte for det rigtige job. At ansætte mig i denne stilling er selvfølgelig et sats på grund af mit køn og alt. Men det er et sats, som I ikke vil fortryde. Lad mig overbevise jer om det til en samtale.

Dagbog: En dag jeg (sandsynligvis) aldrig glemmer
Nu er jeg jo et utroligt overfladisk menneske, og der er ikke rigtig noget, der gør indtryk på mig. Og jeg er glemsom. Og jeg har ikke nogen sjæl. Men jeg vil alligevel sige dette: Dengang jeg mødte min sidste kæreste ... det ... kan jeg sådan svagt huske. Og de dele, jeg ikke kan huske, har jeg ikke noget problem med at lyve om!

Hun hed Tanya. Vi var begge engagerede i et stykke amatørteater i det nordlige Århus. Jeg som musiker – jeg sad bag klaveret i orkesteret – og hende som den kvindelige hovedrolle. Jeg mødte hende på dagen for vores generalprøve, efter hvilken vi skulle have en fest. Nu havde jeg selvfølgelig set hende før, men musikerne havde egentlig øvet for sig det meste af tiden, og vi havde ikke snakket sammen før. Men så var der generalprøve, og så satte hun sig ned ved siden af mig.

Og der sad hun så. Og hun havde store, fyldige æblekinder. Faste, men alligevel kvindelige, frodige former. Spraglet rødt, tydeligvis farvet hår. Et stort smil afslørede en nydelig række af mælkehvide tænder.

Jeg husker tydeligt, at vi sad tæt og sådan helt tilfældigt kom til at have mere kropskontakt, end man normalt ville have. Måske faldt min arm lige ned et sted, hvor den sådan halvt rørte hendes lår. Måske rykkede hun lidt tættere på mig. Der var et eller andet i luften. Lige før prøven var jeg så ude i baglokalet, hvor selvsamme pige fra før snakkede om, at vi alle skulle have noget tequila til festen om aftenen. Det ville hun stå for. Men om der ikke var en, der kunne tage citroner og salt med? Og der sprang jeg så til. Citroner og salt. Som den verdensmand, jeg er, kan jeg da nok godt lige levere nogle citroner og noget salt!

... hun glemte tequilaen. Jeg stod med mine citroner og salt og lignede en nar.

Men så var der heldigvis alligevel noget tequila i et skab, og søde alkoholtåger opstod.

Jeg sad og var cool og snakkede med nogle mennesker, da hun nærmede sig.
- ”Hey, Lynge, jeg har tænkt på – hvad hedder du egentlig rigtigt?”
- ”Jeg hedder Lynge rigtigt. Det er mit navn.”
- ”Jo, ja, men jeg tænkte på dit FORNAVN.”
- ”Lynge ER mit fornavn.”
- ”Det kan man jo ikke hedde.”
- ”Ahr! Det kan man nu godt. Det kan man nu godt. Der er for eksempel ... MIG, der hedder det til fornavn.”
- ”Haha, meget sjovt, nu skal vi rigtig tage røven på dumme Tanya og bilde hende alt muligt ind. Nu skal du fortælle mig, hvad du rigtigt hedder.”
- [finder kørekort frem] ”Lynge. Jeg hedder goddamn Lynge. Det er mit navn.”
- ”Guuuuuud, du HEDDER Lynge!! Du har fandeme et mærkeligt fornavn, Lynge. Og efternavn, egentlig. Du har et mærkeligt navn. Og hvor ser du dum ud på det her billede!”
- ”Tak, tak. Nå, men Tanya. Jeg har tænkt på. Hvad hedder du egentlig til fornavn?”

... jeg var selvfølgelig solgt. Og det var hun åbenbart også. Det varede ikke for evigt, men det var nogle smukke 14 dage, vi efterfølgende var kærester.

Ok, vi var kærester i lidt over et år. Men det var stadig smukt, når vi ikke rev hovederne af hinanden. Ah, fortiden. Fortiden er bedst!


[Jeg er ekspert i alt på denne forside]

Jeg fik ikke jobbet. Men ærlig talt ikke? Jeg føler lidt, at det er Woman, som er gået glip af noget her. Hvordan kunne de ikke se det smukke i det ovenstående?

Det KAN selvfølgelig også være det med, at de gerne ville have en kvinde. Hvem kunne også vide, at de faktisk mente det seriøst?

Næste gang regner jeg med at søge en stilling som ingeniør. Eller iransk tolk! ALLE har brug for mig, selv om de ikke selv ved det, og derfor får alle en goddamn ansøgning. Jeg kan virkelig ikke spilde min tid på at bekymre mig om, at jeg ikke har det rigtige køn eller den rigtige uddannelse til de jobs, der er derude. Den slags detaljer må nogle andre ligge og rode med. Jeg ved bare, at alle har brug for sådan en som mig. Også dig.

Knight and Day: Mænd skal være seje, og kvinder skal være bedårende små dådyr

Jeg har lige været inde og se Knight and Day. Det er som sådan ikke en film, jeg ville gå ind at se normalt, medmindre en afsindigt lækker pige havde overtalt mig til det. Det ... var ikke det, der skete. I stedet fik jeg på magisk vis fingre i nogle fribilletter til den. Og så skulle man jo være et skarn!


[Tom Cruise med irriterende overskud i Knight and Day]

Knight and Day går basalt set ud på, at Tom Cruise render rundt i to timer og sætter rekord i, hvor overdrevet episk cool man kan være. Der er ikke noget plot af betydning. Der er ikke nogen dybere mening. Der er bare Tom Cruise, som tæver umenneskeligt mange mennesker med skidt karakter, når han ikke springer i falskærm ud af styrtende fly eller laver åndssvage stunts på motorcykel, imens han skyder løs til højre og venstre. Altsammen med et overskudsagtigt smil på læberne og en ekstremt pædagogisk og romantisk tilgang til filmens kvindelige hovedperson: Cameron Diaz, der følger ham overalt. Hun har følgende funktioner i filmen:

1) Skrige hysterisk, mens Tom Cruise gør et eller andet monster sejt
2) Fucke tingene op for Tom Cruise, så han kan løse dem på eksemplarisk vis igen
3) Være en dum og ubehjælpsom, men dog forførende og sexet lille missekat.

Filmen handler så også om, hvordan bare LIDT af Tom Cruises awesomehed skal smitte af på Diaz.

Og han ER awesome. Én ting er, at han tæver alle i verden med det forbistrede overskudsagtige smil på læben hele tiden. Men han er også drømmemanden. En romantisk helt. Han kender knapt nok Diaz, men alligevel gør han følgende ting for hende. Han:

1) Tager sig tid til lige at få en drink og en hyggelig samtale med hende ombord på et fly, mens der ikke er nogen piloter til at styre flyet, og ethvert bare nogenlunde rationelt menneske ville sidde i cockpittet og forsøge at navigere
2) Har lavet en omelet, til når hun vågner om morgenen
3) Efterlader charmerende små sedler over alt til hende
4) Går igennem en regn af kugler for at give hende et lidenskabeligt kys, der kan overbevise hende om, at han er glad for at se hende
5) Tager hende med til en paradisisk ø, der tilfældigvis også er hans hjem
6) Tager hende med på et hæsblæsende og spændende eventyr, hvor han er den sikre guide og beskytter

Og når hun bliver FOR hysterisk, ikke? Så bedøver han hende bare! Så ryger hun sgu lige i fuld narkose. Hvor er det i øvrigt smukt. Hvorfor har ingen mænd tænkt på det noget før!? Jeg tør slet ikke tænke på alle de kuldsejlede forhold, jeg kunne have reddet på den måde.


[Nu ikke slå Tom, vel, Diaz. Tom er her for at beskytte dig!]

Nå, men hele dette setup er til tider sjovt, til tider lidt idiotisk. Og det er altsammen godt og fint. Lige til vi kommer til slutningen af filmen, hvor Cameron Diaz har erhvervet sig nogle af Tom Cruises maskuline kvaliteter og nu skal bruge dem til at REDDE HAM. Og det er jo klart, at hun skal blive til en mand, for vi ved jo alle, at mænd er mest handlekraftige og allround bare bedst. Men det gør hende bare LIGE LIDT MINDRE SEXET. Eller: Forstå mig ret – Cameron Diaz er i forvejen ikke lige mig. Men jeg anerkender hendes kejtede charme. Det er dog som om, at hun mister lidt af denne kejtede charme, da hun bliver super handlekraftig til sidst, kidnapper Cruise og således frelser ham fra at have et frit valg i forhold til, om han vil være sammen med hende eller ej.

Moralen: Mænd skal rende rundt og være monster seje, og kvinderne skal kigge beundrende på, mens de sidder og er fjollede og bedårende. :-) :-)

Og nu forestiller jeg mig, at Tom Cruise og jeg vækker 800 frådende og savlende feministers retmæssige vrede.

... og der vil jeg gerne sige: Jo, tak, men det er jo ikke helt let at skulle leve op til Tom Cruises standarder. Selv om han kun er halvanden meter høj. Jeg er ret glad for, at jeg ikke var inde at se filmen med et romantisk bekendtskab. Så skulle man helt garanteret lægge øre til åndssvage spørgsmål bagefter. Som f.eks.:

- ”Ville DU også gå igennem en regn af kugler for at komme hen og kysse mig? :-) Ville du det, hva’? Ville du det? Ej, hvorfor griner du? Det er altså et SERIØST SPØRGSMÅL!”
- ”Hvorfor har du egentlig aldrig lavet omelet til mig, når jeg vågner, hva’? Hva’? Hvorfor har du ikke det?”
- ”Hvorfor lægger du egentlig ikke sådan nogle små, søde og romantiske post its over det hele?”

Til hvilket man jo kun kan svare: ”Hvorfor render du egentlig aldrig hysterisk rundt og er lidt fjollet og sexet på sådan en sød-dum måde? Hvorfor gør du egentlig ikke ... vent. Du laver jo praktisk talt ikke andet. Forget I said anything!”

Nej, kvinder. Hold I bare fast i jeres lod her i livet. Det er nu engang lettest! Og hold lige min drink et øjeblik, mens jeg løfter den her tunge sten.