GOD FACEBOOK-STIL: EN MANUAL I AT LADE VÆRE MED AT VÆRE PISSEIRRITERENDE PÅ FACEBOOK

Der er tydeligvis en del forvirring omkring dette spændende emne, så nu forfatter jeg altså lige en manual i, hvordan du undgår at være pisseirriterende på facebook.

Mange af de ting, som jeg nævner her, gør mine egne facebookvenner heldigvis ikke. Eller: Nogle af tingene gør visse venner faktisk lidt. Og til jer, hvis fejl jeg pointerer: Undskyld, for faen. I er ikke dårlige mennesker, og jeg elsker også jer. Men altså, fra fulde folk og idioter på Internettet skal man høre sandheden. Og nu har jeg immervæk taget det på mine skuldre at fortælle hele verden Sandheden om alt. Og det inkluderer også sandheden om dig og dine pisseirriterende opdateringer på facebook.

Og hey: Jeg har alligevel for mange facebookvenner. Tohundredeogfemogtres! Det er flere, end jeg kan overskue eller tælle til. Hvis en enkelt eller to skulle ryge i svinget her, så er det sgu okay. :-) :-)

[Marv smadrer dig, hvis du er pisseirriterende på facebook]


Så altså. Du kan blive en sand stjerne på facebook, hvis du undgår disse tre simple ting. LAD VÆRE MED

1) AT VÆRE ET SAVLENDE BABY-MONSTER.

Jeg har en idé om, at især nogle kvinders identitet og kritiske sans sidder i brysterne. På den måde giver det mening, at de mister begge dele, når de får et barn - den lede unge suger den simpelthen ud af patterne på dem! Pludselig er barnet på deres profilbillede i stedet for dem selv. De ER der slet ikke længere. De er pludselig blevet til deres unge! Hvor der før var et rigtigt menneske med en rigtig personlighed og et rigtigt, bankende hjerte fyldt med håb, drømme og længsler, er der nu kun en form for blævrende ammehjerne. En ammehjerne, der sender statusopdateringer ud i universet, som afhang den nyfødtes liv af, hvor meget ligegyldigt, babyrelateret lort de kan poste på facebook.

Og jeg bliver bekymret. Det gør jeg sgu. Alle statusopdateringer handler om ungen, og der er ikke bare et gran af selvindsigt eller selvironi inkluderet i dem. Hvis der dog bare var det! Hvis der dog bare var en enkelt "Hold kæft mand. Jeg sander pludselig, at mine sidste ti statusopdateringer har handlet om min lede unge. Nu går jeg ud på toilettet og tager noget coke, og så ses vi på NASA. Så må ungen være unge så længe!" Sådan en statusopdatering ville meget seriøst være et sundhedstegn.

Se, jeg har ikke noget imod statusopdateringer om folks unger, hvis de er bare perifert interessante. En af mine facebookvenner havde en statusopdatering for et stykke tid siden, der lød således: "Øhm, min søn kom lige og gav mig en kold øl - helt af sig selv. Tror aldrig jeg oplever et stoltere øjeblik. . ." Se det er fandeme en statusopdatering, man kan forholde sig til. OG ungen er inkluderet i den. Der er lissom noget identifikation, ikke? Tænk over NYHEDSKRITERIERNE, hvis I opdaterer om jeres åndssvage avl. Er der noget identifikation, sensation, aktualitet, hvad som helst i? Og nej, det er ikke en sensation, hvis din unge nu pludselig kan gå fem skridt i stedet for fire.


2) AT VÆRE EN IRRITERENDE LILLE EMO.

Hvis du nogensinde har skrevet en statusopdatering i stil med "... er tænksom ...", så er det dig, jeg kigger på. Det er sådan en forpulet 4. klassesstrategi, hvor ophavsmanden eller -kvinden til statusopdateringen forventer, at man skriver "EJ, HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD ER DET DOG, DU TÆNKER PÅ!?".

Og SÅ har den irriterende emo magten. "Ja, det kunne du lide at vide, hva'? JEG TÆNKER PÅ NOGET SPÆNDENDE OG LIDT HEMMELIGT. Men nu skriver jeg bare ... "... på fremtiden." Ja. Det er skidegodt." Og SÅ er det meningen, at man skal skrive: "HVAD MED FREMTIDEN? HVAD MED FREMTIDEN? HVAD TÆNKER DU DOG PÅ MED DEN LEDE FREMTID?" Og så ved den irriterende lille emo godt, at den snart ikke kan trækkes længere ud. Og der meldes endelig ekstremt kedelig og beige kulør:

"På at købe hus en dag/hvad jeg skal have at spise i aften/hvordan jeg kommer til Kalundborg/ik' noget alligevel".

Og man har bare lyst til at rive øjnene ud af hovedet på den lede emo.

"... er tænksom ..." er bare et eksempel. "Er trist" er endnu et, som muligvis er værre. HVAD er du dog trist over? Grrrrr! Din NAR. Hvis du rent faktisk ER trist, så tag den dog i et andet forum! Jeg går fuldstændig amok, når jeg ser sådan noget. Og jeg får lyst til at skrive "Husk at snitte på langs og ikke på tværs. It's not across the road - it's dooooown the highway!" /sociopat


3) AT VÆRE EN INDISKRET NAR.

Du er en indiskret nar, hvis du udstiller dit privatliv unødigt på facebook. I den milde afdeling er at broadcaste for hele verden, når det er gået i stykker mellem dig og din kæreste. Som udgangspunkt ender det jo ud over facebook, når du skifter civilstatus - f.eks. fra "I et forhold med Mia Jammerlund Grædegaard" til "Single" - tidligere akkompagneret af et teatralsk hjerte i to stykker, men nu trods alt kun akkompagneret af et helt hjerte. DEN FUNKTION KAN DU SLÅ FRA I DINE PRIVATINDSTILLINGER.

På den måde undgår du, at dine bekymrede, men stadig retarderede facebookvenner og -veninder skriver ting som

"Ai, hvad skete der!? I var så søde sammen!1!"

eller

"Hun var fandeme også en so, Jesper. Det har jeg altid ment. Nu går vi to ud og drikker nogle bajere og knalder nogle damer. Så er hun hurtigt ude af systemet!".

Eller at de liderlige og små-dumme af dine facebookvenner synes godt om din nye "Single"-status. Idioter.

Stadig i den milde, men dog også i den grænseløst irriterende afdeling er konstante kærlighedserklæringer til en kæreste over facebook. "Patrice Nederbæk Elsker sin kæreste! <3 <3 <3" Luk. Røven. Patrice. Alle er sygt ligeglade.

I den mere grelle afdeling er ekstremt intime og private opgør over facebooks wall. Det er der et utal af eksempler på på lamebook og diverse andre steder, og alle ved, det er forfærdeligt, så det vil jeg ikke dvæle mere ved.

...

Det var det for denne gang! Hvis I har andre forslag til god facebook-etikette, så giv endelig lyd. Ellers: Lad julefreden sænke sig . Julen er jo hjerternes tid (og mit er tilsyneladende sort som kul).

Tid til en romantisk stund med Mulder fra X-Files!

Jeg har lige opdaget Californication - og efterfølgende set halvanden sæson i streg. Efter du læser dette, kommer du også til at se halvanden sæson i streg. Ellers får du ingen julegaver. Sådan er det!

Californication handler om Hank Moody, spillet af fallerede David ’Fox Mulder’ Duchovny. Og Hank Moody, ikke? Han er bare en goddamn rockstjerne. Han er en falleret forfatter, der ikke bestiller andet end at knalde damer, drikke whisky og ryge smøger – og så knalde nogle flere damer. Han når praktisk talt ikke at vaske duften af dugfrisk skedesekret væk fra sit skægstubbede fjæs, før han skal forholde sig til endnu en stangliderlig, stritbrystet skønhed, der drypper af glæde over Hanks sovekammerøjne. Han kan ikke sidde til en familiemiddag, uden at hans eks-kones nye fyrs 16-årige datter sidder med hånden nede i skridtet på ham. En 16-årig datter, som han i øvrigt kom til at knalde ved et uheld, før han fandt ud af, hvem hun var - og hvor gammel hun var.

[Jep. 16 søde år, og så tilfældigvis også ragende sociopat.]

Måden, som Hank Moody tiltrækker denne kavalkade af letpåklædte og letlevende kvinder på, er, at han basalt set bare er en rigtig stor, arrogant skægstubbet nar. Hvorfor jeg naturligvis straks identificerede mig med ham. Arrogant nar og skægstubbe er sgu også primært det, jeg har kørende for mig med damerne. Og kraftedeme om Hank Moody ikke også har en blog, som han opdaterer alt for sjældent! Shit mand, jeg mangler bare at få mig et latterligt navn ladet med tung symbolisme, knalde 800 damer, få en datter, blive 45, blive rig-ish på et par knaldromaner og begynde at ryge, så ER jeg pludselig Hank Moody! Wup wup! Wup ... wup.

Nå. Men. Hank Moodys bedste (og eneste) ven er hans manager Charlie Runkle, som egentlig er i et forhold, men som har forkærlighed for rigtig hård onani på arbejdet og S/M med sin sekretær. Charlie er en skaldet og lidt bamset fyr, der på den ene side fungerer som støtte og support for Hank, men som på den anden side er en kummerlig, kokainsniffende og sit eget liv-ødelæggende tegning. Han er gift med Marcy Runkle, en også kokainsniffende, hashrygende og storkæftet skønhedssalonarbejderske.

[Hundredetusindevis af episoder i stil med billedet]

Alt det her får serien til at lyde som en overfladisk, pikspillende parodi. Og det er den også lidt. Men budskabet i Californication er sådan set grundlæggende gode, traditionelle familieværdier og TOSOMHED. Ja,det er nemlig rigtigt. Tosomhed og romantisk kærlighed! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, kunne man retteligt indvende? Skrev jeg ikke lige, at Hank Moody pløjede sig igennem det halve Los Angeles i bedste overfladiske pikansjos-stil? Jo, og det gør han også. Men han gør det, alt imens han er hovedkuls forelsket i sin eks-kæreste Karen, som han har sin 12-årig datter med. Og hele tiden og igen forsøger han at forføre hende og finde tilbage til hende. Og hele tiden og igen er han et røvhul over for Karens nye kæreste Bill, hvilket også bare er smukt.

Hank Moody viser sig at være en ekstremt underlig familiemand, som faktisk elsker sin datter meget højt – og som på sin egen, absurde måde er en form for god far.

Og det taler jo til sådan en gammel softie som mig. Det gør det. Der må jeg være ærlig.

[Objektet for Hanks kærlighed, Karen, spillet af Natascha McElhone. Hun er 41 år gammel, men jeg er sgu også lidt forelsket i hende. Det er jeg!]

Hvad der også taler til mig, er, at Hank virkelig forsøger at opføre sig som en god fyr over for Karen. Han var hende ikke utro, da de var sammen. Og han prøver sådan at gøre det rigtige, når det kommer til hende. Men ofte SKER der bare et eller andet, der gør, at han pludselig står i et dårligt lys. Og så skal han hustle sig ud af den situation. Altså, for fanden, har vi ikke allesammen prøvet, at vores bedste ven var liderlig, men at pigen, han bagte på, kun ville knalde med ham, hvis vi også medvirkede? Og så dukker der pludselig damer op midt i den seance – damer, som rent faktisk BETYDER noget for os – og så ser det hele ikke skide godt ud? Det har vi sgu da allesammen oplevet. Det har vi da. Nå, men pointen er, Californication også taler den smadrede, men dybest set godhjertede mands sag. Og det er da dejligt. Det er det!

Californication formår altså at kombinere en sand myriade af afklædte bryster – og amoralsk omgang med førnævnte bryster – med ROMANTIK. Den taler på sin vis for at opføre sig godt-ish i en fucked up verden fyldt med vold, sex og stoffer. Det er nice.

Så altså. Tag din kæreste i hånden, tag nogle baner, tænd nogle stearinlys og se noget Californication. Sammen redefinerer vi romantikken!

The Blind Side: Historien om perfekte Sandra Bullock

De der amerikanere er bare vilde med Sandra Bullock. Hendes seneste film, The Blind Side, har indtjent 255 millioner dollars i USA. I oscarshowet blev den nomineret til årets bedste film, og den vandt en oscar hjem til Bullock for bedste kvindelige hovedrolle. Samtidigt ligger den med en rigtig pæn rating på 7,7 på The Internet Movie Database.

Der synes at være bred enighed om, at det skulle være en helt seværdig film.

Derfor lod jeg mig overtale til at se den. Det gjorde jeg. Lad mig fortælle lidt om den oplevelse.

[Sandra Bullock som perfekte Leigh Anne Tuohy i The Blind Side]

The Blind Side er den SANDE HISTORIE om en god kristen kvinde, Leigh Anne Tuohy, spillet af SANDRA BULLOCK. Og det, der er med Leigh Anne Tuohy, ikke? Det er, at hun er perfekt. Hun er rig og smuk og god, som dagen er lang. Hun har ikke en eneste dårlig hårdag nogensinde, hendes børn er nogle charmerende, accepterende og succesrige små charmetrolde, hendes mand er rig, kærlig og lækker. Leigh Anne Tuohy er naturligvis INDRETNINGSARKITEKT, fordi alt omkring hende skal være lige så perfekt indrettet som hende selv. Ellers kan hun simpelthen ikke holde det ud.

En dag støder Leigh Anne Tuohy på en neger. Det er en sjældenhed, der hvor hun færdes! Med sit skarpe og observante blik ser Leigh Anne Tuohy, at negeren IKKE ER PERFEKT. Han er lidt ussel og har for lidt tøj på. Forfærdet skynder hun sig hen til ham.

”Du kan sgu da ikke gå rundt og ligne sådan en stor, sort hængemule her i mit perfekte kvarter! Den slags duer ikke i MIT PERFEKTE LIV. Skynd dig ind i min bil, før nogen ser dig!”

Og negeren gør naturligvis som Leigh Anne siger, for hun får nemlig altid sin vilje.

Og SÅ skynder Leigh Anne sig at købe noget nyt tøj til negeren, så han kan se repræsentabel ud. Og så hyrer hun en privatlærer til ham, så han kan blive lidt mindre dum at høre på. Og for at han ikke skal gå rundt og ligne en nar, så køber hun sgu også lige en bil til ham. Og så sender hun ham ud på den store footballbane, hvor alle negerne hører hjemme, så han kan skabe et liv for sig selv. Fordi det ER jo den eneste mulighed for succes, hvis man er en ydmyg neger.

Leigh Anne spørger hele tiden negeren om en masse ting. Hvad laver din mor? Hvad laver din far? Hvad laver din bror? Og negeren svarer: Hun er luder og narkoman, han faldt ned i en kødkværn på fabrikken, han sælger crack til mindreårige. Til sidst holder Leigh Anne helt op med alle sine retarderede sprøgsmål. Men først efter vi har fået etableret, at det er en MEGET YDMYG NEGER, og at Leigh Anne er et MEGET GODT MENNESKE, fordi hun frelser sådan en ydmyg neger.

Leigh Anne er meget glad for sit nye neger-accessorie. Det er hun. Hun fortæller sine venner om negeren og får sig positioneret som en meget mere moralsk person og i det hele taget som et bedre menneske end dem på grund af negeren. Det er hun meget glad for. Det er hun.

Og så sidder hun så der sammen med sine stok-konservative venner og sin stok-konservative mand og stemmer på de stok-konservative republikanere. For Amerika, ikke? Mulighedernes land, for faen. Du kan jo SE, at du kan klare den, selv om du bliver født som en fattig, ydmyg neger i den sorteste ghetto. Du skal bare være heldig nok til at falde over en styrtende rig sugar-mama, som er villig til at investere tusindvis og atter tusindvis af dollars i dig.

Amerika. Det virker bare, det pis.

Lad være med at se The Blind Side.

Lynanmeldelser af film, del 2

På et tidspunkt for hundrede år siden kørte jeg noget, jeg kaldte for lynanmeldelser af film. Nu er tiden kommet til det igen:




INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.




COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!




IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.




ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.




SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.

...

Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!

Twilight: Eclipse - en milliard teenagepiger kan snildt tage fejl

Jeg var meget i tvivl, om jeg ville skrive mere om Twilight. Det er som om, at jeg lidt har sagt det, jeg gerne ville sige om de film. Men nu gør jeg det altså alligevel. Jeg skriver et par ord om den lede 3’er. Og det gør jeg, fordi den giver et interessant indblik i kvindekønnets natur.

Twilight: Eclipse er skrevet af Stephenie Meyer, og den handler om hendes helt afsindigt store ego og hendes patetiske prinsessedrømme. Og det, jeg har tænkt mig at gøre lige nu, ikke? Det er at gøre Stephenie Meyer til talskvinde for alle kvinder i verden. ”Men Lynge, det er jo ikke rime..” Sschhs. :-) Beslutningen er taget! Baf, sådan der. Nu taler Stephenie Meyer for alle kvinder. Ja, det skete lige.

Og hvad er det så, hun siger?

Jo, for at kunne svare på det, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker i Eclipse.

ECLIPSE FOR DUMMIES
Basically, så er omdrejningspunktet i Eclipse jo den her vampyr-bitch, Victoria, der bare vil mega dræbe vores elskede emo-mutte hovedperson, Bella Swan. Det vil hun for at hævne sig på Bellas kæreste, Edward, den heltemodige tofu-vampyr, fordi Edward dræbte Victorias kæreste engang. Og nu skal Edward altså mærke den samme lede vampyrsmerte, som Victoria lever med.

Nå, men Victoria betilte jo ikke andet i 2’eren end at rende herre hurtigt rundt i høje hæle i en skov. Og hun skuffer da heller ikke denne gang: Igen render hun rundt i stilletter i en skov som en imbecil. Når hun ikke gør det, så har hun imidlertid rigtig travlt med at lave en hel hær af vampyrer, som kan hjælpe hende med at tage ned og smadre Bella, Edward og Edwards familie.


[Tid til at fyre den af med stilletter i skoven]

Vi får indledningsvist det indtryk, at VARULVEN JACOB endelig så småt har fattet, at der ikke ligefrem er akut fisse i farvandet for hans vedkommende, når det kommer til Bella. Han holder sig væk. Og det er da i virkeligheden også for galt. Ingen kvinde kan i sandhed være lykkelig, uden at der render en flok kastrerede hanhunde rundt for fødderne af hende. Så efter en sund snak med sin far tager Bella ud til Jacob for at VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den af syne igen, og så VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den igen, som hun nu har for vane. Jacob, som den ragende idiot han er, falder i med begge ben og dedikerer sit liv til at jagte Bella savlende rundt, hvor end hun måtte være.


[Sådan ser man ud, når man stadig ikke har fattet så meget af, hvad der foregår]

NÅ. MEN: Victoria får lavet sin lede hær, og de tager ned for at smadre Bella. Bella har dog heldigvis en hel familie af vampyrer, der er klar til at ofre deres udødelighed for hendes skyld af årsager, som denne skribent ikke er hundrede procent bekendt med. OG – på grund af alt det filet-vifteri – så vil Jacob og hele hans slæng af retarderede varulve pludselig OGSÅ hjælpe med at beskytte Bella! Også selv om det betyder, at de skal arbejde sammen med deres dødsfjender, vampyrerne.

Vi får at vide, at nyskabte vampyrer er noget af det mest bad-ass, man overhovedet kan komme i nærheden af. De er stærkere, hurtigere og mere blodtørstige end gamle vampyrer. Ikke desto mindre lykkes det ikke denne nyskabte hær af dræbermaskiner af slå bare ÉN vampyr eller varulv ihjel. Hæren dør, Bella er reddet, alle elsker Bella, The End.


[Nøglen til popularitet: Mundvigene nedad]

SKARPSINDIG ANALYSE
Lad os lige kort opsummere, hvilke kort Bella har på hånden i denne film. Hun har en betænksom og romantisk kæreste i form af Edward. Ganske enkelt ridderen på den blege hest. Han vil gøre alt for hende, og hun elsker ham inderligt. Samtidigt har hun en dedikeret tilbeder i Jacob, en arketypisk bad-boy, som er tatoveret og trænet ud af denne verden. Jacob vil OGSÅ gøre alt for hende. Han er loyal som en hund. Begge to nogle flotte fyre. ENDVIDERE har Bella adskillige klaner af vampyrer og varulve, der er klar til at ofre deres liv i dødelig kamp for hende OG i øvrigt arbejde sammen med deres dødsfjender i den sammenhæng.

UDEN AT OVERDRIVE KAN MAN NOK GODT SIGE, AT GODE GAMLE BELLA HAR RET GODE KORT PÅ HÅNDEN.

Og hvorfor? Hvordan kan det være, at det går så godt for Bella? Er det fordi, at hun er specielt talentfuld på nogen måde? Er hun specielt lækker? Er det fordi, hun er specielt klog? Er det på grund af hendes omfattende livserfaring? Har hun bare EN enkelt egenskab, der sætter hende lidt ud over det dræbende ordinære?

NEJ, DET HAR HUN IKKE. Hun kunne være hvem som helst. Hun kunne være din nabo. Hun kunne være din kollega. Hun kunne være Stephenie Meyer. Åhh, gid hun dog havde været Stephenie Meyer, hva’, Stephenie? Det kunne du nok godt tænke dig. Så kunne du have lukreret på din middelmådige personlighed i stedet for på dine middelmådige bøger. Eventyret kunne have været virkelighed i stedet for fantasi!

Og denne pointe fører mig akut videre til en anden vigtig pointe: Drenge idoliserer mænd, der rent faktisk kan noget. James Bond, Iron Man, HELTENE. For satan, hvor vil vi gerne være de seje helte! Men Stephanie ønsker noget helt andet. Hun ønsker at sidde og være middelmådig og ALLIGEVEL have et spændende og eventyrligt liv, et harem af smukke, loyale mennesker, der vil ofre livet på hendes bekostning, dyriske bejlere, der ikke fatter en afvisning, men bare for evigt hælder lækker bekræftelse ned i halsen på hende OG selvfølgelig den episke prins på den blege hest!

Moralen: Du behøver ikke at være modig, klog, initiativrig eller dygtig. Selv om du sidder og er tåbelig og middelmådig på alle måder, så kan dit liv også blive et eventyr!

...

Stram op, Stephenie.

Og med Stephenie, der mener jeg alle kvinder i verden.

Kompromisløs jobsøgning

Jeg leder efter et job for tiden. I den forbindelse faldt jeg over en jobannonce fra Woman. De søgte en journalist.


[Jeg ved, hvad denne kvinde tænker på. Faktisk ved jeg, hvad alle kvinder tænker på.]

Jeg tænkte:

1) Jeg er så sej, at jeg kan få det her job på Woman, selv om jobannoncen tydeligt indikerer, at de vil have en kvinde.
2) Jeg er så sej, at jeg kan skrive på min vanlige facon, der INGENLUNDE ligner skriverierne i Woman, og stadig få jobbet.
3) Woman trænger til at blive revolutioneret af et epokegørende geni som mig.
4) Hvis de mod forventning ikke skulle ønske at ansætte mig, så har de simpelthen ikke forstået noget som helst, og så vil jeg ikke arbejde der alligevel.

MED DEN TVINGENDE LOGIK skrev jeg en ansøgning, som jeg har censureret lidt i, men som i det store hele er præsenteret sådan, som jeg sendte den. Under ansøgningen er der en dagbog fra en dag, jeg aldrig glemmer. Det skulle man nemlig vedlægge.

En ny vinkel på WOMAN!
Ja, jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme: Jeg er en 26-årig mand, som ikke er bøsse eller sindssyg eller på anden måde kvalificeret til at tale på kvinders vegne. Jeg ved ikke noget om make-up. Jeg kigger med ærbødig interesse og forundring, når kvinder udfører deres underlige ritualer i badeværelset. Jeg ved ikke noget om tøj. Jeg har altid syntes, at højtaljede nederdele var grimme og mærkelige, men er efterfølgende blevet belært af diverse eks-kærester om, at det var ”moden”. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at Danmark ikke var ved at blive invaderet af amazone-krigere, men at gladiatorsandaler var blevet trendy.

Det er imidlertid ikke interessen for det modsatte køn, der mangler. Jeg har mangen en gang siddet på en sandwichbar i Århus og smuglæst Woman til min egen store fornøjelse, mens jeg dog har mærket de andre mænds dømmende blikke: Sidder han virkelig der og læser dameblade? En mand? ... de har bare været misundelige. Vi vil jo alle gerne vide, hvad kvinder i virkeligheden tænker på.

I den forbindelse har jeg endnu en indrømmelse: Jeg har over 4.500 indlæg på Womans gamle debatforum, Jubii. Jeg har skrevet spalte op og spalte ned om alt fra utroskab til ”hvor længe skal man vente med at ringe efter første date?” til håndtering af utålelige naboer. Jeg elsker at skrive om sådan nogle ting!

Så hvad er det, jeg kan tilbyde? Jo. Jeg har en skarp og satirisk pen. Jeg forestiller mig, at jeg kan fungere som et slags enmands mandepanel – gennem mig ville I altid have adgang til en maskulin vinkel på tingene. Jeg kan skrive artikler om spillet kønnene imellem, datinglivet, bylivet, hvorvidt tatoveringer er fedt eller ej, om førnævnte tatoveringer kan være feminine, om der er en sammenhæng mellem antallet af piercinger og hvor vild man er i sengen, etc. Og så kan jeg kan engang imellem skrive ting, der får folk til at grine. Ja, også kvinder. Her vil jeg gerne henvise til min fantastiske blog, Sandheden om alt. Blandt andet mine skriverier om Twilight-filmene tænker jeg kunne falde i jeres smag: http://sandhedomalt.blogspot.com/2009/09/twilight-er-en-stor-kop-nederen-lige.html og http://sandhedomalt.blogspot.com/2010/04/twilight-new-moon-opsummeret-i-tre.html .

Ikke udelukkende hat og briller
Min faglige baggrund finder jeg i mere end internetdebat og blogging. Jeg er kandidat i medievidenskab med suppleringsuddannelsen i retorik og formidling fra det glorværdige Aarhus Universitet. Jeg kommer netop fra et tremåneders barselsvikariat som kommunikationsmedarbejder ved [...] ... skrev nyhedsbreve, der blev læst af over 2.000 virksomheder ... i to år chefredaktør for [...], et medietidsskrift drevet af frivillige studerende. [...] ... håndtere seriøst journalistisk arbejde.

Personligt
Jeg er bosat i midten af Århus, men jeg er villig til at flytte for det rigtige job. At ansætte mig i denne stilling er selvfølgelig et sats på grund af mit køn og alt. Men det er et sats, som I ikke vil fortryde. Lad mig overbevise jer om det til en samtale.

Dagbog: En dag jeg (sandsynligvis) aldrig glemmer
Nu er jeg jo et utroligt overfladisk menneske, og der er ikke rigtig noget, der gør indtryk på mig. Og jeg er glemsom. Og jeg har ikke nogen sjæl. Men jeg vil alligevel sige dette: Dengang jeg mødte min sidste kæreste ... det ... kan jeg sådan svagt huske. Og de dele, jeg ikke kan huske, har jeg ikke noget problem med at lyve om!

Hun hed Tanya. Vi var begge engagerede i et stykke amatørteater i det nordlige Århus. Jeg som musiker – jeg sad bag klaveret i orkesteret – og hende som den kvindelige hovedrolle. Jeg mødte hende på dagen for vores generalprøve, efter hvilken vi skulle have en fest. Nu havde jeg selvfølgelig set hende før, men musikerne havde egentlig øvet for sig det meste af tiden, og vi havde ikke snakket sammen før. Men så var der generalprøve, og så satte hun sig ned ved siden af mig.

Og der sad hun så. Og hun havde store, fyldige æblekinder. Faste, men alligevel kvindelige, frodige former. Spraglet rødt, tydeligvis farvet hår. Et stort smil afslørede en nydelig række af mælkehvide tænder.

Jeg husker tydeligt, at vi sad tæt og sådan helt tilfældigt kom til at have mere kropskontakt, end man normalt ville have. Måske faldt min arm lige ned et sted, hvor den sådan halvt rørte hendes lår. Måske rykkede hun lidt tættere på mig. Der var et eller andet i luften. Lige før prøven var jeg så ude i baglokalet, hvor selvsamme pige fra før snakkede om, at vi alle skulle have noget tequila til festen om aftenen. Det ville hun stå for. Men om der ikke var en, der kunne tage citroner og salt med? Og der sprang jeg så til. Citroner og salt. Som den verdensmand, jeg er, kan jeg da nok godt lige levere nogle citroner og noget salt!

... hun glemte tequilaen. Jeg stod med mine citroner og salt og lignede en nar.

Men så var der heldigvis alligevel noget tequila i et skab, og søde alkoholtåger opstod.

Jeg sad og var cool og snakkede med nogle mennesker, da hun nærmede sig.
- ”Hey, Lynge, jeg har tænkt på – hvad hedder du egentlig rigtigt?”
- ”Jeg hedder Lynge rigtigt. Det er mit navn.”
- ”Jo, ja, men jeg tænkte på dit FORNAVN.”
- ”Lynge ER mit fornavn.”
- ”Det kan man jo ikke hedde.”
- ”Ahr! Det kan man nu godt. Det kan man nu godt. Der er for eksempel ... MIG, der hedder det til fornavn.”
- ”Haha, meget sjovt, nu skal vi rigtig tage røven på dumme Tanya og bilde hende alt muligt ind. Nu skal du fortælle mig, hvad du rigtigt hedder.”
- [finder kørekort frem] ”Lynge. Jeg hedder goddamn Lynge. Det er mit navn.”
- ”Guuuuuud, du HEDDER Lynge!! Du har fandeme et mærkeligt fornavn, Lynge. Og efternavn, egentlig. Du har et mærkeligt navn. Og hvor ser du dum ud på det her billede!”
- ”Tak, tak. Nå, men Tanya. Jeg har tænkt på. Hvad hedder du egentlig til fornavn?”

... jeg var selvfølgelig solgt. Og det var hun åbenbart også. Det varede ikke for evigt, men det var nogle smukke 14 dage, vi efterfølgende var kærester.

Ok, vi var kærester i lidt over et år. Men det var stadig smukt, når vi ikke rev hovederne af hinanden. Ah, fortiden. Fortiden er bedst!


[Jeg er ekspert i alt på denne forside]

Jeg fik ikke jobbet. Men ærlig talt ikke? Jeg føler lidt, at det er Woman, som er gået glip af noget her. Hvordan kunne de ikke se det smukke i det ovenstående?

Det KAN selvfølgelig også være det med, at de gerne ville have en kvinde. Hvem kunne også vide, at de faktisk mente det seriøst?

Næste gang regner jeg med at søge en stilling som ingeniør. Eller iransk tolk! ALLE har brug for mig, selv om de ikke selv ved det, og derfor får alle en goddamn ansøgning. Jeg kan virkelig ikke spilde min tid på at bekymre mig om, at jeg ikke har det rigtige køn eller den rigtige uddannelse til de jobs, der er derude. Den slags detaljer må nogle andre ligge og rode med. Jeg ved bare, at alle har brug for sådan en som mig. Også dig.

Knight and Day: Mænd skal være seje, og kvinder skal være bedårende små dådyr

Jeg har lige været inde og se Knight and Day. Det er som sådan ikke en film, jeg ville gå ind at se normalt, medmindre en afsindigt lækker pige havde overtalt mig til det. Det ... var ikke det, der skete. I stedet fik jeg på magisk vis fingre i nogle fribilletter til den. Og så skulle man jo være et skarn!


[Tom Cruise med irriterende overskud i Knight and Day]

Knight and Day går basalt set ud på, at Tom Cruise render rundt i to timer og sætter rekord i, hvor overdrevet episk cool man kan være. Der er ikke noget plot af betydning. Der er ikke nogen dybere mening. Der er bare Tom Cruise, som tæver umenneskeligt mange mennesker med skidt karakter, når han ikke springer i falskærm ud af styrtende fly eller laver åndssvage stunts på motorcykel, imens han skyder løs til højre og venstre. Altsammen med et overskudsagtigt smil på læberne og en ekstremt pædagogisk og romantisk tilgang til filmens kvindelige hovedperson: Cameron Diaz, der følger ham overalt. Hun har følgende funktioner i filmen:

1) Skrige hysterisk, mens Tom Cruise gør et eller andet monster sejt
2) Fucke tingene op for Tom Cruise, så han kan løse dem på eksemplarisk vis igen
3) Være en dum og ubehjælpsom, men dog forførende og sexet lille missekat.

Filmen handler så også om, hvordan bare LIDT af Tom Cruises awesomehed skal smitte af på Diaz.

Og han ER awesome. Én ting er, at han tæver alle i verden med det forbistrede overskudsagtige smil på læben hele tiden. Men han er også drømmemanden. En romantisk helt. Han kender knapt nok Diaz, men alligevel gør han følgende ting for hende. Han:

1) Tager sig tid til lige at få en drink og en hyggelig samtale med hende ombord på et fly, mens der ikke er nogen piloter til at styre flyet, og ethvert bare nogenlunde rationelt menneske ville sidde i cockpittet og forsøge at navigere
2) Har lavet en omelet, til når hun vågner om morgenen
3) Efterlader charmerende små sedler over alt til hende
4) Går igennem en regn af kugler for at give hende et lidenskabeligt kys, der kan overbevise hende om, at han er glad for at se hende
5) Tager hende med til en paradisisk ø, der tilfældigvis også er hans hjem
6) Tager hende med på et hæsblæsende og spændende eventyr, hvor han er den sikre guide og beskytter

Og når hun bliver FOR hysterisk, ikke? Så bedøver han hende bare! Så ryger hun sgu lige i fuld narkose. Hvor er det i øvrigt smukt. Hvorfor har ingen mænd tænkt på det noget før!? Jeg tør slet ikke tænke på alle de kuldsejlede forhold, jeg kunne have reddet på den måde.


[Nu ikke slå Tom, vel, Diaz. Tom er her for at beskytte dig!]

Nå, men hele dette setup er til tider sjovt, til tider lidt idiotisk. Og det er altsammen godt og fint. Lige til vi kommer til slutningen af filmen, hvor Cameron Diaz har erhvervet sig nogle af Tom Cruises maskuline kvaliteter og nu skal bruge dem til at REDDE HAM. Og det er jo klart, at hun skal blive til en mand, for vi ved jo alle, at mænd er mest handlekraftige og allround bare bedst. Men det gør hende bare LIGE LIDT MINDRE SEXET. Eller: Forstå mig ret – Cameron Diaz er i forvejen ikke lige mig. Men jeg anerkender hendes kejtede charme. Det er dog som om, at hun mister lidt af denne kejtede charme, da hun bliver super handlekraftig til sidst, kidnapper Cruise og således frelser ham fra at have et frit valg i forhold til, om han vil være sammen med hende eller ej.

Moralen: Mænd skal rende rundt og være monster seje, og kvinderne skal kigge beundrende på, mens de sidder og er fjollede og bedårende. :-) :-)

Og nu forestiller jeg mig, at Tom Cruise og jeg vækker 800 frådende og savlende feministers retmæssige vrede.

... og der vil jeg gerne sige: Jo, tak, men det er jo ikke helt let at skulle leve op til Tom Cruises standarder. Selv om han kun er halvanden meter høj. Jeg er ret glad for, at jeg ikke var inde at se filmen med et romantisk bekendtskab. Så skulle man helt garanteret lægge øre til åndssvage spørgsmål bagefter. Som f.eks.:

- ”Ville DU også gå igennem en regn af kugler for at komme hen og kysse mig? :-) Ville du det, hva’? Ville du det? Ej, hvorfor griner du? Det er altså et SERIØST SPØRGSMÅL!”
- ”Hvorfor har du egentlig aldrig lavet omelet til mig, når jeg vågner, hva’? Hva’? Hvorfor har du ikke det?”
- ”Hvorfor lægger du egentlig ikke sådan nogle små, søde og romantiske post its over det hele?”

Til hvilket man jo kun kan svare: ”Hvorfor render du egentlig aldrig hysterisk rundt og er lidt fjollet og sexet på sådan en sød-dum måde? Hvorfor gør du egentlig ikke ... vent. Du laver jo praktisk talt ikke andet. Forget I said anything!”

Nej, kvinder. Hold I bare fast i jeres lod her i livet. Det er nu engang lettest! Og hold lige min drink et øjeblik, mens jeg løfter den her tunge sten.

Et marathon i dum, del 2

Synet var dette:



... og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Jeg har taget en hellig tavshedsed. Nej, seriøst. Jeg beklager. Men sådan er det desværre. Hvis jeg siger noget, så ... jeg kan ikke tale om det. Eller jeg kan godt tale om det, men hvis du læser det nedenstående, er jeg desværre nødt til at slå dig ihjel. Jeg er perfekt, og jeg udrydder konsekvent alle beviser og personer, der kan sige det modsatte.

...

...

Fordi mine venner så ud, som det er skildret på exhibit A (se oven for), indså jeg hurtigt, at aftenen ville være uudholdelig som tilnærmelsesvis ædru. Jeg drak jeg mig hurtigt på niveau (og med det mener jeg over niveau), udstyrede mig med omtrent 100 glowsticks og gik ind til koncerten. Pludselig var alle omkring mig i bar overkrop, og jeg havde en skjorte på, der ret beset ikke var min. Det glemte jeg imidlertid og vadede ud fra koncerten, før den var slut, fordi jeg måske lidt følte, at der var opbrudsstemning (det var der ikke).

Så ringede jeg til min kammerat, jeg skulle overnatte hos. Han var på en bar på Istedgade, men boede på Sankt Hans Torv. Jeg tog straks en taxa til Sankt Hans Torv, fordi jeg vidste, at det var herre centralt - ligesom Istedgade! Så kunne jeg bare lige gå fra Sankt Hans Torv hen til Istedgade og få nøglerne af min kammy. Det virkede som en god idé på det tidspunkt (det var det ikke).

På Sankt Hans Torv imponerede jeg lige en pige med min overraskende evne til næsten at konstruere en sammenhængende sætning. Og fra Sankt Hans Torv tog jeg så en endnu en taxa til Istedgade, hvorfra min kammerat så var så elskværdig at gi' taxaen tilbage til Sankt Hans Torv igen efter en times tid på bar. Hvor jeg så vågnede den næste morgen i førnævnte skjorte, som jeg lige et kort øjeblik troede var min (det var den ikke).

Således.

Det, du skal spørge dig selv om i løbet af det næste lange stykke tid, er følgende: Er dette en konvolut med forsikringspapirer, som det jo ser ud til? Eller er det faktisk miltbrand?

Et marathon i dum, del 1

For et par weekender siden havde jeg en weekend, der var dummere end sædvanligvis. Det udspringer alt sammen af, at jeg er ved at blive helt utroligt gammel. Jeg har lige rundet endnu et år. Det var ikke det skarpe hjørne – og jeg kan i øvrigt heller aldrig huske, om det skarpe hjørne er 30, 40, 50 eller 80 – men vi er ved at være deroppe af. Det er der ingen tvivl om.

Nå, men fordi jeg er ved at være ældre end universet, pyramiderne og selveste paven, så griber jeg desperat ud efter glimt af den ungdom, jeg aldrig nåede at få (fordi jeg skulle arbejde så hårdt på mine forældres gård i al den tid). Jeg lod mig med andre ord lokke, da min nok dummeste og mest uopbyggelige ven foreslog, at vi da skulle til koncert med DJ Tiësto i København.

Nu tror/håber jeg ikke, at mine læsere rent faktisk ved, hvem DJ Tiësto er. Derfor vil jeg lige kort beskrive ham: DJ Tiësto er kongen af dum. Han er en hollandsk DJ, der har haft en vis succes med at hamre hårdtpumpende techno ind i øregangene på ... ja, på hvem, egentlig? Det havde jeg nok ikke gjort mig helt klart før Den Store Dag. Det skulle imidlertid blive helt klart. Klart som en skyfri himmel.


[Omtrent lige så klart som netop denne skyfri himmel. Så altså RET klart.]

DEN STORE DAG
Med det samme jeg steg ind i toget til København, registrerede jeg overraskende mange fyre i stramme iceman t-shirts. Naiv som jeg er, tænkte jeg, at toget selvfølgelig lige havde været i Randers, og der ser man jo bare sådan ud. Men så kom vi til Skanderborg og mange, mange flere fyre i stramme iceman t-shirts steg på. Og pludselig snakkede de allesammen om DJ Tiësto, mens de sad og kævede bajere. Endelig gik det op for mig. De skulle allesammen med til koncerten. Eller skulle jeg sige: VI skulle allesammen med til koncerten.

Det blev skræmmende klart for mig, at DJ Tiësto håndplukker sine fans med kirurgisk præcision i den aller mørkeste, aller mest provinsielle indavl. Derude, hvor de fleste har den samme mor og søster. Derude, hvor man bruger det meste af sin tid på at sidde og savle og kigge ind i en væg, indtil næste gang ens talentløse fodboldhold manifesterer sin middelmådighed i bunden af superligaen.

Det er der, DJ Tiësto finder sine fans. Der, og så blandt de dummeste af mine venner.


[Tiësto. Læg mærke til hvordan billedet er taget ude i den mosede og sumpede provins for at appellere til kernepublikummet]

Jeg sad og filosoferede over min åbenbaring. Og SÅ smadrede toget ellers ind i en person, der ikke ville leve længere. Lige uden for Roskilde. Der var en ordentlig omgang blod og indvolde, der skulle fjernes fra toget, før det kunne køre videre. Det kunne tage mellem en halv time og TRE timer (ja, DSB har altid været meget nøjagtige i deres tidsangivelser). Derfor hoppede samtlige passagerer på den samme bus fra Roskilde til Høje Taastrup. Og samtlige passagerer, det var så mig selv og hundrede fyre fra Randers og Skanderborg.

Efter en forfærdelig bustur var jeg endelig i Høje Taastrup, hvor jeg straks tog S-toget mod Østerport.

GAMLE CRAZY EYES I S-TOGET
I S-toget satte jeg mig ved siden af en mand i 50’erne. Han var iklædt en kortærmet, hvid skjorte, og han havde skæg, hvidt hår og briller. Han virkede meget tilforladelig. Lige indtil jeg spurgte ham om, hvor lang tid det tager at gå fra Nørreport til fælledparken. Pludselig eksploderede han i et væld af tics og stirrede på mig gennem, hvad jeg nu registrerede var helt enorme og tykke brilleglas, mens han blinkede med øjnene, som galdt det hans liv. Jeg følte mig som soldaten i Fyrtøjet, da han stod over for en af de der hunde med gigantiske glugger. Hvis hunden nu også havde været et rystende espeløv af ufrivillige spasmer.

”Ja, det ved jeg sgu ikke, men det er ikke vildt, det tænker jeg ikke, at det er, der er et stykke, men det er ikke vildt, det er ikke helt vildt, det er det ikke!”

”Såøh ... sådan et kvarters tid eller sådan?

”Ja, det er ikke vildt, så det er nok noget i den stil, jeg skal ikke kunne sige det helt præcist, men det er ikke vildt ... blabla ...”

Mens gamle crazy eyes blev ved med at fortælle, hvor helt utrolig lidt vildt det var at gå den strækning, bød en hjælpsom kvinde ind over for mig: ”Det tager ti minutter. Max et kvarter.”

Gamle crazy eyes var først lige ved at varme op, viste det sig. Han var også med selvmordsekspressen, og jeg fik et langt foredrag om, hvordan det VIRKELIG er noget griseri, når folk kommer af dage på den måde. Det vidste han fra sin ven, der er portør. Efter foredraget stillede han sig ud til dørene i toget, da vi kom til Enghave. Der stod han og gloede på, at dørene gik op og i igen i Dybbølsbro, før han endelig skulle af på hovedbanegården. Kort efter var jeg selv ved Nørreport, og 10-15 minutter senere igen betrådte mine fødder Fælledparkens bløde, grønne og favnende græs ...

... og der mødte der mig et frygteligt syn. Hvad mon det var? HVAD kunne på nuværende tidspunkt overraske disse gamle, prøvede øjne? Få svar på det og meget mere i del 2!

Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en masse galde, jeg gerne vil af med

Jeg er ikke voldsomt politisk engageret. Jeg har mine holdninger, og jeg stemmer hver gang som den gode demokrat, jeg er. Ud over det forholder jeg mig løbende til det politiske billede uden at gå kraftigt ind i det eller bekymre mig meget mere om det.

Dog må jeg indrømme, at den seneste politiske udvikling i Danmark gør mig så arrig, at jeg har lyst til at save mit eget ben over.

Jeg går helhjertet ind for et overskudssamfund. Jeg er nede med masser af uddannelse, ikke alt for omfattende arbejdsuger og fordelagtige ordninger for ældre. Det synes jeg alt sammen er super.

Situationen er dog som bekendt, at vi skal spare. I den forbindelse har Socialdemokraterne og SF lavet et udspil, de kalder for Fair Løsning.


Hvis du lige har 12 minutter, så har vi en løsning, hedder det. Kort fortalt går fair løsning ud på, at vi alle skal bidrage for at bevare velfærden i samfundet. Og bevares, det er kun fair. Men lige her er det som om, at et eller andet er gået galt. Lad os prøve at gennemgå, hvordan alle skal bidrage til fremtidens velfærd:

1) Din 20-årige studerende skal paces hurtigere igennem sit studie.
2) Din 40-årige sosuhjælper skal arbejde en time mere om ugen.
3) Din 60-årige sunde og raske kollega skal dangedere den på Kos med statsbetalte cosmopolitans på efterløn.

KAN DU SE HVILKEN EN AF DE BEFOLKNINGSGRUPPER, DER IKKE BIDRAGER? KAN DU DET? Helle Thorning har eksplicit været ude og sige, at det smukke i denne plan er, at alle bidrager. Men hvordan er det, at alle bidrager i det ovenstående skema, Helle? Hva’?

Hvis Helle Thorning lige har 12 minutter, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at rive den gucci-taske ud af hænderne på hende og bruge den til at tæve angsten for at pille ved efterlønnen ud af hende. Og det samme gælder for Villy Søvndal og hans åndssvage pibe. Hvordan er det her ”fair” …? Hvordan er det, at alle bidrager i denne løsning? Var det ikke for fanden på tide at komme over berøringsangsten og vise lidt mod og format?

Altså, jeg har sgu ikke noget imod at arbejde en time mere om ugen. Det er FINT. Hvis det er det, der sikrer sundhedsvæsenet og skolevæsenet og det offentlige generelt, så arbejder jeg den ekstra time. Jeg har jo heller ikke en familie at forsørge endnu – jeg kunne forestille mig, at de 12 minutter ikke ville være så fantastiske at pille ud af tiden om morgenen i børnefamilierne, hvor ungerne i forvejen får for lidt opmærksomhed fra deres forældre og derfor ender som nogle navlepillende og egocentriske pikhoveder.

Men ok – vi skal jo alle bidrage. Sådan ville jeg tænke, og sådan burde børnefamilierne også tænke, hvis det faktisk VAR alle, der skulle bidrage. Det er det bare ikke. De sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker i starten af 60’erne skal ikke bidrage. De skal have tid til at vimse rundt i haven med en åndet solhat fra deres seneste tur til Tenerife, og det skal alle andre betale for.

Det sørgelige er, at hvis man vil stemme på venstrefløjen, så stemmer man indirekte på den der løsning. Også selv om man stemmer på Margrethe Vestager, som faktisk var den, der først pointerede den ovenstående urimelighed.

Og så kunne man jo sige: ”FUCK de røde idioter. De tossegode socialister aner ikke, hvad de snakker om. Tid til at tage sparejakken på og stemme på mørkets fyrster og Saurons soldater: Højrefløjen. De er godt nok nogle helt afsindige narrehatte, og en betragtelig del af dem udspyer racistisk og små-fascistisk propaganda som en Islandsk vulkan, men i det mindste ved de sgu da, hvordan man SPARER. Det der med at have en sjæl er alligevel opreklameret. Jeg stemmer sgu på venstre.”


[Lars Løkke Rasmussen lige efter han har spist en dagpengemodtager]

Men så er det, at man indser, at de HELLER IKKE VIL PILLE VED EFTERLØNNEN. De vil hellere sætte en bombe under samtlige offentlige budgetter i hele Danmark, smadre sygehusene, folkeskolerne, gymnasierne, tæve de studerende og voldtage dagpengemodtagerne. De vil hellere fragte samtlige mennesker ud af landet, der ikke kan bevise, at de er direkte efterkommere af Harald Blåtand. Alle de ting vil de hellere gøre, før de vil tage millionerne ud af hænderne på de solferiehungrende efterlønskandidater.

Og så er vi tilbage ved en fair løsning. Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en efterlønsmodtager, der gerne vil kneppe dig rigtig hårdt i røven.

Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.


Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.

Twilight: New Moon opsummeret i tre scener

1.
Bella og Edward står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Bellas rynkede pande og lander i de enorme rander, hun har under øjnene. Edward tager ordet.

- ”En vampyr angreb dig for nylig. Det er for farligt for dig at være sammen med os vampyrer. Jeg kan ikke se dig længere.”

- ”Men jeg er for helvede blevet angrebet af 5.000 vampyrer, mens jeg har været sammen med dig – hvorfor i alverden gør lige præcis det her angreb nogen forskel!?”

- ”Tjah. TJAH. Det er et godt spørgsmål! Det må jeg alligevel sige. Det må jeg. [klør sig lidt i håret. tager bid af marsbar.] Hmm. Der må jeg nok alligevel blive dig svar skyldig. Jeg må smutte. Farvel!”

Edward hopper op i et træ og aber af sted fra gren til gren, sådan som vi ved, at Twilight-vampyrer nu engang gør. Han er hurtigt ude af syne.

Bella opløses i tårer. Hun ligger og skriger i sin seng i et halvt år. Ja, et halvt år.


2.
Bella og Jacob står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Jacobs bare, veltrænede overkrop. De kigger på hinanden. Et øjeblik nyder de bare stilheden. De vandrer langs græsmarken uden at sige et ord. Pludselig strejfer deres hænder hinanden. Jacob stopper og vender sig mod Bella. Der er en uforløst spænding i luften. Det er som om, at han gerne vil sige noget. Han står tavs med et tomt udtryk i ansigtet. Endelig peger Jacob på sin overarm og bryder tavsheden med ét ord, der for ham siger alt:

- ”Biceps.”

Så gør han mine til at kysse hende. Bella undviger.

- ”Men Jacob. Kan vi ikke bare være venner? Kan du ikke forstå, at jeg udnytter, at du er forelsket i mig til at få noget uforpligtende opmærksomhed?”

Jacob er ikke vant til så mange ord så hurtigt og ser et øjeblik forvirret ud. Han kigger ned ad sin veltrænede overkrop for at genvinde fatningen. Så kigger han sørgmodigt på Bella. Hans øjne afslører, at han tænker på noget. Jo, han tænker helt klart på noget. Han slår blikket ned, som kan han ikke finde ordene. Endelig kigger han på hende igen. Han giver hende et skævt, melankolsk smil og får så endelig fremstammet:

- ”Biceps.”

- ”Åh, Jacob. Jeg vidste, at du ville forstå! Det er nok ikke noget tilfælde, at du kan forvandle dig til en kæmpe stor køter, sådan som du render efter mig, lige meget hvor mange gange jeg smadrer dig én over snuden!”

Jacob er ikke helt sikker på, hvad Bella siger her. Han bevarer det skæve smil på læben og står helt stille for ikke at spolere det smukke øjeblik.


3.
Bella og Edward står på en græsmark i Italien. Solen kærtegner Edwards fuglebryst og får det til at skinne som tusinde små diamanter. Han tager ordet.

- ”Bella. Jeg har ombestemt mig. Vi skal alligevel være sammen! Jeg vil ikke trætte dig med grundlaget for den beslutning. Hovedsageligt fordi det ikke eksisterer.”

- ”Jeg har godt nok ligget i min seng og skreget i et halvt år på grund af det, som du så ikke mente alligevel. Men alright.”

- ”Jeg har bare siddet her i Italien og drukket dyr italiensk vin. Hør, hvad siger du til gå ned i en kælder og snakke med en masse lede vampyrer, som jeg ikke kan beskytte dig fra?”

- ”Det lyder dejlig konsistent med den kavalkade af åndssvage og meningsløse beslutninger, jeg har truffet i resten af den her idiotiske film. Efter dig!”

Edward og Bella går ned i kælderen til en forsamling af de ondeste vampyrer i verden.

Tæppe.

…


Nu sidder den kvikke læser sikkert og tænker: Det hænger jo ikke sammen. Og det var også det, jeg tænkte, da jeg havde set den. Man begriber jo nærmest ikke, hvordan filmen overhovedet kan blive lavet.

MEN: Det hænger nok sammen med, at dette lidet meningsfyldte epos er målrettet teenagere, og gerne teenagepiger. Jeg har egentlig mødt en god del mennesker, der ikke er teenagere, som alligevel har set begge film, men lad nu det ligge. Lad os for argumentets skyld sige, at filmen er målrettet teenagere.

Som jeg før har været inde på, så er teenagepiger noget af det dummeste, man overhovedet kan støde på her i livet. Man kan have mere intelligente samtaler med en bordskåner, end man kan med en teenagepige. Så hvis det er kernepublikummet, så ER det altså ikke så mærkeligt, at jeg blødte ud af øjnene, al den tid jeg så Twilight: New Moon. Det er MENINGEN, at det skal være fuldstændig usammenhængende, latterligt og dræbende åndssvagt, fordi SÅDAN ER TEENAGEPIGER OGSÅ.

Lad os lige kort kaste et blik på, hvad det så er, Twilight forsøger at lære vores følelsesmæssigt ustabile teenagepublikum.

1) Det er monster fedt at date en bad boy.
2) Hvis din bad boy-kæreste slår op med dig, så skal du bare ligge længe nok i din seng og skrige. Så kommer han tilbage. Det kan tage halve, ja hele år. Det vigtige her er, at du virkelig skriger igennem i al den tid.
3) Det er sexet, at din bad boy kæreste har nogle virkelig fucked up venner.
4) Hvis du ikke ligger og skriger i et halvt år, når han slår op, så var det ikke ægte kærlighed.
5) Narrefisseri er den mest prisværdige af alle dyder. Det er okay at udnytte, at folk er forelskede i dig. På den måde kan du få opmærksomhed (og tilmed en motorcykel, hvis du er heldig!).

Hvis de ikke var åndssvage, før de så den her film (og det er de så godt nok, men lad nu det ligge), så bliver de det fandme efter.

Lad være med at se Twilight: New Moon.

2012 er forfærdelig.

Jeg har lige set 2012, og surprise!: Den var sørendansemig ringe. Og hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor så jeg den? Det har jeg spurgt mig selv om lige siden.

Selv om onde tunger sikkert kunne have mig mistænkt for det, så var det faktisk ikke for at bashe den her på min blog. Nej, I ved: Jeg havde set de der åndssvage trailers, hvor man lige får et glimt af det store effektcirkus. Og ligesom små børn og piger i nattelivet er jeg sært tiltrukket af flotte ting, der glimter. Det er jeg.

Og så tænkte jeg: For fanden. De KAN sgu da ikke have brugt 18t49727g4 millioner dollars på flotte ting, der glimter, og så bare have glemt manuskriptet ude på lokummet imens? Det kan da ikke passe, at de har haft 48 IT-genier til at programmere den ene nydeligt koreograferede katastrofe efter den anden, mens de har ansat en savlende mongol til at finde på handlingen og en senildement til at instruere? Det kan da ikke være rigtigt?

MEN JO, DET KUNNE DET.

Og lige præcis sådan må line-uppet have været. Instruktøren MÅ have været senil. Lad mig forklare: I 2012 er der tre scener, hvor himlen er ved at falde ned om ørerne på hovedpersonerne, men hvor de lige akkurat når væk i et fly. Tre scener, der er HELT OG ALDELES IDENTISKE. Instruktøren må simpelthen have glemt, at de allerede havde lavet den scene, da de lavede den igen. Og igen. Og de har bare ladet ham gøre det, fordi … jeg ved det ikke. Måske fordi han var fransk?

- ”Men Francois! Vi har allerede skudt og færdigredigeret den scene to gange!”

- ”Hush! Lad mesterinstruktøren arbejde. Er flyet på plads? Er katastrofen klar? Godt. Så hent mig en baguette! Og så kører vi!”

…

Og så er der jo et enormt spændende trekantsdrama mellem John Cusack, hans eks-kone og hendes nye mand. Filmen gør virkelig meget for at være totalt nuanceret og fremstille den nye mand som en fin nok fyr på bunden. Indtil den lader ham falde ned i en slags enorm kødhakker og konen to minutter senere er sammen med John Cusack igen uden at fælde bare en enkelt tåre.

Ja, heldet kan hurtigt vende. Især når kvinderne, vi skal have sympati for, er troløse, følelseskolde vendekåber.

Og så er der nogle andre half-assed historier om den yngre generation, der skal overleve og den ældre, der affinder sig med sin skæbne. Og de rige, der overlever og de fattige, der går under. Men så ikke helt alligevel, fordi de rige alligevel totalt viser noget medmenneskelighed til sidst og lader et par fattige overleve sammen med dem i nogle overdimensionerede kæmpestore superbåde, der fint kan klare at have bovporten åben under vand i timevis og smadre ind i det ene bjerg efter det andet uden at synke. Og det er alt sammen meget åndssvagt.

Du vidste det sikkert i forvejen, men: Lad være med at se 2012.

Med sandhed kommer man længst (men det er nu sjovere at lyve).

Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er den sejeste i verden, og jeg praktisk talt ikke har andet end gode ord til overs for mig selv, ikke? Selv om jeg er et slags socialt epicenter, der entertainer mig igennem den ene V.I.P.-fest efter den anden. Selv om alt det, så hænder det ind imellem, at jeg laver et LILLE socialt fejltrin. Måske lige ... en lille løgn, hvor jeg skulle have talt sandt. Eller en sjov kommentar til den helt forkerte person. Det er ved Gud ikke noget, der sker særlig ofte, men det sker.

Jeg var f.eks. til en fest på statskundskab i fredags, hvor jeg render rundt sammen med en kammerat. Han introducerer mig ivrigt til en flok piger, han havde været tutor for. ”Se her. De her piger tog jeg under min vinge, og de elsker mig alle sammen betingelsesløst,” er det, han gerne vil kommunikere til mig.

… og det er jo også fint og godt. Nå, men jeg ved sgu indledningsvist ikke lige, hvad jeg skal sige til de her piger. Men så får jeg en lys idé. Jeg tiltaler den første og den bedste af dem:

- ”Hej! Jeg hedder Lynge. Jeg er Eriks tavse ven. Ja, jeg siger ikke så meget, fordi mine forældre er indremissionske. Jeg har haft en meget hård opvækst.”

[Pigen lyser tydeligvis op. Hun kigger oprigtigt på mig og smiler hjerteligt.]

- ”Ej, er det rigtigt? Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Eh. Nå! Hehe. Ehrm. … virkelig?”

- ”Dine forældre er ikke indremissionske, vel?”

- ”Ehm. Nej. Beklager. Men … eh … jeg kender en masse PISSE SØDE KRISTNE MENNESKER!!”

- ”Ej, men det er også bare ærgerligt, fordi mine forældre er altså HELT VILDT NORMALE OG SØDE, og det er der bare ikke ret mange, der TROR om indre mission, og … blabla … ” … hele den vante forsvarstale, man kan høre, at hun har lavet 5.000 gange før og mig, der nikker og ser forstående ud.

Og så videre, og så videre. Jeg får selvfølgelig glattet ud, og det ender så godt, som det nu kan ende.

Den næste dag er jeg til endnu en fest. Jeg står og snakker med en dude ude i køkkenet. Jeg er klædt ud som Arnold Schwarzenegger. Jeg står i en undertrøje med påskriften ”Don’t Be Economic Girlie Men”. Han er klædt ud som Rambo. Jeg har lige drukket en flaske portvin.

- ”Fuck, mand. Du bliver lige nødt til at høre det her pis. Jeg var til en fest i går, ikke? Og så sagde jeg til den her pige, at jeg havde indre missionske forældre, og at jeg havde haft en rocker hård barndom. OG SÅ HAVDE HUN SELV INDRE MISSIONSKE FORÆLDRE! Og forstod i starten ikke, at det bare var pis! FUCK, mand. Kan du forestille dig en mere usandsynlig og fucked up situation!?”

- ”Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Haha! Good one!”

- ”Det er rigtigt.”

- ”Ha! … ha. … vent, du mener det. Fuck! Du er Rambo! Du kan sgu da ikke have indre missionske forældre!”

- ”Hehe, jo. Den er god nok. [Finder sin store pædagog-stemme frem] Der er faktisk mange, der tror, at os med indre missionske forældre er helt fucked up, men det er vi altså slet ikke. Jeg har valgt at feste og drikke, og det kan man altså også godt som kristen. Og det er jo …” … blabla … tale man kan høre, at han har holdt en god del gange før og mig, der glor in utter disbelief.

Altså, hvad er chancen. Hvad fanden er chancen!?

[De vil gerne have os til at tro, at de bare er en flok fiskere fra Thyborøn. Men i virkeligheden infiltrerer de vores samfund på kryds og tværs. Måske er din mor indre mission, uden du ved det. Måske din bror. Man ved aldrig.]

Og altså, i det første tilfælde er det jo min egen forbandede skyld. Min store kristen-radar skulle jo have slået ud, da jeg så, at pigen var mere ædru end sine veninder, og da jeg første gang kiggede hende ind i øjnene og registrerede det der slightly-crazy-look, som meget religiøse mennesker altid render rundt med. BEEP! BEEP! KRISTEN-ALARM! WHAT WOULD JESUS DO? BEEP! BEEP!

Det ville have sparet hende for at tro, at hun ENDELIG havde fundet en person blandt alle disse overfladiske, drikfældige mennesker, hun kunne relatere til, for så at blive frygtelig skuffet. Og mig for at føle mig som et overfladisk, drikfældigt menneske blandt andre overfladiske, drikfældige mennesker. (Eller: Jeg følte mig egentlig mest som et genialt unikum blandt overfladiske, drikfældige mennesker, men lad nu det ligge.)

Men RAMBO? Hvordan spotter man den? Det kan man jo ikke. Og hvor er det, vi er henne, når Rambo kan rende rundt og være indre missionsk? [... forfatter en klage til ankestyrelsen.]

Sandheden om Dan Brown

Nu om dage er det omtrent blevet den mest middelmådige mainstream at have lyst til at tæve Dan Brown til blods med en rusten svensknøgle. I det umådeligt fine universitetsmiljø, jeg af og til færdes i, er der den ene kritiske, selvstændige kvinde efter den anden, der står i kø for at udlevere denne forfatters fejl og mangler.

”Han skriver dårligt”, ”Det er metervare underholdning” samt ”Totalt urealistisk, lizzom” er ofte de ting, man hører, når samtalen falder på gode gamle Dan B. Og her er det, at jeg gerne vil sige følgende: Luk røven. Der er ikke noget galt med letfordøjelig underholdning, og så dårligt skriver han heller ikke.

[Tom Hanks' eneste ansigtsudtryk i rollen som Robert Langdon]

Jeg hader de her kritiske, selvstændige kvinder. De giver mig helt utroligt lange patter. Man kan bare høre, hvordan de har siddet og kæftet op igennem en hel skolegang og lukket baner af lort ud om alverdens emner, mens lærerne, i stedet for at finde spanskrørene frem, har sagt: ”Ja. Øh. … det er selvfølgelig også en vinkel på tingene, Pernille. Hvor er det godt, at du har din egen, selvstændige mening. Du skal sikkert på universitetet.” … nej, Pernille. Du skulle have været pottemager.

Alligevel må jeg jo indrømme, at jeg selv har en udtalt længsel efter at stoppe tres kilo plastisk sprængstof ned i halsen på Dan Brown. Men ikke af de samme årsager som Pernille og hendes ligesindede.

Problemet med Dan Brown er ikke så meget det, som alle går og siger, som det er hans helt utrolige evne til at vælge kontroversielle emner, og så udvande dem værre end man udvander en rom og cola i Jomfru Ane Gade. Dan Brown får fandeme homøopati til at fremstå som et koncentrat af lærdom og medicinsk kunnen.

Ja. Det er så meget, Dan Brown udvander de kontroversielle temaer, han vælger. Tag f.eks. Engle og dæmoner. Den har et interessant udgangspunkt: Videnskaben er mega sej, og kirken er en stor fed taber, der myrder folk i flæng og laver kunstige mirakler for, at folk kan genvinde troen.

Vi har den her hovedperson. Robert Langdon. Han er efter eget udsagn en akademiker, der kæmper for sandhed, og som ikke tror på gud. Igennem hele filmen jagter han en bestialsk morder, som man bliver forledt til at tro er videnskabelig fanatiker, men som viser sig at være kirken selv.

[Ewan McGregor som psykopatisk massemorder og religiøs fanatiker]

Endnu engang er der altså en eller anden IDIOT, som har valgt at myrde en hel bondegård i Guds hellige navn. Hans formål: at relancere kirken med et nyt og hipt image! Og hvad gør Langdon så ved det? Jo, han tager sig lige en snak med en af præsterne. Den forløber nogenlunde sådan her:

Præst: ”Ja, jeg er sgu ked af, at den dude herfra sådan kom til at myrde pisse mange mennesker. Vi er ikke perfekte! Men du. Nu skal du høre. Her er en fin papirpamflet. Jeg har ikke engang tænkt mig rigtigt at give dig den, men du må LÅNE den, hvis du holder kæft om det hele. Verden har brug for tro, du ved. Og hvis du lige vil have mig undskyldt nu; jeg skal ned og fortælle en masse negere, at det er syndigt at bruge kondom!”

Langdon: ”Ork, det skal du sgu ikke tænke på. Det var jo hovedsageligt jeres egne, I brændte, hakkede og pløjede jer igennem i denne omgang! Nåhr ja, bortset fra de 58 politimænd og den brillante videnskabsmand, der også røg i svinget. Jeg kan godt se det retfærdige i, at I lukrerer på den her dudes bestialske og kyniske plan, selv om det strider mod hele min person og alt, jeg har kæmpet for. Jeg skal nok holde kæft, nu du kigger mig alvorligt ind i øjnene og giver mig en papirpamflet!”

Præst: ”Låner. Jeg låner dig en papirpamflet.”

Langdon: ”Giver. Låner. Hvad er forskellen, når man som jeg er ragende idiot?”

…

Moralen i Engle og dæmoner er dette: ”Mennesker er en flok idiotiske får, der forveksler en kynisk plan med en religiøs åbenbaring. Og det er nok alligevel for det bedste, for de bliver bare kede af det, hvis de hører sandheden. Hellere dumme og troende end oplyste og triste.”

Det kan ”akademikeren” Robert Langdon skrive under på!

[Bemærk hvordan ansigtsudtrykket ikke har fortrukket sig en mine.]

Man har jo bare lyst til at rive fat i Dan Brown, og tæve ham, og tæve ham, og ruske ham, og råbe ham ind i hovedet: ”Hvorfor er du sådan en idiot? Hvorfor er du så sindssygt fesen? Har du ingen integritet!?”

Og svaret er jo nok, at han ikke lige havde lyst til at fornærme den katolske kirke, eller nogen andre i det hele taget. Når videnskaben er LIDT sej, men moralen samtidigt er, at vi også har brug for tro, så kan ALLE være med. Alle fra din videnskabselskende teenagedreng, der også godt kan lide action og eksplosioner, til din idiotiske, overtroiske og konservative gamle dame, som gerne vil bekræftes i, at alting går så hurtigt nu om dage, og vi skal dog også holde fast i fordums tid og nisser på loftet.

Hvilket i praksis betyder, at Dan Brown er en behagesyg pikansjos uden personlig integritet. Alle ansatser til en lille smule kant bliver forkastet, og tilbage står en intetsigende og altomfavnende omgang pladder, som alle lidt kan købe ind i, fordi der i virkeligheden ikke rigtig bliver sagt noget.

Man KAN ikke sælge mere ud, end Dan Brown gør i Engle og dæmoner. Det er fysisk umuligt.

”Men han skriver altså heller ikke særlig godt!” NU SKAL DU TIE STILLE, PERNILLE. SÅ ER DET TILBAGE TIL POTTERNE.

The Road: ”Du peger pistolen ind i munden, og så trykker du på aftrækkeren.”

Nogle mennesker er bare ulideligt røv syge. F.eks. samtlige medarbejdere på Fox News, den hverken talentfulde eller specielt kønne Jennifer Aniston, eller bare alle deltagere i De Unge Mødre OG Paradise Hotel.

Der er i virkeligheden en del mennesker, der godt kunne trænge til en ordentlig håndgranat i morgenkaffen. Ja, det er nemlig rigtigt. Der er faktisk ret mange personer, der egentlig bare burde træde på en landmine og få det overstået, og så ville vi alle være bedst tjent med det. Der er en påtrængende mængde individer, som faktisk ville have godt af en ordentlig dosis arsenik, mens de sov.

MEN MAN KAN NATURLIGVIS IKKE BARE STOPPE ALLE DISSE MENNESKER I GASKAMRENE! Det ville jo være mord! Og sindssygt, i øvrigt! Og så ville folk også begynde at kalde en ”dumme mand” og ”Hitler” og alt muligt andet grimt. Derfor er det heldigt, at man bare kan give alle disse mennesker en DVD med The Road. Det vil sandsynligvis have den samme, ønskede effekt.

The Road med Viggo Mortensen i hovedrollen er nok noget af det mest deprimerende, jeg nogensinde har set i mit liv. Det er to timer med intens menneskelig smerte og livsgnister, der slukkes. The Road får en begravelse til at virke som en jazzfestival på Kos.

Filmen skildrer et post-apokalyptisk Amerika i totalt anarki, hvor alt er gråt, koldt og mørkt, og hvor kannibalistiske bander hærger landevejene.


Noget af det første, der sker i The Road, er, at Viggo Mortensen lærer sin søn at blæse hjernen ud på sig selv, skulle han være i overhængende fare for at blive fanget af kannibalistiske, pædofile voldtægtsforbrydere.

Kort efter bliver Viggo Mortensen forladt af sin kone. Hun efterlader ham alene med deres søn, selv om hun egentlig helst havde set, at de alle havde begået kollektivt selvmord, fordi verden er nederen, og alle andre gør det alligevel også. Det vil Viggo dog ikke være med til, så derfor vandrer hun ud i kulden for at dø alene i mørket. Viggo kommenterer: ”She was gone. And the coldness of it was her final gift. But she died somewhere in the dark. There is no other tale to tell.”

Og sådan fortsætter det i to stive timer.

Omtrent halvvejs inde i The Road udspillede følgende dialog sig mellem min kammerat og jeg selv:

- Den er godt nok dyster, hva'?

- Jo, det vil jeg sige. Den er monster bleak.

- Jeg har lyst til at dø.

- Jeg har haft lyst til at skære mine håndled over, lige siden filmen startede.

- Ja. Ja.

- Ja.

Viggo Mortensen i voice over: "Every day is a lie."

… Hvad fanden var det for nogle mennesker, der fik depressioner af at se Avatar? Send de idioter ind og se The Road med et barberblad i hånden, og så garanterer jeg, at vi ikke hører mere til dem.

I det hele taget forestiller jeg mig, at The Road kan bruges som en form for masseødelæggelsesvåben. Hvis der på et tidspunkt bliver for meget pjat med Iran eller Nordkorea, så er det et spørgsmål om at bombardere dem med DVD’er med The Road og lige inkludere en enkelt cyankaliumkapsel i hver af DVD’erne. Så er der ikke mere pjat med dem.

Faktisk, ikke? Så er The Road den nye The Ring, bortset fra at denne gang er det ægte. Du ser filmen, og inden for en uge har du slået dig selv ihjel.

...

Ja. Det var vist det. Jeg ville gerne blive og skrive mere, men jeg har en date med en helvedes masse håndgranater, der ingenlunde detonerer sig selv.

Livet er meningsløst, og vi kommer alle til at dø alene. Ja, også dig.

Lad være med at se The Road, medmindre du arbejder på Fox News, er Jennifer Aniston eller deltager eller har deltaget i De Unge Mødre eller Paradise Hotel. Hvis du gør det/er hende/deltager/har deltaget, så skynd dig at se den! Den er LIGE dig. Den er fyldt med flotte farver. :-) Hvis du er en af dem fra De Unge Mødre eller Paradise Hotel, kan du måske få en god ven til at læse underteksterne op, så du kan forstå, hvad de fine mennesker inden i fjernsynet siger. :-) :-)