Et marathon i dum, del 2

Synet var dette:



... og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Jeg har taget en hellig tavshedsed. Nej, seriøst. Jeg beklager. Men sådan er det desværre. Hvis jeg siger noget, så ... jeg kan ikke tale om det. Eller jeg kan godt tale om det, men hvis du læser det nedenstående, er jeg desværre nødt til at slå dig ihjel. Jeg er perfekt, og jeg udrydder konsekvent alle beviser og personer, der kan sige det modsatte.

...

...

Fordi mine venner så ud, som det er skildret på exhibit A (se oven for), indså jeg hurtigt, at aftenen ville være uudholdelig som tilnærmelsesvis ædru. Jeg drak jeg mig hurtigt på niveau (og med det mener jeg over niveau), udstyrede mig med omtrent 100 glowsticks og gik ind til koncerten. Pludselig var alle omkring mig i bar overkrop, og jeg havde en skjorte på, der ret beset ikke var min. Det glemte jeg imidlertid og vadede ud fra koncerten, før den var slut, fordi jeg måske lidt følte, at der var opbrudsstemning (det var der ikke).

Så ringede jeg til min kammerat, jeg skulle overnatte hos. Han var på en bar på Istedgade, men boede på Sankt Hans Torv. Jeg tog straks en taxa til Sankt Hans Torv, fordi jeg vidste, at det var herre centralt - ligesom Istedgade! Så kunne jeg bare lige gå fra Sankt Hans Torv hen til Istedgade og få nøglerne af min kammy. Det virkede som en god idé på det tidspunkt (det var det ikke).

På Sankt Hans Torv imponerede jeg lige en pige med min overraskende evne til næsten at konstruere en sammenhængende sætning. Og fra Sankt Hans Torv tog jeg så en endnu en taxa til Istedgade, hvorfra min kammerat så var så elskværdig at gi' taxaen tilbage til Sankt Hans Torv igen efter en times tid på bar. Hvor jeg så vågnede den næste morgen i førnævnte skjorte, som jeg lige et kort øjeblik troede var min (det var den ikke).

Således.

Det, du skal spørge dig selv om i løbet af det næste lange stykke tid, er følgende: Er dette en konvolut med forsikringspapirer, som det jo ser ud til? Eller er det faktisk miltbrand?

Jeg er mere tiltrækkende end alt.

Dette indlæg skal handle om min uimodståelige tiltrækningskraft! For at man kan fatte omfanget af min intense sex-appeal, hvilken Eros Ramazzotti jeg i virkeligheden er, bliver jeg imidlertid lige nødt til at forklare lidt kontekst.

Det forholder sig således, at jeg endnu engang har været i København. Denne gang til julefrokost.

Julefrokosten forløb som den slags nu gør. Klokken 6 om morgenen lægger jeg mig til at sove på en ekstremt lille sofa, forvisset om at min kammerat vil vække mig, når han skrider. Jeg havde nemlig planlagt at sove på en dejlig madras hjemme hos ham.

Han vælger imidlertid bare at lade mig ligge på den her sofa og rådne op. Den er omkring en meter lang, så jeg vågner klokken 7 med et hold i nakken af en anden verden og begyndende tømmermænd. Her tager jeg så en beslutning om at tage hjem til Århus og forsøge at sove i toget.

Jeg sidder altså i toget ved 9-tiden. Af en eller anden årsag kan jeg ikke sove den første time. Der løber en skrigende unge rundt, som jeg til at starte med tror er mongol. Så ser jeg hans far og erkender, at de mongolide træk bare ligger i familien. Jeg beslutter mig for at se noget middelmådig dansk comedy og fyrer op for den bærbare. Efter en time af det lægger jeg mig til at sove.

En times dårlig søvn, og jeg fyrer op for comedyen igen. Og her. Nu! Nu lægger jeg mærke til, at der er en asiatisk mand i tyverne, der sidder og sender mig blikke. Jeg sidder med gårsdagens beskidte og krøllede skjorte på, jeg har lige savlet ned af mig selv i søvne, mine øjne er blodskudte, min krop forsøger desperat at forbrænde alkohol og under mine øjne er der rander dybere end marianergraven. Så får jeg lige et lille frækt blink. Forstenet stirrer jeg ind i min computerskærm og forsøger desperat at fortrænge, at den her fyr vil have min udpinte og hårdt prøvede krop. Da jeg kigger op igen, er han på mystisk vis forsvundet.

Jeg vælter hjem i seng, og her på anden dagen har jeg i øvrigt stadig tømmermænd. Men min selvtillid er efter denne oplevelse steget med 38,5 procentpoint. Det er fedt at være populær hos de yngre asiatiske mænd. Det må jeg indrømme.

Stor idioti, del 2

Her i weekenden var jeg i København, og derfor havde jeg den umådelige fornøjelse at køre i tog sammenlagt i 8 timer. Når man sådan sidder i et tog, er det engang imellem lidt svært at lade være med at overhøre, hvad andre mennesker sidder og lukker ud af deres ædespalter. :-)

TUREN TIL KØBENHAVN
Jeg sad i toget og forsøgte at passe mig selv. Det var imidlertid fuldstændig umuligt at lukke af for den samtale, der fandt sted i nærheden af mit eksil. En smart Århus-dreng fra det enormt prestigefyldte AARHUS UNIVERSITET havde udset sig en intetanende (og intetfattende) fynsk gymnasieelev som mål for sine uendelige reserver af charme.

Jeg fik aldrig fat i, hvad nogen af dem hed. Jeg forestiller mig dog, at han hed Morten, og at hun hed Patricia. Situationen udspillede sig cirka sådan her:

Morten: [indsæt en times ævl om, hvor fed Århus og Universitetet og Morten er her.]

"... og det sidste punktum blev bare sat en time før vi skulle aflevere opgaven eller sådan noget, og så fik vi 10 alligevel! Det var bare totalt fedt, eller nudethedder."

Patricia: "Nej, hvor fedt!"

Morten: "Ja, det var højere end alle de andre, der ikke havde siddet i sidste øjeblik og arbejdet."

Patricia: "Ejmen jeg er også bare dårlig til at komme i gang med mine afleveringer. Sidder også altid i sidste øjeblik, når jeg sk ..."

Morten: (afbryder) "Ja, og det er bare SÅ meget værre på UNIVERSITETET, fordi der har man jo SELV ANSVARET for at komme i gang, og det er bare mega hårdt, men jeg klarer det jo meget godt alligevel, for vi har også LÆSEGRUPPER, og der kan man lissom støtte hinanden lidt og sådan noget."

Patricia: "Ja, jeg ...

Morten: "Noget andet der også er anderledes er FREDAGSBAR. Folk er bare mega gode til at støtte op om det, fordi man jo ses så sjældent ellers, og så kan man jo komme op i fredagsbaren. Den er bare mega fed, og så mødes vi bare og snakker om vigtige uni-ting."

Patricia: "Det lyder fedt. På mit gymna..."

Morten: "Det er det også. Hør, jeg kom lige i tanke om en sjov ting. Altså, sidste gang jeg kørte i tog, ik'? Man oplever bare de sjoveste ting i sådan et tog. Nåmmen så sad mig og min makker så overfor den her tyrkiske mor og hendes søn. Og så sad vi bare og legede med ungen hele vejen! Det var bare vildt sjovt og jeg fik bare virkelig nedbrudt nogle fordomme og jeg fandt samtidig ud af, at jeg er helt vildt god til børn. Og så blev hende den tyrkiske mor så glad for mig og min makker, at hun tilbød, vi kunne crashe hos hende, hvis vi manglede et sted."

Patricia: "Nej, hvor sødt! Hun lyder til at ha' været meget gæstfri."

Morten: "Klart. Men apropos det med øl og sjov i gaden, ik'? Så har vi det her sted i Århus, hvor man bare kan drikke helt vildt billige øl. Det hedder Kurts mor."

Patricia: "Øh ... nå. Ja, jeg går da ud fra, at man altid kunne starte ..."

Morten: "Ja, det er bare vildt fedt. Og så har de helt vildt længe åben. Der er super fedt i Århus. Og på universitetet. Det hele er bare så fedt, og jeg er bare så glad for at være en del af det. Fedt, fedt, fedt. Århus, Århus, Århus. Må jeg i øvrigt få dit nummer?"

(undertegnede springer ind fra sidelinjen og sparker Morten adskillige gange i hovedet) "NNNNNEEEJJJ!!! DU MÅ FÅ 100 KARATESPARK I HOVEDET!! DET ER DET, DU MÅ FÅ!!! JEG HADER DIG OG ALLE DU KENDER!!1!1 BRÆND I HELVEDE, DIN PIKSPILLER!!!"

Resten af togvognen takker mig for min heltemodige indsats. Dronningen sidder tilfældigvis et par pladser foran og har hørt det hele, hvorfor hun indstiller mig til ridderkorset med det samme.

...

... ville have været handlingen i den bedste af alle verdener. Verden er imidlertid dårlig, som vi alle ved. Jeg valgte at sidde indebrændt med helt hvide knoer og tage NOTER til det tåkrummende mundlort, der kæmpede sig vej ud af kæften på den her naragtige opkomling. Det endte sådan her:

Patricia: "Ejmen jeg skal også til at af nu, alzzå."

Morten: "Du må lige komme forbi Århus på et tidspunkt, det kunne bare være mega fedt. Skal vi udveksle numre?"

Patricia: "Det kan vi godt" (noterer hans nummer ned)

Morten: "Så må du ha' det. Hej."

(undertegnede sender Patricia et blik, der kan dræbe, da hun forlader vognen)

...

Idioter som Morten giver Århus et dårligt ry.