DET NYE: MEGET FORVIRRENDE FILM, del 1

På det seneste er der sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg har set nogle film, jeg ikke forstod. Det havde ikke været så mærkeligt, hvis det var franske kunstfilm, hvor det som er bekendt er meningen, at man ikke skal forstå en skid. De handler alle sammen om en svært depressiv russisk transvestits møde med en lesbisk pingvin. Og så sidder instruktøren der med et prætentiøst overskæg, en baguette og et glas rødvin med en drue fra 97’ og griner af de idioter, der er dumme nok til at forsøge at forstå hans film. For det er jo KUN HAM, der for alvor forstår den. You lose, stupid audience!

Det er ikke de film, jeg taler om. Jeg taler om AMERIKANSKE FILM, som var umulige at forstå. Og det er meget mærkeligt. For når jeg ser film – og især amerikanske film – så er jeg vant til, at jeg får pointerne serveret på et sølvfad.

Som i Løvernes Konge. Den lærte mig, at man ikke skal flygte fra sin fortid. Nej, man skal stå ved, hvem man er og blive den, det var meningen, man skulle være: LØVERNES KONGE. Man skal også holde op med at spise insekter. De er muligvis slimede og dejligt mættende, men de er til gengæld også helt vildt klamme.

 - Lad være med at spise klamme insekter, Simba. -

På samme måde med Iron Man. Den lærte mig, at jeg skulle holde op med at være sådan en player og LIGE TÆNKE LIDT på problemerne i Mellemøsten. Efterfølgende har jeg lagt de smarte solbriller på hylden og indstillet mit ellers eskalerende salg af AK47-rifler til Libanon.

 - Lagt på hylden. -

Eller Titanic, der lærte mig, at jeg skulle holde op med at leve under min mors og min forlovedes tyranni og udfolde mig som den smukke og kompetente kvinde, jeg jo for fanden er!

Og så videre. Der er altid en lektie at lære i amerikanske film.

Eller er der?

I filmen Limitless er det ikke hundrede procent tilfældet.

Hovedrollen i Limitless spilles jo af Hollywoods nye, smarte fyr, Bradley Cooper. Det er sådan, at Bradley Cooper kun castes til og kan varetage ÉN rolle, og det er rollen som den sejeste fyr i verden. Det er den rolle, han spiller i alle de film, han er med i: The Hangover part I & II, The A-Team og nu også Limitless. Eller ok, det er faktisk ikke helt rigtigt. I Limitless starter han med at være lidt sølle. Han er en falleret, uproduktiv forfatter, og hans kæreste dropper ham. Heldigvis har man opfundet et narkotikum, der gør en til den sejeste i verden. Så det begynder han at tage, og så bliver han (sjovt nok) den sejeste i verden! Men ÅH NEJ. Hvis man holder op med at tage det magiske stof, så visner man hen og dør. Det totalt emma-dilemma-agtige problem finder Bradley imidlertid hurtigt løsningen på: Man skal bare BLIVE VED MED AT TAGE AWESOME-STOFFET. Helst FOR EVIGT. Og det gør han så. Og så bliver han mega rig og præsident. The end.

 - Tag nogle flere stoffer. My name is Bradley Cooper and I approve of this message. -

Det kunne jo godt ligne en film med denne morale: Det er mega fedt at tage stoffer. Hvis du synes, at du har et godt, modereret forbrug af coke, og du ligesom synes, at det hjælper dig til at præstere bedre i hverdagen, ikke? Så skal du fandeme bare fortsætte med at tage det. And don’t let nobody tell you any different!

MEN. Der er en lille catch ved alt det her: Da han er kommet på awesome-stoffet generobrer han jo sin kæreste. Men da hun finder ud af, at han er på det, ikke? Så skrider hun! Så hvad nu? Hvad fanden er moralen? Du kan tage stoffer og blive præsident, men måske mister du nogle damer i processen? Hvad helvede er det for en absurd tvetydig pointe? Jeg forstår ikke et pluk. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal tage stoffer eller ej. Og det er et ret presserende spørgsmål, fordi jeg meget snart skal på Roskildefestival. What’s it gonna be? Drugs or no drugs? Limitless er bare et stort forvirrende spørgsmålstegn i den sammenhæng, og det kan jeg ikke bruge til NOGET SOM HELST.

Stay tuned for flere forvirrende amerikansk film!