Crossfit - 1 år efter

Advarsel: Dette er et tilnærmelsesvist SERIØST indlæg, der handler om LEGEMSØVELSER OG KOST. Jeg er blevet ældre end tiden selv, og nu interesserer jeg mig pludselig kun for orkidéer, antik porcelæn og DØDS-FITNESS. Så er du advaret.

 - Du skal svinge den her badboy rundt som en idiot for at blive god til crossfit, muchacho. - 

Nu har jeg været medlem af Aarhus Crossfit i et år - se dette blogindlæg for en beretning om mit første møde med crossfit. Jeg meldte mig oprindeligt ind, fordi jeg var blevet træt af almindelig styrketræning i fitness world. Jeg oplevede ikke fremgang længere, og det var for meget den samme gamle trædemølle med at LØFTE NOGET TUNGT og så sidde og pille sig selv i navlen og så LØFTE NOGET TUNGT og så pille sig selv i navlen osv. De samme gamle øvelser og de samme gamle variationer over de samme to-tre programmer, år ud og år ind.

Derfor crossfit, hvor man bare møder op, og så er der nogle flinke mennesker, der har forberedt en ny og spændende workout for en hver eneste goddamn gang. Der går måneder mellem, at man laver det samme træningspas. På den måde er variationen og udfordringen sikret. Eller okay, man møder op, og så ARBEJDER MAN SELVFØLGELIG OGSÅ LIDT FOR DET. Men som alle, der har trænet før i deres liv ved, så er den største udfordring som oftest at komme ud af døren.

Jeg har strenget mig an og mødt op omtrent tre gange om ugen i gennemsnit og pisket igennem utallige af de forskellige workouts, man får smidt i hovedet. Jeg har lært at sjippe. Faktisk kan jeg sjippe herrehurtigt. Jeg kan lave nogle mærkelige løft, og jeg er blevet råbt utroligt meget af. Og hvad er der så kommet ud af det?

Jeg har smidt 5 kilo, og jeg er i fyrre gange bedre form end før. Væsentligt mere udholdende. Jeg kan hoppe højere og løbe længere. Jeg kan se mine mavemuskler, hvilket er meget, meget nyt for mig. Det var ikke engang et træningsmål for mig at tabe mig - det er sket af sig selv. Jeg er gået marginalt tilbage i bænkpres, men ellers er jeg lige så stærk, som da jeg kun styrketrænede - på nogle punkter stærkere. Betydelig fremgang i ben, ryg og mave.

 - Dette er ikke mig! Men det kunne blive DIG. DU kan blive denne let pressede pige. Hvis du starter til crossfit! - 

Med hensyn til kost har jeg kun lavet små ændringer, men nu spiste jeg også forholdsvis sundt i forvejen. Jeg har måske skåret lidt på kulhydraterne fra brød, ris og pasta og tilsat grøntsager i stedet her og der, men jeg har ikke været fanatisk, og jeg har ædt chokolade, drukket vin og spist ude, når jeg har haft lyst. Dog skal det siges, at jeg det sidste halvandet år har drukket mindre alkohol end ellers (det viser sig, at god på jobbet tit udelukker stiv på bacardi. Who knew?).

Alkohol eller ej: Crossfit har virket fremragende for mig. Og dette er min vurdering: Det er en pissegod træningsform for alle, der vil smide overflødigt fedt og samtidigt have noget muskelmasse. Hvilket vil sige alle i verdensrummet. Alle ville sgu have godt af at starte til crossfit. Det betyder dog ikke, at alle i verdensrummet BØR starte til crossfit. Der er nemlig et par ting, man skal affinde sig med, før man begynder på det:

1) Det er hårdt. Man bliver sat til at lave nogle uhyrlige svin af nogle workouts af og til. Man bliver nødt til at få et lidt mere afslappet forhold til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død for at synes, at det er fedt.

2) Man skal ind i kampen. De siger, at alle kan være med, og det er også rigtigt. Man arbejder på det niveau, man er på. Men i starten er det niveau ret forpulet lavt, og derfor står man af og til i begyndelsen og ligner en omsorgssvigtet teenager med bævrende ben, klodsede kalveknæ og en grim frisure. Dels fordi man ikke kan lave øvelserne særlig hurtigt, dels fordi nogle af øvelserne er teknisk svære. Man kan fx blive sat til at lave dobbeltsjip, og det er der ingen uden for crossfit-, bokse- eller pigespejdermiljøet(?), der kan finde ud af. Der er også andre øvelser, som, ja, kræver øvelse. Selvfølgelig er der tålmodige instruktører og hjælpsomme menige medlemmer, og selvfølgelig er der også andre idioter, der heller ikke kan finde ud af det. Det ændrer dog ikke på, at man i starten af og til står og ser hjælpeløs ud. Det skal man kunne bide i sig. Det går dog ret hurtigt over, og til gengæld ligger der nogle velsmagende sejre og venter, når man får lært øvelserne og får sat tempoet op.

Hvis man kan leve med de to ting, så er det egentlig bare at gå ned og hente en nice, sund og atletisk krop nede i ens lokale crossfit-gym. Det koster 350,- om måneden i Aarhus-området. Her har jeg som sagt selv trænet i Aarhus Crossfit, og det vil jeg egentlig gerne anbefale. Det er et godt sted. Instruktørerne er som regel kompetente og flinke til at demonstrere og hjælpe. Der er begynderhold, og der er også plads til at træne for sig selv, hvis man en dag ikke gider holdtræningen eller vil øve sig i noget bestemt. Som i alle træningscentre er der run på klokken 4 og 5, men man kan næsten altid få en plads på et af holdene, hvis man booker et par timer før.

 - Med tiden bliver man helt vild med død og lidelse. Se, hvor han smiler! - 

Det er sjovere at møde op til crossfit alene, end det er at tøffe rundt i et normalt fitnesscenter alene, men som altid er det fedest at have en makker at følges med. Hvis man har en makker, der også er forholdsvis ny, så kan man også være sammen om at være uduelig i starten. Og man kan snakke sammen dagen efter en hård workout om, hvor herre-smadret man er i kroppen, hvordan man aldrig kommer til at gå igen, at ens ben og arme er faldet af, at man stadig har blod i hele hovedet og intet kan se, etc. Det hjælper alt sammen på motivationen.

Det var ordene. Jeg stoler på, at jeg kan slå mig på din stenhårde sixpack, næste gang vi ses. Og nu må det sagorasme være slut med al denne røvsyge helsesnak. Næste opdatering: Pissegode tips til hvordan du passer dine orkidéer optimalt!

Sandheden om stenalderkost

Stenalderkost er mega trendy disse dage. Jeg har efterhånden læst hundredetusinde artikler om det i diverse aviser og magasiner, og man kan nærmest ikke sparke sig frem for paleo-folk med tupperware fyldt med kød og bær nede i min crossfit-gym. Og det er jo fint og godt, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hypen.

 

 - Paleo: I stenalderen spiste man fem kilo mammut om dagen, og de fyre dengang var måske RIPPED! -

Det er ikke fordi, at kosten som sådan er skadelig. Den er givetvis sund, og den er under alle omstændigheder meget sundere, end det som de fleste danskere går rundt og propper i kæften. Men stenalderkost ER bare bygget på nogle tvivlsomme pseudovidenskabelige forestillinger om, at man bør spise som i paleo-æraen/stenalderen, fordi det var der, menneskeracen færdigudviklede sin DNA. At vi altså er skabt til at spise som stenaldermænd - at det er NATURLIGT for os. Nu er jeg hverken historiker eller biokemiker, men så vidt jeg kan forstå, er der meget, der tyder på, at vores DNA var færdigudviklet længe før paleo-æraen. Under alle omstændigheder var levealderen i stenalderen formentlig ret forpulet lav, og allerede der begynder kæden jo at hoppe af.

Generelt er jeg allergisk over for naturligheds-argumentet. Paleo-folk siger, at vi skal spise masser af kød, fordi det er naturligt for os, fordi vi gjorde det engang i tidernes morgen. Veganere bruger det samme argument til at sige, at vi IKKE skal spise kød: ”Se, de kødspisende rovdyr har sylespidse tænder, men vores tænder er ligesom en kos drøvtyggende tænder, derfor er vi bygget til at spise græs og grønt og slet ikke kød!”. Nu ved vi jo alle sammen, at veganere er skingrende psykotiske, men pointen er bare, at det er let at bruge naturlighedsargumentet til at sige noget vrøvl. De spiste ikke rugbrød i stenalderen. Nuvel, men de tog heller ikke penicillin i stenalderen, og derfor døde de også som 30-årige. Altså. Bare fordi man gjorde et eller andet i stenalderen, så betyder det ikke, at det giver mening at gøre nu.

Her er et forslag: Hvad med at basere en diæt på, hvad man videnskabeligt set bliver sund af i stedet for hvad nogle retarderede hulemænd måske eller måske ikke gjorde for millioner af år siden?

 - Tydeligvis en fyr med styr på sin kostplan. -

Her er, hvad paleo i virkeligheden handler om: Paleo er en Dr. Atkins til store, stærke mænd, der ikke HELT vil være ved, at de faktisk er på kur. Det der med kure er nemlig mest sådan noget, man finder i damebladene og hos viljesvage kvinder med elevatorvægt. Så kalder vi det for stenalderkost i stedet for Dr. Atkins og ændrer et par småting og taler om stærke, kødspisende hulemænd i stedet for Bridget Jones-agtige typer med vægtproblemer. ”Stenalderkost” lyder bare lidt mere forpulet macho end ”low-carb diæt med kød og bær”.

Paleo er sikkert en GLIMRENDE kost-model, selv om jeg ved gud ikke forstår, hvorfor de ikke må spise bønner eller mælkeprodukter, og jeg mener, at deres sukker og rugbrødsforskrækkelse er overdrevet. Det skal nok passe, at man bliver sund og rask af paleo-kost. Men set herfra, så har diæten ikke så meget andet at gøre med stenalderen, end at nu kan mænd lidt bedre retfærdiggøre at være på kur.

Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 

 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Michael Sheen og mine venner er amatører, og jeg er perfekt.

JEG ER JO IKKE en person, der normalt begiver mig ud i at se film, som jeg VED er ringe. Jeg har imidertid et bundt rigtig rådne venner, der gerne bruger deres liv på den slags sysler, samt narko og frimærker. En af disse suspekte eksistenser, som jeg nærmest slet ikke KENDER, berettede, at jeg bare lignede hovedpersonen i Underworld 3: Rise of the Lycans HELT VILDT. Han sagde, at hvis jeg havde stået ved siden af den hovedperson, så ville han ikke vide, hvem der var hvem.

Derfor så jeg mig nødsaget til at se den goddamn film. Og her er, hvad jeg har at sige om den sag:

JEG LIGNER HAM OVERHOVEDET IKKE.

Jeg har langt større overarme. Og så forsøger jeg ikke at portrættere en savlende retarderet på alle de billeder, der er af mig på IMDB. Michael Sheen, mand. Men han var faktisk helt eminent i Frost vs. Nixon, der i øvrigt er en fantastisk film. Men det kan jo knibe for selv den bedste, og det må være hvorfor Hr. Sheen har taget hovedrollen i denne tredje Underworld-film, hvilket med hastige skridt bringer os frem til:

Underworld: Rise of the Lycans er satme en ringe film. Hold da kæft. Lad mig lige kort prøve at opsummere handlingen:

En flok vampyrer, som er gensplejsere i deres fritid, laver en ny race, der kan tjene dem som militærmagt: Lycans. Den første af de her Lycans, Lucian, eller Pseudo-Lynge om I vil, er bare helt vildt sej. Han kæmper med sværd og fejer med koste, idet han både er en slags testosteronpumpet über-kriger og en ydmyg slave for de her vampyr-genforskere. Når han ikke kæmper med sværd og fejer med koste, så har han travlt med at udpule vampyrkongens datter, hvis læber i øvrigt er på størrelse med Kos. AL DENNE AWESOMENESS kan jo ikke fortsat gemmes under ydmyghedens kun alt for lille kappe, så Lucian planlægger et oprør mod vampyrerne.

Det havde man jo aldrig gættet.

Lucian lader lige sin elskede dø for Vampyrkongens hånd. Men SÅ ringer Lucian også lige efter alle sine varulvehomies, og så æder de vampyrerne. The End.

...

... man KUNNE spørge sig selv, hvorfor helvede idioten ikke ringede efter sin HÆR af glubske vareulve in the first place. Man KUNNE spørge sig selv, hvorfor jeg overhovedet satte mig til at se den her film. Og man KUNNE spørge sig selv, om det ikke var på tide, at jeg fik nogle nye og bedre venner.

Jeg er fantastisk. Alle andre er dårlige.

Observationer fra et træningscenter:

Det hænder, at min makker og jeg tager op og kaster rundt med nogle vægte. Det er egentlig en glimrende ting: Vi snakker og griner og råber ad hinanden, mens vi løfter hele verden. Det er altsammen i den skønneste orden.

Når man sådan går rundt deroppe, kan man ikke undgå at lægge mærke til de andre mænd i centeret, selv om man virkelig prøver at lade være. Hver gang slår det mig, hvor dårlige de i grunden er. Så vidt jeg ved, er der ikke offentliggjort dybdegående sociologiske undersøgelser af, hvad det er for nogle mennesker, der træner. Derfor er det med glæde, at jeg her på Sandheden om alt nu kan præsentere:

Den Danske Fitnessmand [TM]

1) Den gennemsnitlige danske fitnessmand er tavs som graven og død i blikket. I de få øjeblikke, hvor han rent faktisk løfter noget, stirrer han målrettet sig selv i øjnene i spejlet. Ellers stirrer han tomt ned i jorden. I de sjældne tilfælde hvor han ikke er tavs, skriger han sin makker ind i hovedet: "KOM NU! EEN MERE!! OG EEN MERE!! OG EEEEEN MERE!! KÅM NU!!"

2) Den Danske Fitnessmand er gerne overtegnet med ekstremt grimme tatoveringer på arme og skuldre, som han stolt viser frem i en meget stram undertrøje.


"Se mig! Jeg er en fyr med en grim tatovering. Hvis du synes, at du har set mig før, er det fordi, der er OTTE MILLIARDER ANDRE DUDES, DER RENDER RUNDT MED NØJAGTIG SAMME TATOVERING."

3) Han lugter enten gennemtrængende af tis og sved, ELLER den helt absurde: Virkelig meget parfume. Hvor retarderet skal man være for at tage sygt meget aftershave på, når man skal op og TRÆNE? Det er heldigvis ikke normen endnu, men man ser det oftere og oftere. Hvad tænker man på, før man hælder halvdelen af David Beckhams seneste ud over sig selv, før man skal op i et rum sammen med en masse svedende mænd og pumpe? Det går over min forstand, at savlende idioter af den kaliber overhovedet kan trække vejret.

4) Den Danske Fitnessmand er barberet flere steder end i ansigtet.

5) Den Danske Fitnessmand går i højere og højere grad op i sit træningstøj, og han er i flere og flere tilfælde en værre gangsta-rappah med løse hængerøvsbukser og sneaks.

...

... og det er det. Der er tale om en veritabel mur af selvoptagede, pubeshårsbarberede, parfumerede og overtatoverede tavse, surmulende idioter. Hvis det på nogen måde er repræsentativt for mændene i Danmark, melder jeg mig ud af livet. Så er det sagt.

Kæft, hvor er den her neger egentlig kæmpe stor.

... og det synes jeg egentlig lige, at jeg ville dele med verden. Det er satme en stor neger. Jeg vil også have lår, der er lige så brede som min talje. Det ville være lækkert. Så er det sagt.