Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

 - Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

 - "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." - 

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!