lørdag den 16. januar 2010

Togkrønikerne: Døden fra Randers

NU ER DET JO ET STYKKE TID SIDEN, at jeg sidst har haft en underlig oplevelse i et af DSBs toge, hovedsageligt fordi jeg er begyndt at sætte mig ud på toilettet og messe Mozarts Requiem hele turen.

Ja, jeg er lidt mærkelig.

I går aftes veg jeg dog fra mine principper og sad således i en togvogn på vej fra Hobro til Århus. Det gik i og for sig fint, indtil vi nåede Randers.

Selvfølgelig gik det galt i Randers.


En karseklippet ung mand i joggingbukser og en dynejakke med en kasse blå royal under armen vælter ind i vognen. Han har en rift ved det ene øjenbryn. Han skimmer hurtigt vognen for passagerer og får øje på en pige, der sidder alene i en pladssektion foran mig. Han bevæger sig hen til hende og sætter sig ned.

- Hej. Vil du ha’ en øl?
- Nej.
- Nåmmen, det er bare fordi, jeg har en del øl, og min kammerat kommer også lige om et øjeblik. Såøh, så vil du måske ha’ en øl?
- Nej.
- Nå, okay. ... Nåmmen, hvad hedder du?
- Det er ikke vigtigt.
- Nå, okay. Jeg hedder Jesper. ... er du sikker på, at du ikke vil ha’ en øl?

Hans kammerat kommer på nuværende tidspunkt ind i vognen, også iklædt dynejakke og joggingbukser. Han sætter sig hen til dem. Pigen bliver døbt "Nina" af Jesper.

- Lasse, det her er Nina. Hun vil ikke have en øl.
- [blablabla, random chikane af "Nina".]

Jesper rejser sig op og vælter over i pladssektionen umiddelbart over for, hvor der sidder en anden pige. Her gentages seancen fra før. Vil du ikke have en øl, hvad hedder du, hvorfor vil du ikke snakke med mig. Hun er heller ikke så responderende over for hans tilnærmelser, hvorefter han vender tilbage til Nina igen, der STADIG ikke vil have en øl. Frustreret finder han sin telefon frem og ringer op.

- [telefon] Hallo, må mig og Lasse måske komme til fest? ... Nej, det er Jesper! ... Ej, come orne, Ditte, det er fandme lang tid siden, vi har set hinanden, og ... seriøst. Seriøst, mand. Prøv lige at snakke med ham der, der holder festen, ik? ... nu spænder du lige hjelmen, Ditte. ... Nå. Nå, ok. ... Jamen, hej, så. [telefon slut]

[fyrer en tom øldåse ned i vognen i frustration. vender sig mod Lasse.]

- Hallo, Lasse. Jeg er din bror, mand. Jeg ved godt, at jeg altid laver problemer, men seriøst. Du bliver nødt til at snakke med hende. Jeg gider ikke hjem. Lasse. Jeg er pisse liderlig. Du bliver nødt til at snakke med hende.

[vender tilbage til Nina]
- Du, Nina. Jeg har en fornemmelse af, at du hader mig.
- Altså, jeg hader dig ikke, jeg har bare ikke lyst til at snakke med dig.
- Ahrmen seriøst. Jeg kan se, når kvinder hader mig. Du må gerne sige, at du hader mig. Sig det bare. Kom nu.
- Jeg er bare ikke så interesseret i at snakke.
- Du hader mig.
- Jeg sidder lige og hører noget musik.

... OG DET ER JO ALTSAMMEN FINT OG GODT. Indtil Jesper foretager nogle interessante telefonopkald.

[ringer op]Michelle! Lasse og jeg har lige smadret fem mennesker. ... ja, den er god nok. ... Ja,ved du, hvad vi gjorde, Michelle? Vi tog sådan en glasflaske, og så smadrede vi den i hovedet på en af dem. ... Ja, han lå stadig og blødte, da vi skred. ... Ja, ok, hejhej.

[ringer op igen]Hallo, Lasse og mig, vi har lige været i en slåskamp. To mand mod ti mand. vi tog dem totalt ud. ... nå, men skal I med til fest eller hvad? ... nå, ok. ... du er da godt nok bøsse. ... hej.

[tager telefonen] Hvad FANDEN er dit problem, Linda? ... Nå, okay. ... ja, okay. ... ja, jamen vi kommer mig og Lasse. ... ja, okay, tak. ... Tak, Linda. Må jeg lige snakke med Michelle? ... Lad mig snakke med Michelle! ... Hey, Michelle. Jeg har lige flækket mit øjenbryn. ... Nu skal du høre, det er faktisk ikke engang sjovt, hvordan det skete. Jeg stak en fyr i brystet med en kniv. ... nej, jeg mener det seriøst. ... ja, jamen, jeg stak ham bare i brystet. ... jamen, du skulle ha’ hørt det pis han sagde til Lasse. ... ja, det er noget pis, mand. ... Hallo, Michelle? Hallo?

[ringer op igen] Hej igen, Linda. ... ja, Michelle gider ikke snakke med mig, mand. ... ja, jeg stak sgu en fyr i brystet. ... ja. ... ja. ... ok. Nåmmen, vi ses, så.

["næste station Århus. Det bliver Århus næste gang."]

- Kom nu, Lasse! Nu skal vi fandme ud og fyre den af!

...

Randers, mand. Fucking Randers.