Åh, alt var godt i 90’erne

Jeg forstår ikke den tid, jeg lever i. Alle de her lede hipsters med deres lede hornbriller, undercuts og skinnyjeans. De er helt utroligt irriterende. Hver gang jeg ser en hipster, har jeg lyst til at slå ham i hovedet og råbe ”DU ER IKKE EN NØRD! HOLD SÅ OP MED AT LADE SOM OM!” eller ”SÅ BLEV VI GODT NOK EN DEL AF FLOKKEN, HVA’ SMARTASS!?”.

Jeg kender selv et par hipsters. De er egentlig meget søde. Og det er jo dem, der har fat i den lange, trendy ende. Jeg sidder som et eller andet forpulet fossil og forsøger at fastholde et half-assed Antonio Banderas-møder-2006-look. Alt imens render hipsterne rundt og kigger piger intenst i øjnene igennem deres tykke hornbriller, og de lede jeans er så skinny, at alt blodet er smadret op i overkroppen, hvilket får overkroppen til at se enorm ud, og hvem fanden har også brug for blod i benene, eller ben i det hele taget, og de charmer de piger, mens de kigger sørgmodigt ud mod horisonten, for det er hårdt at ligne en nørd, også selv om man kun leger, at man er en nørd, og derfor får det hele en lidt ironisk distance, men selvironi er jo for fanden også så skidesexet.

Hipster-imaget kommer jo gerne med en pludselig passion for en uTROlig mængde af obskure indie-bands, der alle sammen har ét mål i livet: At lyde som om, at de er optaget på en iPhone i en garage af en degenereret dværg med downs. Hipsters hader musik, der rent faktisk har en form for pointe eller melodi, fordi: hvor er den ironiske distance lizzom!?

Så er der de lede tatoveringer, som man kan kaste sig ud i, hvis man VIRKELIG vil kæle for sin hipsterhed. Helst skal de forestille et eller andet totalt arbitrært – et fjernsyn med terninger som antenner eller en blomstret betty boop-agtig skikkelse i manga-stil. Igen totalt ironisk distance, dér. Men gæt hvad, røvhuller: De lede tatoveringer er lige så kiksede om fem år som kinesiske tegn og tribaltatoveringer er i dag.

- "Jeg har en saks tatoveret på armen. Har du nogensinde set noget så unikt og ironisk?" -

Alt er galt med nutiden. Ud over at folk render rundt og er hipstere, så er det politiske verdenskort eksploderet, der er krig og finanskrise, og ingen kan finde ud af noget som helst. Nutiden er fucked!

90’ERNE VAR MEGET BEDRE
Når jeg forsøger at navigere rundt i al denne hipsterhed og finanskrise, så er det, at jeg længes tilbage mod 90’erne. Alt var skidegodt i 90’erne. I 90’erne, ikke? Der var alt tøj grimt af en anden verden. Derfor skulle du ikke vælge imellem at være trendy eller random/Antonio Banderas+2006/unik/konservativ, men mellem at være grim eller at være grim. Det var ligesom de to muligheder, der var.

Nyrup var en formidabel statsminister. USA var ikke blevet sindssyge endnu – det eneste, man gik op i derovre i 90’erne, var hvorvidt Bill havde kendt Monica i den bibelske forstand eller ej. Der var fred i hele verden, undtagen der hvor der alligevel ikke er fred i dag. Cowboybukser kostede ikke 1300 kroner.

Musikken var fantastisk i 90’erne. Haddaway spurgte indtrængende: ”What is love?”. Og hvad ER kærlighed overhovedet, totalt relevant spørgsmål dér, og hvis du skulle være lidt musikalsk og speciella, så kunne du høre Massive Attack eller Jeff Buckley, der i øvrigt stadig holder den dag i dag. Der sad også nogle idioter og spillede i en garage i 90’erne, men de hed Nirvana, og ja, hvad kan man sige: De lavede bare de fucking garageoptagelser bedre dengang.

Richard Gere rendte rundt i Pretty Woman og charmede med sit distingverede silverfox-look, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg fik jo mit første grå hår i en alder af 23 år, og det er kun gået én vej siden. Ligesom Richard Gere, så er jeg en hård fyr uden på, men jeg får mine stærke og totalt ægte følelser ud ved at spille passioneret klaver. Jeg går også benhårdt efter de prostituerede verdenskvinder med sans for stil, biler, opera og tandhygiejne. Dem, som er spontane og umiddelbare, men alligevel gemmer på en utrolig følsom dybde. Dem, der er lidt crazy og vilde, men som egentlig bare ønsker at blive frelst fra dem selv og deres egne dårlige beslutninger, som de i øvrigt udelukkende tog på grund af den onde omverden.

- Richard Gere. Han holder hundrede. -

Jeg ville ønske, at der – ligesom i Pretty Woman – altid blev sat et soundtrack på, så jeg vidste, hvad jeg skulle føle. FOR EKSEMPEL når jeg lige havde sagt farvel til en kvinde, at en eller anden lige fyrede op for ”It must have been love / but it’s over now / it must have been good / but I lost it somehow”, mens jeg stod og kiggede tænksomt ud over balkonen på mit penthouse hotelværelse. Ligesom Richard Gere.

90’erne var fantastiske. Nutiden er dårlig. Hvis nogen har nogle gode tips til at navigere i den kummerlige nutid, så er jeg lutter øren. Alternativt kan I bare sende mig nogle hornbriller, et par skinnyjeans og Tattoo Magazine, og så kan vi få det overstået med det samme.