Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 

 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

 - Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

 - "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." - 

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!

DET NYE: MEGET FORVIRRENDE FILM, del 1

På det seneste er der sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg har set nogle film, jeg ikke forstod. Det havde ikke været så mærkeligt, hvis det var franske kunstfilm, hvor det som er bekendt er meningen, at man ikke skal forstå en skid. De handler alle sammen om en svært depressiv russisk transvestits møde med en lesbisk pingvin. Og så sidder instruktøren der med et prætentiøst overskæg, en baguette og et glas rødvin med en drue fra 97’ og griner af de idioter, der er dumme nok til at forsøge at forstå hans film. For det er jo KUN HAM, der for alvor forstår den. You lose, stupid audience!

Det er ikke de film, jeg taler om. Jeg taler om AMERIKANSKE FILM, som var umulige at forstå. Og det er meget mærkeligt. For når jeg ser film – og især amerikanske film – så er jeg vant til, at jeg får pointerne serveret på et sølvfad.

Som i Løvernes Konge. Den lærte mig, at man ikke skal flygte fra sin fortid. Nej, man skal stå ved, hvem man er og blive den, det var meningen, man skulle være: LØVERNES KONGE. Man skal også holde op med at spise insekter. De er muligvis slimede og dejligt mættende, men de er til gengæld også helt vildt klamme.

 - Lad være med at spise klamme insekter, Simba. -

På samme måde med Iron Man. Den lærte mig, at jeg skulle holde op med at være sådan en player og LIGE TÆNKE LIDT på problemerne i Mellemøsten. Efterfølgende har jeg lagt de smarte solbriller på hylden og indstillet mit ellers eskalerende salg af AK47-rifler til Libanon.

 - Lagt på hylden. -

Eller Titanic, der lærte mig, at jeg skulle holde op med at leve under min mors og min forlovedes tyranni og udfolde mig som den smukke og kompetente kvinde, jeg jo for fanden er!

Og så videre. Der er altid en lektie at lære i amerikanske film.

Eller er der?

I filmen Limitless er det ikke hundrede procent tilfældet.

Hovedrollen i Limitless spilles jo af Hollywoods nye, smarte fyr, Bradley Cooper. Det er sådan, at Bradley Cooper kun castes til og kan varetage ÉN rolle, og det er rollen som den sejeste fyr i verden. Det er den rolle, han spiller i alle de film, han er med i: The Hangover part I & II, The A-Team og nu også Limitless. Eller ok, det er faktisk ikke helt rigtigt. I Limitless starter han med at være lidt sølle. Han er en falleret, uproduktiv forfatter, og hans kæreste dropper ham. Heldigvis har man opfundet et narkotikum, der gør en til den sejeste i verden. Så det begynder han at tage, og så bliver han (sjovt nok) den sejeste i verden! Men ÅH NEJ. Hvis man holder op med at tage det magiske stof, så visner man hen og dør. Det totalt emma-dilemma-agtige problem finder Bradley imidlertid hurtigt løsningen på: Man skal bare BLIVE VED MED AT TAGE AWESOME-STOFFET. Helst FOR EVIGT. Og det gør han så. Og så bliver han mega rig og præsident. The end.

 - Tag nogle flere stoffer. My name is Bradley Cooper and I approve of this message. -

Det kunne jo godt ligne en film med denne morale: Det er mega fedt at tage stoffer. Hvis du synes, at du har et godt, modereret forbrug af coke, og du ligesom synes, at det hjælper dig til at præstere bedre i hverdagen, ikke? Så skal du fandeme bare fortsætte med at tage det. And don’t let nobody tell you any different!

MEN. Der er en lille catch ved alt det her: Da han er kommet på awesome-stoffet generobrer han jo sin kæreste. Men da hun finder ud af, at han er på det, ikke? Så skrider hun! Så hvad nu? Hvad fanden er moralen? Du kan tage stoffer og blive præsident, men måske mister du nogle damer i processen? Hvad helvede er det for en absurd tvetydig pointe? Jeg forstår ikke et pluk. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal tage stoffer eller ej. Og det er et ret presserende spørgsmål, fordi jeg meget snart skal på Roskildefestival. What’s it gonna be? Drugs or no drugs? Limitless er bare et stort forvirrende spørgsmålstegn i den sammenhæng, og det kan jeg ikke bruge til NOGET SOM HELST.

Stay tuned for flere forvirrende amerikansk film!

Trøjborg: Plads, træer og en spirende voksenfornemmelse i brystet!

Ih, hvor er her stille herinde. Men det er der heldigvis en god grund til: Jeg har været travl. Travl med livet, travl med at blive stor som et hus og travl med at flytte alt mit habengut og mine vintageplakater af Butch Cassidy and the Sundance Kid op på Trøjborg. Ja, jeg er flyttet på Trøjborg! Det ligger i det nordlige og ekstremt pæne og voksne Aarhus. Og det passer mig godt. Det gør det. Altså, fordi NU er jeg sgu voksen. Det er man, når man flytter på Trøjborg i gigantiske lejligheder uden EL, når man handler i Løvbjerg, og når man ikke bare kan forfalde til 7-11, hvis man har glemt at købe ind. Nu skal jeg fortælle lidt om det hele.

Trøjborg. Her er så spændende på Trøjborg. Forleden forvildede jeg mig ind i Trøjborgs svar på SuperBrugsen: Løvbjerg. Og Løvbjerg, det er lidt lissom en gigantisk, mega-dyr Netto. Ligesom i Netto er der også bare rigtig grimt i Løvbjerg. I Løvbjerg gider de sgu heller ikke sætte tingene op på hylder eller tage dem ud af de paller, som de kommer i. Nej, lortet bliver bare stablet op oven på hinanden i en brun symfoni af fugtigt pap og slidt interiør. Et par medarbejdere render rundt og smider ting oven på hinanden med et friskt “Kan jeg hjælpe dig?” smukt broderet på ryggen, der står i gabende kontrast til deres laskede attitude og stendøde øjne. Men i det mindste slap jeg kun 500 kroner for en pakke havregryn og to liter mælk.

Og SÅ kom jeg tilbage til skoven og den friske havluft, og pludselig havde jeg glemt alle mine bekymringer og kunne kun tænke på spirende liv og sexede små havfruer.

Trøjborg. Der er så grønt, så grønt. Og så stille. Jeg kan høre mig selv trække vejret lige nu. Ind. Ud. Ind. Ud. Kan du mærke, hvordan mit rolige Trøjborg-åndedræt også gør dig lidt mere rolig og voksen lige nu?

 - Der er sygt mange træer, hvis man står på min altan og kigger til højre. Rigtig, rigtig mange træer. Altså, som i seriøst mange. -

Trøjborg. Indledningsvist var jeg meget bekymret over at flytte væk fra den 7-11, der lå 50 meter fra min gamle bopæl i den dumme, unge og uansvarlige midtby. Altså, hvad hvis man lige stod og manglede en liter mælk klokken 11 om aftenen? Men så blev jeg enig med mig selv om, at det var en del af at blive voksen og ansvarlig. Hvis man ikke kan huske at købe mælk inden for normale åbningstider, SÅ HAR MAN IKKE FORTJENT NOGET MÆLK. Så må man gå tørstig i seng! Eller stå om morgenen med en skål havregryn uden mælk og ligne en stor, mælkeløs nar. Sådan er det at være voksen. Ligesom det der med, at hvis man er gammel nok til at LAVE børn, så er man satme også gammel nok til at FÅ dem. Væk med den fri abort! Og væk med den frie mælk.

Det der med, at man ikke bare lige kunne vade over i 7-11 og købe bajere i tide og utide, det ville også være skidegodt til at bekæmpe min spirende alkoholisme. Så når der ikke er flere øl tilbage, så ER der faktisk ikke flere øl tilbage. Og så må man gå i seng. Med hænderne over dynen i aflåst sideleje, ligesom alle de andre rigtige voksne på Trøjborg.

...

… nu har jeg så erfaret, at der ligger en døgnåben Statoil-tank omkring fem meter fra min nye lejlighed. Det er som om, at Gud gerne vil have, at jeg resten af mit liv forbliver en infantil, alkoholisk idiot, der ikke kan finde ud af at købe ind inden for normale åbningstider, Trøjborg eller ej.

 - Røv-grim Statoil-tank ødelægger min nye, voksne livsstil og venstre side af min udsigt til alle de lede træer! Bemærk dog, at der stadig er en del træer i baggrunden. - 

Men Trøjborg. Folk kigger på en med et skævt smil og et sigende blik: “Ja, jeg bor også på Trøjborg. Her er rimeligt fucking nice. Har du nogensinde set så mange træer i dit liv?” Og så vader de videre med deres hornbriller og vintage barnevogne.

Trøjborg. Jeg ligger og græder mig selv i søvn hver aften heroppe. Halvt af glæde over at bo på Trøjborg, halvt fordi der er så sygt meget græs på Trøjborg, der går LIGE i min høfeber.

Trøjborg. Jeg har pludselig mere plads, end jeg på nogen måde kan bruge. Det her Trøjborg-pis, det er et overflødighedshorn af plads. Det er det! Der er dog ingen EL. Hele Trøjborg er bygget engang i 30’erne, og der tænkte man sgu ikke på den slags. Der er måske to stikkontakter i hele min gigantiske lejlighed, og hvis man tænder for den ene, så ryger strømmen fra den anden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge alt det plads til? Måske til en form for vindmølle, så jeg kunne få noget mere EL? Eller nej, indendørs vindmølle, det er retarderet. Men hvad så? Hvis jeg såede noget græs inde i mit soveværelse, kunne jeg måske leje det ud som tennisbane eller noget.

 - Jeg har aldrig set så meget plads i mit liv. Hvad skal jeg stille op med den lede altan!? - 

Trøjborg. Der er EN bar, der er nøjagtigt lige så snusket som alle barerne i midtbyen. Til gengæld er den dobbelt så dyr.

Trøjborg. Jeg er meget lykkelig. Og jeg har ikke engang prøvet den lede lokale isbar endnu!

Åh, alt var godt i 90’erne

Jeg forstår ikke den tid, jeg lever i. Alle de her lede hipsters med deres lede hornbriller, undercuts og skinnyjeans. De er helt utroligt irriterende. Hver gang jeg ser en hipster, har jeg lyst til at slå ham i hovedet og råbe ”DU ER IKKE EN NØRD! HOLD SÅ OP MED AT LADE SOM OM!” eller ”SÅ BLEV VI GODT NOK EN DEL AF FLOKKEN, HVA’ SMARTASS!?”.

Jeg kender selv et par hipsters. De er egentlig meget søde. Og det er jo dem, der har fat i den lange, trendy ende. Jeg sidder som et eller andet forpulet fossil og forsøger at fastholde et half-assed Antonio Banderas-møder-2006-look. Alt imens render hipsterne rundt og kigger piger intenst i øjnene igennem deres tykke hornbriller, og de lede jeans er så skinny, at alt blodet er smadret op i overkroppen, hvilket får overkroppen til at se enorm ud, og hvem fanden har også brug for blod i benene, eller ben i det hele taget, og de charmer de piger, mens de kigger sørgmodigt ud mod horisonten, for det er hårdt at ligne en nørd, også selv om man kun leger, at man er en nørd, og derfor får det hele en lidt ironisk distance, men selvironi er jo for fanden også så skidesexet.

Hipster-imaget kommer jo gerne med en pludselig passion for en uTROlig mængde af obskure indie-bands, der alle sammen har ét mål i livet: At lyde som om, at de er optaget på en iPhone i en garage af en degenereret dværg med downs. Hipsters hader musik, der rent faktisk har en form for pointe eller melodi, fordi: hvor er den ironiske distance lizzom!?

Så er der de lede tatoveringer, som man kan kaste sig ud i, hvis man VIRKELIG vil kæle for sin hipsterhed. Helst skal de forestille et eller andet totalt arbitrært – et fjernsyn med terninger som antenner eller en blomstret betty boop-agtig skikkelse i manga-stil. Igen totalt ironisk distance, dér. Men gæt hvad, røvhuller: De lede tatoveringer er lige så kiksede om fem år som kinesiske tegn og tribaltatoveringer er i dag.

- "Jeg har en saks tatoveret på armen. Har du nogensinde set noget så unikt og ironisk?" -

Alt er galt med nutiden. Ud over at folk render rundt og er hipstere, så er det politiske verdenskort eksploderet, der er krig og finanskrise, og ingen kan finde ud af noget som helst. Nutiden er fucked!

90’ERNE VAR MEGET BEDRE
Når jeg forsøger at navigere rundt i al denne hipsterhed og finanskrise, så er det, at jeg længes tilbage mod 90’erne. Alt var skidegodt i 90’erne. I 90’erne, ikke? Der var alt tøj grimt af en anden verden. Derfor skulle du ikke vælge imellem at være trendy eller random/Antonio Banderas+2006/unik/konservativ, men mellem at være grim eller at være grim. Det var ligesom de to muligheder, der var.

Nyrup var en formidabel statsminister. USA var ikke blevet sindssyge endnu – det eneste, man gik op i derovre i 90’erne, var hvorvidt Bill havde kendt Monica i den bibelske forstand eller ej. Der var fred i hele verden, undtagen der hvor der alligevel ikke er fred i dag. Cowboybukser kostede ikke 1300 kroner.

Musikken var fantastisk i 90’erne. Haddaway spurgte indtrængende: ”What is love?”. Og hvad ER kærlighed overhovedet, totalt relevant spørgsmål dér, og hvis du skulle være lidt musikalsk og speciella, så kunne du høre Massive Attack eller Jeff Buckley, der i øvrigt stadig holder den dag i dag. Der sad også nogle idioter og spillede i en garage i 90’erne, men de hed Nirvana, og ja, hvad kan man sige: De lavede bare de fucking garageoptagelser bedre dengang.

Richard Gere rendte rundt i Pretty Woman og charmede med sit distingverede silverfox-look, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg fik jo mit første grå hår i en alder af 23 år, og det er kun gået én vej siden. Ligesom Richard Gere, så er jeg en hård fyr uden på, men jeg får mine stærke og totalt ægte følelser ud ved at spille passioneret klaver. Jeg går også benhårdt efter de prostituerede verdenskvinder med sans for stil, biler, opera og tandhygiejne. Dem, som er spontane og umiddelbare, men alligevel gemmer på en utrolig følsom dybde. Dem, der er lidt crazy og vilde, men som egentlig bare ønsker at blive frelst fra dem selv og deres egne dårlige beslutninger, som de i øvrigt udelukkende tog på grund af den onde omverden.

- Richard Gere. Han holder hundrede. -

Jeg ville ønske, at der – ligesom i Pretty Woman – altid blev sat et soundtrack på, så jeg vidste, hvad jeg skulle føle. FOR EKSEMPEL når jeg lige havde sagt farvel til en kvinde, at en eller anden lige fyrede op for ”It must have been love / but it’s over now / it must have been good / but I lost it somehow”, mens jeg stod og kiggede tænksomt ud over balkonen på mit penthouse hotelværelse. Ligesom Richard Gere.

90’erne var fantastiske. Nutiden er dårlig. Hvis nogen har nogle gode tips til at navigere i den kummerlige nutid, så er jeg lutter øren. Alternativt kan I bare sende mig nogle hornbriller, et par skinnyjeans og Tattoo Magazine, og så kan vi få det overstået med det samme.

Seth Rogen er kummerlig som irriterende, overspillet grøn hveps

Seth Rogen er hoppet med på bølgen af de lede superheltefilm med The Green Hornet, som han spiller hovedrollen i og selv har skrevet manuskriptet til. Her er han en uelsket rigmandssøn, der skal overtage fars avis, men egentlig helst bare vil rende rundt og være sej i et kostume om natten sammen med random asiatisk butler, der laver alt arbejdet.

 - Arbejdsfordelingen i The Green Hornet: Butleren laver arbejdet, mens Seth står og ligner en nar. - 

Random asiatisk butler er i øvrigt nok den mest utroværdige karakter i filmhistorien. Han voksede forældreløs op i Bangladesh/Tokyo/random asiatisk bys gader og udviklede sig til at blive supermekaniker skråstreg elite-ninja skråstreg kaffe-connoisseur extraordinaire. Grundlæggende er det meningen, at vi skal købe forhistorien, fordi han er asiat. Du kan tage forældrene fra en asiat, tæve ham hver dag med en svensknøgle og hælde kaffe i øjnene på ham, og så vokser han op og bliver en ninja (alle de tæsk gør en stærk!), supermekaniker (han blev jo tævet med en SVENSKNØGLE, remember? Som man også bruger til at dreje på ting i en bil? Du forstår? Wink-wink?) og kaffe-ekspert (fra kaffen i øjnene). DE KAN JO BARE DET DER MED NINJA, BILER OG KAFFE, DE ASIATER. DET KAN DE DA. Du kan tage asiaten ud af talentet, men du kan ikke tage talentet ud af en asiat. ... eller det der.

Heldigvis er han spillet ekstremt uoverbevisende af random asiatisk skuespiller.

Nå. Men. Det er faktisk ikke engang den ekstremt random og uoverbevisende asiat, der er det grundlæggende problem med The Green Hornet. Det grundlæggende problem med The Green Hornet er, at man ikke kan holde af gode gamle Seth. Overhovedet. Han er pisse irriterende og kikset og meget kummerlig. Men ikke på sådan en cool, arrogant måde som Jach Nicholson i As Good as it Gets eller Robert Downey i Iron Man – nej, på sådan en ... belastende måde, der faktisk ikke er sjov, men mest bare giver en lyst til at slå ham hårdt i hovedet. Eventuelt med en svensknøgle, så han også kunne blive mekaniker og på den måde måske BIDRAGE LIDT til hele forestillingen.

Det er selvfølgelig meningen, at Seth skal forandre sig i løbet af filmen og blive til et mindre irriterende pikhoved. Og han bliver da også marginalt mindre irriterende. Men det er sgu ikke meget.

The Green Hornet får rigtig sagt nogle ting om KULTURforskelle i mødet mellem den random asiat og Seth Rogens karakter. Fordi random asiaters problemer er jo, at til trods for alt deres talent så kan de ikke finde ud af en skid på egen hånd, fordi: ASIATER KAN KUN BRUGE DERES MASSIVE TALENT, HVIS NOGEN FORTÆLLER DEM, HVAD DE SKAL GØRE. Og der er det jo heldigt, at Seth Pikansjos Rogen kan gå ind og give den random asiat noget retning med sin amerikanske iværksætterhed og evne til at tænke STORT OG UDEN FOR BOKSEN. Det er derfor, de to er sådan et godt team. Det bedste fra begge kulturer!

Så fik vi også lige lært en vigtig, interkulturel lektie i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad den vigtige interkulturelle lektie er, så lad mig skære den ud i pap lige her og nu: Lad være med at se The Green Hornet.

Tid til en snak om ligestilling, drenge og piger!

I dag skal vi snakke om ligestilling. Ja, sådan er det, og så kan I grødbønder brokke jer nok så meget, I vil! Fordi: Det store ligestillingstog, der i disse år er fyldt med svenskere og SF’ere, det er kørt helt og aldeles af sporet og er nu på vej ud over afgrunden med 800 kilometer i timen. Og det vil jeg gerne have, at vi får en god, sund og voksen snak om lige nu.

Man skal være ragende idiot for ikke at omfavne og gå ind for ligestilling mellem kønnene. Det er SUPER, og det er kun degenererede fiskere fra Esbjerg, som ikke er tilhængere af det. Kvinder skal totalt have lige så mange muligheder som mænd. Også selv om de har langt hår og ikke tænker på så meget andet end hvem, der mon bliver Amerikas næste topmodel. Også selv om de vimser rundt og hovedsageligt bekymrer sig om, hvad der mon står i deres stjernetegn i næste udgave af Wendy. Og også selv om de er selvudslettende og neurotiske og grænsende til det psykotiske. SELV OM ALT DET, så skal de selvfølgelig have lige så mange rettigheder og muligheder som mænd!

Det er dog ikke det, ligestilling handler om nu om dage. For: Det splinternye, ekstremt sexede og brandvarme buzzword inden for ligestilling, ikke? Det er KVOTER. Direkte importeret fra Norge og Sverige, der som bekendt er rigtigt gode til olie og pissebillige træmøbler, og så må de også være gode til ligestilling. Det siger sig selv.

Og de ER sgu vilde med kvoter derovre. Det er de! Det seneste skrig var, da de ville til at have kvoter i LEGO-kasserne.

Jeg elsker intenst, at de har akkompagneret artiklen med et billede af en masse storm troopers fra Star Wars. Jeg kan virkelig godt se, at det er noget forpulet kønsfascisme, at LEGO lader de MANDLIGE storm troopers fra filmene FORBLIVE MÆND i legetøjsversionen. Åbenlys mandschauvinisme! Eller hvad med ridderlegoet? Hvad med at smække nogle kvindelige riddere ind på hestene til at dræbe både dragerne og den historiske korrekthed? Hvad med det?

Hvis jeg sad i LEGOs bestyrelse, og min PRIVATE VIRKSOMHED fik pålagt det her gennemretarderede forslag, så ville jeg smække en helvedes masse syesker, kogekoner og tjenestepiger ind i ridderlegoet for at opfylde kvoterne. I ligestillingens navn.

Og hvad med Barbie, i øvrigt? Skal vi også til at have 40% ken-dukker i pakkerne lanceret? Det ER vel kun fair.

Nå. Men. Én ting er et åbenlyst idiotisk forslag fra sindssyge svenske ammehjerner. En anden ting er den politiske virkelighed herhjemme, hvor Socialdemokratiet og SF jo faktisk i ramme alvor køber ind i de her tanker. Ja, det er nemlig rigtigt. Hvis vi får et regeringsskifte – hvad jeg af ganske andre årsager egentlig gerne så, at vi fik – så skal vi også til at have kvindekvoter i private selskabers bestyrelser. S og SF blev garanteret inspirerede, da Sidse Babett Knudsen introducerede kvoter med gigantisk succes i Borgen. Hun trynede lige seriens svar på Maersk, og så var der kvoter/ligestilling i Danmark. Velkommen til det nye årtusinde, Crone/Maersk, HVOR VI ALTSÅ HAR KVOTER OG LIGESTILLING!

[Hold dig nu fra de lede kvoter, Sidse!]

Kvoter og ligestilling. To alen af det samme stykke! Sådan lyder det for tiden. Og jeg er bare ved at eksplodere. Ikke kun fordi, at det umuligt kan være statens opgave at blande sig i driften af private virksomheder på den måde. Men også på kvindernes vegne.

Det er simpelthen at tale ned til kvinder at påstå, at de ikke selv kan få de lede pladser i bestyrelserne, hvis de ville. Det er at undervurdere hele kvindekønnet. Det er noget konspiratorisk, pseudo-feministisk bullshit, at kvinder bliver holdt ude, hvor der skal tages beslutninger. Jeg ser handlekraftige kvinder ende i topposter hver eneste dag. Kvindekønnet har ikke brug for nogen krykke til at komme til tops. Det klarer de fint selv – hvis de vil.

Og forstå mig ret: Jeg er vokset op i et hippiehjem. Min mor har altid tjent lige så mange penge som min far. De fordelte de huslige pligter retfærdigt imellem sig. Ikke at de var ligestillingsfascister – det var ikke sådan, at mutter aldrig kunne tage en kjole på, eller at fatter ikke fik lov til at købe en motorsav. Men de var ret nede med det der ligestilling. Det var en selvfølge.

Ligeledes var det en selvfølge, at mutter ville, kunne og skulle arbejde lige så hårdt som fatter for at komme i betragtning til diverse pladser i bestyrelser, lederroller mm. Og det gjorde hun. Man kastede lederroller og bestyrelsesposter i hovedet på hende for et godt ord, fordi hun var så utroligt talentfuld og arbejdsom.

Hold kæft, en masse spildt arbejde fra hendes side. Hun skulle ha’ ventet til de indførte kvindekvoter. Så havde hun ikke behøvet at løfte en finger. Så kunne hun have klamret sig til fornedrende politiske krykker, som hun ikke havde brug for.

Og så er der også denne detalje: Jeg ved godt, at det her er en helt utrolig tanke i en verden, hvor kvinder og mænd er HELT ENS, FORDI ELLERS ER DER IKKE LIGESTILLING, ikke? Men KUNNE det tænkes, at der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede kvinder? Og ligeledes: At der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede mænd? Og at der derfor kunne opstå situationer, hvor den bedste kandidat blev sorteret fra til fordel for en ringere kandidat af det ”rigtige” køn? Men hey, at der overhovedet skulle være den mindste smule forskel på kønnene og deres faglige interesser og engagement, det er jo selvfølgelig helt og aldeles sindssygt at antyde.

...

Jeg bliver så harm. Ligestilling er lige muligheder. Det er ikke, at ét køn skal favoriseres, eller at kønnene skal være ens. Og det er ved gud ikke kvoter.

At insistere på den form for ligestilling, hvor man mener, at kønnene er ens, ikke? Det er så torskedumt, at jeg nærmest ikke kan få vejret. Hvad bliver det næste? Skal vi også have 40% mandlige sygeplejersker? 40% kvindelige mekanikere? Jeg mener bare: Nu vi alligevel ER ligeglade med, hvad folk selv vil og synes, så kan vi vel lige så godt tage det store ligestillingskvote-skridt fuldt ud.

Jeg håber sådan, at der er kræfter i S og SF, som kan se, hvor helt utroligt meget hul i hovedet kvoter er, og at de kan tale de andre fra det her tåbelige, kvindenedgørende ævl. Ellers rejser jeg fandeme til Sverige, når de indfører det. Eller, nåhr nej ...

Den blinde ego-hævner slår til igen!

Ikke alt Marvel rører ved bliver til guld. Det er sådan set bevist mange gange, men man bliver alligevel lige skuffet, hver gang man bliver mindet om det.

Her den anden dag havde jeg en samtale med en af mine gode venner. Vi havde lige set The Town, som i øvrigt er en gedigen, underholdende actionfilm. Samtalen forløb cirka sådan her:

 - ”... ja, Ben Affleck var sgu god ... jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige de ord. Jeg havde aldrig troet, at NOGEN skulle sige de ord.”

 - ”Ja, god og sygt pumpet. Muligvis mere pumpet end han var i Daredevil. Og måske faktisk også lidt mere plus-kæbet? Måske gode, gamle Ben har været en tur på steroidevognen?”

 - ”Jeg har ikke set Daredevil. Jeg har hørt, den skulle være sygt ringe.”

 - ”Ahr, jeg er en af dem, der ikke synes, at den er helt så ringe, som alle de andre synes. Og Colin Farrell er sgu en okay skurk. Du kan jo se den og selv bedømme.”

Som sagt så gjort.

Daredevil handler om Ben Affleck, der som dreng får hældt syre i øjnene og mister synet. Det viser sig imidlertid at være en stor velsignelse, fordi det betyder, at hans krop MED DET SAMME udvikler alle hans andre sanser til en helt afsindig formåen. Pludselig er han en slags fucking Super-Heimdal, der kan høre pigernes bryster gro. Faktisk bliver han så led en hørefreak, at han via sin hørelse kan orientere sig i et rum, som var han en flagermus/radar/hval/ubåd. Han kan høre, når folks hjerter banker hurtigere, fordi de lyver. Han hører så godt, at han kan reelt kan ”se”, når det regner, fordi hver regndråbe laver en lyd, når den rammer en overflade. HAN HØRER MED ANDRE ORD RET GODT.

Også hans lugtesans når afsindige proportioner. Den gør, at han kan opsnuse lækre damer på 800 meters afstand – fordi vi ved jo alle, at de LÆKRE damer lugter meget bedre end de almindelige damer. Det står i grønspættebogen.

[Det er vildt nyskabende med en blind helt. Jeg håber, vi snart får en superhelt uden arme, der er herregod til at bruge sine ben. Eller en, der kunne nå lydmuren i en kørestol. Hvem ville så grine af de handicappede!?]

Nå. Men. Efter vi har brugt halvtreds år på at lære vores blinde helt at kende og ikke mindst på at acceptere, at han kan tæve folk, selv om han ikke kan se dem, ikke? Så kan plottet endelig gå i gang.

Ben tæver skurke om natten og svanser rundt med sin blindestok om dagen og opsnuser nye lækre damer. Han er nemlig lige blevet droppet af sin sidste kæreste, fordi han altid vimser rundt om natten og aldrig har tid til en Ben & Jerrys i sofaen. Men SÅ lugter Bens perverse næse sig frem til den storbarmede, men  radmagre ninja, Jennifer Garner, som han straks giver sig til at danse en slags ninja-parringsdans med. Imponerede over hinandens ninja-parringsdanseevner falder de to pladask for hinanden. Så har han allerede damen. Super!

[Jennifer Garner som Elektra Natchios (ja, det hedder hun seriøst). Hun deler figur med en gammel Jenna Jameson og kampstil med Rafael fra Ninjaturtles. Det bedste fra to verdener.]

Omkring tre timer inde i filmen bliver vi så introducerede for den virkelige skurk og filmens egentlige handling: Der er en gigantisk ond neger, der terroriserer nabolaget. Ham skal Ben Affleck ha’ ned med nakken. Men åh nej! Så hyrer den gigantiske onde neger Colin Farrell til at kaste dartpile og ninjastjerner efter Ben Affleck og Jennifer Garner og ikke mindst Jennifer Garners FAR. Det lykkes gode gamle Colin Farrell at myrde førnævnte far og få det til at se ud som om, at Ben gjorde det!

[Colin Farrell: Herregod til dart og snigmord.]

DEN ER JO IKKE HELT GOD. Men hold nu fast. Fordi nu kommer den geniale del af handlingen.

Ninja-Jennifer tror altså, at Ben-Daredevil har myrdet hendes far. Derfor sårer hun ham dødeligt i torsoen med sin ninja-kniv. Ben er så medtaget, at han kun kan ligge og ligne en nar, da Colin Farrell kommer og spidder Ninja-Jennifer, til hun er ganske død. Som en anden idiot kravler han væk, ryger igennem taget på en kirke, falder vel en 10 meter og lander på et stengulv, hvor han så igen ligger og ligner en nar. Lige indtil Colin Farrell kommer ind i kirken for at dræbe ham. Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Den tager vi lige en gang til. For ja, det er seriøst det, der sker.

Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Og det er altså ikke sådan, at Ben såret ligger klar med en skjult revolver og altså lige laver snigeren på Colin her. Nej, de løber og kravler rundt i hele kirken som edderkopper på speed og tæver på hinanden, som var der ingen morgendag.

NU forstår vi, at Ben Affleck bare lige skulle have nogle ekstra liter blod svømmende rundt i lungerne og et fald på 10 meter med en landing på et stengulv til at friske sig lidt op, før han kunne tage sig sammen til at gøre noget! Synet af hans elskede, der kæmpede for sit liv var bare IKKE HELT NOK. Eller også kan vi drage en helt anden, spændende konklusion: Da det gjaldt hans elskedes liv, var han sådan lidt ligeglad, men da det var hans eget skind, det gjaldt, SÅ kunne han endelig vågne lidt op.

Ja. Sådan en helt er Daredevil. Never cared much for the ladies. Cared a lot about himself.

Eller hvad? For nu han ER ved det, og så kan han jo for fanden lige så godt tage op og tæve den gigantiske negerskurk, stadig med et (åbenbart ikke så) dødeligt sår i brystkassen.

[Michael Clarke Duncan som ond, gigantisk neger. Altid et populært valg.]

Det er jo fandeme omtrent det dummeste i hele galaksen. Han ligger og er dødeligt såret, da hans elskede dør, men er pludselig ikke dødeligt såret længere, da hun først er død. Filmen prøver ikke engang sådan RIGTIG at retfærdiggøre det med, at det er i raseriet over Jennifers død, at han finder kræfter. Han ligger LANG tid med det lede sår og ser grangiveligt ud som om, at han skal mega dø, før han rejser sig op og tæver hele verden. Og det er jo for fanden ikke fordi, at ubehandlede gennemboringer af brystkassen bliver bedre af, at man falder ned på et stengulv, eller at man lige ligger og sunder sig i to minutter, eller at man RENDER RUNDT MED EN PULS PÅ 160 PÅ BYENS TAGE OG TÆVER FOLK.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke dvæle ved, når den blinde ego-hævner skal ud og smadre knæskallerne ind på kæmpenegere.

Jeg er en af dem, der synes at Daredevil er nøjagtig lige så ringe, som alle andre synes.

Lad være med at se Daredevil.