Crossfit - 1 år efter

Advarsel: Dette er et tilnærmelsesvist SERIØST indlæg, der handler om LEGEMSØVELSER OG KOST. Jeg er blevet ældre end tiden selv, og nu interesserer jeg mig pludselig kun for orkidéer, antik porcelæn og DØDS-FITNESS. Så er du advaret.

 - Du skal svinge den her badboy rundt som en idiot for at blive god til crossfit, muchacho. - 

Nu har jeg været medlem af Aarhus Crossfit i et år - se dette blogindlæg for en beretning om mit første møde med crossfit. Jeg meldte mig oprindeligt ind, fordi jeg var blevet træt af almindelig styrketræning i fitness world. Jeg oplevede ikke fremgang længere, og det var for meget den samme gamle trædemølle med at LØFTE NOGET TUNGT og så sidde og pille sig selv i navlen og så LØFTE NOGET TUNGT og så pille sig selv i navlen osv. De samme gamle øvelser og de samme gamle variationer over de samme to-tre programmer, år ud og år ind.

Derfor crossfit, hvor man bare møder op, og så er der nogle flinke mennesker, der har forberedt en ny og spændende workout for en hver eneste goddamn gang. Der går måneder mellem, at man laver det samme træningspas. På den måde er variationen og udfordringen sikret. Eller okay, man møder op, og så ARBEJDER MAN SELVFØLGELIG OGSÅ LIDT FOR DET. Men som alle, der har trænet før i deres liv ved, så er den største udfordring som oftest at komme ud af døren.

Jeg har strenget mig an og mødt op omtrent tre gange om ugen i gennemsnit og pisket igennem utallige af de forskellige workouts, man får smidt i hovedet. Jeg har lært at sjippe. Faktisk kan jeg sjippe herrehurtigt. Jeg kan lave nogle mærkelige løft, og jeg er blevet råbt utroligt meget af. Og hvad er der så kommet ud af det?

Jeg har smidt 5 kilo, og jeg er i fyrre gange bedre form end før. Væsentligt mere udholdende. Jeg kan hoppe højere og løbe længere. Jeg kan se mine mavemuskler, hvilket er meget, meget nyt for mig. Det var ikke engang et træningsmål for mig at tabe mig - det er sket af sig selv. Jeg er gået marginalt tilbage i bænkpres, men ellers er jeg lige så stærk, som da jeg kun styrketrænede - på nogle punkter stærkere. Betydelig fremgang i ben, ryg og mave.

 - Dette er ikke mig! Men det kunne blive DIG. DU kan blive denne let pressede pige. Hvis du starter til crossfit! - 

Med hensyn til kost har jeg kun lavet små ændringer, men nu spiste jeg også forholdsvis sundt i forvejen. Jeg har måske skåret lidt på kulhydraterne fra brød, ris og pasta og tilsat grøntsager i stedet her og der, men jeg har ikke været fanatisk, og jeg har ædt chokolade, drukket vin og spist ude, når jeg har haft lyst. Dog skal det siges, at jeg det sidste halvandet år har drukket mindre alkohol end ellers (det viser sig, at god på jobbet tit udelukker stiv på bacardi. Who knew?).

Alkohol eller ej: Crossfit har virket fremragende for mig. Og dette er min vurdering: Det er en pissegod træningsform for alle, der vil smide overflødigt fedt og samtidigt have noget muskelmasse. Hvilket vil sige alle i verdensrummet. Alle ville sgu have godt af at starte til crossfit. Det betyder dog ikke, at alle i verdensrummet BØR starte til crossfit. Der er nemlig et par ting, man skal affinde sig med, før man begynder på det:

1) Det er hårdt. Man bliver sat til at lave nogle uhyrlige svin af nogle workouts af og til. Man bliver nødt til at få et lidt mere afslappet forhold til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død for at synes, at det er fedt.

2) Man skal ind i kampen. De siger, at alle kan være med, og det er også rigtigt. Man arbejder på det niveau, man er på. Men i starten er det niveau ret forpulet lavt, og derfor står man af og til i begyndelsen og ligner en omsorgssvigtet teenager med bævrende ben, klodsede kalveknæ og en grim frisure. Dels fordi man ikke kan lave øvelserne særlig hurtigt, dels fordi nogle af øvelserne er teknisk svære. Man kan fx blive sat til at lave dobbeltsjip, og det er der ingen uden for crossfit-, bokse- eller pigespejdermiljøet(?), der kan finde ud af. Der er også andre øvelser, som, ja, kræver øvelse. Selvfølgelig er der tålmodige instruktører og hjælpsomme menige medlemmer, og selvfølgelig er der også andre idioter, der heller ikke kan finde ud af det. Det ændrer dog ikke på, at man i starten af og til står og ser hjælpeløs ud. Det skal man kunne bide i sig. Det går dog ret hurtigt over, og til gengæld ligger der nogle velsmagende sejre og venter, når man får lært øvelserne og får sat tempoet op.

Hvis man kan leve med de to ting, så er det egentlig bare at gå ned og hente en nice, sund og atletisk krop nede i ens lokale crossfit-gym. Det koster 350,- om måneden i Aarhus-området. Her har jeg som sagt selv trænet i Aarhus Crossfit, og det vil jeg egentlig gerne anbefale. Det er et godt sted. Instruktørerne er som regel kompetente og flinke til at demonstrere og hjælpe. Der er begynderhold, og der er også plads til at træne for sig selv, hvis man en dag ikke gider holdtræningen eller vil øve sig i noget bestemt. Som i alle træningscentre er der run på klokken 4 og 5, men man kan næsten altid få en plads på et af holdene, hvis man booker et par timer før.

 - Med tiden bliver man helt vild med død og lidelse. Se, hvor han smiler! - 

Det er sjovere at møde op til crossfit alene, end det er at tøffe rundt i et normalt fitnesscenter alene, men som altid er det fedest at have en makker at følges med. Hvis man har en makker, der også er forholdsvis ny, så kan man også være sammen om at være uduelig i starten. Og man kan snakke sammen dagen efter en hård workout om, hvor herre-smadret man er i kroppen, hvordan man aldrig kommer til at gå igen, at ens ben og arme er faldet af, at man stadig har blod i hele hovedet og intet kan se, etc. Det hjælper alt sammen på motivationen.

Det var ordene. Jeg stoler på, at jeg kan slå mig på din stenhårde sixpack, næste gang vi ses. Og nu må det sagorasme være slut med al denne røvsyge helsesnak. Næste opdatering: Pissegode tips til hvordan du passer dine orkidéer optimalt!

Sandheden om stenalderkost

Stenalderkost er mega trendy disse dage. Jeg har efterhånden læst hundredetusinde artikler om det i diverse aviser og magasiner, og man kan nærmest ikke sparke sig frem for paleo-folk med tupperware fyldt med kød og bær nede i min crossfit-gym. Og det er jo fint og godt, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hypen.

 

 - Paleo: I stenalderen spiste man fem kilo mammut om dagen, og de fyre dengang var måske RIPPED! -

Det er ikke fordi, at kosten som sådan er skadelig. Den er givetvis sund, og den er under alle omstændigheder meget sundere, end det som de fleste danskere går rundt og propper i kæften. Men stenalderkost ER bare bygget på nogle tvivlsomme pseudovidenskabelige forestillinger om, at man bør spise som i paleo-æraen/stenalderen, fordi det var der, menneskeracen færdigudviklede sin DNA. At vi altså er skabt til at spise som stenaldermænd - at det er NATURLIGT for os. Nu er jeg hverken historiker eller biokemiker, men så vidt jeg kan forstå, er der meget, der tyder på, at vores DNA var færdigudviklet længe før paleo-æraen. Under alle omstændigheder var levealderen i stenalderen formentlig ret forpulet lav, og allerede der begynder kæden jo at hoppe af.

Generelt er jeg allergisk over for naturligheds-argumentet. Paleo-folk siger, at vi skal spise masser af kød, fordi det er naturligt for os, fordi vi gjorde det engang i tidernes morgen. Veganere bruger det samme argument til at sige, at vi IKKE skal spise kød: ”Se, de kødspisende rovdyr har sylespidse tænder, men vores tænder er ligesom en kos drøvtyggende tænder, derfor er vi bygget til at spise græs og grønt og slet ikke kød!”. Nu ved vi jo alle sammen, at veganere er skingrende psykotiske, men pointen er bare, at det er let at bruge naturlighedsargumentet til at sige noget vrøvl. De spiste ikke rugbrød i stenalderen. Nuvel, men de tog heller ikke penicillin i stenalderen, og derfor døde de også som 30-årige. Altså. Bare fordi man gjorde et eller andet i stenalderen, så betyder det ikke, at det giver mening at gøre nu.

Her er et forslag: Hvad med at basere en diæt på, hvad man videnskabeligt set bliver sund af i stedet for hvad nogle retarderede hulemænd måske eller måske ikke gjorde for millioner af år siden?

 - Tydeligvis en fyr med styr på sin kostplan. -

Her er, hvad paleo i virkeligheden handler om: Paleo er en Dr. Atkins til store, stærke mænd, der ikke HELT vil være ved, at de faktisk er på kur. Det der med kure er nemlig mest sådan noget, man finder i damebladene og hos viljesvage kvinder med elevatorvægt. Så kalder vi det for stenalderkost i stedet for Dr. Atkins og ændrer et par småting og taler om stærke, kødspisende hulemænd i stedet for Bridget Jones-agtige typer med vægtproblemer. ”Stenalderkost” lyder bare lidt mere forpulet macho end ”low-carb diæt med kød og bær”.

Paleo er sikkert en GLIMRENDE kost-model, selv om jeg ved gud ikke forstår, hvorfor de ikke må spise bønner eller mælkeprodukter, og jeg mener, at deres sukker og rugbrødsforskrækkelse er overdrevet. Det skal nok passe, at man bliver sund og rask af paleo-kost. Men set herfra, så har diæten ikke så meget andet at gøre med stenalderen, end at nu kan mænd lidt bedre retfærdiggøre at være på kur.

The Dark Knight Rises er overvurderet

The Dark Knight Rises er altså ikke den skinnende diamant, som alle render rundt og siger, at den er. Det har jeg længe haft lyst til at sige, men jeg har undladt at gøre det, fordi jeg så gerne ville elske den.

Det er ikke en dårlig film. Slet ikke. Den har masser af ting kørende for sig: Anne Hathaway er fx en fantastisk positiv overraskelse. Jeg troede kun, hun kunne spille intetsigende sød-smil-kvalmende anoreksi-ofre, men her har hun styrke, kant og charme. Bane som skurk fungerer langt hen ad vejen. Han er en rigtig stor fyr, og det virker overbevisende og skræmmende, når han tæver flagermusen til plukfisk. Men det ændrer ikke på, at The Dark Knight Rises helt grundlæggende har følgende problemer: Ærkeskurken er åndssvag, og filmen tør ikke en skid. Den er moralsk forudsigelig, forfladiget og plat.

 

- It's The League of Shadows. Not the League of Making Sense. -

The League of Shadows er nogle åndssvage skurke
...og de har nogle uigennemskuelige, åndssvage motiver. I Batman Begins var de sådan her: “Ih, åh, se os, vi er en flok excentriske ninjaer og koldblodige lejemordere, der pludselig har fundet det her moralske kodeks i en grøft i Tibet. Vi vil rense verden for ondskab, og vi starter med at jævne Gotham med jorden, fordi byen ER SÅ OND OG KORRUPT OG FYLDT MED KRIMINELLE.”

Og det VAR den jo også i Batman Begins. Dengang var det hele noget lort. The League of Shadows var stadig nogle ret random skurke dengang, men der var trods alt noget om det med, at det ikke gik skidegodt i Gotham.

Men sådan er det bare ikke længere. Det går helt perfekt i Gotham, da The Dark Knight Rises starter. Alle de kriminelle er i spjældet. Der er lidt rod i kloakerne, men grundlæggende lever folk i fred og fordragelighed. Så hvad er det, de idioter fra The League of Shadows egentlig VIL denne gang? Det er sgu ikke lysende klart. Eller jo, hende harpen, der er datter af Ra's-al-what’s-his-face, hun vil fuldende sin fars værk og jævne Gotham med jorden. Hun glemmer bare, at fatter hovedsageligt ville smadre byen, fordi der var alt for mange kriminelle på gaderne, og den var åh så forfalden og dekadent. MEN DET ER DEN JO IKKE MERE. Hvilket de facto gør hende til et elendigt medlem af The League of Pointlessness og en lidt tåbelig skurk.

Men det stopper ikke der. Hun vil som sagt fuldende sin fars værk og sprænge Gotham i luften, MEN den almindelige befolkning skal lige lide et halvt års tid først. Vi skal have orkestreret et absurd mellemspil, hvor alle de kriminelle psykopater får magten og kan terrorisere alle andre. Men hov, jeg troede, at The League of Inconsistency var totalt FOR den almene befolkning og ville sprænge byen i luften, fordi der var for mange kriminelle i byen, som man ikke kunne komme til livs på andre måder? Der har sagorasme været nogle generalforsamlinger i den organisation, som vi tilskuere er gået glip af. I Batman Begins var de kompromisløse utilitarister. Nu er de pludselig hensynsløse psykopater. Hvis der var et memo omkring den udvikling, så fik jeg det ikke. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af en åndssvag organisation, der ikke aner, hvad den vil - andet end at den vil det modsatte af Batman.

 - "Hej, jeg hedder Christopher Nolan. Jeg er kommet her i dag sammen med Jesus for at fortælle jer noget vigtigt: I må ikke lyve."

Platte, klichéfyldte pointer
Filmen vil gerne retfærdiggøre, at det hele ender i lokummet, med at alle heltene LØJ om Harvey Dents død i slutningen af The Dark Knight, og MAN MÅ IKKE LYVE. Åbenbart heller ikke selv om man kan redde tusinder og atter tusinder af menneskeliv, komme al den øvrige, løgnagtige korruption til livs, få alle de kriminelle i spjældet og i det hele taget sende en storby på ret kurs. Men man må ALDRIG lyve. Det er sgu da en ekstremt uvovet, uoriginal og tam pointe. Hvorfor ikke bare lade pointen fra The Dark Knight være i fred? Hvorfor ikke bare blive ved det fede og det vovede? At engang imellem er sandheden ikke nok - engang imellem BØR man lyve, og engang imellem er der nogle gode fyre, der må ofre sig selv og deres ære for det fælles bedste? Det er en pointe, der er hundrede gange federe og i øvrigt betydeligt tættere på virkeligheden, og den pointe bliver skudt i sænk i The Dark Knight Rises og erstattet med platte klichéer, vi har set hundrede gange før. Man må aldrig lyve. Pis mig i øret.

...

Og jeg er ærgerlig over det. Jeg ville som sagt gerne knuselske den lede film. For den er god på flere måder, og den bygger videre på noget rigtig godt. Den har masser af velfungerende elementer. Bortset fra en enkelt ærkeskurks dødsscene spiller skuespillerne fint, og dramaturgien fungerer i øvrigt. Men på den åndelige front er The Dark Knight Rises en uværdig og tam afslutning på en ellers flot trilogi. Og det er forbandet ærgerligt, for det kunne have været så godt, hvis Nolan bare lige havde strammet sig an til sidst og holdt stilen. Sådan skulle det altså ikke være.

Prometheus er dum som dagen er lang

Filmen Prometheus er biografaktuel og er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott, hvad der jo lover og forpligter. Og den har da nogle få ting kørende for sig: Den er flot og periodisk spændende. Den er dog også aldeles tåbelig af mange grunde. Min kritik af den kredser primært omkring, at alle karaktererne er klinisk retarderede, og at handlingen er absurd.

 - Ja, skrig, Noomi. Jeg ville også skrige, hvis jeg var så dum. -

Lad mig uddybe.

Året er 2089. Nogle arkæologer opdager hulemalerier rundt omkring på jorden med det samme motiv: et bestemt stjernebillede. De er tegnet uafhængigt af hinanden og med mange tusinde år imellem.

How very peculiar!

Det er da løjerligt, at de her fortidsmennesker render rundt og tegner de samme stjerner uafhængigt af hinanden. Måske var de inspirerede? Måske var det en eller anden form for fremmed entitet, der inspirerede dem til at tegne de stjerner? Og måske, måske, måske kunne man forestille sig, at den fremmede entitet boede på de stjerner? Nu er vi ved at være langt ude i gætterierne, men hvad fanden. Den slags spørgsmål er egentlig meget rimelige at stille.

Der bliver imidlertid ikke stillet nogen spørgsmål i Prometheus. De to arkæologer bag fundet KONKLUDERER med det samme følgende:

1) Tegningerne af identiske stjernebilleder vidner om eksistensen af en guddommelig overrace af rumvæsner, som vi løst kan forbinde med den kristne gud.

2) De her rumvæsner har skabt menneskeracen.

3) De skred fra os engang i sin tid, men nu vil de gerne have, at vi kommer og besøger dem oppe i stjernerne.

4) Når vi kommer og besøger dem, vil de modtage os med åbne arme, byde os på en kop mokka og forklare os meningen med livet (og, antageligvis, hvorfor vi skulle bruge årtusinder for at nå et teknologisk niveau, hvor vi kunne bygge rumraketter og rejse gennem rummet i fire år for at få meningen med livet at vide over en kop mokka, i stedet for at de bare gav os den til at starte med).

Det er det, de konkluderer. Og det er jo helt urimelige og fuldstændigt absurde konklusioner at drage på baggrund af de åndssvage hulemalerier. Alligevel får de to idiotiske arkæologer overbevist en gammel multimillionær filantrop om, at det er sådan, det forholder sig. Han køber straks hver eneste ord af deres feberramte ævl OG konkluderer selv videre, at

5) De her rumvæsner må have kilden til evigt liv!

6) Hvis jeg bare spørger pænt, så hjælper de mig nok til at leve for evigt.

På baggrund af al denne utrolige spekulation hiver han lige et par trilliarder dollars op af hatten til et rumskib og en besætning og flyver afsted i FIRE ÅR mod horisonten og det evige liv.

Filmen er altså bygget på, at to ragende idioter overbeviser en tredje idiot om deres massive vrangforestillinger. Deres forventninger til det, de skal finde i stjernerne, er simpelthen groteske. Det bliver dog slået i idioti af det, de rent faktisk finder:

1) Der ER en race af aliens deroppe. De deler DNA med mennesker, men de er mere buff, mere blege og har mørkere øjne.

 - Aliens i Prometheus: Ligner marmor. Er dog, antageligvis, ikke lavet af marmor. -

2) De her aliens interesserer sig primært for rumskibe, biologiske våben og menneskeracens totale udryddelse.

3) De ville gerne flyve til jorden og slå alle mennesker ihjel med deres biologiske våben, men før det blev aktuelt, så kom de til at slå sig selv ihjel ved et uheld i stedet.

Nu er der kun en enkelt alien tilbage på hele planeten - en af dem overlevede deres lille våbenuheld, fordi han var i hypersøvn. Der har han ligget i tusindvis af år. Han bliver så vækket af ekspeditionen af mennesker, deriblandt den senile multimillionær-olding, som ævler løs om evigt liv.

Nu er jeg jo ikke PhD i alien-psykologi, men man kunne måske forestille sig, at man havde nogle ubesvarede spørgsmål, når man vågner op efter at have sovet i tusindvis af år - selv som alien. Fx:

Hvad er der sket de sidste tusindvis af år, og kunne det måske påvirke, hvad jeg skal stille op med mit liv lige nu? Hvad laver de mennesker her? Hvorfor er jeg den ENESTE LEVENDE IDIOT AF MIN SLAGS TILBAGE PÅ DETTE RUMSKIB? Er det overhovedet forsvarligt at anvende de her biologiske våben, nu de VED ET UHELD har DRÆBT HELE MIN UDUELIGE RACE PÅ DENNE PLANET? Er det stadig relevant at destruere menneskeracen med biologiske våben her mange tusinde år efter, vi besluttede at gøre det? Hvorfor fanden besluttede vi at rejse til jorden og udrydde menneskene in the first place?

Den slags spørgsmål har man imidlertid kun latter til overs for, hvis man er en bleg, sortøjet alien på steroider. Uden at sige et ord går han hovedkulds til angreb på de mennesker, der har vækket ham. Derefter beslutter han sig for ene mand at flyve til jorden for at destruere alle mennesker med biologiske våben.

Hov, i øvrigt, advarsel: Spoiler.

Det her er, som den skarpe læser måske har opfanget, det mest usammenhængende vrøvl i verdenshistorien - og, hvad værre er, det er så forvrøvlet, at det er uinteressant. Det burde være cracktågerne hos en person med svær skizofreni. Det er det bare ikke. Det er handlingen i Prometheus, en film med et budget på 130 millioner dollars, der er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott.

Der er også andre problemer i filmen. Man kunne løst nævne: Den mest interessante karakter i filmen, robotten, har ingen eller vag motivation for sine handlinger. Kaptajnen på rumskibet beslutter sig for kamikaze på et ekstremt spinkelt grundlag. Kaptajnens besætning beslutter sig for kamikaze med kaptajnen på et endnu vagere grundlag. Det er en videnskabelig ekspedition med trillioner i ryggen og alligevel agerer alle videnskabsmændene som uprofessionelle, savlende 5-årige. For uddybning af disse sidstnævnte punkter vil jeg henvise til denne anmeldelse af filmen.

Det er utroligt, at Ridley Scott, en af pioneerne inden for sci-fi, ikke kan gøre det bedre. Han lavede ALIEN, for faen. Og BLADE RUNNER. Og så medvirker han til og godkender dette manus!? Og instruerer gudhjælpemig en film ud fra det? Han skulle skamme sig.

Lad være med at se Prometheus.

Togkrønikerne: Åh, den svære ungdom!

Her den anden dag havde jeg en fin lille oplevelse på Aalborg banegård. Jeg sad på en bænk ved spor 3 og ventede på toget, da et par piger kom og satte sig ned ved siden af mig. De var vel en 17-18 år gamle. Den ene havde en smøg i kæften, en sort, stumpet dynejakke på, og der var sgu nok røget nogle sparepenge til Aalborgs solarier gennem årene. Det er min vurdering. Den anden var bleg, hendes hår var farvet rød/lilla, og hun havde en frisure, der lignede den frisure, der var populær hos piger i slutningen af 90’erne. Den der med strittende nakkehår og glat, tilsidestrøget pandehår. Agtigt. På hendes sorte bukser var der skinnende nitter i sølv formet som små, flade pyramider. De var midt i en samtale. De snakkede begge klingende nordjysk.

 - Mig, der venter på toget i Aalborg. Akkeja. - 

 - Ejmen så sagde han, at jeg havde større bryster end hans eks. Og jeg har jo set hende. Jeg er jo ikke idiot. Hun har jo større bryster end mig. Men så sagde han, at hendes var grimmere. Han prøver da. Det gør han.

 - Jeg hader bare sådan nogle piger med store bryster, som folk kigger efter. Så fx Lene, ikke? Jeg tror virkelig, at hun er sådan en, som der er mange der gerne vil score.

 - Hun er os’ lidt en dukke. Det kan de godt li’.

 - Jeg hader os’ bare drenges eks-kærester. Hader dem! Så fx Danny, hans eks-kæreste, det er hende der Kimmy, ikke? Og hun er mega pæn.

 - Haha, det er sgu det gode ved Peter. Alle hans eks-kærester er grimme. Det får mig bare til at have det rigtig godt med mig selv. Altså, jeg har jo vist dig før … (finder iPhone med billeder frem) … prøv fx at se hende her. Hun er vist 15 på de billeder her. Det er et par år siden.

 - Ej, hende der, hun er sgu da mega pæn.

 - Jaeh, men hun er blevet tyk. [bladrer videre i billeder]

 - Ej, hun har altså et helt vildt flot ansigt.

 - Det sy’s jeg ikke.

 - Skulle hun være 15 på de billeder her? Hun ser totalt ældre ud.

 - Ja, hun er 15 her. Peter bollede hende dengang, det var en uge inden han begyndte at komme sammen med mig, og det er jeg stadig sur over.

 - Jeg kan også godt li’ hendes hår på det billede der. Men hun er blevet tyk eller hvad?

 - Hun har hele tiden været tyk. [pakker telefonen sammen]

 - Jeg hader, når Danny kigger efter andre piger. Så får jeg lyst til at … du ved, at blive gravid lige sådan … ups.

 - Haha, ej!

 - Jo, seriøst! Hehe.

 - [speaker] Vi melder et sporskifte. Toget til Aarhus H kører fra spor 4 i stedet for spor 3. Toget i spor 3 kører ikke videre. Det var altså toget til Aarhus H, der kører fra spor 4. Toget i spor 3 kører ikke videre.

 - [der stopper et tog ved spor 3]

 - Ej, hvad sker der lige med det her tog? Hvorfor er der ikke nogen, der går ind i det?

Jeg elsker teenagepiger.

Gymnasiereunion

Jeg har snart 10-års reunion med min gamle gymnasieklasse. Man er allerede gået i gang med at planlægge det på en dertil indrettet facebookgruppe. Og jeg koldsveder over at dukke op til arrangementet, fordi jeg mistænker det for at være en konkurrence om, hvem der har fået flest voksenpoint siden sidst. Og selv om jeg har samlet lidt point sammen hist og her, så har jeg jo ikke point endnu, hvor det VIRKELIG tæller. Her er hvordan jeg frygter, at den reunion kommer til at forløbe.

 - Efter den gymnasiereunion kommer jeg til at skamme mig lige så meget som Michael Fassbender. -

I det følgende lille drama er alle karakterer fiktive. Undtagen Julie og Lynge. Og alle de andre.

Alle sidder omkring et stort rundt bor i et nydeligt hus et sted i Aalborg. Julie taler, og alle lytter interesseret på hende. Lynge har været bemærkelsesværdigt stille hele aftenen.

Julie: ... og SÅ blev jeg færdig med at arbejde for verdensbanken i Mozambique, da jeg købte hus i Vojens og skulle have mit tredje barn. Jeg har faktisk et takkebrev fra deres præsident liggende ude i berlingoen, fordi jeg reddede deres nationaløkonomi. Men nok om mig! Hvad med dig, Lynge, hvad har du så lavet, siden sidst vi sås? Jeg synes, at du er så stille i aften!

Lynge: Jamen, det er sjovt, du siger det. Jeg har også arbejdet for verdensbanken i Mozambique! Og fået tre børn. Julius, Klara-Amalie og lille August-Bernini. De sidder og hækler ude i bilen sammen med min kone.

Julie: Det er jo løgn, Lynge.

Lynge: Nej! Det er ...

Julie: [afbryder] Jo, det er.

Lynge: Ja, okay.

Julie: Du har jo ikke arbejdet for verdensbanken i Mozambique.

Lynge: Nej.

Julie: Du har heller ikke fået nogen børn, vel?

Lynge: Nej.

Julie: Du har bare ligget på sofaen og drukket øl, ikke? Hjemme i din lejlighed, som du LEJER og altså ikke EJER, ikke? Du har hverken bil eller kone, og faktisk er du kærester med en ung og fjollet pige, som du kun har kendt i et par måneder, ikke?

Lynge: Jo.

Julie: Lynge, du har ikke et eneste voksenpoint. Nu skal du gå hjem og skamme dig.

Lynge: Jamen?

Julie: Nu!

Lynge: ... ok. :-(  [forlader grædende festen]

Jeg forstår ikke zombier.

Eller. Det er ikke sådan, at jeg er i tvivl om deres finansielle situation, politiske holdninger eller seksuelle orientering. Jeg forstår også godt, at de er sultne, og at de gerne vil æde en masse hjerne.

 - Vil hun med på bar og snave og spille backgammon? Eller vil hun spise min hjerne? Jeg er altid i tvivl. -

… nu sidder jeg faktisk og kommer i tvivl om zombiers finansielle situation, politiske holdninger og seksuelle orientering.

Men! Det er ikke det, der er pointen. Det, jeg egentlig gerne vil sige, er dette: Jeg forstår ikke hele zombie-scenariet. I en masse film og serier er udgangspunktet, at nogle mennesker bliver til zombier, ikke? Og så opstår der en form for post-apokalyptisk scenarie, hvor hele byer ligger øde. Og det er så meningen, at zombier skulle have gjort det. At zombier skulle have lagt hele byer øde. Faktisk lagt hele lande øde. Rendt rundt og spist alle. Nedkæmpet militæret, splittet alle deres tanks ad og spist soldaterne. Sådan er det i Zombieland, The Walking Dead, Shawn of the Dead, 28 days later, etc.

Men sagen er bare, at zombier er uduelige. De kan jo ingenting. De er dumme, de bevæger sig utroligt langsomt, de sviner ud over det hele, de har ikke deres forsikringspapirer i orden, og man kan lugte dem på lang afstand.

Har de i virkeligheden overhovedet noget kørende for sig? De er sejlivede. Det må man gi’ dem. Der er som regel også mange af dem. De er også målrettede. Zombier har et klart defineret mål, nemlig at æde folk, og det går de benhård efter. De stopper ikke lige op og piller sig selv i navlen og spiller noget wordfeud, hvis der først er noget frisk hjerne i sigte. Mange moderne mennesker kunne faktisk lære lidt af zombierne her.

Men alle disse ellers glimrende egenskaber hjælper ikke meget, hvis man bliver kørt over af en tank, eller hvis man får en masse napalm i hovedet.

Haha. Det slår mig lige, at det, jeg egentlig bare gerne vil sige, er dette: ZOMBIEFIKTION ER TOTALT UREALISTISK.

Ja, det var bare det. Det var det, det har taget mig fire måneder at skrive.

…

… så deeeet.

Jep. Jeg har en aftale med min coach nu her. Vi skal have en god snak om, hvordan jeg seriøst skal til at revurdere mit liv og mit virke.

Voksen-dilemma: Hvad kan man tillade sig at skrive på nettet?

HVIS der stadig skulle være en eller to derude, som ved et tilfælde bevægede sig ind på denne i alt for lang tid stendøde blog og undrer sig over, hvad der er sket med den tidligere så (ekstremt u)produktive forfatter, så vil jeg da gerne lige sige dette:

Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.

Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx

”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”

“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”

...

... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.

 - Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -

Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:

Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.

Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.