fredag den 7. januar 2011

Den blinde ego-hævner slår til igen!

Ikke alt Marvel rører ved bliver til guld. Det er sådan set bevist mange gange, men man bliver alligevel lige skuffet, hver gang man bliver mindet om det.

Her den anden dag havde jeg en samtale med en af mine gode venner. Vi havde lige set The Town, som i øvrigt er en gedigen, underholdende actionfilm. Samtalen forløb cirka sådan her:

 - ”... ja, Ben Affleck var sgu god ... jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige de ord. Jeg havde aldrig troet, at NOGEN skulle sige de ord.”

 - ”Ja, god og sygt pumpet. Muligvis mere pumpet end han var i Daredevil. Og måske faktisk også lidt mere plus-kæbet? Måske gode, gamle Ben har været en tur på steroidevognen?”

 - ”Jeg har ikke set Daredevil. Jeg har hørt, den skulle være sygt ringe.”

 - ”Ahr, jeg er en af dem, der ikke synes, at den er helt så ringe, som alle de andre synes. Og Colin Farrell er sgu en okay skurk. Du kan jo se den og selv bedømme.”

Som sagt så gjort.

Daredevil handler om Ben Affleck, der som dreng får hældt syre i øjnene og mister synet. Det viser sig imidlertid at være en stor velsignelse, fordi det betyder, at hans krop MED DET SAMME udvikler alle hans andre sanser til en helt afsindig formåen. Pludselig er han en slags fucking Super-Heimdal, der kan høre pigernes bryster gro. Faktisk bliver han så led en hørefreak, at han via sin hørelse kan orientere sig i et rum, som var han en flagermus/radar/hval/ubåd. Han kan høre, når folks hjerter banker hurtigere, fordi de lyver. Han hører så godt, at han kan reelt kan ”se”, når det regner, fordi hver regndråbe laver en lyd, når den rammer en overflade. HAN HØRER MED ANDRE ORD RET GODT.

Også hans lugtesans når afsindige proportioner. Den gør, at han kan opsnuse lækre damer på 800 meters afstand – fordi vi ved jo alle, at de LÆKRE damer lugter meget bedre end de almindelige damer. Det står i grønspættebogen.



[Det er vildt nyskabende med en blind helt. Jeg håber, vi snart får en superhelt uden arme, der er herregod til at bruge sine ben. Eller en, der kunne nå lydmuren i en kørestol. Hvem ville så grine af de handicappede!?]

Nå. Men. Efter vi har brugt halvtreds år på at lære vores blinde helt at kende og ikke mindst på at acceptere, at han kan tæve folk, selv om han ikke kan se dem, ikke? Så kan plottet endelig gå i gang.

Ben tæver skurke om natten og svanser rundt med sin blindestok om dagen og opsnuser nye lækre damer. Han er nemlig lige blevet droppet af sin sidste kæreste, fordi han altid vimser rundt om natten og aldrig har tid til en Ben & Jerrys i sofaen. Men SÅ lugter Bens perverse næse sig frem til den storbarmede, men  radmagre ninja, Jennifer Garner, som han straks giver sig til at danse en slags ninja-parringsdans med. Imponerede over hinandens ninja-parringsdanseevner falder de to pladask for hinanden. Så har han allerede damen. Super!



[Jennifer Garner som Elektra Natchios (ja, det hedder hun seriøst). Hun deler figur med en gammel Jenna Jameson og kampstil med Rafael fra Ninjaturtles. Det bedste fra to verdener.]

Omkring tre timer inde i filmen bliver vi så introducerede for den virkelige skurk og filmens egentlige handling: Der er en gigantisk ond neger, der terroriserer nabolaget. Ham skal Ben Affleck ha’ ned med nakken. Men åh nej! Så hyrer den gigantiske onde neger Colin Farrell til at kaste dartpile og ninjastjerner efter Ben Affleck og Jennifer Garner og ikke mindst Jennifer Garners FAR. Det lykkes gode gamle Colin Farrell at myrde førnævnte far og få det til at se ud som om, at Ben gjorde det!



[Colin Farrell: Herregod til dart og snigmord.]

DEN ER JO IKKE HELT GOD. Men hold nu fast. Fordi nu kommer den geniale del af handlingen.

Ninja-Jennifer tror altså, at Ben-Daredevil har myrdet hendes far. Derfor sårer hun ham dødeligt i torsoen med sin ninja-kniv. Ben er så medtaget, at han kun kan ligge og ligne en nar, da Colin Farrell kommer og spidder Ninja-Jennifer, til hun er ganske død. Som en anden idiot kravler han væk, ryger igennem taget på en kirke, falder vel en 10 meter og lander på et stengulv, hvor han så igen ligger og ligner en nar. Lige indtil Colin Farrell kommer ind i kirken for at dræbe ham. Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Den tager vi lige en gang til. For ja, det er seriøst det, der sker.

Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Og det er altså ikke sådan, at Ben såret ligger klar med en skjult revolver og altså lige laver snigeren på Colin her. Nej, de løber og kravler rundt i hele kirken som edderkopper på speed og tæver på hinanden, som var der ingen morgendag.

NU forstår vi, at Ben Affleck bare lige skulle have nogle ekstra liter blod svømmende rundt i lungerne og et fald på 10 meter med en landing på et stengulv til at friske sig lidt op, før han kunne tage sig sammen til at gøre noget! Synet af hans elskede, der kæmpede for sit liv var bare IKKE HELT NOK. Eller også kan vi drage en helt anden, spændende konklusion: Da det gjaldt hans elskedes liv, var han sådan lidt ligeglad, men da det var hans eget skind, det gjaldt, SÅ kunne han endelig vågne lidt op.

Ja. Sådan en helt er Daredevil. Never cared much for the ladies. Cared a lot about himself.

Eller hvad? For nu han ER ved det, og så kan han jo for fanden lige så godt tage op og tæve den gigantiske negerskurk, stadig med et (åbenbart ikke så) dødeligt sår i brystkassen.



[Michael Clarke Duncan som ond, gigantisk neger. Altid et populært valg.]

Det er jo fandeme omtrent det dummeste i hele galaksen. Han ligger og er dødeligt såret, da hans elskede dør, men er pludselig ikke dødeligt såret længere, da hun først er død. Filmen prøver ikke engang sådan RIGTIG at retfærdiggøre det med, at det er i raseriet over Jennifers død, at han finder kræfter. Han ligger LANG tid med det lede sår og ser grangiveligt ud som om, at han skal mega dø, før han rejser sig op og tæver hele verden. Og det er jo for fanden ikke fordi, at ubehandlede gennemboringer af brystkassen bliver bedre af, at man falder ned på et stengulv, eller at man lige ligger og sunder sig i to minutter, eller at man RENDER RUNDT MED EN PULS PÅ 160 PÅ BYENS TAGE OG TÆVER FOLK.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke dvæle ved, når den blinde ego-hævner skal ud og smadre knæskallerne ind på kæmpenegere.

Jeg er en af dem, der synes at Daredevil er nøjagtig lige så ringe, som alle andre synes.

Lad være med at se Daredevil.