Stor idioti, del 4: Turen til Aalborg

Det er den 4. juni. Jeg skal til min egen fødselsdag i Aalborg. Det er efterhånden blevet en lovmæssighed, at der skal ske en masse underligt shit for mig, når jeg tager toget. Dette skulle ikke blive nogen undtagelse.

Jeg vader ind på banegården og erfarer, at toget er forsinket 33 minutter. Fantastisk. Når det i forvejen regner på ens fødselsdag, kan man altid regne med, at DSB lige leverer et solidt nyreslag oven i hatten. Jeg sidder altså i en ventesal, da en fyr i en rød sweater og vandrestøvler på 53 år sætter sig ned ved siden af mig. Han finder en pose chips frem. Han kigger flakkende rundt. Manden er tydeligvis vanvittig.

- Vil du ha’ nogle franske kartofler?

Der vælter stumper af chips ud af munden på ham, da han snakker. Han smiler venligt og afslører en gullig tandrække fyldt med chips bag de enorme læber.

- Nej, ellers tak. Jeg har lige spist en banan.

- Nå, jamen det har jeg sgu også. Men, chips, du ved. De er jo salte, ikke?

- Øh … ja. Selvfølgelig. Men ellers tak, du.

[pause]

- Jeg har lige købt en koklokke! [finder en koklokke og en trommestik frem og giver sig til at hamre på den: *klonk* *klonk*]

- Ja, sådan en har jeg sgu længe ønsket mig. Den kostede 300 kroner. Jeg havde slet ikke regnet med, at det lige skulle være i dag, at jeg skulle købe den! Ja, jeg spiller i et orkester. Eller et par orkestre oppe i Skørping. Ja, jeg bor i Skørping, og så tager jeg herned for at gå til tandlægen.

- Det var da langt at rejse for at ta’ til tandlægen?

- Ja. Ja, men jeg havde en masse huller og sådan, og så blev min gamle tandlæge syg og sagde, at jeg da bare skulle tage til Århus. Så hende den nye, ikke? Hun gik bare i gang og ordnede HELE KÆFTEN PÅ MIG. Altså, jeg havde en masse dårlige fyldninger, ikke? Hun ordnede bare HELE LORTET. Og siden har jeg ikke haft huller. [sidder og trommer lidt på koklokken]

- Nå, okay, jamen det var da godt. Så kan jeg bedre forstå, at du gider at tage til Århus for det.

[kort pause]

- Ja, og så kan jeg også godt lide Århus på grund af alle negerpigerne hernede! Dem er jeg vild med!!

- Haha! Jamen … … det er sgu da også dejligt!

- Ja.

[pause. Lidt koklokke.]

- Nåmmen, hvad laver du så?

- Jeg læser medievidenskab.

- Så du fotograferer ting og sådan?

- Nej. Jeg ender måske med at blive tekstforfatter engang. Men hvad laver du?

- Ja, jeg er tømrer. Eller. Lige nu får jeg førtidspension, og så arbejder jeg sort ved siden af. Ja. Ja, jeg fik sgu et nervesammenbrud dér for 10 år siden, fordi min halv-japanske kone skred med vores fire-årige unge. Men nu er jeg ikke syg længere.

- Okay. Men skal du ikke i gang med at arbejde igen?

- Nej, for jeg arbejder jo bare sort ved siden af min pension, jo! Så arbejder jeg lige præcis det, jeg gider, og så nyder jeg bare livet for resten! [pakker koklokken sammen, finder en vandflaske frem i stedet]

- Nå. … Okay.

- Det er fandme utroligt. Man kan ikke fylde den her vandflaske nogen steder. Og jeg gider simpelthen ikke betale 15 kroner for en ny.

(HVIS DU ARBEJDER SORT SOM TØMRER VED SIDEN AF EN FØRTIDSPENSION, SOM DU IKKE LÆNGERE ER BERETTIGET TIL, TROR DU SÅ IKKE LIIIGE, DU KUNNE FÅ RÅD? - HVIS DU KAN BETALE 300 KRONER FOR EN GODDAMN KOKLOKKE, TROR DU SÅ IKKE LIGE, DU KUNNE GI’ 15 FOR EN FLASKE VAND? TROR DU IKKE DET?)

- Ja, de ved, hvad de skal ha’ for det.

- Ja. Ja. Det gør de. Nåmmen, jeg går lige ned og ryger en cigaret, før toget kommer! Hej.

[… jeg går ind i toget. Fyren følger troligt efter og sætter sig skråt over for mig. Jeg finder min bærbare frem og begynder at skrive det her.]

- Hvad laver du? Ser du noget, eller laver du lektier eller hvad?

- Jeg laver lektier. (som om.)

[lang pause]

- Det er faktisk for dårligt, at man ikke kan gå ud på toilettet og tappe noget vand, når de ikke engang kommer rundt med salgsvognen.

- Ja, men de plejer da også at komme.

- Ja. Ja. Du ved i Norge, ikke? Der har de sådan nogle beholdere med vand, som man bare kan tappe af i ALLE togene. Så hvis man er tørstig, så tager man bare et glas vand. I alle togene, du.

- … nå. … Det vidste jeg ikke. (Hvis du ikke snart lukker røven med det vand …)

- Ja … [finder chips frem og giver sig til at gnaske på dem igen]

[lang pause. Jeg klapper min bærbare sammen. Det tager fyren som en invitation til at begynde at ÆVLE MINE ØRER AF]

Blablabla … nejmen jeg hedder Kent, eller det gør jeg jo faktisk ikke, for jeg tog til Tanzania i 93’, og der kan de jo slet ikke SIGE Kent, for de kan ikke udtale t’et, og så kom jeg til at hedde Mister Kenti … blablabla … renoverede mit hus … blablabla … ja, og min mor er jo helt vildt syg, så jeg arver snart 10 millioner delt med tre … blablabla … og så var min søn lige ved at få en bøde for at snakke i mobiltelefon i bilen … blablabla ”Næste station Skørping. Det bliver Skørping næste gang” GUD, SAGDE DE SKØRPING? [farer mod udgangen, mens han råber indviklet mailadresse, som jeg ikke fanger]

Hvad jeg ikke ville ha’ givet for en mailkorrespondence med Mister Kenti fra Skørping. Så kunne han måske ha’ lært mig noget om koklokker, negerpiger og socialt bedrageri?

… folk er fandme underlige.