INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.
COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!
IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.
ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.
SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.
...
Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!
