Ryd halvdelen af sendefladen på P1

Når jeg står op om morgenen, tænder jeg prompte for P8 JAZZ, fordi det gør mit liv 124% bedre med noget HAPPY JAZZ om morgenen. Også selv om de spiller sange med pædofile undertoner som fx ”I Want a Little Girl”, hvor Louis Armstrong bare gerne vil have, at en lille pige forelsker sig i ham. Den var fandeme ikke gået i 2014, Louis. Det var den ikke.

Nå, men jeg tænder altså for P8 JAZZ om morgenen, fordi det bare er NICE med noget JAZZ, bortset fra det der pædofile noget, og prompte spørger min kone mig, om vi ikke hellere skal høre P1 og risikere at få en mellemsvær depression i stedet for at være glade (og en lille smule pædofile). Som den gode ægtemand, jeg er, slår jeg radioen over på P1. Halvdelen af gangene er det fint og hyggeligt. Peter Høeg siger et eller andet langhåret om sine følelser, og alt er fint. Den anden halvdel af gangene bliver jeg mødt af en mur af det værste, man kan komme ud for i denne verden på linje med ebola og at løbe tør for smør: Politisk analyse.

Politisk analyse er når journalister sidder og har en frisk lille gætteleg om, hvad P kan komme til at betyde for Q, såfremt X, Y og Z står i zenit og jorden under regnskoven eroderer. De spekulerer og spekulerer og ringer flittigt til folk, der siger ting, som nogle andre så kan modsige. Det lyder gerne sådan her:

”… og den totalt ligegyldige detalje i Det Radikale Venstre KAN betyde, at Helle Thorning udskriver valg inden for en uge, tre måneder eller fire år, mener denne tilfældige person. Vi opfinder, at Helle Thorning er presset fra mange sider, i hvert fald mindst de sider, hun hele tiden har været presset fra. Vi har socialdemokratisk borgmester i Lundtofte, Per Hansen, med på telefonen til at sige ting, vi godt ved, at en socialdemokratisk borgmester i Lundtofte selvfølgelig vil sige:

-       Per Hansen, er du med os? Har du tænkt dig at sige lige præcis det, vi tror, du vil sige?

-       Ja, jeg er med, og det kan jeg bekræfte. Her er det forventelige svar.

-       Men hør lige det her klip fra random politisk modstander, der siger noget helt andet end dig. Her er altså en KONFLIKT, og det har jeg lært på journalisthøjskolen, at jeg skal malke, som var det en ko under hungersnøden i Sudan. [afspiller klip] Vi ved dog alle sammen, at random politisk modstanders udsagn ikke kommer til at ændre din holdning til noget som helst, Per Hansen, så kan du i stedet gentage det, du sagde før, bare med andre ord? Eller de samme ord, det er fuldstændigt lige meget.

-       Det er korrekt, det ændrer selvfølgelig ikke ved noget overhovedet, og her er det jeg sagde før én gang til, måske let understreget denne gang.

-       Tak fordi du ville være med.”

Jeg får akut nyresvigt i hjernen af at høre på det. Det er ligesom almindeligt nyresvigt, bortset fra at det er i hjernen. Virkelig. Hver gang de sidder og spekulerer og gætter og opfinder politiske konflikter på P1 morgen, så blander blodet fra mine øregange sig med tårerne fra mine øjne og drypper stilfærdigt ned i havregrynene. Og det er selvfølgelig ikke kun P1, der gør det. Hele den store medieløgsuppe er skyldig i samme grad af ukvalificeret spekulation og kunstig konflikt, lige fra Politiken til JP. Der sker som regel ikke en skid i dansk politik, men der skal jo stå noget i aviserne, og de skal sige noget i radioen. Det har man et begreb for i journalistikforskningen: Udfyldningskriteriet. Det er også et begreb i porno, men der betyder det noget andet. Eller måske betyder det egentlig det samme. I alle tilfælde:

På P1 er der kun ÉN ting, der er værre end politiske analyser, og det er det velmente, pseudodemokratiske program Ring til regeringen. Det går basalt set ud på, at de inviterer en politiker fra regeringen i studiet, og så kan alle ringe ind og sige et eller andet ukvalificeret og følelsesladet, hvorefter politikeren kan komme med et rigtigt politikersvar. Det lyder gerne sådan her:

”…og vi har første lytter igennem.

-       Bjarne Corydon, jeg vil gerne spørge dig: Sover du godt om natten?

-       Øh ja, jeg sover fint om natten.

-       Det tror jeg ikke, du gør.

-       Nå, jamen, øh, jeg sover altså helt fint om natten. Er der et faktisk spørgsmål her?

-       Her er min overraskende pointe, snedigt pakket ind i et søvnrelateret retorisk greb: Jeg tror ikke, at du sover godt om natten, fordi du solgte DONG til Goldman Sachs!

-       Altså, her er de argumenter for at sælge, alle har hørt mig fremlægge femtusinde gange før, så jeg sover ganske glimrende om natten.

-       Jeg tror stadig ikke, at du sover godt om natten, fordi her er nogle løst sammensatte brudstykker af argumenter, jeg har hørt dine politiske modstandere bruge, dog væsentligt dårligere fremlagt af mig, idet jeg var fuldstændig uforberedt på en faktisk dialog om det her, selv om det var mig, der ringede ind og i øvrigt valgte emnet. Jeg har meget stærke følelser i klemme i denne sag, selv om jeg hverken arbejder for eller ved noget nævneværdigt om DONG eller Goldman Sachs, så jeg lyder meget overbevist. Jeg er dog stadig totalt ude af stand til at tage en saglig diskussion med dig. Som sølle kompensation vil jeg fortsætte med at kværne rundt i mine tåbelige metaforer om din nattesøvn. Så hvad siger du til DET?”

Og så videre. Jeg forstår den velmente demokratiske tanke, men i praksis er det program en stor inspiration til et eskalerende misbrug af valium og hård sprut. Ring til regeringen er i praksis en slags politisk X-factor, bortset fra at man ikke kan vinde noget, ingen synger, ingen har rigtig forberedt sig, og Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er dommerne. Stryg det fra sendefladen sammen med de politiske analyser og brug pengene på lækker musik i stedet. Måske på det der underholdningsorkester. Skulle de ikke ha’ været helt gode?

Pacific Rim er rædsom, del 2

Jeg ser, at Pacific Rim faktisk får gode anmeldelser i de danske dagblade. Politikens filmanmelder Kim Skotte, som jeg ellers normalt har stor respekt for, har fx givet Pacific Rim 4 hjerter. Men det skal blive løgn. Han og de danske filmanmeldere tager grusomt fejl, og derfor vil jeg vie et helt blogindlæg mere på at svine Pacific Rim til, som gjaldt det mit forjættede, usle liv.

Kim Skotte starter sin anmeldelse med at fremhæve Pacific Rims dybe fokus på fortælling og årsag-virknings-forhold. Han skriver: ”Men for en gangs skyld får man også en forklaring på monstrenes kedelige opførsel i storbyrummet. Men vil man have dén forklaring, må man selv se kulminationen på Guillermo del Toros ’Pacific Rim’.”

Altså. Kim. Man kan også bare se Independence Day, hvor forklaringen er nøjagtig den samme, nærmest ned til de ordrette formuleringer og detaljer.

ELLER man kan se The Avengers, hvor der på nøjagtigt samme facon er et portal til en anden verden, som der strømmer nederen ud af, og hvor Robert Downey Jr. på nøjagtigt samme vis med de nøjagtigt samme 3D-effekter går ind i hullet i robotform, leverer en atombombe lige i ansigtet på de nederen fyre på den anden side og selv er ved at dø i processen. Forskellen er bare, at Robert Downey gør det med en milliard gange mere charme end uduelige Charlie Hunnam, hvis overlevelse var så uspændende og ligegyldig for mig, at jeg nærmest ikke kan beskrive det. Der er i praksis INGEN forskel på slutningen af The Avengers og Pacific Rim, bortset fra at Avengers kom først og gjorde det med mere interessante karakterer og en eller anden form for humor og hjerte.

 - Downey som Iron Man. Dengang robotter havde stil. -

Skotte fortsætter: ” ’Pacific Rim’ er grandios og i 3D, men det er ikke en lækker og sømløs storslåethed som den, computermekanikperfektionisten Michael Bay rutinemæssigt leverer. ’Pacific Rim’ er hele tiden en anelse kaotisk og mere optaget af skæve indfald end skudsikker narrativ logik. Det betyder på minussiden, at ’Pacific Rim’ simpelthen ikke er lige så bevidstløst spændingsmættet som en normal amerikansk action-film af denne kaliber. Man skal lade sig fortrylle snarere end bare lade sig rive med ...”

Her har Kim vitterligt drukket af natpotten. Altså, så vi overhovedet den samme film? Der går eddermame ikke mange minutter, hvor robotter og monstre ikke udveksler ørkesløse kæberaslere i en uendelighed. Og hvilke skæve indfald? De få fredfyldte minutter uden kæberaslere bruges på scener i stil med denne:

Vi er i modstandsbevægelsens hovedkvarter. Kameraet hviler på den tilbageholdne og kontrollerede japanske, kvindelige kampsportsekspert. Hun holder på facaden, men gemmer tydeligvis på en storm af følelser, vrede og sårbarhed inden i. Genskinnet fra de rå lysstofrør falder ubamhjertigt på hendes perfekt klippede sorte pagehår, der er farvet en lille smule blåt ude i spidserne, tydeligt manga-inspireret. Hun er sexet, fordi hun er en nørd, men samtidig kan tæve alle. Hun kigger på den rå, mandlige helt med en vis skepsis.

”Min vurdering er, at du er uegnet til denne mission”, siger hun. ”Du er for spontan og uforudsigelig. Du sætter andres liv i fare med din hensynsløse og ugennemtænkte opførsel.”

Vores mandlige helt er ked af, at den sexede japaner ikke med det samme er faldet for hans skægstubbe og hundeøjne. Han anlægger dog hurtigt en strategi, ser pludselig filosofisk ud og trækker så erfaringskortet. ”Well”, siger han, ”jeg tror, du vil finde ud af, at i kamp bliver du nødt til at træffe hurtige beslutninger.” Det filosofiske vender sig til en mere forpint grimasse, mens han stirrer ud i horisonten. ”Og så bliver du nødt til at leve med konsekvenserne af de beslutninger.”

Et powerful statement, der skuer både mod fortiden og fremtiden. Det er sørgeligt, fordi hun ved, at han har mistet sin bror i kamp. Samtidig er det vildt sexet, at han slet ikke er hensynsløs, men faktisk totalt tager ansvar, jævnfør det med konsekvenserne, samtidig med at han er lidt forpint, mystisk og spændende. Det går lige i trussen på den ellers så kontrollerede japanske kampsportsekspert. Erfaringskortet. Det kan hun ikke sige noget til – hun har jo ikke nogen erfaring selv! Ligesom alle andre japanere har hun al sin viden fra bøger, papirpamfletter og brugsanvisninger og ikke praksis. Åh, hvor er den dumme amerikaner dog dum! Eller er han i virkeligheden også lidt sød? Er det en begyndende romance, vi fornemmer? Er det faktisk sådan, at den stramme japanske kvinde savner noget ukontrollabelt i sit liv i form af denne spontane, men alligevel herre-konsekvenstagende forpinte, skægstubsbærende amerikaner?

Er det måske endda sådan, at ALLE japanere i virkeligheden ligner noget ud af en manga-tegneserie, er lidt for fortabte i deres kontrollerede overflader og faktisk ALLE har brug for sådan en spontan, handlekraftig amerikaner til at forløse dem? Ja, jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig op til flere gange, efter jeg har set Pacific Rim. Det har den da. Der må jeg være ærlig.

- Kontrolleret og skarp uden på, men dybest set en usikker lille pige inden i. Åh, de japanere. -

Og så de goddamn videnskabsmænd. Jeg har før været inde på deres usjovhed. Noget helt andet er deres dynamik, der er IDENTISK MED HOVEDPERSONERNES. Den ene videnskabsmand er også en tand for meget i sine følelsers vold, mens den anden er alt for kontrolleret. Igen skal den kontrollerede fyr, der selvfølgelig har britisk/tysk accent, lære af den spontane, handlende amerikanerfyr og give slip på sine hæmninger, hvilket bliver hele filmens mantra: You gotta rock out with your cock out, American style, hvis du vil vinde over nogle store monstre! Og dette budskab endda leveret af en mexicansk instruktør. Den smertefulde ironi er ikke til at bære.

Altså, hvordan kan de danske anmeldere ikke se det torske-imbecile i det her set up? Hvordan kan de ikke være ved at rive deres ansigter af i pinsel over at opleve så store klichéer blive leveret så talentløst? Er deres hjerner, kritiske sans og gode smag smeltet fuldstændigt væk i sommervarmen? Pacific Rim ER. SÅ. DÅRLIG!! Jeg kan ikke understrege det nok. Der er FLERE dårlige ting ved den, end dem jeg har nævnt her. De står på lur bag ved hver eneste åndssvage dræberrobot i den her hjerneblødning af en film. Nu bliver jeg nødt til at stoppe, før jeg koger over i raseri over verdens forfald.

Pacific Rim er rædsom og IMDb er død for mig

Hvad gør man, hvis man gerne vil undgå at se rigtig, rigtig dårlige film? De film, hvor man dør en lille smule inden i for hver ligegyldig, klichéfyldt replik, og man sidder og venter på bedre tider, der aldrig kommer?

Jo, der er forskellige måder at undgå de allermest tåbelige film på. Man kan for eksempel se en trailer, tjekke instruktørens andre værker ud eller læse et par anmeldelser eller ratings. Det plejer at virke for mig (hence the silence on this blog). Den strategi slog imidlertid eklatant fejl i går, hvor jeg var inde at se Pacific Rim.

 - Se for guds skyld aldrig denne film. -

Jeg indrømmer, at jeg var hurtig på tasterne, da jeg bestilte billetterne. Jeg havde aldrig hørt om filmen før, og jeg nøjedes med at tjekke instruktør og filmens IMDb-rating. Jeg så godt, at det var noget med robotter, men det er ALT jo nu om dage - Iron Man 1-3, Prometheus, Avengers, Transformers, etc. Den var instrueret af Guillermo del Toro, der er fyren bag mesterværket Pans labyrint, og Pacific Rim havde en rating på 7,7 på IMDb, hvilket er helt pænt (til sammenligning har en hæderlig Tarantino-klassiker som Jackie Brown 7,5). Historisk set har man aldrig helt kunnet vide med de ratings, men vurderinger på 7,5+ har som regel betydet, at filmen har haft EN eller anden kvalitet, og at skuespillet i det mindste har været acceptabelt. Sammen med den spændende instruktør var det nok til at få mig til at trykke på aftrækkeren og bestille billetterne.

Pacific Rim var og er ikke desto mindre helt og aldeles horribel. Det er uden sammenligning den værste film, jeg har set i årevis. Jeg har vitterligt intet positivt at sige om den. Selv effekterne var noget, man havde set før i mere interessante sammenhænge.

Pacific Rim handler basalt set om, at der er en sprække i dybet af stillehavet, hvor Godzilla-agtige væsner bliver ved med at dukke op. I starten pløkker man de her Godzilla-drenge med kampfly, men det med at skyde monstrene fra sikker afstand med stinger-missiler bliver åbenbart hurtigt gammelt. Derfor bygger man nogle GIGANTISKE, ATOMDREVNE DRÆBERROBOTTER, der kan gå ind i en god gammeldags NÆVEKAMP med monstrene og uddele en masse KÆBERASLERE i stedet for.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

...

Af uransagelige årsager er det umuligt for EN person at styre sådan en dræberrobot, så man skal bruge TO TANKE-KOMPATIBLE PERSONER til at styre en robot. De to personer står så som et par ledningeopkoblede synkronsvømmere oppe i hovedet på robotten og laver synkrone kæberaslere ud i luften. Man afgør om to mennesker er tankekompatible ved at finde ud af, om de er LIGE GODE TIL AT TÆVE HINANDEN MED EN KÆP I JUDO.

 - Synkronsvømning i hovedet på en kæmperobot. Minder i virkeligheden meget om en omgang Dance Battle? -

Når det så gang på gang viser sig, at monstrene fra havets dyb er HELT OG ALDELES IMMUNE OVER FOR KÆBERASLERE, så har dræberrobotterne nogle esser i ærmet: De kan fx aktivere en JETMOTOR PÅ ALBUEN AF ROBOTTEN, så de giver en EKSTRA HÅRD KÆBERASLER. Når det så heller ikke virker, og monstrene i mellemtiden har smadret tre-fire dræberrobotter og i øvrigt halvdelen af Hong Kong – når MILLIONER AF MENNESKELIV ER GÅET TABT – så kan de resterende robotter gro et sværd ud af armen og hugge hovedet af monstrene. Eller tage deres kæmpe gun frem og skyde monstrene i hovedet, så de dør. Og hold nu op. Det er da klart, at de ikke åbner med det. Det ville jo bare være usportsligt!

 - Ligeglad med kæberaslere. Who knew? -

I dette fuldblodsretarderede set-up af monotone nævekampe mellem dræberrobotter og godzilla-monstre har vi så en række gennemført flade karakterer, hvis fortid, nutid og fremtid er så uendeligt ligegyldige og fladpandet serveret, at det får en til at længes efter de personlige fortællinger i Transformers-serien. Skuespillet er forfærdeligt, replikkerne elendige og filmen spiller på alle amerikanske klichéer om mænd, kvinder, russere og asiater, der eksisterer. Hovedpersonerne er inkompetent flankeret af to videnskabsmænd, der tydeligt er ment som comic-relief, men som får en til at græmmes – som malplacerede og pinlige indslag til en familiefest eller et bryllup. Sådan hvor man får en knugende fornemmelse midt i brystkassen, fordi det er rædsomt at være vidne til, når mennesker udstiller sig selv på den måde.

Jeg ved det godt: Det er min egen forbandede skyld. Jeg skulle selvfølgelig have sat mig bedre ind i sagerne, før jeg bestilte billetterne. Hvis jeg bare havde set en enkelt trailer, kunne katastrofen have været afværget. Men: Instruktøren bag Pans labyrint! SYV KOMMA SYV PÅ IMDB med HALVFJERDSTUSINDE STEMMER. Man kan tydeligvis ikke bruge IMDbs rating-system til noget som helst længere. Som overskriften erklærer: IMDb er fra nu af død for mig. Og DU er død for mig, hvis du kunne li’ Pacific Rim! Jeg siger det bare.

Crossfit - 1 år efter

Advarsel: Dette er et tilnærmelsesvist SERIØST indlæg, der handler om LEGEMSØVELSER OG KOST. Jeg er blevet ældre end tiden selv, og nu interesserer jeg mig pludselig kun for orkidéer, antik porcelæn og DØDS-FITNESS. Så er du advaret.

 - Du skal svinge den her badboy rundt som en idiot for at blive god til crossfit, muchacho. - 

Nu har jeg været medlem af Aarhus Crossfit i et år - se dette blogindlæg for en beretning om mit første møde med crossfit. Jeg meldte mig oprindeligt ind, fordi jeg var blevet træt af almindelig styrketræning i fitness world. Jeg oplevede ikke fremgang længere, og det var for meget den samme gamle trædemølle med at LØFTE NOGET TUNGT og så sidde og pille sig selv i navlen og så LØFTE NOGET TUNGT og så pille sig selv i navlen osv. De samme gamle øvelser og de samme gamle variationer over de samme to-tre programmer, år ud og år ind.

Derfor crossfit, hvor man bare møder op, og så er der nogle flinke mennesker, der har forberedt en ny og spændende workout for en hver eneste goddamn gang. Der går måneder mellem, at man laver det samme træningspas. På den måde er variationen og udfordringen sikret. Eller okay, man møder op, og så ARBEJDER MAN SELVFØLGELIG OGSÅ LIDT FOR DET. Men som alle, der har trænet før i deres liv ved, så er den største udfordring som oftest at komme ud af døren.

Jeg har strenget mig an og mødt op omtrent tre gange om ugen i gennemsnit og pisket igennem utallige af de forskellige workouts, man får smidt i hovedet. Jeg har lært at sjippe. Faktisk kan jeg sjippe herrehurtigt. Jeg kan lave nogle mærkelige løft, og jeg er blevet råbt utroligt meget af. Og hvad er der så kommet ud af det?

Jeg har smidt 5 kilo, og jeg er i fyrre gange bedre form end før. Væsentligt mere udholdende. Jeg kan hoppe højere og løbe længere. Jeg kan se mine mavemuskler, hvilket er meget, meget nyt for mig. Det var ikke engang et træningsmål for mig at tabe mig - det er sket af sig selv. Jeg er gået marginalt tilbage i bænkpres, men ellers er jeg lige så stærk, som da jeg kun styrketrænede - på nogle punkter stærkere. Betydelig fremgang i ben, ryg og mave.

 - Dette er ikke mig! Men det kunne blive DIG. DU kan blive denne let pressede pige. Hvis du starter til crossfit! - 

Med hensyn til kost har jeg kun lavet små ændringer, men nu spiste jeg også forholdsvis sundt i forvejen. Jeg har måske skåret lidt på kulhydraterne fra brød, ris og pasta og tilsat grøntsager i stedet her og der, men jeg har ikke været fanatisk, og jeg har ædt chokolade, drukket vin og spist ude, når jeg har haft lyst. Dog skal det siges, at jeg det sidste halvandet år har drukket mindre alkohol end ellers (det viser sig, at god på jobbet tit udelukker stiv på bacardi. Who knew?).

Alkohol eller ej: Crossfit har virket fremragende for mig. Og dette er min vurdering: Det er en pissegod træningsform for alle, der vil smide overflødigt fedt og samtidigt have noget muskelmasse. Hvilket vil sige alle i verdensrummet. Alle ville sgu have godt af at starte til crossfit. Det betyder dog ikke, at alle i verdensrummet BØR starte til crossfit. Der er nemlig et par ting, man skal affinde sig med, før man begynder på det:

1) Det er hårdt. Man bliver sat til at lave nogle uhyrlige svin af nogle workouts af og til. Man bliver nødt til at få et lidt mere afslappet forhold til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død for at synes, at det er fedt.

2) Man skal ind i kampen. De siger, at alle kan være med, og det er også rigtigt. Man arbejder på det niveau, man er på. Men i starten er det niveau ret forpulet lavt, og derfor står man af og til i begyndelsen og ligner en omsorgssvigtet teenager med bævrende ben, klodsede kalveknæ og en grim frisure. Dels fordi man ikke kan lave øvelserne særlig hurtigt, dels fordi nogle af øvelserne er teknisk svære. Man kan fx blive sat til at lave dobbeltsjip, og det er der ingen uden for crossfit-, bokse- eller pigespejdermiljøet(?), der kan finde ud af. Der er også andre øvelser, som, ja, kræver øvelse. Selvfølgelig er der tålmodige instruktører og hjælpsomme menige medlemmer, og selvfølgelig er der også andre idioter, der heller ikke kan finde ud af det. Det ændrer dog ikke på, at man i starten af og til står og ser hjælpeløs ud. Det skal man kunne bide i sig. Det går dog ret hurtigt over, og til gengæld ligger der nogle velsmagende sejre og venter, når man får lært øvelserne og får sat tempoet op.

Hvis man kan leve med de to ting, så er det egentlig bare at gå ned og hente en nice, sund og atletisk krop nede i ens lokale crossfit-gym. Det koster 350,- om måneden i Aarhus-området. Her har jeg som sagt selv trænet i Aarhus Crossfit, og det vil jeg egentlig gerne anbefale. Det er et godt sted. Instruktørerne er som regel kompetente og flinke til at demonstrere og hjælpe. Der er begynderhold, og der er også plads til at træne for sig selv, hvis man en dag ikke gider holdtræningen eller vil øve sig i noget bestemt. Som i alle træningscentre er der run på klokken 4 og 5, men man kan næsten altid få en plads på et af holdene, hvis man booker et par timer før.

 - Med tiden bliver man helt vild med død og lidelse. Se, hvor han smiler! - 

Det er sjovere at møde op til crossfit alene, end det er at tøffe rundt i et normalt fitnesscenter alene, men som altid er det fedest at have en makker at følges med. Hvis man har en makker, der også er forholdsvis ny, så kan man også være sammen om at være uduelig i starten. Og man kan snakke sammen dagen efter en hård workout om, hvor herre-smadret man er i kroppen, hvordan man aldrig kommer til at gå igen, at ens ben og arme er faldet af, at man stadig har blod i hele hovedet og intet kan se, etc. Det hjælper alt sammen på motivationen.

Det var ordene. Jeg stoler på, at jeg kan slå mig på din stenhårde sixpack, næste gang vi ses. Og nu må det sagorasme være slut med al denne røvsyge helsesnak. Næste opdatering: Pissegode tips til hvordan du passer dine orkidéer optimalt!

The Dark Knight Rises er overvurderet

The Dark Knight Rises er altså ikke den skinnende diamant, som alle render rundt og siger, at den er. Det har jeg længe haft lyst til at sige, men jeg har undladt at gøre det, fordi jeg så gerne ville elske den.

Det er ikke en dårlig film. Slet ikke. Den har masser af ting kørende for sig: Anne Hathaway er fx en fantastisk positiv overraskelse. Jeg troede kun, hun kunne spille intetsigende sød-smil-kvalmende anoreksi-ofre, men her har hun styrke, kant og charme. Bane som skurk fungerer langt hen ad vejen. Han er en rigtig stor fyr, og det virker overbevisende og skræmmende, når han tæver flagermusen til plukfisk. Men det ændrer ikke på, at The Dark Knight Rises helt grundlæggende har følgende problemer: Ærkeskurken er åndssvag, og filmen tør ikke en skid. Den er moralsk forudsigelig, forfladiget og plat.

 

- It's The League of Shadows. Not the League of Making Sense. -

The League of Shadows er nogle åndssvage skurke
...og de har nogle uigennemskuelige, åndssvage motiver. I Batman Begins var de sådan her: “Ih, åh, se os, vi er en flok excentriske ninjaer og koldblodige lejemordere, der pludselig har fundet det her moralske kodeks i en grøft i Tibet. Vi vil rense verden for ondskab, og vi starter med at jævne Gotham med jorden, fordi byen ER SÅ OND OG KORRUPT OG FYLDT MED KRIMINELLE.”

Og det VAR den jo også i Batman Begins. Dengang var det hele noget lort. The League of Shadows var stadig nogle ret random skurke dengang, men der var trods alt noget om det med, at det ikke gik skidegodt i Gotham.

Men sådan er det bare ikke længere. Det går helt perfekt i Gotham, da The Dark Knight Rises starter. Alle de kriminelle er i spjældet. Der er lidt rod i kloakerne, men grundlæggende lever folk i fred og fordragelighed. Så hvad er det, de idioter fra The League of Shadows egentlig VIL denne gang? Det er sgu ikke lysende klart. Eller jo, hende harpen, der er datter af Ra's-al-what’s-his-face, hun vil fuldende sin fars værk og jævne Gotham med jorden. Hun glemmer bare, at fatter hovedsageligt ville smadre byen, fordi der var alt for mange kriminelle på gaderne, og den var åh så forfalden og dekadent. MEN DET ER DEN JO IKKE MERE. Hvilket de facto gør hende til et elendigt medlem af The League of Pointlessness og en lidt tåbelig skurk.

Men det stopper ikke der. Hun vil som sagt fuldende sin fars værk og sprænge Gotham i luften, MEN den almindelige befolkning skal lige lide et halvt års tid først. Vi skal have orkestreret et absurd mellemspil, hvor alle de kriminelle psykopater får magten og kan terrorisere alle andre. Men hov, jeg troede, at The League of Inconsistency var totalt FOR den almene befolkning og ville sprænge byen i luften, fordi der var for mange kriminelle i byen, som man ikke kunne komme til livs på andre måder? Der har sagorasme været nogle generalforsamlinger i den organisation, som vi tilskuere er gået glip af. I Batman Begins var de kompromisløse utilitarister. Nu er de pludselig hensynsløse psykopater. Hvis der var et memo omkring den udvikling, så fik jeg det ikke. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af en åndssvag organisation, der ikke aner, hvad den vil - andet end at den vil det modsatte af Batman.

 - "Hej, jeg hedder Christopher Nolan. Jeg er kommet her i dag sammen med Jesus for at fortælle jer noget vigtigt: I må ikke lyve."

Platte, klichéfyldte pointer
Filmen vil gerne retfærdiggøre, at det hele ender i lokummet, med at alle heltene LØJ om Harvey Dents død i slutningen af The Dark Knight, og MAN MÅ IKKE LYVE. Åbenbart heller ikke selv om man kan redde tusinder og atter tusinder af menneskeliv, komme al den øvrige, løgnagtige korruption til livs, få alle de kriminelle i spjældet og i det hele taget sende en storby på ret kurs. Men man må ALDRIG lyve. Det er sgu da en ekstremt uvovet, uoriginal og tam pointe. Hvorfor ikke bare lade pointen fra The Dark Knight være i fred? Hvorfor ikke bare blive ved det fede og det vovede? At engang imellem er sandheden ikke nok - engang imellem BØR man lyve, og engang imellem er der nogle gode fyre, der må ofre sig selv og deres ære for det fælles bedste? Det er en pointe, der er hundrede gange federe og i øvrigt betydeligt tættere på virkeligheden, og den pointe bliver skudt i sænk i The Dark Knight Rises og erstattet med platte klichéer, vi har set hundrede gange før. Man må aldrig lyve. Pis mig i øret.

...

Og jeg er ærgerlig over det. Jeg ville som sagt gerne knuselske den lede film. For den er god på flere måder, og den bygger videre på noget rigtig godt. Den har masser af velfungerende elementer. Bortset fra en enkelt ærkeskurks dødsscene spiller skuespillerne fint, og dramaturgien fungerer i øvrigt. Men på den åndelige front er The Dark Knight Rises en uværdig og tam afslutning på en ellers flot trilogi. Og det er forbandet ærgerligt, for det kunne have været så godt, hvis Nolan bare lige havde strammet sig an til sidst og holdt stilen. Sådan skulle det altså ikke være.

Prometheus er dum som dagen er lang

Filmen Prometheus er biografaktuel og er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott, hvad der jo lover og forpligter. Og den har da nogle få ting kørende for sig: Den er flot og periodisk spændende. Den er dog også aldeles tåbelig af mange grunde. Min kritik af den kredser primært omkring, at alle karaktererne er klinisk retarderede, og at handlingen er absurd.

 - Ja, skrig, Noomi. Jeg ville også skrige, hvis jeg var så dum. -

Lad mig uddybe.

Året er 2089. Nogle arkæologer opdager hulemalerier rundt omkring på jorden med det samme motiv: et bestemt stjernebillede. De er tegnet uafhængigt af hinanden og med mange tusinde år imellem.

How very peculiar!

Det er da løjerligt, at de her fortidsmennesker render rundt og tegner de samme stjerner uafhængigt af hinanden. Måske var de inspirerede? Måske var det en eller anden form for fremmed entitet, der inspirerede dem til at tegne de stjerner? Og måske, måske, måske kunne man forestille sig, at den fremmede entitet boede på de stjerner? Nu er vi ved at være langt ude i gætterierne, men hvad fanden. Den slags spørgsmål er egentlig meget rimelige at stille.

Der bliver imidlertid ikke stillet nogen spørgsmål i Prometheus. De to arkæologer bag fundet KONKLUDERER med det samme følgende:

1) Tegningerne af identiske stjernebilleder vidner om eksistensen af en guddommelig overrace af rumvæsner, som vi løst kan forbinde med den kristne gud.

2) De her rumvæsner har skabt menneskeracen.

3) De skred fra os engang i sin tid, men nu vil de gerne have, at vi kommer og besøger dem oppe i stjernerne.

4) Når vi kommer og besøger dem, vil de modtage os med åbne arme, byde os på en kop mokka og forklare os meningen med livet (og, antageligvis, hvorfor vi skulle bruge årtusinder for at nå et teknologisk niveau, hvor vi kunne bygge rumraketter og rejse gennem rummet i fire år for at få meningen med livet at vide over en kop mokka, i stedet for at de bare gav os den til at starte med).

Det er det, de konkluderer. Og det er jo helt urimelige og fuldstændigt absurde konklusioner at drage på baggrund af de åndssvage hulemalerier. Alligevel får de to idiotiske arkæologer overbevist en gammel multimillionær filantrop om, at det er sådan, det forholder sig. Han køber straks hver eneste ord af deres feberramte ævl OG konkluderer selv videre, at

5) De her rumvæsner må have kilden til evigt liv!

6) Hvis jeg bare spørger pænt, så hjælper de mig nok til at leve for evigt.

På baggrund af al denne utrolige spekulation hiver han lige et par trilliarder dollars op af hatten til et rumskib og en besætning og flyver afsted i FIRE ÅR mod horisonten og det evige liv.

Filmen er altså bygget på, at to ragende idioter overbeviser en tredje idiot om deres massive vrangforestillinger. Deres forventninger til det, de skal finde i stjernerne, er simpelthen groteske. Det bliver dog slået i idioti af det, de rent faktisk finder:

1) Der ER en race af aliens deroppe. De deler DNA med mennesker, men de er mere buff, mere blege og har mørkere øjne.

 - Aliens i Prometheus: Ligner marmor. Er dog, antageligvis, ikke lavet af marmor. -

2) De her aliens interesserer sig primært for rumskibe, biologiske våben og menneskeracens totale udryddelse.

3) De ville gerne flyve til jorden og slå alle mennesker ihjel med deres biologiske våben, men før det blev aktuelt, så kom de til at slå sig selv ihjel ved et uheld i stedet.

Nu er der kun en enkelt alien tilbage på hele planeten - en af dem overlevede deres lille våbenuheld, fordi han var i hypersøvn. Der har han ligget i tusindvis af år. Han bliver så vækket af ekspeditionen af mennesker, deriblandt den senile multimillionær-olding, som ævler løs om evigt liv.

Nu er jeg jo ikke PhD i alien-psykologi, men man kunne måske forestille sig, at man havde nogle ubesvarede spørgsmål, når man vågner op efter at have sovet i tusindvis af år - selv som alien. Fx:

Hvad er der sket de sidste tusindvis af år, og kunne det måske påvirke, hvad jeg skal stille op med mit liv lige nu? Hvad laver de mennesker her? Hvorfor er jeg den ENESTE LEVENDE IDIOT AF MIN SLAGS TILBAGE PÅ DETTE RUMSKIB? Er det overhovedet forsvarligt at anvende de her biologiske våben, nu de VED ET UHELD har DRÆBT HELE MIN UDUELIGE RACE PÅ DENNE PLANET? Er det stadig relevant at destruere menneskeracen med biologiske våben her mange tusinde år efter, vi besluttede at gøre det? Hvorfor fanden besluttede vi at rejse til jorden og udrydde menneskene in the first place?

Den slags spørgsmål har man imidlertid kun latter til overs for, hvis man er en bleg, sortøjet alien på steroider. Uden at sige et ord går han hovedkulds til angreb på de mennesker, der har vækket ham. Derefter beslutter han sig for ene mand at flyve til jorden for at destruere alle mennesker med biologiske våben.

Hov, i øvrigt, advarsel: Spoiler.

Det her er, som den skarpe læser måske har opfanget, det mest usammenhængende vrøvl i verdenshistorien - og, hvad værre er, det er så forvrøvlet, at det er uinteressant. Det burde være cracktågerne hos en person med svær skizofreni. Det er det bare ikke. Det er handlingen i Prometheus, en film med et budget på 130 millioner dollars, der er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott.

Der er også andre problemer i filmen. Man kunne løst nævne: Den mest interessante karakter i filmen, robotten, har ingen eller vag motivation for sine handlinger. Kaptajnen på rumskibet beslutter sig for kamikaze på et ekstremt spinkelt grundlag. Kaptajnens besætning beslutter sig for kamikaze med kaptajnen på et endnu vagere grundlag. Det er en videnskabelig ekspedition med trillioner i ryggen og alligevel agerer alle videnskabsmændene som uprofessionelle, savlende 5-årige. For uddybning af disse sidstnævnte punkter vil jeg henvise til denne anmeldelse af filmen.

Det er utroligt, at Ridley Scott, en af pioneerne inden for sci-fi, ikke kan gøre det bedre. Han lavede ALIEN, for faen. Og BLADE RUNNER. Og så medvirker han til og godkender dette manus!? Og instruerer gudhjælpemig en film ud fra det? Han skulle skamme sig.

Lad være med at se Prometheus.

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

 - Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

 - "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." - 

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!

DET NYE: MEGET FORVIRRENDE FILM, del 1

På det seneste er der sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg har set nogle film, jeg ikke forstod. Det havde ikke været så mærkeligt, hvis det var franske kunstfilm, hvor det som er bekendt er meningen, at man ikke skal forstå en skid. De handler alle sammen om en svært depressiv russisk transvestits møde med en lesbisk pingvin. Og så sidder instruktøren der med et prætentiøst overskæg, en baguette og et glas rødvin med en drue fra 97’ og griner af de idioter, der er dumme nok til at forsøge at forstå hans film. For det er jo KUN HAM, der for alvor forstår den. You lose, stupid audience!

Det er ikke de film, jeg taler om. Jeg taler om AMERIKANSKE FILM, som var umulige at forstå. Og det er meget mærkeligt. For når jeg ser film – og især amerikanske film – så er jeg vant til, at jeg får pointerne serveret på et sølvfad.

Som i Løvernes Konge. Den lærte mig, at man ikke skal flygte fra sin fortid. Nej, man skal stå ved, hvem man er og blive den, det var meningen, man skulle være: LØVERNES KONGE. Man skal også holde op med at spise insekter. De er muligvis slimede og dejligt mættende, men de er til gengæld også helt vildt klamme.

 - Lad være med at spise klamme insekter, Simba. -

På samme måde med Iron Man. Den lærte mig, at jeg skulle holde op med at være sådan en player og LIGE TÆNKE LIDT på problemerne i Mellemøsten. Efterfølgende har jeg lagt de smarte solbriller på hylden og indstillet mit ellers eskalerende salg af AK47-rifler til Libanon.

 - Lagt på hylden. -

Eller Titanic, der lærte mig, at jeg skulle holde op med at leve under min mors og min forlovedes tyranni og udfolde mig som den smukke og kompetente kvinde, jeg jo for fanden er!

Og så videre. Der er altid en lektie at lære i amerikanske film.

Eller er der?

I filmen Limitless er det ikke hundrede procent tilfældet.

Hovedrollen i Limitless spilles jo af Hollywoods nye, smarte fyr, Bradley Cooper. Det er sådan, at Bradley Cooper kun castes til og kan varetage ÉN rolle, og det er rollen som den sejeste fyr i verden. Det er den rolle, han spiller i alle de film, han er med i: The Hangover part I & II, The A-Team og nu også Limitless. Eller ok, det er faktisk ikke helt rigtigt. I Limitless starter han med at være lidt sølle. Han er en falleret, uproduktiv forfatter, og hans kæreste dropper ham. Heldigvis har man opfundet et narkotikum, der gør en til den sejeste i verden. Så det begynder han at tage, og så bliver han (sjovt nok) den sejeste i verden! Men ÅH NEJ. Hvis man holder op med at tage det magiske stof, så visner man hen og dør. Det totalt emma-dilemma-agtige problem finder Bradley imidlertid hurtigt løsningen på: Man skal bare BLIVE VED MED AT TAGE AWESOME-STOFFET. Helst FOR EVIGT. Og det gør han så. Og så bliver han mega rig og præsident. The end.

 - Tag nogle flere stoffer. My name is Bradley Cooper and I approve of this message. -

Det kunne jo godt ligne en film med denne morale: Det er mega fedt at tage stoffer. Hvis du synes, at du har et godt, modereret forbrug af coke, og du ligesom synes, at det hjælper dig til at præstere bedre i hverdagen, ikke? Så skal du fandeme bare fortsætte med at tage det. And don’t let nobody tell you any different!

MEN. Der er en lille catch ved alt det her: Da han er kommet på awesome-stoffet generobrer han jo sin kæreste. Men da hun finder ud af, at han er på det, ikke? Så skrider hun! Så hvad nu? Hvad fanden er moralen? Du kan tage stoffer og blive præsident, men måske mister du nogle damer i processen? Hvad helvede er det for en absurd tvetydig pointe? Jeg forstår ikke et pluk. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal tage stoffer eller ej. Og det er et ret presserende spørgsmål, fordi jeg meget snart skal på Roskildefestival. What’s it gonna be? Drugs or no drugs? Limitless er bare et stort forvirrende spørgsmålstegn i den sammenhæng, og det kan jeg ikke bruge til NOGET SOM HELST.

Stay tuned for flere forvirrende amerikansk film!

Seth Rogen er kummerlig som irriterende, overspillet grøn hveps

Seth Rogen er hoppet med på bølgen af de lede superheltefilm med The Green Hornet, som han spiller hovedrollen i og selv har skrevet manuskriptet til. Her er han en uelsket rigmandssøn, der skal overtage fars avis, men egentlig helst bare vil rende rundt og være sej i et kostume om natten sammen med random asiatisk butler, der laver alt arbejdet.

 - Arbejdsfordelingen i The Green Hornet: Butleren laver arbejdet, mens Seth står og ligner en nar. - 

Random asiatisk butler er i øvrigt nok den mest utroværdige karakter i filmhistorien. Han voksede forældreløs op i Bangladesh/Tokyo/random asiatisk bys gader og udviklede sig til at blive supermekaniker skråstreg elite-ninja skråstreg kaffe-connoisseur extraordinaire. Grundlæggende er det meningen, at vi skal købe forhistorien, fordi han er asiat. Du kan tage forældrene fra en asiat, tæve ham hver dag med en svensknøgle og hælde kaffe i øjnene på ham, og så vokser han op og bliver en ninja (alle de tæsk gør en stærk!), supermekaniker (han blev jo tævet med en SVENSKNØGLE, remember? Som man også bruger til at dreje på ting i en bil? Du forstår? Wink-wink?) og kaffe-ekspert (fra kaffen i øjnene). DE KAN JO BARE DET DER MED NINJA, BILER OG KAFFE, DE ASIATER. DET KAN DE DA. Du kan tage asiaten ud af talentet, men du kan ikke tage talentet ud af en asiat. ... eller det der.

Heldigvis er han spillet ekstremt uoverbevisende af random asiatisk skuespiller.

Nå. Men. Det er faktisk ikke engang den ekstremt random og uoverbevisende asiat, der er det grundlæggende problem med The Green Hornet. Det grundlæggende problem med The Green Hornet er, at man ikke kan holde af gode gamle Seth. Overhovedet. Han er pisse irriterende og kikset og meget kummerlig. Men ikke på sådan en cool, arrogant måde som Jach Nicholson i As Good as it Gets eller Robert Downey i Iron Man – nej, på sådan en ... belastende måde, der faktisk ikke er sjov, men mest bare giver en lyst til at slå ham hårdt i hovedet. Eventuelt med en svensknøgle, så han også kunne blive mekaniker og på den måde måske BIDRAGE LIDT til hele forestillingen.

Det er selvfølgelig meningen, at Seth skal forandre sig i løbet af filmen og blive til et mindre irriterende pikhoved. Og han bliver da også marginalt mindre irriterende. Men det er sgu ikke meget.

The Green Hornet får rigtig sagt nogle ting om KULTURforskelle i mødet mellem den random asiat og Seth Rogens karakter. Fordi random asiaters problemer er jo, at til trods for alt deres talent så kan de ikke finde ud af en skid på egen hånd, fordi: ASIATER KAN KUN BRUGE DERES MASSIVE TALENT, HVIS NOGEN FORTÆLLER DEM, HVAD DE SKAL GØRE. Og der er det jo heldigt, at Seth Pikansjos Rogen kan gå ind og give den random asiat noget retning med sin amerikanske iværksætterhed og evne til at tænke STORT OG UDEN FOR BOKSEN. Det er derfor, de to er sådan et godt team. Det bedste fra begge kulturer!

Så fik vi også lige lært en vigtig, interkulturel lektie i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad den vigtige interkulturelle lektie er, så lad mig skære den ud i pap lige her og nu: Lad være med at se The Green Hornet.

Den blinde ego-hævner slår til igen!

Ikke alt Marvel rører ved bliver til guld. Det er sådan set bevist mange gange, men man bliver alligevel lige skuffet, hver gang man bliver mindet om det.

Her den anden dag havde jeg en samtale med en af mine gode venner. Vi havde lige set The Town, som i øvrigt er en gedigen, underholdende actionfilm. Samtalen forløb cirka sådan her:

 - ”... ja, Ben Affleck var sgu god ... jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige de ord. Jeg havde aldrig troet, at NOGEN skulle sige de ord.”

 - ”Ja, god og sygt pumpet. Muligvis mere pumpet end han var i Daredevil. Og måske faktisk også lidt mere plus-kæbet? Måske gode, gamle Ben har været en tur på steroidevognen?”

 - ”Jeg har ikke set Daredevil. Jeg har hørt, den skulle være sygt ringe.”

 - ”Ahr, jeg er en af dem, der ikke synes, at den er helt så ringe, som alle de andre synes. Og Colin Farrell er sgu en okay skurk. Du kan jo se den og selv bedømme.”

Som sagt så gjort.

Daredevil handler om Ben Affleck, der som dreng får hældt syre i øjnene og mister synet. Det viser sig imidlertid at være en stor velsignelse, fordi det betyder, at hans krop MED DET SAMME udvikler alle hans andre sanser til en helt afsindig formåen. Pludselig er han en slags fucking Super-Heimdal, der kan høre pigernes bryster gro. Faktisk bliver han så led en hørefreak, at han via sin hørelse kan orientere sig i et rum, som var han en flagermus/radar/hval/ubåd. Han kan høre, når folks hjerter banker hurtigere, fordi de lyver. Han hører så godt, at han kan reelt kan ”se”, når det regner, fordi hver regndråbe laver en lyd, når den rammer en overflade. HAN HØRER MED ANDRE ORD RET GODT.

Også hans lugtesans når afsindige proportioner. Den gør, at han kan opsnuse lækre damer på 800 meters afstand – fordi vi ved jo alle, at de LÆKRE damer lugter meget bedre end de almindelige damer. Det står i grønspættebogen.

[Det er vildt nyskabende med en blind helt. Jeg håber, vi snart får en superhelt uden arme, der er herregod til at bruge sine ben. Eller en, der kunne nå lydmuren i en kørestol. Hvem ville så grine af de handicappede!?]

Nå. Men. Efter vi har brugt halvtreds år på at lære vores blinde helt at kende og ikke mindst på at acceptere, at han kan tæve folk, selv om han ikke kan se dem, ikke? Så kan plottet endelig gå i gang.

Ben tæver skurke om natten og svanser rundt med sin blindestok om dagen og opsnuser nye lækre damer. Han er nemlig lige blevet droppet af sin sidste kæreste, fordi han altid vimser rundt om natten og aldrig har tid til en Ben & Jerrys i sofaen. Men SÅ lugter Bens perverse næse sig frem til den storbarmede, men  radmagre ninja, Jennifer Garner, som han straks giver sig til at danse en slags ninja-parringsdans med. Imponerede over hinandens ninja-parringsdanseevner falder de to pladask for hinanden. Så har han allerede damen. Super!

[Jennifer Garner som Elektra Natchios (ja, det hedder hun seriøst). Hun deler figur med en gammel Jenna Jameson og kampstil med Rafael fra Ninjaturtles. Det bedste fra to verdener.]

Omkring tre timer inde i filmen bliver vi så introducerede for den virkelige skurk og filmens egentlige handling: Der er en gigantisk ond neger, der terroriserer nabolaget. Ham skal Ben Affleck ha’ ned med nakken. Men åh nej! Så hyrer den gigantiske onde neger Colin Farrell til at kaste dartpile og ninjastjerner efter Ben Affleck og Jennifer Garner og ikke mindst Jennifer Garners FAR. Det lykkes gode gamle Colin Farrell at myrde førnævnte far og få det til at se ud som om, at Ben gjorde det!

[Colin Farrell: Herregod til dart og snigmord.]

DEN ER JO IKKE HELT GOD. Men hold nu fast. Fordi nu kommer den geniale del af handlingen.

Ninja-Jennifer tror altså, at Ben-Daredevil har myrdet hendes far. Derfor sårer hun ham dødeligt i torsoen med sin ninja-kniv. Ben er så medtaget, at han kun kan ligge og ligne en nar, da Colin Farrell kommer og spidder Ninja-Jennifer, til hun er ganske død. Som en anden idiot kravler han væk, ryger igennem taget på en kirke, falder vel en 10 meter og lander på et stengulv, hvor han så igen ligger og ligner en nar. Lige indtil Colin Farrell kommer ind i kirken for at dræbe ham. Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Den tager vi lige en gang til. For ja, det er seriøst det, der sker.

Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Og det er altså ikke sådan, at Ben såret ligger klar med en skjult revolver og altså lige laver snigeren på Colin her. Nej, de løber og kravler rundt i hele kirken som edderkopper på speed og tæver på hinanden, som var der ingen morgendag.

NU forstår vi, at Ben Affleck bare lige skulle have nogle ekstra liter blod svømmende rundt i lungerne og et fald på 10 meter med en landing på et stengulv til at friske sig lidt op, før han kunne tage sig sammen til at gøre noget! Synet af hans elskede, der kæmpede for sit liv var bare IKKE HELT NOK. Eller også kan vi drage en helt anden, spændende konklusion: Da det gjaldt hans elskedes liv, var han sådan lidt ligeglad, men da det var hans eget skind, det gjaldt, SÅ kunne han endelig vågne lidt op.

Ja. Sådan en helt er Daredevil. Never cared much for the ladies. Cared a lot about himself.

Eller hvad? For nu han ER ved det, og så kan han jo for fanden lige så godt tage op og tæve den gigantiske negerskurk, stadig med et (åbenbart ikke så) dødeligt sår i brystkassen.

[Michael Clarke Duncan som ond, gigantisk neger. Altid et populært valg.]

Det er jo fandeme omtrent det dummeste i hele galaksen. Han ligger og er dødeligt såret, da hans elskede dør, men er pludselig ikke dødeligt såret længere, da hun først er død. Filmen prøver ikke engang sådan RIGTIG at retfærdiggøre det med, at det er i raseriet over Jennifers død, at han finder kræfter. Han ligger LANG tid med det lede sår og ser grangiveligt ud som om, at han skal mega dø, før han rejser sig op og tæver hele verden. Og det er jo for fanden ikke fordi, at ubehandlede gennemboringer af brystkassen bliver bedre af, at man falder ned på et stengulv, eller at man lige ligger og sunder sig i to minutter, eller at man RENDER RUNDT MED EN PULS PÅ 160 PÅ BYENS TAGE OG TÆVER FOLK.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke dvæle ved, når den blinde ego-hævner skal ud og smadre knæskallerne ind på kæmpenegere.

Jeg er en af dem, der synes at Daredevil er nøjagtig lige så ringe, som alle andre synes.

Lad være med at se Daredevil.