Pacific Rim er rædsom, del 2

Jeg ser, at Pacific Rim faktisk får gode anmeldelser i de danske dagblade. Politikens filmanmelder Kim Skotte, som jeg ellers normalt har stor respekt for, har fx givet Pacific Rim 4 hjerter. Men det skal blive løgn. Han og de danske filmanmeldere tager grusomt fejl, og derfor vil jeg vie et helt blogindlæg mere på at svine Pacific Rim til, som gjaldt det mit forjættede, usle liv.

Kim Skotte starter sin anmeldelse med at fremhæve Pacific Rims dybe fokus på fortælling og årsag-virknings-forhold. Han skriver: ”Men for en gangs skyld får man også en forklaring på monstrenes kedelige opførsel i storbyrummet. Men vil man have dén forklaring, må man selv se kulminationen på Guillermo del Toros ’Pacific Rim’.”

Altså. Kim. Man kan også bare se Independence Day, hvor forklaringen er nøjagtig den samme, nærmest ned til de ordrette formuleringer og detaljer.

ELLER man kan se The Avengers, hvor der på nøjagtigt samme facon er et portal til en anden verden, som der strømmer nederen ud af, og hvor Robert Downey Jr. på nøjagtigt samme vis med de nøjagtigt samme 3D-effekter går ind i hullet i robotform, leverer en atombombe lige i ansigtet på de nederen fyre på den anden side og selv er ved at dø i processen. Forskellen er bare, at Robert Downey gør det med en milliard gange mere charme end uduelige Charlie Hunnam, hvis overlevelse var så uspændende og ligegyldig for mig, at jeg nærmest ikke kan beskrive det. Der er i praksis INGEN forskel på slutningen af The Avengers og Pacific Rim, bortset fra at Avengers kom først og gjorde det med mere interessante karakterer og en eller anden form for humor og hjerte.

 - Downey som Iron Man. Dengang robotter havde stil. -

Skotte fortsætter: ” ’Pacific Rim’ er grandios og i 3D, men det er ikke en lækker og sømløs storslåethed som den, computermekanikperfektionisten Michael Bay rutinemæssigt leverer. ’Pacific Rim’ er hele tiden en anelse kaotisk og mere optaget af skæve indfald end skudsikker narrativ logik. Det betyder på minussiden, at ’Pacific Rim’ simpelthen ikke er lige så bevidstløst spændingsmættet som en normal amerikansk action-film af denne kaliber. Man skal lade sig fortrylle snarere end bare lade sig rive med ...”

Her har Kim vitterligt drukket af natpotten. Altså, så vi overhovedet den samme film? Der går eddermame ikke mange minutter, hvor robotter og monstre ikke udveksler ørkesløse kæberaslere i en uendelighed. Og hvilke skæve indfald? De få fredfyldte minutter uden kæberaslere bruges på scener i stil med denne:

Vi er i modstandsbevægelsens hovedkvarter. Kameraet hviler på den tilbageholdne og kontrollerede japanske, kvindelige kampsportsekspert. Hun holder på facaden, men gemmer tydeligvis på en storm af følelser, vrede og sårbarhed inden i. Genskinnet fra de rå lysstofrør falder ubamhjertigt på hendes perfekt klippede sorte pagehår, der er farvet en lille smule blåt ude i spidserne, tydeligt manga-inspireret. Hun er sexet, fordi hun er en nørd, men samtidig kan tæve alle. Hun kigger på den rå, mandlige helt med en vis skepsis.

”Min vurdering er, at du er uegnet til denne mission”, siger hun. ”Du er for spontan og uforudsigelig. Du sætter andres liv i fare med din hensynsløse og ugennemtænkte opførsel.”

Vores mandlige helt er ked af, at den sexede japaner ikke med det samme er faldet for hans skægstubbe og hundeøjne. Han anlægger dog hurtigt en strategi, ser pludselig filosofisk ud og trækker så erfaringskortet. ”Well”, siger han, ”jeg tror, du vil finde ud af, at i kamp bliver du nødt til at træffe hurtige beslutninger.” Det filosofiske vender sig til en mere forpint grimasse, mens han stirrer ud i horisonten. ”Og så bliver du nødt til at leve med konsekvenserne af de beslutninger.”

Et powerful statement, der skuer både mod fortiden og fremtiden. Det er sørgeligt, fordi hun ved, at han har mistet sin bror i kamp. Samtidig er det vildt sexet, at han slet ikke er hensynsløs, men faktisk totalt tager ansvar, jævnfør det med konsekvenserne, samtidig med at han er lidt forpint, mystisk og spændende. Det går lige i trussen på den ellers så kontrollerede japanske kampsportsekspert. Erfaringskortet. Det kan hun ikke sige noget til – hun har jo ikke nogen erfaring selv! Ligesom alle andre japanere har hun al sin viden fra bøger, papirpamfletter og brugsanvisninger og ikke praksis. Åh, hvor er den dumme amerikaner dog dum! Eller er han i virkeligheden også lidt sød? Er det en begyndende romance, vi fornemmer? Er det faktisk sådan, at den stramme japanske kvinde savner noget ukontrollabelt i sit liv i form af denne spontane, men alligevel herre-konsekvenstagende forpinte, skægstubsbærende amerikaner?

Er det måske endda sådan, at ALLE japanere i virkeligheden ligner noget ud af en manga-tegneserie, er lidt for fortabte i deres kontrollerede overflader og faktisk ALLE har brug for sådan en spontan, handlekraftig amerikaner til at forløse dem? Ja, jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig op til flere gange, efter jeg har set Pacific Rim. Det har den da. Der må jeg være ærlig.

- Kontrolleret og skarp uden på, men dybest set en usikker lille pige inden i. Åh, de japanere. -

Og så de goddamn videnskabsmænd. Jeg har før været inde på deres usjovhed. Noget helt andet er deres dynamik, der er IDENTISK MED HOVEDPERSONERNES. Den ene videnskabsmand er også en tand for meget i sine følelsers vold, mens den anden er alt for kontrolleret. Igen skal den kontrollerede fyr, der selvfølgelig har britisk/tysk accent, lære af den spontane, handlende amerikanerfyr og give slip på sine hæmninger, hvilket bliver hele filmens mantra: You gotta rock out with your cock out, American style, hvis du vil vinde over nogle store monstre! Og dette budskab endda leveret af en mexicansk instruktør. Den smertefulde ironi er ikke til at bære.

Altså, hvordan kan de danske anmeldere ikke se det torske-imbecile i det her set up? Hvordan kan de ikke være ved at rive deres ansigter af i pinsel over at opleve så store klichéer blive leveret så talentløst? Er deres hjerner, kritiske sans og gode smag smeltet fuldstændigt væk i sommervarmen? Pacific Rim ER. SÅ. DÅRLIG!! Jeg kan ikke understrege det nok. Der er FLERE dårlige ting ved den, end dem jeg har nævnt her. De står på lur bag ved hver eneste åndssvage dræberrobot i den her hjerneblødning af en film. Nu bliver jeg nødt til at stoppe, før jeg koger over i raseri over verdens forfald.

Pacific Rim er rædsom og IMDb er død for mig

Hvad gør man, hvis man gerne vil undgå at se rigtig, rigtig dårlige film? De film, hvor man dør en lille smule inden i for hver ligegyldig, klichéfyldt replik, og man sidder og venter på bedre tider, der aldrig kommer?

Jo, der er forskellige måder at undgå de allermest tåbelige film på. Man kan for eksempel se en trailer, tjekke instruktørens andre værker ud eller læse et par anmeldelser eller ratings. Det plejer at virke for mig (hence the silence on this blog). Den strategi slog imidlertid eklatant fejl i går, hvor jeg var inde at se Pacific Rim.

 - Se for guds skyld aldrig denne film. -

Jeg indrømmer, at jeg var hurtig på tasterne, da jeg bestilte billetterne. Jeg havde aldrig hørt om filmen før, og jeg nøjedes med at tjekke instruktør og filmens IMDb-rating. Jeg så godt, at det var noget med robotter, men det er ALT jo nu om dage - Iron Man 1-3, Prometheus, Avengers, Transformers, etc. Den var instrueret af Guillermo del Toro, der er fyren bag mesterværket Pans labyrint, og Pacific Rim havde en rating på 7,7 på IMDb, hvilket er helt pænt (til sammenligning har en hæderlig Tarantino-klassiker som Jackie Brown 7,5). Historisk set har man aldrig helt kunnet vide med de ratings, men vurderinger på 7,5+ har som regel betydet, at filmen har haft EN eller anden kvalitet, og at skuespillet i det mindste har været acceptabelt. Sammen med den spændende instruktør var det nok til at få mig til at trykke på aftrækkeren og bestille billetterne.

Pacific Rim var og er ikke desto mindre helt og aldeles horribel. Det er uden sammenligning den værste film, jeg har set i årevis. Jeg har vitterligt intet positivt at sige om den. Selv effekterne var noget, man havde set før i mere interessante sammenhænge.

Pacific Rim handler basalt set om, at der er en sprække i dybet af stillehavet, hvor Godzilla-agtige væsner bliver ved med at dukke op. I starten pløkker man de her Godzilla-drenge med kampfly, men det med at skyde monstrene fra sikker afstand med stinger-missiler bliver åbenbart hurtigt gammelt. Derfor bygger man nogle GIGANTISKE, ATOMDREVNE DRÆBERROBOTTER, der kan gå ind i en god gammeldags NÆVEKAMP med monstrene og uddele en masse KÆBERASLERE i stedet for.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

...

Af uransagelige årsager er det umuligt for EN person at styre sådan en dræberrobot, så man skal bruge TO TANKE-KOMPATIBLE PERSONER til at styre en robot. De to personer står så som et par ledningeopkoblede synkronsvømmere oppe i hovedet på robotten og laver synkrone kæberaslere ud i luften. Man afgør om to mennesker er tankekompatible ved at finde ud af, om de er LIGE GODE TIL AT TÆVE HINANDEN MED EN KÆP I JUDO.

 - Synkronsvømning i hovedet på en kæmperobot. Minder i virkeligheden meget om en omgang Dance Battle? -

Når det så gang på gang viser sig, at monstrene fra havets dyb er HELT OG ALDELES IMMUNE OVER FOR KÆBERASLERE, så har dræberrobotterne nogle esser i ærmet: De kan fx aktivere en JETMOTOR PÅ ALBUEN AF ROBOTTEN, så de giver en EKSTRA HÅRD KÆBERASLER. Når det så heller ikke virker, og monstrene i mellemtiden har smadret tre-fire dræberrobotter og i øvrigt halvdelen af Hong Kong – når MILLIONER AF MENNESKELIV ER GÅET TABT – så kan de resterende robotter gro et sværd ud af armen og hugge hovedet af monstrene. Eller tage deres kæmpe gun frem og skyde monstrene i hovedet, så de dør. Og hold nu op. Det er da klart, at de ikke åbner med det. Det ville jo bare være usportsligt!

 - Ligeglad med kæberaslere. Who knew? -

I dette fuldblodsretarderede set-up af monotone nævekampe mellem dræberrobotter og godzilla-monstre har vi så en række gennemført flade karakterer, hvis fortid, nutid og fremtid er så uendeligt ligegyldige og fladpandet serveret, at det får en til at længes efter de personlige fortællinger i Transformers-serien. Skuespillet er forfærdeligt, replikkerne elendige og filmen spiller på alle amerikanske klichéer om mænd, kvinder, russere og asiater, der eksisterer. Hovedpersonerne er inkompetent flankeret af to videnskabsmænd, der tydeligt er ment som comic-relief, men som får en til at græmmes – som malplacerede og pinlige indslag til en familiefest eller et bryllup. Sådan hvor man får en knugende fornemmelse midt i brystkassen, fordi det er rædsomt at være vidne til, når mennesker udstiller sig selv på den måde.

Jeg ved det godt: Det er min egen forbandede skyld. Jeg skulle selvfølgelig have sat mig bedre ind i sagerne, før jeg bestilte billetterne. Hvis jeg bare havde set en enkelt trailer, kunne katastrofen have været afværget. Men: Instruktøren bag Pans labyrint! SYV KOMMA SYV PÅ IMDB med HALVFJERDSTUSINDE STEMMER. Man kan tydeligvis ikke bruge IMDbs rating-system til noget som helst længere. Som overskriften erklærer: IMDb er fra nu af død for mig. Og DU er død for mig, hvis du kunne li’ Pacific Rim! Jeg siger det bare.

The Dark Knight Rises er overvurderet

The Dark Knight Rises er altså ikke den skinnende diamant, som alle render rundt og siger, at den er. Det har jeg længe haft lyst til at sige, men jeg har undladt at gøre det, fordi jeg så gerne ville elske den.

Det er ikke en dårlig film. Slet ikke. Den har masser af ting kørende for sig: Anne Hathaway er fx en fantastisk positiv overraskelse. Jeg troede kun, hun kunne spille intetsigende sød-smil-kvalmende anoreksi-ofre, men her har hun styrke, kant og charme. Bane som skurk fungerer langt hen ad vejen. Han er en rigtig stor fyr, og det virker overbevisende og skræmmende, når han tæver flagermusen til plukfisk. Men det ændrer ikke på, at The Dark Knight Rises helt grundlæggende har følgende problemer: Ærkeskurken er åndssvag, og filmen tør ikke en skid. Den er moralsk forudsigelig, forfladiget og plat.

 

- It's The League of Shadows. Not the League of Making Sense. -

The League of Shadows er nogle åndssvage skurke
...og de har nogle uigennemskuelige, åndssvage motiver. I Batman Begins var de sådan her: “Ih, åh, se os, vi er en flok excentriske ninjaer og koldblodige lejemordere, der pludselig har fundet det her moralske kodeks i en grøft i Tibet. Vi vil rense verden for ondskab, og vi starter med at jævne Gotham med jorden, fordi byen ER SÅ OND OG KORRUPT OG FYLDT MED KRIMINELLE.”

Og det VAR den jo også i Batman Begins. Dengang var det hele noget lort. The League of Shadows var stadig nogle ret random skurke dengang, men der var trods alt noget om det med, at det ikke gik skidegodt i Gotham.

Men sådan er det bare ikke længere. Det går helt perfekt i Gotham, da The Dark Knight Rises starter. Alle de kriminelle er i spjældet. Der er lidt rod i kloakerne, men grundlæggende lever folk i fred og fordragelighed. Så hvad er det, de idioter fra The League of Shadows egentlig VIL denne gang? Det er sgu ikke lysende klart. Eller jo, hende harpen, der er datter af Ra's-al-what’s-his-face, hun vil fuldende sin fars værk og jævne Gotham med jorden. Hun glemmer bare, at fatter hovedsageligt ville smadre byen, fordi der var alt for mange kriminelle på gaderne, og den var åh så forfalden og dekadent. MEN DET ER DEN JO IKKE MERE. Hvilket de facto gør hende til et elendigt medlem af The League of Pointlessness og en lidt tåbelig skurk.

Men det stopper ikke der. Hun vil som sagt fuldende sin fars værk og sprænge Gotham i luften, MEN den almindelige befolkning skal lige lide et halvt års tid først. Vi skal have orkestreret et absurd mellemspil, hvor alle de kriminelle psykopater får magten og kan terrorisere alle andre. Men hov, jeg troede, at The League of Inconsistency var totalt FOR den almene befolkning og ville sprænge byen i luften, fordi der var for mange kriminelle i byen, som man ikke kunne komme til livs på andre måder? Der har sagorasme været nogle generalforsamlinger i den organisation, som vi tilskuere er gået glip af. I Batman Begins var de kompromisløse utilitarister. Nu er de pludselig hensynsløse psykopater. Hvis der var et memo omkring den udvikling, så fik jeg det ikke. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af en åndssvag organisation, der ikke aner, hvad den vil - andet end at den vil det modsatte af Batman.

 - "Hej, jeg hedder Christopher Nolan. Jeg er kommet her i dag sammen med Jesus for at fortælle jer noget vigtigt: I må ikke lyve."

Platte, klichéfyldte pointer
Filmen vil gerne retfærdiggøre, at det hele ender i lokummet, med at alle heltene LØJ om Harvey Dents død i slutningen af The Dark Knight, og MAN MÅ IKKE LYVE. Åbenbart heller ikke selv om man kan redde tusinder og atter tusinder af menneskeliv, komme al den øvrige, løgnagtige korruption til livs, få alle de kriminelle i spjældet og i det hele taget sende en storby på ret kurs. Men man må ALDRIG lyve. Det er sgu da en ekstremt uvovet, uoriginal og tam pointe. Hvorfor ikke bare lade pointen fra The Dark Knight være i fred? Hvorfor ikke bare blive ved det fede og det vovede? At engang imellem er sandheden ikke nok - engang imellem BØR man lyve, og engang imellem er der nogle gode fyre, der må ofre sig selv og deres ære for det fælles bedste? Det er en pointe, der er hundrede gange federe og i øvrigt betydeligt tættere på virkeligheden, og den pointe bliver skudt i sænk i The Dark Knight Rises og erstattet med platte klichéer, vi har set hundrede gange før. Man må aldrig lyve. Pis mig i øret.

...

Og jeg er ærgerlig over det. Jeg ville som sagt gerne knuselske den lede film. For den er god på flere måder, og den bygger videre på noget rigtig godt. Den har masser af velfungerende elementer. Bortset fra en enkelt ærkeskurks dødsscene spiller skuespillerne fint, og dramaturgien fungerer i øvrigt. Men på den åndelige front er The Dark Knight Rises en uværdig og tam afslutning på en ellers flot trilogi. Og det er forbandet ærgerligt, for det kunne have været så godt, hvis Nolan bare lige havde strammet sig an til sidst og holdt stilen. Sådan skulle det altså ikke være.

Prometheus er dum som dagen er lang

Filmen Prometheus er biografaktuel og er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott, hvad der jo lover og forpligter. Og den har da nogle få ting kørende for sig: Den er flot og periodisk spændende. Den er dog også aldeles tåbelig af mange grunde. Min kritik af den kredser primært omkring, at alle karaktererne er klinisk retarderede, og at handlingen er absurd.

 - Ja, skrig, Noomi. Jeg ville også skrige, hvis jeg var så dum. -

Lad mig uddybe.

Året er 2089. Nogle arkæologer opdager hulemalerier rundt omkring på jorden med det samme motiv: et bestemt stjernebillede. De er tegnet uafhængigt af hinanden og med mange tusinde år imellem.

How very peculiar!

Det er da løjerligt, at de her fortidsmennesker render rundt og tegner de samme stjerner uafhængigt af hinanden. Måske var de inspirerede? Måske var det en eller anden form for fremmed entitet, der inspirerede dem til at tegne de stjerner? Og måske, måske, måske kunne man forestille sig, at den fremmede entitet boede på de stjerner? Nu er vi ved at være langt ude i gætterierne, men hvad fanden. Den slags spørgsmål er egentlig meget rimelige at stille.

Der bliver imidlertid ikke stillet nogen spørgsmål i Prometheus. De to arkæologer bag fundet KONKLUDERER med det samme følgende:

1) Tegningerne af identiske stjernebilleder vidner om eksistensen af en guddommelig overrace af rumvæsner, som vi løst kan forbinde med den kristne gud.

2) De her rumvæsner har skabt menneskeracen.

3) De skred fra os engang i sin tid, men nu vil de gerne have, at vi kommer og besøger dem oppe i stjernerne.

4) Når vi kommer og besøger dem, vil de modtage os med åbne arme, byde os på en kop mokka og forklare os meningen med livet (og, antageligvis, hvorfor vi skulle bruge årtusinder for at nå et teknologisk niveau, hvor vi kunne bygge rumraketter og rejse gennem rummet i fire år for at få meningen med livet at vide over en kop mokka, i stedet for at de bare gav os den til at starte med).

Det er det, de konkluderer. Og det er jo helt urimelige og fuldstændigt absurde konklusioner at drage på baggrund af de åndssvage hulemalerier. Alligevel får de to idiotiske arkæologer overbevist en gammel multimillionær filantrop om, at det er sådan, det forholder sig. Han køber straks hver eneste ord af deres feberramte ævl OG konkluderer selv videre, at

5) De her rumvæsner må have kilden til evigt liv!

6) Hvis jeg bare spørger pænt, så hjælper de mig nok til at leve for evigt.

På baggrund af al denne utrolige spekulation hiver han lige et par trilliarder dollars op af hatten til et rumskib og en besætning og flyver afsted i FIRE ÅR mod horisonten og det evige liv.

Filmen er altså bygget på, at to ragende idioter overbeviser en tredje idiot om deres massive vrangforestillinger. Deres forventninger til det, de skal finde i stjernerne, er simpelthen groteske. Det bliver dog slået i idioti af det, de rent faktisk finder:

1) Der ER en race af aliens deroppe. De deler DNA med mennesker, men de er mere buff, mere blege og har mørkere øjne.

 - Aliens i Prometheus: Ligner marmor. Er dog, antageligvis, ikke lavet af marmor. -

2) De her aliens interesserer sig primært for rumskibe, biologiske våben og menneskeracens totale udryddelse.

3) De ville gerne flyve til jorden og slå alle mennesker ihjel med deres biologiske våben, men før det blev aktuelt, så kom de til at slå sig selv ihjel ved et uheld i stedet.

Nu er der kun en enkelt alien tilbage på hele planeten - en af dem overlevede deres lille våbenuheld, fordi han var i hypersøvn. Der har han ligget i tusindvis af år. Han bliver så vækket af ekspeditionen af mennesker, deriblandt den senile multimillionær-olding, som ævler løs om evigt liv.

Nu er jeg jo ikke PhD i alien-psykologi, men man kunne måske forestille sig, at man havde nogle ubesvarede spørgsmål, når man vågner op efter at have sovet i tusindvis af år - selv som alien. Fx:

Hvad er der sket de sidste tusindvis af år, og kunne det måske påvirke, hvad jeg skal stille op med mit liv lige nu? Hvad laver de mennesker her? Hvorfor er jeg den ENESTE LEVENDE IDIOT AF MIN SLAGS TILBAGE PÅ DETTE RUMSKIB? Er det overhovedet forsvarligt at anvende de her biologiske våben, nu de VED ET UHELD har DRÆBT HELE MIN UDUELIGE RACE PÅ DENNE PLANET? Er det stadig relevant at destruere menneskeracen med biologiske våben her mange tusinde år efter, vi besluttede at gøre det? Hvorfor fanden besluttede vi at rejse til jorden og udrydde menneskene in the first place?

Den slags spørgsmål har man imidlertid kun latter til overs for, hvis man er en bleg, sortøjet alien på steroider. Uden at sige et ord går han hovedkulds til angreb på de mennesker, der har vækket ham. Derefter beslutter han sig for ene mand at flyve til jorden for at destruere alle mennesker med biologiske våben.

Hov, i øvrigt, advarsel: Spoiler.

Det her er, som den skarpe læser måske har opfanget, det mest usammenhængende vrøvl i verdenshistorien - og, hvad værre er, det er så forvrøvlet, at det er uinteressant. Det burde være cracktågerne hos en person med svær skizofreni. Det er det bare ikke. Det er handlingen i Prometheus, en film med et budget på 130 millioner dollars, der er instrueret af sci-fi guruen Ridley Scott.

Der er også andre problemer i filmen. Man kunne løst nævne: Den mest interessante karakter i filmen, robotten, har ingen eller vag motivation for sine handlinger. Kaptajnen på rumskibet beslutter sig for kamikaze på et ekstremt spinkelt grundlag. Kaptajnens besætning beslutter sig for kamikaze med kaptajnen på et endnu vagere grundlag. Det er en videnskabelig ekspedition med trillioner i ryggen og alligevel agerer alle videnskabsmændene som uprofessionelle, savlende 5-årige. For uddybning af disse sidstnævnte punkter vil jeg henvise til denne anmeldelse af filmen.

Det er utroligt, at Ridley Scott, en af pioneerne inden for sci-fi, ikke kan gøre det bedre. Han lavede ALIEN, for faen. Og BLADE RUNNER. Og så medvirker han til og godkender dette manus!? Og instruerer gudhjælpemig en film ud fra det? Han skulle skamme sig.

Lad være med at se Prometheus.

Jeg forstår ikke zombier.

Eller. Det er ikke sådan, at jeg er i tvivl om deres finansielle situation, politiske holdninger eller seksuelle orientering. Jeg forstår også godt, at de er sultne, og at de gerne vil æde en masse hjerne.

 - Vil hun med på bar og snave og spille backgammon? Eller vil hun spise min hjerne? Jeg er altid i tvivl. -

… nu sidder jeg faktisk og kommer i tvivl om zombiers finansielle situation, politiske holdninger og seksuelle orientering.

Men! Det er ikke det, der er pointen. Det, jeg egentlig gerne vil sige, er dette: Jeg forstår ikke hele zombie-scenariet. I en masse film og serier er udgangspunktet, at nogle mennesker bliver til zombier, ikke? Og så opstår der en form for post-apokalyptisk scenarie, hvor hele byer ligger øde. Og det er så meningen, at zombier skulle have gjort det. At zombier skulle have lagt hele byer øde. Faktisk lagt hele lande øde. Rendt rundt og spist alle. Nedkæmpet militæret, splittet alle deres tanks ad og spist soldaterne. Sådan er det i Zombieland, The Walking Dead, Shawn of the Dead, 28 days later, etc.

Men sagen er bare, at zombier er uduelige. De kan jo ingenting. De er dumme, de bevæger sig utroligt langsomt, de sviner ud over det hele, de har ikke deres forsikringspapirer i orden, og man kan lugte dem på lang afstand.

Har de i virkeligheden overhovedet noget kørende for sig? De er sejlivede. Det må man gi’ dem. Der er som regel også mange af dem. De er også målrettede. Zombier har et klart defineret mål, nemlig at æde folk, og det går de benhård efter. De stopper ikke lige op og piller sig selv i navlen og spiller noget wordfeud, hvis der først er noget frisk hjerne i sigte. Mange moderne mennesker kunne faktisk lære lidt af zombierne her.

Men alle disse ellers glimrende egenskaber hjælper ikke meget, hvis man bliver kørt over af en tank, eller hvis man får en masse napalm i hovedet.

Haha. Det slår mig lige, at det, jeg egentlig bare gerne vil sige, er dette: ZOMBIEFIKTION ER TOTALT UREALISTISK.

Ja, det var bare det. Det var det, det har taget mig fire måneder at skrive.

…

… så deeeet.

Jep. Jeg har en aftale med min coach nu her. Vi skal have en god snak om, hvordan jeg seriøst skal til at revurdere mit liv og mit virke.

Drive: Filmskuespil genfødt!

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

 - Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

 - Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

 - The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

 - Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

 - Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

 - Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

 - Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

 - ...

 - Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

 - Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

 - Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

 - Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

 - Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

 - Du har ingenting til mig, har du?

 - JO! … eller jo. Jo.

 - ...

 - Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

 - Fordi?

 - Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

 - Det kan de bare ikke?

 - Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

 - Øh ... okay. Hvorfor?

 - Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

 - Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

 - Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

 - Det er ikke en del af hvilken plan?

 - Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

 - Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

 - [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

 - Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

 - Ja.

 - Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

 - Matt Damon skal spille hovedrollen.

 - Ud af mit kontor.

 - Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

 - Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

 - Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

 - [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

 - Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

 - "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." - 

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!

Åh, alt var godt i 90’erne

Jeg forstår ikke den tid, jeg lever i. Alle de her lede hipsters med deres lede hornbriller, undercuts og skinnyjeans. De er helt utroligt irriterende. Hver gang jeg ser en hipster, har jeg lyst til at slå ham i hovedet og råbe ”DU ER IKKE EN NØRD! HOLD SÅ OP MED AT LADE SOM OM!” eller ”SÅ BLEV VI GODT NOK EN DEL AF FLOKKEN, HVA’ SMARTASS!?”.

Jeg kender selv et par hipsters. De er egentlig meget søde. Og det er jo dem, der har fat i den lange, trendy ende. Jeg sidder som et eller andet forpulet fossil og forsøger at fastholde et half-assed Antonio Banderas-møder-2006-look. Alt imens render hipsterne rundt og kigger piger intenst i øjnene igennem deres tykke hornbriller, og de lede jeans er så skinny, at alt blodet er smadret op i overkroppen, hvilket får overkroppen til at se enorm ud, og hvem fanden har også brug for blod i benene, eller ben i det hele taget, og de charmer de piger, mens de kigger sørgmodigt ud mod horisonten, for det er hårdt at ligne en nørd, også selv om man kun leger, at man er en nørd, og derfor får det hele en lidt ironisk distance, men selvironi er jo for fanden også så skidesexet.

Hipster-imaget kommer jo gerne med en pludselig passion for en uTROlig mængde af obskure indie-bands, der alle sammen har ét mål i livet: At lyde som om, at de er optaget på en iPhone i en garage af en degenereret dværg med downs. Hipsters hader musik, der rent faktisk har en form for pointe eller melodi, fordi: hvor er den ironiske distance lizzom!?

Så er der de lede tatoveringer, som man kan kaste sig ud i, hvis man VIRKELIG vil kæle for sin hipsterhed. Helst skal de forestille et eller andet totalt arbitrært – et fjernsyn med terninger som antenner eller en blomstret betty boop-agtig skikkelse i manga-stil. Igen totalt ironisk distance, dér. Men gæt hvad, røvhuller: De lede tatoveringer er lige så kiksede om fem år som kinesiske tegn og tribaltatoveringer er i dag.

- "Jeg har en saks tatoveret på armen. Har du nogensinde set noget så unikt og ironisk?" -

Alt er galt med nutiden. Ud over at folk render rundt og er hipstere, så er det politiske verdenskort eksploderet, der er krig og finanskrise, og ingen kan finde ud af noget som helst. Nutiden er fucked!

90’ERNE VAR MEGET BEDRE
Når jeg forsøger at navigere rundt i al denne hipsterhed og finanskrise, så er det, at jeg længes tilbage mod 90’erne. Alt var skidegodt i 90’erne. I 90’erne, ikke? Der var alt tøj grimt af en anden verden. Derfor skulle du ikke vælge imellem at være trendy eller random/Antonio Banderas+2006/unik/konservativ, men mellem at være grim eller at være grim. Det var ligesom de to muligheder, der var.

Nyrup var en formidabel statsminister. USA var ikke blevet sindssyge endnu – det eneste, man gik op i derovre i 90’erne, var hvorvidt Bill havde kendt Monica i den bibelske forstand eller ej. Der var fred i hele verden, undtagen der hvor der alligevel ikke er fred i dag. Cowboybukser kostede ikke 1300 kroner.

Musikken var fantastisk i 90’erne. Haddaway spurgte indtrængende: ”What is love?”. Og hvad ER kærlighed overhovedet, totalt relevant spørgsmål dér, og hvis du skulle være lidt musikalsk og speciella, så kunne du høre Massive Attack eller Jeff Buckley, der i øvrigt stadig holder den dag i dag. Der sad også nogle idioter og spillede i en garage i 90’erne, men de hed Nirvana, og ja, hvad kan man sige: De lavede bare de fucking garageoptagelser bedre dengang.

Richard Gere rendte rundt i Pretty Woman og charmede med sit distingverede silverfox-look, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg fik jo mit første grå hår i en alder af 23 år, og det er kun gået én vej siden. Ligesom Richard Gere, så er jeg en hård fyr uden på, men jeg får mine stærke og totalt ægte følelser ud ved at spille passioneret klaver. Jeg går også benhårdt efter de prostituerede verdenskvinder med sans for stil, biler, opera og tandhygiejne. Dem, som er spontane og umiddelbare, men alligevel gemmer på en utrolig følsom dybde. Dem, der er lidt crazy og vilde, men som egentlig bare ønsker at blive frelst fra dem selv og deres egne dårlige beslutninger, som de i øvrigt udelukkende tog på grund af den onde omverden.

- Richard Gere. Han holder hundrede. -

Jeg ville ønske, at der – ligesom i Pretty Woman – altid blev sat et soundtrack på, så jeg vidste, hvad jeg skulle føle. FOR EKSEMPEL når jeg lige havde sagt farvel til en kvinde, at en eller anden lige fyrede op for ”It must have been love / but it’s over now / it must have been good / but I lost it somehow”, mens jeg stod og kiggede tænksomt ud over balkonen på mit penthouse hotelværelse. Ligesom Richard Gere.

90’erne var fantastiske. Nutiden er dårlig. Hvis nogen har nogle gode tips til at navigere i den kummerlige nutid, så er jeg lutter øren. Alternativt kan I bare sende mig nogle hornbriller, et par skinnyjeans og Tattoo Magazine, og så kan vi få det overstået med det samme.

Seth Rogen er kummerlig som irriterende, overspillet grøn hveps

Seth Rogen er hoppet med på bølgen af de lede superheltefilm med The Green Hornet, som han spiller hovedrollen i og selv har skrevet manuskriptet til. Her er han en uelsket rigmandssøn, der skal overtage fars avis, men egentlig helst bare vil rende rundt og være sej i et kostume om natten sammen med random asiatisk butler, der laver alt arbejdet.

 - Arbejdsfordelingen i The Green Hornet: Butleren laver arbejdet, mens Seth står og ligner en nar. - 

Random asiatisk butler er i øvrigt nok den mest utroværdige karakter i filmhistorien. Han voksede forældreløs op i Bangladesh/Tokyo/random asiatisk bys gader og udviklede sig til at blive supermekaniker skråstreg elite-ninja skråstreg kaffe-connoisseur extraordinaire. Grundlæggende er det meningen, at vi skal købe forhistorien, fordi han er asiat. Du kan tage forældrene fra en asiat, tæve ham hver dag med en svensknøgle og hælde kaffe i øjnene på ham, og så vokser han op og bliver en ninja (alle de tæsk gør en stærk!), supermekaniker (han blev jo tævet med en SVENSKNØGLE, remember? Som man også bruger til at dreje på ting i en bil? Du forstår? Wink-wink?) og kaffe-ekspert (fra kaffen i øjnene). DE KAN JO BARE DET DER MED NINJA, BILER OG KAFFE, DE ASIATER. DET KAN DE DA. Du kan tage asiaten ud af talentet, men du kan ikke tage talentet ud af en asiat. ... eller det der.

Heldigvis er han spillet ekstremt uoverbevisende af random asiatisk skuespiller.

Nå. Men. Det er faktisk ikke engang den ekstremt random og uoverbevisende asiat, der er det grundlæggende problem med The Green Hornet. Det grundlæggende problem med The Green Hornet er, at man ikke kan holde af gode gamle Seth. Overhovedet. Han er pisse irriterende og kikset og meget kummerlig. Men ikke på sådan en cool, arrogant måde som Jach Nicholson i As Good as it Gets eller Robert Downey i Iron Man – nej, på sådan en ... belastende måde, der faktisk ikke er sjov, men mest bare giver en lyst til at slå ham hårdt i hovedet. Eventuelt med en svensknøgle, så han også kunne blive mekaniker og på den måde måske BIDRAGE LIDT til hele forestillingen.

Det er selvfølgelig meningen, at Seth skal forandre sig i løbet af filmen og blive til et mindre irriterende pikhoved. Og han bliver da også marginalt mindre irriterende. Men det er sgu ikke meget.

The Green Hornet får rigtig sagt nogle ting om KULTURforskelle i mødet mellem den random asiat og Seth Rogens karakter. Fordi random asiaters problemer er jo, at til trods for alt deres talent så kan de ikke finde ud af en skid på egen hånd, fordi: ASIATER KAN KUN BRUGE DERES MASSIVE TALENT, HVIS NOGEN FORTÆLLER DEM, HVAD DE SKAL GØRE. Og der er det jo heldigt, at Seth Pikansjos Rogen kan gå ind og give den random asiat noget retning med sin amerikanske iværksætterhed og evne til at tænke STORT OG UDEN FOR BOKSEN. Det er derfor, de to er sådan et godt team. Det bedste fra begge kulturer!

Så fik vi også lige lært en vigtig, interkulturel lektie i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad den vigtige interkulturelle lektie er, så lad mig skære den ud i pap lige her og nu: Lad være med at se The Green Hornet.

The Blind Side: Historien om perfekte Sandra Bullock

De der amerikanere er bare vilde med Sandra Bullock. Hendes seneste film, The Blind Side, har indtjent 255 millioner dollars i USA. I oscarshowet blev den nomineret til årets bedste film, og den vandt en oscar hjem til Bullock for bedste kvindelige hovedrolle. Samtidigt ligger den med en rigtig pæn rating på 7,7 på The Internet Movie Database.

Der synes at være bred enighed om, at det skulle være en helt seværdig film.

Derfor lod jeg mig overtale til at se den. Det gjorde jeg. Lad mig fortælle lidt om den oplevelse.

[Sandra Bullock som perfekte Leigh Anne Tuohy i The Blind Side]

The Blind Side er den SANDE HISTORIE om en god kristen kvinde, Leigh Anne Tuohy, spillet af SANDRA BULLOCK. Og det, der er med Leigh Anne Tuohy, ikke? Det er, at hun er perfekt. Hun er rig og smuk og god, som dagen er lang. Hun har ikke en eneste dårlig hårdag nogensinde, hendes børn er nogle charmerende, accepterende og succesrige små charmetrolde, hendes mand er rig, kærlig og lækker. Leigh Anne Tuohy er naturligvis INDRETNINGSARKITEKT, fordi alt omkring hende skal være lige så perfekt indrettet som hende selv. Ellers kan hun simpelthen ikke holde det ud.

En dag støder Leigh Anne Tuohy på en neger. Det er en sjældenhed, der hvor hun færdes! Med sit skarpe og observante blik ser Leigh Anne Tuohy, at negeren IKKE ER PERFEKT. Han er lidt ussel og har for lidt tøj på. Forfærdet skynder hun sig hen til ham.

”Du kan sgu da ikke gå rundt og ligne sådan en stor, sort hængemule her i mit perfekte kvarter! Den slags duer ikke i MIT PERFEKTE LIV. Skynd dig ind i min bil, før nogen ser dig!”

Og negeren gør naturligvis som Leigh Anne siger, for hun får nemlig altid sin vilje.

Og SÅ skynder Leigh Anne sig at købe noget nyt tøj til negeren, så han kan se repræsentabel ud. Og så hyrer hun en privatlærer til ham, så han kan blive lidt mindre dum at høre på. Og for at han ikke skal gå rundt og ligne en nar, så køber hun sgu også lige en bil til ham. Og så sender hun ham ud på den store footballbane, hvor alle negerne hører hjemme, så han kan skabe et liv for sig selv. Fordi det ER jo den eneste mulighed for succes, hvis man er en ydmyg neger.

Leigh Anne spørger hele tiden negeren om en masse ting. Hvad laver din mor? Hvad laver din far? Hvad laver din bror? Og negeren svarer: Hun er luder og narkoman, han faldt ned i en kødkværn på fabrikken, han sælger crack til mindreårige. Til sidst holder Leigh Anne helt op med alle sine retarderede sprøgsmål. Men først efter vi har fået etableret, at det er en MEGET YDMYG NEGER, og at Leigh Anne er et MEGET GODT MENNESKE, fordi hun frelser sådan en ydmyg neger.

Leigh Anne er meget glad for sit nye neger-accessorie. Det er hun. Hun fortæller sine venner om negeren og får sig positioneret som en meget mere moralsk person og i det hele taget som et bedre menneske end dem på grund af negeren. Det er hun meget glad for. Det er hun.

Og så sidder hun så der sammen med sine stok-konservative venner og sin stok-konservative mand og stemmer på de stok-konservative republikanere. For Amerika, ikke? Mulighedernes land, for faen. Du kan jo SE, at du kan klare den, selv om du bliver født som en fattig, ydmyg neger i den sorteste ghetto. Du skal bare være heldig nok til at falde over en styrtende rig sugar-mama, som er villig til at investere tusindvis og atter tusindvis af dollars i dig.

Amerika. Det virker bare, det pis.

Lad være med at se The Blind Side.

Lynanmeldelser af film, del 2

På et tidspunkt for hundrede år siden kørte jeg noget, jeg kaldte for lynanmeldelser af film. Nu er tiden kommet til det igen:




INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.




COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!




IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.




ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.




SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.

...

Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!

Twilight: Eclipse - en milliard teenagepiger kan snildt tage fejl

Jeg var meget i tvivl, om jeg ville skrive mere om Twilight. Det er som om, at jeg lidt har sagt det, jeg gerne ville sige om de film. Men nu gør jeg det altså alligevel. Jeg skriver et par ord om den lede 3’er. Og det gør jeg, fordi den giver et interessant indblik i kvindekønnets natur.

Twilight: Eclipse er skrevet af Stephenie Meyer, og den handler om hendes helt afsindigt store ego og hendes patetiske prinsessedrømme. Og det, jeg har tænkt mig at gøre lige nu, ikke? Det er at gøre Stephenie Meyer til talskvinde for alle kvinder i verden. ”Men Lynge, det er jo ikke rime..” Sschhs. :-) Beslutningen er taget! Baf, sådan der. Nu taler Stephenie Meyer for alle kvinder. Ja, det skete lige.

Og hvad er det så, hun siger?

Jo, for at kunne svare på det, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker i Eclipse.

ECLIPSE FOR DUMMIES
Basically, så er omdrejningspunktet i Eclipse jo den her vampyr-bitch, Victoria, der bare vil mega dræbe vores elskede emo-mutte hovedperson, Bella Swan. Det vil hun for at hævne sig på Bellas kæreste, Edward, den heltemodige tofu-vampyr, fordi Edward dræbte Victorias kæreste engang. Og nu skal Edward altså mærke den samme lede vampyrsmerte, som Victoria lever med.

Nå, men Victoria betilte jo ikke andet i 2’eren end at rende herre hurtigt rundt i høje hæle i en skov. Og hun skuffer da heller ikke denne gang: Igen render hun rundt i stilletter i en skov som en imbecil. Når hun ikke gør det, så har hun imidlertid rigtig travlt med at lave en hel hær af vampyrer, som kan hjælpe hende med at tage ned og smadre Bella, Edward og Edwards familie.


[Tid til at fyre den af med stilletter i skoven]

Vi får indledningsvist det indtryk, at VARULVEN JACOB endelig så småt har fattet, at der ikke ligefrem er akut fisse i farvandet for hans vedkommende, når det kommer til Bella. Han holder sig væk. Og det er da i virkeligheden også for galt. Ingen kvinde kan i sandhed være lykkelig, uden at der render en flok kastrerede hanhunde rundt for fødderne af hende. Så efter en sund snak med sin far tager Bella ud til Jacob for at VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den af syne igen, og så VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den igen, som hun nu har for vane. Jacob, som den ragende idiot han er, falder i med begge ben og dedikerer sit liv til at jagte Bella savlende rundt, hvor end hun måtte være.


[Sådan ser man ud, når man stadig ikke har fattet så meget af, hvad der foregår]

NÅ. MEN: Victoria får lavet sin lede hær, og de tager ned for at smadre Bella. Bella har dog heldigvis en hel familie af vampyrer, der er klar til at ofre deres udødelighed for hendes skyld af årsager, som denne skribent ikke er hundrede procent bekendt med. OG – på grund af alt det filet-vifteri – så vil Jacob og hele hans slæng af retarderede varulve pludselig OGSÅ hjælpe med at beskytte Bella! Også selv om det betyder, at de skal arbejde sammen med deres dødsfjender, vampyrerne.

Vi får at vide, at nyskabte vampyrer er noget af det mest bad-ass, man overhovedet kan komme i nærheden af. De er stærkere, hurtigere og mere blodtørstige end gamle vampyrer. Ikke desto mindre lykkes det ikke denne nyskabte hær af dræbermaskiner af slå bare ÉN vampyr eller varulv ihjel. Hæren dør, Bella er reddet, alle elsker Bella, The End.


[Nøglen til popularitet: Mundvigene nedad]

SKARPSINDIG ANALYSE
Lad os lige kort opsummere, hvilke kort Bella har på hånden i denne film. Hun har en betænksom og romantisk kæreste i form af Edward. Ganske enkelt ridderen på den blege hest. Han vil gøre alt for hende, og hun elsker ham inderligt. Samtidigt har hun en dedikeret tilbeder i Jacob, en arketypisk bad-boy, som er tatoveret og trænet ud af denne verden. Jacob vil OGSÅ gøre alt for hende. Han er loyal som en hund. Begge to nogle flotte fyre. ENDVIDERE har Bella adskillige klaner af vampyrer og varulve, der er klar til at ofre deres liv i dødelig kamp for hende OG i øvrigt arbejde sammen med deres dødsfjender i den sammenhæng.

UDEN AT OVERDRIVE KAN MAN NOK GODT SIGE, AT GODE GAMLE BELLA HAR RET GODE KORT PÅ HÅNDEN.

Og hvorfor? Hvordan kan det være, at det går så godt for Bella? Er det fordi, at hun er specielt talentfuld på nogen måde? Er hun specielt lækker? Er det fordi, hun er specielt klog? Er det på grund af hendes omfattende livserfaring? Har hun bare EN enkelt egenskab, der sætter hende lidt ud over det dræbende ordinære?

NEJ, DET HAR HUN IKKE. Hun kunne være hvem som helst. Hun kunne være din nabo. Hun kunne være din kollega. Hun kunne være Stephenie Meyer. Åhh, gid hun dog havde været Stephenie Meyer, hva’, Stephenie? Det kunne du nok godt tænke dig. Så kunne du have lukreret på din middelmådige personlighed i stedet for på dine middelmådige bøger. Eventyret kunne have været virkelighed i stedet for fantasi!

Og denne pointe fører mig akut videre til en anden vigtig pointe: Drenge idoliserer mænd, der rent faktisk kan noget. James Bond, Iron Man, HELTENE. For satan, hvor vil vi gerne være de seje helte! Men Stephanie ønsker noget helt andet. Hun ønsker at sidde og være middelmådig og ALLIGEVEL have et spændende og eventyrligt liv, et harem af smukke, loyale mennesker, der vil ofre livet på hendes bekostning, dyriske bejlere, der ikke fatter en afvisning, men bare for evigt hælder lækker bekræftelse ned i halsen på hende OG selvfølgelig den episke prins på den blege hest!

Moralen: Du behøver ikke at være modig, klog, initiativrig eller dygtig. Selv om du sidder og er tåbelig og middelmådig på alle måder, så kan dit liv også blive et eventyr!

...

Stram op, Stephenie.

Og med Stephenie, der mener jeg alle kvinder i verden.

Knight and Day: Mænd skal være seje, og kvinder skal være bedårende små dådyr

Jeg har lige været inde og se Knight and Day. Det er som sådan ikke en film, jeg ville gå ind at se normalt, medmindre en afsindigt lækker pige havde overtalt mig til det. Det ... var ikke det, der skete. I stedet fik jeg på magisk vis fingre i nogle fribilletter til den. Og så skulle man jo være et skarn!


[Tom Cruise med irriterende overskud i Knight and Day]

Knight and Day går basalt set ud på, at Tom Cruise render rundt i to timer og sætter rekord i, hvor overdrevet episk cool man kan være. Der er ikke noget plot af betydning. Der er ikke nogen dybere mening. Der er bare Tom Cruise, som tæver umenneskeligt mange mennesker med skidt karakter, når han ikke springer i falskærm ud af styrtende fly eller laver åndssvage stunts på motorcykel, imens han skyder løs til højre og venstre. Altsammen med et overskudsagtigt smil på læberne og en ekstremt pædagogisk og romantisk tilgang til filmens kvindelige hovedperson: Cameron Diaz, der følger ham overalt. Hun har følgende funktioner i filmen:

1) Skrige hysterisk, mens Tom Cruise gør et eller andet monster sejt
2) Fucke tingene op for Tom Cruise, så han kan løse dem på eksemplarisk vis igen
3) Være en dum og ubehjælpsom, men dog forførende og sexet lille missekat.

Filmen handler så også om, hvordan bare LIDT af Tom Cruises awesomehed skal smitte af på Diaz.

Og han ER awesome. Én ting er, at han tæver alle i verden med det forbistrede overskudsagtige smil på læben hele tiden. Men han er også drømmemanden. En romantisk helt. Han kender knapt nok Diaz, men alligevel gør han følgende ting for hende. Han:

1) Tager sig tid til lige at få en drink og en hyggelig samtale med hende ombord på et fly, mens der ikke er nogen piloter til at styre flyet, og ethvert bare nogenlunde rationelt menneske ville sidde i cockpittet og forsøge at navigere
2) Har lavet en omelet, til når hun vågner om morgenen
3) Efterlader charmerende små sedler over alt til hende
4) Går igennem en regn af kugler for at give hende et lidenskabeligt kys, der kan overbevise hende om, at han er glad for at se hende
5) Tager hende med til en paradisisk ø, der tilfældigvis også er hans hjem
6) Tager hende med på et hæsblæsende og spændende eventyr, hvor han er den sikre guide og beskytter

Og når hun bliver FOR hysterisk, ikke? Så bedøver han hende bare! Så ryger hun sgu lige i fuld narkose. Hvor er det i øvrigt smukt. Hvorfor har ingen mænd tænkt på det noget før!? Jeg tør slet ikke tænke på alle de kuldsejlede forhold, jeg kunne have reddet på den måde.


[Nu ikke slå Tom, vel, Diaz. Tom er her for at beskytte dig!]

Nå, men hele dette setup er til tider sjovt, til tider lidt idiotisk. Og det er altsammen godt og fint. Lige til vi kommer til slutningen af filmen, hvor Cameron Diaz har erhvervet sig nogle af Tom Cruises maskuline kvaliteter og nu skal bruge dem til at REDDE HAM. Og det er jo klart, at hun skal blive til en mand, for vi ved jo alle, at mænd er mest handlekraftige og allround bare bedst. Men det gør hende bare LIGE LIDT MINDRE SEXET. Eller: Forstå mig ret – Cameron Diaz er i forvejen ikke lige mig. Men jeg anerkender hendes kejtede charme. Det er dog som om, at hun mister lidt af denne kejtede charme, da hun bliver super handlekraftig til sidst, kidnapper Cruise og således frelser ham fra at have et frit valg i forhold til, om han vil være sammen med hende eller ej.

Moralen: Mænd skal rende rundt og være monster seje, og kvinderne skal kigge beundrende på, mens de sidder og er fjollede og bedårende. :-) :-)

Og nu forestiller jeg mig, at Tom Cruise og jeg vækker 800 frådende og savlende feministers retmæssige vrede.

... og der vil jeg gerne sige: Jo, tak, men det er jo ikke helt let at skulle leve op til Tom Cruises standarder. Selv om han kun er halvanden meter høj. Jeg er ret glad for, at jeg ikke var inde at se filmen med et romantisk bekendtskab. Så skulle man helt garanteret lægge øre til åndssvage spørgsmål bagefter. Som f.eks.:

- ”Ville DU også gå igennem en regn af kugler for at komme hen og kysse mig? :-) Ville du det, hva’? Ville du det? Ej, hvorfor griner du? Det er altså et SERIØST SPØRGSMÅL!”
- ”Hvorfor har du egentlig aldrig lavet omelet til mig, når jeg vågner, hva’? Hva’? Hvorfor har du ikke det?”
- ”Hvorfor lægger du egentlig ikke sådan nogle små, søde og romantiske post its over det hele?”

Til hvilket man jo kun kan svare: ”Hvorfor render du egentlig aldrig hysterisk rundt og er lidt fjollet og sexet på sådan en sød-dum måde? Hvorfor gør du egentlig ikke ... vent. Du laver jo praktisk talt ikke andet. Forget I said anything!”

Nej, kvinder. Hold I bare fast i jeres lod her i livet. Det er nu engang lettest! Og hold lige min drink et øjeblik, mens jeg løfter den her tunge sten.

Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.


Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.

Twilight: New Moon opsummeret i tre scener

1.
Bella og Edward står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Bellas rynkede pande og lander i de enorme rander, hun har under øjnene. Edward tager ordet.

- ”En vampyr angreb dig for nylig. Det er for farligt for dig at være sammen med os vampyrer. Jeg kan ikke se dig længere.”

- ”Men jeg er for helvede blevet angrebet af 5.000 vampyrer, mens jeg har været sammen med dig – hvorfor i alverden gør lige præcis det her angreb nogen forskel!?”

- ”Tjah. TJAH. Det er et godt spørgsmål! Det må jeg alligevel sige. Det må jeg. [klør sig lidt i håret. tager bid af marsbar.] Hmm. Der må jeg nok alligevel blive dig svar skyldig. Jeg må smutte. Farvel!”

Edward hopper op i et træ og aber af sted fra gren til gren, sådan som vi ved, at Twilight-vampyrer nu engang gør. Han er hurtigt ude af syne.

Bella opløses i tårer. Hun ligger og skriger i sin seng i et halvt år. Ja, et halvt år.


2.
Bella og Jacob står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Jacobs bare, veltrænede overkrop. De kigger på hinanden. Et øjeblik nyder de bare stilheden. De vandrer langs græsmarken uden at sige et ord. Pludselig strejfer deres hænder hinanden. Jacob stopper og vender sig mod Bella. Der er en uforløst spænding i luften. Det er som om, at han gerne vil sige noget. Han står tavs med et tomt udtryk i ansigtet. Endelig peger Jacob på sin overarm og bryder tavsheden med ét ord, der for ham siger alt:

- ”Biceps.”

Så gør han mine til at kysse hende. Bella undviger.

- ”Men Jacob. Kan vi ikke bare være venner? Kan du ikke forstå, at jeg udnytter, at du er forelsket i mig til at få noget uforpligtende opmærksomhed?”

Jacob er ikke vant til så mange ord så hurtigt og ser et øjeblik forvirret ud. Han kigger ned ad sin veltrænede overkrop for at genvinde fatningen. Så kigger han sørgmodigt på Bella. Hans øjne afslører, at han tænker på noget. Jo, han tænker helt klart på noget. Han slår blikket ned, som kan han ikke finde ordene. Endelig kigger han på hende igen. Han giver hende et skævt, melankolsk smil og får så endelig fremstammet:

- ”Biceps.”

- ”Åh, Jacob. Jeg vidste, at du ville forstå! Det er nok ikke noget tilfælde, at du kan forvandle dig til en kæmpe stor køter, sådan som du render efter mig, lige meget hvor mange gange jeg smadrer dig én over snuden!”

Jacob er ikke helt sikker på, hvad Bella siger her. Han bevarer det skæve smil på læben og står helt stille for ikke at spolere det smukke øjeblik.


3.
Bella og Edward står på en græsmark i Italien. Solen kærtegner Edwards fuglebryst og får det til at skinne som tusinde små diamanter. Han tager ordet.

- ”Bella. Jeg har ombestemt mig. Vi skal alligevel være sammen! Jeg vil ikke trætte dig med grundlaget for den beslutning. Hovedsageligt fordi det ikke eksisterer.”

- ”Jeg har godt nok ligget i min seng og skreget i et halvt år på grund af det, som du så ikke mente alligevel. Men alright.”

- ”Jeg har bare siddet her i Italien og drukket dyr italiensk vin. Hør, hvad siger du til gå ned i en kælder og snakke med en masse lede vampyrer, som jeg ikke kan beskytte dig fra?”

- ”Det lyder dejlig konsistent med den kavalkade af åndssvage og meningsløse beslutninger, jeg har truffet i resten af den her idiotiske film. Efter dig!”

Edward og Bella går ned i kælderen til en forsamling af de ondeste vampyrer i verden.

Tæppe.

…


Nu sidder den kvikke læser sikkert og tænker: Det hænger jo ikke sammen. Og det var også det, jeg tænkte, da jeg havde set den. Man begriber jo nærmest ikke, hvordan filmen overhovedet kan blive lavet.

MEN: Det hænger nok sammen med, at dette lidet meningsfyldte epos er målrettet teenagere, og gerne teenagepiger. Jeg har egentlig mødt en god del mennesker, der ikke er teenagere, som alligevel har set begge film, men lad nu det ligge. Lad os for argumentets skyld sige, at filmen er målrettet teenagere.

Som jeg før har været inde på, så er teenagepiger noget af det dummeste, man overhovedet kan støde på her i livet. Man kan have mere intelligente samtaler med en bordskåner, end man kan med en teenagepige. Så hvis det er kernepublikummet, så ER det altså ikke så mærkeligt, at jeg blødte ud af øjnene, al den tid jeg så Twilight: New Moon. Det er MENINGEN, at det skal være fuldstændig usammenhængende, latterligt og dræbende åndssvagt, fordi SÅDAN ER TEENAGEPIGER OGSÅ.

Lad os lige kort kaste et blik på, hvad det så er, Twilight forsøger at lære vores følelsesmæssigt ustabile teenagepublikum.

1) Det er monster fedt at date en bad boy.
2) Hvis din bad boy-kæreste slår op med dig, så skal du bare ligge længe nok i din seng og skrige. Så kommer han tilbage. Det kan tage halve, ja hele år. Det vigtige her er, at du virkelig skriger igennem i al den tid.
3) Det er sexet, at din bad boy kæreste har nogle virkelig fucked up venner.
4) Hvis du ikke ligger og skriger i et halvt år, når han slår op, så var det ikke ægte kærlighed.
5) Narrefisseri er den mest prisværdige af alle dyder. Det er okay at udnytte, at folk er forelskede i dig. På den måde kan du få opmærksomhed (og tilmed en motorcykel, hvis du er heldig!).

Hvis de ikke var åndssvage, før de så den her film (og det er de så godt nok, men lad nu det ligge), så bliver de det fandme efter.

Lad være med at se Twilight: New Moon.

2012 er forfærdelig.

Jeg har lige set 2012, og surprise!: Den var sørendansemig ringe. Og hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor så jeg den? Det har jeg spurgt mig selv om lige siden.

Selv om onde tunger sikkert kunne have mig mistænkt for det, så var det faktisk ikke for at bashe den her på min blog. Nej, I ved: Jeg havde set de der åndssvage trailers, hvor man lige får et glimt af det store effektcirkus. Og ligesom små børn og piger i nattelivet er jeg sært tiltrukket af flotte ting, der glimter. Det er jeg.

Og så tænkte jeg: For fanden. De KAN sgu da ikke have brugt 18t49727g4 millioner dollars på flotte ting, der glimter, og så bare have glemt manuskriptet ude på lokummet imens? Det kan da ikke passe, at de har haft 48 IT-genier til at programmere den ene nydeligt koreograferede katastrofe efter den anden, mens de har ansat en savlende mongol til at finde på handlingen og en senildement til at instruere? Det kan da ikke være rigtigt?

MEN JO, DET KUNNE DET.

Og lige præcis sådan må line-uppet have været. Instruktøren MÅ have været senil. Lad mig forklare: I 2012 er der tre scener, hvor himlen er ved at falde ned om ørerne på hovedpersonerne, men hvor de lige akkurat når væk i et fly. Tre scener, der er HELT OG ALDELES IDENTISKE. Instruktøren må simpelthen have glemt, at de allerede havde lavet den scene, da de lavede den igen. Og igen. Og de har bare ladet ham gøre det, fordi … jeg ved det ikke. Måske fordi han var fransk?

- ”Men Francois! Vi har allerede skudt og færdigredigeret den scene to gange!”

- ”Hush! Lad mesterinstruktøren arbejde. Er flyet på plads? Er katastrofen klar? Godt. Så hent mig en baguette! Og så kører vi!”

…

Og så er der jo et enormt spændende trekantsdrama mellem John Cusack, hans eks-kone og hendes nye mand. Filmen gør virkelig meget for at være totalt nuanceret og fremstille den nye mand som en fin nok fyr på bunden. Indtil den lader ham falde ned i en slags enorm kødhakker og konen to minutter senere er sammen med John Cusack igen uden at fælde bare en enkelt tåre.

Ja, heldet kan hurtigt vende. Især når kvinderne, vi skal have sympati for, er troløse, følelseskolde vendekåber.

Og så er der nogle andre half-assed historier om den yngre generation, der skal overleve og den ældre, der affinder sig med sin skæbne. Og de rige, der overlever og de fattige, der går under. Men så ikke helt alligevel, fordi de rige alligevel totalt viser noget medmenneskelighed til sidst og lader et par fattige overleve sammen med dem i nogle overdimensionerede kæmpestore superbåde, der fint kan klare at have bovporten åben under vand i timevis og smadre ind i det ene bjerg efter det andet uden at synke. Og det er alt sammen meget åndssvagt.

Du vidste det sikkert i forvejen, men: Lad være med at se 2012.