Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en masse galde, jeg gerne vil af med

Jeg er ikke voldsomt politisk engageret. Jeg har mine holdninger, og jeg stemmer hver gang som den gode demokrat, jeg er. Ud over det forholder jeg mig løbende til det politiske billede uden at gå kraftigt ind i det eller bekymre mig meget mere om det.

Dog må jeg indrømme, at den seneste politiske udvikling i Danmark gør mig så arrig, at jeg har lyst til at save mit eget ben over.

Jeg går helhjertet ind for et overskudssamfund. Jeg er nede med masser af uddannelse, ikke alt for omfattende arbejdsuger og fordelagtige ordninger for ældre. Det synes jeg alt sammen er super.

Situationen er dog som bekendt, at vi skal spare. I den forbindelse har Socialdemokraterne og SF lavet et udspil, de kalder for Fair Løsning.


Hvis du lige har 12 minutter, så har vi en løsning, hedder det. Kort fortalt går fair løsning ud på, at vi alle skal bidrage for at bevare velfærden i samfundet. Og bevares, det er kun fair. Men lige her er det som om, at et eller andet er gået galt. Lad os prøve at gennemgå, hvordan alle skal bidrage til fremtidens velfærd:

1) Din 20-årige studerende skal paces hurtigere igennem sit studie.
2) Din 40-årige sosuhjælper skal arbejde en time mere om ugen.
3) Din 60-årige sunde og raske kollega skal dangedere den på Kos med statsbetalte cosmopolitans på efterløn.

KAN DU SE HVILKEN EN AF DE BEFOLKNINGSGRUPPER, DER IKKE BIDRAGER? KAN DU DET? Helle Thorning har eksplicit været ude og sige, at det smukke i denne plan er, at alle bidrager. Men hvordan er det, at alle bidrager i det ovenstående skema, Helle? Hva’?

Hvis Helle Thorning lige har 12 minutter, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at rive den gucci-taske ud af hænderne på hende og bruge den til at tæve angsten for at pille ved efterlønnen ud af hende. Og det samme gælder for Villy Søvndal og hans åndssvage pibe. Hvordan er det her ”fair” …? Hvordan er det, at alle bidrager i denne løsning? Var det ikke for fanden på tide at komme over berøringsangsten og vise lidt mod og format?

Altså, jeg har sgu ikke noget imod at arbejde en time mere om ugen. Det er FINT. Hvis det er det, der sikrer sundhedsvæsenet og skolevæsenet og det offentlige generelt, så arbejder jeg den ekstra time. Jeg har jo heller ikke en familie at forsørge endnu – jeg kunne forestille mig, at de 12 minutter ikke ville være så fantastiske at pille ud af tiden om morgenen i børnefamilierne, hvor ungerne i forvejen får for lidt opmærksomhed fra deres forældre og derfor ender som nogle navlepillende og egocentriske pikhoveder.

Men ok – vi skal jo alle bidrage. Sådan ville jeg tænke, og sådan burde børnefamilierne også tænke, hvis det faktisk VAR alle, der skulle bidrage. Det er det bare ikke. De sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker i starten af 60’erne skal ikke bidrage. De skal have tid til at vimse rundt i haven med en åndet solhat fra deres seneste tur til Tenerife, og det skal alle andre betale for.

Det sørgelige er, at hvis man vil stemme på venstrefløjen, så stemmer man indirekte på den der løsning. Også selv om man stemmer på Margrethe Vestager, som faktisk var den, der først pointerede den ovenstående urimelighed.

Og så kunne man jo sige: ”FUCK de røde idioter. De tossegode socialister aner ikke, hvad de snakker om. Tid til at tage sparejakken på og stemme på mørkets fyrster og Saurons soldater: Højrefløjen. De er godt nok nogle helt afsindige narrehatte, og en betragtelig del af dem udspyer racistisk og små-fascistisk propaganda som en Islandsk vulkan, men i det mindste ved de sgu da, hvordan man SPARER. Det der med at have en sjæl er alligevel opreklameret. Jeg stemmer sgu på venstre.”


[Lars Løkke Rasmussen lige efter han har spist en dagpengemodtager]

Men så er det, at man indser, at de HELLER IKKE VIL PILLE VED EFTERLØNNEN. De vil hellere sætte en bombe under samtlige offentlige budgetter i hele Danmark, smadre sygehusene, folkeskolerne, gymnasierne, tæve de studerende og voldtage dagpengemodtagerne. De vil hellere fragte samtlige mennesker ud af landet, der ikke kan bevise, at de er direkte efterkommere af Harald Blåtand. Alle de ting vil de hellere gøre, før de vil tage millionerne ud af hænderne på de solferiehungrende efterlønskandidater.

Og så er vi tilbage ved en fair løsning. Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en efterlønsmodtager, der gerne vil kneppe dig rigtig hårdt i røven.

Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.


Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.