fredag den 5. oktober 2012

Sandheden om stenalderkost

Stenalderkost er mega trendy disse dage. Jeg har efterhånden læst hundredetusinde artikler om det i diverse aviser og magasiner, og man kan nærmest ikke sparke sig frem for paleo-folk med tupperware fyldt med kød og bær nede i min crossfit-gym. Og det er jo fint og godt, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hypen.

 
 - Paleo: I stenalderen spiste man fem kilo mammut om dagen, og de fyre dengang var måske RIPPED! -

Det er ikke fordi, at kosten som sådan er skadelig. Den er givetvis sund, og den er under alle omstændigheder meget sundere, end det som de fleste danskere går rundt og propper i kæften. Men stenalderkost ER bare bygget på nogle tvivlsomme pseudovidenskabelige forestillinger om, at man bør spise som i paleo-æraen/stenalderen, fordi det var der, menneskeracen færdigudviklede sin DNA. At vi altså er skabt til at spise som stenaldermænd - at det er NATURLIGT for os. Nu er jeg hverken historiker eller biokemiker, men så vidt jeg kan forstå, er der meget, der tyder på, at vores DNA var færdigudviklet længe før paleo-æraen. Under alle omstændigheder var levealderen i stenalderen formentlig ret forpulet lav, og allerede der begynder kæden jo at hoppe af.

Generelt er jeg allergisk over for naturligheds-argumentet. Paleo-folk siger, at vi skal spise masser af kød, fordi det er naturligt for os, fordi vi gjorde det engang i tidernes morgen. Veganere bruger det samme argument til at sige, at vi IKKE skal spise kød: ”Se, de kødspisende rovdyr har sylespidse tænder, men vores tænder er ligesom en kos drøvtyggende tænder, derfor er vi bygget til at spise græs og grønt og slet ikke kød!”. Nu ved vi jo alle sammen, at veganere er skingrende psykotiske, men pointen er bare, at det er let at bruge naturlighedsargumentet til at sige noget vrøvl. De spiste ikke rugbrød i stenalderen. Nuvel, men de tog heller ikke penicillin i stenalderen, og derfor døde de også som 30-årige. Altså. Bare fordi man gjorde et eller andet i stenalderen, så betyder det ikke, at det giver mening at gøre nu.

Her er et forslag: Hvad med at basere en diæt på, hvad man videnskabeligt set bliver sund af i stedet for hvad nogle retarderede hulemænd måske eller måske ikke gjorde for millioner af år siden?


 - Tydeligvis en fyr med styr på sin kostplan. -

Her er, hvad paleo i virkeligheden handler om: Paleo er en Dr. Atkins til store, stærke mænd, der ikke HELT vil være ved, at de faktisk er på kur. Det der med kure er nemlig mest sådan noget, man finder i damebladene og hos viljesvage kvinder med elevatorvægt. Så kalder vi det for stenalderkost i stedet for Dr. Atkins og ændrer et par småting og taler om stærke, kødspisende hulemænd i stedet for Bridget Jones-agtige typer med vægtproblemer. ”Stenalderkost” lyder bare lidt mere forpulet macho end ”low-carb diæt med kød og bær”.

Paleo er sikkert en GLIMRENDE kost-model, selv om jeg ved gud ikke forstår, hvorfor de ikke må spise bønner eller mælkeprodukter, og jeg mener, at deres sukker og rugbrødsforskrækkelse er overdrevet. Det skal nok passe, at man bliver sund og rask af paleo-kost. Men set herfra, så har diæten ikke så meget andet at gøre med stenalderen, end at nu kan mænd lidt bedre retfærdiggøre at være på kur.