For et par weekender siden havde jeg en weekend, der var dummere end sædvanligvis. Det udspringer alt sammen af, at jeg er ved at blive helt utroligt gammel. Jeg har lige rundet endnu et år. Det var ikke det skarpe hjørne – og jeg kan i øvrigt heller aldrig huske, om det skarpe hjørne er 30, 40, 50 eller 80 – men vi er ved at være deroppe af. Det er der ingen tvivl om.
Nå, men fordi jeg er ved at være ældre end universet, pyramiderne og selveste paven, så griber jeg desperat ud efter glimt af den ungdom, jeg aldrig nåede at få (fordi jeg skulle arbejde så hårdt på mine forældres gård i al den tid). Jeg lod mig med andre ord lokke, da min nok dummeste og mest uopbyggelige ven foreslog, at vi da skulle til koncert med DJ Tiësto i København.
Nu tror/håber jeg ikke, at mine læsere rent faktisk ved, hvem DJ Tiësto er. Derfor vil jeg lige kort beskrive ham: DJ Tiësto er kongen af dum. Han er en hollandsk DJ, der har haft en vis succes med at hamre hårdtpumpende techno ind i øregangene på ... ja, på hvem, egentlig? Det havde jeg nok ikke gjort mig helt klart før Den Store Dag. Det skulle imidlertid blive helt klart. Klart som en skyfri himmel.
[Omtrent lige så klart som netop denne skyfri himmel. Så altså RET klart.]
DEN STORE DAGMed det samme jeg steg ind i toget til København, registrerede jeg overraskende mange fyre i stramme iceman t-shirts. Naiv som jeg er, tænkte jeg, at toget selvfølgelig lige havde været i Randers, og der ser man jo bare sådan ud. Men så kom vi til Skanderborg og mange, mange flere fyre i stramme iceman t-shirts steg på. Og pludselig snakkede de allesammen om DJ Tiësto, mens de sad og kævede bajere. Endelig gik det op for mig. De skulle allesammen med til koncerten. Eller skulle jeg sige: VI skulle allesammen med til koncerten.
Det blev skræmmende klart for mig, at DJ Tiësto håndplukker sine fans med kirurgisk præcision i den aller mørkeste, aller mest provinsielle indavl. Derude, hvor de fleste har den samme mor og søster. Derude, hvor man bruger det meste af sin tid på at sidde og savle og kigge ind i en væg, indtil næste gang ens talentløse fodboldhold manifesterer sin middelmådighed i bunden af superligaen.
Det er der, DJ Tiësto finder sine fans. Der, og så blandt de dummeste af mine venner.
[Tiësto. Læg mærke til hvordan billedet er taget ude i den mosede og sumpede provins for at appellere til kernepublikummet]
Jeg sad og filosoferede over min åbenbaring. Og SÅ smadrede toget ellers ind i en person, der ikke ville leve længere. Lige uden for Roskilde. Der var en ordentlig omgang blod og indvolde, der skulle fjernes fra toget, før det kunne køre videre. Det kunne tage mellem en halv time og TRE timer (ja, DSB har altid været meget nøjagtige i deres tidsangivelser). Derfor hoppede samtlige passagerer på den samme bus fra Roskilde til Høje Taastrup. Og samtlige passagerer, det var så mig selv og hundrede fyre fra Randers og Skanderborg.
Efter en forfærdelig bustur var jeg endelig i Høje Taastrup, hvor jeg straks tog S-toget mod Østerport.
GAMLE CRAZY EYES I S-TOGETI S-toget satte jeg mig ved siden af en mand i 50’erne. Han var iklædt en kortærmet, hvid skjorte, og han havde skæg, hvidt hår og briller. Han virkede meget tilforladelig. Lige indtil jeg spurgte ham om, hvor lang tid det tager at gå fra Nørreport til fælledparken. Pludselig eksploderede han i et væld af tics og stirrede på mig gennem, hvad jeg nu registrerede var helt enorme og tykke brilleglas, mens han blinkede med øjnene, som galdt det hans liv. Jeg følte mig som soldaten i Fyrtøjet, da han stod over for en af de der hunde med gigantiske glugger. Hvis hunden nu også havde været et rystende espeløv af ufrivillige spasmer.
”Ja, det ved jeg sgu ikke, men det er ikke vildt, det tænker jeg ikke, at det er, der er et stykke, men det er ikke vildt, det er ikke helt vildt, det er det ikke!”
”Såøh ... sådan et kvarters tid eller sådan?
”Ja, det er ikke vildt, så det er nok noget i den stil, jeg skal ikke kunne sige det helt præcist, men det er ikke vildt ... blabla ...”
Mens gamle crazy eyes blev ved med at fortælle, hvor helt utrolig lidt vildt det var at gå den strækning, bød en hjælpsom kvinde ind over for mig: ”Det tager ti minutter. Max et kvarter.”
Gamle crazy eyes var først lige ved at varme op, viste det sig. Han var også med selvmordsekspressen, og jeg fik et langt foredrag om, hvordan det VIRKELIG er noget griseri, når folk kommer af dage på den måde. Det vidste han fra sin ven, der er portør. Efter foredraget stillede han sig ud til dørene i toget, da vi kom til Enghave. Der stod han og gloede på, at dørene gik op og i igen i Dybbølsbro, før han endelig skulle af på hovedbanegården. Kort efter var jeg selv ved Nørreport, og 10-15 minutter senere igen betrådte mine fødder Fælledparkens bløde, grønne og favnende græs ...
... og der mødte der mig et frygteligt syn. Hvad mon det var? HVAD kunne på nuværende tidspunkt overraske disse gamle, prøvede øjne? Få svar på det og meget mere i del 2!
