Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.


Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.