Med sandhed kommer man længst (men det er nu sjovere at lyve).

Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er den sejeste i verden, og jeg praktisk talt ikke har andet end gode ord til overs for mig selv, ikke? Selv om jeg er et slags socialt epicenter, der entertainer mig igennem den ene V.I.P.-fest efter den anden. Selv om alt det, så hænder det ind imellem, at jeg laver et LILLE socialt fejltrin. Måske lige ... en lille løgn, hvor jeg skulle have talt sandt. Eller en sjov kommentar til den helt forkerte person. Det er ved Gud ikke noget, der sker særlig ofte, men det sker.

Jeg var f.eks. til en fest på statskundskab i fredags, hvor jeg render rundt sammen med en kammerat. Han introducerer mig ivrigt til en flok piger, han havde været tutor for. ”Se her. De her piger tog jeg under min vinge, og de elsker mig alle sammen betingelsesløst,” er det, han gerne vil kommunikere til mig.

… og det er jo også fint og godt. Nå, men jeg ved sgu indledningsvist ikke lige, hvad jeg skal sige til de her piger. Men så får jeg en lys idé. Jeg tiltaler den første og den bedste af dem:

- ”Hej! Jeg hedder Lynge. Jeg er Eriks tavse ven. Ja, jeg siger ikke så meget, fordi mine forældre er indremissionske. Jeg har haft en meget hård opvækst.”

[Pigen lyser tydeligvis op. Hun kigger oprigtigt på mig og smiler hjerteligt.]

- ”Ej, er det rigtigt? Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Eh. Nå! Hehe. Ehrm. … virkelig?”

- ”Dine forældre er ikke indremissionske, vel?”

- ”Ehm. Nej. Beklager. Men … eh … jeg kender en masse PISSE SØDE KRISTNE MENNESKER!!”

- ”Ej, men det er også bare ærgerligt, fordi mine forældre er altså HELT VILDT NORMALE OG SØDE, og det er der bare ikke ret mange, der TROR om indre mission, og … blabla … ” … hele den vante forsvarstale, man kan høre, at hun har lavet 5.000 gange før og mig, der nikker og ser forstående ud.

Og så videre, og så videre. Jeg får selvfølgelig glattet ud, og det ender så godt, som det nu kan ende.

Den næste dag er jeg til endnu en fest. Jeg står og snakker med en dude ude i køkkenet. Jeg er klædt ud som Arnold Schwarzenegger. Jeg står i en undertrøje med påskriften ”Don’t Be Economic Girlie Men”. Han er klædt ud som Rambo. Jeg har lige drukket en flaske portvin.

- ”Fuck, mand. Du bliver lige nødt til at høre det her pis. Jeg var til en fest i går, ikke? Og så sagde jeg til den her pige, at jeg havde indre missionske forældre, og at jeg havde haft en rocker hård barndom. OG SÅ HAVDE HUN SELV INDRE MISSIONSKE FORÆLDRE! Og forstod i starten ikke, at det bare var pis! FUCK, mand. Kan du forestille dig en mere usandsynlig og fucked up situation!?”

- ”Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Haha! Good one!”

- ”Det er rigtigt.”

- ”Ha! … ha. … vent, du mener det. Fuck! Du er Rambo! Du kan sgu da ikke have indre missionske forældre!”

- ”Hehe, jo. Den er god nok. [Finder sin store pædagog-stemme frem] Der er faktisk mange, der tror, at os med indre missionske forældre er helt fucked up, men det er vi altså slet ikke. Jeg har valgt at feste og drikke, og det kan man altså også godt som kristen. Og det er jo …” … blabla … tale man kan høre, at han har holdt en god del gange før og mig, der glor in utter disbelief.

Altså, hvad er chancen. Hvad fanden er chancen!?

[De vil gerne have os til at tro, at de bare er en flok fiskere fra Thyborøn. Men i virkeligheden infiltrerer de vores samfund på kryds og tværs. Måske er din mor indre mission, uden du ved det. Måske din bror. Man ved aldrig.]

Og altså, i det første tilfælde er det jo min egen forbandede skyld. Min store kristen-radar skulle jo have slået ud, da jeg så, at pigen var mere ædru end sine veninder, og da jeg første gang kiggede hende ind i øjnene og registrerede det der slightly-crazy-look, som meget religiøse mennesker altid render rundt med. BEEP! BEEP! KRISTEN-ALARM! WHAT WOULD JESUS DO? BEEP! BEEP!

Det ville have sparet hende for at tro, at hun ENDELIG havde fundet en person blandt alle disse overfladiske, drikfældige mennesker, hun kunne relatere til, for så at blive frygtelig skuffet. Og mig for at føle mig som et overfladisk, drikfældigt menneske blandt andre overfladiske, drikfældige mennesker. (Eller: Jeg følte mig egentlig mest som et genialt unikum blandt overfladiske, drikfældige mennesker, men lad nu det ligge.)

Men RAMBO? Hvordan spotter man den? Det kan man jo ikke. Og hvor er det, vi er henne, når Rambo kan rende rundt og være indre missionsk? [... forfatter en klage til ankestyrelsen.]