fredag den 24. december 2010

GOD FACEBOOK-STIL: EN MANUAL I AT LADE VÆRE MED AT VÆRE PISSEIRRITERENDE PÅ FACEBOOK

Der er tydeligvis en del forvirring omkring dette spændende emne, så nu forfatter jeg altså lige en manual i, hvordan du undgår at være pisseirriterende på facebook.

Mange af de ting, som jeg nævner her, gør mine egne facebookvenner heldigvis ikke. Eller: Nogle af tingene gør visse venner faktisk lidt. Og til jer, hvis fejl jeg pointerer: Undskyld, for faen. I er ikke dårlige mennesker, og jeg elsker også jer. Men altså, fra fulde folk og idioter på Internettet skal man høre sandheden. Og nu har jeg immervæk taget det på mine skuldre at fortælle hele verden Sandheden om alt. Og det inkluderer også sandheden om dig og dine pisseirriterende opdateringer på facebook.

Og hey: Jeg har alligevel for mange facebookvenner. Tohundredeogfemogtres! Det er flere, end jeg kan overskue eller tælle til. Hvis en enkelt eller to skulle ryge i svinget her, så er det sgu okay. :-) :-)


[Marv smadrer dig, hvis du er pisseirriterende på facebook]


Så altså. Du kan blive en sand stjerne på facebook, hvis du undgår disse tre simple ting. LAD VÆRE MED

1) AT VÆRE ET SAVLENDE BABY-MONSTER.

Jeg har en idé om, at især nogle kvinders identitet og kritiske sans sidder i brysterne. På den måde giver det mening, at de mister begge dele, når de får et barn - den lede unge suger den simpelthen ud af patterne på dem! Pludselig er barnet på deres profilbillede i stedet for dem selv. De ER der slet ikke længere. De er pludselig blevet til deres unge! Hvor der før var et rigtigt menneske med en rigtig personlighed og et rigtigt, bankende hjerte fyldt med håb, drømme og længsler, er der nu kun en form for blævrende ammehjerne. En ammehjerne, der sender statusopdateringer ud i universet, som afhang den nyfødtes liv af, hvor meget ligegyldigt, babyrelateret lort de kan poste på facebook.

Og jeg bliver bekymret. Det gør jeg sgu. Alle statusopdateringer handler om ungen, og der er ikke bare et gran af selvindsigt eller selvironi inkluderet i dem. Hvis der dog bare var det! Hvis der dog bare var en enkelt "Hold kæft mand. Jeg sander pludselig, at mine sidste ti statusopdateringer har handlet om min lede unge. Nu går jeg ud på toilettet og tager noget coke, og så ses vi på NASA. Så må ungen være unge så længe!" Sådan en statusopdatering ville meget seriøst være et sundhedstegn.

Se, jeg har ikke noget imod statusopdateringer om folks unger, hvis de er bare perifert interessante. En af mine facebookvenner havde en statusopdatering for et stykke tid siden, der lød således: "Øhm, min søn kom lige og gav mig en kold øl - helt af sig selv. Tror aldrig jeg oplever et stoltere øjeblik. . ." Se det er fandeme en statusopdatering, man kan forholde sig til. OG ungen er inkluderet i den. Der er lissom noget identifikation, ikke? Tænk over NYHEDSKRITERIERNE, hvis I opdaterer om jeres åndssvage avl. Er der noget identifikation, sensation, aktualitet, hvad som helst i? Og nej, det er ikke en sensation, hvis din unge nu pludselig kan gå fem skridt i stedet for fire.


2) AT VÆRE EN IRRITERENDE LILLE EMO.

Hvis du nogensinde har skrevet en statusopdatering i stil med "... er tænksom ...", så er det dig, jeg kigger på. Det er sådan en forpulet 4. klassesstrategi, hvor ophavsmanden eller -kvinden til statusopdateringen forventer, at man skriver "EJ, HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD ER DET DOG, DU TÆNKER PÅ!?".

Og SÅ har den irriterende emo magten. "Ja, det kunne du lide at vide, hva'? JEG TÆNKER PÅ NOGET SPÆNDENDE OG LIDT HEMMELIGT. Men nu skriver jeg bare ... "... på fremtiden." Ja. Det er skidegodt." Og SÅ er det meningen, at man skal skrive: "HVAD MED FREMTIDEN? HVAD MED FREMTIDEN? HVAD TÆNKER DU DOG PÅ MED DEN LEDE FREMTID?" Og så ved den irriterende lille emo godt, at den snart ikke kan trækkes længere ud. Og der meldes endelig ekstremt kedelig og beige kulør:

"På at købe hus en dag/hvad jeg skal have at spise i aften/hvordan jeg kommer til Kalundborg/ik' noget alligevel".

Og man har bare lyst til at rive øjnene ud af hovedet på den lede emo.

"... er tænksom ..." er bare et eksempel. "Er trist" er endnu et, som muligvis er værre. HVAD er du dog trist over? Grrrrr! Din NAR. Hvis du rent faktisk ER trist, så tag den dog i et andet forum! Jeg går fuldstændig amok, når jeg ser sådan noget. Og jeg får lyst til at skrive "Husk at snitte på langs og ikke på tværs. It's not across the road - it's dooooown the highway!" /sociopat


3) AT VÆRE EN INDISKRET NAR.

Du er en indiskret nar, hvis du udstiller dit privatliv unødigt på facebook. I den milde afdeling er at broadcaste for hele verden, når det er gået i stykker mellem dig og din kæreste. Som udgangspunkt ender det jo ud over facebook, når du skifter civilstatus - f.eks. fra "I et forhold med Mia Jammerlund Grædegaard" til "Single" - tidligere akkompagneret af et teatralsk hjerte i to stykker, men nu trods alt kun akkompagneret af et helt hjerte. DEN FUNKTION KAN DU SLÅ FRA I DINE PRIVATINDSTILLINGER.

På den måde undgår du, at dine bekymrede, men stadig retarderede facebookvenner og -veninder skriver ting som

"Ai, hvad skete der!? I var så søde sammen!1!"

eller

"Hun var fandeme også en so, Jesper. Det har jeg altid ment. Nu går vi to ud og drikker nogle bajere og knalder nogle damer. Så er hun hurtigt ude af systemet!".

Eller at de liderlige og små-dumme af dine facebookvenner synes godt om din nye "Single"-status. Idioter.

Stadig i den milde, men dog også i den grænseløst irriterende afdeling er konstante kærlighedserklæringer til en kæreste over facebook. "Patrice Nederbæk Elsker sin kæreste! <3 <3 <3" Luk. Røven. Patrice. Alle er sygt ligeglade.

I den mere grelle afdeling er ekstremt intime og private opgør over facebooks wall. Det er der et utal af eksempler på på lamebook og diverse andre steder, og alle ved, det er forfærdeligt, så det vil jeg ikke dvæle mere ved.

...

Det var det for denne gang! Hvis I har andre forslag til god facebook-etikette, så giv endelig lyd. Ellers: Lad julefreden sænke sig . Julen er jo hjerternes tid (og mit er tilsyneladende sort som kul).

4 kommentarer:

Sjyli sagde ...

... Jeg erklærer mig også fan! ;)
Jeg ka' li' dine ord!
.. og så er du lækker!
.. og så er det jo helt gratis at sidde her 350 km væk og skamkomplimentere dig. Ha! ;)
K.h. Poly-Julie / Jakobs sambo (den sorte)

Sjyli sagde ...

P.s. Tør man nu add'e dig på facebook, det var vidst egentlig det jeg ville ha' skrevet!

Lynge sagde ...

Haha. Nu er du jo skidesød, Julie! Jeg sidder fandeme nærmest her og RØDMER. Og du add'er bare løs. :-)

Livets farvespil sagde ...

Jeg har 2 kategori til din liste. Det er de mennesker, som konstant skriver, at alting skal nok gå. Forstå mig ret; jeg har absolut intet imod positivet, men hvis man konstant skriver:"De gode og dårlige minder har gjort mig til den jeg er. Jeg elsker dig, (indsæt navn på bedste veninde)<3". De her kommentar, som prøver på at være filosofiske, men bare virker som en slags klicheer. Det er okay, når det er en eller to statusopdateringer - men ikke når mere end halvdelen af opdateringerne består af dem...

Så er der også den anden grøft; folk som UDELUKKENDE er negativ. Hos dem er hver en opdatering bare demprimerede. Der er typisk opdateringer som "Jeg gider ikke mere" eller "jeg kan ikke mere". Ligesom den ovennævnte kategori er det okay at skrive sådan en gang i mellem, men dem jeg har mødt skriver KUN opdateringer som handler om hvor svært de har det og hvor træt de er af det.
I denne kategori kan man direkte mærke, hvordan ens livsenergi bliver trukket ind i et sort hul.

Sammenfatningen; det er okay at være positiv og "filosofisk" en gang i mellem. Det er okay negativ en gang i mellem. Men prøv at varierer det. Kom i stedet for med links til gode artikler og en refleksion over dem eller trailer til gode film, en god opskrift I fandt. Kort sagt noget man kan bruge til noget frem for en følelsesporno.

Det blev måske lidt langt, men jeg synes de to manglede i den ellers glimrende indlæg.
Iøvrigt skriver du på en fangende måde. Det var en fornøjelse at læse indlægget. :)