Begejstret er det nye vred

Et tilbagevendende tema på min blog, som er blevet nævnt for mig på det seneste hos venner og bekendte, er, at jeg ikke skriver noget som helst. Det er sandt, og her er hvorfor: Det har været varemærket på bloggen her, at jeg er gået fuldstændigt op i limningen over, hvor ringe alting er. Jeg er gået amok over teenage-hjerner i Twilight-sagaen, ammehjerner på facebook og uudholdelige, ironisk tatoverede hipsters.

Sager er den, at jeg ikke kan finde harmen frem disse dage. Det er ikke fordi, den mangler. Jeg er ikke blevet til en af den slags idioter, der kan lide alting og falder i svime over hvor godt Bettina på 15 fra X-factor synger (det gør hun ikke). Jeg er bare blevet bedre til at undgå de dårlige ting her i livet: X-factor, de dårlige film og … ja, ok, primært X-factor og de dårlige film.

Jeg GIDER ikke sidde og se mere Twilight. Jeg har prøvet. Gud ved, at jeg har prøvet. Men jeg holder det ikke ud længere. Jeg nåede omtrent 10 minutter ind i Twilight 4, før jeg blev nødt til at slukke. Dens horrible forudsigelighed og Kristen Stewarts trivielle ungpigeproblemer og stendøde ansigtsmimik gjorde, at jeg helt og aldeles mistede lysten til at trække vejret og straks måtte gå ud og forsøge at hænge mig i laden. Jeg er blevet anbefalet at se Les Miserables med Jackman og Hathaway, for at jeg kunne give den det glatte lag her, men jeg orker det ikke. Jeg orker ikke at sidde igennem patetiske tre timers musicalfilm for at genopdage, hvad jeg allerede ved: Syngende filmskuespillere fungerer kun for Disney og Baz Luhrmann, og det endda kun engang imellem.

Det skal være løgn. No more. Hvis jeg ved et uheld kommer til at kaste mig over dårligdom, så skal jeg gerne beskrive og udfritte den her, men jeg gider simpelthen ikke opsøge det dårlige længere. I stedet vil jeg nu beskrive nogle ekstremt tilfældige ting, som jeg begejstres over eller er optaget af disse dage:

Iron man 3
Downey tiltaler mig selvfølgelig stadig intenst, fordi han er vor tids Indiana Jones: Charmerende intellektuel og actionhelt på samme tid. Ligesom mig!! 90’er hittet Blue smadrer ud i biografsalen som det første i filmen overhovedet. Det er selvfølgelig klimaks, men resten er nu også ok.

Sid Meier’s Civilization - The Board Game, w. Fame and Fortune expansion
Dette stykke nørderi vil være en kilde til stor lykke for alle glade brætspilsnørder her i verden.

Crossfit
Min dunk er stadig væk, selv om jeg spiser så meget peanutbutter, at jeg skulle skamme mig. Hvilket minder mig om:

Peanutbutter
Er LÆKKERT. Og kan spises under næsten alt! Oksespegepølse og peanutbutter. Lyder mærkeligt. Er lækkert! Stærk ost og peanutbutter. Lyder bizart. ER bizart, men også lidt dejligt!

Boeuf Bourguignon
Ko stegt i bacon og kogt i rødvin. Jeg kan nærmest ikke beskrive, hvor intenst lykkelig det gør mig.

There you have it. Begejstret er det nye vred!

Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.
 

 - Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

 - Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Lynanmeldelser af film, del 2

På et tidspunkt for hundrede år siden kørte jeg noget, jeg kaldte for lynanmeldelser af film. Nu er tiden kommet til det igen:




INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.




COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!




IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.




ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.




SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.

...

Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!