Kompromisløs jobsøgning

Jeg leder efter et job for tiden. I den forbindelse faldt jeg over en jobannonce fra Woman. De søgte en journalist.


[Jeg ved, hvad denne kvinde tænker på. Faktisk ved jeg, hvad alle kvinder tænker på.]

Jeg tænkte:

1) Jeg er så sej, at jeg kan få det her job på Woman, selv om jobannoncen tydeligt indikerer, at de vil have en kvinde.
2) Jeg er så sej, at jeg kan skrive på min vanlige facon, der INGENLUNDE ligner skriverierne i Woman, og stadig få jobbet.
3) Woman trænger til at blive revolutioneret af et epokegørende geni som mig.
4) Hvis de mod forventning ikke skulle ønske at ansætte mig, så har de simpelthen ikke forstået noget som helst, og så vil jeg ikke arbejde der alligevel.

MED DEN TVINGENDE LOGIK skrev jeg en ansøgning, som jeg har censureret lidt i, men som i det store hele er præsenteret sådan, som jeg sendte den. Under ansøgningen er der en dagbog fra en dag, jeg aldrig glemmer. Det skulle man nemlig vedlægge.

En ny vinkel på WOMAN!
Ja, jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme: Jeg er en 26-årig mand, som ikke er bøsse eller sindssyg eller på anden måde kvalificeret til at tale på kvinders vegne. Jeg ved ikke noget om make-up. Jeg kigger med ærbødig interesse og forundring, når kvinder udfører deres underlige ritualer i badeværelset. Jeg ved ikke noget om tøj. Jeg har altid syntes, at højtaljede nederdele var grimme og mærkelige, men er efterfølgende blevet belært af diverse eks-kærester om, at det var ”moden”. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at Danmark ikke var ved at blive invaderet af amazone-krigere, men at gladiatorsandaler var blevet trendy.

Det er imidlertid ikke interessen for det modsatte køn, der mangler. Jeg har mangen en gang siddet på en sandwichbar i Århus og smuglæst Woman til min egen store fornøjelse, mens jeg dog har mærket de andre mænds dømmende blikke: Sidder han virkelig der og læser dameblade? En mand? ... de har bare været misundelige. Vi vil jo alle gerne vide, hvad kvinder i virkeligheden tænker på.

I den forbindelse har jeg endnu en indrømmelse: Jeg har over 4.500 indlæg på Womans gamle debatforum, Jubii. Jeg har skrevet spalte op og spalte ned om alt fra utroskab til ”hvor længe skal man vente med at ringe efter første date?” til håndtering af utålelige naboer. Jeg elsker at skrive om sådan nogle ting!

Så hvad er det, jeg kan tilbyde? Jo. Jeg har en skarp og satirisk pen. Jeg forestiller mig, at jeg kan fungere som et slags enmands mandepanel – gennem mig ville I altid have adgang til en maskulin vinkel på tingene. Jeg kan skrive artikler om spillet kønnene imellem, datinglivet, bylivet, hvorvidt tatoveringer er fedt eller ej, om førnævnte tatoveringer kan være feminine, om der er en sammenhæng mellem antallet af piercinger og hvor vild man er i sengen, etc. Og så kan jeg kan engang imellem skrive ting, der får folk til at grine. Ja, også kvinder. Her vil jeg gerne henvise til min fantastiske blog, Sandheden om alt. Blandt andet mine skriverier om Twilight-filmene tænker jeg kunne falde i jeres smag: http://sandhedomalt.blogspot.com/2009/09/twilight-er-en-stor-kop-nederen-lige.html og http://sandhedomalt.blogspot.com/2010/04/twilight-new-moon-opsummeret-i-tre.html .

Ikke udelukkende hat og briller
Min faglige baggrund finder jeg i mere end internetdebat og blogging. Jeg er kandidat i medievidenskab med suppleringsuddannelsen i retorik og formidling fra det glorværdige Aarhus Universitet. Jeg kommer netop fra et tremåneders barselsvikariat som kommunikationsmedarbejder ved [...] ... skrev nyhedsbreve, der blev læst af over 2.000 virksomheder ... i to år chefredaktør for [...], et medietidsskrift drevet af frivillige studerende. [...] ... håndtere seriøst journalistisk arbejde.

Personligt
Jeg er bosat i midten af Århus, men jeg er villig til at flytte for det rigtige job. At ansætte mig i denne stilling er selvfølgelig et sats på grund af mit køn og alt. Men det er et sats, som I ikke vil fortryde. Lad mig overbevise jer om det til en samtale.

Dagbog: En dag jeg (sandsynligvis) aldrig glemmer
Nu er jeg jo et utroligt overfladisk menneske, og der er ikke rigtig noget, der gør indtryk på mig. Og jeg er glemsom. Og jeg har ikke nogen sjæl. Men jeg vil alligevel sige dette: Dengang jeg mødte min sidste kæreste ... det ... kan jeg sådan svagt huske. Og de dele, jeg ikke kan huske, har jeg ikke noget problem med at lyve om!

Hun hed Tanya. Vi var begge engagerede i et stykke amatørteater i det nordlige Århus. Jeg som musiker – jeg sad bag klaveret i orkesteret – og hende som den kvindelige hovedrolle. Jeg mødte hende på dagen for vores generalprøve, efter hvilken vi skulle have en fest. Nu havde jeg selvfølgelig set hende før, men musikerne havde egentlig øvet for sig det meste af tiden, og vi havde ikke snakket sammen før. Men så var der generalprøve, og så satte hun sig ned ved siden af mig.

Og der sad hun så. Og hun havde store, fyldige æblekinder. Faste, men alligevel kvindelige, frodige former. Spraglet rødt, tydeligvis farvet hår. Et stort smil afslørede en nydelig række af mælkehvide tænder.

Jeg husker tydeligt, at vi sad tæt og sådan helt tilfældigt kom til at have mere kropskontakt, end man normalt ville have. Måske faldt min arm lige ned et sted, hvor den sådan halvt rørte hendes lår. Måske rykkede hun lidt tættere på mig. Der var et eller andet i luften. Lige før prøven var jeg så ude i baglokalet, hvor selvsamme pige fra før snakkede om, at vi alle skulle have noget tequila til festen om aftenen. Det ville hun stå for. Men om der ikke var en, der kunne tage citroner og salt med? Og der sprang jeg så til. Citroner og salt. Som den verdensmand, jeg er, kan jeg da nok godt lige levere nogle citroner og noget salt!

... hun glemte tequilaen. Jeg stod med mine citroner og salt og lignede en nar.

Men så var der heldigvis alligevel noget tequila i et skab, og søde alkoholtåger opstod.

Jeg sad og var cool og snakkede med nogle mennesker, da hun nærmede sig.
- ”Hey, Lynge, jeg har tænkt på – hvad hedder du egentlig rigtigt?”
- ”Jeg hedder Lynge rigtigt. Det er mit navn.”
- ”Jo, ja, men jeg tænkte på dit FORNAVN.”
- ”Lynge ER mit fornavn.”
- ”Det kan man jo ikke hedde.”
- ”Ahr! Det kan man nu godt. Det kan man nu godt. Der er for eksempel ... MIG, der hedder det til fornavn.”
- ”Haha, meget sjovt, nu skal vi rigtig tage røven på dumme Tanya og bilde hende alt muligt ind. Nu skal du fortælle mig, hvad du rigtigt hedder.”
- [finder kørekort frem] ”Lynge. Jeg hedder goddamn Lynge. Det er mit navn.”
- ”Guuuuuud, du HEDDER Lynge!! Du har fandeme et mærkeligt fornavn, Lynge. Og efternavn, egentlig. Du har et mærkeligt navn. Og hvor ser du dum ud på det her billede!”
- ”Tak, tak. Nå, men Tanya. Jeg har tænkt på. Hvad hedder du egentlig til fornavn?”

... jeg var selvfølgelig solgt. Og det var hun åbenbart også. Det varede ikke for evigt, men det var nogle smukke 14 dage, vi efterfølgende var kærester.

Ok, vi var kærester i lidt over et år. Men det var stadig smukt, når vi ikke rev hovederne af hinanden. Ah, fortiden. Fortiden er bedst!


[Jeg er ekspert i alt på denne forside]

Jeg fik ikke jobbet. Men ærlig talt ikke? Jeg føler lidt, at det er Woman, som er gået glip af noget her. Hvordan kunne de ikke se det smukke i det ovenstående?

Det KAN selvfølgelig også være det med, at de gerne ville have en kvinde. Hvem kunne også vide, at de faktisk mente det seriøst?

Næste gang regner jeg med at søge en stilling som ingeniør. Eller iransk tolk! ALLE har brug for mig, selv om de ikke selv ved det, og derfor får alle en goddamn ansøgning. Jeg kan virkelig ikke spilde min tid på at bekymre mig om, at jeg ikke har det rigtige køn eller den rigtige uddannelse til de jobs, der er derude. Den slags detaljer må nogle andre ligge og rode med. Jeg ved bare, at alle har brug for sådan en som mig. Også dig.