Gymnasiereunion

Jeg har snart 10-års reunion med min gamle gymnasieklasse. Man er allerede gået i gang med at planlægge det på en dertil indrettet facebookgruppe. Og jeg koldsveder over at dukke op til arrangementet, fordi jeg mistænker det for at være en konkurrence om, hvem der har fået flest voksenpoint siden sidst. Og selv om jeg har samlet lidt point sammen hist og her, så har jeg jo ikke point endnu, hvor det VIRKELIG tæller. Her er hvordan jeg frygter, at den reunion kommer til at forløbe.

 - Efter den gymnasiereunion kommer jeg til at skamme mig lige så meget som Michael Fassbender. -

I det følgende lille drama er alle karakterer fiktive. Undtagen Julie og Lynge. Og alle de andre.

Alle sidder omkring et stort rundt bor i et nydeligt hus et sted i Aalborg. Julie taler, og alle lytter interesseret på hende. Lynge har været bemærkelsesværdigt stille hele aftenen.

Julie: ... og SÅ blev jeg færdig med at arbejde for verdensbanken i Mozambique, da jeg købte hus i Vojens og skulle have mit tredje barn. Jeg har faktisk et takkebrev fra deres præsident liggende ude i berlingoen, fordi jeg reddede deres nationaløkonomi. Men nok om mig! Hvad med dig, Lynge, hvad har du så lavet, siden sidst vi sås? Jeg synes, at du er så stille i aften!

Lynge: Jamen, det er sjovt, du siger det. Jeg har også arbejdet for verdensbanken i Mozambique! Og fået tre børn. Julius, Klara-Amalie og lille August-Bernini. De sidder og hækler ude i bilen sammen med min kone.

Julie: Det er jo løgn, Lynge.

Lynge: Nej! Det er ...

Julie: [afbryder] Jo, det er.

Lynge: Ja, okay.

Julie: Du har jo ikke arbejdet for verdensbanken i Mozambique.

Lynge: Nej.

Julie: Du har heller ikke fået nogen børn, vel?

Lynge: Nej.

Julie: Du har bare ligget på sofaen og drukket øl, ikke? Hjemme i din lejlighed, som du LEJER og altså ikke EJER, ikke? Du har hverken bil eller kone, og faktisk er du kærester med en ung og fjollet pige, som du kun har kendt i et par måneder, ikke?

Lynge: Jo.

Julie: Lynge, du har ikke et eneste voksenpoint. Nu skal du gå hjem og skamme dig.

Lynge: Jamen?

Julie: Nu!

Lynge: ... ok. :-(  [forlader grædende festen]

Voksen-dilemma: Hvad kan man tillade sig at skrive på nettet?

HVIS der stadig skulle være en eller to derude, som ved et tilfælde bevægede sig ind på denne i alt for lang tid stendøde blog og undrer sig over, hvad der er sket med den tidligere så (ekstremt u)produktive forfatter, så vil jeg da gerne lige sige dette:

Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.

Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx

”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”

“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”

...

... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.

 - Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -

Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:

Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.

Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.

Trøjborg: Plads, træer og en spirende voksenfornemmelse i brystet!

Ih, hvor er her stille herinde. Men det er der heldigvis en god grund til: Jeg har været travl. Travl med livet, travl med at blive stor som et hus og travl med at flytte alt mit habengut og mine vintageplakater af Butch Cassidy and the Sundance Kid op på Trøjborg. Ja, jeg er flyttet på Trøjborg! Det ligger i det nordlige og ekstremt pæne og voksne Aarhus. Og det passer mig godt. Det gør det. Altså, fordi NU er jeg sgu voksen. Det er man, når man flytter på Trøjborg i gigantiske lejligheder uden EL, når man handler i Løvbjerg, og når man ikke bare kan forfalde til 7-11, hvis man har glemt at købe ind. Nu skal jeg fortælle lidt om det hele.

Trøjborg. Her er så spændende på Trøjborg. Forleden forvildede jeg mig ind i Trøjborgs svar på SuperBrugsen: Løvbjerg. Og Løvbjerg, det er lidt lissom en gigantisk, mega-dyr Netto. Ligesom i Netto er der også bare rigtig grimt i Løvbjerg. I Løvbjerg gider de sgu heller ikke sætte tingene op på hylder eller tage dem ud af de paller, som de kommer i. Nej, lortet bliver bare stablet op oven på hinanden i en brun symfoni af fugtigt pap og slidt interiør. Et par medarbejdere render rundt og smider ting oven på hinanden med et friskt “Kan jeg hjælpe dig?” smukt broderet på ryggen, der står i gabende kontrast til deres laskede attitude og stendøde øjne. Men i det mindste slap jeg kun 500 kroner for en pakke havregryn og to liter mælk.

Og SÅ kom jeg tilbage til skoven og den friske havluft, og pludselig havde jeg glemt alle mine bekymringer og kunne kun tænke på spirende liv og sexede små havfruer.

Trøjborg. Der er så grønt, så grønt. Og så stille. Jeg kan høre mig selv trække vejret lige nu. Ind. Ud. Ind. Ud. Kan du mærke, hvordan mit rolige Trøjborg-åndedræt også gør dig lidt mere rolig og voksen lige nu?

 - Der er sygt mange træer, hvis man står på min altan og kigger til højre. Rigtig, rigtig mange træer. Altså, som i seriøst mange. -

Trøjborg. Indledningsvist var jeg meget bekymret over at flytte væk fra den 7-11, der lå 50 meter fra min gamle bopæl i den dumme, unge og uansvarlige midtby. Altså, hvad hvis man lige stod og manglede en liter mælk klokken 11 om aftenen? Men så blev jeg enig med mig selv om, at det var en del af at blive voksen og ansvarlig. Hvis man ikke kan huske at købe mælk inden for normale åbningstider, SÅ HAR MAN IKKE FORTJENT NOGET MÆLK. Så må man gå tørstig i seng! Eller stå om morgenen med en skål havregryn uden mælk og ligne en stor, mælkeløs nar. Sådan er det at være voksen. Ligesom det der med, at hvis man er gammel nok til at LAVE børn, så er man satme også gammel nok til at FÅ dem. Væk med den fri abort! Og væk med den frie mælk.

Det der med, at man ikke bare lige kunne vade over i 7-11 og købe bajere i tide og utide, det ville også være skidegodt til at bekæmpe min spirende alkoholisme. Så når der ikke er flere øl tilbage, så ER der faktisk ikke flere øl tilbage. Og så må man gå i seng. Med hænderne over dynen i aflåst sideleje, ligesom alle de andre rigtige voksne på Trøjborg.

...

… nu har jeg så erfaret, at der ligger en døgnåben Statoil-tank omkring fem meter fra min nye lejlighed. Det er som om, at Gud gerne vil have, at jeg resten af mit liv forbliver en infantil, alkoholisk idiot, der ikke kan finde ud af at købe ind inden for normale åbningstider, Trøjborg eller ej.

 - Røv-grim Statoil-tank ødelægger min nye, voksne livsstil og venstre side af min udsigt til alle de lede træer! Bemærk dog, at der stadig er en del træer i baggrunden. - 

Men Trøjborg. Folk kigger på en med et skævt smil og et sigende blik: “Ja, jeg bor også på Trøjborg. Her er rimeligt fucking nice. Har du nogensinde set så mange træer i dit liv?” Og så vader de videre med deres hornbriller og vintage barnevogne.

Trøjborg. Jeg ligger og græder mig selv i søvn hver aften heroppe. Halvt af glæde over at bo på Trøjborg, halvt fordi der er så sygt meget græs på Trøjborg, der går LIGE i min høfeber.

Trøjborg. Jeg har pludselig mere plads, end jeg på nogen måde kan bruge. Det her Trøjborg-pis, det er et overflødighedshorn af plads. Det er det! Der er dog ingen EL. Hele Trøjborg er bygget engang i 30’erne, og der tænkte man sgu ikke på den slags. Der er måske to stikkontakter i hele min gigantiske lejlighed, og hvis man tænder for den ene, så ryger strømmen fra den anden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge alt det plads til? Måske til en form for vindmølle, så jeg kunne få noget mere EL? Eller nej, indendørs vindmølle, det er retarderet. Men hvad så? Hvis jeg såede noget græs inde i mit soveværelse, kunne jeg måske leje det ud som tennisbane eller noget.

 - Jeg har aldrig set så meget plads i mit liv. Hvad skal jeg stille op med den lede altan!? - 

Trøjborg. Der er EN bar, der er nøjagtigt lige så snusket som alle barerne i midtbyen. Til gengæld er den dobbelt så dyr.

Trøjborg. Jeg er meget lykkelig. Og jeg har ikke engang prøvet den lede lokale isbar endnu!