Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.
Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx
”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”
“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”
...
... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.
- Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -
Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:
Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.
Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.
4 kommentarer:
Screw dit job. Vi er faktisk nogle der har brug for de blogindlæg!!
Jeg sætter stor pris på opbakningen! :-)
Og hvad med dine medundervisere, hva Lynge? Hvordan tror du vi har det, når du laller rundt herinde og sætter hele universitetet i forlegenhed med dine umodne kommentarer og kvindenedgørende indlæg? Næ, guderne forbyde at vi skal kunne anskues som andet end en samling gamle, tørre, hvidskæggede klogeåger...
Ja, jeg bliver nødt til det "LOL". Det er den slags man ikke må skrive, når man bliver voksen. Jeg går ud fra at jeg nu på nymodens hipster-vis skal undskylde for mit udbrud og sammenligne det med situationen, hvor man slipper en indiskret højtalerprut i en fyldt elevator på snegle-vandring fra 1 til 27'ende etage.
Men nej: Jeg siger det på barnlig teenage-pige vis "L.O.L.". Jeg har forsømt at læse din blog, men har lige opdaget, at det faktisk er et nødvendigt vitaminindskud af ironi og sarkasme.
Måske skulle du patentere det og sælge det til livstrætte postmodernister?
Send en kommentar