Voksen-dilemma: Hvad kan man tillade sig at skrive på nettet?

HVIS der stadig skulle være en eller to derude, som ved et tilfælde bevægede sig ind på denne i alt for lang tid stendøde blog og undrer sig over, hvad der er sket med den tidligere så (ekstremt u)produktive forfatter, så vil jeg da gerne lige sige dette:

Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.

Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx

”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”

“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”

...

... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.

 - Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -

Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:

Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.

Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.

Stor idioti, del 2

Her i weekenden var jeg i København, og derfor havde jeg den umådelige fornøjelse at køre i tog sammenlagt i 8 timer. Når man sådan sidder i et tog, er det engang imellem lidt svært at lade være med at overhøre, hvad andre mennesker sidder og lukker ud af deres ædespalter. :-)

TUREN TIL KØBENHAVN
Jeg sad i toget og forsøgte at passe mig selv. Det var imidlertid fuldstændig umuligt at lukke af for den samtale, der fandt sted i nærheden af mit eksil. En smart Århus-dreng fra det enormt prestigefyldte AARHUS UNIVERSITET havde udset sig en intetanende (og intetfattende) fynsk gymnasieelev som mål for sine uendelige reserver af charme.

Jeg fik aldrig fat i, hvad nogen af dem hed. Jeg forestiller mig dog, at han hed Morten, og at hun hed Patricia. Situationen udspillede sig cirka sådan her:

Morten: [indsæt en times ævl om, hvor fed Århus og Universitetet og Morten er her.]

"... og det sidste punktum blev bare sat en time før vi skulle aflevere opgaven eller sådan noget, og så fik vi 10 alligevel! Det var bare totalt fedt, eller nudethedder."

Patricia: "Nej, hvor fedt!"

Morten: "Ja, det var højere end alle de andre, der ikke havde siddet i sidste øjeblik og arbejdet."

Patricia: "Ejmen jeg er også bare dårlig til at komme i gang med mine afleveringer. Sidder også altid i sidste øjeblik, når jeg sk ..."

Morten: (afbryder) "Ja, og det er bare SÅ meget værre på UNIVERSITETET, fordi der har man jo SELV ANSVARET for at komme i gang, og det er bare mega hårdt, men jeg klarer det jo meget godt alligevel, for vi har også LÆSEGRUPPER, og der kan man lissom støtte hinanden lidt og sådan noget."

Patricia: "Ja, jeg ...

Morten: "Noget andet der også er anderledes er FREDAGSBAR. Folk er bare mega gode til at støtte op om det, fordi man jo ses så sjældent ellers, og så kan man jo komme op i fredagsbaren. Den er bare mega fed, og så mødes vi bare og snakker om vigtige uni-ting."

Patricia: "Det lyder fedt. På mit gymna..."

Morten: "Det er det også. Hør, jeg kom lige i tanke om en sjov ting. Altså, sidste gang jeg kørte i tog, ik'? Man oplever bare de sjoveste ting i sådan et tog. Nåmmen så sad mig og min makker så overfor den her tyrkiske mor og hendes søn. Og så sad vi bare og legede med ungen hele vejen! Det var bare vildt sjovt og jeg fik bare virkelig nedbrudt nogle fordomme og jeg fandt samtidig ud af, at jeg er helt vildt god til børn. Og så blev hende den tyrkiske mor så glad for mig og min makker, at hun tilbød, vi kunne crashe hos hende, hvis vi manglede et sted."

Patricia: "Nej, hvor sødt! Hun lyder til at ha' været meget gæstfri."

Morten: "Klart. Men apropos det med øl og sjov i gaden, ik'? Så har vi det her sted i Århus, hvor man bare kan drikke helt vildt billige øl. Det hedder Kurts mor."

Patricia: "Øh ... nå. Ja, jeg går da ud fra, at man altid kunne starte ..."

Morten: "Ja, det er bare vildt fedt. Og så har de helt vildt længe åben. Der er super fedt i Århus. Og på universitetet. Det hele er bare så fedt, og jeg er bare så glad for at være en del af det. Fedt, fedt, fedt. Århus, Århus, Århus. Må jeg i øvrigt få dit nummer?"

(undertegnede springer ind fra sidelinjen og sparker Morten adskillige gange i hovedet) "NNNNNEEEJJJ!!! DU MÅ FÅ 100 KARATESPARK I HOVEDET!! DET ER DET, DU MÅ FÅ!!! JEG HADER DIG OG ALLE DU KENDER!!1!1 BRÆND I HELVEDE, DIN PIKSPILLER!!!"

Resten af togvognen takker mig for min heltemodige indsats. Dronningen sidder tilfældigvis et par pladser foran og har hørt det hele, hvorfor hun indstiller mig til ridderkorset med det samme.

...

... ville have været handlingen i den bedste af alle verdener. Verden er imidlertid dårlig, som vi alle ved. Jeg valgte at sidde indebrændt med helt hvide knoer og tage NOTER til det tåkrummende mundlort, der kæmpede sig vej ud af kæften på den her naragtige opkomling. Det endte sådan her:

Patricia: "Ejmen jeg skal også til at af nu, alzzå."

Morten: "Du må lige komme forbi Århus på et tidspunkt, det kunne bare være mega fedt. Skal vi udveksle numre?"

Patricia: "Det kan vi godt" (noterer hans nummer ned)

Morten: "Så må du ha' det. Hej."

(undertegnede sender Patricia et blik, der kan dræbe, da hun forlader vognen)

...

Idioter som Morten giver Århus et dårligt ry.