Kim Skotte starter sin anmeldelse med at fremhæve Pacific Rims dybe fokus på fortælling og årsag-virknings-forhold. Han skriver: ”Men for en gangs skyld får man også en forklaring på monstrenes kedelige opførsel i storbyrummet. Men vil man have dén forklaring, må man selv se kulminationen på Guillermo del Toros ’Pacific Rim’.”
Altså. Kim. Man kan også bare se Independence Day, hvor forklaringen er nøjagtig den samme, nærmest ned til de ordrette formuleringer og detaljer.
ELLER man kan se The Avengers, hvor der på nøjagtigt samme facon er et portal til en anden verden, som der strømmer nederen ud af, og hvor Robert Downey Jr. på nøjagtigt samme vis med de nøjagtigt samme 3D-effekter går ind i hullet i robotform, leverer en atombombe lige i ansigtet på de nederen fyre på den anden side og selv er ved at dø i processen. Forskellen er bare, at Robert Downey gør det med en milliard gange mere charme end uduelige Charlie Hunnam, hvis overlevelse var så uspændende og ligegyldig for mig, at jeg nærmest ikke kan beskrive det. Der er i praksis INGEN forskel på slutningen af The Avengers og Pacific Rim, bortset fra at Avengers kom først og gjorde det med mere interessante karakterer og en eller anden form for humor og hjerte.
- Downey som Iron Man. Dengang robotter havde stil. -
Skotte fortsætter: ” ’Pacific Rim’ er grandios og i 3D, men det er ikke en lækker og sømløs storslåethed som den, computermekanikperfektionisten Michael Bay rutinemæssigt leverer. ’Pacific Rim’ er hele tiden en anelse kaotisk og mere optaget af skæve indfald end skudsikker narrativ logik. Det betyder på minussiden, at ’Pacific Rim’ simpelthen ikke er lige så bevidstløst spændingsmættet som en normal amerikansk action-film af denne kaliber. Man skal lade sig fortrylle snarere end bare lade sig rive med ...”
Her har Kim vitterligt drukket af natpotten. Altså, så vi overhovedet den samme film? Der går eddermame ikke mange minutter, hvor robotter og monstre ikke udveksler ørkesløse kæberaslere i en uendelighed. Og hvilke skæve indfald? De få fredfyldte minutter uden kæberaslere bruges på scener i stil med denne:
Vi er i modstandsbevægelsens hovedkvarter. Kameraet hviler på den tilbageholdne og kontrollerede japanske, kvindelige kampsportsekspert. Hun holder på facaden, men gemmer tydeligvis på en storm af følelser, vrede og sårbarhed inden i. Genskinnet fra de rå lysstofrør falder ubamhjertigt på hendes perfekt klippede sorte pagehår, der er farvet en lille smule blåt ude i spidserne, tydeligt manga-inspireret. Hun er sexet, fordi hun er en nørd, men samtidig kan tæve alle. Hun kigger på den rå, mandlige helt med en vis skepsis.
”Min vurdering er, at du er uegnet til denne mission”, siger hun. ”Du er for spontan og uforudsigelig. Du sætter andres liv i fare med din hensynsløse og ugennemtænkte opførsel.”
Vores mandlige helt er ked af, at den sexede japaner ikke med det samme er faldet for hans skægstubbe og hundeøjne. Han anlægger dog hurtigt en strategi, ser pludselig filosofisk ud og trækker så erfaringskortet. ”Well”, siger han, ”jeg tror, du vil finde ud af, at i kamp bliver du nødt til at træffe hurtige beslutninger.” Det filosofiske vender sig til en mere forpint grimasse, mens han stirrer ud i horisonten. ”Og så bliver du nødt til at leve med konsekvenserne af de beslutninger.”
Et powerful statement, der skuer både mod fortiden og fremtiden. Det er sørgeligt, fordi hun ved, at han har mistet sin bror i kamp. Samtidig er det vildt sexet, at han slet ikke er hensynsløs, men faktisk totalt tager ansvar, jævnfør det med konsekvenserne, samtidig med at han er lidt forpint, mystisk og spændende. Det går lige i trussen på den ellers så kontrollerede japanske kampsportsekspert. Erfaringskortet. Det kan hun ikke sige noget til – hun har jo ikke nogen erfaring selv! Ligesom alle andre japanere har hun al sin viden fra bøger, papirpamfletter og brugsanvisninger og ikke praksis. Åh, hvor er den dumme amerikaner dog dum! Eller er han i virkeligheden også lidt sød? Er det en begyndende romance, vi fornemmer? Er det faktisk sådan, at den stramme japanske kvinde savner noget ukontrollabelt i sit liv i form af denne spontane, men alligevel herre-konsekvenstagende forpinte, skægstubsbærende amerikaner?
Er det måske endda sådan, at ALLE japanere i virkeligheden ligner noget ud af en manga-tegneserie, er lidt for fortabte i deres kontrollerede overflader og faktisk ALLE har brug for sådan en spontan, handlekraftig amerikaner til at forløse dem? Ja, jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig op til flere gange, efter jeg har set Pacific Rim. Det har den da. Der må jeg være ærlig.
- Kontrolleret og skarp uden på, men dybest set en usikker lille pige inden i. Åh, de japanere. -
Og så de goddamn videnskabsmænd. Jeg har før været inde på deres usjovhed. Noget helt andet er deres dynamik, der er IDENTISK MED HOVEDPERSONERNES. Den ene videnskabsmand er også en tand for meget i sine følelsers vold, mens den anden er alt for kontrolleret. Igen skal den kontrollerede fyr, der selvfølgelig har britisk/tysk accent, lære af den spontane, handlende amerikanerfyr og give slip på sine hæmninger, hvilket bliver hele filmens mantra: You gotta rock out with your cock out, American style, hvis du vil vinde over nogle store monstre! Og dette budskab endda leveret af en mexicansk instruktør. Den smertefulde ironi er ikke til at bære.
Altså, hvordan kan de danske anmeldere ikke se det torske-imbecile i det her set up? Hvordan kan de ikke være ved at rive deres ansigter af i pinsel over at opleve så store klichéer blive leveret så talentløst? Er deres hjerner, kritiske sans og gode smag smeltet fuldstændigt væk i sommervarmen? Pacific Rim ER. SÅ. DÅRLIG!! Jeg kan ikke understrege det nok. Der er FLERE dårlige ting ved den, end dem jeg har nævnt her. De står på lur bag ved hver eneste åndssvage dræberrobot i den her hjerneblødning af en film. Nu bliver jeg nødt til at stoppe, før jeg koger over i raseri over verdens forfald.
7 kommentarer:
Hej Lynge
Du kan ikke lide Pacific Rim, fordi den lægger sig op af Anime-genren, og fordi du ikke ved noget om (eller føler noget for) Anime.
Måske er filmen dårlig og skuespillerne talentløse, men flere af dine sure opstød afslører din manglende forståelse af (eller indsigt i) japansk tegnefilmskultur.
- Mvh Thomas
Hej Thomas,
Øh. Bum-bum. Nu er du jo ikke så flink til at fortælle mig, HVORDAN mit indlæg afslører, at jeg ikke ved noget om Anime-genren. Eller hvad det er ved den japanske tegnefilmskultur, som jeg ikke har indsigt i. Så min kommentar til dit indlæg må blive: Nå.
Eller okay, lad mig dog alligevel lige hurtigt sige tre ting:
1) Jeg håber ikke, at Anime-genren leverer så hjernedøde kulturelle stereotyper som Pacific Rim, og jeg tvivler på, at den japanske tegneseriekultur forherliger den amerikanske pikken-ud-af-bukserne-og-skide-være-med-det-og-vi-er-i-øvrigt-alle-de-andre-nationer-overlegne-kultur på samme måde, som Pacific Rim gør.
2) Ting bliver ikke mindre åndssvage af, at det ligger i genren, at de skal være åndssvage.
3) Det er dig, der er Signes kæreste, ikke? Hun siger, at du ikke har set filmen endnu? Hvad med at du i det mindste så filmen, før du belærte mig om, hvad jeg ved og ikke ved og hvorfor jeg synes, som jeg gør? :-)
Nu var det heller ikke for at lyde som en arrogant idiot, der ville forsøge at belære dig på nogen måde. Min pointe var såmænd blot, at noget "der synes" åndssvagt både kan give fin mening og virke begavet, hvis man har den rette forståelse/indsigt i det.
Lad mig komme med et eksempel: Duellen i slutningen af The Good, the Bad and the Ugly er efter min mening noget af en filmperle, men for én, der ikke kender til Western-genrens duel-mentalitet, ville det måske virke åndssvagt, at skurken ikke bare pløkker Clinten i smadder så snart han har skrevet, hvor guldet er.
Hvis du er enig i mit eksempel, må du også være enig i, at det er ret sandsynligt - når man sætter sig ind og ser film om kæmperobotter, der tæsker løs på monstre - at den film trækker på en tradition af fortællinger, som har deres egen mentalitet og "virkelighedsmuligheder".. Og med den erkendelse synes jeg måske godt, at man (læs: du) kan være en lille smule mere ydmyg i måden, hvorpå man imødekommer en film, hvis mentalitet kommer fra en helt fremmed kultur.
- Derfor kan du selvfølgelig sagtens have ret i at filmen er dårlig. Der findes allerede et utal af eksempler på, hvor svært det er at mestre den adaption at oversætte Anime til Hollywood. Men når andre prominente anmeldere roser filmen, så tyder det (måske) på, at du mangler én eller anden vinkel på tingene, som de andre åbenbart har (de har i hvert fald været i stand til at nyde filmen mere, end du har).
Og med den erkendelse burde du måske give filmen en chance til? Du kan tage med mig ind og se den d.12 , så tager vi en snak om den bagefter ;)
Hehe. Thomas, jeg synes jo, det er lidt sjovt, at du hårdnakket forsvarer en film, som du ikke har set. Du vil rigtig gerne have, at det her er en god film, vil du ikke? Det kan jeg godt forstå. Det ville jeg også, før jeg så den. Jeg sad til en grill-komsammen fredag aften, før jeg skulle ind og se Pacific Rim. Til den komsammen var der en fyr, der sagde, at han havde set den, og at den var forfærdelig. Han havde været i biffen med otte andre fyre den anden dag, og de havde alle hadet den. Det blev jeg ret irriteret over, fordi jeg virkelig gerne ville have, at det var en god film, som jeg havde brugt 230 kroner på at købe billetter til til mig og min kæreste. Jeg tænkte, at han måtte tage fejl, og at den VAR god. Den havde trods alt fået 7,7 på IMDb.
Men det var den bare ikke. Den var mega dårlig. :-)
I forhold til det, du siger: Jeg er helt med på, at film om kæmperobotter mod monstre trækker på de gamle japanske monsterfilm og i øvrigt animé-genren. Det undskylder bare ikke de flade karakterportrætter, de lade replikker, de mislykkede forsøg på humor og det dårlige skuespil. Hvis de episke kampe mellem robotter og monstre havde været akkompagneret af spændende karakterer, humor og god dialog, så havde det været noget helt andet. I dit eksempel, The Good, The Bad and The Ugly, er der jo netop fede karakterportrætter og cool dialog, altsammen akkompagneret af et soundtrack, der er så gennemført, at det er blevet ikonisk for hele westerngenren. Når man først har fede karakterer, som publikum gider at engagere sig i, så kan man slippe afsted med rigtig meget – selv manglende genrekendskab hos publikum, hvis der virkelig skulle være en enkelt, der ikke kender til klassiske western-dueller. Pacific Rim har bare nogle tordnende ligegyldige hovedpersoner, der siger lade ting, og derfor kommer alt det andet til at virke så meget desto mere åndssvagt. Hvis dårlige karakterportrætter og elendig dialog er en del af animé-genren, så er animé-genren med al respekt ikke værd at bruge tid på. For mig om ikke andet. Jeg værdsætter bio-invitationen, men det er lidt besværligt, når du bor i Aalborg. Jeg har det svært med at skulle betale 500 kroner for tog frem og tilbage og ny biobillet for at se en film, som jeg har set, og som var tæt på at få mig til at sætte ild til biografen i raseri. :-D Men giv endelig et pip her, når du har set filmen. Til den tid vil det nok også være lettere for dig at gå i dialog med mig omkring filmen, og i øvrigt vurdere om jeg faktisk bør give den en chance mere – trods alt. :-)
I stedet for at bruge tiden på at hade Pacific Rim ( Ja det lyder som en dårlig pornofilm med hang til det anale )og IMDB fordi den én gang har svigtet dig :-) Hvad med at se de gode film Del Tror har lavet??
Ud over Pan's Labyrint, har du set http://www.imdb.com/title/tt0256009/ & http://www.imdb.com/title/tt0104029/?ref_=nm_flmg_dr_14 ?? :-)
Og tak for en velskrevet anmeldelse - jeg trak på smile båndet og glæder mig til at se om det er noget makværk :-D
Mvh
MAds
Hey Lynge. Vil du ikke nog please please lave en anmeldelse af World War Z?
KH to hengivne læsere
Send en kommentar