Pacific Rim er rædsom og IMDb er død for mig

Hvad gør man, hvis man gerne vil undgå at se rigtig, rigtig dårlige film? De film, hvor man dør en lille smule inden i for hver ligegyldig, klichéfyldt replik, og man sidder og venter på bedre tider, der aldrig kommer?

Jo, der er forskellige måder at undgå de allermest tåbelige film på. Man kan for eksempel se en trailer, tjekke instruktørens andre værker ud eller læse et par anmeldelser eller ratings. Det plejer at virke for mig (hence the silence on this blog). Den strategi slog imidlertid eklatant fejl i går, hvor jeg var inde at se Pacific Rim.

 - Se for guds skyld aldrig denne film. -

Jeg indrømmer, at jeg var hurtig på tasterne, da jeg bestilte billetterne. Jeg havde aldrig hørt om filmen før, og jeg nøjedes med at tjekke instruktør og filmens IMDb-rating. Jeg så godt, at det var noget med robotter, men det er ALT jo nu om dage - Iron Man 1-3, Prometheus, Avengers, Transformers, etc. Den var instrueret af Guillermo del Toro, der er fyren bag mesterværket Pans labyrint, og Pacific Rim havde en rating på 7,7 på IMDb, hvilket er helt pænt (til sammenligning har en hæderlig Tarantino-klassiker som Jackie Brown 7,5). Historisk set har man aldrig helt kunnet vide med de ratings, men vurderinger på 7,5+ har som regel betydet, at filmen har haft EN eller anden kvalitet, og at skuespillet i det mindste har været acceptabelt. Sammen med den spændende instruktør var det nok til at få mig til at trykke på aftrækkeren og bestille billetterne.

Pacific Rim var og er ikke desto mindre helt og aldeles horribel. Det er uden sammenligning den værste film, jeg har set i årevis. Jeg har vitterligt intet positivt at sige om den. Selv effekterne var noget, man havde set før i mere interessante sammenhænge.

Pacific Rim handler basalt set om, at der er en sprække i dybet af stillehavet, hvor Godzilla-agtige væsner bliver ved med at dukke op. I starten pløkker man de her Godzilla-drenge med kampfly, men det med at skyde monstrene fra sikker afstand med stinger-missiler bliver åbenbart hurtigt gammelt. Derfor bygger man nogle GIGANTISKE, ATOMDREVNE DRÆBERROBOTTER, der kan gå ind i en god gammeldags NÆVEKAMP med monstrene og uddele en masse KÆBERASLERE i stedet for.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

...

Af uransagelige årsager er det umuligt for EN person at styre sådan en dræberrobot, så man skal bruge TO TANKE-KOMPATIBLE PERSONER til at styre en robot. De to personer står så som et par ledningeopkoblede synkronsvømmere oppe i hovedet på robotten og laver synkrone kæberaslere ud i luften. Man afgør om to mennesker er tankekompatible ved at finde ud af, om de er LIGE GODE TIL AT TÆVE HINANDEN MED EN KÆP I JUDO.

 - Synkronsvømning i hovedet på en kæmperobot. Minder i virkeligheden meget om en omgang Dance Battle? -

Når det så gang på gang viser sig, at monstrene fra havets dyb er HELT OG ALDELES IMMUNE OVER FOR KÆBERASLERE, så har dræberrobotterne nogle esser i ærmet: De kan fx aktivere en JETMOTOR PÅ ALBUEN AF ROBOTTEN, så de giver en EKSTRA HÅRD KÆBERASLER. Når det så heller ikke virker, og monstrene i mellemtiden har smadret tre-fire dræberrobotter og i øvrigt halvdelen af Hong Kong – når MILLIONER AF MENNESKELIV ER GÅET TABT – så kan de resterende robotter gro et sværd ud af armen og hugge hovedet af monstrene. Eller tage deres kæmpe gun frem og skyde monstrene i hovedet, så de dør. Og hold nu op. Det er da klart, at de ikke åbner med det. Det ville jo bare være usportsligt!

 - Ligeglad med kæberaslere. Who knew? -

I dette fuldblodsretarderede set-up af monotone nævekampe mellem dræberrobotter og godzilla-monstre har vi så en række gennemført flade karakterer, hvis fortid, nutid og fremtid er så uendeligt ligegyldige og fladpandet serveret, at det får en til at længes efter de personlige fortællinger i Transformers-serien. Skuespillet er forfærdeligt, replikkerne elendige og filmen spiller på alle amerikanske klichéer om mænd, kvinder, russere og asiater, der eksisterer. Hovedpersonerne er inkompetent flankeret af to videnskabsmænd, der tydeligt er ment som comic-relief, men som får en til at græmmes – som malplacerede og pinlige indslag til en familiefest eller et bryllup. Sådan hvor man får en knugende fornemmelse midt i brystkassen, fordi det er rædsomt at være vidne til, når mennesker udstiller sig selv på den måde.

Jeg ved det godt: Det er min egen forbandede skyld. Jeg skulle selvfølgelig have sat mig bedre ind i sagerne, før jeg bestilte billetterne. Hvis jeg bare havde set en enkelt trailer, kunne katastrofen have været afværget. Men: Instruktøren bag Pans labyrint! SYV KOMMA SYV PÅ IMDB med HALVFJERDSTUSINDE STEMMER. Man kan tydeligvis ikke bruge IMDbs rating-system til noget som helst længere. Som overskriften erklærer: IMDb er fra nu af død for mig. Og DU er død for mig, hvis du kunne li’ Pacific Rim! Jeg siger det bare.