Et marathon i dum, del 2

Synet var dette:



... og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Jeg har taget en hellig tavshedsed. Nej, seriøst. Jeg beklager. Men sådan er det desværre. Hvis jeg siger noget, så ... jeg kan ikke tale om det. Eller jeg kan godt tale om det, men hvis du læser det nedenstående, er jeg desværre nødt til at slå dig ihjel. Jeg er perfekt, og jeg udrydder konsekvent alle beviser og personer, der kan sige det modsatte.

...

...

Fordi mine venner så ud, som det er skildret på exhibit A (se oven for), indså jeg hurtigt, at aftenen ville være uudholdelig som tilnærmelsesvis ædru. Jeg drak jeg mig hurtigt på niveau (og med det mener jeg over niveau), udstyrede mig med omtrent 100 glowsticks og gik ind til koncerten. Pludselig var alle omkring mig i bar overkrop, og jeg havde en skjorte på, der ret beset ikke var min. Det glemte jeg imidlertid og vadede ud fra koncerten, før den var slut, fordi jeg måske lidt følte, at der var opbrudsstemning (det var der ikke).

Så ringede jeg til min kammerat, jeg skulle overnatte hos. Han var på en bar på Istedgade, men boede på Sankt Hans Torv. Jeg tog straks en taxa til Sankt Hans Torv, fordi jeg vidste, at det var herre centralt - ligesom Istedgade! Så kunne jeg bare lige gå fra Sankt Hans Torv hen til Istedgade og få nøglerne af min kammy. Det virkede som en god idé på det tidspunkt (det var det ikke).

På Sankt Hans Torv imponerede jeg lige en pige med min overraskende evne til næsten at konstruere en sammenhængende sætning. Og fra Sankt Hans Torv tog jeg så en endnu en taxa til Istedgade, hvorfra min kammerat så var så elskværdig at gi' taxaen tilbage til Sankt Hans Torv igen efter en times tid på bar. Hvor jeg så vågnede den næste morgen i førnævnte skjorte, som jeg lige et kort øjeblik troede var min (det var den ikke).

Således.

Det, du skal spørge dig selv om i løbet af det næste lange stykke tid, er følgende: Er dette en konvolut med forsikringspapirer, som det jo ser ud til? Eller er det faktisk miltbrand?

Et marathon i dum, del 1

For et par weekender siden havde jeg en weekend, der var dummere end sædvanligvis. Det udspringer alt sammen af, at jeg er ved at blive helt utroligt gammel. Jeg har lige rundet endnu et år. Det var ikke det skarpe hjørne – og jeg kan i øvrigt heller aldrig huske, om det skarpe hjørne er 30, 40, 50 eller 80 – men vi er ved at være deroppe af. Det er der ingen tvivl om.

Nå, men fordi jeg er ved at være ældre end universet, pyramiderne og selveste paven, så griber jeg desperat ud efter glimt af den ungdom, jeg aldrig nåede at få (fordi jeg skulle arbejde så hårdt på mine forældres gård i al den tid). Jeg lod mig med andre ord lokke, da min nok dummeste og mest uopbyggelige ven foreslog, at vi da skulle til koncert med DJ Tiësto i København.

Nu tror/håber jeg ikke, at mine læsere rent faktisk ved, hvem DJ Tiësto er. Derfor vil jeg lige kort beskrive ham: DJ Tiësto er kongen af dum. Han er en hollandsk DJ, der har haft en vis succes med at hamre hårdtpumpende techno ind i øregangene på ... ja, på hvem, egentlig? Det havde jeg nok ikke gjort mig helt klart før Den Store Dag. Det skulle imidlertid blive helt klart. Klart som en skyfri himmel.


[Omtrent lige så klart som netop denne skyfri himmel. Så altså RET klart.]

DEN STORE DAG
Med det samme jeg steg ind i toget til København, registrerede jeg overraskende mange fyre i stramme iceman t-shirts. Naiv som jeg er, tænkte jeg, at toget selvfølgelig lige havde været i Randers, og der ser man jo bare sådan ud. Men så kom vi til Skanderborg og mange, mange flere fyre i stramme iceman t-shirts steg på. Og pludselig snakkede de allesammen om DJ Tiësto, mens de sad og kævede bajere. Endelig gik det op for mig. De skulle allesammen med til koncerten. Eller skulle jeg sige: VI skulle allesammen med til koncerten.

Det blev skræmmende klart for mig, at DJ Tiësto håndplukker sine fans med kirurgisk præcision i den aller mørkeste, aller mest provinsielle indavl. Derude, hvor de fleste har den samme mor og søster. Derude, hvor man bruger det meste af sin tid på at sidde og savle og kigge ind i en væg, indtil næste gang ens talentløse fodboldhold manifesterer sin middelmådighed i bunden af superligaen.

Det er der, DJ Tiësto finder sine fans. Der, og så blandt de dummeste af mine venner.


[Tiësto. Læg mærke til hvordan billedet er taget ude i den mosede og sumpede provins for at appellere til kernepublikummet]

Jeg sad og filosoferede over min åbenbaring. Og SÅ smadrede toget ellers ind i en person, der ikke ville leve længere. Lige uden for Roskilde. Der var en ordentlig omgang blod og indvolde, der skulle fjernes fra toget, før det kunne køre videre. Det kunne tage mellem en halv time og TRE timer (ja, DSB har altid været meget nøjagtige i deres tidsangivelser). Derfor hoppede samtlige passagerer på den samme bus fra Roskilde til Høje Taastrup. Og samtlige passagerer, det var så mig selv og hundrede fyre fra Randers og Skanderborg.

Efter en forfærdelig bustur var jeg endelig i Høje Taastrup, hvor jeg straks tog S-toget mod Østerport.

GAMLE CRAZY EYES I S-TOGET
I S-toget satte jeg mig ved siden af en mand i 50’erne. Han var iklædt en kortærmet, hvid skjorte, og han havde skæg, hvidt hår og briller. Han virkede meget tilforladelig. Lige indtil jeg spurgte ham om, hvor lang tid det tager at gå fra Nørreport til fælledparken. Pludselig eksploderede han i et væld af tics og stirrede på mig gennem, hvad jeg nu registrerede var helt enorme og tykke brilleglas, mens han blinkede med øjnene, som galdt det hans liv. Jeg følte mig som soldaten i Fyrtøjet, da han stod over for en af de der hunde med gigantiske glugger. Hvis hunden nu også havde været et rystende espeløv af ufrivillige spasmer.

”Ja, det ved jeg sgu ikke, men det er ikke vildt, det tænker jeg ikke, at det er, der er et stykke, men det er ikke vildt, det er ikke helt vildt, det er det ikke!”

”Såøh ... sådan et kvarters tid eller sådan?

”Ja, det er ikke vildt, så det er nok noget i den stil, jeg skal ikke kunne sige det helt præcist, men det er ikke vildt ... blabla ...”

Mens gamle crazy eyes blev ved med at fortælle, hvor helt utrolig lidt vildt det var at gå den strækning, bød en hjælpsom kvinde ind over for mig: ”Det tager ti minutter. Max et kvarter.”

Gamle crazy eyes var først lige ved at varme op, viste det sig. Han var også med selvmordsekspressen, og jeg fik et langt foredrag om, hvordan det VIRKELIG er noget griseri, når folk kommer af dage på den måde. Det vidste han fra sin ven, der er portør. Efter foredraget stillede han sig ud til dørene i toget, da vi kom til Enghave. Der stod han og gloede på, at dørene gik op og i igen i Dybbølsbro, før han endelig skulle af på hovedbanegården. Kort efter var jeg selv ved Nørreport, og 10-15 minutter senere igen betrådte mine fødder Fælledparkens bløde, grønne og favnende græs ...

... og der mødte der mig et frygteligt syn. Hvad mon det var? HVAD kunne på nuværende tidspunkt overraske disse gamle, prøvede øjne? Få svar på det og meget mere i del 2!

Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en masse galde, jeg gerne vil af med

Jeg er ikke voldsomt politisk engageret. Jeg har mine holdninger, og jeg stemmer hver gang som den gode demokrat, jeg er. Ud over det forholder jeg mig løbende til det politiske billede uden at gå kraftigt ind i det eller bekymre mig meget mere om det.

Dog må jeg indrømme, at den seneste politiske udvikling i Danmark gør mig så arrig, at jeg har lyst til at save mit eget ben over.

Jeg går helhjertet ind for et overskudssamfund. Jeg er nede med masser af uddannelse, ikke alt for omfattende arbejdsuger og fordelagtige ordninger for ældre. Det synes jeg alt sammen er super.

Situationen er dog som bekendt, at vi skal spare. I den forbindelse har Socialdemokraterne og SF lavet et udspil, de kalder for Fair Løsning.


Hvis du lige har 12 minutter, så har vi en løsning, hedder det. Kort fortalt går fair løsning ud på, at vi alle skal bidrage for at bevare velfærden i samfundet. Og bevares, det er kun fair. Men lige her er det som om, at et eller andet er gået galt. Lad os prøve at gennemgå, hvordan alle skal bidrage til fremtidens velfærd:

1) Din 20-årige studerende skal paces hurtigere igennem sit studie.
2) Din 40-årige sosuhjælper skal arbejde en time mere om ugen.
3) Din 60-årige sunde og raske kollega skal dangedere den på Kos med statsbetalte cosmopolitans på efterløn.

KAN DU SE HVILKEN EN AF DE BEFOLKNINGSGRUPPER, DER IKKE BIDRAGER? KAN DU DET? Helle Thorning har eksplicit været ude og sige, at det smukke i denne plan er, at alle bidrager. Men hvordan er det, at alle bidrager i det ovenstående skema, Helle? Hva’?

Hvis Helle Thorning lige har 12 minutter, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at rive den gucci-taske ud af hænderne på hende og bruge den til at tæve angsten for at pille ved efterlønnen ud af hende. Og det samme gælder for Villy Søvndal og hans åndssvage pibe. Hvordan er det her ”fair” …? Hvordan er det, at alle bidrager i denne løsning? Var det ikke for fanden på tide at komme over berøringsangsten og vise lidt mod og format?

Altså, jeg har sgu ikke noget imod at arbejde en time mere om ugen. Det er FINT. Hvis det er det, der sikrer sundhedsvæsenet og skolevæsenet og det offentlige generelt, så arbejder jeg den ekstra time. Jeg har jo heller ikke en familie at forsørge endnu – jeg kunne forestille mig, at de 12 minutter ikke ville være så fantastiske at pille ud af tiden om morgenen i børnefamilierne, hvor ungerne i forvejen får for lidt opmærksomhed fra deres forældre og derfor ender som nogle navlepillende og egocentriske pikhoveder.

Men ok – vi skal jo alle bidrage. Sådan ville jeg tænke, og sådan burde børnefamilierne også tænke, hvis det faktisk VAR alle, der skulle bidrage. Det er det bare ikke. De sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker i starten af 60’erne skal ikke bidrage. De skal have tid til at vimse rundt i haven med en åndet solhat fra deres seneste tur til Tenerife, og det skal alle andre betale for.

Det sørgelige er, at hvis man vil stemme på venstrefløjen, så stemmer man indirekte på den der løsning. Også selv om man stemmer på Margrethe Vestager, som faktisk var den, der først pointerede den ovenstående urimelighed.

Og så kunne man jo sige: ”FUCK de røde idioter. De tossegode socialister aner ikke, hvad de snakker om. Tid til at tage sparejakken på og stemme på mørkets fyrster og Saurons soldater: Højrefløjen. De er godt nok nogle helt afsindige narrehatte, og en betragtelig del af dem udspyer racistisk og små-fascistisk propaganda som en Islandsk vulkan, men i det mindste ved de sgu da, hvordan man SPARER. Det der med at have en sjæl er alligevel opreklameret. Jeg stemmer sgu på venstre.”


[Lars Løkke Rasmussen lige efter han har spist en dagpengemodtager]

Men så er det, at man indser, at de HELLER IKKE VIL PILLE VED EFTERLØNNEN. De vil hellere sætte en bombe under samtlige offentlige budgetter i hele Danmark, smadre sygehusene, folkeskolerne, gymnasierne, tæve de studerende og voldtage dagpengemodtagerne. De vil hellere fragte samtlige mennesker ud af landet, der ikke kan bevise, at de er direkte efterkommere af Harald Blåtand. Alle de ting vil de hellere gøre, før de vil tage millionerne ud af hænderne på de solferiehungrende efterlønskandidater.

Og så er vi tilbage ved en fair løsning. Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en efterlønsmodtager, der gerne vil kneppe dig rigtig hårdt i røven.

Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.


Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.

Twilight: New Moon opsummeret i tre scener

1.
Bella og Edward står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Bellas rynkede pande og lander i de enorme rander, hun har under øjnene. Edward tager ordet.

- ”En vampyr angreb dig for nylig. Det er for farligt for dig at være sammen med os vampyrer. Jeg kan ikke se dig længere.”

- ”Men jeg er for helvede blevet angrebet af 5.000 vampyrer, mens jeg har været sammen med dig – hvorfor i alverden gør lige præcis det her angreb nogen forskel!?”

- ”Tjah. TJAH. Det er et godt spørgsmål! Det må jeg alligevel sige. Det må jeg. [klør sig lidt i håret. tager bid af marsbar.] Hmm. Der må jeg nok alligevel blive dig svar skyldig. Jeg må smutte. Farvel!”

Edward hopper op i et træ og aber af sted fra gren til gren, sådan som vi ved, at Twilight-vampyrer nu engang gør. Han er hurtigt ude af syne.

Bella opløses i tårer. Hun ligger og skriger i sin seng i et halvt år. Ja, et halvt år.


2.
Bella og Jacob står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Jacobs bare, veltrænede overkrop. De kigger på hinanden. Et øjeblik nyder de bare stilheden. De vandrer langs græsmarken uden at sige et ord. Pludselig strejfer deres hænder hinanden. Jacob stopper og vender sig mod Bella. Der er en uforløst spænding i luften. Det er som om, at han gerne vil sige noget. Han står tavs med et tomt udtryk i ansigtet. Endelig peger Jacob på sin overarm og bryder tavsheden med ét ord, der for ham siger alt:

- ”Biceps.”

Så gør han mine til at kysse hende. Bella undviger.

- ”Men Jacob. Kan vi ikke bare være venner? Kan du ikke forstå, at jeg udnytter, at du er forelsket i mig til at få noget uforpligtende opmærksomhed?”

Jacob er ikke vant til så mange ord så hurtigt og ser et øjeblik forvirret ud. Han kigger ned ad sin veltrænede overkrop for at genvinde fatningen. Så kigger han sørgmodigt på Bella. Hans øjne afslører, at han tænker på noget. Jo, han tænker helt klart på noget. Han slår blikket ned, som kan han ikke finde ordene. Endelig kigger han på hende igen. Han giver hende et skævt, melankolsk smil og får så endelig fremstammet:

- ”Biceps.”

- ”Åh, Jacob. Jeg vidste, at du ville forstå! Det er nok ikke noget tilfælde, at du kan forvandle dig til en kæmpe stor køter, sådan som du render efter mig, lige meget hvor mange gange jeg smadrer dig én over snuden!”

Jacob er ikke helt sikker på, hvad Bella siger her. Han bevarer det skæve smil på læben og står helt stille for ikke at spolere det smukke øjeblik.


3.
Bella og Edward står på en græsmark i Italien. Solen kærtegner Edwards fuglebryst og får det til at skinne som tusinde små diamanter. Han tager ordet.

- ”Bella. Jeg har ombestemt mig. Vi skal alligevel være sammen! Jeg vil ikke trætte dig med grundlaget for den beslutning. Hovedsageligt fordi det ikke eksisterer.”

- ”Jeg har godt nok ligget i min seng og skreget i et halvt år på grund af det, som du så ikke mente alligevel. Men alright.”

- ”Jeg har bare siddet her i Italien og drukket dyr italiensk vin. Hør, hvad siger du til gå ned i en kælder og snakke med en masse lede vampyrer, som jeg ikke kan beskytte dig fra?”

- ”Det lyder dejlig konsistent med den kavalkade af åndssvage og meningsløse beslutninger, jeg har truffet i resten af den her idiotiske film. Efter dig!”

Edward og Bella går ned i kælderen til en forsamling af de ondeste vampyrer i verden.

Tæppe.

…


Nu sidder den kvikke læser sikkert og tænker: Det hænger jo ikke sammen. Og det var også det, jeg tænkte, da jeg havde set den. Man begriber jo nærmest ikke, hvordan filmen overhovedet kan blive lavet.

MEN: Det hænger nok sammen med, at dette lidet meningsfyldte epos er målrettet teenagere, og gerne teenagepiger. Jeg har egentlig mødt en god del mennesker, der ikke er teenagere, som alligevel har set begge film, men lad nu det ligge. Lad os for argumentets skyld sige, at filmen er målrettet teenagere.

Som jeg før har været inde på, så er teenagepiger noget af det dummeste, man overhovedet kan støde på her i livet. Man kan have mere intelligente samtaler med en bordskåner, end man kan med en teenagepige. Så hvis det er kernepublikummet, så ER det altså ikke så mærkeligt, at jeg blødte ud af øjnene, al den tid jeg så Twilight: New Moon. Det er MENINGEN, at det skal være fuldstændig usammenhængende, latterligt og dræbende åndssvagt, fordi SÅDAN ER TEENAGEPIGER OGSÅ.

Lad os lige kort kaste et blik på, hvad det så er, Twilight forsøger at lære vores følelsesmæssigt ustabile teenagepublikum.

1) Det er monster fedt at date en bad boy.
2) Hvis din bad boy-kæreste slår op med dig, så skal du bare ligge længe nok i din seng og skrige. Så kommer han tilbage. Det kan tage halve, ja hele år. Det vigtige her er, at du virkelig skriger igennem i al den tid.
3) Det er sexet, at din bad boy kæreste har nogle virkelig fucked up venner.
4) Hvis du ikke ligger og skriger i et halvt år, når han slår op, så var det ikke ægte kærlighed.
5) Narrefisseri er den mest prisværdige af alle dyder. Det er okay at udnytte, at folk er forelskede i dig. På den måde kan du få opmærksomhed (og tilmed en motorcykel, hvis du er heldig!).

Hvis de ikke var åndssvage, før de så den her film (og det er de så godt nok, men lad nu det ligge), så bliver de det fandme efter.

Lad være med at se Twilight: New Moon.

2012 er forfærdelig.

Jeg har lige set 2012, og surprise!: Den var sørendansemig ringe. Og hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor så jeg den? Det har jeg spurgt mig selv om lige siden.

Selv om onde tunger sikkert kunne have mig mistænkt for det, så var det faktisk ikke for at bashe den her på min blog. Nej, I ved: Jeg havde set de der åndssvage trailers, hvor man lige får et glimt af det store effektcirkus. Og ligesom små børn og piger i nattelivet er jeg sært tiltrukket af flotte ting, der glimter. Det er jeg.

Og så tænkte jeg: For fanden. De KAN sgu da ikke have brugt 18t49727g4 millioner dollars på flotte ting, der glimter, og så bare have glemt manuskriptet ude på lokummet imens? Det kan da ikke passe, at de har haft 48 IT-genier til at programmere den ene nydeligt koreograferede katastrofe efter den anden, mens de har ansat en savlende mongol til at finde på handlingen og en senildement til at instruere? Det kan da ikke være rigtigt?

MEN JO, DET KUNNE DET.

Og lige præcis sådan må line-uppet have været. Instruktøren MÅ have været senil. Lad mig forklare: I 2012 er der tre scener, hvor himlen er ved at falde ned om ørerne på hovedpersonerne, men hvor de lige akkurat når væk i et fly. Tre scener, der er HELT OG ALDELES IDENTISKE. Instruktøren må simpelthen have glemt, at de allerede havde lavet den scene, da de lavede den igen. Og igen. Og de har bare ladet ham gøre det, fordi … jeg ved det ikke. Måske fordi han var fransk?

- ”Men Francois! Vi har allerede skudt og færdigredigeret den scene to gange!”

- ”Hush! Lad mesterinstruktøren arbejde. Er flyet på plads? Er katastrofen klar? Godt. Så hent mig en baguette! Og så kører vi!”

…

Og så er der jo et enormt spændende trekantsdrama mellem John Cusack, hans eks-kone og hendes nye mand. Filmen gør virkelig meget for at være totalt nuanceret og fremstille den nye mand som en fin nok fyr på bunden. Indtil den lader ham falde ned i en slags enorm kødhakker og konen to minutter senere er sammen med John Cusack igen uden at fælde bare en enkelt tåre.

Ja, heldet kan hurtigt vende. Især når kvinderne, vi skal have sympati for, er troløse, følelseskolde vendekåber.

Og så er der nogle andre half-assed historier om den yngre generation, der skal overleve og den ældre, der affinder sig med sin skæbne. Og de rige, der overlever og de fattige, der går under. Men så ikke helt alligevel, fordi de rige alligevel totalt viser noget medmenneskelighed til sidst og lader et par fattige overleve sammen med dem i nogle overdimensionerede kæmpestore superbåde, der fint kan klare at have bovporten åben under vand i timevis og smadre ind i det ene bjerg efter det andet uden at synke. Og det er alt sammen meget åndssvagt.

Du vidste det sikkert i forvejen, men: Lad være med at se 2012.

Med sandhed kommer man længst (men det er nu sjovere at lyve).

Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er den sejeste i verden, og jeg praktisk talt ikke har andet end gode ord til overs for mig selv, ikke? Selv om jeg er et slags socialt epicenter, der entertainer mig igennem den ene V.I.P.-fest efter den anden. Selv om alt det, så hænder det ind imellem, at jeg laver et LILLE socialt fejltrin. Måske lige ... en lille løgn, hvor jeg skulle have talt sandt. Eller en sjov kommentar til den helt forkerte person. Det er ved Gud ikke noget, der sker særlig ofte, men det sker.

Jeg var f.eks. til en fest på statskundskab i fredags, hvor jeg render rundt sammen med en kammerat. Han introducerer mig ivrigt til en flok piger, han havde været tutor for. ”Se her. De her piger tog jeg under min vinge, og de elsker mig alle sammen betingelsesløst,” er det, han gerne vil kommunikere til mig.

… og det er jo også fint og godt. Nå, men jeg ved sgu indledningsvist ikke lige, hvad jeg skal sige til de her piger. Men så får jeg en lys idé. Jeg tiltaler den første og den bedste af dem:

- ”Hej! Jeg hedder Lynge. Jeg er Eriks tavse ven. Ja, jeg siger ikke så meget, fordi mine forældre er indremissionske. Jeg har haft en meget hård opvækst.”

[Pigen lyser tydeligvis op. Hun kigger oprigtigt på mig og smiler hjerteligt.]

- ”Ej, er det rigtigt? Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Eh. Nå! Hehe. Ehrm. … virkelig?”

- ”Dine forældre er ikke indremissionske, vel?”

- ”Ehm. Nej. Beklager. Men … eh … jeg kender en masse PISSE SØDE KRISTNE MENNESKER!!”

- ”Ej, men det er også bare ærgerligt, fordi mine forældre er altså HELT VILDT NORMALE OG SØDE, og det er der bare ikke ret mange, der TROR om indre mission, og … blabla … ” … hele den vante forsvarstale, man kan høre, at hun har lavet 5.000 gange før og mig, der nikker og ser forstående ud.

Og så videre, og så videre. Jeg får selvfølgelig glattet ud, og det ender så godt, som det nu kan ende.

Den næste dag er jeg til endnu en fest. Jeg står og snakker med en dude ude i køkkenet. Jeg er klædt ud som Arnold Schwarzenegger. Jeg står i en undertrøje med påskriften ”Don’t Be Economic Girlie Men”. Han er klædt ud som Rambo. Jeg har lige drukket en flaske portvin.

- ”Fuck, mand. Du bliver lige nødt til at høre det her pis. Jeg var til en fest i går, ikke? Og så sagde jeg til den her pige, at jeg havde indre missionske forældre, og at jeg havde haft en rocker hård barndom. OG SÅ HAVDE HUN SELV INDRE MISSIONSKE FORÆLDRE! Og forstod i starten ikke, at det bare var pis! FUCK, mand. Kan du forestille dig en mere usandsynlig og fucked up situation!?”

- ”Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Haha! Good one!”

- ”Det er rigtigt.”

- ”Ha! … ha. … vent, du mener det. Fuck! Du er Rambo! Du kan sgu da ikke have indre missionske forældre!”

- ”Hehe, jo. Den er god nok. [Finder sin store pædagog-stemme frem] Der er faktisk mange, der tror, at os med indre missionske forældre er helt fucked up, men det er vi altså slet ikke. Jeg har valgt at feste og drikke, og det kan man altså også godt som kristen. Og det er jo …” … blabla … tale man kan høre, at han har holdt en god del gange før og mig, der glor in utter disbelief.

Altså, hvad er chancen. Hvad fanden er chancen!?

[De vil gerne have os til at tro, at de bare er en flok fiskere fra Thyborøn. Men i virkeligheden infiltrerer de vores samfund på kryds og tværs. Måske er din mor indre mission, uden du ved det. Måske din bror. Man ved aldrig.]

Og altså, i det første tilfælde er det jo min egen forbandede skyld. Min store kristen-radar skulle jo have slået ud, da jeg så, at pigen var mere ædru end sine veninder, og da jeg første gang kiggede hende ind i øjnene og registrerede det der slightly-crazy-look, som meget religiøse mennesker altid render rundt med. BEEP! BEEP! KRISTEN-ALARM! WHAT WOULD JESUS DO? BEEP! BEEP!

Det ville have sparet hende for at tro, at hun ENDELIG havde fundet en person blandt alle disse overfladiske, drikfældige mennesker, hun kunne relatere til, for så at blive frygtelig skuffet. Og mig for at føle mig som et overfladisk, drikfældigt menneske blandt andre overfladiske, drikfældige mennesker. (Eller: Jeg følte mig egentlig mest som et genialt unikum blandt overfladiske, drikfældige mennesker, men lad nu det ligge.)

Men RAMBO? Hvordan spotter man den? Det kan man jo ikke. Og hvor er det, vi er henne, når Rambo kan rende rundt og være indre missionsk? [... forfatter en klage til ankestyrelsen.]

Sandheden om Dan Brown

Nu om dage er det omtrent blevet den mest middelmådige mainstream at have lyst til at tæve Dan Brown til blods med en rusten svensknøgle. I det umådeligt fine universitetsmiljø, jeg af og til færdes i, er der den ene kritiske, selvstændige kvinde efter den anden, der står i kø for at udlevere denne forfatters fejl og mangler.

”Han skriver dårligt”, ”Det er metervare underholdning” samt ”Totalt urealistisk, lizzom” er ofte de ting, man hører, når samtalen falder på gode gamle Dan B. Og her er det, at jeg gerne vil sige følgende: Luk røven. Der er ikke noget galt med letfordøjelig underholdning, og så dårligt skriver han heller ikke.

[Tom Hanks' eneste ansigtsudtryk i rollen som Robert Langdon]

Jeg hader de her kritiske, selvstændige kvinder. De giver mig helt utroligt lange patter. Man kan bare høre, hvordan de har siddet og kæftet op igennem en hel skolegang og lukket baner af lort ud om alverdens emner, mens lærerne, i stedet for at finde spanskrørene frem, har sagt: ”Ja. Øh. … det er selvfølgelig også en vinkel på tingene, Pernille. Hvor er det godt, at du har din egen, selvstændige mening. Du skal sikkert på universitetet.” … nej, Pernille. Du skulle have været pottemager.

Alligevel må jeg jo indrømme, at jeg selv har en udtalt længsel efter at stoppe tres kilo plastisk sprængstof ned i halsen på Dan Brown. Men ikke af de samme årsager som Pernille og hendes ligesindede.

Problemet med Dan Brown er ikke så meget det, som alle går og siger, som det er hans helt utrolige evne til at vælge kontroversielle emner, og så udvande dem værre end man udvander en rom og cola i Jomfru Ane Gade. Dan Brown får fandeme homøopati til at fremstå som et koncentrat af lærdom og medicinsk kunnen.

Ja. Det er så meget, Dan Brown udvander de kontroversielle temaer, han vælger. Tag f.eks. Engle og dæmoner. Den har et interessant udgangspunkt: Videnskaben er mega sej, og kirken er en stor fed taber, der myrder folk i flæng og laver kunstige mirakler for, at folk kan genvinde troen.

Vi har den her hovedperson. Robert Langdon. Han er efter eget udsagn en akademiker, der kæmper for sandhed, og som ikke tror på gud. Igennem hele filmen jagter han en bestialsk morder, som man bliver forledt til at tro er videnskabelig fanatiker, men som viser sig at være kirken selv.

[Ewan McGregor som psykopatisk massemorder og religiøs fanatiker]

Endnu engang er der altså en eller anden IDIOT, som har valgt at myrde en hel bondegård i Guds hellige navn. Hans formål: at relancere kirken med et nyt og hipt image! Og hvad gør Langdon så ved det? Jo, han tager sig lige en snak med en af præsterne. Den forløber nogenlunde sådan her:

Præst: ”Ja, jeg er sgu ked af, at den dude herfra sådan kom til at myrde pisse mange mennesker. Vi er ikke perfekte! Men du. Nu skal du høre. Her er en fin papirpamflet. Jeg har ikke engang tænkt mig rigtigt at give dig den, men du må LÅNE den, hvis du holder kæft om det hele. Verden har brug for tro, du ved. Og hvis du lige vil have mig undskyldt nu; jeg skal ned og fortælle en masse negere, at det er syndigt at bruge kondom!”

Langdon: ”Ork, det skal du sgu ikke tænke på. Det var jo hovedsageligt jeres egne, I brændte, hakkede og pløjede jer igennem i denne omgang! Nåhr ja, bortset fra de 58 politimænd og den brillante videnskabsmand, der også røg i svinget. Jeg kan godt se det retfærdige i, at I lukrerer på den her dudes bestialske og kyniske plan, selv om det strider mod hele min person og alt, jeg har kæmpet for. Jeg skal nok holde kæft, nu du kigger mig alvorligt ind i øjnene og giver mig en papirpamflet!”

Præst: ”Låner. Jeg låner dig en papirpamflet.”

Langdon: ”Giver. Låner. Hvad er forskellen, når man som jeg er ragende idiot?”

…

Moralen i Engle og dæmoner er dette: ”Mennesker er en flok idiotiske får, der forveksler en kynisk plan med en religiøs åbenbaring. Og det er nok alligevel for det bedste, for de bliver bare kede af det, hvis de hører sandheden. Hellere dumme og troende end oplyste og triste.”

Det kan ”akademikeren” Robert Langdon skrive under på!

[Bemærk hvordan ansigtsudtrykket ikke har fortrukket sig en mine.]

Man har jo bare lyst til at rive fat i Dan Brown, og tæve ham, og tæve ham, og ruske ham, og råbe ham ind i hovedet: ”Hvorfor er du sådan en idiot? Hvorfor er du så sindssygt fesen? Har du ingen integritet!?”

Og svaret er jo nok, at han ikke lige havde lyst til at fornærme den katolske kirke, eller nogen andre i det hele taget. Når videnskaben er LIDT sej, men moralen samtidigt er, at vi også har brug for tro, så kan ALLE være med. Alle fra din videnskabselskende teenagedreng, der også godt kan lide action og eksplosioner, til din idiotiske, overtroiske og konservative gamle dame, som gerne vil bekræftes i, at alting går så hurtigt nu om dage, og vi skal dog også holde fast i fordums tid og nisser på loftet.

Hvilket i praksis betyder, at Dan Brown er en behagesyg pikansjos uden personlig integritet. Alle ansatser til en lille smule kant bliver forkastet, og tilbage står en intetsigende og altomfavnende omgang pladder, som alle lidt kan købe ind i, fordi der i virkeligheden ikke rigtig bliver sagt noget.

Man KAN ikke sælge mere ud, end Dan Brown gør i Engle og dæmoner. Det er fysisk umuligt.

”Men han skriver altså heller ikke særlig godt!” NU SKAL DU TIE STILLE, PERNILLE. SÅ ER DET TILBAGE TIL POTTERNE.

The Road: ”Du peger pistolen ind i munden, og så trykker du på aftrækkeren.”

Nogle mennesker er bare ulideligt røv syge. F.eks. samtlige medarbejdere på Fox News, den hverken talentfulde eller specielt kønne Jennifer Aniston, eller bare alle deltagere i De Unge Mødre OG Paradise Hotel.

Der er i virkeligheden en del mennesker, der godt kunne trænge til en ordentlig håndgranat i morgenkaffen. Ja, det er nemlig rigtigt. Der er faktisk ret mange personer, der egentlig bare burde træde på en landmine og få det overstået, og så ville vi alle være bedst tjent med det. Der er en påtrængende mængde individer, som faktisk ville have godt af en ordentlig dosis arsenik, mens de sov.

MEN MAN KAN NATURLIGVIS IKKE BARE STOPPE ALLE DISSE MENNESKER I GASKAMRENE! Det ville jo være mord! Og sindssygt, i øvrigt! Og så ville folk også begynde at kalde en ”dumme mand” og ”Hitler” og alt muligt andet grimt. Derfor er det heldigt, at man bare kan give alle disse mennesker en DVD med The Road. Det vil sandsynligvis have den samme, ønskede effekt.

The Road med Viggo Mortensen i hovedrollen er nok noget af det mest deprimerende, jeg nogensinde har set i mit liv. Det er to timer med intens menneskelig smerte og livsgnister, der slukkes. The Road får en begravelse til at virke som en jazzfestival på Kos.

Filmen skildrer et post-apokalyptisk Amerika i totalt anarki, hvor alt er gråt, koldt og mørkt, og hvor kannibalistiske bander hærger landevejene.


Noget af det første, der sker i The Road, er, at Viggo Mortensen lærer sin søn at blæse hjernen ud på sig selv, skulle han være i overhængende fare for at blive fanget af kannibalistiske, pædofile voldtægtsforbrydere.

Kort efter bliver Viggo Mortensen forladt af sin kone. Hun efterlader ham alene med deres søn, selv om hun egentlig helst havde set, at de alle havde begået kollektivt selvmord, fordi verden er nederen, og alle andre gør det alligevel også. Det vil Viggo dog ikke være med til, så derfor vandrer hun ud i kulden for at dø alene i mørket. Viggo kommenterer: ”She was gone. And the coldness of it was her final gift. But she died somewhere in the dark. There is no other tale to tell.”

Og sådan fortsætter det i to stive timer.

Omtrent halvvejs inde i The Road udspillede følgende dialog sig mellem min kammerat og jeg selv:

- Den er godt nok dyster, hva'?

- Jo, det vil jeg sige. Den er monster bleak.

- Jeg har lyst til at dø.

- Jeg har haft lyst til at skære mine håndled over, lige siden filmen startede.

- Ja. Ja.

- Ja.

Viggo Mortensen i voice over: "Every day is a lie."

… Hvad fanden var det for nogle mennesker, der fik depressioner af at se Avatar? Send de idioter ind og se The Road med et barberblad i hånden, og så garanterer jeg, at vi ikke hører mere til dem.

I det hele taget forestiller jeg mig, at The Road kan bruges som en form for masseødelæggelsesvåben. Hvis der på et tidspunkt bliver for meget pjat med Iran eller Nordkorea, så er det et spørgsmål om at bombardere dem med DVD’er med The Road og lige inkludere en enkelt cyankaliumkapsel i hver af DVD’erne. Så er der ikke mere pjat med dem.

Faktisk, ikke? Så er The Road den nye The Ring, bortset fra at denne gang er det ægte. Du ser filmen, og inden for en uge har du slået dig selv ihjel.

...

Ja. Det var vist det. Jeg ville gerne blive og skrive mere, men jeg har en date med en helvedes masse håndgranater, der ingenlunde detonerer sig selv.

Livet er meningsløst, og vi kommer alle til at dø alene. Ja, også dig.

Lad være med at se The Road, medmindre du arbejder på Fox News, er Jennifer Aniston eller deltager eller har deltaget i De Unge Mødre eller Paradise Hotel. Hvis du gør det/er hende/deltager/har deltaget, så skynd dig at se den! Den er LIGE dig. Den er fyldt med flotte farver. :-) Hvis du er en af dem fra De Unge Mødre eller Paradise Hotel, kan du måske få en god ven til at læse underteksterne op, så du kan forstå, hvad de fine mennesker inden i fjernsynet siger. :-) :-)

Togkrønikerne: Døden fra Randers

NU ER DET JO ET STYKKE TID SIDEN, at jeg sidst har haft en underlig oplevelse i et af DSBs toge, hovedsageligt fordi jeg er begyndt at sætte mig ud på toilettet og messe Mozarts Requiem hele turen.

Ja, jeg er lidt mærkelig.

I går aftes veg jeg dog fra mine principper og sad således i en togvogn på vej fra Hobro til Århus. Det gik i og for sig fint, indtil vi nåede Randers.

Selvfølgelig gik det galt i Randers.


En karseklippet ung mand i joggingbukser og en dynejakke med en kasse blå royal under armen vælter ind i vognen. Han har en rift ved det ene øjenbryn. Han skimmer hurtigt vognen for passagerer og får øje på en pige, der sidder alene i en pladssektion foran mig. Han bevæger sig hen til hende og sætter sig ned.

- Hej. Vil du ha’ en øl?
- Nej.
- Nåmmen, det er bare fordi, jeg har en del øl, og min kammerat kommer også lige om et øjeblik. Såøh, så vil du måske ha’ en øl?
- Nej.
- Nå, okay. ... Nåmmen, hvad hedder du?
- Det er ikke vigtigt.
- Nå, okay. Jeg hedder Jesper. ... er du sikker på, at du ikke vil ha’ en øl?

Hans kammerat kommer på nuværende tidspunkt ind i vognen, også iklædt dynejakke og joggingbukser. Han sætter sig hen til dem. Pigen bliver døbt "Nina" af Jesper.

- Lasse, det her er Nina. Hun vil ikke have en øl.
- [blablabla, random chikane af "Nina".]

Jesper rejser sig op og vælter over i pladssektionen umiddelbart over for, hvor der sidder en anden pige. Her gentages seancen fra før. Vil du ikke have en øl, hvad hedder du, hvorfor vil du ikke snakke med mig. Hun er heller ikke så responderende over for hans tilnærmelser, hvorefter han vender tilbage til Nina igen, der STADIG ikke vil have en øl. Frustreret finder han sin telefon frem og ringer op.

- [telefon] Hallo, må mig og Lasse måske komme til fest? ... Nej, det er Jesper! ... Ej, come orne, Ditte, det er fandme lang tid siden, vi har set hinanden, og ... seriøst. Seriøst, mand. Prøv lige at snakke med ham der, der holder festen, ik? ... nu spænder du lige hjelmen, Ditte. ... Nå. Nå, ok. ... Jamen, hej, så. [telefon slut]

[fyrer en tom øldåse ned i vognen i frustration. vender sig mod Lasse.]

- Hallo, Lasse. Jeg er din bror, mand. Jeg ved godt, at jeg altid laver problemer, men seriøst. Du bliver nødt til at snakke med hende. Jeg gider ikke hjem. Lasse. Jeg er pisse liderlig. Du bliver nødt til at snakke med hende.

[vender tilbage til Nina]
- Du, Nina. Jeg har en fornemmelse af, at du hader mig.
- Altså, jeg hader dig ikke, jeg har bare ikke lyst til at snakke med dig.
- Ahrmen seriøst. Jeg kan se, når kvinder hader mig. Du må gerne sige, at du hader mig. Sig det bare. Kom nu.
- Jeg er bare ikke så interesseret i at snakke.
- Du hader mig.
- Jeg sidder lige og hører noget musik.

... OG DET ER JO ALTSAMMEN FINT OG GODT. Indtil Jesper foretager nogle interessante telefonopkald.

[ringer op]Michelle! Lasse og jeg har lige smadret fem mennesker. ... ja, den er god nok. ... Ja,ved du, hvad vi gjorde, Michelle? Vi tog sådan en glasflaske, og så smadrede vi den i hovedet på en af dem. ... Ja, han lå stadig og blødte, da vi skred. ... Ja, ok, hejhej.

[ringer op igen]Hallo, Lasse og mig, vi har lige været i en slåskamp. To mand mod ti mand. vi tog dem totalt ud. ... nå, men skal I med til fest eller hvad? ... nå, ok. ... du er da godt nok bøsse. ... hej.

[tager telefonen] Hvad FANDEN er dit problem, Linda? ... Nå, okay. ... ja, okay. ... ja, jamen vi kommer mig og Lasse. ... ja, okay, tak. ... Tak, Linda. Må jeg lige snakke med Michelle? ... Lad mig snakke med Michelle! ... Hey, Michelle. Jeg har lige flækket mit øjenbryn. ... Nu skal du høre, det er faktisk ikke engang sjovt, hvordan det skete. Jeg stak en fyr i brystet med en kniv. ... nej, jeg mener det seriøst. ... ja, jamen, jeg stak ham bare i brystet. ... jamen, du skulle ha’ hørt det pis han sagde til Lasse. ... ja, det er noget pis, mand. ... Hallo, Michelle? Hallo?

[ringer op igen] Hej igen, Linda. ... ja, Michelle gider ikke snakke med mig, mand. ... ja, jeg stak sgu en fyr i brystet. ... ja. ... ja. ... ok. Nåmmen, vi ses, så.

["næste station Århus. Det bliver Århus næste gang."]

- Kom nu, Lasse! Nu skal vi fandme ud og fyre den af!

...

Randers, mand. Fucking Randers.

I ligestillingens hellige navn: Scorekursus for kvinder

Efter mit seneste indlæg er jeg blevet spurgt om, hvordan man skal gøre, hvis man er en kvinde og gerne vil samle en mand op. Og som udgangspunkt ville jeg jo egentlig sige, at man bare skal drikke sig fuld og vimse lidt rundt, og så går det helt af sig selv. Faktisk kan det tit være tilstrækkeligt bare at vimse rundt uden at være fuld. Dette er bredt underbygget i filmens verden. I The Notebook er Rachel McAdams et fremragende eksempel på, at man bare skal vimse rundt og fnise lidt, og så er Ryan Gosling klar til at erklære en sin evige kærlighed. Det behøver dog ikke at være sværere end bare at sidde og glo, ligesom Jennifer Anniston gør det i The Break Up, da Vince Vaughn kommer halsende efter hende med et bankende hjerte og 8000 hotdogs.

Dette er altså den normale måde at gøre det på. Hvis disse normale approaches mod forventning ikke skulle virke, har jeg samlet et par pointers, også fra fiktionens verden.

I førnævnte Basic Instinct er Michael jo ellevild efter at komme i bukserne på Sharon. Det er han, fordi Sharon vimser rundt på coke, naturligvis, men også fordi hun har brugt diverse kneb til at fortrylle ham. Her er de:

1. VIS NOGET HUD

Tid til at vise noget hud. Det er mænd vilde med. Start f.eks. med bagsiden. Men få det til at ligne et uheld. Hvis det er et uheld, tror han ikke, at du er en værre lille so. Se, hvordan Sharon tilfældigvis lige kommer til at vise sig nøgen for Michael her:

Spejlet er stillet, så der er god udsigt til stort set alt. Men måske var det et uheld!


På med tøjet igen.

2. VIS ENDNU MERE HUD

Blot understellet. Ja, det er nemlig rigtigt. Når fyren først har set det allerhelligste, er den nærmest hjemme allerede. I Basic Instinct sidder Sharon og bliver interviewet af Michael og nogle andre strømere. Pludselig spreder hun benene, så man kan se lige op i livmoderen på hende. Her er, hvordan det skal gøres:


Sid med benene over kors i en lårkort kjole.


Sæt det ene ben ned på jorden og spred benene let hen imod ham, du gerne vil forføre. Lad kussen gøre dens indtagende arbejde et øjeblik.


Efter du er sikker på, at han har set varerne, sætter du benene over kors igen, nu med det andet ben øverst. Nu troede han først, at du var ærbar og tilfældigvis kom til at vise dig nøgen for ham. Men så laver du dette ekstremt slutty move, og nu er han totalt mystificeret. Er du en luder, eller er du ikke en luder? Mænd elsker at være mystificerede.

Det er på grund af dette grundige forarbejde, at Michael vælter savlende ind på diskoteket og jagter Sharon rundt med sine store, våde hundeøjne.

Basic Instinct er imidlertid ikke den eneste film, hvor kvinder forfører mænd. Der er mange andre måder at gøre det på. Du kan f.eks. være stripper, ligesom Marisa Tomei er det i The Wrestler, hvor hun forfører Mickey Rourke. Et effektivt trick. I samme boldgade er det gode gamle luder-trick, som vi ser i Pretty Woman, hvor Julia Roberts prostituerer sig til kærligheden og en helvedes masse penge. Godt gået, Julia.

Jeg håber, at det nu er lidt klarere, hvad man som kvinde kan gøre for at forføre en mand. Held og lykke derude!

Livsfarlig sex og hurtige damer med Michael Douglas

Heh. I forbindelse med mit speciale har jeg netop kæmpet mig igennem et væld af gamle klassikere. Gamle film er sjove!

Tag f.eks. Basic Instinct. DEN er sjov. Og så er den tilfældigvis også en eksemplarisk manual i at samle damer op.


Den starter med, at en blondine knalder en fyr til dramatisk musik, indtil hun slår ham ihjel med en is-syl til MEGET dramatisk musik, endda midt under orgasmen. Hvis man havde glippet forfilm og plakater og i det hele taget INTET vidste om denne film, får man altså serveret temaet lige op i smasken fra start: DENNE FILM HANDLER OM DØDSENSFARLIG KNEP. Hvis folk knepper i denne film, så er det farligt! Beware of knep. I tråd med dette er det da også noget værre, farlig sex, som Michael Douglas skal igennem i denne film, altid til meget dramatisk musik. Og HELE tiden antyder kameraet, at måske finder hans sex-partner en is-syl frem og tæver den ned i brystet på ham! Måske skal han dø nu, fordi han knepper! Nu skruer vi op for den dramatiske musik, mens han knepper, så nu er det nok LIGE op over! Og det ER jo et interessant spørgsmål - hvem spidder hvem? Lige til det sidste skal vi se på dramatisk knep, der er dødsens farlig, og måske dør de lige om lidt.

I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de kaldte den for Basic Intinct. "Dødbringende knep" eller "Folk, der knalder til dramatisk musik" havde været mere sigende.

Noget andet fantastisk ved Basic Instinct er den måde, som Michael Douglas scorer Sharon Stone på. Han går ind på et diskotek. Så finder han hende ude på lokummet, hvor hun er i gang med at tage noget coke. Så stiiiiiirrer han maskulint på hende, mens han går hen imod hende. Hun lukker dog døren til lokummet. Så går han ud på dansegulvet, hvor han stiller sig i sin nedringede grønne trøje og stirrer på hende. Hun vimser rundt og danser og flirter og gnubber sig op ad sin lesbiske elskerinde. Han står og stirrer intenst på dem begge. Grøn trøje. Stirre på Sharon. Stirre på lebbe-elsker. Stirre på Sharon igen. Sharon bliver underligt indtaget af hans stirren og danser flirtende hen til ham. Alle omkring ham danser. Han står og stirrer. Hun danser op ad ham. Han prøver at kysse hende, men, da det ikke virker, står han lidt og stirrer. Sharon bliver så DRØN liderlig af al den stirren, at hun straks giver sig til at gnubbe sit underliv op ad ham. Så vågner han alligevel lidt op og begynder at tage hende på røven, til hun endelig bukker under og lader ham kysse hende.

Så tager de hjem til hende og har dødsensfarlig sex.

Sådan skal det gøres, drenge. Ingen smarte replikker. Ingen fancy moves. Der skal bare stirres igennem.

DEN TAGER VI LIGE IGEN I LANGSOM GENGIVELSE OG MED BILLEDDOKUMENTATION.

Ind på herretoilettet og find damen. Damer sidder altid på lokummet og tager kokain.

Bingo. Hun har fået lidt til næsen.

Så er det tid til at stirre. Der skal stirres nu!

Damen er ikke helt modtagelig for stirren endnu, så hun smækker døren til toilettet i. Mist dog ikke modet. Det er bare en test for, hvor vedholdende du er i din stirren.

Drik dig lidt mod til. Og find så damen igen.

Hun er naturligvis ude på dansegulvet med sin lesbiske veninde. Det er de altid.

Tid til at stirre.

Damerne har nu forstået, at du stirrer, og de stirrer anerkendende igen.


Bliv ved med at stirre. Som vi kan se, bliver lesbiske liderlige af stirrekonkurrencer.

Hold blikket fikseret på hende, og hun vil komme til dig. Det kan vi se, at hun er ved her. Bemærk det let døde look i ansigtet på Michael. Det er piger vilde med.

Her laver Michael en klassisk begynderfejl. Han forsøger at kysse hende, men der er ikke blevet stirret nok endnu!

Fejlen bliver prompte straffet. Hun vender ham ryggen, og han står tilbage med hånden viftende i luften som en idiot.

Han tager dog revanche. Nu skal der satme stirres.

Og stirres.

Og stirres.


Det var bedre. Sharon bliver godt liderlig af den intense stirren og giver sig til at gnubbe sig op ad Michael.

Det her er super rutineret af Michael. I stedet for bare at tro, at han må kysse hende nu, stirrer han lige lidt ekstra på hende.


Så tager han fat i hende.


Og stirrer lige lidt mere.

BINGO. Den er hjemme. 1 - 0 til hjemmeholdet!

Hjem og have dødsensfarlig sex.


... and that's it. En hands-on lækker guide til at score, Michael Douglas-style, fra mig til jer. Så kan I vist godt hoppe ud i nattelivet og fyre den af. Jeg ser frem til at høre om jeres eskapader.

800 kastestjerner i mellemgulvet: Ninja Assassin!

Det er efterhånden blevet en gylden regel i nyere amerikansk film, at man skal igennem en helvedes masse idiotisk pis for at blive en god lejemorder. I det første indlæg overhovedet på denne blog opsummerede jeg f.eks. lejemorderskolen i Wanted. Her skal man kontinuerligt have tæsk af en fyr med lyst strithår, hvis man vil være noget ved lejemordermusikken. Og nåhr ja, så skal man øve sig i at skyde uden om døde grise. Ellers handler det om at ligge og chille i en slags magisk spa. På 3-4 uger kan man på denne måde blive en frygtindgydende bølge af død og ødelæggelse!


I Ninja Assassin, som jeg netop har set i biografen, er præmisserne moderat anderledes, men alligevel jævnt åndssvage. Her finder vi en kombineret skole for ninja, sadisme, idiotisk livsfilosofi, elektrikerarbejde og ubehjælpsomt engelsk. Hvis du vil være en RIGTIG sej ninja, så lærer du også om kvinders tøjstørrelser i din fritid.

DØDSENS HEMMELIGT NETVÆRK
Præmissen i Ninja Assassin er, at der findes et hemmeligt netværk af ninjaer, der oplæres i ovennævnte discipliner af en ond og sadistisk japaner. De aspirerende ninjaer får med pisken, hvis de ikke adlyder japaneren, der generelt er træls og ubamhjertig. Når de er udlærte ninjaer, så render de ellers rundt og slår ihjel for alle, der tilfældigvis har 100 pund guld liggende.

Dette hemmelige netværk er så hemmeligt, at de slår dig mega ihjel, hvis du ved noget om dem. Og så er det ligemeget om du er en luset bibliotekar eller en vigtig efterretningsfyr - hvis du ved noget om de her ninjaer, så bliver de ved med at kaste 800 kastestjerner efter dig, til du er fucking død.

Præcis hvordan de får kunder i butikken, hvis ingen må vide noget om dem, fremgår ikke.

En af ninjaerne synes så alligevel, at den her træning og de her tåbelige ninjaprincipper er lige grove nok, så han beslutter sig for at tæve sin almægtige læremester i hovedet med en form for urtekniv monteret på en kæde, for så at tage flugten. Det synes mesteren er lidt træls, for så har alle tæskene til den her elev jo muligvis været forgæves. Og nu var det tilfældigvis den dygtigste elev, der valgte at gøre oprør, så det er DOBBELT nederen. Godt træt af det hele sender han 28.000 ninjaer efter vores oprørske helt, der i mellemtiden bruger enormt meget tid på at studere kvindetøj, så han senere kan være totalt sej og ligesom Eva Green i James Bond se på folk hvilke tøjstørrelser, de bruger.

SERIØST MANGE NINJAER
I mellemtiden er en negerbibliotekar kommet på sporet af de her ninjaer, så ninjalederen sender også 28.000 ninjaer efter hende. Og så slår vores oprørske ninjahelt og negerbibliotekaren pjalterne sammen, hvilket i praksis kommer til at betyde, at der er 56.000 ninjaer efter dem.

En moderat træls situation, kan man sige.


Dem flygter de indledningsvist fra, og i den forbindelse lærer vi nogle super seje tricks til at undgå ninjaer. Man skal blandt andet ryge lidt, så de ikke kan lugte én! Og så skal man helst ha' lyset tændt, så man kan se dem. Som jeg har været inde på før, er de her ninjaer dog delvist elektrikeruddannede. De slukker bare for strømmen, når de kommer, så det sidste råd er lidt ubrugeligt.

Altså bliver vores helt og heltinde selvfølgelig indhentet af ninjaerne, fordi det der med at ryge og slukke lyset alligevel var nogle lortetricks, der ikke virkede en skid. Pludselig er der 56.000 ninjaer ved hoveddøren. De geeeeemmer sig i skyggerne og kaster flere kastestjerner, end jeg har hår på hovedet. 56.000 ninjaer.

Men dem slår vores helt heldigvis bare ihjel.

The End.

...

Ninja Assassin kan lyde ret tåbelig ud fra overstående gennemgang, og det er den egentlig også. Dog har den en kitschet charme, som man ikke skal underkende. Når folk dør i Ninja Assassin, så dør de virkelig. Vi taler veritable fontæner af blod her. Vi taler så mange kastestjerner i halspulsåren, at man ikke fatter det.

Ninja Assassin har lidt samme eksistensberettigelse som Taken. Plottet er tåbeligt, men folk dør kraftedeme på nogle ret awesome måder, og man føler ikke medlidenhed med de døende, fordi de basalt set alle er den samme nederen person. I Taken var de allesammen østeuropæiske voldtægtsmænd. I Ninja Assassin er de allesammen samvittighedsløse lejemordere, der ikke fortjener bedre end at få parteret deres kroppe i voldsæstetiske eksplosioner af død og blod.

Alt i alt kan jeg med moderat ro i sindet sige, at I godt kan finde kastestjernerne frem og se noget Ninja Assassin. Det er en oplevelse. Så meget vil jeg garantere.

Om overspringshandlinger (og lidt zombier)

Da jeg er en ekspert i selvdisciplin og livsfilosofi, har jeg besluttet mig for at forfatte et par ord om, hvordan man kan undgå overspringshandlinger.

[Woody Harrelson nakker dig, hvis du overspringshandler.]

Nu er det jo ikke alt for tit, at jeg opdaterer denne blog, hvilket er naturligt nok, når man er lige så sej som mig. Jeg forestiller mig, at I sidder og tænker:

Nåhr ja. Det er klart, at han ikke har tid til at opdatere hele tiden. Han er vel ude og springe i faldskærm med B.S., mens han griner af os uduelige grødbønder nede på marken. Han står givetvis og high fiver med George Clooney, mens de dyrker noget pilates. Han sidder nok i en spansk bjergsø omringet af letpåklædte negerpiger og drikker en Bloody Mary.

Men nej, faktisk er ingen af delene tilfældet. Jeg er ikke i gang med at smøre Megan Fox ind i nutella, jeg sidder ikke og overvejer, om det skal være en Audi eller en Jaguar, og det er faktisk alt for lang tid siden, at George og jeg har snakket.

Men hvad laver jeg så? Hvad bliver alt denne utrolige energi dog brugt på? Hvorledes formøbler jeg mit umådelige potentiale?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg skriver SPECIALE.

Jeg overvejede naturligvis at få en af mine groupies til at gøre det, men … han havde ikke lige plads i kalenderen pt.

I forbindelse med at skrive speciale handler det for mange om at komme overspringshandlingerne til livs. Det er også noget, jeg har måttet arbejde med. Sådan her gik det for mig:

LIVSLEDE OG DEPRESSION
Som nogle måske kan huske, så sidder jeg og svælger i fiaskoer og knuste drømme. Og der, ikke? Der må jeg indrømme, at jeg er sådan lidt METHOD ACTING-agtig. Jeg går sgu sådan lidt Robert DeNiro på det shit. Tvinger mig selv til at have det dårligt, så jeg lidt bedre kan forholde mig til andres lidelser.

Jeg har for eksempel tvunget mig selv til at se Borte Med Blæsten, selv om jeg havde en fornemmelse af, at den nok skulle få slukket min sidste livsgnist. Og ganske rigtigt, tre timer og halvtreds minutter senere var jeg på randen af total nedsmeltning. Ja, det er nemlig rigtigt. Borte Med Blæsten varer tre timer og halvtreds minutter. Og i samtlige tre timer og halvtreds minutter sidder man og har lyst til at kradse øjnene ud af hovedet på den kvindelige hovedperson. Men altså, den skal have point for at idyllisere slavehandel og livet i social klasse A i de gamle sydstater. Det synes jeg alligevel, den skal!

[Han ser ud som om, at han gerne vil kysse hende, men han ønsker i virkeligheden at kvæle hende. Det gør vi alle.]

Siden har jeg forsøgt at forsøde min tilværelse minimalt med Woody Harrelson, der banker bildøre ind i hovedet på zombier. Og her, som en indskudt bemærkning, kan jeg da godt lige udsende en uformel anbefaling af Zombieland. MEN NOK OM INTERESSANTE TING, der rent faktisk kunne have en perifer relevans for dig og dit liv. Tid til mere om mig.

Det har altså været en kamp at holde sig nedsunket i depressive melodramaer, og derfor har overspringshandlingerne meldt deres naturlige ankomst.

I HELE DENNE specialeproces har jeg fundet ud af, at det der med at sidde derhjemme og skrive ikke rigtig kan lade sig gøre for mig. Jeg er konsekvent endt med at vaske op eller vaske tøj eller se en irrelevant film eller hækle et korset i stedet for at skrive. Jeg har med andre ord overspringshandlet for sindssygt. Men det har jeg besejret nu, og det kan du også. Her er, hvad du gør:

LØSNINGEN
SKÆR ALTING BORT, DER GØR DIG GLAD. HAR DU ET LIV? SMID DET UD AD VINDUET. HAR DU EN KÆRESTE? SMID HENDE PÅ PORTEN. Alle distraktioner skal væk. Og så tager du væk hjemmefra og murer dig inde et sted, hvor du ikke KAN gøre andet end at lave det, du skal. Det er det eneste, der virker!

Jeg er således personligt endt i specialebunkeren i Århus Nord, hvor overspringshandlinger ikke lader sig gøre, hvor man vasker gulvet i sved fra de hårdtarbejdende studerende – hvor drenge bliver til mænd.

Og her har jeg tænkt mig at sidde til engang i starten af februar. I den forbindelse vil jeg gerne garantere, at opdateringer bliver nøjagtig lige så uregelmæssige, som de hele tiden har været.

Held og lykke med arbejdet. Vi ses på den anden side.

Flere rigtige myter tilbage i filmene, tak!

Det er pudsigt, at nutidens store, hjernedøde blockbustere alle prøver at fingere en eller anden form for dybde ved en vag henvendelse til noget historisk eller mytisk. Tag f.eks. de to største action og visual effects-film, der er produceret i år: Transformers 2: Revenge of the Fallen og G. I. Joe: The Rise of Cobra.


I Transformers 2 har vi følgende myte: ENGANG I TIDERNES MORGEN levede de her "Primes" - robotter, der vimsede rundt i universet og udslukkede sole for at tappe energier og producere nogle flere åndssvage robotter. De havde lissom en intern forståelse, der hed, at de kun tappede solsystemer uden liv. ALLIGEVEL besluttede en af de her Primes at udslukke lige præcis vores solsystems sol. SELV OM DET VAR MOD REGLERNE. Ingen ved hvorfor. Der er helt hjernedødt mange solsystemer uden liv, de fleste af dem med langt større og mere energifyldte sole end vores, men vores sol var åbenbart en rigtig sexet lille lækkerbisken. Eller også var han bare trodsig og ond. Ja, det er nok derfor. Han var meget ond!

DET synes de andre robotter alligevel var lidt nederen. Men fordi de var sådan nogle navlepillende analakrobater, kunne de ikke stoppe den her onde, løsslupne dræberrobot. I stedet ofrede de sig for at gemme aktiveringsmekanismen til den maskine, der skulle malke vores sol for energi. En maskine, der i øvrigt lå inde i Kheopspyramiden.

Hmm. Hmm! Lyder det lidt dumt? Lyder det lidt umotiveret? Så prøv at høre det "mytiske grundlag" for G. I. Joe: The Rise of Cobra:


Engang var franskmændene og englænderne i krig. En skotsk klan solgte våben til begge sider, men det viste sig ikke at være så smart. Klanens overhoved blev afsløret og fanget af franskmændene. De var ikke helt tilfreds med hans opførsel, så de gav ham en form for glødende jernmaske på, som han så kunne vimse rundt med til sine dages ende.

Og hvad har dette at gøre med nutiden? Intet. Absolut intet. Der er lige et par vage referencer til det - "historien om min forfader lærte mig, at man ikke skal blive fanget i at sælge våben til begge sider" - men det er så også det.

Sandheden er, at disse film prøver at gå Indiana Jones på os. Det skal være spændende, oldgammelt og mytisk! Så bliver det hele lidt mere dybt. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men hvorfor gør de det så halvhjertet? Begge de nævnte film starter endda med klip fra den fjerne fortid, men når alt kommer til alt, har de klip bare intet at gøre med noget som helst. Vi taler film, der har kostet 190 millioner dollars at producere her - man KUNNE vel for fanden lige ha' afsat en halv million mere til manuskriptet?

Men okay. Hvad kan man forvente i film, hvor helt almindelige fysiske love ikke engang gælder: Alle, der har set G. I. Joe er nu klar over, at is faktisk slet ikke kan holde sig flydende! Det synker! Der var jo INGEN andre muligheder for at smadre den undersøiske arktiske base, end ved at lade en masse is synke ned oven på den. Det siger da sig selv.

...

Det, vi har brug for, er nogle flere ORDENTLIGE myter i stedet for disse halvhjertede, halvhjernede vage referencer til noget, der måske skete for lidt længe siden. Og nogle bedre manuskriptforfattere til de amerikanske blockbustere. Så er det sagt.