Twilight: New Moon opsummeret i tre scener

1.
Bella og Edward står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Bellas rynkede pande og lander i de enorme rander, hun har under øjnene. Edward tager ordet.

- ”En vampyr angreb dig for nylig. Det er for farligt for dig at være sammen med os vampyrer. Jeg kan ikke se dig længere.”

- ”Men jeg er for helvede blevet angrebet af 5.000 vampyrer, mens jeg har været sammen med dig – hvorfor i alverden gør lige præcis det her angreb nogen forskel!?”

- ”Tjah. TJAH. Det er et godt spørgsmål! Det må jeg alligevel sige. Det må jeg. [klør sig lidt i håret. tager bid af marsbar.] Hmm. Der må jeg nok alligevel blive dig svar skyldig. Jeg må smutte. Farvel!”

Edward hopper op i et træ og aber af sted fra gren til gren, sådan som vi ved, at Twilight-vampyrer nu engang gør. Han er hurtigt ude af syne.

Bella opløses i tårer. Hun ligger og skriger i sin seng i et halvt år. Ja, et halvt år.


2.
Bella og Jacob står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Jacobs bare, veltrænede overkrop. De kigger på hinanden. Et øjeblik nyder de bare stilheden. De vandrer langs græsmarken uden at sige et ord. Pludselig strejfer deres hænder hinanden. Jacob stopper og vender sig mod Bella. Der er en uforløst spænding i luften. Det er som om, at han gerne vil sige noget. Han står tavs med et tomt udtryk i ansigtet. Endelig peger Jacob på sin overarm og bryder tavsheden med ét ord, der for ham siger alt:

- ”Biceps.”

Så gør han mine til at kysse hende. Bella undviger.

- ”Men Jacob. Kan vi ikke bare være venner? Kan du ikke forstå, at jeg udnytter, at du er forelsket i mig til at få noget uforpligtende opmærksomhed?”

Jacob er ikke vant til så mange ord så hurtigt og ser et øjeblik forvirret ud. Han kigger ned ad sin veltrænede overkrop for at genvinde fatningen. Så kigger han sørgmodigt på Bella. Hans øjne afslører, at han tænker på noget. Jo, han tænker helt klart på noget. Han slår blikket ned, som kan han ikke finde ordene. Endelig kigger han på hende igen. Han giver hende et skævt, melankolsk smil og får så endelig fremstammet:

- ”Biceps.”

- ”Åh, Jacob. Jeg vidste, at du ville forstå! Det er nok ikke noget tilfælde, at du kan forvandle dig til en kæmpe stor køter, sådan som du render efter mig, lige meget hvor mange gange jeg smadrer dig én over snuden!”

Jacob er ikke helt sikker på, hvad Bella siger her. Han bevarer det skæve smil på læben og står helt stille for ikke at spolere det smukke øjeblik.


3.
Bella og Edward står på en græsmark i Italien. Solen kærtegner Edwards fuglebryst og får det til at skinne som tusinde små diamanter. Han tager ordet.

- ”Bella. Jeg har ombestemt mig. Vi skal alligevel være sammen! Jeg vil ikke trætte dig med grundlaget for den beslutning. Hovedsageligt fordi det ikke eksisterer.”

- ”Jeg har godt nok ligget i min seng og skreget i et halvt år på grund af det, som du så ikke mente alligevel. Men alright.”

- ”Jeg har bare siddet her i Italien og drukket dyr italiensk vin. Hør, hvad siger du til gå ned i en kælder og snakke med en masse lede vampyrer, som jeg ikke kan beskytte dig fra?”

- ”Det lyder dejlig konsistent med den kavalkade af åndssvage og meningsløse beslutninger, jeg har truffet i resten af den her idiotiske film. Efter dig!”

Edward og Bella går ned i kælderen til en forsamling af de ondeste vampyrer i verden.

Tæppe.

…


Nu sidder den kvikke læser sikkert og tænker: Det hænger jo ikke sammen. Og det var også det, jeg tænkte, da jeg havde set den. Man begriber jo nærmest ikke, hvordan filmen overhovedet kan blive lavet.

MEN: Det hænger nok sammen med, at dette lidet meningsfyldte epos er målrettet teenagere, og gerne teenagepiger. Jeg har egentlig mødt en god del mennesker, der ikke er teenagere, som alligevel har set begge film, men lad nu det ligge. Lad os for argumentets skyld sige, at filmen er målrettet teenagere.

Som jeg før har været inde på, så er teenagepiger noget af det dummeste, man overhovedet kan støde på her i livet. Man kan have mere intelligente samtaler med en bordskåner, end man kan med en teenagepige. Så hvis det er kernepublikummet, så ER det altså ikke så mærkeligt, at jeg blødte ud af øjnene, al den tid jeg så Twilight: New Moon. Det er MENINGEN, at det skal være fuldstændig usammenhængende, latterligt og dræbende åndssvagt, fordi SÅDAN ER TEENAGEPIGER OGSÅ.

Lad os lige kort kaste et blik på, hvad det så er, Twilight forsøger at lære vores følelsesmæssigt ustabile teenagepublikum.

1) Det er monster fedt at date en bad boy.
2) Hvis din bad boy-kæreste slår op med dig, så skal du bare ligge længe nok i din seng og skrige. Så kommer han tilbage. Det kan tage halve, ja hele år. Det vigtige her er, at du virkelig skriger igennem i al den tid.
3) Det er sexet, at din bad boy kæreste har nogle virkelig fucked up venner.
4) Hvis du ikke ligger og skriger i et halvt år, når han slår op, så var det ikke ægte kærlighed.
5) Narrefisseri er den mest prisværdige af alle dyder. Det er okay at udnytte, at folk er forelskede i dig. På den måde kan du få opmærksomhed (og tilmed en motorcykel, hvis du er heldig!).

Hvis de ikke var åndssvage, før de så den her film (og det er de så godt nok, men lad nu det ligge), så bliver de det fandme efter.

Lad være med at se Twilight: New Moon.

2012 er forfærdelig.

Jeg har lige set 2012, og surprise!: Den var sørendansemig ringe. Og hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor så jeg den? Det har jeg spurgt mig selv om lige siden.

Selv om onde tunger sikkert kunne have mig mistænkt for det, så var det faktisk ikke for at bashe den her på min blog. Nej, I ved: Jeg havde set de der åndssvage trailers, hvor man lige får et glimt af det store effektcirkus. Og ligesom små børn og piger i nattelivet er jeg sært tiltrukket af flotte ting, der glimter. Det er jeg.

Og så tænkte jeg: For fanden. De KAN sgu da ikke have brugt 18t49727g4 millioner dollars på flotte ting, der glimter, og så bare have glemt manuskriptet ude på lokummet imens? Det kan da ikke passe, at de har haft 48 IT-genier til at programmere den ene nydeligt koreograferede katastrofe efter den anden, mens de har ansat en savlende mongol til at finde på handlingen og en senildement til at instruere? Det kan da ikke være rigtigt?

MEN JO, DET KUNNE DET.

Og lige præcis sådan må line-uppet have været. Instruktøren MÅ have været senil. Lad mig forklare: I 2012 er der tre scener, hvor himlen er ved at falde ned om ørerne på hovedpersonerne, men hvor de lige akkurat når væk i et fly. Tre scener, der er HELT OG ALDELES IDENTISKE. Instruktøren må simpelthen have glemt, at de allerede havde lavet den scene, da de lavede den igen. Og igen. Og de har bare ladet ham gøre det, fordi … jeg ved det ikke. Måske fordi han var fransk?

- ”Men Francois! Vi har allerede skudt og færdigredigeret den scene to gange!”

- ”Hush! Lad mesterinstruktøren arbejde. Er flyet på plads? Er katastrofen klar? Godt. Så hent mig en baguette! Og så kører vi!”

…

Og så er der jo et enormt spændende trekantsdrama mellem John Cusack, hans eks-kone og hendes nye mand. Filmen gør virkelig meget for at være totalt nuanceret og fremstille den nye mand som en fin nok fyr på bunden. Indtil den lader ham falde ned i en slags enorm kødhakker og konen to minutter senere er sammen med John Cusack igen uden at fælde bare en enkelt tåre.

Ja, heldet kan hurtigt vende. Især når kvinderne, vi skal have sympati for, er troløse, følelseskolde vendekåber.

Og så er der nogle andre half-assed historier om den yngre generation, der skal overleve og den ældre, der affinder sig med sin skæbne. Og de rige, der overlever og de fattige, der går under. Men så ikke helt alligevel, fordi de rige alligevel totalt viser noget medmenneskelighed til sidst og lader et par fattige overleve sammen med dem i nogle overdimensionerede kæmpestore superbåde, der fint kan klare at have bovporten åben under vand i timevis og smadre ind i det ene bjerg efter det andet uden at synke. Og det er alt sammen meget åndssvagt.

Du vidste det sikkert i forvejen, men: Lad være med at se 2012.

Med sandhed kommer man længst (men det er nu sjovere at lyve).

Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er den sejeste i verden, og jeg praktisk talt ikke har andet end gode ord til overs for mig selv, ikke? Selv om jeg er et slags socialt epicenter, der entertainer mig igennem den ene V.I.P.-fest efter den anden. Selv om alt det, så hænder det ind imellem, at jeg laver et LILLE socialt fejltrin. Måske lige ... en lille løgn, hvor jeg skulle have talt sandt. Eller en sjov kommentar til den helt forkerte person. Det er ved Gud ikke noget, der sker særlig ofte, men det sker.

Jeg var f.eks. til en fest på statskundskab i fredags, hvor jeg render rundt sammen med en kammerat. Han introducerer mig ivrigt til en flok piger, han havde været tutor for. ”Se her. De her piger tog jeg under min vinge, og de elsker mig alle sammen betingelsesløst,” er det, han gerne vil kommunikere til mig.

… og det er jo også fint og godt. Nå, men jeg ved sgu indledningsvist ikke lige, hvad jeg skal sige til de her piger. Men så får jeg en lys idé. Jeg tiltaler den første og den bedste af dem:

- ”Hej! Jeg hedder Lynge. Jeg er Eriks tavse ven. Ja, jeg siger ikke så meget, fordi mine forældre er indremissionske. Jeg har haft en meget hård opvækst.”

[Pigen lyser tydeligvis op. Hun kigger oprigtigt på mig og smiler hjerteligt.]

- ”Ej, er det rigtigt? Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Eh. Nå! Hehe. Ehrm. … virkelig?”

- ”Dine forældre er ikke indremissionske, vel?”

- ”Ehm. Nej. Beklager. Men … eh … jeg kender en masse PISSE SØDE KRISTNE MENNESKER!!”

- ”Ej, men det er også bare ærgerligt, fordi mine forældre er altså HELT VILDT NORMALE OG SØDE, og det er der bare ikke ret mange, der TROR om indre mission, og … blabla … ” … hele den vante forsvarstale, man kan høre, at hun har lavet 5.000 gange før og mig, der nikker og ser forstående ud.

Og så videre, og så videre. Jeg får selvfølgelig glattet ud, og det ender så godt, som det nu kan ende.

Den næste dag er jeg til endnu en fest. Jeg står og snakker med en dude ude i køkkenet. Jeg er klædt ud som Arnold Schwarzenegger. Jeg står i en undertrøje med påskriften ”Don’t Be Economic Girlie Men”. Han er klædt ud som Rambo. Jeg har lige drukket en flaske portvin.

- ”Fuck, mand. Du bliver lige nødt til at høre det her pis. Jeg var til en fest i går, ikke? Og så sagde jeg til den her pige, at jeg havde indre missionske forældre, og at jeg havde haft en rocker hård barndom. OG SÅ HAVDE HUN SELV INDRE MISSIONSKE FORÆLDRE! Og forstod i starten ikke, at det bare var pis! FUCK, mand. Kan du forestille dig en mere usandsynlig og fucked up situation!?”

- ”Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Haha! Good one!”

- ”Det er rigtigt.”

- ”Ha! … ha. … vent, du mener det. Fuck! Du er Rambo! Du kan sgu da ikke have indre missionske forældre!”

- ”Hehe, jo. Den er god nok. [Finder sin store pædagog-stemme frem] Der er faktisk mange, der tror, at os med indre missionske forældre er helt fucked up, men det er vi altså slet ikke. Jeg har valgt at feste og drikke, og det kan man altså også godt som kristen. Og det er jo …” … blabla … tale man kan høre, at han har holdt en god del gange før og mig, der glor in utter disbelief.

Altså, hvad er chancen. Hvad fanden er chancen!?

[De vil gerne have os til at tro, at de bare er en flok fiskere fra Thyborøn. Men i virkeligheden infiltrerer de vores samfund på kryds og tværs. Måske er din mor indre mission, uden du ved det. Måske din bror. Man ved aldrig.]

Og altså, i det første tilfælde er det jo min egen forbandede skyld. Min store kristen-radar skulle jo have slået ud, da jeg så, at pigen var mere ædru end sine veninder, og da jeg første gang kiggede hende ind i øjnene og registrerede det der slightly-crazy-look, som meget religiøse mennesker altid render rundt med. BEEP! BEEP! KRISTEN-ALARM! WHAT WOULD JESUS DO? BEEP! BEEP!

Det ville have sparet hende for at tro, at hun ENDELIG havde fundet en person blandt alle disse overfladiske, drikfældige mennesker, hun kunne relatere til, for så at blive frygtelig skuffet. Og mig for at føle mig som et overfladisk, drikfældigt menneske blandt andre overfladiske, drikfældige mennesker. (Eller: Jeg følte mig egentlig mest som et genialt unikum blandt overfladiske, drikfældige mennesker, men lad nu det ligge.)

Men RAMBO? Hvordan spotter man den? Det kan man jo ikke. Og hvor er det, vi er henne, når Rambo kan rende rundt og være indre missionsk? [... forfatter en klage til ankestyrelsen.]

Sandheden om Dan Brown

Nu om dage er det omtrent blevet den mest middelmådige mainstream at have lyst til at tæve Dan Brown til blods med en rusten svensknøgle. I det umådeligt fine universitetsmiljø, jeg af og til færdes i, er der den ene kritiske, selvstændige kvinde efter den anden, der står i kø for at udlevere denne forfatters fejl og mangler.

”Han skriver dårligt”, ”Det er metervare underholdning” samt ”Totalt urealistisk, lizzom” er ofte de ting, man hører, når samtalen falder på gode gamle Dan B. Og her er det, at jeg gerne vil sige følgende: Luk røven. Der er ikke noget galt med letfordøjelig underholdning, og så dårligt skriver han heller ikke.

[Tom Hanks' eneste ansigtsudtryk i rollen som Robert Langdon]

Jeg hader de her kritiske, selvstændige kvinder. De giver mig helt utroligt lange patter. Man kan bare høre, hvordan de har siddet og kæftet op igennem en hel skolegang og lukket baner af lort ud om alverdens emner, mens lærerne, i stedet for at finde spanskrørene frem, har sagt: ”Ja. Øh. … det er selvfølgelig også en vinkel på tingene, Pernille. Hvor er det godt, at du har din egen, selvstændige mening. Du skal sikkert på universitetet.” … nej, Pernille. Du skulle have været pottemager.

Alligevel må jeg jo indrømme, at jeg selv har en udtalt længsel efter at stoppe tres kilo plastisk sprængstof ned i halsen på Dan Brown. Men ikke af de samme årsager som Pernille og hendes ligesindede.

Problemet med Dan Brown er ikke så meget det, som alle går og siger, som det er hans helt utrolige evne til at vælge kontroversielle emner, og så udvande dem værre end man udvander en rom og cola i Jomfru Ane Gade. Dan Brown får fandeme homøopati til at fremstå som et koncentrat af lærdom og medicinsk kunnen.

Ja. Det er så meget, Dan Brown udvander de kontroversielle temaer, han vælger. Tag f.eks. Engle og dæmoner. Den har et interessant udgangspunkt: Videnskaben er mega sej, og kirken er en stor fed taber, der myrder folk i flæng og laver kunstige mirakler for, at folk kan genvinde troen.

Vi har den her hovedperson. Robert Langdon. Han er efter eget udsagn en akademiker, der kæmper for sandhed, og som ikke tror på gud. Igennem hele filmen jagter han en bestialsk morder, som man bliver forledt til at tro er videnskabelig fanatiker, men som viser sig at være kirken selv.

[Ewan McGregor som psykopatisk massemorder og religiøs fanatiker]

Endnu engang er der altså en eller anden IDIOT, som har valgt at myrde en hel bondegård i Guds hellige navn. Hans formål: at relancere kirken med et nyt og hipt image! Og hvad gør Langdon så ved det? Jo, han tager sig lige en snak med en af præsterne. Den forløber nogenlunde sådan her:

Præst: ”Ja, jeg er sgu ked af, at den dude herfra sådan kom til at myrde pisse mange mennesker. Vi er ikke perfekte! Men du. Nu skal du høre. Her er en fin papirpamflet. Jeg har ikke engang tænkt mig rigtigt at give dig den, men du må LÅNE den, hvis du holder kæft om det hele. Verden har brug for tro, du ved. Og hvis du lige vil have mig undskyldt nu; jeg skal ned og fortælle en masse negere, at det er syndigt at bruge kondom!”

Langdon: ”Ork, det skal du sgu ikke tænke på. Det var jo hovedsageligt jeres egne, I brændte, hakkede og pløjede jer igennem i denne omgang! Nåhr ja, bortset fra de 58 politimænd og den brillante videnskabsmand, der også røg i svinget. Jeg kan godt se det retfærdige i, at I lukrerer på den her dudes bestialske og kyniske plan, selv om det strider mod hele min person og alt, jeg har kæmpet for. Jeg skal nok holde kæft, nu du kigger mig alvorligt ind i øjnene og giver mig en papirpamflet!”

Præst: ”Låner. Jeg låner dig en papirpamflet.”

Langdon: ”Giver. Låner. Hvad er forskellen, når man som jeg er ragende idiot?”

…

Moralen i Engle og dæmoner er dette: ”Mennesker er en flok idiotiske får, der forveksler en kynisk plan med en religiøs åbenbaring. Og det er nok alligevel for det bedste, for de bliver bare kede af det, hvis de hører sandheden. Hellere dumme og troende end oplyste og triste.”

Det kan ”akademikeren” Robert Langdon skrive under på!

[Bemærk hvordan ansigtsudtrykket ikke har fortrukket sig en mine.]

Man har jo bare lyst til at rive fat i Dan Brown, og tæve ham, og tæve ham, og ruske ham, og råbe ham ind i hovedet: ”Hvorfor er du sådan en idiot? Hvorfor er du så sindssygt fesen? Har du ingen integritet!?”

Og svaret er jo nok, at han ikke lige havde lyst til at fornærme den katolske kirke, eller nogen andre i det hele taget. Når videnskaben er LIDT sej, men moralen samtidigt er, at vi også har brug for tro, så kan ALLE være med. Alle fra din videnskabselskende teenagedreng, der også godt kan lide action og eksplosioner, til din idiotiske, overtroiske og konservative gamle dame, som gerne vil bekræftes i, at alting går så hurtigt nu om dage, og vi skal dog også holde fast i fordums tid og nisser på loftet.

Hvilket i praksis betyder, at Dan Brown er en behagesyg pikansjos uden personlig integritet. Alle ansatser til en lille smule kant bliver forkastet, og tilbage står en intetsigende og altomfavnende omgang pladder, som alle lidt kan købe ind i, fordi der i virkeligheden ikke rigtig bliver sagt noget.

Man KAN ikke sælge mere ud, end Dan Brown gør i Engle og dæmoner. Det er fysisk umuligt.

”Men han skriver altså heller ikke særlig godt!” NU SKAL DU TIE STILLE, PERNILLE. SÅ ER DET TILBAGE TIL POTTERNE.

The Road: ”Du peger pistolen ind i munden, og så trykker du på aftrækkeren.”

Nogle mennesker er bare ulideligt røv syge. F.eks. samtlige medarbejdere på Fox News, den hverken talentfulde eller specielt kønne Jennifer Aniston, eller bare alle deltagere i De Unge Mødre OG Paradise Hotel.

Der er i virkeligheden en del mennesker, der godt kunne trænge til en ordentlig håndgranat i morgenkaffen. Ja, det er nemlig rigtigt. Der er faktisk ret mange personer, der egentlig bare burde træde på en landmine og få det overstået, og så ville vi alle være bedst tjent med det. Der er en påtrængende mængde individer, som faktisk ville have godt af en ordentlig dosis arsenik, mens de sov.

MEN MAN KAN NATURLIGVIS IKKE BARE STOPPE ALLE DISSE MENNESKER I GASKAMRENE! Det ville jo være mord! Og sindssygt, i øvrigt! Og så ville folk også begynde at kalde en ”dumme mand” og ”Hitler” og alt muligt andet grimt. Derfor er det heldigt, at man bare kan give alle disse mennesker en DVD med The Road. Det vil sandsynligvis have den samme, ønskede effekt.

The Road med Viggo Mortensen i hovedrollen er nok noget af det mest deprimerende, jeg nogensinde har set i mit liv. Det er to timer med intens menneskelig smerte og livsgnister, der slukkes. The Road får en begravelse til at virke som en jazzfestival på Kos.

Filmen skildrer et post-apokalyptisk Amerika i totalt anarki, hvor alt er gråt, koldt og mørkt, og hvor kannibalistiske bander hærger landevejene.


Noget af det første, der sker i The Road, er, at Viggo Mortensen lærer sin søn at blæse hjernen ud på sig selv, skulle han være i overhængende fare for at blive fanget af kannibalistiske, pædofile voldtægtsforbrydere.

Kort efter bliver Viggo Mortensen forladt af sin kone. Hun efterlader ham alene med deres søn, selv om hun egentlig helst havde set, at de alle havde begået kollektivt selvmord, fordi verden er nederen, og alle andre gør det alligevel også. Det vil Viggo dog ikke være med til, så derfor vandrer hun ud i kulden for at dø alene i mørket. Viggo kommenterer: ”She was gone. And the coldness of it was her final gift. But she died somewhere in the dark. There is no other tale to tell.”

Og sådan fortsætter det i to stive timer.

Omtrent halvvejs inde i The Road udspillede følgende dialog sig mellem min kammerat og jeg selv:

- Den er godt nok dyster, hva'?

- Jo, det vil jeg sige. Den er monster bleak.

- Jeg har lyst til at dø.

- Jeg har haft lyst til at skære mine håndled over, lige siden filmen startede.

- Ja. Ja.

- Ja.

Viggo Mortensen i voice over: "Every day is a lie."

… Hvad fanden var det for nogle mennesker, der fik depressioner af at se Avatar? Send de idioter ind og se The Road med et barberblad i hånden, og så garanterer jeg, at vi ikke hører mere til dem.

I det hele taget forestiller jeg mig, at The Road kan bruges som en form for masseødelæggelsesvåben. Hvis der på et tidspunkt bliver for meget pjat med Iran eller Nordkorea, så er det et spørgsmål om at bombardere dem med DVD’er med The Road og lige inkludere en enkelt cyankaliumkapsel i hver af DVD’erne. Så er der ikke mere pjat med dem.

Faktisk, ikke? Så er The Road den nye The Ring, bortset fra at denne gang er det ægte. Du ser filmen, og inden for en uge har du slået dig selv ihjel.

...

Ja. Det var vist det. Jeg ville gerne blive og skrive mere, men jeg har en date med en helvedes masse håndgranater, der ingenlunde detonerer sig selv.

Livet er meningsløst, og vi kommer alle til at dø alene. Ja, også dig.

Lad være med at se The Road, medmindre du arbejder på Fox News, er Jennifer Aniston eller deltager eller har deltaget i De Unge Mødre eller Paradise Hotel. Hvis du gør det/er hende/deltager/har deltaget, så skynd dig at se den! Den er LIGE dig. Den er fyldt med flotte farver. :-) Hvis du er en af dem fra De Unge Mødre eller Paradise Hotel, kan du måske få en god ven til at læse underteksterne op, så du kan forstå, hvad de fine mennesker inden i fjernsynet siger. :-) :-)

Togkrønikerne: Døden fra Randers

NU ER DET JO ET STYKKE TID SIDEN, at jeg sidst har haft en underlig oplevelse i et af DSBs toge, hovedsageligt fordi jeg er begyndt at sætte mig ud på toilettet og messe Mozarts Requiem hele turen.

Ja, jeg er lidt mærkelig.

I går aftes veg jeg dog fra mine principper og sad således i en togvogn på vej fra Hobro til Århus. Det gik i og for sig fint, indtil vi nåede Randers.

Selvfølgelig gik det galt i Randers.


En karseklippet ung mand i joggingbukser og en dynejakke med en kasse blå royal under armen vælter ind i vognen. Han har en rift ved det ene øjenbryn. Han skimmer hurtigt vognen for passagerer og får øje på en pige, der sidder alene i en pladssektion foran mig. Han bevæger sig hen til hende og sætter sig ned.

- Hej. Vil du ha’ en øl?
- Nej.
- Nåmmen, det er bare fordi, jeg har en del øl, og min kammerat kommer også lige om et øjeblik. Såøh, så vil du måske ha’ en øl?
- Nej.
- Nå, okay. ... Nåmmen, hvad hedder du?
- Det er ikke vigtigt.
- Nå, okay. Jeg hedder Jesper. ... er du sikker på, at du ikke vil ha’ en øl?

Hans kammerat kommer på nuværende tidspunkt ind i vognen, også iklædt dynejakke og joggingbukser. Han sætter sig hen til dem. Pigen bliver døbt "Nina" af Jesper.

- Lasse, det her er Nina. Hun vil ikke have en øl.
- [blablabla, random chikane af "Nina".]

Jesper rejser sig op og vælter over i pladssektionen umiddelbart over for, hvor der sidder en anden pige. Her gentages seancen fra før. Vil du ikke have en øl, hvad hedder du, hvorfor vil du ikke snakke med mig. Hun er heller ikke så responderende over for hans tilnærmelser, hvorefter han vender tilbage til Nina igen, der STADIG ikke vil have en øl. Frustreret finder han sin telefon frem og ringer op.

- [telefon] Hallo, må mig og Lasse måske komme til fest? ... Nej, det er Jesper! ... Ej, come orne, Ditte, det er fandme lang tid siden, vi har set hinanden, og ... seriøst. Seriøst, mand. Prøv lige at snakke med ham der, der holder festen, ik? ... nu spænder du lige hjelmen, Ditte. ... Nå. Nå, ok. ... Jamen, hej, så. [telefon slut]

[fyrer en tom øldåse ned i vognen i frustration. vender sig mod Lasse.]

- Hallo, Lasse. Jeg er din bror, mand. Jeg ved godt, at jeg altid laver problemer, men seriøst. Du bliver nødt til at snakke med hende. Jeg gider ikke hjem. Lasse. Jeg er pisse liderlig. Du bliver nødt til at snakke med hende.

[vender tilbage til Nina]
- Du, Nina. Jeg har en fornemmelse af, at du hader mig.
- Altså, jeg hader dig ikke, jeg har bare ikke lyst til at snakke med dig.
- Ahrmen seriøst. Jeg kan se, når kvinder hader mig. Du må gerne sige, at du hader mig. Sig det bare. Kom nu.
- Jeg er bare ikke så interesseret i at snakke.
- Du hader mig.
- Jeg sidder lige og hører noget musik.

... OG DET ER JO ALTSAMMEN FINT OG GODT. Indtil Jesper foretager nogle interessante telefonopkald.

[ringer op]Michelle! Lasse og jeg har lige smadret fem mennesker. ... ja, den er god nok. ... Ja,ved du, hvad vi gjorde, Michelle? Vi tog sådan en glasflaske, og så smadrede vi den i hovedet på en af dem. ... Ja, han lå stadig og blødte, da vi skred. ... Ja, ok, hejhej.

[ringer op igen]Hallo, Lasse og mig, vi har lige været i en slåskamp. To mand mod ti mand. vi tog dem totalt ud. ... nå, men skal I med til fest eller hvad? ... nå, ok. ... du er da godt nok bøsse. ... hej.

[tager telefonen] Hvad FANDEN er dit problem, Linda? ... Nå, okay. ... ja, okay. ... ja, jamen vi kommer mig og Lasse. ... ja, okay, tak. ... Tak, Linda. Må jeg lige snakke med Michelle? ... Lad mig snakke med Michelle! ... Hey, Michelle. Jeg har lige flækket mit øjenbryn. ... Nu skal du høre, det er faktisk ikke engang sjovt, hvordan det skete. Jeg stak en fyr i brystet med en kniv. ... nej, jeg mener det seriøst. ... ja, jamen, jeg stak ham bare i brystet. ... jamen, du skulle ha’ hørt det pis han sagde til Lasse. ... ja, det er noget pis, mand. ... Hallo, Michelle? Hallo?

[ringer op igen] Hej igen, Linda. ... ja, Michelle gider ikke snakke med mig, mand. ... ja, jeg stak sgu en fyr i brystet. ... ja. ... ja. ... ok. Nåmmen, vi ses, så.

["næste station Århus. Det bliver Århus næste gang."]

- Kom nu, Lasse! Nu skal vi fandme ud og fyre den af!

...

Randers, mand. Fucking Randers.

I ligestillingens hellige navn: Scorekursus for kvinder

Efter mit seneste indlæg er jeg blevet spurgt om, hvordan man skal gøre, hvis man er en kvinde og gerne vil samle en mand op. Og som udgangspunkt ville jeg jo egentlig sige, at man bare skal drikke sig fuld og vimse lidt rundt, og så går det helt af sig selv. Faktisk kan det tit være tilstrækkeligt bare at vimse rundt uden at være fuld. Dette er bredt underbygget i filmens verden. I The Notebook er Rachel McAdams et fremragende eksempel på, at man bare skal vimse rundt og fnise lidt, og så er Ryan Gosling klar til at erklære en sin evige kærlighed. Det behøver dog ikke at være sværere end bare at sidde og glo, ligesom Jennifer Anniston gør det i The Break Up, da Vince Vaughn kommer halsende efter hende med et bankende hjerte og 8000 hotdogs.

Dette er altså den normale måde at gøre det på. Hvis disse normale approaches mod forventning ikke skulle virke, har jeg samlet et par pointers, også fra fiktionens verden.

I førnævnte Basic Instinct er Michael jo ellevild efter at komme i bukserne på Sharon. Det er han, fordi Sharon vimser rundt på coke, naturligvis, men også fordi hun har brugt diverse kneb til at fortrylle ham. Her er de:

1. VIS NOGET HUD

Tid til at vise noget hud. Det er mænd vilde med. Start f.eks. med bagsiden. Men få det til at ligne et uheld. Hvis det er et uheld, tror han ikke, at du er en værre lille so. Se, hvordan Sharon tilfældigvis lige kommer til at vise sig nøgen for Michael her:

Spejlet er stillet, så der er god udsigt til stort set alt. Men måske var det et uheld!


På med tøjet igen.

2. VIS ENDNU MERE HUD

Blot understellet. Ja, det er nemlig rigtigt. Når fyren først har set det allerhelligste, er den nærmest hjemme allerede. I Basic Instinct sidder Sharon og bliver interviewet af Michael og nogle andre strømere. Pludselig spreder hun benene, så man kan se lige op i livmoderen på hende. Her er, hvordan det skal gøres:


Sid med benene over kors i en lårkort kjole.


Sæt det ene ben ned på jorden og spred benene let hen imod ham, du gerne vil forføre. Lad kussen gøre dens indtagende arbejde et øjeblik.


Efter du er sikker på, at han har set varerne, sætter du benene over kors igen, nu med det andet ben øverst. Nu troede han først, at du var ærbar og tilfældigvis kom til at vise dig nøgen for ham. Men så laver du dette ekstremt slutty move, og nu er han totalt mystificeret. Er du en luder, eller er du ikke en luder? Mænd elsker at være mystificerede.

Det er på grund af dette grundige forarbejde, at Michael vælter savlende ind på diskoteket og jagter Sharon rundt med sine store, våde hundeøjne.

Basic Instinct er imidlertid ikke den eneste film, hvor kvinder forfører mænd. Der er mange andre måder at gøre det på. Du kan f.eks. være stripper, ligesom Marisa Tomei er det i The Wrestler, hvor hun forfører Mickey Rourke. Et effektivt trick. I samme boldgade er det gode gamle luder-trick, som vi ser i Pretty Woman, hvor Julia Roberts prostituerer sig til kærligheden og en helvedes masse penge. Godt gået, Julia.

Jeg håber, at det nu er lidt klarere, hvad man som kvinde kan gøre for at forføre en mand. Held og lykke derude!

Livsfarlig sex og hurtige damer med Michael Douglas

Heh. I forbindelse med mit speciale har jeg netop kæmpet mig igennem et væld af gamle klassikere. Gamle film er sjove!

Tag f.eks. Basic Instinct. DEN er sjov. Og så er den tilfældigvis også en eksemplarisk manual i at samle damer op.


Den starter med, at en blondine knalder en fyr til dramatisk musik, indtil hun slår ham ihjel med en is-syl til MEGET dramatisk musik, endda midt under orgasmen. Hvis man havde glippet forfilm og plakater og i det hele taget INTET vidste om denne film, får man altså serveret temaet lige op i smasken fra start: DENNE FILM HANDLER OM DØDSENSFARLIG KNEP. Hvis folk knepper i denne film, så er det farligt! Beware of knep. I tråd med dette er det da også noget værre, farlig sex, som Michael Douglas skal igennem i denne film, altid til meget dramatisk musik. Og HELE tiden antyder kameraet, at måske finder hans sex-partner en is-syl frem og tæver den ned i brystet på ham! Måske skal han dø nu, fordi han knepper! Nu skruer vi op for den dramatiske musik, mens han knepper, så nu er det nok LIGE op over! Og det ER jo et interessant spørgsmål - hvem spidder hvem? Lige til det sidste skal vi se på dramatisk knep, der er dødsens farlig, og måske dør de lige om lidt.

I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de kaldte den for Basic Intinct. "Dødbringende knep" eller "Folk, der knalder til dramatisk musik" havde været mere sigende.

Noget andet fantastisk ved Basic Instinct er den måde, som Michael Douglas scorer Sharon Stone på. Han går ind på et diskotek. Så finder han hende ude på lokummet, hvor hun er i gang med at tage noget coke. Så stiiiiiirrer han maskulint på hende, mens han går hen imod hende. Hun lukker dog døren til lokummet. Så går han ud på dansegulvet, hvor han stiller sig i sin nedringede grønne trøje og stirrer på hende. Hun vimser rundt og danser og flirter og gnubber sig op ad sin lesbiske elskerinde. Han står og stirrer intenst på dem begge. Grøn trøje. Stirre på Sharon. Stirre på lebbe-elsker. Stirre på Sharon igen. Sharon bliver underligt indtaget af hans stirren og danser flirtende hen til ham. Alle omkring ham danser. Han står og stirrer. Hun danser op ad ham. Han prøver at kysse hende, men, da det ikke virker, står han lidt og stirrer. Sharon bliver så DRØN liderlig af al den stirren, at hun straks giver sig til at gnubbe sit underliv op ad ham. Så vågner han alligevel lidt op og begynder at tage hende på røven, til hun endelig bukker under og lader ham kysse hende.

Så tager de hjem til hende og har dødsensfarlig sex.

Sådan skal det gøres, drenge. Ingen smarte replikker. Ingen fancy moves. Der skal bare stirres igennem.

DEN TAGER VI LIGE IGEN I LANGSOM GENGIVELSE OG MED BILLEDDOKUMENTATION.

Ind på herretoilettet og find damen. Damer sidder altid på lokummet og tager kokain.

Bingo. Hun har fået lidt til næsen.

Så er det tid til at stirre. Der skal stirres nu!

Damen er ikke helt modtagelig for stirren endnu, så hun smækker døren til toilettet i. Mist dog ikke modet. Det er bare en test for, hvor vedholdende du er i din stirren.

Drik dig lidt mod til. Og find så damen igen.

Hun er naturligvis ude på dansegulvet med sin lesbiske veninde. Det er de altid.

Tid til at stirre.

Damerne har nu forstået, at du stirrer, og de stirrer anerkendende igen.


Bliv ved med at stirre. Som vi kan se, bliver lesbiske liderlige af stirrekonkurrencer.

Hold blikket fikseret på hende, og hun vil komme til dig. Det kan vi se, at hun er ved her. Bemærk det let døde look i ansigtet på Michael. Det er piger vilde med.

Her laver Michael en klassisk begynderfejl. Han forsøger at kysse hende, men der er ikke blevet stirret nok endnu!

Fejlen bliver prompte straffet. Hun vender ham ryggen, og han står tilbage med hånden viftende i luften som en idiot.

Han tager dog revanche. Nu skal der satme stirres.

Og stirres.

Og stirres.


Det var bedre. Sharon bliver godt liderlig af den intense stirren og giver sig til at gnubbe sig op ad Michael.

Det her er super rutineret af Michael. I stedet for bare at tro, at han må kysse hende nu, stirrer han lige lidt ekstra på hende.


Så tager han fat i hende.


Og stirrer lige lidt mere.

BINGO. Den er hjemme. 1 - 0 til hjemmeholdet!

Hjem og have dødsensfarlig sex.


... and that's it. En hands-on lækker guide til at score, Michael Douglas-style, fra mig til jer. Så kan I vist godt hoppe ud i nattelivet og fyre den af. Jeg ser frem til at høre om jeres eskapader.

800 kastestjerner i mellemgulvet: Ninja Assassin!

Det er efterhånden blevet en gylden regel i nyere amerikansk film, at man skal igennem en helvedes masse idiotisk pis for at blive en god lejemorder. I det første indlæg overhovedet på denne blog opsummerede jeg f.eks. lejemorderskolen i Wanted. Her skal man kontinuerligt have tæsk af en fyr med lyst strithår, hvis man vil være noget ved lejemordermusikken. Og nåhr ja, så skal man øve sig i at skyde uden om døde grise. Ellers handler det om at ligge og chille i en slags magisk spa. På 3-4 uger kan man på denne måde blive en frygtindgydende bølge af død og ødelæggelse!


I Ninja Assassin, som jeg netop har set i biografen, er præmisserne moderat anderledes, men alligevel jævnt åndssvage. Her finder vi en kombineret skole for ninja, sadisme, idiotisk livsfilosofi, elektrikerarbejde og ubehjælpsomt engelsk. Hvis du vil være en RIGTIG sej ninja, så lærer du også om kvinders tøjstørrelser i din fritid.

DØDSENS HEMMELIGT NETVÆRK
Præmissen i Ninja Assassin er, at der findes et hemmeligt netværk af ninjaer, der oplæres i ovennævnte discipliner af en ond og sadistisk japaner. De aspirerende ninjaer får med pisken, hvis de ikke adlyder japaneren, der generelt er træls og ubamhjertig. Når de er udlærte ninjaer, så render de ellers rundt og slår ihjel for alle, der tilfældigvis har 100 pund guld liggende.

Dette hemmelige netværk er så hemmeligt, at de slår dig mega ihjel, hvis du ved noget om dem. Og så er det ligemeget om du er en luset bibliotekar eller en vigtig efterretningsfyr - hvis du ved noget om de her ninjaer, så bliver de ved med at kaste 800 kastestjerner efter dig, til du er fucking død.

Præcis hvordan de får kunder i butikken, hvis ingen må vide noget om dem, fremgår ikke.

En af ninjaerne synes så alligevel, at den her træning og de her tåbelige ninjaprincipper er lige grove nok, så han beslutter sig for at tæve sin almægtige læremester i hovedet med en form for urtekniv monteret på en kæde, for så at tage flugten. Det synes mesteren er lidt træls, for så har alle tæskene til den her elev jo muligvis været forgæves. Og nu var det tilfældigvis den dygtigste elev, der valgte at gøre oprør, så det er DOBBELT nederen. Godt træt af det hele sender han 28.000 ninjaer efter vores oprørske helt, der i mellemtiden bruger enormt meget tid på at studere kvindetøj, så han senere kan være totalt sej og ligesom Eva Green i James Bond se på folk hvilke tøjstørrelser, de bruger.

SERIØST MANGE NINJAER
I mellemtiden er en negerbibliotekar kommet på sporet af de her ninjaer, så ninjalederen sender også 28.000 ninjaer efter hende. Og så slår vores oprørske ninjahelt og negerbibliotekaren pjalterne sammen, hvilket i praksis kommer til at betyde, at der er 56.000 ninjaer efter dem.

En moderat træls situation, kan man sige.


Dem flygter de indledningsvist fra, og i den forbindelse lærer vi nogle super seje tricks til at undgå ninjaer. Man skal blandt andet ryge lidt, så de ikke kan lugte én! Og så skal man helst ha' lyset tændt, så man kan se dem. Som jeg har været inde på før, er de her ninjaer dog delvist elektrikeruddannede. De slukker bare for strømmen, når de kommer, så det sidste råd er lidt ubrugeligt.

Altså bliver vores helt og heltinde selvfølgelig indhentet af ninjaerne, fordi det der med at ryge og slukke lyset alligevel var nogle lortetricks, der ikke virkede en skid. Pludselig er der 56.000 ninjaer ved hoveddøren. De geeeeemmer sig i skyggerne og kaster flere kastestjerner, end jeg har hår på hovedet. 56.000 ninjaer.

Men dem slår vores helt heldigvis bare ihjel.

The End.

...

Ninja Assassin kan lyde ret tåbelig ud fra overstående gennemgang, og det er den egentlig også. Dog har den en kitschet charme, som man ikke skal underkende. Når folk dør i Ninja Assassin, så dør de virkelig. Vi taler veritable fontæner af blod her. Vi taler så mange kastestjerner i halspulsåren, at man ikke fatter det.

Ninja Assassin har lidt samme eksistensberettigelse som Taken. Plottet er tåbeligt, men folk dør kraftedeme på nogle ret awesome måder, og man føler ikke medlidenhed med de døende, fordi de basalt set alle er den samme nederen person. I Taken var de allesammen østeuropæiske voldtægtsmænd. I Ninja Assassin er de allesammen samvittighedsløse lejemordere, der ikke fortjener bedre end at få parteret deres kroppe i voldsæstetiske eksplosioner af død og blod.

Alt i alt kan jeg med moderat ro i sindet sige, at I godt kan finde kastestjernerne frem og se noget Ninja Assassin. Det er en oplevelse. Så meget vil jeg garantere.

Om overspringshandlinger (og lidt zombier)

Da jeg er en ekspert i selvdisciplin og livsfilosofi, har jeg besluttet mig for at forfatte et par ord om, hvordan man kan undgå overspringshandlinger.

[Woody Harrelson nakker dig, hvis du overspringshandler.]

Nu er det jo ikke alt for tit, at jeg opdaterer denne blog, hvilket er naturligt nok, når man er lige så sej som mig. Jeg forestiller mig, at I sidder og tænker:

Nåhr ja. Det er klart, at han ikke har tid til at opdatere hele tiden. Han er vel ude og springe i faldskærm med B.S., mens han griner af os uduelige grødbønder nede på marken. Han står givetvis og high fiver med George Clooney, mens de dyrker noget pilates. Han sidder nok i en spansk bjergsø omringet af letpåklædte negerpiger og drikker en Bloody Mary.

Men nej, faktisk er ingen af delene tilfældet. Jeg er ikke i gang med at smøre Megan Fox ind i nutella, jeg sidder ikke og overvejer, om det skal være en Audi eller en Jaguar, og det er faktisk alt for lang tid siden, at George og jeg har snakket.

Men hvad laver jeg så? Hvad bliver alt denne utrolige energi dog brugt på? Hvorledes formøbler jeg mit umådelige potentiale?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg skriver SPECIALE.

Jeg overvejede naturligvis at få en af mine groupies til at gøre det, men … han havde ikke lige plads i kalenderen pt.

I forbindelse med at skrive speciale handler det for mange om at komme overspringshandlingerne til livs. Det er også noget, jeg har måttet arbejde med. Sådan her gik det for mig:

LIVSLEDE OG DEPRESSION
Som nogle måske kan huske, så sidder jeg og svælger i fiaskoer og knuste drømme. Og der, ikke? Der må jeg indrømme, at jeg er sådan lidt METHOD ACTING-agtig. Jeg går sgu sådan lidt Robert DeNiro på det shit. Tvinger mig selv til at have det dårligt, så jeg lidt bedre kan forholde mig til andres lidelser.

Jeg har for eksempel tvunget mig selv til at se Borte Med Blæsten, selv om jeg havde en fornemmelse af, at den nok skulle få slukket min sidste livsgnist. Og ganske rigtigt, tre timer og halvtreds minutter senere var jeg på randen af total nedsmeltning. Ja, det er nemlig rigtigt. Borte Med Blæsten varer tre timer og halvtreds minutter. Og i samtlige tre timer og halvtreds minutter sidder man og har lyst til at kradse øjnene ud af hovedet på den kvindelige hovedperson. Men altså, den skal have point for at idyllisere slavehandel og livet i social klasse A i de gamle sydstater. Det synes jeg alligevel, den skal!

[Han ser ud som om, at han gerne vil kysse hende, men han ønsker i virkeligheden at kvæle hende. Det gør vi alle.]

Siden har jeg forsøgt at forsøde min tilværelse minimalt med Woody Harrelson, der banker bildøre ind i hovedet på zombier. Og her, som en indskudt bemærkning, kan jeg da godt lige udsende en uformel anbefaling af Zombieland. MEN NOK OM INTERESSANTE TING, der rent faktisk kunne have en perifer relevans for dig og dit liv. Tid til mere om mig.

Det har altså været en kamp at holde sig nedsunket i depressive melodramaer, og derfor har overspringshandlingerne meldt deres naturlige ankomst.

I HELE DENNE specialeproces har jeg fundet ud af, at det der med at sidde derhjemme og skrive ikke rigtig kan lade sig gøre for mig. Jeg er konsekvent endt med at vaske op eller vaske tøj eller se en irrelevant film eller hækle et korset i stedet for at skrive. Jeg har med andre ord overspringshandlet for sindssygt. Men det har jeg besejret nu, og det kan du også. Her er, hvad du gør:

LØSNINGEN
SKÆR ALTING BORT, DER GØR DIG GLAD. HAR DU ET LIV? SMID DET UD AD VINDUET. HAR DU EN KÆRESTE? SMID HENDE PÅ PORTEN. Alle distraktioner skal væk. Og så tager du væk hjemmefra og murer dig inde et sted, hvor du ikke KAN gøre andet end at lave det, du skal. Det er det eneste, der virker!

Jeg er således personligt endt i specialebunkeren i Århus Nord, hvor overspringshandlinger ikke lader sig gøre, hvor man vasker gulvet i sved fra de hårdtarbejdende studerende – hvor drenge bliver til mænd.

Og her har jeg tænkt mig at sidde til engang i starten af februar. I den forbindelse vil jeg gerne garantere, at opdateringer bliver nøjagtig lige så uregelmæssige, som de hele tiden har været.

Held og lykke med arbejdet. Vi ses på den anden side.

Flere rigtige myter tilbage i filmene, tak!

Det er pudsigt, at nutidens store, hjernedøde blockbustere alle prøver at fingere en eller anden form for dybde ved en vag henvendelse til noget historisk eller mytisk. Tag f.eks. de to største action og visual effects-film, der er produceret i år: Transformers 2: Revenge of the Fallen og G. I. Joe: The Rise of Cobra.


I Transformers 2 har vi følgende myte: ENGANG I TIDERNES MORGEN levede de her "Primes" - robotter, der vimsede rundt i universet og udslukkede sole for at tappe energier og producere nogle flere åndssvage robotter. De havde lissom en intern forståelse, der hed, at de kun tappede solsystemer uden liv. ALLIGEVEL besluttede en af de her Primes at udslukke lige præcis vores solsystems sol. SELV OM DET VAR MOD REGLERNE. Ingen ved hvorfor. Der er helt hjernedødt mange solsystemer uden liv, de fleste af dem med langt større og mere energifyldte sole end vores, men vores sol var åbenbart en rigtig sexet lille lækkerbisken. Eller også var han bare trodsig og ond. Ja, det er nok derfor. Han var meget ond!

DET synes de andre robotter alligevel var lidt nederen. Men fordi de var sådan nogle navlepillende analakrobater, kunne de ikke stoppe den her onde, løsslupne dræberrobot. I stedet ofrede de sig for at gemme aktiveringsmekanismen til den maskine, der skulle malke vores sol for energi. En maskine, der i øvrigt lå inde i Kheopspyramiden.

Hmm. Hmm! Lyder det lidt dumt? Lyder det lidt umotiveret? Så prøv at høre det "mytiske grundlag" for G. I. Joe: The Rise of Cobra:


Engang var franskmændene og englænderne i krig. En skotsk klan solgte våben til begge sider, men det viste sig ikke at være så smart. Klanens overhoved blev afsløret og fanget af franskmændene. De var ikke helt tilfreds med hans opførsel, så de gav ham en form for glødende jernmaske på, som han så kunne vimse rundt med til sine dages ende.

Og hvad har dette at gøre med nutiden? Intet. Absolut intet. Der er lige et par vage referencer til det - "historien om min forfader lærte mig, at man ikke skal blive fanget i at sælge våben til begge sider" - men det er så også det.

Sandheden er, at disse film prøver at gå Indiana Jones på os. Det skal være spændende, oldgammelt og mytisk! Så bliver det hele lidt mere dybt. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men hvorfor gør de det så halvhjertet? Begge de nævnte film starter endda med klip fra den fjerne fortid, men når alt kommer til alt, har de klip bare intet at gøre med noget som helst. Vi taler film, der har kostet 190 millioner dollars at producere her - man KUNNE vel for fanden lige ha' afsat en halv million mere til manuskriptet?

Men okay. Hvad kan man forvente i film, hvor helt almindelige fysiske love ikke engang gælder: Alle, der har set G. I. Joe er nu klar over, at is faktisk slet ikke kan holde sig flydende! Det synker! Der var jo INGEN andre muligheder for at smadre den undersøiske arktiske base, end ved at lade en masse is synke ned oven på den. Det siger da sig selv.

...

Det, vi har brug for, er nogle flere ORDENTLIGE myter i stedet for disse halvhjertede, halvhjernede vage referencer til noget, der måske skete for lidt længe siden. Og nogle bedre manuskriptforfattere til de amerikanske blockbustere. Så er det sagt.

Twilight er en stor kop nederen lige ned i emo-lungen

Du ligger i en mørk skov langt uden for lands lov og ret.

Du kan mærke den kolde regn løbe ned ad din pande, og dit tøj er efterhånden gennemblødt.

Du ryster. Du er alene. Du er 16 år. Det er ikke mange somre siden, du fik bryster.

Pludselig hører du en lyd. Var det vinden? Var det et dyr? Tankerne når ikke at blive tænkt til ende, før en kraftfuld hånd tager fat i dig, og dit hoved føres til den ene side, så din hals ligger blottet for jægeren.

Han tager sig god tid. Indsnuser den forførende duft af frisk menneskekød, mens hans greb omkring dig bliver fastere. Hans hænder er kolde som graven. Han udstøder en primitiv grynten, som de sylespidse tænder skal til at bore sig ind i dit saftige halsparti.

Nu er det slut, tænker du. Vampyren, den udøde jæger i natten, har dig.

Men SÅ - ud af intetheden - kommer der en af de GODE VAMPYRER FLYVENDE!! Ja, han ligner godt nok en fesen og bleg knægt på 17, men lad dig ikke narre: Han er mega hurtig og tilmed ridderlig! Her er en vampyr, der er blevet vegetar - han lever kun af dyreblod! Og ikke nok med det, han er også blevet til en vegetar med totalt meget respekt for menneskeliv. Derfor leverer han prompte et cirkelspark i hovedet på den slemme vampyr, der var ved at overfalde dig. "Slemme vampyr", siger han. "Du skulle prøve at spise dyr! Det er lidt lissom tofu!"

Og så forfører han dig og introducerer dig for hele sin enormt søde vampyrfamilie, som bare er nogle stand up baseball-lovin' guys allesammen, og som alle er villige til at risikere deres liv og lemmer for din skyld. Nu har de jo kendt dig i 5 minutter, så du er en del af familien!

Det viser sig, at din vampyr-elsker er 107 år gammel, men åbenbart stadig ret ungdommelig af sind, siden han vælger at befamle din 16-årige, spæde ungpigekrop med sine gamle, klamme og kolde fingre.


Men uhh. Der er EN TING, som du skal se, før I for alvor kan fuldbyrde jeres kærlighed over for hinanden. Det er nemlig sådan, at man kan se en vampyrs sande natur i solskin. Og du bliver nødt til at se det, så du ved, hvad du går ind til. Er du klar? Måske er det noget skræmmende. Måske ser vampyrer frygtelige ud i solskin. Nu er det nu. Din vampyrelsker træder ind i solens stråler ...

... og BEGYNDER AT SKINNE SOM TUSINDE SMÅ DIAMANTER!!!

Det var DET, der var hans frygtelige hemmelighed!! Kan du mon stadig acceptere ham, nu du ved, at han skinner som en diamant i solskin? Kan du mon virkelig det? KAN du mon få det over dit 16-årige ungpigehjerte stadig at elske denne funklende vampyrdiamant?

Holy shit, det er godt nok svært at svare på. Ring efter NASA, en eller anden. Vi skal bruge en komité af lige dele astronauter og atomfysikere for at svare på det spørgsmål! Og nu vi er i gang, kan vi jo passende også spørge dem om, hvad FANDEN der gik igennem hovederne på de åndsamøber, der lavede filmen Twilight?

Det ovenstående er i og for sig et ret fyldestgørende referat af filmen. Det taler langt hen ad vejen for sig selv, men lad mig dog lige fremhæve følgende:

Jeg elsker intenst, at man er fuldstændig ligeglad med det perverse og forkerte i, at en fyr på 107 ligger og stikker sin halvdøde istap op i en 16-årig pige. Altså, bare fordi han LIGNER en på 17, bliver det vel ikke mere okay? Og hvad er det i øvrigt, han ser i det forhold? Jeg har snakket med adskillige 16-årige piger. Fællesnævneren for dem alle er, at de var dummere end en dum dør. Jeg mener det: Piger på 16 ved INGENTING. Og det er min mening som 25-årig mand. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frugtesløst, forkert og barnagtigt et forhold til en 16-årig pige må fremstå for mig, når jeg bliver 40. Eller når jeg bliver HUNDREDEOGSYV OG ER UDØD, for den sags skyld.

Men hey, hvem hænger sig i den slags detaljer, når den store emo-bus først er på vej til Transsylvanien?

Lad være med at se Twilight.

Sandheden om alt

Jeg har fået konkurrence. Eller nej, faktisk har jeg hele tiden haft konkurrence. Jeg har bare ikke vidst det. Det viser sig, at en afskyelig havheks ved navn KiZpuZ har haft en konkurrerende blog med det samme navn som mit siden TOTUSINDEOGSYV! Og ja, hun kalder sig faktisk Kizpuz. Det er ikke bare mig, der tager pis på hende. Hendes blog kan findes her.

Det, der er ved KizPuz' blog, er, at der faktisk kun er ét indlæg på den, der er skrevet tilbage i 2007. Det handler om KiZpUz veninde, Heidi. Og Heidi er Zimpelthen bare det Zødeste! Og Zmukkeste. Og Zå er der jo mange, der har fordomme om Zmukke piger Zom Heidi eller nudethedder, ikke? Men Heidi er bare ZLET ikke Zådan! Og ved I, hvad der er Zødt ud over Heidi? Zmå, Zøde Missekatter! Med Pels! Nåååhr. Lille MisseKisseKat!! ;-) ;-) ;-)

...

At Kizpuz og hendes veninde Heidi skulle ha' nogen tæsk med en rusten jernstang burde være klart for enhver. Mere intetsigende ammestuesnak skal man lede længe efter. Men lad os - for det analystiske overbliks skyld og i SAGLIGHEDENS navn - kaste et nærmere blik på denne påståede sandhed om alt, som Kizpuz bedriver, og sammenligne den med undertegnedes fantastiske blog.

Kizpuz' blog hedder som sagt Sandheden om alt. Den åbenlyse idioti i den titel er til at få øje på, idet den kun handler om Heidi, og derfor rettelig burde hedde Sandheden om Heidi, hvor denne blog jo faktisk handler om alt lige fra negerpiger til koklokker. (Alt, der ikke er dækket inden for spektret fra negerpiger til koklokker, er alligevel inderligt ligegyldigt og ikke værd at bruge tid på.)

Undertitlen på Kizpuz' blog lyder således: "Tjaeh, sandheden som jeg ser den. Om alt!" Og det er jo interessant, fordi det markerer endnu en forskel i forhold til denne blog. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at gøre noget helt klart: Denne blog omhandler ikke sandheden om alt, "som jeg ser den." Det her er ikke bare mit synspunkt eller et hyggeligt forum for diskussion. Dette er Sandheden om alt. Velkommen til sådan er det bare.

Slutteligt, så handler denne blog ikke om afsindigt uinteressante Heidi, der er god til at analysere, lizzom, og som bare totalt har givet mig en øget indsigt i mig selv! [Indsæt x antal små irriterende hjerter her]. Heidi lyder dødssyg. Jeg har set forsikringsoversigter, der var mere spændende end Heidi.

Egentlig burde jeg takke Kizpuz for at være til. Hun har givet mig noget at definere mig selv op imod. Nu ved jeg i hvert fald, hvad det her ikke er, og hvad det aldrig bliver. Og det er jo smukt og godt!

Kæft. Jeg bliver sgu søvnig af at være så mega sej. Tid til at sove.

/Out.

[Dette billede illustrerer, hvad Kizpuz tænkte på, dengang hun skrev sit sidste og eneste blogindlæg. Og hvad der i øvrigt foregår oppe under hendes lurvede lokker.]

Crossing Over: To timer i den multikulturelle spændetrøje

Jeg har lige set Crossing Over med Harrison Ford. Det er en slags multikulturel, multietnisk, multiplot-indeholdende fortælling om den mangefacetterede problemstilling med indvandring.

Denne kompleksitetens katedral - denne supernova af modstridende interesser og hensyn! - har instruktøren valgt at belyse ved hjælp af de mest endimensionelle, stereotype og fordummende karakterer og historier, man har set i hele filmhistorien. Vi taler seriøst karakterer, der får Homer Simpson til at virke som en mangfoldig mosaik af psykologisk dybde. Jeg havde lyst til at tæve hver og en af dem. Historierne er som regel klichéfyldte og forudsigelige. Lad mig uddybe:

Crossing Over er som sagt en multi-plot-fortælling, lidt i stil med bedre film som Crash og Magnolia. Vi får følgende fortællinger serveret (advarsel, spoilers):

DØD MEXICANER SLADRER IKKE
En mexicansk dame arbejder ulovligt i USA for at forsørge sin søn. Hun bliver sendt hjem af en modstræbende Harrison Ford. Hun forsøger at komme tilbage til USA igen, men mega dør i forsøget. Harrison Ford, i sin egenskab af den menneskelige inkarnation af Jesus, finder hendes søn og får ham leveret tilbage til bedsteforældrene i Mexico.

HISTORIEN OM BONG
En ung asiatisk dreng flirter med bandekriminalitet. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men lad os kalde ham Bong. Bong bliver gruppepresset af sine fire bandebekendte til at tage med ud og røve en butik. En stiv politibetjent er tilfældigvis i butikken, og han skyder alle Bongs mindre opbyggelige venner i ansigtet (ja, i ansigtet). Den stive politibetjent er imidlertid selv indvandrer, og gennem sine alkoholtåger ser han totalt potentialet i Bong - at Bong i virkeligheden er en god dreng - så midt i blodet og al den asiatiske hjernemasse på gulvet får Bong lige en pathosfyldt opsang på en halv times tid om Amerikas fortræffeligheder. Og så får han ellers lov til at gå. Bong bliver klog af skade. Nu har han lært at værdsætte Amerikas muligheder og frihed. Det bliver symboliseret ved, at vi sidst i filmen ser ham sidde og smile med sine studiebøger og sin MacBook i sengen, som var det taget ud af en Apple-reklame. Brrrr.

THOU SHALT NOT FLIRT WITH TERRORISM
En faktisk semi-interessant problemstilling, der bliver forfladiget pga. de endimensionelle karakterer: Ung indvandrerpige udtrykker i skolen, at hun ikke bifalder, men godt forstår, hvorfor 9/11-terroristerne gjorde det, de gjorde. Det vækker ikke ligefrem jubel, og snart har vi jordens mest åndssvage og - med fare for at gentage mig selv - STEREOTYPE agenter fra FBI ved hendes dørtrin. Trods hendes protester dømmer de hende straks som farlig terrorist og sender hende hjem på røv og albuer, selv om hun har boet i Amerika hele sit liv.

STORE BRYSTER - NEJ TAK. PSEUDO-JØDERI - YES SIR!
To venner/semi-kærester forsøger at få green card. Den kvindelige part gør det ved at knalde en fyr i systemet. Det fejler totalt, og hun bliver smidt hjem. Den mandlige gør det ved at spille jøde, hvilket til gengæld lykkes for ham. Det er muligvis det eneste acceptable ved denne film - at den fremstiller USA så nede med jøderne, at man kan få opholdstilladelse, hvis man bare jøder lidt sporadisk rundt i fritiden.

ÆRESDRAB - DEN SÅ MAN ALDRIG KOMME
Indvandrerfamilie med den gode bror, den dårlige bror og den udsvævende søster. Dårlige bror dræber til alles store overraskelse udsvævende søster, gode bror dækker over ham i skam og vildelse. Gode bror drikker sig i stedet stiv i sorg og afmagt og ender med at skyde 4 kriminelle asiater i ansigtet, da han er inde og købe flere bajere. Ja, i ansigtet. Og JA, DEN GODE BROR ER DEN SELVSAMME STIVE STRØMER FRA BONG-HISTORIEN. PÅ DEN MÅDE GÅR DET HELE OP I EN HØJERE ENHED.

...

... eller nej, det gør det ikke. For i sidste ende bliver alle ansatser til kritik af systemet udvandede ved den hyldest til Amerika, der finder sted. Hensigterne er gode, problemstillingerne relevante, men det er slutresultatet bare ikke. Der er stort set ingen charmerende karakter med lidt kant i denne film. De er allesammen tegninger. Det melodramatiske er overgjort. Æresdrabsfortællingen og historien om Bong er til at få lange patter af - og temaet med asiatisk bandekriminalitet er i øvrigt behandlet 500 gange bedre i Gran Torino. Resten er rodet og overfladisk, at best.

Lad være med at se Crossing Over.

[Skrækkelige Ashley Judd - der ikke er nævnt i denne anmeldelse, fordi hun er inderligt ligegyldig for handlingen og alligevel bare sidder og tuder hele filmen igennem - adopterer en neger.]