Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.
- Ryan Gosling er the man i Drive.
Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.
Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.
Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.
Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.
- Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.
Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.
Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.
Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.
Mere af det, tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar