Kim Skotte starter sin anmeldelse med at fremhæve Pacific Rims dybe fokus på fortælling og årsag-virknings-forhold. Han skriver: ”Men for en gangs skyld får man også en forklaring på monstrenes kedelige opførsel i storbyrummet. Men vil man have dén forklaring, må man selv se kulminationen på Guillermo del Toros ’Pacific Rim’.”
Altså. Kim. Man kan også bare se Independence Day, hvor forklaringen er nøjagtig den samme, nærmest ned til de ordrette formuleringer og detaljer.
ELLER man kan se The Avengers, hvor der på nøjagtigt samme facon er et portal til en anden verden, som der strømmer nederen ud af, og hvor Robert Downey Jr. på nøjagtigt samme vis med de nøjagtigt samme 3D-effekter går ind i hullet i robotform, leverer en atombombe lige i ansigtet på de nederen fyre på den anden side og selv er ved at dø i processen. Forskellen er bare, at Robert Downey gør det med en milliard gange mere charme end uduelige Charlie Hunnam, hvis overlevelse var så uspændende og ligegyldig for mig, at jeg nærmest ikke kan beskrive det. Der er i praksis INGEN forskel på slutningen af The Avengers og Pacific Rim, bortset fra at Avengers kom først og gjorde det med mere interessante karakterer og en eller anden form for humor og hjerte.
- Downey som Iron Man. Dengang robotter havde stil. -
Skotte fortsætter: ” ’Pacific Rim’ er grandios og i 3D, men det er ikke en lækker og sømløs storslåethed som den, computermekanikperfektionisten Michael Bay rutinemæssigt leverer. ’Pacific Rim’ er hele tiden en anelse kaotisk og mere optaget af skæve indfald end skudsikker narrativ logik. Det betyder på minussiden, at ’Pacific Rim’ simpelthen ikke er lige så bevidstløst spændingsmættet som en normal amerikansk action-film af denne kaliber. Man skal lade sig fortrylle snarere end bare lade sig rive med ...”
Her har Kim vitterligt drukket af natpotten. Altså, så vi overhovedet den samme film? Der går eddermame ikke mange minutter, hvor robotter og monstre ikke udveksler ørkesløse kæberaslere i en uendelighed. Og hvilke skæve indfald? De få fredfyldte minutter uden kæberaslere bruges på scener i stil med denne:
Vi er i modstandsbevægelsens hovedkvarter. Kameraet hviler på den tilbageholdne og kontrollerede japanske, kvindelige kampsportsekspert. Hun holder på facaden, men gemmer tydeligvis på en storm af følelser, vrede og sårbarhed inden i. Genskinnet fra de rå lysstofrør falder ubamhjertigt på hendes perfekt klippede sorte pagehår, der er farvet en lille smule blåt ude i spidserne, tydeligt manga-inspireret. Hun er sexet, fordi hun er en nørd, men samtidig kan tæve alle. Hun kigger på den rå, mandlige helt med en vis skepsis.
”Min vurdering er, at du er uegnet til denne mission”, siger hun. ”Du er for spontan og uforudsigelig. Du sætter andres liv i fare med din hensynsløse og ugennemtænkte opførsel.”
Vores mandlige helt er ked af, at den sexede japaner ikke med det samme er faldet for hans skægstubbe og hundeøjne. Han anlægger dog hurtigt en strategi, ser pludselig filosofisk ud og trækker så erfaringskortet. ”Well”, siger han, ”jeg tror, du vil finde ud af, at i kamp bliver du nødt til at træffe hurtige beslutninger.” Det filosofiske vender sig til en mere forpint grimasse, mens han stirrer ud i horisonten. ”Og så bliver du nødt til at leve med konsekvenserne af de beslutninger.”
Et powerful statement, der skuer både mod fortiden og fremtiden. Det er sørgeligt, fordi hun ved, at han har mistet sin bror i kamp. Samtidig er det vildt sexet, at han slet ikke er hensynsløs, men faktisk totalt tager ansvar, jævnfør det med konsekvenserne, samtidig med at han er lidt forpint, mystisk og spændende. Det går lige i trussen på den ellers så kontrollerede japanske kampsportsekspert. Erfaringskortet. Det kan hun ikke sige noget til – hun har jo ikke nogen erfaring selv! Ligesom alle andre japanere har hun al sin viden fra bøger, papirpamfletter og brugsanvisninger og ikke praksis. Åh, hvor er den dumme amerikaner dog dum! Eller er han i virkeligheden også lidt sød? Er det en begyndende romance, vi fornemmer? Er det faktisk sådan, at den stramme japanske kvinde savner noget ukontrollabelt i sit liv i form af denne spontane, men alligevel herre-konsekvenstagende forpinte, skægstubsbærende amerikaner?
Er det måske endda sådan, at ALLE japanere i virkeligheden ligner noget ud af en manga-tegneserie, er lidt for fortabte i deres kontrollerede overflader og faktisk ALLE har brug for sådan en spontan, handlekraftig amerikaner til at forløse dem? Ja, jeg ved det ikke, men tanken har da strejfet mig op til flere gange, efter jeg har set Pacific Rim. Det har den da. Der må jeg være ærlig.
- Kontrolleret og skarp uden på, men dybest set en usikker lille pige inden i. Åh, de japanere. -
Og så de goddamn videnskabsmænd. Jeg har før været inde på deres usjovhed. Noget helt andet er deres dynamik, der er IDENTISK MED HOVEDPERSONERNES. Den ene videnskabsmand er også en tand for meget i sine følelsers vold, mens den anden er alt for kontrolleret. Igen skal den kontrollerede fyr, der selvfølgelig har britisk/tysk accent, lære af den spontane, handlende amerikanerfyr og give slip på sine hæmninger, hvilket bliver hele filmens mantra: You gotta rock out with your cock out, American style, hvis du vil vinde over nogle store monstre! Og dette budskab endda leveret af en mexicansk instruktør. Den smertefulde ironi er ikke til at bære.
Altså, hvordan kan de danske anmeldere ikke se det torske-imbecile i det her set up? Hvordan kan de ikke være ved at rive deres ansigter af i pinsel over at opleve så store klichéer blive leveret så talentløst? Er deres hjerner, kritiske sans og gode smag smeltet fuldstændigt væk i sommervarmen? Pacific Rim ER. SÅ. DÅRLIG!! Jeg kan ikke understrege det nok. Der er FLERE dårlige ting ved den, end dem jeg har nævnt her. De står på lur bag ved hver eneste åndssvage dræberrobot i den her hjerneblødning af en film. Nu bliver jeg nødt til at stoppe, før jeg koger over i raseri over verdens forfald.