onsdag den 5. november 2014

Ryd halvdelen af sendefladen på P1

Når jeg står op om morgenen, tænder jeg prompte for P8 JAZZ, fordi det gør mit liv 124% bedre med noget HAPPY JAZZ om morgenen. Også selv om de spiller sange med pædofile undertoner som fx ”I Want a Little Girl”, hvor Louis Armstrong bare gerne vil have, at en lille pige forelsker sig i ham. Den var fandeme ikke gået i 2014, Louis. Det var den ikke.

Nå, men jeg tænder altså for P8 JAZZ om morgenen, fordi det bare er NICE med noget JAZZ, bortset fra det der pædofile noget, og prompte spørger min kone mig, om vi ikke hellere skal høre P1 og risikere at få en mellemsvær depression i stedet for at være glade (og en lille smule pædofile). Som den gode ægtemand, jeg er, slår jeg radioen over på P1. Halvdelen af gangene er det fint og hyggeligt. Peter Høeg siger et eller andet langhåret om sine følelser, og alt er fint. Den anden halvdel af gangene bliver jeg mødt af en mur af det værste, man kan komme ud for i denne verden på linje med ebola og at løbe tør for smør: Politisk analyse.


Politisk analyse er når journalister sidder og har en frisk lille gætteleg om, hvad P kan komme til at betyde for Q, såfremt X, Y og Z står i zenit og jorden under regnskoven eroderer. De spekulerer og spekulerer og ringer flittigt til folk, der siger ting, som nogle andre så kan modsige. Det lyder gerne sådan her:

”… og den totalt ligegyldige detalje i Det Radikale Venstre KAN betyde, at Helle Thorning udskriver valg inden for en uge, tre måneder eller fire år, mener denne tilfældige person. Vi opfinder, at Helle Thorning er presset fra mange sider, i hvert fald mindst de sider, hun hele tiden har været presset fra. Vi har socialdemokratisk borgmester i Lundtofte, Per Hansen, med på telefonen til at sige ting, vi godt ved, at en socialdemokratisk borgmester i Lundtofte selvfølgelig vil sige:

-       Per Hansen, er du med os? Har du tænkt dig at sige lige præcis det, vi tror, du vil sige?
-       Ja, jeg er med, og det kan jeg bekræfte. Her er det forventelige svar.
-       Men hør lige det her klip fra random politisk modstander, der siger noget helt andet end dig. Her er altså en KONFLIKT, og det har jeg lært på journalisthøjskolen, at jeg skal malke, som var det en ko under hungersnøden i Sudan. [afspiller klip] Vi ved dog alle sammen, at random politisk modstanders udsagn ikke kommer til at ændre din holdning til noget som helst, Per Hansen, så kan du i stedet gentage det, du sagde før, bare med andre ord? Eller de samme ord, det er fuldstændigt lige meget.
-       Det er korrekt, det ændrer selvfølgelig ikke ved noget overhovedet, og her er det jeg sagde før én gang til, måske let understreget denne gang.
-       Tak fordi du ville være med.”

Jeg får akut nyresvigt i hjernen af at høre på det. Det er ligesom almindeligt nyresvigt, bortset fra at det er i hjernen. Virkelig. Hver gang de sidder og spekulerer og gætter og opfinder politiske konflikter på P1 morgen, så blander blodet fra mine øregange sig med tårerne fra mine øjne og drypper stilfærdigt ned i havregrynene. Og det er selvfølgelig ikke kun P1, der gør det. Hele den store medieløgsuppe er skyldig i samme grad af ukvalificeret spekulation og kunstig konflikt, lige fra Politiken til JP. Der sker som regel ikke en skid i dansk politik, men der skal jo stå noget i aviserne, og de skal sige noget i radioen. Det har man et begreb for i journalistikforskningen: Udfyldningskriteriet. Det er også et begreb i porno, men der betyder det noget andet. Eller måske betyder det egentlig det samme. I alle tilfælde:

På P1 er der kun ÉN ting, der er værre end politiske analyser, og det er det velmente, pseudodemokratiske program Ring til regeringen. Det går basalt set ud på, at de inviterer en politiker fra regeringen i studiet, og så kan alle ringe ind og sige et eller andet ukvalificeret og følelsesladet, hvorefter politikeren kan komme med et rigtigt politikersvar. Det lyder gerne sådan her:

”…og vi har første lytter igennem.

-       Bjarne Corydon, jeg vil gerne spørge dig: Sover du godt om natten?
-       Øh ja, jeg sover fint om natten.
-       Det tror jeg ikke, du gør.
-       Nå, jamen, øh, jeg sover altså helt fint om natten. Er der et faktisk spørgsmål her?
-       Her er min overraskende pointe, snedigt pakket ind i et søvnrelateret retorisk greb: Jeg tror ikke, at du sover godt om natten, fordi du solgte DONG til Goldman Sachs!
-       Altså, her er de argumenter for at sælge, alle har hørt mig fremlægge femtusinde gange før, så jeg sover ganske glimrende om natten.
-       Jeg tror stadig ikke, at du sover godt om natten, fordi her er nogle løst sammensatte brudstykker af argumenter, jeg har hørt dine politiske modstandere bruge, dog væsentligt dårligere fremlagt af mig, idet jeg var fuldstændig uforberedt på en faktisk dialog om det her, selv om det var mig, der ringede ind og i øvrigt valgte emnet. Jeg har meget stærke følelser i klemme i denne sag, selv om jeg hverken arbejder for eller ved noget nævneværdigt om DONG eller Goldman Sachs, så jeg lyder meget overbevist. Jeg er dog stadig totalt ude af stand til at tage en saglig diskussion med dig. Som sølle kompensation vil jeg fortsætte med at kværne rundt i mine tåbelige metaforer om din nattesøvn. Så hvad siger du til DET?”


Og så videre. Jeg forstår den velmente demokratiske tanke, men i praksis er det program en stor inspiration til et eskalerende misbrug af valium og hård sprut. Ring til regeringen er i praksis en slags politisk X-factor, bortset fra at man ikke kan vinde noget, ingen synger, ingen har rigtig forberedt sig, og Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er dommerne. Stryg det fra sendefladen sammen med de politiske analyser og brug pengene på lækker musik i stedet. Måske på det der underholdningsorkester. Skulle de ikke ha’ været helt gode?

2 kommentarer:

Pool Projekt Peter sagde ...

Dette er helt enkelt fremragende skrevet!

Lynge sagde ...

Tusind tak, Peter!