Gymnasiereunion

Jeg har snart 10-års reunion med min gamle gymnasieklasse. Man er allerede gået i gang med at planlægge det på en dertil indrettet facebookgruppe. Og jeg koldsveder over at dukke op til arrangementet, fordi jeg mistænker det for at være en konkurrence om, hvem der har fået flest voksenpoint siden sidst. Og selv om jeg har samlet lidt point sammen hist og her, så har jeg jo ikke point endnu, hvor det VIRKELIG tæller. Her er hvordan jeg frygter, at den reunion kommer til at forløbe.

 - Efter den gymnasiereunion kommer jeg til at skamme mig lige så meget som Michael Fassbender. -

I det følgende lille drama er alle karakterer fiktive. Undtagen Julie og Lynge. Og alle de andre.

Alle sidder omkring et stort rundt bor i et nydeligt hus et sted i Aalborg. Julie taler, og alle lytter interesseret på hende. Lynge har været bemærkelsesværdigt stille hele aftenen.

Julie: ... og SÅ blev jeg færdig med at arbejde for verdensbanken i Mozambique, da jeg købte hus i Vojens og skulle have mit tredje barn. Jeg har faktisk et takkebrev fra deres præsident liggende ude i berlingoen, fordi jeg reddede deres nationaløkonomi. Men nok om mig! Hvad med dig, Lynge, hvad har du så lavet, siden sidst vi sås? Jeg synes, at du er så stille i aften!

Lynge: Jamen, det er sjovt, du siger det. Jeg har også arbejdet for verdensbanken i Mozambique! Og fået tre børn. Julius, Klara-Amalie og lille August-Bernini. De sidder og hækler ude i bilen sammen med min kone.

Julie: Det er jo løgn, Lynge.

Lynge: Nej! Det er ...

Julie: [afbryder] Jo, det er.

Lynge: Ja, okay.

Julie: Du har jo ikke arbejdet for verdensbanken i Mozambique.

Lynge: Nej.

Julie: Du har heller ikke fået nogen børn, vel?

Lynge: Nej.

Julie: Du har bare ligget på sofaen og drukket øl, ikke? Hjemme i din lejlighed, som du LEJER og altså ikke EJER, ikke? Du har hverken bil eller kone, og faktisk er du kærester med en ung og fjollet pige, som du kun har kendt i et par måneder, ikke?

Lynge: Jo.

Julie: Lynge, du har ikke et eneste voksenpoint. Nu skal du gå hjem og skamme dig.

Lynge: Jamen?

Julie: Nu!

Lynge: ... ok. :-(  [forlader grædende festen]

Jeg forstår ikke zombier.

Eller. Det er ikke sådan, at jeg er i tvivl om deres finansielle situation, politiske holdninger eller seksuelle orientering. Jeg forstår også godt, at de er sultne, og at de gerne vil æde en masse hjerne.

 - Vil hun med på bar og snave og spille backgammon? Eller vil hun spise min hjerne? Jeg er altid i tvivl. -

… nu sidder jeg faktisk og kommer i tvivl om zombiers finansielle situation, politiske holdninger og seksuelle orientering.

Men! Det er ikke det, der er pointen. Det, jeg egentlig gerne vil sige, er dette: Jeg forstår ikke hele zombie-scenariet. I en masse film og serier er udgangspunktet, at nogle mennesker bliver til zombier, ikke? Og så opstår der en form for post-apokalyptisk scenarie, hvor hele byer ligger øde. Og det er så meningen, at zombier skulle have gjort det. At zombier skulle have lagt hele byer øde. Faktisk lagt hele lande øde. Rendt rundt og spist alle. Nedkæmpet militæret, splittet alle deres tanks ad og spist soldaterne. Sådan er det i Zombieland, The Walking Dead, Shawn of the Dead, 28 days later, etc.

Men sagen er bare, at zombier er uduelige. De kan jo ingenting. De er dumme, de bevæger sig utroligt langsomt, de sviner ud over det hele, de har ikke deres forsikringspapirer i orden, og man kan lugte dem på lang afstand.

Har de i virkeligheden overhovedet noget kørende for sig? De er sejlivede. Det må man gi’ dem. Der er som regel også mange af dem. De er også målrettede. Zombier har et klart defineret mål, nemlig at æde folk, og det går de benhård efter. De stopper ikke lige op og piller sig selv i navlen og spiller noget wordfeud, hvis der først er noget frisk hjerne i sigte. Mange moderne mennesker kunne faktisk lære lidt af zombierne her.

Men alle disse ellers glimrende egenskaber hjælper ikke meget, hvis man bliver kørt over af en tank, eller hvis man får en masse napalm i hovedet.

Haha. Det slår mig lige, at det, jeg egentlig bare gerne vil sige, er dette: ZOMBIEFIKTION ER TOTALT UREALISTISK.

Ja, det var bare det. Det var det, det har taget mig fire måneder at skrive.

…

… så deeeet.

Jep. Jeg har en aftale med min coach nu her. Vi skal have en god snak om, hvordan jeg seriøst skal til at revurdere mit liv og mit virke.

Voksen-dilemma: Hvad kan man tillade sig at skrive på nettet?

HVIS der stadig skulle være en eller to derude, som ved et tilfælde bevægede sig ind på denne i alt for lang tid stendøde blog og undrer sig over, hvad der er sket med den tidligere så (ekstremt u)produktive forfatter, så vil jeg da gerne lige sige dette:

Jeg lever. Og jeg savner faktisk at skrive. Men det har været helt og aldeles umuligt for mig.

Som nogen måske vil huske, har jeg jo et projekt om at blive voksen kørende. Det startede med, at jeg flyttede til det fashionable Trøjborg i Aarhus, og siden har det grebet om sig: Jeg har nemlig fungeret som UNDERVISER PÅ UNIVERSITETET i et stykke tid efterhånden. Og mine kløgtige studerende har nemt fundet vej herind. Så får man kommentarer som fx

”Lynge, hvad er det for noget med, at du er den bedste og klogeste syd for Nordpolen? At du ikke kender nogen, der er lige så sej som dig? At du ved, hvad alle kvinder tænker på? Du ved i hvert fald ikke, hvad jeg tænker på. Bare prøv at sig, hvad jeg tænker på nu. Bare prøv! Du gætter det aldrig.”

“… ej, det VAR faktisk små lyserøde, hoppende kaniner og farvestrålende sommerfugle! Hvordan vidste du det!?”

...

... og så bliver man nødt til at rode sig ud i en masse historier om, at en eller anden fyr på nettet har overtaget og misbrugt ens identitet. Og at den fyr tydeligvis er autonom og har et eskalerende forbrug af hårde stoffer, men at man også har pudset advokaterne på ham.

 - Rektor Lauritz fyrer og sagsøger dig, hvis du er for dum på nettet. Bum. -

Men for nu at være lidt seriøs et øjeblik. For jo, jeg kan faktisk godt være seriøs, og vi kan også godt tale om meget seriøse ting her på denne blog:

Det ER faktisk et dilemma, hvad jeg kan, vil og skal skrive herinde. Hvor dum jeg kan rende rundt og være på nettet, når alt i øjeblikket tyder på, at jeg skal leve af at være klog, saglig og faglig. På den ene side har jeg det som denne xkcd-stribe så fint beskriver: DREAMS. På den anden side får jeg også ufrivillige nervøse trækninger, når jeg tænker på, at mine kære studerende og kolleger faktisk kan læse det her. At en enkelt af dem sikkert læser det lige nu. Der er SAFTSUSEMIG langt fra receptionsanalysens teorier om det kvalitative forskningsinterview til den skumfest af absurd storhedsvanvid og påståeligt vrøvl, som denne blog er fyldt til bristepunktet med.

Så altså. Når man nu er en person, der skal møde mennesker i arbejdssammenhæng, ikke? Hvor går grænsen så for, hvad man kan tillade sig at kaste ud på nettet, hvor alle kan se det? Hvor meget kan man tillade sig at vrøvle? Går der rod i opdelingen mellem arbejds- og privatlivet? Jeg ved det ikke, men nu forsøger jeg i det små at kaste et par ord på denne blog, og så ser vi, hvordan jeg selv og resten af verden har det med det.