Når jeg står op om morgenen, tænder jeg
prompte for P8 JAZZ, fordi det gør mit liv 124% bedre med noget HAPPY JAZZ om
morgenen. Også selv om de spiller sange med pædofile undertoner som fx ”I Want
a Little Girl”, hvor Louis Armstrong bare gerne vil have, at en lille pige
forelsker sig i ham. Den var fandeme ikke gået i 2014, Louis. Det var den ikke.
Nå, men jeg tænder altså for P8 JAZZ om
morgenen, fordi det bare er NICE med noget JAZZ, bortset fra det der pædofile
noget, og prompte spørger min kone mig, om vi ikke hellere skal høre P1 og
risikere at få en mellemsvær depression i stedet for at være glade (og en lille
smule pædofile). Som den gode ægtemand, jeg er, slår jeg radioen over på P1.
Halvdelen af gangene er det fint og hyggeligt. Peter Høeg siger et eller andet
langhåret om sine følelser, og alt er fint. Den anden halvdel af gangene bliver
jeg mødt af en mur af det værste, man kan komme ud for i denne verden på linje
med ebola og at løbe tør for smør: Politisk analyse.
Politisk analyse er når journalister sidder og
har en frisk lille gætteleg om, hvad P kan komme til at betyde for Q, såfremt
X, Y og Z står i zenit og jorden under regnskoven eroderer. De spekulerer og
spekulerer og ringer flittigt til folk, der siger ting, som nogle andre så kan
modsige. Det lyder gerne sådan her:
”… og den totalt ligegyldige detalje i Det
Radikale Venstre KAN betyde, at Helle Thorning udskriver valg inden for en uge,
tre måneder eller fire år, mener denne tilfældige person. Vi opfinder, at Helle
Thorning er presset fra mange sider, i hvert fald mindst de sider, hun hele
tiden har været presset fra. Vi har socialdemokratisk borgmester i Lundtofte,
Per Hansen, med på telefonen til at sige ting, vi godt ved, at en socialdemokratisk
borgmester i Lundtofte selvfølgelig vil sige:
-
Per Hansen, er du med os? Har du
tænkt dig at sige lige præcis det, vi tror, du vil sige?
-
Ja, jeg er med, og det kan jeg
bekræfte. Her er det forventelige svar.
-
Men hør lige det her klip fra
random politisk modstander, der siger noget helt andet end dig. Her er altså en
KONFLIKT, og det har jeg lært på journalisthøjskolen, at jeg skal malke, som
var det en ko under hungersnøden i Sudan. [afspiller klip] Vi ved dog alle
sammen, at random politisk modstanders udsagn ikke kommer til at ændre din
holdning til noget som helst, Per Hansen, så kan du i stedet gentage det, du
sagde før, bare med andre ord? Eller de samme ord, det er fuldstændigt lige meget.
-
Det er korrekt, det ændrer
selvfølgelig ikke ved noget overhovedet, og her er det jeg sagde før én gang
til, måske let understreget denne gang.
-
Tak fordi du ville være med.”
Jeg får akut nyresvigt i hjernen af at høre på
det. Det er ligesom almindeligt nyresvigt, bortset fra at det er i hjernen.
Virkelig. Hver gang de sidder og spekulerer og gætter og opfinder politiske
konflikter på P1 morgen, så blander blodet fra mine øregange sig med tårerne
fra mine øjne og drypper stilfærdigt ned i havregrynene. Og det er selvfølgelig
ikke kun P1, der gør det. Hele den store medieløgsuppe er skyldig i samme grad
af ukvalificeret spekulation og kunstig konflikt, lige fra Politiken til JP.
Der sker som regel ikke en skid i dansk politik, men der skal jo stå noget i
aviserne, og de skal sige noget i radioen. Det har man et begreb for i journalistikforskningen:
Udfyldningskriteriet. Det er også et begreb i porno, men der betyder det noget
andet. Eller måske betyder det egentlig det samme. I alle tilfælde:
På P1 er der kun ÉN ting, der er værre end
politiske analyser, og det er det velmente, pseudodemokratiske program Ring til regeringen. Det går basalt set
ud på, at de inviterer en politiker fra regeringen i studiet, og så kan alle
ringe ind og sige et eller andet ukvalificeret og følelsesladet, hvorefter
politikeren kan komme med et rigtigt
politikersvar. Det lyder gerne sådan her:
”…og vi har første lytter igennem.
-
Bjarne Corydon, jeg vil gerne
spørge dig: Sover du godt om natten?
-
Øh ja, jeg sover fint om natten.
-
Det tror jeg ikke, du gør.
-
Nå, jamen, øh, jeg sover altså
helt fint om natten. Er der et faktisk spørgsmål her?
-
Her er min overraskende pointe,
snedigt pakket ind i et søvnrelateret retorisk greb: Jeg tror ikke, at du sover
godt om natten, fordi du solgte DONG til
Goldman Sachs!
-
Altså, her er de argumenter for at
sælge, alle har hørt mig fremlægge femtusinde gange før, så jeg sover ganske
glimrende om natten.
-
Jeg tror stadig ikke, at du sover
godt om natten, fordi her er nogle løst sammensatte brudstykker af argumenter,
jeg har hørt dine politiske modstandere bruge, dog væsentligt dårligere
fremlagt af mig, idet jeg var fuldstændig uforberedt på en faktisk dialog om
det her, selv om det var mig, der ringede ind og i øvrigt valgte emnet. Jeg har
meget stærke følelser i klemme i denne sag, selv om jeg hverken arbejder for
eller ved noget nævneværdigt om DONG eller Goldman Sachs, så jeg lyder meget
overbevist. Jeg er dog stadig totalt ude af stand til at tage en saglig
diskussion med dig. Som sølle kompensation vil jeg fortsætte med at kværne
rundt i mine tåbelige metaforer om din nattesøvn. Så hvad siger du til DET?”
Og så videre. Jeg forstår den velmente
demokratiske tanke, men i praksis er det program en stor inspiration til et
eskalerende misbrug af valium og hård sprut. Ring til regeringen er i praksis en slags politisk X-factor,
bortset fra at man ikke kan vinde noget, ingen synger, ingen har rigtig
forberedt sig, og Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er dommerne. Stryg det
fra sendefladen sammen med de politiske analyser og brug pengene på lækker
musik i stedet. Måske på det der underholdningsorkester. Skulle de ikke ha’
været helt gode?
