Sandheden om alt

Crossfit. Vi tæver dig, hvis du kun er god til at cykle.

2011-10-28T14:53:00.000+02:00

Jeg er startet til Crossfit. Det er der kommet megen smerte og længsel efter varme sandstrande ud af. NU SKAL I BARE HØRE!

Det var med en vis tilbageholdenhed, jeg en kold tirsdag aften i slutningen af oktober bevægede mig ned mod de industrielle lokaler ved Aarhus havn, hvor Aarhus Crossfit holder til. Jeg havde spurgt en del af mine venner, om de ville med derned, men de skulle allesammen ”til møde i en frivillig supportgruppe, der hjælper sindslidende” eller ”til middag med min kæreste og mine søstre så vi alle kan blive én stor familie og leve lykkeligt til vore dages ende” eller ”arbejde” eller ”til vigtigt forretningsmøde i Aalborg” eller hvad fanden de nu ellers kunne finde på. Uduelige, alle til hobe. Jeg var alene.

- Crossfit. Seriøst mærkelige mavebøjninger.

Snart bevægede jeg mig ind i de dybest set lidt smadrede lokaler. Her blev jeg mødt af en veltrænet, laid-back receptionist, der pegede mig i retning af en form for lagerhal, hvor havnearbejdere i andre tider også havde løftet på mærkelige ting. Dog mod betaling. Nu om dage var vi vel en ti stykker, der gerne ville betale tre milliarder kroner for at komme til at løfte på de samme mærkelige ting. Der stod to instruktører klar til os. Den største af dem tog ordet.

“Før vi skal løfte på mærkelige ting, vil jeg lige fortælle en lille historie,” sagde han.

Det var en rigtig fin romantisk fortælling om fyren, der startede crossfit - en tidligere gymnast ved navn Greg Glassman. Greg startede crossfit, fordi der var en ANDEN dude, der vandt Iron Man en del gange i træk og derfor blev kåret som verdens mest fitte mand. Det var mere, end Greg kunne klare. Han blev helt rød i hovedet, tog noget pudder på håndfladerne, gik fuldstændigt amok og råbte:

”Ja, som OM han lissom er fit? Han er jo bare god til at svømme, cykle og løbe! Men kan han måske gøre DET her!?”

Og så hoppede Greg op i nogle ringe og abede rundt og gik på hænder og løftede et traktordæk. Og så stod alle med åben mund og polypper, for Greg havde jo lige lavet en kejserens nye klæder på den SÅKALDTE “tidobbelte Iron Man”, der nu stod helt og aldeles nøgen (bortset fra svømmebrillerne og de åndssvage, stramtsiddende speedos) og lignede en stor, uduelig nar. Alle kunne straks se, at det jo var GREG, der skulle have været verdens mest fitte mand!

Greg Glassman – og ja, det hedder han gudhjælpemig – blev altså kendt som manden, der havde råbt af manden, der blev kåret som verdens mest fitte mand. Båret af denne succes lærte Greg andre om at abe rundt i ringe, løfte traktordæk og råbe af folk, der kun er gode til at svømme, cykle og løbe. De nye disciple så alle op til deres mentor – MANDEN LAVET AF GLAS. Crossfit var født! Som navnet antyder, handler det mest om at være på tværs.

Eller. Det handler også om at være lidt fit. Men fandeme ikke på den der ”se mig, jeg er kun god til at svømme, cykle og løbe, buhu”- måde. Mere på den der ”jeg løfter noget underligt og råber af dig”-måde.

Men altså. Efter denne inspirerende fortælling skulle vi jo godt nok til at lave nogle underlige ting med vores krop. Det var sådan noget med at stå på hænder og kravle som en alligator. Der var ikke nogen spejle, fordi man skulle fokusere på det benhårde betongulv, man ramte, hvis man ikke kunne holde balancen eller fuldføre den næste gentagelse. Og alle de underlige bevægelser var bare opvarmning til WOD - Work Out of the Day - der denne dag bestod af, at man i otte minutter nonstop skulle lave pull-ups, armstrækkere og squats. Det lyder måske som en tur i parken, men det viste sig at være den visse død.

- Den visse død.

Som jeg sad der efter timen og gispede efter vejret og lignede en stor, betongulvsangst nar, havde jeg lige et øjeblik til at studere de dudes, der trænede fast dernede. Atletiske, flotte mennesker, sådan ud fra en helt heteroseksuel betragtning. Nu var der jo ingen spejle, men mon ikke de stod og gloede på sig selv i spejlet, når de kom hjem, nåede jeg lige at tænke, da min brors kones søsters pissefine eks-kæreste pludselig kom smilende hen imod mig! Jeg havde ikke opdaget ham før, og jeg anede ikke, at han trænede her. Men ja, han var sgu helt bidt af det her crossfit. Havde været med fra starten her i Aarhus og kunne nu abe sig op i et reb like it ain’t no thing! Og hvad med om jeg tog med derned næste lørdag klokken 12? Hvad med det!?

Og jo. Jo, for fanden. Fuck de her alligatorkravlende spassere. De skal fandeme ikke få mig ned med nakken. Nu går jeg all in på crossfit og bliver selv den VILDESTE alligatorkravlende spasser lige om et øjeblik. Hvis der er noget, så kan I finde mig nede på havnen. Det er mig, der står under et traktordæk og råber.

Drive: Filmskuespil genfødt!

2011-10-04T15:49:00.003+02:00

Hvad fanden er nu det for noget. Skal filmskuespillere rent faktisk til at spille skuespil igen i spændingsfilm? Hvad er det for noget nyt shit?

Det er min primære reaktion, efter jeg i går var inde at se Drive i den hyggelige, men lydmæssigt kummerlige Metropol-biograf på Trøjborg i Aarhus.

- Ryan Gosling er the man i Drive.

Nicolas Winding Refn har begået en pissegod hårdkogt lille film, som har det helt specielle over sig, at den IKKE kører med 500 kilometer i timen og 500 klip i minuttet, ligesom alle andre nye action- og spændingsfilm. Det er mere sådan periodisk 130 i kilometer i timen og 0,006 klip i minuttet, vil jeg sige. Det vil jeg. Vi dvæææææææler ved detaljerne. Ved storbyens lys og de små tics i ansigterne på personerne i filmen. Ved vindens susen og bølgernes brusen.

Faktisk, ikke? Så bruger Refn det meste af filmen på at filme Ryan Goslings fjæs, mens han står og ser rimelig cool ud med en tandstikker i kæften, kører bil med en tandstikker i kæften eller laver et eller andet random med en tandstikker i kæften. Og det er sgu noget mærkeligt noget. Men det fungerer alligevel, fordi Ryan Gosling formår at virke overbevisende, selv om han ikke rigtigt GØR noget. For det meste står han bare og ligner en nar i rigtig lang tid ad gangen. Når han altså ikke lige mega tramper folk ihjel i en elevator.

Ryan Gosling, mand. Det er den senile helt fra The Notebook! Hvordan kan DEN dude repræsentere filmskuespillets genfødsel i spændingsfilm? Hvordan er det muligt? Han har selvfølgelig taget lidt af det senile med sig, men alligevel.

Måske elsker vi ham i Drive på trods af det let senile og små-psykopatiske, fordi han spiller en arketypisk mand. Ikke så snaksagelig. Faktisk slet ikke så god til mennesker. Men forpulet handlekraftig, når det gælder, og god til at køre bil. Hvad mere kan man ønske sig i en mand? Det der med at snakke er alligevel noget for små børn og gravide kællinger.

- Carey Mulligan. Hun er jo en skidesød pige! Det ser jeg først nu, hvor hun ikke spiller en lige så klog person, som hun plejer.

Måske er det alle de andre skuespillere, som Winding Refn lader få al den tid foran kameraet, som de kan bære. De små detaljer og kropssproget hos psykopatiske mordere, efter de har dræbt. Skræmmende og forbandet velspillet. Eller Carey Mulligans søde og bløde figur, der på en eller anden måde formår at være ren og uskyldig midt i alt blodet og det beskidte.

Måske er det musikken. Måske er det hele det lækre 80’eragtige soundtrack, der akkompagnerer Refns enestående univers af på en gang farverige og mørke billeder af L.A.

Lige meget hvad er det lækkert at se, at Refn efter en mærkelig periode igen formår at kombinere det visionære, ultravolden og det mærkelige med en form, der rent faktisk er til at holde ud for almindelige dødelige, i modsætning til syretrippet i underlige Valhalla Rising. Eller faktisk mere end det: Han introducerer en spændingsfilm, der virkeligt lader skuespillerne udfolde sig.

Mere af det, tak.

Hvordan det burde være gået, da manuskriptet til The Adjustment Bureau blev pitchet

2011-07-15T13:13:00.004+02:00

- The Adjustment Bureau: Rimelig mange random fucking dudes med hatte.

En ung, håbefuld manuskriptforfatter har efter årevis af mislykkede forsøg endelig fået en aftale med en filmproducer i hus. Han har 10 minutter til at pitche sin idé til en film. Rystende holder han en stak papirer i begge hænder. Han sveder i håndfladerne, og blikket er flakkende. Efter lidt ventetid går døren til producerens kontor op. En velklædt mand i 40’erne inviterer ham indenfor med et professionelt smil.

- Ja, kom ind og tag plads i stolen her.

- Ja... Tak. Jeg er lidt nervøs.

- Det er helt okay. Bare slap af og fortæl mig, hvad din film handler om. :-)

- Okay. [Rømmer sig.] Min film handler om et elskende par, som ikke kan få hinanden i starten, men som får hinanden til sidst.

- ...

- Eh, ja, manden er nemlig for fokuseret på sit arbejde. Han skal lære, at han skal prioritere kvinden i stedet for arbejdet!

- Set før. I Pretty Woman og hundrede andre film.

- Nå? Eh. Ja. Ehm. Jo, haha, det er jo heller ikke det, der var SELVE idéen. Problemet er, at HUN er neurotisk og ikke kan finde ud af en skid. Og han er måske ved at blive gift med hendes veninde, men så skal den kvindelige hovedperson finde ud af, at HUN jo vil have ham!

- Også set før. I My Best Friends Wedding og hundrede andre film. Du spilder min tid.

- Nej, men … det var slet heller ikke det, jeg mente. Altså. Eh. Noget, der ikke er set før... hmm. Bumbum.

- Du har ingenting til mig, har du?

- JO! … eller jo. Jo.

- ...

- Jo. Øh. Det handler om et elskende par, der ikke kan få hinanden. Fordi …øh …

- Fordi?

- Ja, øh, fordi, at DET KAN DE BARE IKKE.

- Det kan de bare ikke?

- Nej! Det kan de bare ikke. Hver gang de forsøger at være sammen, såøh … så … så kommer der nogle mænd og skiller dem ad! Ja.

- Øh ... okay. Hvorfor?

- Jo, altså, fordi de her mænd ikke lige synes, at de to skal være sammen.

- Jamen. For helvede. Hvorfor synes de ikke det?

- Fordi … fordi det ikke lige ligger i kortene. Det er ikke en del af planen.

- Det er ikke en del af hvilken plan?

- Eh. Planen, som de her mænd har. Men så bliver det alligevel en del af planen til sidst, og så får de hinanden. Happy end!! Og mændene har desuden allesammen hatte på.

- Hmm. Okay. Så lad mig lige forstå det her rigtigt: Vi har et elskende par, men de kan ikke få hinanden, fordi det kan de bare ikke. Fordi det … "ikke er en del af planen." Og derfor kommer der hele tiden nogle random fucking dudes …

- [afbryder] ...random fucking dudes MED HATTE.

- Ok, random fucking dudes med hatte, og de her dudes river de elskende fra hinanden. Lige indtil de lader være med det, fordi det så bliver en del af planen til sidst. Og så får de elskende hinanden. Er det rigtigt forstået?

- Ja.

- Det er det dummeste, jeg nogensinde har hørt.

- Matt Damon skal spille hovedrollen.

- Ud af mit kontor.

- Og den kvindelige hovedrolle skal spilles af … bumbum … Emily Blunt.

- Ud. Nu. Før jeg slår dig ned, binder dig, knepper dig, krydrer dig med persille, koger dig en kæmpe gryde og fucking spiser dig. Ud!

- Måske ham der … nudethedder … ham der James Cameron til at instruere?

- [ringer efter vagterne]

...

Lad være med at se The Adjustment Bureau.

MEGET FORVIRRENDE FILM, del 2

2011-07-06T15:03:00.012+02:00

Som sagt har jeg på det seneste set adskillige meget svært forståelige film, hvilket virkelig er totalt ødelæggende for mit intellektuelle selvværd og min generelle livskvalitet. Unthinkable med Samuel L. Jackson er endnu en fra den skuffe, og den er om muligt endnu mere tvetydig end Limitless.

Unthinkable har egentlig et ret simpelt setup: En skingrende sindssyg nykonverteret amerikansk/muslimsk atomfysiker har smuglet en utrolig mængde uran ind i USA. Med sin uran, et stykke filt, en jernstang og tre liter kakaomælk har han bygget tre atombomber i sin baghave, mens konen og ungerne lige var på udflugt med børnehaven. De atombomber har han efterladt i tre store amerikanske byer. Og nu har man fanget den her atombombe-ballademager, men han vil GUDHJÆLPEME ikke sige, hvor de lede bomber er! Det er selvfølgelig et helt åndssvagt usandsynligt plot, men sådan er det nu engang konstrueret. HVAD GØR EN KLOG?

Jo, det siger jo nærmest sig selv.

Man ringer selvfølgelig bare efter Samuel ’The Man’ L. Jackson! Ligesom han bare HÅNDTERER de forbistrede slanger ombord på det lede fly i Snakes on a Plane, så er det klart for enhver, at han også bare HÅNDTERER denne prekære situation med den alt for tavse terrorist. Som publikum er man meget spændt på, hvilke listige tricks Samuel L. dog vil bruge for at vride informationerne ud af ærmerne på den her ballademager. Noget crazy omvendt psykologi? En good cop / bad cop-approach? Eller vil han bare sætte Snakes on a Plane på igen og igen, til terroristen til sidst bekender ud af ren awesome ærefrygt?

- Samuel L. Jackson håndterer situationen. -

Alle de spørgsmål bliver hurtigt besvarede, da Samuel L. tager en økse og hugger den første af den her fyrs fingre af. Og så er det sådan set bare en tour de force i rigtig, rigtig ubehagelig tortur derfra. Og de tæver ham. Og tæver ham. Og zapper ham. Og river hans tænder ud. Og skyder hans kone (ja. de skyder hans kone.). Og til sidst indrømmer han endelig, hvor bomberne er. Og så er spørgsmålet jo: Der er muligvis en sidste bombe. Men skal vi smadre hans BØRN også for at finde ud af, om den er der, og hvor den er?

Det vælger de så TRODS ALT at lade være med, fordi de ikke har hjerte til det. Men ærgerlig-ærgerlig: Så springer der en by i luften og fem millioner mennesker dør. Godnat og sov godt.

Igen: Hvad fanden er moralen her? Skal vi bruge tortur? Skal vi smadre folks koner og børn, hvis de ikke fortæller os det, som vi gerne vil vide? Hvor mange menneskeliv er vores høje moral værd?

Jeg er forvirret.

Det absurde her er jo, at Unthinkable (og Limitless for den sags skyld) er lanceret som almindelige gedigne amerikanske spændingsfilm. Og Unthinkable har gudhjælpemig Samuel L. Jackson med på rollelisten, hvad der som regel mere er kodesprog for awesome end eftertænksom.

Så hvad har vi lært i dag?

1) Man skal ikke markedsføre film som hjernedøde spændingsfilm og så smække en masse - fyføj - TANKEVIRKSOMHED eller tvetydighed ind i dem. Hvad fanden bliver det næste? En Disneyfilm, hvor hovedpersonen dør eller ender med at være halvt på stoffer og halvt lidt forvirret i sit kærlighedsliv? Aladdin 4, hvor Aladdin og Jasmin bliver separerede og ender med et åbent forhold, som alligevel også volder visse problemer. TÆPPE. Nej, vel?

- "Aladdin, jeg er gravid med Jafar. Det var et uheld. Det betød ikke noget." -

2) Helt grundlæggende skal man aldrig nogensinde lave en dyb film med et tåbeligt plot. Tåbelige plots kan gå an til film, der er tåbelige i øvrigt - som f.eks. Knight and Day eller Tropic Thunder - men det duer bare ikke til film, som gerne vil kommunikere et eller andet eftertænksomt budskab. Derfor er Unthinkable en åndssvag film, som man egentlig ikke bør bekymre sig nævneværdigt om.

SÅ FIK VI DET PÅ DET RENE.

Hold kæft, hvor er jeg egentlig klog, når man tænker over det. Intellektuelt selvværd og generel livskvalitet intakt igen!

DET NYE: MEGET FORVIRRENDE FILM, del 1

2011-06-25T13:54:00.008+02:00

På det seneste er der sket noget mærkeligt i mit liv. Jeg har set nogle film, jeg ikke forstod. Det havde ikke været så mærkeligt, hvis det var franske kunstfilm, hvor det som er bekendt er meningen, at man ikke skal forstå en skid. De handler alle sammen om en svært depressiv russisk transvestits møde med en lesbisk pingvin. Og så sidder instruktøren der med et prætentiøst overskæg, en baguette og et glas rødvin med en drue fra 97’ og griner af de idioter, der er dumme nok til at forsøge at forstå hans film. For det er jo KUN HAM, der for alvor forstår den. You lose, stupid audience!

Det er ikke de film, jeg taler om. Jeg taler om AMERIKANSKE FILM, som var umulige at forstå. Og det er meget mærkeligt. For når jeg ser film – og især amerikanske film – så er jeg vant til, at jeg får pointerne serveret på et sølvfad.

Som i Løvernes Konge. Den lærte mig, at man ikke skal flygte fra sin fortid. Nej, man skal stå ved, hvem man er og blive den, det var meningen, man skulle være: LØVERNES KONGE. Man skal også holde op med at spise insekter. De er muligvis slimede og dejligt mættende, men de er til gengæld også helt vildt klamme.

- Lad være med at spise klamme insekter, Simba. -

På samme måde med Iron Man. Den lærte mig, at jeg skulle holde op med at være sådan en player og LIGE TÆNKE LIDT på problemerne i Mellemøsten. Efterfølgende har jeg lagt de smarte solbriller på hylden og indstillet mit ellers eskalerende salg af AK47-rifler til Libanon.

- Lagt på hylden. -

Eller Titanic, der lærte mig, at jeg skulle holde op med at leve under min mors og min forlovedes tyranni og udfolde mig som den smukke og kompetente kvinde, jeg jo for fanden er!

Og så videre. Der er altid en lektie at lære i amerikanske film.

Eller er der?

I filmen Limitless er det ikke hundrede procent tilfældet.

Hovedrollen i Limitless spilles jo af Hollywoods nye, smarte fyr, Bradley Cooper. Det er sådan, at Bradley Cooper kun castes til og kan varetage ÉN rolle, og det er rollen som den sejeste fyr i verden. Det er den rolle, han spiller i alle de film, han er med i: The Hangover part I & II, The A-Team og nu også Limitless. Eller ok, det er faktisk ikke helt rigtigt. I Limitless starter han med at være lidt sølle. Han er en falleret, uproduktiv forfatter, og hans kæreste dropper ham. Heldigvis har man opfundet et narkotikum, der gør en til den sejeste i verden. Så det begynder han at tage, og så bliver han (sjovt nok) den sejeste i verden! Men ÅH NEJ. Hvis man holder op med at tage det magiske stof, så visner man hen og dør. Det totalt emma-dilemma-agtige problem finder Bradley imidlertid hurtigt løsningen på: Man skal bare BLIVE VED MED AT TAGE AWESOME-STOFFET. Helst FOR EVIGT. Og det gør han så. Og så bliver han mega rig og præsident. The end.

- Tag nogle flere stoffer. My name is Bradley Cooper and I approve of this message. -

Det kunne jo godt ligne en film med denne morale: Det er mega fedt at tage stoffer. Hvis du synes, at du har et godt, modereret forbrug af coke, og du ligesom synes, at det hjælper dig til at præstere bedre i hverdagen, ikke? Så skal du fandeme bare fortsætte med at tage det. And don’t let nobody tell you any different!

MEN. Der er en lille catch ved alt det her: Da han er kommet på awesome-stoffet generobrer han jo sin kæreste. Men da hun finder ud af, at han er på det, ikke? Så skrider hun! Så hvad nu? Hvad fanden er moralen? Du kan tage stoffer og blive præsident, men måske mister du nogle damer i processen? Hvad helvede er det for en absurd tvetydig pointe? Jeg forstår ikke et pluk. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal tage stoffer eller ej. Og det er et ret presserende spørgsmål, fordi jeg meget snart skal på Roskildefestival. What’s it gonna be? Drugs or no drugs? Limitless er bare et stort forvirrende spørgsmålstegn i den sammenhæng, og det kan jeg ikke bruge til NOGET SOM HELST.

Stay tuned for flere forvirrende amerikansk film!

Trøjborg: Plads, træer og en spirende voksenfornemmelse i brystet!

2011-05-30T11:50:00.006+02:00

Ih, hvor er her stille herinde. Men det er der heldigvis en god grund til: Jeg har været travl. Travl med livet, travl med at blive stor som et hus og travl med at flytte alt mit habengut og mine vintageplakater af Butch Cassidy and the Sundance Kid op på Trøjborg. Ja, jeg er flyttet på Trøjborg! Det ligger i det nordlige og ekstremt pæne og voksne Aarhus. Og det passer mig godt. Det gør det. Altså, fordi NU er jeg sgu voksen. Det er man, når man flytter på Trøjborg i gigantiske lejligheder uden EL, når man handler i Løvbjerg, og når man ikke bare kan forfalde til 7-11, hvis man har glemt at købe ind. Nu skal jeg fortælle lidt om det hele.

Trøjborg. Her er så spændende på Trøjborg. Forleden forvildede jeg mig ind i Trøjborgs svar på SuperBrugsen: Løvbjerg. Og Løvbjerg, det er lidt lissom en gigantisk, mega-dyr Netto. Ligesom i Netto er der også bare rigtig grimt i Løvbjerg. I Løvbjerg gider de sgu heller ikke sætte tingene op på hylder eller tage dem ud af de paller, som de kommer i. Nej, lortet bliver bare stablet op oven på hinanden i en brun symfoni af fugtigt pap og slidt interiør. Et par medarbejdere render rundt og smider ting oven på hinanden med et friskt “Kan jeg hjælpe dig?” smukt broderet på ryggen, der står i gabende kontrast til deres laskede attitude og stendøde øjne. Men i det mindste slap jeg kun 500 kroner for en pakke havregryn og to liter mælk.

Og SÅ kom jeg tilbage til skoven og den friske havluft, og pludselig havde jeg glemt alle mine bekymringer og kunne kun tænke på spirende liv og sexede små havfruer.

Trøjborg. Der er så grønt, så grønt. Og så stille. Jeg kan høre mig selv trække vejret lige nu. Ind. Ud. Ind. Ud. Kan du mærke, hvordan mit rolige Trøjborg-åndedræt også gør dig lidt mere rolig og voksen lige nu?

- Der er sygt mange træer, hvis man står på min altan og kigger til højre. Rigtig, rigtig mange træer. Altså, som i seriøst mange. -

Trøjborg. Indledningsvist var jeg meget bekymret over at flytte væk fra den 7-11, der lå 50 meter fra min gamle bopæl i den dumme, unge og uansvarlige midtby. Altså, hvad hvis man lige stod og manglede en liter mælk klokken 11 om aftenen? Men så blev jeg enig med mig selv om, at det var en del af at blive voksen og ansvarlig. Hvis man ikke kan huske at købe mælk inden for normale åbningstider, SÅ HAR MAN IKKE FORTJENT NOGET MÆLK. Så må man gå tørstig i seng! Eller stå om morgenen med en skål havregryn uden mælk og ligne en stor, mælkeløs nar. Sådan er det at være voksen. Ligesom det der med, at hvis man er gammel nok til at LAVE børn, så er man satme også gammel nok til at FÅ dem. Væk med den fri abort! Og væk med den frie mælk.

Det der med, at man ikke bare lige kunne vade over i 7-11 og købe bajere i tide og utide, det ville også være skidegodt til at bekæmpe min spirende alkoholisme. Så når der ikke er flere øl tilbage, så ER der faktisk ikke flere øl tilbage. Og så må man gå i seng. Med hænderne over dynen i aflåst sideleje, ligesom alle de andre rigtige voksne på Trøjborg.

...

… nu har jeg så erfaret, at der ligger en døgnåben Statoil-tank omkring fem meter fra min nye lejlighed. Det er som om, at Gud gerne vil have, at jeg resten af mit liv forbliver en infantil, alkoholisk idiot, der ikke kan finde ud af at købe ind inden for normale åbningstider, Trøjborg eller ej.

- Røv-grim Statoil-tank ødelægger min nye, voksne livsstil og venstre side af min udsigt til alle de lede træer! Bemærk dog, at der stadig er en del træer i baggrunden. -

Men Trøjborg. Folk kigger på en med et skævt smil og et sigende blik: “Ja, jeg bor også på Trøjborg. Her er rimeligt fucking nice. Har du nogensinde set så mange træer i dit liv?” Og så vader de videre med deres hornbriller og vintage barnevogne.

Trøjborg. Jeg ligger og græder mig selv i søvn hver aften heroppe. Halvt af glæde over at bo på Trøjborg, halvt fordi der er så sygt meget græs på Trøjborg, der går LIGE i min høfeber.

Trøjborg. Jeg har pludselig mere plads, end jeg på nogen måde kan bruge. Det her Trøjborg-pis, det er et overflødighedshorn af plads. Det er det! Der er dog ingen EL. Hele Trøjborg er bygget engang i 30’erne, og der tænkte man sgu ikke på den slags. Der er måske to stikkontakter i hele min gigantiske lejlighed, og hvis man tænder for den ene, så ryger strømmen fra den anden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge alt det plads til? Måske til en form for vindmølle, så jeg kunne få noget mere EL? Eller nej, indendørs vindmølle, det er retarderet. Men hvad så? Hvis jeg såede noget græs inde i mit soveværelse, kunne jeg måske leje det ud som tennisbane eller noget.

- Jeg har aldrig set så meget plads i mit liv. Hvad skal jeg stille op med den lede altan!? -

Trøjborg. Der er EN bar, der er nøjagtigt lige så snusket som alle barerne i midtbyen. Til gengæld er den dobbelt så dyr.

Trøjborg. Jeg er meget lykkelig. Og jeg har ikke engang prøvet den lede lokale isbar endnu!

Åh, alt var godt i 90’erne

2011-04-04T16:51:00.010+02:00

Jeg forstår ikke den tid, jeg lever i. Alle de her lede hipsters med deres lede hornbriller, undercuts og skinnyjeans. De er helt utroligt irriterende. Hver gang jeg ser en hipster, har jeg lyst til at slå ham i hovedet og råbe ”DU ER IKKE EN NØRD! HOLD SÅ OP MED AT LADE SOM OM!” eller ”SÅ BLEV VI GODT NOK EN DEL AF FLOKKEN, HVA’ SMARTASS!?”.

Jeg kender selv et par hipsters. De er egentlig meget søde. Og det er jo dem, der har fat i den lange, trendy ende. Jeg sidder som et eller andet forpulet fossil og forsøger at fastholde et half-assed Antonio Banderas-møder-2006-look. Alt imens render hipsterne rundt og kigger piger intenst i øjnene igennem deres tykke hornbriller, og de lede jeans er så skinny, at alt blodet er smadret op i overkroppen, hvilket får overkroppen til at se enorm ud, og hvem fanden har også brug for blod i benene, eller ben i det hele taget, og de charmer de piger, mens de kigger sørgmodigt ud mod horisonten, for det er hårdt at ligne en nørd, også selv om man kun leger, at man er en nørd, og derfor får det hele en lidt ironisk distance, men selvironi er jo for fanden også så skidesexet.

Hipster-imaget kommer jo gerne med en pludselig passion for en uTROlig mængde af obskure indie-bands, der alle sammen har ét mål i livet: At lyde som om, at de er optaget på en iPhone i en garage af en degenereret dværg med downs. Hipsters hader musik, der rent faktisk har en form for pointe eller melodi, fordi: hvor er den ironiske distance lizzom!?

Så er der de lede tatoveringer, som man kan kaste sig ud i, hvis man VIRKELIG vil kæle for sin hipsterhed. Helst skal de forestille et eller andet totalt arbitrært – et fjernsyn med terninger som antenner eller en blomstret betty boop-agtig skikkelse i manga-stil. Igen totalt ironisk distance, dér. Men gæt hvad, røvhuller: De lede tatoveringer er lige så kiksede om fem år som kinesiske tegn og tribaltatoveringer er i dag.

- "Jeg har en saks tatoveret på armen. Har du nogensinde set noget så unikt og ironisk?" -

Alt er galt med nutiden. Ud over at folk render rundt og er hipstere, så er det politiske verdenskort eksploderet, der er krig og finanskrise, og ingen kan finde ud af noget som helst. Nutiden er fucked!

90’ERNE VAR MEGET BEDRE
Når jeg forsøger at navigere rundt i al denne hipsterhed og finanskrise, så er det, at jeg længes tilbage mod 90’erne. Alt var skidegodt i 90’erne. I 90’erne, ikke? Der var alt tøj grimt af en anden verden. Derfor skulle du ikke vælge imellem at være trendy eller random/Antonio Banderas+2006/unik/konservativ, men mellem at være grim eller at være grim. Det var ligesom de to muligheder, der var.

Nyrup var en formidabel statsminister. USA var ikke blevet sindssyge endnu – det eneste, man gik op i derovre i 90’erne, var hvorvidt Bill havde kendt Monica i den bibelske forstand eller ej. Der var fred i hele verden, undtagen der hvor der alligevel ikke er fred i dag. Cowboybukser kostede ikke 1300 kroner.

Musikken var fantastisk i 90’erne. Haddaway spurgte indtrængende: ”What is love?”. Og hvad ER kærlighed overhovedet, totalt relevant spørgsmål dér, og hvis du skulle være lidt musikalsk og speciella, så kunne du høre Massive Attack eller Jeff Buckley, der i øvrigt stadig holder den dag i dag. Der sad også nogle idioter og spillede i en garage i 90’erne, men de hed Nirvana, og ja, hvad kan man sige: De lavede bare de fucking garageoptagelser bedre dengang.

Richard Gere rendte rundt i Pretty Woman og charmede med sit distingverede silverfox-look, som jeg i høj grad kan identificere mig med. Jeg fik jo mit første grå hår i en alder af 23 år, og det er kun gået én vej siden. Ligesom Richard Gere, så er jeg en hård fyr uden på, men jeg får mine stærke og totalt ægte følelser ud ved at spille passioneret klaver. Jeg går også benhårdt efter de prostituerede verdenskvinder med sans for stil, biler, opera og tandhygiejne. Dem, som er spontane og umiddelbare, men alligevel gemmer på en utrolig følsom dybde. Dem, der er lidt crazy og vilde, men som egentlig bare ønsker at blive frelst fra dem selv og deres egne dårlige beslutninger, som de i øvrigt udelukkende tog på grund af den onde omverden.

- Richard Gere. Han holder hundrede. -

Jeg ville ønske, at der – ligesom i Pretty Woman – altid blev sat et soundtrack på, så jeg vidste, hvad jeg skulle føle. FOR EKSEMPEL når jeg lige havde sagt farvel til en kvinde, at en eller anden lige fyrede op for ”It must have been love / but it’s over now / it must have been good / but I lost it somehow”, mens jeg stod og kiggede tænksomt ud over balkonen på mit penthouse hotelværelse. Ligesom Richard Gere.

90’erne var fantastiske. Nutiden er dårlig. Hvis nogen har nogle gode tips til at navigere i den kummerlige nutid, så er jeg lutter øren. Alternativt kan I bare sende mig nogle hornbriller, et par skinnyjeans og Tattoo Magazine, og så kan vi få det overstået med det samme.

Seth Rogen er kummerlig som irriterende, overspillet grøn hveps

2011-03-07T10:35:00.008+01:00

Seth Rogen er hoppet med på bølgen af de lede superheltefilm med The Green Hornet, som han spiller hovedrollen i og selv har skrevet manuskriptet til. Her er han en uelsket rigmandssøn, der skal overtage fars avis, men egentlig helst bare vil rende rundt og være sej i et kostume om natten sammen med random asiatisk butler, der laver alt arbejdet.

- Arbejdsfordelingen i The Green Hornet: Butleren laver arbejdet, mens Seth står og ligner en nar. -

Random asiatisk butler er i øvrigt nok den mest utroværdige karakter i filmhistorien. Han voksede forældreløs op i Bangladesh/Tokyo/random asiatisk bys gader og udviklede sig til at blive supermekaniker skråstreg elite-ninja skråstreg kaffe-connoisseur extraordinaire. Grundlæggende er det meningen, at vi skal købe forhistorien, fordi han er asiat. Du kan tage forældrene fra en asiat, tæve ham hver dag med en svensknøgle og hælde kaffe i øjnene på ham, og så vokser han op og bliver en ninja (alle de tæsk gør en stærk!), supermekaniker (han blev jo tævet med en SVENSKNØGLE, remember? Som man også bruger til at dreje på ting i en bil? Du forstår? Wink-wink?) og kaffe-ekspert (fra kaffen i øjnene). DE KAN JO BARE DET DER MED NINJA, BILER OG KAFFE, DE ASIATER. DET KAN DE DA. Du kan tage asiaten ud af talentet, men du kan ikke tage talentet ud af en asiat. ... eller det der.

Heldigvis er han spillet ekstremt uoverbevisende af random asiatisk skuespiller.

Nå. Men. Det er faktisk ikke engang den ekstremt random og uoverbevisende asiat, der er det grundlæggende problem med The Green Hornet. Det grundlæggende problem med The Green Hornet er, at man ikke kan holde af gode gamle Seth. Overhovedet. Han er pisse irriterende og kikset og meget kummerlig. Men ikke på sådan en cool, arrogant måde som Jach Nicholson i As Good as it Gets eller Robert Downey i Iron Man – nej, på sådan en ... belastende måde, der faktisk ikke er sjov, men mest bare giver en lyst til at slå ham hårdt i hovedet. Eventuelt med en svensknøgle, så han også kunne blive mekaniker og på den måde måske BIDRAGE LIDT til hele forestillingen.

Det er selvfølgelig meningen, at Seth skal forandre sig i løbet af filmen og blive til et mindre irriterende pikhoved. Og han bliver da også marginalt mindre irriterende. Men det er sgu ikke meget.

The Green Hornet får rigtig sagt nogle ting om KULTURforskelle i mødet mellem den random asiat og Seth Rogens karakter. Fordi random asiaters problemer er jo, at til trods for alt deres talent så kan de ikke finde ud af en skid på egen hånd, fordi: ASIATER KAN KUN BRUGE DERES MASSIVE TALENT, HVIS NOGEN FORTÆLLER DEM, HVAD DE SKAL GØRE. Og der er det jo heldigt, at Seth Pikansjos Rogen kan gå ind og give den random asiat noget retning med sin amerikanske iværksætterhed og evne til at tænke STORT OG UDEN FOR BOKSEN. Det er derfor, de to er sådan et godt team. Det bedste fra begge kulturer!

Så fik vi også lige lært en vigtig, interkulturel lektie i dag. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad den vigtige interkulturelle lektie er, så lad mig skære den ud i pap lige her og nu: Lad være med at se The Green Hornet.

Tid til en snak om ligestilling, drenge og piger!

2011-02-15T15:46:00.009+01:00

I dag skal vi snakke om ligestilling. Ja, sådan er det, og så kan I grødbønder brokke jer nok så meget, I vil! Fordi: Det store ligestillingstog, der i disse år er fyldt med svenskere og SF’ere, det er kørt helt og aldeles af sporet og er nu på vej ud over afgrunden med 800 kilometer i timen. Og det vil jeg gerne have, at vi får en god, sund og voksen snak om lige nu.

Man skal være ragende idiot for ikke at omfavne og gå ind for ligestilling mellem kønnene. Det er SUPER, og det er kun degenererede fiskere fra Esbjerg, som ikke er tilhængere af det. Kvinder skal totalt have lige så mange muligheder som mænd. Også selv om de har langt hår og ikke tænker på så meget andet end hvem, der mon bliver Amerikas næste topmodel. Også selv om de vimser rundt og hovedsageligt bekymrer sig om, hvad der mon står i deres stjernetegn i næste udgave af Wendy. Og også selv om de er selvudslettende og neurotiske og grænsende til det psykotiske. SELV OM ALT DET, så skal de selvfølgelig have lige så mange rettigheder og muligheder som mænd!

Det er dog ikke det, ligestilling handler om nu om dage. For: Det splinternye, ekstremt sexede og brandvarme buzzword inden for ligestilling, ikke? Det er KVOTER. Direkte importeret fra Norge og Sverige, der som bekendt er rigtigt gode til olie og pissebillige træmøbler, og så må de også være gode til ligestilling. Det siger sig selv.

Og de ER sgu vilde med kvoter derovre. Det er de! Det seneste skrig var, da de ville til at have kvoter i LEGO-kasserne.

Jeg elsker intenst, at de har akkompagneret artiklen med et billede af en masse storm troopers fra Star Wars. Jeg kan virkelig godt se, at det er noget forpulet kønsfascisme, at LEGO lader de MANDLIGE storm troopers fra filmene FORBLIVE MÆND i legetøjsversionen. Åbenlys mandschauvinisme! Eller hvad med ridderlegoet? Hvad med at smække nogle kvindelige riddere ind på hestene til at dræbe både dragerne og den historiske korrekthed? Hvad med det?

Hvis jeg sad i LEGOs bestyrelse, og min PRIVATE VIRKSOMHED fik pålagt det her gennemretarderede forslag, så ville jeg smække en helvedes masse syesker, kogekoner og tjenestepiger ind i ridderlegoet for at opfylde kvoterne. I ligestillingens navn.

Og hvad med Barbie, i øvrigt? Skal vi også til at have 40% ken-dukker i pakkerne lanceret? Det ER vel kun fair.

Nå. Men. Én ting er et åbenlyst idiotisk forslag fra sindssyge svenske ammehjerner. En anden ting er den politiske virkelighed herhjemme, hvor Socialdemokratiet og SF jo faktisk i ramme alvor køber ind i de her tanker. Ja, det er nemlig rigtigt. Hvis vi får et regeringsskifte – hvad jeg af ganske andre årsager egentlig gerne så, at vi fik – så skal vi også til at have kvindekvoter i private selskabers bestyrelser. S og SF blev garanteret inspirerede, da Sidse Babett Knudsen introducerede kvoter med gigantisk succes i Borgen. Hun trynede lige seriens svar på Maersk, og så var der kvoter/ligestilling i Danmark. Velkommen til det nye årtusinde, Crone/Maersk, HVOR VI ALTSÅ HAR KVOTER OG LIGESTILLING!

[Hold dig nu fra de lede kvoter, Sidse!]

Kvoter og ligestilling. To alen af det samme stykke! Sådan lyder det for tiden. Og jeg er bare ved at eksplodere. Ikke kun fordi, at det umuligt kan være statens opgave at blande sig i driften af private virksomheder på den måde. Men også på kvindernes vegne.

Det er simpelthen at tale ned til kvinder at påstå, at de ikke selv kan få de lede pladser i bestyrelserne, hvis de ville. Det er at undervurdere hele kvindekønnet. Det er noget konspiratorisk, pseudo-feministisk bullshit, at kvinder bliver holdt ude, hvor der skal tages beslutninger. Jeg ser handlekraftige kvinder ende i topposter hver eneste dag. Kvindekønnet har ikke brug for nogen krykke til at komme til tops. Det klarer de fint selv – hvis de vil.

Og forstå mig ret: Jeg er vokset op i et hippiehjem. Min mor har altid tjent lige så mange penge som min far. De fordelte de huslige pligter retfærdigt imellem sig. Ikke at de var ligestillingsfascister – det var ikke sådan, at mutter aldrig kunne tage en kjole på, eller at fatter ikke fik lov til at købe en motorsav. Men de var ret nede med det der ligestilling. Det var en selvfølge.

Ligeledes var det en selvfølge, at mutter ville, kunne og skulle arbejde lige så hårdt som fatter for at komme i betragtning til diverse pladser i bestyrelser, lederroller mm. Og det gjorde hun. Man kastede lederroller og bestyrelsesposter i hovedet på hende for et godt ord, fordi hun var så utroligt talentfuld og arbejdsom.

Hold kæft, en masse spildt arbejde fra hendes side. Hun skulle ha’ ventet til de indførte kvindekvoter. Så havde hun ikke behøvet at løfte en finger. Så kunne hun have klamret sig til fornedrende politiske krykker, som hun ikke havde brug for.

Og så er der også denne detalje: Jeg ved godt, at det her er en helt utrolig tanke i en verden, hvor kvinder og mænd er HELT ENS, FORDI ELLERS ER DER IKKE LIGESTILLING, ikke? Men KUNNE det tænkes, at der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede kvinder? Og ligeledes: At der var fagområder, hvor der faktisk var flest kvalificerede mænd? Og at der derfor kunne opstå situationer, hvor den bedste kandidat blev sorteret fra til fordel for en ringere kandidat af det ”rigtige” køn? Men hey, at der overhovedet skulle være den mindste smule forskel på kønnene og deres faglige interesser og engagement, det er jo selvfølgelig helt og aldeles sindssygt at antyde.

...

Jeg bliver så harm. Ligestilling er lige muligheder. Det er ikke, at ét køn skal favoriseres, eller at kønnene skal være ens. Og det er ved gud ikke kvoter.

At insistere på den form for ligestilling, hvor man mener, at kønnene er ens, ikke? Det er så torskedumt, at jeg nærmest ikke kan få vejret. Hvad bliver det næste? Skal vi også have 40% mandlige sygeplejersker? 40% kvindelige mekanikere? Jeg mener bare: Nu vi alligevel ER ligeglade med, hvad folk selv vil og synes, så kan vi vel lige så godt tage det store ligestillingskvote-skridt fuldt ud.

Jeg håber sådan, at der er kræfter i S og SF, som kan se, hvor helt utroligt meget hul i hovedet kvoter er, og at de kan tale de andre fra det her tåbelige, kvindenedgørende ævl. Ellers rejser jeg fandeme til Sverige, når de indfører det. Eller, nåhr nej ...

Den blinde ego-hævner slår til igen!

2011-01-07T16:34:00.006+01:00

Ikke alt Marvel rører ved bliver til guld. Det er sådan set bevist mange gange, men man bliver alligevel lige skuffet, hver gang man bliver mindet om det.

Her den anden dag havde jeg en samtale med en af mine gode venner. Vi havde lige set The Town, som i øvrigt er en gedigen, underholdende actionfilm. Samtalen forløb cirka sådan her:

- ”... ja, Ben Affleck var sgu god ... jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige de ord. Jeg havde aldrig troet, at NOGEN skulle sige de ord.”

- ”Ja, god og sygt pumpet. Muligvis mere pumpet end han var i Daredevil. Og måske faktisk også lidt mere plus-kæbet? Måske gode, gamle Ben har været en tur på steroidevognen?”

- ”Jeg har ikke set Daredevil. Jeg har hørt, den skulle være sygt ringe.”

- ”Ahr, jeg er en af dem, der ikke synes, at den er helt så ringe, som alle de andre synes. Og Colin Farrell er sgu en okay skurk. Du kan jo se den og selv bedømme.”

Som sagt så gjort.

Daredevil handler om Ben Affleck, der som dreng får hældt syre i øjnene og mister synet. Det viser sig imidlertid at være en stor velsignelse, fordi det betyder, at hans krop MED DET SAMME udvikler alle hans andre sanser til en helt afsindig formåen. Pludselig er han en slags fucking Super-Heimdal, der kan høre pigernes bryster gro. Faktisk bliver han så led en hørefreak, at han via sin hørelse kan orientere sig i et rum, som var han en flagermus/radar/hval/ubåd. Han kan høre, når folks hjerter banker hurtigere, fordi de lyver. Han hører så godt, at han kan reelt kan ”se”, når det regner, fordi hver regndråbe laver en lyd, når den rammer en overflade. HAN HØRER MED ANDRE ORD RET GODT.

Også hans lugtesans når afsindige proportioner. Den gør, at han kan opsnuse lækre damer på 800 meters afstand – fordi vi ved jo alle, at de LÆKRE damer lugter meget bedre end de almindelige damer. Det står i grønspættebogen.

[Det er vildt nyskabende med en blind helt. Jeg håber, vi snart får en superhelt uden arme, der er herregod til at bruge sine ben. Eller en, der kunne nå lydmuren i en kørestol. Hvem ville så grine af de handicappede!?]

Nå. Men. Efter vi har brugt halvtreds år på at lære vores blinde helt at kende og ikke mindst på at acceptere, at han kan tæve folk, selv om han ikke kan se dem, ikke? Så kan plottet endelig gå i gang.

Ben tæver skurke om natten og svanser rundt med sin blindestok om dagen og opsnuser nye lækre damer. Han er nemlig lige blevet droppet af sin sidste kæreste, fordi han altid vimser rundt om natten og aldrig har tid til en Ben & Jerrys i sofaen. Men SÅ lugter Bens perverse næse sig frem til den storbarmede, men radmagre ninja, Jennifer Garner, som han straks giver sig til at danse en slags ninja-parringsdans med. Imponerede over hinandens ninja-parringsdanseevner falder de to pladask for hinanden. Så har han allerede damen. Super!

[Jennifer Garner som Elektra Natchios (ja, det hedder hun seriøst). Hun deler figur med en gammel Jenna Jameson og kampstil med Rafael fra Ninjaturtles. Det bedste fra to verdener.]

Omkring tre timer inde i filmen bliver vi så introducerede for den virkelige skurk og filmens egentlige handling: Der er en gigantisk ond neger, der terroriserer nabolaget. Ham skal Ben Affleck ha’ ned med nakken. Men åh nej! Så hyrer den gigantiske onde neger Colin Farrell til at kaste dartpile og ninjastjerner efter Ben Affleck og Jennifer Garner og ikke mindst Jennifer Garners FAR. Det lykkes gode gamle Colin Farrell at myrde førnævnte far og få det til at se ud som om, at Ben gjorde det!

[Colin Farrell: Herregod til dart og snigmord.]

DEN ER JO IKKE HELT GOD. Men hold nu fast. Fordi nu kommer den geniale del af handlingen.

Ninja-Jennifer tror altså, at Ben-Daredevil har myrdet hendes far. Derfor sårer hun ham dødeligt i torsoen med sin ninja-kniv. Ben er så medtaget, at han kun kan ligge og ligne en nar, da Colin Farrell kommer og spidder Ninja-Jennifer, til hun er ganske død. Som en anden idiot kravler han væk, ryger igennem taget på en kirke, falder vel en 10 meter og lander på et stengulv, hvor han så igen ligger og ligner en nar. Lige indtil Colin Farrell kommer ind i kirken for at dræbe ham. Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Den tager vi lige en gang til. For ja, det er seriøst det, der sker.

Så rejser Ben sig op og tæver Colin Farrell ihjel.

Og det er altså ikke sådan, at Ben såret ligger klar med en skjult revolver og altså lige laver snigeren på Colin her. Nej, de løber og kravler rundt i hele kirken som edderkopper på speed og tæver på hinanden, som var der ingen morgendag.

NU forstår vi, at Ben Affleck bare lige skulle have nogle ekstra liter blod svømmende rundt i lungerne og et fald på 10 meter med en landing på et stengulv til at friske sig lidt op, før han kunne tage sig sammen til at gøre noget! Synet af hans elskede, der kæmpede for sit liv var bare IKKE HELT NOK. Eller også kan vi drage en helt anden, spændende konklusion: Da det gjaldt hans elskedes liv, var han sådan lidt ligeglad, men da det var hans eget skind, det gjaldt, SÅ kunne han endelig vågne lidt op.

Ja. Sådan en helt er Daredevil. Never cared much for the ladies. Cared a lot about himself.

Eller hvad? For nu han ER ved det, og så kan han jo for fanden lige så godt tage op og tæve den gigantiske negerskurk, stadig med et (åbenbart ikke så) dødeligt sår i brystkassen.

[Michael Clarke Duncan som ond, gigantisk neger. Altid et populært valg.]

Det er jo fandeme omtrent det dummeste i hele galaksen. Han ligger og er dødeligt såret, da hans elskede dør, men er pludselig ikke dødeligt såret længere, da hun først er død. Filmen prøver ikke engang sådan RIGTIG at retfærdiggøre det med, at det er i raseriet over Jennifers død, at han finder kræfter. Han ligger LANG tid med det lede sår og ser grangiveligt ud som om, at han skal mega dø, før han rejser sig op og tæver hele verden. Og det er jo for fanden ikke fordi, at ubehandlede gennemboringer af brystkassen bliver bedre af, at man falder ned på et stengulv, eller at man lige ligger og sunder sig i to minutter, eller at man RENDER RUNDT MED EN PULS PÅ 160 PÅ BYENS TAGE OG TÆVER FOLK.

Men den slags kan man selvfølgelig ikke dvæle ved, når den blinde ego-hævner skal ud og smadre knæskallerne ind på kæmpenegere.

Jeg er en af dem, der synes at Daredevil er nøjagtig lige så ringe, som alle andre synes.

Lad være med at se Daredevil.

GOD FACEBOOK-STIL: EN MANUAL I AT LADE VÆRE MED AT VÆRE PISSEIRRITERENDE PÅ FACEBOOK

2010-12-24T12:49:00.004+01:00

Der er tydeligvis en del forvirring omkring dette spændende emne, så nu forfatter jeg altså lige en manual i, hvordan du undgår at være pisseirriterende på facebook.

Mange af de ting, som jeg nævner her, gør mine egne facebookvenner heldigvis ikke. Eller: Nogle af tingene gør visse venner faktisk lidt. Og til jer, hvis fejl jeg pointerer: Undskyld, for faen. I er ikke dårlige mennesker, og jeg elsker også jer. Men altså, fra fulde folk og idioter på Internettet skal man høre sandheden. Og nu har jeg immervæk taget det på mine skuldre at fortælle hele verden Sandheden om alt. Og det inkluderer også sandheden om dig og dine pisseirriterende opdateringer på facebook.

Og hey: Jeg har alligevel for mange facebookvenner. Tohundredeogfemogtres! Det er flere, end jeg kan overskue eller tælle til. Hvis en enkelt eller to skulle ryge i svinget her, så er det sgu okay. :-) :-)

[Marv smadrer dig, hvis du er pisseirriterende på facebook]

Så altså. Du kan blive en sand stjerne på facebook, hvis du undgår disse tre simple ting. LAD VÆRE MED

1) AT VÆRE ET SAVLENDE BABY-MONSTER.

Jeg har en idé om, at især nogle kvinders identitet og kritiske sans sidder i brysterne. På den måde giver det mening, at de mister begge dele, når de får et barn - den lede unge suger den simpelthen ud af patterne på dem! Pludselig er barnet på deres profilbillede i stedet for dem selv. De ER der slet ikke længere. De er pludselig blevet til deres unge! Hvor der før var et rigtigt menneske med en rigtig personlighed og et rigtigt, bankende hjerte fyldt med håb, drømme og længsler, er der nu kun en form for blævrende ammehjerne. En ammehjerne, der sender statusopdateringer ud i universet, som afhang den nyfødtes liv af, hvor meget ligegyldigt, babyrelateret lort de kan poste på facebook.

Og jeg bliver bekymret. Det gør jeg sgu. Alle statusopdateringer handler om ungen, og der er ikke bare et gran af selvindsigt eller selvironi inkluderet i dem. Hvis der dog bare var det! Hvis der dog bare var en enkelt "Hold kæft mand. Jeg sander pludselig, at mine sidste ti statusopdateringer har handlet om min lede unge. Nu går jeg ud på toilettet og tager noget coke, og så ses vi på NASA. Så må ungen være unge så længe!" Sådan en statusopdatering ville meget seriøst være et sundhedstegn.

Se, jeg har ikke noget imod statusopdateringer om folks unger, hvis de er bare perifert interessante. En af mine facebookvenner havde en statusopdatering for et stykke tid siden, der lød således: "Øhm, min søn kom lige og gav mig en kold øl - helt af sig selv. Tror aldrig jeg oplever et stoltere øjeblik. . ." Se det er fandeme en statusopdatering, man kan forholde sig til. OG ungen er inkluderet i den. Der er lissom noget identifikation, ikke? Tænk over NYHEDSKRITERIERNE, hvis I opdaterer om jeres åndssvage avl. Er der noget identifikation, sensation, aktualitet, hvad som helst i? Og nej, det er ikke en sensation, hvis din unge nu pludselig kan gå fem skridt i stedet for fire.

2) AT VÆRE EN IRRITERENDE LILLE EMO.

Hvis du nogensinde har skrevet en statusopdatering i stil med "... er tænksom ...", så er det dig, jeg kigger på. Det er sådan en forpulet 4. klassesstrategi, hvor ophavsmanden eller -kvinden til statusopdateringen forventer, at man skriver "EJ, HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD TÆNKER DU PÅ? HVAD ER DET DOG, DU TÆNKER PÅ!?".

Og SÅ har den irriterende emo magten. "Ja, det kunne du lide at vide, hva'? JEG TÆNKER PÅ NOGET SPÆNDENDE OG LIDT HEMMELIGT. Men nu skriver jeg bare ... "... på fremtiden." Ja. Det er skidegodt." Og SÅ er det meningen, at man skal skrive: "HVAD MED FREMTIDEN? HVAD MED FREMTIDEN? HVAD TÆNKER DU DOG PÅ MED DEN LEDE FREMTID?" Og så ved den irriterende lille emo godt, at den snart ikke kan trækkes længere ud. Og der meldes endelig ekstremt kedelig og beige kulør:

"På at købe hus en dag/hvad jeg skal have at spise i aften/hvordan jeg kommer til Kalundborg/ik' noget alligevel".

Og man har bare lyst til at rive øjnene ud af hovedet på den lede emo.

"... er tænksom ..." er bare et eksempel. "Er trist" er endnu et, som muligvis er værre. HVAD er du dog trist over? Grrrrr! Din NAR. Hvis du rent faktisk ER trist, så tag den dog i et andet forum! Jeg går fuldstændig amok, når jeg ser sådan noget. Og jeg får lyst til at skrive "Husk at snitte på langs og ikke på tværs. It's not across the road - it's dooooown the highway!" /sociopat

3) AT VÆRE EN INDISKRET NAR.

Du er en indiskret nar, hvis du udstiller dit privatliv unødigt på facebook. I den milde afdeling er at broadcaste for hele verden, når det er gået i stykker mellem dig og din kæreste. Som udgangspunkt ender det jo ud over facebook, når du skifter civilstatus - f.eks. fra "I et forhold med Mia Jammerlund Grædegaard" til "Single" - tidligere akkompagneret af et teatralsk hjerte i to stykker, men nu trods alt kun akkompagneret af et helt hjerte. DEN FUNKTION KAN DU SLÅ FRA I DINE PRIVATINDSTILLINGER.

På den måde undgår du, at dine bekymrede, men stadig retarderede facebookvenner og -veninder skriver ting som

"Ai, hvad skete der!? I var så søde sammen!1!"

eller

"Hun var fandeme også en so, Jesper. Det har jeg altid ment. Nu går vi to ud og drikker nogle bajere og knalder nogle damer. Så er hun hurtigt ude af systemet!".

Eller at de liderlige og små-dumme af dine facebookvenner synes godt om din nye "Single"-status. Idioter.

Stadig i den milde, men dog også i den grænseløst irriterende afdeling er konstante kærlighedserklæringer til en kæreste over facebook. "Patrice Nederbæk Elsker sin kæreste! <3 <3 <3" Luk. Røven. Patrice. Alle er sygt ligeglade.

I den mere grelle afdeling er ekstremt intime og private opgør over facebooks wall. Det er der et utal af eksempler på på lamebook og diverse andre steder, og alle ved, det er forfærdeligt, så det vil jeg ikke dvæle mere ved.

...

Det var det for denne gang! Hvis I har andre forslag til god facebook-etikette, så giv endelig lyd. Ellers: Lad julefreden sænke sig . Julen er jo hjerternes tid (og mit er tilsyneladende sort som kul).

Tid til en romantisk stund med Mulder fra X-Files!

2010-12-22T12:43:00.007+01:00

Jeg har lige opdaget Californication - og efterfølgende set halvanden sæson i streg. Efter du læser dette, kommer du også til at se halvanden sæson i streg. Ellers får du ingen julegaver. Sådan er det!

Californication handler om Hank Moody, spillet af fallerede David ’Fox Mulder’ Duchovny. Og Hank Moody, ikke? Han er bare en goddamn rockstjerne. Han er en falleret forfatter, der ikke bestiller andet end at knalde damer, drikke whisky og ryge smøger – og så knalde nogle flere damer. Han når praktisk talt ikke at vaske duften af dugfrisk skedesekret væk fra sit skægstubbede fjæs, før han skal forholde sig til endnu en stangliderlig, stritbrystet skønhed, der drypper af glæde over Hanks sovekammerøjne. Han kan ikke sidde til en familiemiddag, uden at hans eks-kones nye fyrs 16-årige datter sidder med hånden nede i skridtet på ham. En 16-årig datter, som han i øvrigt kom til at knalde ved et uheld, før han fandt ud af, hvem hun var - og hvor gammel hun var.

[Jep. 16 søde år, og så tilfældigvis også ragende sociopat.]

Måden, som Hank Moody tiltrækker denne kavalkade af letpåklædte og letlevende kvinder på, er, at han basalt set bare er en rigtig stor, arrogant skægstubbet nar. Hvorfor jeg naturligvis straks identificerede mig med ham. Arrogant nar og skægstubbe er sgu også primært det, jeg har kørende for mig med damerne. Og kraftedeme om Hank Moody ikke også har en blog, som han opdaterer alt for sjældent! Shit mand, jeg mangler bare at få mig et latterligt navn ladet med tung symbolisme, knalde 800 damer, få en datter, blive 45, blive rig-ish på et par knaldromaner og begynde at ryge, så ER jeg pludselig Hank Moody! Wup wup! Wup ... wup.

Nå. Men. Hank Moodys bedste (og eneste) ven er hans manager Charlie Runkle, som egentlig er i et forhold, men som har forkærlighed for rigtig hård onani på arbejdet og S/M med sin sekretær. Charlie er en skaldet og lidt bamset fyr, der på den ene side fungerer som støtte og support for Hank, men som på den anden side er en kummerlig, kokainsniffende og sit eget liv-ødelæggende tegning. Han er gift med Marcy Runkle, en også kokainsniffende, hashrygende og storkæftet skønhedssalonarbejderske.

[Hundredetusindevis af episoder i stil med billedet]

Alt det her får serien til at lyde som en overfladisk, pikspillende parodi. Og det er den også lidt. Men budskabet i Californication er sådan set grundlæggende gode, traditionelle familieværdier og TOSOMHED. Ja,det er nemlig rigtigt. Tosomhed og romantisk kærlighed! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, kunne man retteligt indvende? Skrev jeg ikke lige, at Hank Moody pløjede sig igennem det halve Los Angeles i bedste overfladiske pikansjos-stil? Jo, og det gør han også. Men han gør det, alt imens han er hovedkuls forelsket i sin eks-kæreste Karen, som han har sin 12-årig datter med. Og hele tiden og igen forsøger han at forføre hende og finde tilbage til hende. Og hele tiden og igen er han et røvhul over for Karens nye kæreste Bill, hvilket også bare er smukt.

Hank Moody viser sig at være en ekstremt underlig familiemand, som faktisk elsker sin datter meget højt – og som på sin egen, absurde måde er en form for god far.

Og det taler jo til sådan en gammel softie som mig. Det gør det. Der må jeg være ærlig.

[Objektet for Hanks kærlighed, Karen, spillet af Natascha McElhone. Hun er 41 år gammel, men jeg er sgu også lidt forelsket i hende. Det er jeg!]

Hvad der også taler til mig, er, at Hank virkelig forsøger at opføre sig som en god fyr over for Karen. Han var hende ikke utro, da de var sammen. Og han prøver sådan at gøre det rigtige, når det kommer til hende. Men ofte SKER der bare et eller andet, der gør, at han pludselig står i et dårligt lys. Og så skal han hustle sig ud af den situation. Altså, for fanden, har vi ikke allesammen prøvet, at vores bedste ven var liderlig, men at pigen, han bagte på, kun ville knalde med ham, hvis vi også medvirkede? Og så dukker der pludselig damer op midt i den seance – damer, som rent faktisk BETYDER noget for os – og så ser det hele ikke skide godt ud? Det har vi sgu da allesammen oplevet. Det har vi da. Nå, men pointen er, Californication også taler den smadrede, men dybest set godhjertede mands sag. Og det er da dejligt. Det er det!

Californication formår altså at kombinere en sand myriade af afklædte bryster – og amoralsk omgang med førnævnte bryster – med ROMANTIK. Den taler på sin vis for at opføre sig godt-ish i en fucked up verden fyldt med vold, sex og stoffer. Det er nice.

Så altså. Tag din kæreste i hånden, tag nogle baner, tænd nogle stearinlys og se noget Californication. Sammen redefinerer vi romantikken!

The Blind Side: Historien om perfekte Sandra Bullock

2010-11-15T00:54:00.005+01:00

De der amerikanere er bare vilde med Sandra Bullock. Hendes seneste film, The Blind Side, har indtjent 255 millioner dollars i USA. I oscarshowet blev den nomineret til årets bedste film, og den vandt en oscar hjem til Bullock for bedste kvindelige hovedrolle. Samtidigt ligger den med en rigtig pæn rating på 7,7 på The Internet Movie Database.

Der synes at være bred enighed om, at det skulle være en helt seværdig film.

Derfor lod jeg mig overtale til at se den. Det gjorde jeg. Lad mig fortælle lidt om den oplevelse.

[Sandra Bullock som perfekte Leigh Anne Tuohy i The Blind Side]

The Blind Side er den SANDE HISTORIE om en god kristen kvinde, Leigh Anne Tuohy, spillet af SANDRA BULLOCK. Og det, der er med Leigh Anne Tuohy, ikke? Det er, at hun er perfekt. Hun er rig og smuk og god, som dagen er lang. Hun har ikke en eneste dårlig hårdag nogensinde, hendes børn er nogle charmerende, accepterende og succesrige små charmetrolde, hendes mand er rig, kærlig og lækker. Leigh Anne Tuohy er naturligvis INDRETNINGSARKITEKT, fordi alt omkring hende skal være lige så perfekt indrettet som hende selv. Ellers kan hun simpelthen ikke holde det ud.

En dag støder Leigh Anne Tuohy på en neger. Det er en sjældenhed, der hvor hun færdes! Med sit skarpe og observante blik ser Leigh Anne Tuohy, at negeren IKKE ER PERFEKT. Han er lidt ussel og har for lidt tøj på. Forfærdet skynder hun sig hen til ham.

”Du kan sgu da ikke gå rundt og ligne sådan en stor, sort hængemule her i mit perfekte kvarter! Den slags duer ikke i MIT PERFEKTE LIV. Skynd dig ind i min bil, før nogen ser dig!”

Og negeren gør naturligvis som Leigh Anne siger, for hun får nemlig altid sin vilje.

Og SÅ skynder Leigh Anne sig at købe noget nyt tøj til negeren, så han kan se repræsentabel ud. Og så hyrer hun en privatlærer til ham, så han kan blive lidt mindre dum at høre på. Og for at han ikke skal gå rundt og ligne en nar, så køber hun sgu også lige en bil til ham. Og så sender hun ham ud på den store footballbane, hvor alle negerne hører hjemme, så han kan skabe et liv for sig selv. Fordi det ER jo den eneste mulighed for succes, hvis man er en ydmyg neger.

Leigh Anne spørger hele tiden negeren om en masse ting. Hvad laver din mor? Hvad laver din far? Hvad laver din bror? Og negeren svarer: Hun er luder og narkoman, han faldt ned i en kødkværn på fabrikken, han sælger crack til mindreårige. Til sidst holder Leigh Anne helt op med alle sine retarderede sprøgsmål. Men først efter vi har fået etableret, at det er en MEGET YDMYG NEGER, og at Leigh Anne er et MEGET GODT MENNESKE, fordi hun frelser sådan en ydmyg neger.

Leigh Anne er meget glad for sit nye neger-accessorie. Det er hun. Hun fortæller sine venner om negeren og får sig positioneret som en meget mere moralsk person og i det hele taget som et bedre menneske end dem på grund af negeren. Det er hun meget glad for. Det er hun.

Og så sidder hun så der sammen med sine stok-konservative venner og sin stok-konservative mand og stemmer på de stok-konservative republikanere. For Amerika, ikke? Mulighedernes land, for faen. Du kan jo SE, at du kan klare den, selv om du bliver født som en fattig, ydmyg neger i den sorteste ghetto. Du skal bare være heldig nok til at falde over en styrtende rig sugar-mama, som er villig til at investere tusindvis og atter tusindvis af dollars i dig.

Amerika. Det virker bare, det pis.

Lad være med at se The Blind Side.

Lynanmeldelser af film, del 2

2010-10-07T23:44:00.014+02:00

På et tidspunkt for hundrede år siden kørte jeg noget, jeg kaldte for lynanmeldelser af film. Nu er tiden kommet til det igen:

INCEPTION
Inception er pissefed. Jeg har i virkeligheden ikke så meget at tilføje til alle de roser, den allerede har fået. Ikke andet end dette: Dem, der siger, at den er dårlig, siger det kun for at være Rasmus-Modsat-agtige. Se den.

COMMANDO
Jeg har været ved at lappe på hullerne i min filmiske dannelse, og i den forbindelse har jeg set Commando. Og den er omtrent lige så dum, som jeg regnede med. Vi taler servitricer, der skyder fangetransporter med bazookaer-dum. Vi taler Arnold bruger sit INDGÅENDE KENDSKAB TIL DEN MENNESKELIGE PSYKOLOGI til at overtale slutskurken til at smide sin pistol og gå ind i en knivkamp med Arnold, selv om han bare kunne have pløkket Arnold lige der-dum. Faktisk er den så åndssvag, at man virkelig skal have et passioneret forhold til Arnold og hans tyske accent eller et ønske om at være smart og med på obskure filmiske referencer for at se den. Har man det, kan man potentielt blive underholdt!

IRON MAN 2
Iron Man 2 har jeg anmeldt langt grundigere andetsteds. Essensen af min vurdering er som følger: Robert Downeys perfekt trimmede skæg gør mig meget lykkelig.

ALICE IN WONDERLAND
Jeg ville gerne elske alt, Tim Burton laver, men det kan jeg simpelthen ikke gøre denne gang. Alice in Wonderland er åndssvag. Eller: Den har kvaliteter, hovedsageligt i Wonderland, hvor Helena Bonham Carter egentlig gør det godt som den opsætsige, lille røde dronningeskurk. Den ellers acceptable ekskurtion til Undreland afsluttes med den mest horribelt malplacerede omgang breakdance, jeg nogensinde har set i en film. Og da Alice kommer tilbage til virkeligheden, springer kæden først for alvor af. Alice tager lige tohundrede års kvindekamp og frigørelse på fem minutter, og alle nikker og bukker, som var det det mest naturlige i verden. Selvfølgelig skal hun ikke gifte sig, selv om hun havde lovet det. Selvfølgelig skal hun være selvstændig erhvervsdrivende i stedet. Selvfølgelig skal hun øjeblikkeligt have ledelsesansvar for gigantiske handelsskibe og vigtige, internationale skibsruter. Nu er hun jo blevet tretten år gammel, så DET MANGLEDE DA OGSÅ BARE.

SORTE KUGLER
Anders Mattesen kan godt være sjov, men hans forsøg på at fusionere stand up med film fungerer desværre ikke så godt, som det kunne. Anders har i og for sig fanget NOGLE af de ting, der skal til for at lave en succesrig film. Hovedkarakteren skal igennem en udvikling. Her er Mattesen HELT med. Måske næsten for meget med: Hovedkarakteren går fra at være en kold, arrogant, afstumpet og egocentrisk lille pikansjos til at blive et latterligt, kørestolsbrugende monster af lyserødt plys og irriterende overskud. Begge versioner er utroligt belastende, hvorfor man heller ikke kan identificere sig bare perifert med Anders, men sidder og krummer tæer over ham – også efter han har forvandlet sig til ”noget bedre”. Man forstår ikke, hvad hans lækre og søde kone laver sammen med ham. Hverken før eller efter hans forvandling. Det er for overdrevet, det er for dumt, og det er desværre ikke sjovt. Og så er filmens banale moraler alt for tykt skåret ud i pap.

...

Det var alt, jeg havde for denne gang. Hvis du vil have noget uddybet, så læg en kommentar, så skal jeg se om jeg kan få det ind i min ekstremt pressede kalender. Stay tuned for more truth!

Twilight: Eclipse - en milliard teenagepiger kan snildt tage fejl

2010-09-10T16:10:00.012+02:00

Jeg var meget i tvivl, om jeg ville skrive mere om Twilight. Det er som om, at jeg lidt har sagt det, jeg gerne ville sige om de film. Men nu gør jeg det altså alligevel. Jeg skriver et par ord om den lede 3’er. Og det gør jeg, fordi den giver et interessant indblik i kvindekønnets natur.

Twilight: Eclipse er skrevet af Stephenie Meyer, og den handler om hendes helt afsindigt store ego og hendes patetiske prinsessedrømme. Og det, jeg har tænkt mig at gøre lige nu, ikke? Det er at gøre Stephenie Meyer til talskvinde for alle kvinder i verden. ”Men Lynge, det er jo ikke rime..” Sschhs. :-) Beslutningen er taget! Baf, sådan der. Nu taler Stephenie Meyer for alle kvinder. Ja, det skete lige.

Og hvad er det så, hun siger?

Jo, for at kunne svare på det, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker i Eclipse.

ECLIPSE FOR DUMMIES
Basically, så er omdrejningspunktet i Eclipse jo den her vampyr-bitch, Victoria, der bare vil mega dræbe vores elskede emo-mutte hovedperson, Bella Swan. Det vil hun for at hævne sig på Bellas kæreste, Edward, den heltemodige tofu-vampyr, fordi Edward dræbte Victorias kæreste engang. Og nu skal Edward altså mærke den samme lede vampyrsmerte, som Victoria lever med.

Nå, men Victoria betilte jo ikke andet i 2’eren end at rende herre hurtigt rundt i høje hæle i en skov. Og hun skuffer da heller ikke denne gang: Igen render hun rundt i stilletter i en skov som en imbecil. Når hun ikke gør det, så har hun imidlertid rigtig travlt med at lave en hel hær af vampyrer, som kan hjælpe hende med at tage ned og smadre Bella, Edward og Edwards familie.

[Tid til at fyre den af med stilletter i skoven]

Vi får indledningsvist det indtryk, at VARULVEN JACOB endelig så småt har fattet, at der ikke ligefrem er akut fisse i farvandet for hans vedkommende, når det kommer til Bella. Han holder sig væk. Og det er da i virkeligheden også for galt. Ingen kvinde kan i sandhed være lykkelig, uden at der render en flok kastrerede hanhunde rundt for fødderne af hende. Så efter en sund snak med sin far tager Bella ud til Jacob for at VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den af syne igen, og så VIFTE lidt med koteletten og så hurtigt fjerne den igen, som hun nu har for vane. Jacob, som den ragende idiot han er, falder i med begge ben og dedikerer sit liv til at jagte Bella savlende rundt, hvor end hun måtte være.

[Sådan ser man ud, når man stadig ikke har fattet så meget af, hvad der foregår]

NÅ. MEN: Victoria får lavet sin lede hær, og de tager ned for at smadre Bella. Bella har dog heldigvis en hel familie af vampyrer, der er klar til at ofre deres udødelighed for hendes skyld af årsager, som denne skribent ikke er hundrede procent bekendt med. OG – på grund af alt det filet-vifteri – så vil Jacob og hele hans slæng af retarderede varulve pludselig OGSÅ hjælpe med at beskytte Bella! Også selv om det betyder, at de skal arbejde sammen med deres dødsfjender, vampyrerne.

Vi får at vide, at nyskabte vampyrer er noget af det mest bad-ass, man overhovedet kan komme i nærheden af. De er stærkere, hurtigere og mere blodtørstige end gamle vampyrer. Ikke desto mindre lykkes det ikke denne nyskabte hær af dræbermaskiner af slå bare ÉN vampyr eller varulv ihjel. Hæren dør, Bella er reddet, alle elsker Bella, The End.

[Nøglen til popularitet: Mundvigene nedad]

SKARPSINDIG ANALYSE
Lad os lige kort opsummere, hvilke kort Bella har på hånden i denne film. Hun har en betænksom og romantisk kæreste i form af Edward. Ganske enkelt ridderen på den blege hest. Han vil gøre alt for hende, og hun elsker ham inderligt. Samtidigt har hun en dedikeret tilbeder i Jacob, en arketypisk bad-boy, som er tatoveret og trænet ud af denne verden. Jacob vil OGSÅ gøre alt for hende. Han er loyal som en hund. Begge to nogle flotte fyre. ENDVIDERE har Bella adskillige klaner af vampyrer og varulve, der er klar til at ofre deres liv i dødelig kamp for hende OG i øvrigt arbejde sammen med deres dødsfjender i den sammenhæng.

UDEN AT OVERDRIVE KAN MAN NOK GODT SIGE, AT GODE GAMLE BELLA HAR RET GODE KORT PÅ HÅNDEN.

Og hvorfor? Hvordan kan det være, at det går så godt for Bella? Er det fordi, at hun er specielt talentfuld på nogen måde? Er hun specielt lækker? Er det fordi, hun er specielt klog? Er det på grund af hendes omfattende livserfaring? Har hun bare EN enkelt egenskab, der sætter hende lidt ud over det dræbende ordinære?

NEJ, DET HAR HUN IKKE. Hun kunne være hvem som helst. Hun kunne være din nabo. Hun kunne være din kollega. Hun kunne være Stephenie Meyer. Åhh, gid hun dog havde været Stephenie Meyer, hva’, Stephenie? Det kunne du nok godt tænke dig. Så kunne du have lukreret på din middelmådige personlighed i stedet for på dine middelmådige bøger. Eventyret kunne have været virkelighed i stedet for fantasi!

Og denne pointe fører mig akut videre til en anden vigtig pointe: Drenge idoliserer mænd, der rent faktisk kan noget. James Bond, Iron Man, HELTENE. For satan, hvor vil vi gerne være de seje helte! Men Stephanie ønsker noget helt andet. Hun ønsker at sidde og være middelmådig og ALLIGEVEL have et spændende og eventyrligt liv, et harem af smukke, loyale mennesker, der vil ofre livet på hendes bekostning, dyriske bejlere, der ikke fatter en afvisning, men bare for evigt hælder lækker bekræftelse ned i halsen på hende OG selvfølgelig den episke prins på den blege hest!

Moralen: Du behøver ikke at være modig, klog, initiativrig eller dygtig. Selv om du sidder og er tåbelig og middelmådig på alle måder, så kan dit liv også blive et eventyr!

...

Stram op, Stephenie.

Og med Stephenie, der mener jeg alle kvinder i verden.

Kompromisløs jobsøgning

2010-08-30T23:15:00.007+02:00

Jeg leder efter et job for tiden. I den forbindelse faldt jeg over en jobannonce fra Woman. De søgte en journalist.

[Jeg ved, hvad denne kvinde tænker på. Faktisk ved jeg, hvad alle kvinder tænker på.]

Jeg tænkte:

1) Jeg er så sej, at jeg kan få det her job på Woman, selv om jobannoncen tydeligt indikerer, at de vil have en kvinde.
2) Jeg er så sej, at jeg kan skrive på min vanlige facon, der INGENLUNDE ligner skriverierne i Woman, og stadig få jobbet.
3) Woman trænger til at blive revolutioneret af et epokegørende geni som mig.
4) Hvis de mod forventning ikke skulle ønske at ansætte mig, så har de simpelthen ikke forstået noget som helst, og så vil jeg ikke arbejde der alligevel.

MED DEN TVINGENDE LOGIK skrev jeg en ansøgning, som jeg har censureret lidt i, men som i det store hele er præsenteret sådan, som jeg sendte den. Under ansøgningen er der en dagbog fra en dag, jeg aldrig glemmer. Det skulle man nemlig vedlægge.

En ny vinkel på WOMAN!
Ja, jeg kan lige så godt krybe til korset med det samme: Jeg er en 26-årig mand, som ikke er bøsse eller sindssyg eller på anden måde kvalificeret til at tale på kvinders vegne. Jeg ved ikke noget om make-up. Jeg kigger med ærbødig interesse og forundring, når kvinder udfører deres underlige ritualer i badeværelset. Jeg ved ikke noget om tøj. Jeg har altid syntes, at højtaljede nederdele var grimme og mærkelige, men er efterfølgende blevet belært af diverse eks-kærester om, at det var ”moden”. Det tog et stykke tid, før jeg indså, at Danmark ikke var ved at blive invaderet af amazone-krigere, men at gladiatorsandaler var blevet trendy.

Det er imidlertid ikke interessen for det modsatte køn, der mangler. Jeg har mangen en gang siddet på en sandwichbar i Århus og smuglæst Woman til min egen store fornøjelse, mens jeg dog har mærket de andre mænds dømmende blikke: Sidder han virkelig der og læser dameblade? En mand? ... de har bare været misundelige. Vi vil jo alle gerne vide, hvad kvinder i virkeligheden tænker på.

I den forbindelse har jeg endnu en indrømmelse: Jeg har over 4.500 indlæg på Womans gamle debatforum, Jubii. Jeg har skrevet spalte op og spalte ned om alt fra utroskab til ”hvor længe skal man vente med at ringe efter første date?” til håndtering af utålelige naboer. Jeg elsker at skrive om sådan nogle ting!

Så hvad er det, jeg kan tilbyde? Jo. Jeg har en skarp og satirisk pen. Jeg forestiller mig, at jeg kan fungere som et slags enmands mandepanel – gennem mig ville I altid have adgang til en maskulin vinkel på tingene. Jeg kan skrive artikler om spillet kønnene imellem, datinglivet, bylivet, hvorvidt tatoveringer er fedt eller ej, om førnævnte tatoveringer kan være feminine, om der er en sammenhæng mellem antallet af piercinger og hvor vild man er i sengen, etc. Og så kan jeg kan engang imellem skrive ting, der får folk til at grine. Ja, også kvinder. Her vil jeg gerne henvise til min fantastiske blog, Sandheden om alt. Blandt andet mine skriverier om Twilight-filmene tænker jeg kunne falde i jeres smag: http://sandhedomalt.blogspot.com/2009/09/twilight-er-en-stor-kop-nederen-lige.html og http://sandhedomalt.blogspot.com/2010/04/twilight-new-moon-opsummeret-i-tre.html .

Ikke udelukkende hat og briller
Min faglige baggrund finder jeg i mere end internetdebat og blogging. Jeg er kandidat i medievidenskab med suppleringsuddannelsen i retorik og formidling fra det glorværdige Aarhus Universitet. Jeg kommer netop fra et tremåneders barselsvikariat som kommunikationsmedarbejder ved [...] ... skrev nyhedsbreve, der blev læst af over 2.000 virksomheder ... i to år chefredaktør for [...], et medietidsskrift drevet af frivillige studerende. [...] ... håndtere seriøst journalistisk arbejde.

Personligt
Jeg er bosat i midten af Århus, men jeg er villig til at flytte for det rigtige job. At ansætte mig i denne stilling er selvfølgelig et sats på grund af mit køn og alt. Men det er et sats, som I ikke vil fortryde. Lad mig overbevise jer om det til en samtale.

Dagbog: En dag jeg (sandsynligvis) aldrig glemmer
Nu er jeg jo et utroligt overfladisk menneske, og der er ikke rigtig noget, der gør indtryk på mig. Og jeg er glemsom. Og jeg har ikke nogen sjæl. Men jeg vil alligevel sige dette: Dengang jeg mødte min sidste kæreste ... det ... kan jeg sådan svagt huske. Og de dele, jeg ikke kan huske, har jeg ikke noget problem med at lyve om!

Hun hed Tanya. Vi var begge engagerede i et stykke amatørteater i det nordlige Århus. Jeg som musiker – jeg sad bag klaveret i orkesteret – og hende som den kvindelige hovedrolle. Jeg mødte hende på dagen for vores generalprøve, efter hvilken vi skulle have en fest. Nu havde jeg selvfølgelig set hende før, men musikerne havde egentlig øvet for sig det meste af tiden, og vi havde ikke snakket sammen før. Men så var der generalprøve, og så satte hun sig ned ved siden af mig.

Og der sad hun så. Og hun havde store, fyldige æblekinder. Faste, men alligevel kvindelige, frodige former. Spraglet rødt, tydeligvis farvet hår. Et stort smil afslørede en nydelig række af mælkehvide tænder.

Jeg husker tydeligt, at vi sad tæt og sådan helt tilfældigt kom til at have mere kropskontakt, end man normalt ville have. Måske faldt min arm lige ned et sted, hvor den sådan halvt rørte hendes lår. Måske rykkede hun lidt tættere på mig. Der var et eller andet i luften. Lige før prøven var jeg så ude i baglokalet, hvor selvsamme pige fra før snakkede om, at vi alle skulle have noget tequila til festen om aftenen. Det ville hun stå for. Men om der ikke var en, der kunne tage citroner og salt med? Og der sprang jeg så til. Citroner og salt. Som den verdensmand, jeg er, kan jeg da nok godt lige levere nogle citroner og noget salt!

... hun glemte tequilaen. Jeg stod med mine citroner og salt og lignede en nar.

Men så var der heldigvis alligevel noget tequila i et skab, og søde alkoholtåger opstod.

Jeg sad og var cool og snakkede med nogle mennesker, da hun nærmede sig.
- ”Hey, Lynge, jeg har tænkt på – hvad hedder du egentlig rigtigt?”
- ”Jeg hedder Lynge rigtigt. Det er mit navn.”
- ”Jo, ja, men jeg tænkte på dit FORNAVN.”
- ”Lynge ER mit fornavn.”
- ”Det kan man jo ikke hedde.”
- ”Ahr! Det kan man nu godt. Det kan man nu godt. Der er for eksempel ... MIG, der hedder det til fornavn.”
- ”Haha, meget sjovt, nu skal vi rigtig tage røven på dumme Tanya og bilde hende alt muligt ind. Nu skal du fortælle mig, hvad du rigtigt hedder.”
- [finder kørekort frem] ”Lynge. Jeg hedder goddamn Lynge. Det er mit navn.”
- ”Guuuuuud, du HEDDER Lynge!! Du har fandeme et mærkeligt fornavn, Lynge. Og efternavn, egentlig. Du har et mærkeligt navn. Og hvor ser du dum ud på det her billede!”
- ”Tak, tak. Nå, men Tanya. Jeg har tænkt på. Hvad hedder du egentlig til fornavn?”

... jeg var selvfølgelig solgt. Og det var hun åbenbart også. Det varede ikke for evigt, men det var nogle smukke 14 dage, vi efterfølgende var kærester.

Ok, vi var kærester i lidt over et år. Men det var stadig smukt, når vi ikke rev hovederne af hinanden. Ah, fortiden. Fortiden er bedst!

[Jeg er ekspert i alt på denne forside]

Jeg fik ikke jobbet. Men ærlig talt ikke? Jeg føler lidt, at det er Woman, som er gået glip af noget her. Hvordan kunne de ikke se det smukke i det ovenstående?

Det KAN selvfølgelig også være det med, at de gerne ville have en kvinde. Hvem kunne også vide, at de faktisk mente det seriøst?

Næste gang regner jeg med at søge en stilling som ingeniør. Eller iransk tolk! ALLE har brug for mig, selv om de ikke selv ved det, og derfor får alle en goddamn ansøgning. Jeg kan virkelig ikke spilde min tid på at bekymre mig om, at jeg ikke har det rigtige køn eller den rigtige uddannelse til de jobs, der er derude. Den slags detaljer må nogle andre ligge og rode med. Jeg ved bare, at alle har brug for sådan en som mig. Også dig.

Knight and Day: Mænd skal være seje, og kvinder skal være bedårende små dådyr

2010-08-05T15:20:00.014+02:00

Jeg har lige været inde og se Knight and Day. Det er som sådan ikke en film, jeg ville gå ind at se normalt, medmindre en afsindigt lækker pige havde overtalt mig til det. Det ... var ikke det, der skete. I stedet fik jeg på magisk vis fingre i nogle fribilletter til den. Og så skulle man jo være et skarn!

[Tom Cruise med irriterende overskud i Knight and Day]

Knight and Day går basalt set ud på, at Tom Cruise render rundt i to timer og sætter rekord i, hvor overdrevet episk cool man kan være. Der er ikke noget plot af betydning. Der er ikke nogen dybere mening. Der er bare Tom Cruise, som tæver umenneskeligt mange mennesker med skidt karakter, når han ikke springer i falskærm ud af styrtende fly eller laver åndssvage stunts på motorcykel, imens han skyder løs til højre og venstre. Altsammen med et overskudsagtigt smil på læberne og en ekstremt pædagogisk og romantisk tilgang til filmens kvindelige hovedperson: Cameron Diaz, der følger ham overalt. Hun har følgende funktioner i filmen:

1) Skrige hysterisk, mens Tom Cruise gør et eller andet monster sejt
2) Fucke tingene op for Tom Cruise, så han kan løse dem på eksemplarisk vis igen
3) Være en dum og ubehjælpsom, men dog forførende og sexet lille missekat.

Filmen handler så også om, hvordan bare LIDT af Tom Cruises awesomehed skal smitte af på Diaz.

Og han ER awesome. Én ting er, at han tæver alle i verden med det forbistrede overskudsagtige smil på læben hele tiden. Men han er også drømmemanden. En romantisk helt. Han kender knapt nok Diaz, men alligevel gør han følgende ting for hende. Han:

1) Tager sig tid til lige at få en drink og en hyggelig samtale med hende ombord på et fly, mens der ikke er nogen piloter til at styre flyet, og ethvert bare nogenlunde rationelt menneske ville sidde i cockpittet og forsøge at navigere
2) Har lavet en omelet, til når hun vågner om morgenen
3) Efterlader charmerende små sedler over alt til hende
4) Går igennem en regn af kugler for at give hende et lidenskabeligt kys, der kan overbevise hende om, at han er glad for at se hende
5) Tager hende med til en paradisisk ø, der tilfældigvis også er hans hjem
6) Tager hende med på et hæsblæsende og spændende eventyr, hvor han er den sikre guide og beskytter

Og når hun bliver FOR hysterisk, ikke? Så bedøver han hende bare! Så ryger hun sgu lige i fuld narkose. Hvor er det i øvrigt smukt. Hvorfor har ingen mænd tænkt på det noget før!? Jeg tør slet ikke tænke på alle de kuldsejlede forhold, jeg kunne have reddet på den måde.

[Nu ikke slå Tom, vel, Diaz. Tom er her for at beskytte dig!]

Nå, men hele dette setup er til tider sjovt, til tider lidt idiotisk. Og det er altsammen godt og fint. Lige til vi kommer til slutningen af filmen, hvor Cameron Diaz har erhvervet sig nogle af Tom Cruises maskuline kvaliteter og nu skal bruge dem til at REDDE HAM. Og det er jo klart, at hun skal blive til en mand, for vi ved jo alle, at mænd er mest handlekraftige og allround bare bedst. Men det gør hende bare LIGE LIDT MINDRE SEXET. Eller: Forstå mig ret – Cameron Diaz er i forvejen ikke lige mig. Men jeg anerkender hendes kejtede charme. Det er dog som om, at hun mister lidt af denne kejtede charme, da hun bliver super handlekraftig til sidst, kidnapper Cruise og således frelser ham fra at have et frit valg i forhold til, om han vil være sammen med hende eller ej.

Moralen: Mænd skal rende rundt og være monster seje, og kvinderne skal kigge beundrende på, mens de sidder og er fjollede og bedårende. :-) :-)

Og nu forestiller jeg mig, at Tom Cruise og jeg vækker 800 frådende og savlende feministers retmæssige vrede.

... og der vil jeg gerne sige: Jo, tak, men det er jo ikke helt let at skulle leve op til Tom Cruises standarder. Selv om han kun er halvanden meter høj. Jeg er ret glad for, at jeg ikke var inde at se filmen med et romantisk bekendtskab. Så skulle man helt garanteret lægge øre til åndssvage spørgsmål bagefter. Som f.eks.:

- ”Ville DU også gå igennem en regn af kugler for at komme hen og kysse mig? :-) Ville du det, hva’? Ville du det? Ej, hvorfor griner du? Det er altså et SERIØST SPØRGSMÅL!”
- ”Hvorfor har du egentlig aldrig lavet omelet til mig, når jeg vågner, hva’? Hva’? Hvorfor har du ikke det?”
- ”Hvorfor lægger du egentlig ikke sådan nogle små, søde og romantiske post its over det hele?”

Til hvilket man jo kun kan svare: ”Hvorfor render du egentlig aldrig hysterisk rundt og er lidt fjollet og sexet på sådan en sød-dum måde? Hvorfor gør du egentlig ikke ... vent. Du laver jo praktisk talt ikke andet. Forget I said anything!”

Nej, kvinder. Hold I bare fast i jeres lod her i livet. Det er nu engang lettest! Og hold lige min drink et øjeblik, mens jeg løfter den her tunge sten.

Et marathon i dum, del 2

2010-07-12T00:02:00.007+02:00

Synet var dette:

... og så kan jeg faktisk ikke sige mere. Jeg har taget en hellig tavshedsed. Nej, seriøst. Jeg beklager. Men sådan er det desværre. Hvis jeg siger noget, så ... jeg kan ikke tale om det. Eller jeg kan godt tale om det, men hvis du læser det nedenstående, er jeg desværre nødt til at slå dig ihjel. Jeg er perfekt, og jeg udrydder konsekvent alle beviser og personer, der kan sige det modsatte.

...

...

Fordi mine venner så ud, som det er skildret på exhibit A (se oven for), indså jeg hurtigt, at aftenen ville være uudholdelig som tilnærmelsesvis ædru. Jeg drak jeg mig hurtigt på niveau (og med det mener jeg over niveau), udstyrede mig med omtrent 100 glowsticks og gik ind til koncerten. Pludselig var alle omkring mig i bar overkrop, og jeg havde en skjorte på, der ret beset ikke var min. Det glemte jeg imidlertid og vadede ud fra koncerten, før den var slut, fordi jeg måske lidt følte, at der var opbrudsstemning (det var der ikke).

Så ringede jeg til min kammerat, jeg skulle overnatte hos. Han var på en bar på Istedgade, men boede på Sankt Hans Torv. Jeg tog straks en taxa til Sankt Hans Torv, fordi jeg vidste, at det var herre centralt - ligesom Istedgade! Så kunne jeg bare lige gå fra Sankt Hans Torv hen til Istedgade og få nøglerne af min kammy. Det virkede som en god idé på det tidspunkt (det var det ikke).

På Sankt Hans Torv imponerede jeg lige en pige med min overraskende evne til næsten at konstruere en sammenhængende sætning. Og fra Sankt Hans Torv tog jeg så en endnu en taxa til Istedgade, hvorfra min kammerat så var så elskværdig at gi' taxaen tilbage til Sankt Hans Torv igen efter en times tid på bar. Hvor jeg så vågnede den næste morgen i førnævnte skjorte, som jeg lige et kort øjeblik troede var min (det var den ikke).

Således.

Det, du skal spørge dig selv om i løbet af det næste lange stykke tid, er følgende: Er dette en konvolut med forsikringspapirer, som det jo ser ud til? Eller er det faktisk miltbrand?

Et marathon i dum, del 1

2010-06-11T16:55:00.014+02:00

For et par weekender siden havde jeg en weekend, der var dummere end sædvanligvis. Det udspringer alt sammen af, at jeg er ved at blive helt utroligt gammel. Jeg har lige rundet endnu et år. Det var ikke det skarpe hjørne – og jeg kan i øvrigt heller aldrig huske, om det skarpe hjørne er 30, 40, 50 eller 80 – men vi er ved at være deroppe af. Det er der ingen tvivl om.

Nå, men fordi jeg er ved at være ældre end universet, pyramiderne og selveste paven, så griber jeg desperat ud efter glimt af den ungdom, jeg aldrig nåede at få (fordi jeg skulle arbejde så hårdt på mine forældres gård i al den tid). Jeg lod mig med andre ord lokke, da min nok dummeste og mest uopbyggelige ven foreslog, at vi da skulle til koncert med DJ Tiësto i København.

Nu tror/håber jeg ikke, at mine læsere rent faktisk ved, hvem DJ Tiësto er. Derfor vil jeg lige kort beskrive ham: DJ Tiësto er kongen af dum. Han er en hollandsk DJ, der har haft en vis succes med at hamre hårdtpumpende techno ind i øregangene på ... ja, på hvem, egentlig? Det havde jeg nok ikke gjort mig helt klart før Den Store Dag. Det skulle imidlertid blive helt klart. Klart som en skyfri himmel.

[Omtrent lige så klart som netop denne skyfri himmel. Så altså RET klart.]

DEN STORE DAG
Med det samme jeg steg ind i toget til København, registrerede jeg overraskende mange fyre i stramme iceman t-shirts. Naiv som jeg er, tænkte jeg, at toget selvfølgelig lige havde været i Randers, og der ser man jo bare sådan ud. Men så kom vi til Skanderborg og mange, mange flere fyre i stramme iceman t-shirts steg på. Og pludselig snakkede de allesammen om DJ Tiësto, mens de sad og kævede bajere. Endelig gik det op for mig. De skulle allesammen med til koncerten. Eller skulle jeg sige: VI skulle allesammen med til koncerten.

Det blev skræmmende klart for mig, at DJ Tiësto håndplukker sine fans med kirurgisk præcision i den aller mørkeste, aller mest provinsielle indavl. Derude, hvor de fleste har den samme mor og søster. Derude, hvor man bruger det meste af sin tid på at sidde og savle og kigge ind i en væg, indtil næste gang ens talentløse fodboldhold manifesterer sin middelmådighed i bunden af superligaen.

Det er der, DJ Tiësto finder sine fans. Der, og så blandt de dummeste af mine venner.

[Tiësto. Læg mærke til hvordan billedet er taget ude i den mosede og sumpede provins for at appellere til kernepublikummet]

Jeg sad og filosoferede over min åbenbaring. Og SÅ smadrede toget ellers ind i en person, der ikke ville leve længere. Lige uden for Roskilde. Der var en ordentlig omgang blod og indvolde, der skulle fjernes fra toget, før det kunne køre videre. Det kunne tage mellem en halv time og TRE timer (ja, DSB har altid været meget nøjagtige i deres tidsangivelser). Derfor hoppede samtlige passagerer på den samme bus fra Roskilde til Høje Taastrup. Og samtlige passagerer, det var så mig selv og hundrede fyre fra Randers og Skanderborg.

Efter en forfærdelig bustur var jeg endelig i Høje Taastrup, hvor jeg straks tog S-toget mod Østerport.

GAMLE CRAZY EYES I S-TOGET
I S-toget satte jeg mig ved siden af en mand i 50’erne. Han var iklædt en kortærmet, hvid skjorte, og han havde skæg, hvidt hår og briller. Han virkede meget tilforladelig. Lige indtil jeg spurgte ham om, hvor lang tid det tager at gå fra Nørreport til fælledparken. Pludselig eksploderede han i et væld af tics og stirrede på mig gennem, hvad jeg nu registrerede var helt enorme og tykke brilleglas, mens han blinkede med øjnene, som galdt det hans liv. Jeg følte mig som soldaten i Fyrtøjet, da han stod over for en af de der hunde med gigantiske glugger. Hvis hunden nu også havde været et rystende espeløv af ufrivillige spasmer.

”Ja, det ved jeg sgu ikke, men det er ikke vildt, det tænker jeg ikke, at det er, der er et stykke, men det er ikke vildt, det er ikke helt vildt, det er det ikke!”

”Såøh ... sådan et kvarters tid eller sådan?

”Ja, det er ikke vildt, så det er nok noget i den stil, jeg skal ikke kunne sige det helt præcist, men det er ikke vildt ... blabla ...”

Mens gamle crazy eyes blev ved med at fortælle, hvor helt utrolig lidt vildt det var at gå den strækning, bød en hjælpsom kvinde ind over for mig: ”Det tager ti minutter. Max et kvarter.”

Gamle crazy eyes var først lige ved at varme op, viste det sig. Han var også med selvmordsekspressen, og jeg fik et langt foredrag om, hvordan det VIRKELIG er noget griseri, når folk kommer af dage på den måde. Det vidste han fra sin ven, der er portør. Efter foredraget stillede han sig ud til dørene i toget, da vi kom til Enghave. Der stod han og gloede på, at dørene gik op og i igen i Dybbølsbro, før han endelig skulle af på hovedbanegården. Kort efter var jeg selv ved Nørreport, og 10-15 minutter senere igen betrådte mine fødder Fælledparkens bløde, grønne og favnende græs ...

... og der mødte der mig et frygteligt syn. Hvad mon det var? HVAD kunne på nuværende tidspunkt overraske disse gamle, prøvede øjne? Få svar på det og meget mere i del 2!

Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en masse galde, jeg gerne vil af med

2010-05-25T20:05:00.009+02:00

Jeg er ikke voldsomt politisk engageret. Jeg har mine holdninger, og jeg stemmer hver gang som den gode demokrat, jeg er. Ud over det forholder jeg mig løbende til det politiske billede uden at gå kraftigt ind i det eller bekymre mig meget mere om det.

Dog må jeg indrømme, at den seneste politiske udvikling i Danmark gør mig så arrig, at jeg har lyst til at save mit eget ben over.

Jeg går helhjertet ind for et overskudssamfund. Jeg er nede med masser af uddannelse, ikke alt for omfattende arbejdsuger og fordelagtige ordninger for ældre. Det synes jeg alt sammen er super.

Situationen er dog som bekendt, at vi skal spare. I den forbindelse har Socialdemokraterne og SF lavet et udspil, de kalder for Fair Løsning.

Hvis du lige har 12 minutter, så har vi en løsning, hedder det. Kort fortalt går fair løsning ud på, at vi alle skal bidrage for at bevare velfærden i samfundet. Og bevares, det er kun fair. Men lige her er det som om, at et eller andet er gået galt. Lad os prøve at gennemgå, hvordan alle skal bidrage til fremtidens velfærd:

1) Din 20-årige studerende skal paces hurtigere igennem sit studie.
2) Din 40-årige sosuhjælper skal arbejde en time mere om ugen.
3) Din 60-årige sunde og raske kollega skal dangedere den på Kos med statsbetalte cosmopolitans på efterløn.

KAN DU SE HVILKEN EN AF DE BEFOLKNINGSGRUPPER, DER IKKE BIDRAGER? KAN DU DET? Helle Thorning har eksplicit været ude og sige, at det smukke i denne plan er, at alle bidrager. Men hvordan er det, at alle bidrager i det ovenstående skema, Helle? Hva’?

Hvis Helle Thorning lige har 12 minutter, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at rive den gucci-taske ud af hænderne på hende og bruge den til at tæve angsten for at pille ved efterlønnen ud af hende. Og det samme gælder for Villy Søvndal og hans åndssvage pibe. Hvordan er det her ”fair” …? Hvordan er det, at alle bidrager i denne løsning? Var det ikke for fanden på tide at komme over berøringsangsten og vise lidt mod og format?

Altså, jeg har sgu ikke noget imod at arbejde en time mere om ugen. Det er FINT. Hvis det er det, der sikrer sundhedsvæsenet og skolevæsenet og det offentlige generelt, så arbejder jeg den ekstra time. Jeg har jo heller ikke en familie at forsørge endnu – jeg kunne forestille mig, at de 12 minutter ikke ville være så fantastiske at pille ud af tiden om morgenen i børnefamilierne, hvor ungerne i forvejen får for lidt opmærksomhed fra deres forældre og derfor ender som nogle navlepillende og egocentriske pikhoveder.

Men ok – vi skal jo alle bidrage. Sådan ville jeg tænke, og sådan burde børnefamilierne også tænke, hvis det faktisk VAR alle, der skulle bidrage. Det er det bare ikke. De sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker i starten af 60’erne skal ikke bidrage. De skal have tid til at vimse rundt i haven med en åndet solhat fra deres seneste tur til Tenerife, og det skal alle andre betale for.

Det sørgelige er, at hvis man vil stemme på venstrefløjen, så stemmer man indirekte på den der løsning. Også selv om man stemmer på Margrethe Vestager, som faktisk var den, der først pointerede den ovenstående urimelighed.

Og så kunne man jo sige: ”FUCK de røde idioter. De tossegode socialister aner ikke, hvad de snakker om. Tid til at tage sparejakken på og stemme på mørkets fyrster og Saurons soldater: Højrefløjen. De er godt nok nogle helt afsindige narrehatte, og en betragtelig del af dem udspyer racistisk og små-fascistisk propaganda som en Islandsk vulkan, men i det mindste ved de sgu da, hvordan man SPARER. Det der med at have en sjæl er alligevel opreklameret. Jeg stemmer sgu på venstre.”

[Lars Løkke Rasmussen lige efter han har spist en dagpengemodtager]

Men så er det, at man indser, at de HELLER IKKE VIL PILLE VED EFTERLØNNEN. De vil hellere sætte en bombe under samtlige offentlige budgetter i hele Danmark, smadre sygehusene, folkeskolerne, gymnasierne, tæve de studerende og voldtage dagpengemodtagerne. De vil hellere fragte samtlige mennesker ud af landet, der ikke kan bevise, at de er direkte efterkommere af Harald Blåtand. Alle de ting vil de hellere gøre, før de vil tage millionerne ud af hænderne på de solferiehungrende efterlønskandidater.

Og så er vi tilbage ved en fair løsning. Hvis du lige har 12 minutter, så har jeg en efterlønsmodtager, der gerne vil kneppe dig rigtig hårdt i røven.

Kick-ass er det bedste, der nogensinde er sket for nogen, nogensinde

2010-05-14T11:03:00.004+02:00

Nu har jeg jo brugt urimeligt lang tid på at bashe en masse film på denne blog. Jeg har forsøgt at beherske mig, men faktum er, at jeg har tævet den ene film efter den anden til døde. Jeg tænker, at folk må tro, at jeg er overkritisk.

”Ham fyren, der driver den der sandhedsblog, er han ikke bare en bitter, gammel mand? Sidder han ikke bare derhjemme og sviner film i flæng, mens han drømmer om at få en snert af kvindelig opmærksomhed på sine gamle dage? Sidder han ikke bare og ønsker, at der da bare var EN ENKELT 16-årig pige, der ville give ham lidt skuldermassage? Ligesom tilbage i de dage, der er glemt af alle andre end ham selv?”

Hvor alle disse udsagn jo desværre er meget tættere på sandheden, end hvad godt er, så skal det sgu ikke være sådan, at det her sted bare er en lussingernes holdeplads. Der ER en smule entusiasme gemt i de gamle knogler, dybt, dybt begravet under alle de forliste drømme, knuste hjerter og kuldsejlede projekter. Det er der. Der skal bare nogle helt specielle ting til at kalde den frem efterhånden.

Som f.eks. en 11-årig massemorderisk Lolita. Eller en nørd i en svømmedragt med gatlinkanoner monteret på skulderen. Eller en neger med en bazooka-fetich. Eller en af de mange andre fantastiske ting, man udsætter sig selv for ved at gå i biografen og se Kick-ass.

Og den ER sgu en lækker lille humoristisk åbenbaring, Kick-ass. Og samtidig en spændende genre-fusion. Man har taget humor-stilen fra Superbad, blandet den med ultravolden fra Kill Bill, tilsat noget af the awesomeness fra Iron Man og slutteligt puttet lidt good old crazy oven i hatten.

Resultatet er … ligesom Taken, bare uden forudsigeligheden og med den tiltrængte ironiske distance. Det er Zombieland, bare sjovere og mere gennemført. Det er en blodtørstig Spider Man på LSD.

Det er Kick-ass.

Og så skader det jo heller ikke, at Nicolas Cage i Kick-ass leverer sin første gode skuespillerpræstation i de sidste otte år. Det varmer. Det gør det.

Nicolas Cage var jo super sej i 90’erne. Her tænker jeg på hans roller i The Rock, Face/off og Con Air. Men i det meste af det nye årtusinde har han onaneret rundt i ekstremt dårlige film. Hans seneste acceptable præstation er i Adaptation fra 2002, hvor han ikke engang er sej, men bare periodisk sjov.

Nu er han tilbage som den kiksede, sympatiske og ultravoldelige far, Big Daddy. Jo, de tre karaktertræk kan faktisk godt besiddes af én person på samme tid. Han tæver sig igennem et væld af kriminelle, og han opdrager sin datter til at være en charmerende lille hævnens blodtørstige engel. What’s not to like?

Lad mig afslutte med denne lille smagsprøve på filmen, hvor netop Nicolas Cage brillerer. Det er dog blot en lille bid af kagen. Resten skal opleves, og helst i biografen.

Twilight: New Moon opsummeret i tre scener

2010-04-27T21:55:00.008+02:00

1.
Bella og Edward står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Bellas rynkede pande og lander i de enorme rander, hun har under øjnene. Edward tager ordet.

- ”En vampyr angreb dig for nylig. Det er for farligt for dig at være sammen med os vampyrer. Jeg kan ikke se dig længere.”

- ”Men jeg er for helvede blevet angrebet af 5.000 vampyrer, mens jeg har været sammen med dig – hvorfor i alverden gør lige præcis det her angreb nogen forskel!?”

- ”Tjah. TJAH. Det er et godt spørgsmål! Det må jeg alligevel sige. Det må jeg. [klør sig lidt i håret. tager bid af marsbar.] Hmm. Der må jeg nok alligevel blive dig svar skyldig. Jeg må smutte. Farvel!”

Edward hopper op i et træ og aber af sted fra gren til gren, sådan som vi ved, at Twilight-vampyrer nu engang gør. Han er hurtigt ude af syne.

Bella opløses i tårer. Hun ligger og skriger i sin seng i et halvt år. Ja, et halvt år.

2.
Bella og Jacob står ude på en græsmark. Det regner, og vandet triller ned ad Jacobs bare, veltrænede overkrop. De kigger på hinanden. Et øjeblik nyder de bare stilheden. De vandrer langs græsmarken uden at sige et ord. Pludselig strejfer deres hænder hinanden. Jacob stopper og vender sig mod Bella. Der er en uforløst spænding i luften. Det er som om, at han gerne vil sige noget. Han står tavs med et tomt udtryk i ansigtet. Endelig peger Jacob på sin overarm og bryder tavsheden med ét ord, der for ham siger alt:

- ”Biceps.”

Så gør han mine til at kysse hende. Bella undviger.

- ”Men Jacob. Kan vi ikke bare være venner? Kan du ikke forstå, at jeg udnytter, at du er forelsket i mig til at få noget uforpligtende opmærksomhed?”

Jacob er ikke vant til så mange ord så hurtigt og ser et øjeblik forvirret ud. Han kigger ned ad sin veltrænede overkrop for at genvinde fatningen. Så kigger han sørgmodigt på Bella. Hans øjne afslører, at han tænker på noget. Jo, han tænker helt klart på noget. Han slår blikket ned, som kan han ikke finde ordene. Endelig kigger han på hende igen. Han giver hende et skævt, melankolsk smil og får så endelig fremstammet:

- ”Biceps.”

- ”Åh, Jacob. Jeg vidste, at du ville forstå! Det er nok ikke noget tilfælde, at du kan forvandle dig til en kæmpe stor køter, sådan som du render efter mig, lige meget hvor mange gange jeg smadrer dig én over snuden!”

Jacob er ikke helt sikker på, hvad Bella siger her. Han bevarer det skæve smil på læben og står helt stille for ikke at spolere det smukke øjeblik.

3.
Bella og Edward står på en græsmark i Italien. Solen kærtegner Edwards fuglebryst og får det til at skinne som tusinde små diamanter. Han tager ordet.

- ”Bella. Jeg har ombestemt mig. Vi skal alligevel være sammen! Jeg vil ikke trætte dig med grundlaget for den beslutning. Hovedsageligt fordi det ikke eksisterer.”

- ”Jeg har godt nok ligget i min seng og skreget i et halvt år på grund af det, som du så ikke mente alligevel. Men alright.”

- ”Jeg har bare siddet her i Italien og drukket dyr italiensk vin. Hør, hvad siger du til gå ned i en kælder og snakke med en masse lede vampyrer, som jeg ikke kan beskytte dig fra?”

- ”Det lyder dejlig konsistent med den kavalkade af åndssvage og meningsløse beslutninger, jeg har truffet i resten af den her idiotiske film. Efter dig!”

Edward og Bella går ned i kælderen til en forsamling af de ondeste vampyrer i verden.

Tæppe.

…

Nu sidder den kvikke læser sikkert og tænker: Det hænger jo ikke sammen. Og det var også det, jeg tænkte, da jeg havde set den. Man begriber jo nærmest ikke, hvordan filmen overhovedet kan blive lavet.

MEN: Det hænger nok sammen med, at dette lidet meningsfyldte epos er målrettet teenagere, og gerne teenagepiger. Jeg har egentlig mødt en god del mennesker, der ikke er teenagere, som alligevel har set begge film, men lad nu det ligge. Lad os for argumentets skyld sige, at filmen er målrettet teenagere.

Som jeg før har været inde på, så er teenagepiger noget af det dummeste, man overhovedet kan støde på her i livet. Man kan have mere intelligente samtaler med en bordskåner, end man kan med en teenagepige. Så hvis det er kernepublikummet, så ER det altså ikke så mærkeligt, at jeg blødte ud af øjnene, al den tid jeg så Twilight: New Moon. Det er MENINGEN, at det skal være fuldstændig usammenhængende, latterligt og dræbende åndssvagt, fordi SÅDAN ER TEENAGEPIGER OGSÅ.

Lad os lige kort kaste et blik på, hvad det så er, Twilight forsøger at lære vores følelsesmæssigt ustabile teenagepublikum.

1) Det er monster fedt at date en bad boy.
2) Hvis din bad boy-kæreste slår op med dig, så skal du bare ligge længe nok i din seng og skrige. Så kommer han tilbage. Det kan tage halve, ja hele år. Det vigtige her er, at du virkelig skriger igennem i al den tid.
3) Det er sexet, at din bad boy kæreste har nogle virkelig fucked up venner.
4) Hvis du ikke ligger og skriger i et halvt år, når han slår op, så var det ikke ægte kærlighed.
5) Narrefisseri er den mest prisværdige af alle dyder. Det er okay at udnytte, at folk er forelskede i dig. På den måde kan du få opmærksomhed (og tilmed en motorcykel, hvis du er heldig!).

Hvis de ikke var åndssvage, før de så den her film (og det er de så godt nok, men lad nu det ligge), så bliver de det fandme efter.

Lad være med at se Twilight: New Moon.

2012 er forfærdelig.

2010-04-08T19:59:00.005+02:00

Jeg har lige set 2012, og surprise!: Den var sørendansemig ringe. Og hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor så jeg den? Det har jeg spurgt mig selv om lige siden.

Selv om onde tunger sikkert kunne have mig mistænkt for det, så var det faktisk ikke for at bashe den her på min blog. Nej, I ved: Jeg havde set de der åndssvage trailers, hvor man lige får et glimt af det store effektcirkus. Og ligesom små børn og piger i nattelivet er jeg sært tiltrukket af flotte ting, der glimter. Det er jeg.

Og så tænkte jeg: For fanden. De KAN sgu da ikke have brugt 18t49727g4 millioner dollars på flotte ting, der glimter, og så bare have glemt manuskriptet ude på lokummet imens? Det kan da ikke passe, at de har haft 48 IT-genier til at programmere den ene nydeligt koreograferede katastrofe efter den anden, mens de har ansat en savlende mongol til at finde på handlingen og en senildement til at instruere? Det kan da ikke være rigtigt?

MEN JO, DET KUNNE DET.

Og lige præcis sådan må line-uppet have været. Instruktøren MÅ have været senil. Lad mig forklare: I 2012 er der tre scener, hvor himlen er ved at falde ned om ørerne på hovedpersonerne, men hvor de lige akkurat når væk i et fly. Tre scener, der er HELT OG ALDELES IDENTISKE. Instruktøren må simpelthen have glemt, at de allerede havde lavet den scene, da de lavede den igen. Og igen. Og de har bare ladet ham gøre det, fordi … jeg ved det ikke. Måske fordi han var fransk?

- ”Men Francois! Vi har allerede skudt og færdigredigeret den scene to gange!”

- ”Hush! Lad mesterinstruktøren arbejde. Er flyet på plads? Er katastrofen klar? Godt. Så hent mig en baguette! Og så kører vi!”

…

Og så er der jo et enormt spændende trekantsdrama mellem John Cusack, hans eks-kone og hendes nye mand. Filmen gør virkelig meget for at være totalt nuanceret og fremstille den nye mand som en fin nok fyr på bunden. Indtil den lader ham falde ned i en slags enorm kødhakker og konen to minutter senere er sammen med John Cusack igen uden at fælde bare en enkelt tåre.

Ja, heldet kan hurtigt vende. Især når kvinderne, vi skal have sympati for, er troløse, følelseskolde vendekåber.

Og så er der nogle andre half-assed historier om den yngre generation, der skal overleve og den ældre, der affinder sig med sin skæbne. Og de rige, der overlever og de fattige, der går under. Men så ikke helt alligevel, fordi de rige alligevel totalt viser noget medmenneskelighed til sidst og lader et par fattige overleve sammen med dem i nogle overdimensionerede kæmpestore superbåde, der fint kan klare at have bovporten åben under vand i timevis og smadre ind i det ene bjerg efter det andet uden at synke. Og det er alt sammen meget åndssvagt.

Du vidste det sikkert i forvejen, men: Lad være med at se 2012.

Med sandhed kommer man længst (men det er nu sjovere at lyve).

2010-04-01T11:49:00.012+02:00

Selv om jeg jo egentlig synes, at jeg er den sejeste i verden, og jeg praktisk talt ikke har andet end gode ord til overs for mig selv, ikke? Selv om jeg er et slags socialt epicenter, der entertainer mig igennem den ene V.I.P.-fest efter den anden. Selv om alt det, så hænder det ind imellem, at jeg laver et LILLE socialt fejltrin. Måske lige ... en lille løgn, hvor jeg skulle have talt sandt. Eller en sjov kommentar til den helt forkerte person. Det er ved Gud ikke noget, der sker særlig ofte, men det sker.

Jeg var f.eks. til en fest på statskundskab i fredags, hvor jeg render rundt sammen med en kammerat. Han introducerer mig ivrigt til en flok piger, han havde været tutor for. ”Se her. De her piger tog jeg under min vinge, og de elsker mig alle sammen betingelsesløst,” er det, han gerne vil kommunikere til mig.

… og det er jo også fint og godt. Nå, men jeg ved sgu indledningsvist ikke lige, hvad jeg skal sige til de her piger. Men så får jeg en lys idé. Jeg tiltaler den første og den bedste af dem:

- ”Hej! Jeg hedder Lynge. Jeg er Eriks tavse ven. Ja, jeg siger ikke så meget, fordi mine forældre er indremissionske. Jeg har haft en meget hård opvækst.”

[Pigen lyser tydeligvis op. Hun kigger oprigtigt på mig og smiler hjerteligt.]

- ”Ej, er det rigtigt? Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Eh. Nå! Hehe. Ehrm. … virkelig?”

- ”Dine forældre er ikke indremissionske, vel?”

- ”Ehm. Nej. Beklager. Men … eh … jeg kender en masse PISSE SØDE KRISTNE MENNESKER!!”

- ”Ej, men det er også bare ærgerligt, fordi mine forældre er altså HELT VILDT NORMALE OG SØDE, og det er der bare ikke ret mange, der TROR om indre mission, og … blabla … ” … hele den vante forsvarstale, man kan høre, at hun har lavet 5.000 gange før og mig, der nikker og ser forstående ud.

Og så videre, og så videre. Jeg får selvfølgelig glattet ud, og det ender så godt, som det nu kan ende.

Den næste dag er jeg til endnu en fest. Jeg står og snakker med en dude ude i køkkenet. Jeg er klædt ud som Arnold Schwarzenegger. Jeg står i en undertrøje med påskriften ”Don’t Be Economic Girlie Men”. Han er klædt ud som Rambo. Jeg har lige drukket en flaske portvin.

- ”Fuck, mand. Du bliver lige nødt til at høre det her pis. Jeg var til en fest i går, ikke? Og så sagde jeg til den her pige, at jeg havde indre missionske forældre, og at jeg havde haft en rocker hård barndom. OG SÅ HAVDE HUN SELV INDRE MISSIONSKE FORÆLDRE! Og forstod i starten ikke, at det bare var pis! FUCK, mand. Kan du forestille dig en mere usandsynlig og fucked up situation!?”

- ”Mine forældre er også indremissionske.”

- ”Haha! Good one!”

- ”Det er rigtigt.”

- ”Ha! … ha. … vent, du mener det. Fuck! Du er Rambo! Du kan sgu da ikke have indre missionske forældre!”

- ”Hehe, jo. Den er god nok. [Finder sin store pædagog-stemme frem] Der er faktisk mange, der tror, at os med indre missionske forældre er helt fucked up, men det er vi altså slet ikke. Jeg har valgt at feste og drikke, og det kan man altså også godt som kristen. Og det er jo …” … blabla … tale man kan høre, at han har holdt en god del gange før og mig, der glor in utter disbelief.

Altså, hvad er chancen. Hvad fanden er chancen!?

[De vil gerne have os til at tro, at de bare er en flok fiskere fra Thyborøn. Men i virkeligheden infiltrerer de vores samfund på kryds og tværs. Måske er din mor indre mission, uden du ved det. Måske din bror. Man ved aldrig.]

Og altså, i det første tilfælde er det jo min egen forbandede skyld. Min store kristen-radar skulle jo have slået ud, da jeg så, at pigen var mere ædru end sine veninder, og da jeg første gang kiggede hende ind i øjnene og registrerede det der slightly-crazy-look, som meget religiøse mennesker altid render rundt med. BEEP! BEEP! KRISTEN-ALARM! WHAT WOULD JESUS DO? BEEP! BEEP!

Det ville have sparet hende for at tro, at hun ENDELIG havde fundet en person blandt alle disse overfladiske, drikfældige mennesker, hun kunne relatere til, for så at blive frygtelig skuffet. Og mig for at føle mig som et overfladisk, drikfældigt menneske blandt andre overfladiske, drikfældige mennesker. (Eller: Jeg følte mig egentlig mest som et genialt unikum blandt overfladiske, drikfældige mennesker, men lad nu det ligge.)

Men RAMBO? Hvordan spotter man den? Det kan man jo ikke. Og hvor er det, vi er henne, når Rambo kan rende rundt og være indre missionsk? [... forfatter en klage til ankestyrelsen.]

Sandheden om Dan Brown

2010-03-10T16:06:00.011+01:00

Nu om dage er det omtrent blevet den mest middelmådige mainstream at have lyst til at tæve Dan Brown til blods med en rusten svensknøgle. I det umådeligt fine universitetsmiljø, jeg af og til færdes i, er der den ene kritiske, selvstændige kvinde efter den anden, der står i kø for at udlevere denne forfatters fejl og mangler.

”Han skriver dårligt”, ”Det er metervare underholdning” samt ”Totalt urealistisk, lizzom” er ofte de ting, man hører, når samtalen falder på gode gamle Dan B. Og her er det, at jeg gerne vil sige følgende: Luk røven. Der er ikke noget galt med letfordøjelig underholdning, og så dårligt skriver han heller ikke.

[Tom Hanks' eneste ansigtsudtryk i rollen som Robert Langdon]

Jeg hader de her kritiske, selvstændige kvinder. De giver mig helt utroligt lange patter. Man kan bare høre, hvordan de har siddet og kæftet op igennem en hel skolegang og lukket baner af lort ud om alverdens emner, mens lærerne, i stedet for at finde spanskrørene frem, har sagt: ”Ja. Øh. … det er selvfølgelig også en vinkel på tingene, Pernille. Hvor er det godt, at du har din egen, selvstændige mening. Du skal sikkert på universitetet.” … nej, Pernille. Du skulle have været pottemager.

Alligevel må jeg jo indrømme, at jeg selv har en udtalt længsel efter at stoppe tres kilo plastisk sprængstof ned i halsen på Dan Brown. Men ikke af de samme årsager som Pernille og hendes ligesindede.

Problemet med Dan Brown er ikke så meget det, som alle går og siger, som det er hans helt utrolige evne til at vælge kontroversielle emner, og så udvande dem værre end man udvander en rom og cola i Jomfru Ane Gade. Dan Brown får fandeme homøopati til at fremstå som et koncentrat af lærdom og medicinsk kunnen.

Ja. Det er så meget, Dan Brown udvander de kontroversielle temaer, han vælger. Tag f.eks. Engle og dæmoner. Den har et interessant udgangspunkt: Videnskaben er mega sej, og kirken er en stor fed taber, der myrder folk i flæng og laver kunstige mirakler for, at folk kan genvinde troen.

Vi har den her hovedperson. Robert Langdon. Han er efter eget udsagn en akademiker, der kæmper for sandhed, og som ikke tror på gud. Igennem hele filmen jagter han en bestialsk morder, som man bliver forledt til at tro er videnskabelig fanatiker, men som viser sig at være kirken selv.

[Ewan McGregor som psykopatisk massemorder og religiøs fanatiker]

Endnu engang er der altså en eller anden IDIOT, som har valgt at myrde en hel bondegård i Guds hellige navn. Hans formål: at relancere kirken med et nyt og hipt image! Og hvad gør Langdon så ved det? Jo, han tager sig lige en snak med en af præsterne. Den forløber nogenlunde sådan her:

Præst: ”Ja, jeg er sgu ked af, at den dude herfra sådan kom til at myrde pisse mange mennesker. Vi er ikke perfekte! Men du. Nu skal du høre. Her er en fin papirpamflet. Jeg har ikke engang tænkt mig rigtigt at give dig den, men du må LÅNE den, hvis du holder kæft om det hele. Verden har brug for tro, du ved. Og hvis du lige vil have mig undskyldt nu; jeg skal ned og fortælle en masse negere, at det er syndigt at bruge kondom!”

Langdon: ”Ork, det skal du sgu ikke tænke på. Det var jo hovedsageligt jeres egne, I brændte, hakkede og pløjede jer igennem i denne omgang! Nåhr ja, bortset fra de 58 politimænd og den brillante videnskabsmand, der også røg i svinget. Jeg kan godt se det retfærdige i, at I lukrerer på den her dudes bestialske og kyniske plan, selv om det strider mod hele min person og alt, jeg har kæmpet for. Jeg skal nok holde kæft, nu du kigger mig alvorligt ind i øjnene og giver mig en papirpamflet!”

Præst: ”Låner. Jeg låner dig en papirpamflet.”

Langdon: ”Giver. Låner. Hvad er forskellen, når man som jeg er ragende idiot?”

…

Moralen i Engle og dæmoner er dette: ”Mennesker er en flok idiotiske får, der forveksler en kynisk plan med en religiøs åbenbaring. Og det er nok alligevel for det bedste, for de bliver bare kede af det, hvis de hører sandheden. Hellere dumme og troende end oplyste og triste.”

Det kan ”akademikeren” Robert Langdon skrive under på!

[Bemærk hvordan ansigtsudtrykket ikke har fortrukket sig en mine.]

Man har jo bare lyst til at rive fat i Dan Brown, og tæve ham, og tæve ham, og ruske ham, og råbe ham ind i hovedet: ”Hvorfor er du sådan en idiot? Hvorfor er du så sindssygt fesen? Har du ingen integritet!?”

Og svaret er jo nok, at han ikke lige havde lyst til at fornærme den katolske kirke, eller nogen andre i det hele taget. Når videnskaben er LIDT sej, men moralen samtidigt er, at vi også har brug for tro, så kan ALLE være med. Alle fra din videnskabselskende teenagedreng, der også godt kan lide action og eksplosioner, til din idiotiske, overtroiske og konservative gamle dame, som gerne vil bekræftes i, at alting går så hurtigt nu om dage, og vi skal dog også holde fast i fordums tid og nisser på loftet.

Hvilket i praksis betyder, at Dan Brown er en behagesyg pikansjos uden personlig integritet. Alle ansatser til en lille smule kant bliver forkastet, og tilbage står en intetsigende og altomfavnende omgang pladder, som alle lidt kan købe ind i, fordi der i virkeligheden ikke rigtig bliver sagt noget.

Man KAN ikke sælge mere ud, end Dan Brown gør i Engle og dæmoner. Det er fysisk umuligt.

”Men han skriver altså heller ikke særlig godt!” NU SKAL DU TIE STILLE, PERNILLE. SÅ ER DET TILBAGE TIL POTTERNE.

The Road: ”Du peger pistolen ind i munden, og så trykker du på aftrækkeren.”

2010-02-28T21:59:00.025+01:00

Nogle mennesker er bare ulideligt røv syge. F.eks. samtlige medarbejdere på Fox News, den hverken talentfulde eller specielt kønne Jennifer Aniston, eller bare alle deltagere i De Unge Mødre OG Paradise Hotel.

Der er i virkeligheden en del mennesker, der godt kunne trænge til en ordentlig håndgranat i morgenkaffen. Ja, det er nemlig rigtigt. Der er faktisk ret mange personer, der egentlig bare burde træde på en landmine og få det overstået, og så ville vi alle være bedst tjent med det. Der er en påtrængende mængde individer, som faktisk ville have godt af en ordentlig dosis arsenik, mens de sov.

MEN MAN KAN NATURLIGVIS IKKE BARE STOPPE ALLE DISSE MENNESKER I GASKAMRENE! Det ville jo være mord! Og sindssygt, i øvrigt! Og så ville folk også begynde at kalde en ”dumme mand” og ”Hitler” og alt muligt andet grimt. Derfor er det heldigt, at man bare kan give alle disse mennesker en DVD med The Road. Det vil sandsynligvis have den samme, ønskede effekt.

The Road med Viggo Mortensen i hovedrollen er nok noget af det mest deprimerende, jeg nogensinde har set i mit liv. Det er to timer med intens menneskelig smerte og livsgnister, der slukkes. The Road får en begravelse til at virke som en jazzfestival på Kos.

Filmen skildrer et post-apokalyptisk Amerika i totalt anarki, hvor alt er gråt, koldt og mørkt, og hvor kannibalistiske bander hærger landevejene.

Noget af det første, der sker i The Road, er, at Viggo Mortensen lærer sin søn at blæse hjernen ud på sig selv, skulle han være i overhængende fare for at blive fanget af kannibalistiske, pædofile voldtægtsforbrydere.

Kort efter bliver Viggo Mortensen forladt af sin kone. Hun efterlader ham alene med deres søn, selv om hun egentlig helst havde set, at de alle havde begået kollektivt selvmord, fordi verden er nederen, og alle andre gør det alligevel også. Det vil Viggo dog ikke være med til, så derfor vandrer hun ud i kulden for at dø alene i mørket. Viggo kommenterer: ”She was gone. And the coldness of it was her final gift. But she died somewhere in the dark. There is no other tale to tell.”

Og sådan fortsætter det i to stive timer.

Omtrent halvvejs inde i The Road udspillede følgende dialog sig mellem min kammerat og jeg selv:

- Den er godt nok dyster, hva'?

- Jo, det vil jeg sige. Den er monster bleak.

- Jeg har lyst til at dø.

- Jeg har haft lyst til at skære mine håndled over, lige siden filmen startede.

- Ja. Ja.

- Ja.

Viggo Mortensen i voice over: "Every day is a lie."

… Hvad fanden var det for nogle mennesker, der fik depressioner af at se Avatar? Send de idioter ind og se The Road med et barberblad i hånden, og så garanterer jeg, at vi ikke hører mere til dem.

I det hele taget forestiller jeg mig, at The Road kan bruges som en form for masseødelæggelsesvåben. Hvis der på et tidspunkt bliver for meget pjat med Iran eller Nordkorea, så er det et spørgsmål om at bombardere dem med DVD’er med The Road og lige inkludere en enkelt cyankaliumkapsel i hver af DVD’erne. Så er der ikke mere pjat med dem.

Faktisk, ikke? Så er The Road den nye The Ring, bortset fra at denne gang er det ægte. Du ser filmen, og inden for en uge har du slået dig selv ihjel.

...

Ja. Det var vist det. Jeg ville gerne blive og skrive mere, men jeg har en date med en helvedes masse håndgranater, der ingenlunde detonerer sig selv.

Livet er meningsløst, og vi kommer alle til at dø alene. Ja, også dig.

Lad være med at se The Road, medmindre du arbejder på Fox News, er Jennifer Aniston eller deltager eller har deltaget i De Unge Mødre eller Paradise Hotel. Hvis du gør det/er hende/deltager/har deltaget, så skynd dig at se den! Den er LIGE dig. Den er fyldt med flotte farver. :-) Hvis du er en af dem fra De Unge Mødre eller Paradise Hotel, kan du måske få en god ven til at læse underteksterne op, så du kan forstå, hvad de fine mennesker inden i fjernsynet siger. :-) :-)

Togkrønikerne: Døden fra Randers

2010-01-16T11:21:00.009+01:00

NU ER DET JO ET STYKKE TID SIDEN, at jeg sidst har haft en underlig oplevelse i et af DSBs toge, hovedsageligt fordi jeg er begyndt at sætte mig ud på toilettet og messe Mozarts Requiem hele turen.

Ja, jeg er lidt mærkelig.

I går aftes veg jeg dog fra mine principper og sad således i en togvogn på vej fra Hobro til Århus. Det gik i og for sig fint, indtil vi nåede Randers.

Selvfølgelig gik det galt i Randers.

En karseklippet ung mand i joggingbukser og en dynejakke med en kasse blå royal under armen vælter ind i vognen. Han har en rift ved det ene øjenbryn. Han skimmer hurtigt vognen for passagerer og får øje på en pige, der sidder alene i en pladssektion foran mig. Han bevæger sig hen til hende og sætter sig ned.

- Hej. Vil du ha’ en øl?
- Nej.
- Nåmmen, det er bare fordi, jeg har en del øl, og min kammerat kommer også lige om et øjeblik. Såøh, så vil du måske ha’ en øl?
- Nej.
- Nå, okay. ... Nåmmen, hvad hedder du?
- Det er ikke vigtigt.
- Nå, okay. Jeg hedder Jesper. ... er du sikker på, at du ikke vil ha’ en øl?

Hans kammerat kommer på nuværende tidspunkt ind i vognen, også iklædt dynejakke og joggingbukser. Han sætter sig hen til dem. Pigen bliver døbt "Nina" af Jesper.

- Lasse, det her er Nina. Hun vil ikke have en øl.
- [blablabla, random chikane af "Nina".]

Jesper rejser sig op og vælter over i pladssektionen umiddelbart over for, hvor der sidder en anden pige. Her gentages seancen fra før. Vil du ikke have en øl, hvad hedder du, hvorfor vil du ikke snakke med mig. Hun er heller ikke så responderende over for hans tilnærmelser, hvorefter han vender tilbage til Nina igen, der STADIG ikke vil have en øl. Frustreret finder han sin telefon frem og ringer op.

- [telefon] Hallo, må mig og Lasse måske komme til fest? ... Nej, det er Jesper! ... Ej, come orne, Ditte, det er fandme lang tid siden, vi har set hinanden, og ... seriøst. Seriøst, mand. Prøv lige at snakke med ham der, der holder festen, ik? ... nu spænder du lige hjelmen, Ditte. ... Nå. Nå, ok. ... Jamen, hej, så. [telefon slut]

[fyrer en tom øldåse ned i vognen i frustration. vender sig mod Lasse.]

- Hallo, Lasse. Jeg er din bror, mand. Jeg ved godt, at jeg altid laver problemer, men seriøst. Du bliver nødt til at snakke med hende. Jeg gider ikke hjem. Lasse. Jeg er pisse liderlig. Du bliver nødt til at snakke med hende.

[vender tilbage til Nina]
- Du, Nina. Jeg har en fornemmelse af, at du hader mig.
- Altså, jeg hader dig ikke, jeg har bare ikke lyst til at snakke med dig.
- Ahrmen seriøst. Jeg kan se, når kvinder hader mig. Du må gerne sige, at du hader mig. Sig det bare. Kom nu.
- Jeg er bare ikke så interesseret i at snakke.
- Du hader mig.
- Jeg sidder lige og hører noget musik.

... OG DET ER JO ALTSAMMEN FINT OG GODT. Indtil Jesper foretager nogle interessante telefonopkald.

[ringer op]Michelle! Lasse og jeg har lige smadret fem mennesker. ... ja, den er god nok. ... Ja,ved du, hvad vi gjorde, Michelle? Vi tog sådan en glasflaske, og så smadrede vi den i hovedet på en af dem. ... Ja, han lå stadig og blødte, da vi skred. ... Ja, ok, hejhej.

[ringer op igen]Hallo, Lasse og mig, vi har lige været i en slåskamp. To mand mod ti mand. vi tog dem totalt ud. ... nå, men skal I med til fest eller hvad? ... nå, ok. ... du er da godt nok bøsse. ... hej.

[tager telefonen] Hvad FANDEN er dit problem, Linda? ... Nå, okay. ... ja, okay. ... ja, jamen vi kommer mig og Lasse. ... ja, okay, tak. ... Tak, Linda. Må jeg lige snakke med Michelle? ... Lad mig snakke med Michelle! ... Hey, Michelle. Jeg har lige flækket mit øjenbryn. ... Nu skal du høre, det er faktisk ikke engang sjovt, hvordan det skete. Jeg stak en fyr i brystet med en kniv. ... nej, jeg mener det seriøst. ... ja, jamen, jeg stak ham bare i brystet. ... jamen, du skulle ha’ hørt det pis han sagde til Lasse. ... ja, det er noget pis, mand. ... Hallo, Michelle? Hallo?

[ringer op igen] Hej igen, Linda. ... ja, Michelle gider ikke snakke med mig, mand. ... ja, jeg stak sgu en fyr i brystet. ... ja. ... ja. ... ok. Nåmmen, vi ses, så.

["næste station Århus. Det bliver Århus næste gang."]

- Kom nu, Lasse! Nu skal vi fandme ud og fyre den af!

...

Randers, mand. Fucking Randers.

I ligestillingens hellige navn: Scorekursus for kvinder

2009-12-23T15:53:00.008+01:00

Efter mit seneste indlæg er jeg blevet spurgt om, hvordan man skal gøre, hvis man er en kvinde og gerne vil samle en mand op. Og som udgangspunkt ville jeg jo egentlig sige, at man bare skal drikke sig fuld og vimse lidt rundt, og så går det helt af sig selv. Faktisk kan det tit være tilstrækkeligt bare at vimse rundt uden at være fuld. Dette er bredt underbygget i filmens verden. I The Notebook er Rachel McAdams et fremragende eksempel på, at man bare skal vimse rundt og fnise lidt, og så er Ryan Gosling klar til at erklære en sin evige kærlighed. Det behøver dog ikke at være sværere end bare at sidde og glo, ligesom Jennifer Anniston gør det i The Break Up, da Vince Vaughn kommer halsende efter hende med et bankende hjerte og 8000 hotdogs.

Dette er altså den normale måde at gøre det på. Hvis disse normale approaches mod forventning ikke skulle virke, har jeg samlet et par pointers, også fra fiktionens verden.

I førnævnte Basic Instinct er Michael jo ellevild efter at komme i bukserne på Sharon. Det er han, fordi Sharon vimser rundt på coke, naturligvis, men også fordi hun har brugt diverse kneb til at fortrylle ham. Her er de:

1. VIS NOGET HUD

Tid til at vise noget hud. Det er mænd vilde med. Start f.eks. med bagsiden. Men få det til at ligne et uheld. Hvis det er et uheld, tror han ikke, at du er en værre lille so. Se, hvordan Sharon tilfældigvis lige kommer til at vise sig nøgen for Michael her:

Spejlet er stillet, så der er god udsigt til stort set alt. Men måske var det et uheld!

På med tøjet igen.

2. VIS ENDNU MERE HUD

Blot understellet. Ja, det er nemlig rigtigt. Når fyren først har set det allerhelligste, er den nærmest hjemme allerede. I Basic Instinct sidder Sharon og bliver interviewet af Michael og nogle andre strømere. Pludselig spreder hun benene, så man kan se lige op i livmoderen på hende. Her er, hvordan det skal gøres:

Sid med benene over kors i en lårkort kjole.

Sæt det ene ben ned på jorden og spred benene let hen imod ham, du gerne vil forføre. Lad kussen gøre dens indtagende arbejde et øjeblik.

Efter du er sikker på, at han har set varerne, sætter du benene over kors igen, nu med det andet ben øverst. Nu troede han først, at du var ærbar og tilfældigvis kom til at vise dig nøgen for ham. Men så laver du dette ekstremt slutty move, og nu er han totalt mystificeret. Er du en luder, eller er du ikke en luder? Mænd elsker at være mystificerede.

Det er på grund af dette grundige forarbejde, at Michael vælter savlende ind på diskoteket og jagter Sharon rundt med sine store, våde hundeøjne.

Basic Instinct er imidlertid ikke den eneste film, hvor kvinder forfører mænd. Der er mange andre måder at gøre det på. Du kan f.eks. være stripper, ligesom Marisa Tomei er det i The Wrestler, hvor hun forfører Mickey Rourke. Et effektivt trick. I samme boldgade er det gode gamle luder-trick, som vi ser i Pretty Woman, hvor Julia Roberts prostituerer sig til kærligheden og en helvedes masse penge. Godt gået, Julia.

Jeg håber, at det nu er lidt klarere, hvad man som kvinde kan gøre for at forføre en mand. Held og lykke derude!

Livsfarlig sex og hurtige damer med Michael Douglas

2009-12-22T14:20:00.029+01:00

Heh. I forbindelse med mit speciale har jeg netop kæmpet mig igennem et væld af gamle klassikere. Gamle film er sjove!

Tag f.eks. Basic Instinct. DEN er sjov. Og så er den tilfældigvis også en eksemplarisk manual i at samle damer op.

Den starter med, at en blondine knalder en fyr til dramatisk musik, indtil hun slår ham ihjel med en is-syl til MEGET dramatisk musik, endda midt under orgasmen. Hvis man havde glippet forfilm og plakater og i det hele taget INTET vidste om denne film, får man altså serveret temaet lige op i smasken fra start: DENNE FILM HANDLER OM DØDSENSFARLIG KNEP. Hvis folk knepper i denne film, så er det farligt! Beware of knep. I tråd med dette er det da også noget værre, farlig sex, som Michael Douglas skal igennem i denne film, altid til meget dramatisk musik. Og HELE tiden antyder kameraet, at måske finder hans sex-partner en is-syl frem og tæver den ned i brystet på ham! Måske skal han dø nu, fordi han knepper! Nu skruer vi op for den dramatiske musik, mens han knepper, så nu er det nok LIGE op over! Og det ER jo et interessant spørgsmål - hvem spidder hvem? Lige til det sidste skal vi se på dramatisk knep, der er dødsens farlig, og måske dør de lige om lidt.

I den forbindelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de kaldte den for Basic Intinct. "Dødbringende knep" eller "Folk, der knalder til dramatisk musik" havde været mere sigende.

Noget andet fantastisk ved Basic Instinct er den måde, som Michael Douglas scorer Sharon Stone på. Han går ind på et diskotek. Så finder han hende ude på lokummet, hvor hun er i gang med at tage noget coke. Så stiiiiiirrer han maskulint på hende, mens han går hen imod hende. Hun lukker dog døren til lokummet. Så går han ud på dansegulvet, hvor han stiller sig i sin nedringede grønne trøje og stirrer på hende. Hun vimser rundt og danser og flirter og gnubber sig op ad sin lesbiske elskerinde. Han står og stirrer intenst på dem begge. Grøn trøje. Stirre på Sharon. Stirre på lebbe-elsker. Stirre på Sharon igen. Sharon bliver underligt indtaget af hans stirren og danser flirtende hen til ham. Alle omkring ham danser. Han står og stirrer. Hun danser op ad ham. Han prøver at kysse hende, men, da det ikke virker, står han lidt og stirrer. Sharon bliver så DRØN liderlig af al den stirren, at hun straks giver sig til at gnubbe sit underliv op ad ham. Så vågner han alligevel lidt op og begynder at tage hende på røven, til hun endelig bukker under og lader ham kysse hende.

Så tager de hjem til hende og har dødsensfarlig sex.

Sådan skal det gøres, drenge. Ingen smarte replikker. Ingen fancy moves. Der skal bare stirres igennem.

DEN TAGER VI LIGE IGEN I LANGSOM GENGIVELSE OG MED BILLEDDOKUMENTATION.

Ind på herretoilettet og find damen. Damer sidder altid på lokummet og tager kokain.

Bingo. Hun har fået lidt til næsen.

Så er det tid til at stirre. Der skal stirres nu!

Damen er ikke helt modtagelig for stirren endnu, så hun smækker døren til toilettet i. Mist dog ikke modet. Det er bare en test for, hvor vedholdende du er i din stirren.

Drik dig lidt mod til. Og find så damen igen.

Hun er naturligvis ude på dansegulvet med sin lesbiske veninde. Det er de altid.

Tid til at stirre.

Damerne har nu forstået, at du stirrer, og de stirrer anerkendende igen.

Bliv ved med at stirre. Som vi kan se, bliver lesbiske liderlige af stirrekonkurrencer.

Hold blikket fikseret på hende, og hun vil komme til dig. Det kan vi se, at hun er ved her. Bemærk det let døde look i ansigtet på Michael. Det er piger vilde med.

Her laver Michael en klassisk begynderfejl. Han forsøger at kysse hende, men der er ikke blevet stirret nok endnu!

Fejlen bliver prompte straffet. Hun vender ham ryggen, og han står tilbage med hånden viftende i luften som en idiot.

Han tager dog revanche. Nu skal der satme stirres.

Og stirres.

Og stirres.

Det var bedre. Sharon bliver godt liderlig af den intense stirren og giver sig til at gnubbe sig op ad Michael.

Det her er super rutineret af Michael. I stedet for bare at tro, at han må kysse hende nu, stirrer han lige lidt ekstra på hende.

Så tager han fat i hende.

Og stirrer lige lidt mere.

BINGO. Den er hjemme. 1 - 0 til hjemmeholdet!

Hjem og have dødsensfarlig sex.

... and that's it. En hands-on lækker guide til at score, Michael Douglas-style, fra mig til jer. Så kan I vist godt hoppe ud i nattelivet og fyre den af. Jeg ser frem til at høre om jeres eskapader.

800 kastestjerner i mellemgulvet: Ninja Assassin!

2009-12-16T16:42:00.011+01:00

Det er efterhånden blevet en gylden regel i nyere amerikansk film, at man skal igennem en helvedes masse idiotisk pis for at blive en god lejemorder. I det første indlæg overhovedet på denne blog opsummerede jeg f.eks. lejemorderskolen i Wanted. Her skal man kontinuerligt have tæsk af en fyr med lyst strithår, hvis man vil være noget ved lejemordermusikken. Og nåhr ja, så skal man øve sig i at skyde uden om døde grise. Ellers handler det om at ligge og chille i en slags magisk spa. På 3-4 uger kan man på denne måde blive en frygtindgydende bølge af død og ødelæggelse!

I Ninja Assassin, som jeg netop har set i biografen, er præmisserne moderat anderledes, men alligevel jævnt åndssvage. Her finder vi en kombineret skole for ninja, sadisme, idiotisk livsfilosofi, elektrikerarbejde og ubehjælpsomt engelsk. Hvis du vil være en RIGTIG sej ninja, så lærer du også om kvinders tøjstørrelser i din fritid.

DØDSENS HEMMELIGT NETVÆRK
Præmissen i Ninja Assassin er, at der findes et hemmeligt netværk af ninjaer, der oplæres i ovennævnte discipliner af en ond og sadistisk japaner. De aspirerende ninjaer får med pisken, hvis de ikke adlyder japaneren, der generelt er træls og ubamhjertig. Når de er udlærte ninjaer, så render de ellers rundt og slår ihjel for alle, der tilfældigvis har 100 pund guld liggende.

Dette hemmelige netværk er så hemmeligt, at de slår dig mega ihjel, hvis du ved noget om dem. Og så er det ligemeget om du er en luset bibliotekar eller en vigtig efterretningsfyr - hvis du ved noget om de her ninjaer, så bliver de ved med at kaste 800 kastestjerner efter dig, til du er fucking død.

Præcis hvordan de får kunder i butikken, hvis ingen må vide noget om dem, fremgår ikke.

En af ninjaerne synes så alligevel, at den her træning og de her tåbelige ninjaprincipper er lige grove nok, så han beslutter sig for at tæve sin almægtige læremester i hovedet med en form for urtekniv monteret på en kæde, for så at tage flugten. Det synes mesteren er lidt træls, for så har alle tæskene til den her elev jo muligvis været forgæves. Og nu var det tilfældigvis den dygtigste elev, der valgte at gøre oprør, så det er DOBBELT nederen. Godt træt af det hele sender han 28.000 ninjaer efter vores oprørske helt, der i mellemtiden bruger enormt meget tid på at studere kvindetøj, så han senere kan være totalt sej og ligesom Eva Green i James Bond se på folk hvilke tøjstørrelser, de bruger.

SERIØST MANGE NINJAER
I mellemtiden er en negerbibliotekar kommet på sporet af de her ninjaer, så ninjalederen sender også 28.000 ninjaer efter hende. Og så slår vores oprørske ninjahelt og negerbibliotekaren pjalterne sammen, hvilket i praksis kommer til at betyde, at der er 56.000 ninjaer efter dem.

En moderat træls situation, kan man sige.

Dem flygter de indledningsvist fra, og i den forbindelse lærer vi nogle super seje tricks til at undgå ninjaer. Man skal blandt andet ryge lidt, så de ikke kan lugte én! Og så skal man helst ha' lyset tændt, så man kan se dem. Som jeg har været inde på før, er de her ninjaer dog delvist elektrikeruddannede. De slukker bare for strømmen, når de kommer, så det sidste råd er lidt ubrugeligt.

Altså bliver vores helt og heltinde selvfølgelig indhentet af ninjaerne, fordi det der med at ryge og slukke lyset alligevel var nogle lortetricks, der ikke virkede en skid. Pludselig er der 56.000 ninjaer ved hoveddøren. De geeeeemmer sig i skyggerne og kaster flere kastestjerner, end jeg har hår på hovedet. 56.000 ninjaer.

Men dem slår vores helt heldigvis bare ihjel.

The End.

...

Ninja Assassin kan lyde ret tåbelig ud fra overstående gennemgang, og det er den egentlig også. Dog har den en kitschet charme, som man ikke skal underkende. Når folk dør i Ninja Assassin, så dør de virkelig. Vi taler veritable fontæner af blod her. Vi taler så mange kastestjerner i halspulsåren, at man ikke fatter det.

Ninja Assassin har lidt samme eksistensberettigelse som Taken. Plottet er tåbeligt, men folk dør kraftedeme på nogle ret awesome måder, og man føler ikke medlidenhed med de døende, fordi de basalt set alle er den samme nederen person. I Taken var de allesammen østeuropæiske voldtægtsmænd. I Ninja Assassin er de allesammen samvittighedsløse lejemordere, der ikke fortjener bedre end at få parteret deres kroppe i voldsæstetiske eksplosioner af død og blod.

Alt i alt kan jeg med moderat ro i sindet sige, at I godt kan finde kastestjernerne frem og se noget Ninja Assassin. Det er en oplevelse. Så meget vil jeg garantere.

Om overspringshandlinger (og lidt zombier)

2009-11-19T14:46:00.027+01:00

Da jeg er en ekspert i selvdisciplin og livsfilosofi, har jeg besluttet mig for at forfatte et par ord om, hvordan man kan undgå overspringshandlinger.

[Woody Harrelson nakker dig, hvis du overspringshandler.]

Nu er det jo ikke alt for tit, at jeg opdaterer denne blog, hvilket er naturligt nok, når man er lige så sej som mig. Jeg forestiller mig, at I sidder og tænker:

Nåhr ja. Det er klart, at han ikke har tid til at opdatere hele tiden. Han er vel ude og springe i faldskærm med B.S., mens han griner af os uduelige grødbønder nede på marken. Han står givetvis og high fiver med George Clooney, mens de dyrker noget pilates. Han sidder nok i en spansk bjergsø omringet af letpåklædte negerpiger og drikker en Bloody Mary.

Men nej, faktisk er ingen af delene tilfældet. Jeg er ikke i gang med at smøre Megan Fox ind i nutella, jeg sidder ikke og overvejer, om det skal være en Audi eller en Jaguar, og det er faktisk alt for lang tid siden, at George og jeg har snakket.

Men hvad laver jeg så? Hvad bliver alt denne utrolige energi dog brugt på? Hvorledes formøbler jeg mit umådelige potentiale?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg skriver SPECIALE.

Jeg overvejede naturligvis at få en af mine groupies til at gøre det, men … han havde ikke lige plads i kalenderen pt.

I forbindelse med at skrive speciale handler det for mange om at komme overspringshandlingerne til livs. Det er også noget, jeg har måttet arbejde med. Sådan her gik det for mig:

LIVSLEDE OG DEPRESSION
Som nogle måske kan huske, så sidder jeg og svælger i fiaskoer og knuste drømme. Og der, ikke? Der må jeg indrømme, at jeg er sådan lidt METHOD ACTING-agtig. Jeg går sgu sådan lidt Robert DeNiro på det shit. Tvinger mig selv til at have det dårligt, så jeg lidt bedre kan forholde mig til andres lidelser.

Jeg har for eksempel tvunget mig selv til at se Borte Med Blæsten, selv om jeg havde en fornemmelse af, at den nok skulle få slukket min sidste livsgnist. Og ganske rigtigt, tre timer og halvtreds minutter senere var jeg på randen af total nedsmeltning. Ja, det er nemlig rigtigt. Borte Med Blæsten varer tre timer og halvtreds minutter. Og i samtlige tre timer og halvtreds minutter sidder man og har lyst til at kradse øjnene ud af hovedet på den kvindelige hovedperson. Men altså, den skal have point for at idyllisere slavehandel og livet i social klasse A i de gamle sydstater. Det synes jeg alligevel, den skal!

[Han ser ud som om, at han gerne vil kysse hende, men han ønsker i virkeligheden at kvæle hende. Det gør vi alle.]

Siden har jeg forsøgt at forsøde min tilværelse minimalt med Woody Harrelson, der banker bildøre ind i hovedet på zombier. Og her, som en indskudt bemærkning, kan jeg da godt lige udsende en uformel anbefaling af Zombieland. MEN NOK OM INTERESSANTE TING, der rent faktisk kunne have en perifer relevans for dig og dit liv. Tid til mere om mig.

Det har altså været en kamp at holde sig nedsunket i depressive melodramaer, og derfor har overspringshandlingerne meldt deres naturlige ankomst.

I HELE DENNE specialeproces har jeg fundet ud af, at det der med at sidde derhjemme og skrive ikke rigtig kan lade sig gøre for mig. Jeg er konsekvent endt med at vaske op eller vaske tøj eller se en irrelevant film eller hækle et korset i stedet for at skrive. Jeg har med andre ord overspringshandlet for sindssygt. Men det har jeg besejret nu, og det kan du også. Her er, hvad du gør:

LØSNINGEN
SKÆR ALTING BORT, DER GØR DIG GLAD. HAR DU ET LIV? SMID DET UD AD VINDUET. HAR DU EN KÆRESTE? SMID HENDE PÅ PORTEN. Alle distraktioner skal væk. Og så tager du væk hjemmefra og murer dig inde et sted, hvor du ikke KAN gøre andet end at lave det, du skal. Det er det eneste, der virker!

Jeg er således personligt endt i specialebunkeren i Århus Nord, hvor overspringshandlinger ikke lader sig gøre, hvor man vasker gulvet i sved fra de hårdtarbejdende studerende – hvor drenge bliver til mænd.

Og her har jeg tænkt mig at sidde til engang i starten af februar. I den forbindelse vil jeg gerne garantere, at opdateringer bliver nøjagtig lige så uregelmæssige, som de hele tiden har været.

Held og lykke med arbejdet. Vi ses på den anden side.

Flere rigtige myter tilbage i filmene, tak!

2009-10-27T15:27:00.005+01:00

Det er pudsigt, at nutidens store, hjernedøde blockbustere alle prøver at fingere en eller anden form for dybde ved en vag henvendelse til noget historisk eller mytisk. Tag f.eks. de to største action og visual effects-film, der er produceret i år: Transformers 2: Revenge of the Fallen og G. I. Joe: The Rise of Cobra.

I Transformers 2 har vi følgende myte: ENGANG I TIDERNES MORGEN levede de her "Primes" - robotter, der vimsede rundt i universet og udslukkede sole for at tappe energier og producere nogle flere åndssvage robotter. De havde lissom en intern forståelse, der hed, at de kun tappede solsystemer uden liv. ALLIGEVEL besluttede en af de her Primes at udslukke lige præcis vores solsystems sol. SELV OM DET VAR MOD REGLERNE. Ingen ved hvorfor. Der er helt hjernedødt mange solsystemer uden liv, de fleste af dem med langt større og mere energifyldte sole end vores, men vores sol var åbenbart en rigtig sexet lille lækkerbisken. Eller også var han bare trodsig og ond. Ja, det er nok derfor. Han var meget ond!

DET synes de andre robotter alligevel var lidt nederen. Men fordi de var sådan nogle navlepillende analakrobater, kunne de ikke stoppe den her onde, løsslupne dræberrobot. I stedet ofrede de sig for at gemme aktiveringsmekanismen til den maskine, der skulle malke vores sol for energi. En maskine, der i øvrigt lå inde i Kheopspyramiden.

Hmm. Hmm! Lyder det lidt dumt? Lyder det lidt umotiveret? Så prøv at høre det "mytiske grundlag" for G. I. Joe: The Rise of Cobra:

Engang var franskmændene og englænderne i krig. En skotsk klan solgte våben til begge sider, men det viste sig ikke at være så smart. Klanens overhoved blev afsløret og fanget af franskmændene. De var ikke helt tilfreds med hans opførsel, så de gav ham en form for glødende jernmaske på, som han så kunne vimse rundt med til sine dages ende.

Og hvad har dette at gøre med nutiden? Intet. Absolut intet. Der er lige et par vage referencer til det - "historien om min forfader lærte mig, at man ikke skal blive fanget i at sælge våben til begge sider" - men det er så også det.

Sandheden er, at disse film prøver at gå Indiana Jones på os. Det skal være spændende, oldgammelt og mytisk! Så bliver det hele lidt mere dybt. Og det er jo sådan set også rigtigt nok, men hvorfor gør de det så halvhjertet? Begge de nævnte film starter endda med klip fra den fjerne fortid, men når alt kommer til alt, har de klip bare intet at gøre med noget som helst. Vi taler film, der har kostet 190 millioner dollars at producere her - man KUNNE vel for fanden lige ha' afsat en halv million mere til manuskriptet?

Men okay. Hvad kan man forvente i film, hvor helt almindelige fysiske love ikke engang gælder: Alle, der har set G. I. Joe er nu klar over, at is faktisk slet ikke kan holde sig flydende! Det synker! Der var jo INGEN andre muligheder for at smadre den undersøiske arktiske base, end ved at lade en masse is synke ned oven på den. Det siger da sig selv.

...

Det, vi har brug for, er nogle flere ORDENTLIGE myter i stedet for disse halvhjertede, halvhjernede vage referencer til noget, der måske skete for lidt længe siden. Og nogle bedre manuskriptforfattere til de amerikanske blockbustere. Så er det sagt.

Twilight er en stor kop nederen lige ned i emo-lungen

2009-09-17T15:38:00.011+02:00

Du ligger i en mørk skov langt uden for lands lov og ret.

Du kan mærke den kolde regn løbe ned ad din pande, og dit tøj er efterhånden gennemblødt.

Du ryster. Du er alene. Du er 16 år. Det er ikke mange somre siden, du fik bryster.

Pludselig hører du en lyd. Var det vinden? Var det et dyr? Tankerne når ikke at blive tænkt til ende, før en kraftfuld hånd tager fat i dig, og dit hoved føres til den ene side, så din hals ligger blottet for jægeren.

Han tager sig god tid. Indsnuser den forførende duft af frisk menneskekød, mens hans greb omkring dig bliver fastere. Hans hænder er kolde som graven. Han udstøder en primitiv grynten, som de sylespidse tænder skal til at bore sig ind i dit saftige halsparti.

Nu er det slut, tænker du. Vampyren, den udøde jæger i natten, har dig.

Men SÅ - ud af intetheden - kommer der en af de GODE VAMPYRER FLYVENDE!! Ja, han ligner godt nok en fesen og bleg knægt på 17, men lad dig ikke narre: Han er mega hurtig og tilmed ridderlig! Her er en vampyr, der er blevet vegetar - han lever kun af dyreblod! Og ikke nok med det, han er også blevet til en vegetar med totalt meget respekt for menneskeliv. Derfor leverer han prompte et cirkelspark i hovedet på den slemme vampyr, der var ved at overfalde dig. "Slemme vampyr", siger han. "Du skulle prøve at spise dyr! Det er lidt lissom tofu!"

Og så forfører han dig og introducerer dig for hele sin enormt søde vampyrfamilie, som bare er nogle stand up baseball-lovin' guys allesammen, og som alle er villige til at risikere deres liv og lemmer for din skyld. Nu har de jo kendt dig i 5 minutter, så du er en del af familien!

Det viser sig, at din vampyr-elsker er 107 år gammel, men åbenbart stadig ret ungdommelig af sind, siden han vælger at befamle din 16-årige, spæde ungpigekrop med sine gamle, klamme og kolde fingre.

Men uhh. Der er EN TING, som du skal se, før I for alvor kan fuldbyrde jeres kærlighed over for hinanden. Det er nemlig sådan, at man kan se en vampyrs sande natur i solskin. Og du bliver nødt til at se det, så du ved, hvad du går ind til. Er du klar? Måske er det noget skræmmende. Måske ser vampyrer frygtelige ud i solskin. Nu er det nu. Din vampyrelsker træder ind i solens stråler ...

... og BEGYNDER AT SKINNE SOM TUSINDE SMÅ DIAMANTER!!!

Det var DET, der var hans frygtelige hemmelighed!! Kan du mon stadig acceptere ham, nu du ved, at han skinner som en diamant i solskin? Kan du mon virkelig det? KAN du mon få det over dit 16-årige ungpigehjerte stadig at elske denne funklende vampyrdiamant?

Holy shit, det er godt nok svært at svare på. Ring efter NASA, en eller anden. Vi skal bruge en komité af lige dele astronauter og atomfysikere for at svare på det spørgsmål! Og nu vi er i gang, kan vi jo passende også spørge dem om, hvad FANDEN der gik igennem hovederne på de åndsamøber, der lavede filmen Twilight?

Det ovenstående er i og for sig et ret fyldestgørende referat af filmen. Det taler langt hen ad vejen for sig selv, men lad mig dog lige fremhæve følgende:

Jeg elsker intenst, at man er fuldstændig ligeglad med det perverse og forkerte i, at en fyr på 107 ligger og stikker sin halvdøde istap op i en 16-årig pige. Altså, bare fordi han LIGNER en på 17, bliver det vel ikke mere okay? Og hvad er det i øvrigt, han ser i det forhold? Jeg har snakket med adskillige 16-årige piger. Fællesnævneren for dem alle er, at de var dummere end en dum dør. Jeg mener det: Piger på 16 ved INGENTING. Og det er min mening som 25-årig mand. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor frugtesløst, forkert og barnagtigt et forhold til en 16-årig pige må fremstå for mig, når jeg bliver 40. Eller når jeg bliver HUNDREDEOGSYV OG ER UDØD, for den sags skyld.

Men hey, hvem hænger sig i den slags detaljer, når den store emo-bus først er på vej til Transsylvanien?

Lad være med at se Twilight.

Sandheden om alt

2009-09-03T00:33:00.004+02:00

Jeg har fået konkurrence. Eller nej, faktisk har jeg hele tiden haft konkurrence. Jeg har bare ikke vidst det. Det viser sig, at en afskyelig havheks ved navn KiZpuZ har haft en konkurrerende blog med det samme navn som mit siden TOTUSINDEOGSYV! Og ja, hun kalder sig faktisk Kizpuz. Det er ikke bare mig, der tager pis på hende. Hendes blog kan findes her.

Det, der er ved KizPuz' blog, er, at der faktisk kun er ét indlæg på den, der er skrevet tilbage i 2007. Det handler om KiZpUz veninde, Heidi. Og Heidi er Zimpelthen bare det Zødeste! Og Zmukkeste. Og Zå er der jo mange, der har fordomme om Zmukke piger Zom Heidi eller nudethedder, ikke? Men Heidi er bare ZLET ikke Zådan! Og ved I, hvad der er Zødt ud over Heidi? Zmå, Zøde Missekatter! Med Pels! Nåååhr. Lille MisseKisseKat!! ;-) ;-) ;-)

...

At Kizpuz og hendes veninde Heidi skulle ha' nogen tæsk med en rusten jernstang burde være klart for enhver. Mere intetsigende ammestuesnak skal man lede længe efter. Men lad os - for det analystiske overbliks skyld og i SAGLIGHEDENS navn - kaste et nærmere blik på denne påståede sandhed om alt, som Kizpuz bedriver, og sammenligne den med undertegnedes fantastiske blog.

Kizpuz' blog hedder som sagt Sandheden om alt. Den åbenlyse idioti i den titel er til at få øje på, idet den kun handler om Heidi, og derfor rettelig burde hedde Sandheden om Heidi, hvor denne blog jo faktisk handler om alt lige fra negerpiger til koklokker. (Alt, der ikke er dækket inden for spektret fra negerpiger til koklokker, er alligevel inderligt ligegyldigt og ikke værd at bruge tid på.)

Undertitlen på Kizpuz' blog lyder således: "Tjaeh, sandheden som jeg ser den. Om alt!" Og det er jo interessant, fordi det markerer endnu en forskel i forhold til denne blog. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at gøre noget helt klart: Denne blog omhandler ikke sandheden om alt, "som jeg ser den." Det her er ikke bare mit synspunkt eller et hyggeligt forum for diskussion. Dette er Sandheden om alt. Velkommen til sådan er det bare.

Slutteligt, så handler denne blog ikke om afsindigt uinteressante Heidi, der er god til at analysere, lizzom, og som bare totalt har givet mig en øget indsigt i mig selv! [Indsæt x antal små irriterende hjerter her]. Heidi lyder dødssyg. Jeg har set forsikringsoversigter, der var mere spændende end Heidi.

Egentlig burde jeg takke Kizpuz for at være til. Hun har givet mig noget at definere mig selv op imod. Nu ved jeg i hvert fald, hvad det her ikke er, og hvad det aldrig bliver. Og det er jo smukt og godt!

Kæft. Jeg bliver sgu søvnig af at være så mega sej. Tid til at sove.

/Out.

[Dette billede illustrerer, hvad Kizpuz tænkte på, dengang hun skrev sit sidste og eneste blogindlæg. Og hvad der i øvrigt foregår oppe under hendes lurvede lokker.]

Crossing Over: To timer i den multikulturelle spændetrøje

2009-08-28T11:27:00.014+02:00

Jeg har lige set Crossing Over med Harrison Ford. Det er en slags multikulturel, multietnisk, multiplot-indeholdende fortælling om den mangefacetterede problemstilling med indvandring.

Denne kompleksitetens katedral - denne supernova af modstridende interesser og hensyn! - har instruktøren valgt at belyse ved hjælp af de mest endimensionelle, stereotype og fordummende karakterer og historier, man har set i hele filmhistorien. Vi taler seriøst karakterer, der får Homer Simpson til at virke som en mangfoldig mosaik af psykologisk dybde. Jeg havde lyst til at tæve hver og en af dem. Historierne er som regel klichéfyldte og forudsigelige. Lad mig uddybe:

Crossing Over er som sagt en multi-plot-fortælling, lidt i stil med bedre film som Crash og Magnolia. Vi får følgende fortællinger serveret (advarsel, spoilers):

DØD MEXICANER SLADRER IKKE
En mexicansk dame arbejder ulovligt i USA for at forsørge sin søn. Hun bliver sendt hjem af en modstræbende Harrison Ford. Hun forsøger at komme tilbage til USA igen, men mega dør i forsøget. Harrison Ford, i sin egenskab af den menneskelige inkarnation af Jesus, finder hendes søn og får ham leveret tilbage til bedsteforældrene i Mexico.

HISTORIEN OM BONG
En ung asiatisk dreng flirter med bandekriminalitet. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men lad os kalde ham Bong. Bong bliver gruppepresset af sine fire bandebekendte til at tage med ud og røve en butik. En stiv politibetjent er tilfældigvis i butikken, og han skyder alle Bongs mindre opbyggelige venner i ansigtet (ja, i ansigtet). Den stive politibetjent er imidlertid selv indvandrer, og gennem sine alkoholtåger ser han totalt potentialet i Bong - at Bong i virkeligheden er en god dreng - så midt i blodet og al den asiatiske hjernemasse på gulvet får Bong lige en pathosfyldt opsang på en halv times tid om Amerikas fortræffeligheder. Og så får han ellers lov til at gå. Bong bliver klog af skade. Nu har han lært at værdsætte Amerikas muligheder og frihed. Det bliver symboliseret ved, at vi sidst i filmen ser ham sidde og smile med sine studiebøger og sin MacBook i sengen, som var det taget ud af en Apple-reklame. Brrrr.

THOU SHALT NOT FLIRT WITH TERRORISM
En faktisk semi-interessant problemstilling, der bliver forfladiget pga. de endimensionelle karakterer: Ung indvandrerpige udtrykker i skolen, at hun ikke bifalder, men godt forstår, hvorfor 9/11-terroristerne gjorde det, de gjorde. Det vækker ikke ligefrem jubel, og snart har vi jordens mest åndssvage og - med fare for at gentage mig selv - STEREOTYPE agenter fra FBI ved hendes dørtrin. Trods hendes protester dømmer de hende straks som farlig terrorist og sender hende hjem på røv og albuer, selv om hun har boet i Amerika hele sit liv.

STORE BRYSTER - NEJ TAK. PSEUDO-JØDERI - YES SIR!
To venner/semi-kærester forsøger at få green card. Den kvindelige part gør det ved at knalde en fyr i systemet. Det fejler totalt, og hun bliver smidt hjem. Den mandlige gør det ved at spille jøde, hvilket til gengæld lykkes for ham. Det er muligvis det eneste acceptable ved denne film - at den fremstiller USA så nede med jøderne, at man kan få opholdstilladelse, hvis man bare jøder lidt sporadisk rundt i fritiden.

ÆRESDRAB - DEN SÅ MAN ALDRIG KOMME
Indvandrerfamilie med den gode bror, den dårlige bror og den udsvævende søster. Dårlige bror dræber til alles store overraskelse udsvævende søster, gode bror dækker over ham i skam og vildelse. Gode bror drikker sig i stedet stiv i sorg og afmagt og ender med at skyde 4 kriminelle asiater i ansigtet, da han er inde og købe flere bajere. Ja, i ansigtet. Og JA, DEN GODE BROR ER DEN SELVSAMME STIVE STRØMER FRA BONG-HISTORIEN. PÅ DEN MÅDE GÅR DET HELE OP I EN HØJERE ENHED.

...

... eller nej, det gør det ikke. For i sidste ende bliver alle ansatser til kritik af systemet udvandede ved den hyldest til Amerika, der finder sted. Hensigterne er gode, problemstillingerne relevante, men det er slutresultatet bare ikke. Der er stort set ingen charmerende karakter med lidt kant i denne film. De er allesammen tegninger. Det melodramatiske er overgjort. Æresdrabsfortællingen og historien om Bong er til at få lange patter af - og temaet med asiatisk bandekriminalitet er i øvrigt behandlet 500 gange bedre i Gran Torino. Resten er rodet og overfladisk, at best.

Lad være med at se Crossing Over.

[Skrækkelige Ashley Judd - der ikke er nævnt i denne anmeldelse, fordi hun er inderligt ligegyldig for handlingen og alligevel bare sidder og tuder hele filmen igennem - adopterer en neger.]

Lyn-anmeldelser af film, jeg for nylig har viet min afsindigt kostbare tid til at se

2009-08-27T10:53:00.010+02:00

Her følger nogle anmeldelser af film, jeg har set inden for den sidste tid. Jeg er som bekendt klog og god, som dagen er lang. Derfor er jeg sikker på, at mine meninger om de følgende film vil blive værdsat af HELE VERDEN. Behold:

Crank & Crank 2: High Voltage
Her er i sandhed en kæmpe stor portion idioti serveret lige ned i løgneren. Crank-filmene - og man kan sagtens omtale dem som en enhed, idet de er identiske, med den lille undtagelse at toeren er endnu mere åndssvag - er fantastiske energibomber af håndvåben, adrenalin og afsindige mængder af usandsynligheder.

Plottet er, at hovedpersonen i etteren er blevet forgiftet af onde mænd og i toeren har fået byttet sit hjerte ud med et kunstigt hjerte af onde mænd. I etteren kan han kun modvirke giften ved at holde et konstant flow af adrenalin i sin krop ( = latterligt meget action), og i toeren skal det kunstige hjerte hele tiden have stød ( = latterligt meget idioti). I begge film gælder det, at han skal fange bagmændene og tæve dem ihjel, inden han dør af gift/kunstigt hjerte.

Lyder det åndssvagt? Ja. Er det åndssvagt? Ja. Bør du se begge film? Afgjort.

_____________________________

District 9
Et stort rumskib er landet over Johannesburg i Sydafrika. I den forbindelse møder vi makkerparret Wikus Van de Merwe, der er en sydafrikansk official og Christopher Johnson, der er en krebselignende alien. Sammen skal de prøve at modvirke de onde mænd, der ønsker at udnytte aliens og bruge deres våbenteknologi. Det gør de hovedsageligt ved at sprænge alt og alle i luften i et inferno af eksploderende menneskekroppe og sydafrikansk overtro. Det kan naturligvis kun blive alt for lækkert. Se den!

_____________________________

The Informers
Denne film udspiller sig i 80'erne med et manuskript af Bret Easton Ellis. Og det man kan sige om Bret Easton Ellis er, at der er ET tema i alle hans bøger: Alting er noget overfladisk lort - især blandt folk med penge og ISÆR i 80'erne. Det var temaet i American Psycho, og Søren sparke mig i ansigtet om det ikke også er temaet her.

En masse opportunistiske, egocentriske og overfladiske pikansjoser spasser rundt og knalder og udnytter hinanden på kryds og tværs, gerne i en solid rus af sprut og kokain. Fædrene fejler, livene sejler. Og det ER da ikke uden charme. Men vi har forstået det nu, Bret.

_____________________________

The Hangover
Det ER ikke modenheden, der er i højsædet her. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men jeg er på den anden side heller ikke en særlig moden person, og derfor elskede jeg denne film intenst.

Fire fyre tager på polterabend i Las Vegas. De drikker sig fra sans og samling, kan intet huske og skal nu rekonstruere gårsdagens bytur, idet deres ven mangler, der er en tiger på badeværelset, en af dem mangler en tand, mm. Det er dejlig dumt, og selv om der er oplagte temaer genbrugt fra andre film - selvfølgelig er en af dem blevet gift i sin brandert - så svømmer filmen i lækre politiske ukorrektheder og vittig dialog.

Se den. Drik eventuelt lige et par øl først og tag dig selv eller en anden i skridtet. Men se den.

Den Ulykkelige Slutning

2009-08-25T11:32:00.008+02:00

Mit liv er kuldsejlet totalt. Det gik jættefint i juni og juli, som det også fremgår af mit sidste indlæg, men her i august - jeg ved det sgu ikke. Jeg har ikke rigtig haft noget at lave, og derfor er jeg degenereret til en underlig gollum-agtig skikkelse, der sover på gaden og spiser tilfældigt efterladte hamburgere ud af skraldespanden på McDonalds.

Jeg udskød min tøjvask, til jeg ikke havde mere tøj tilbage. Og det lykkedes mig faktisk at vaske det goddamn tøj. Men jeg kunne ikke overskue at lægge det sammen, så det ligger i en stor, truende og uformelig klump på mit skrivebord, mens jeg selv er nødsaget til at gå i en udpulet Hard Rock Café - Malta undertrøje og et par kakhi-bukser fra 2001.

Min opvask har stået i halvanden uges tid. I den er der små ostestykker, som efterhånden er ved at udvikle deres egen selvstændige bevidsthed og identitet. I et frankofilt øjeblik valgte jeg at kalde dem for La Mort og De La Croix. Giv dem et par dage mere, og så kan jeg sandsynligvis diskutere noget Bourdieu med de små sataner.

Og når jeg ikke er ude på gaden og skræmme små børn og terrorisere hjælpeløse kvinder, ikke?

Så sitter jag i venten och spelar lite DotA (det er et computerspil, mor.).

I forlængelse af al denne elendighed er det vel kun naturligt, at jeg er nået frem til følgende: Jeg vil skrive speciale om Den Ulykkelige Slutning. Bare tage fat i nogle film, hvor det ender helt ad helvede til og så se på, hvad vi som tilskuere egentlig får ud af at søbe i elendigheden.

Og det kunne jo også være et meget passende punktum for min uddannelse. Den Ulykkelige Slutning. Jeg bør næsten stile efter at få en dårlig karakter for det speciale - det vil kun gøre det stærkere!

Men nu må I have mig undskyldt. Jeg har noget hår, der skal farves sort. Og den arm skærer jo ikke i sig selv, vel?

Liste over ting, jeg har bedrevet de sidste 6 uger:

2009-08-06T14:08:00.013+02:00

- drukket 250 genstande
- bænkpresset en 18-årig
- bænkpresset en 19-årig (hvis jeg fortsætter på den måde, har jeg snart bænkpresset ALLE ALDRE!! Hvor sejt ville det ikke være?)
- nøgenbadet
- set henholdsvis solopgangen og solnedgangen over vandene
- brugt afsindigt mange penge på togrejser
- druknet i kanel
- forsømt min blog
- spillet basket
- snakket svensk i Sverige
- lært at bøje "onanere" på spansk og efterfølgende glemt det igen
- været på to festivaller
- set 16 forskellige koncerter
- formateret min computer to gange
- besøgt min gamle mormor.

DET KUNNE DA HAVE VÆRET VÆRRE. Men man skal jo hele tiden forsøge at forbedre sig. Tænk at stå stille! Det ville være forfærdeligt. Derfor vil jeg næste sommer - som et led i en selvforbedringsproces - gøre det hele igen, bare DOBBELT OP. Dobbelt så meget, dobbelt så vildt!

Det bliver altså noget med at drikke 500 genstande, bænkpresse en 36-årig og en 38-årig, snakke ukrainsk og vestafrikansk, drukne i gurkemeje og herbes de provence, lære at bøje "onanere" på portugisisk og letlandsk og glemme det MEGA hurtigt igen, spille basket PÅ INDLANDSISEN, attendere fire festivaller med 32 koncerter, formatere min computer fire gange og besøge min gamle mormor i en hel uge.

Det bliver godt. Jeg kan mærke det. Engang imellem har jeg næsten lyst til at give mig selv en medalje.

Togkrønikerne: Døden fra Herning

2009-06-28T13:09:00.008+02:00

NU HAR JEG JO ALDRIG været nogen olympisk mester i planlægning, og jeg er således endt med retarderet mange timer i tog her den sidste uges tid. Det er ikke sket uden en vis underlighed har indfundet sig. Jeg har naturligvis mødt endnu en total galning iført militærhat, underbid og en vom på størrelse med Kos, der rendte rundt og skreg. "DET HELE ER RESERVERET!! NEJNEJNEJNEJNEJ!! I KAN GODT SPARE JER!! JAMEN, DET ER RESERVERET!!!!" Og det måtte nogle stakkels spanioler stå model til. De ville bare flytte en cykel lidt for at kunne få en siddeplads i transportkupéen.

Men det her skal ikke handle om endnu en galning. Det skal handle om en fin lille situation, jeg var ude i på en anden togtur for nylig. Jeg var på vej til København, og jeg var endt over for en fyr, som jeg kendte perifært. Jeg fortalte ham om mit hårde program, og han spurgte yderligere ind til det, og hårdt presset måtte jeg indrømme, at mit hårde program involverede en omgang Dungeons & Dragons i Århus lige før jeg skulle være stiv i en uge på Roskildefestival.

Allerede da ordene havde forladt min mund, kunne jeg se ubehaget sprede sig blandt de fire unge militærfyre, som sad og øvede sig i at binde knob i båsen over for vores. De var tydeligvis fra Herning, idet de nærmest emmede af lige dele provins, nederen og indavl.

Dungeons & Dragons. Det shit er som kryptonit på militærfyre fra Herning. Min samtalepartner lyste imidlertid op. Han gav sig til at ævle løs om huler og drager og elvere og nisser.

Dette kunne ende helt galt.

Jeg forsøgte at holde samtalen på et regelteknisk plan, da jeg vidste, at det først ville blive rigtig skidt, hvis vi bevægede os ind på ...

- Ahrmen vi har også bare haft det super sjovt på et RENT ROLLESPILSMÆSSIGT PLAN. Min kammerat spillede en gnaven dværg, som bare ikke kunne finde ud af noget som helst, en anden spillede en elver, der troede han var en gnom, og så spillede jeg EN KVINDE, DER BETRAGTEDE SIG SELV SOM MAND. DET VAR SIMPELTHEN SÅ SJOVT.

[4 fyre fra Herning bliver tavse som graven og mister al farve i ansigtet.]

- Ja, og vi kunne bare SLET IKKE FINDE UD AF NOGET. VI VIMSEDE BARE OMKRING, og vores Dungeon Master blev så sur på os til sidst, at han endte med at slå os allesammen ihjel.

[4 fyre fra Herning slår os snart ihjel, hvis du bliver ved]

- Det var noget af det sjoveste, jeg længe har prøvet. Jeg elsker bare det der med at være totalt uduelig og vimse rundt og så bare ha' det sjovt.

- Ja, det ... det er jo også ret sjovt. Men hold da ferie, der er GODT NOK OGSÅ FLOT HER PÅ STOREBÆLTSBROEN, synes du ikke?

- Joeh, her er vel okay? Hvordan mener du?

- Ejøh ... jeg mener bare ... det er bare fedt med al den sol og det gode vejr, når jeg skal på Roskilde!! Og DRIKKE ØL sammen med en masse andre HETEROSEKSUELLE MENNESKER. Men du tog ikke på Roskilde, eller hvordan?

- Heteroseksuelle? Øh, nå. Men nej, jeg ... blabla ...

Min listige distraktion virkede. Vi var nogenlunde sikre igen. Jeg er slet ikke sikker på, at min samtalepartner registrerede, hvor tæt vi var på den visse død. Døden fra Herning. Den kommer og drukner dig i et badekar fyldt med nederen, når du mindst venter det.

Hvad tænker kvinder på? Små lyserøde kaniner? (Det er nemlig rigtigt.)

2009-06-24T20:14:00.008+02:00

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi mænd (læs: jeg) er meget interesserede i, hvad kvinder går og tænker på. ER det hele virkelig bare fuglefløjt og flødeskum oppe under de lyse lokker? Samt små hoppende kaniner? Eller hvad foregår der egentlig?

I DEN FORBINDELSE var jeg jo nede i Annettes Sandwich i Vestergade, da jeg så et Woman-blad ligge og flyde, slået op på en tilfældig artikel. Straks tænkte jeg, at her jo var en oplagt mulighed for at SKUE LIGE IND I KRANIEKASSEN PÅ DEM ALLESAMMEN. Artiklen viste sig at være en slags guide til, hvordan man ved, om han er en god elsker.

Det er altså det, de tænker på.

"Er han en god elsker?"

Nu er det officielt.

Jeg læste videre, men blev hurtigt mystificeret af indholdet. Der stod blandt andet, at hvis han boede hyggeligt, så var han en god elsker. Fordi så er han løssluppen og afslappet i sengen. Men ... det giver jo ikke nogen mening? Jeg vil gerne ha' forklaret, hvordan det gi'r mening. Jeg fortsatte, men det shit blev sørendansemig ikke klogere: Hvis han har en høj latter, er han sikkert en god elsker. Og hvis han elsker mad.

Hvis man bor hyggeligt, elsker mad og har en høj latter, SÅ er der bare garanti for en kneppefest af dimensioner! Så er det sagorasme i Ilva efter duftlys, drenge. Vejen til fissen går gennem et apokalyptisk forhindringsløb af ludbehandlede træspersienner, lofte med stuk og matchende sengetæpper. Og også tilsyneladende igennem 48 DOUBLE WHOPPER CHEESE: Spis som et svin. Bare skovl inden for, og jo mere sovs, jo bedre. Tag tredje gang, og spis lidt af HENDES mad også, BARE SÅ HUN FATTER DET. Det shit går lige i trussen på dem, det er for sure. Slut af med at grine demonstrativt højt og længe, for full effect.

...

Det er så dumt, at jeg får lyst til at græde.

KONKLUSION:
Det ER vitterligt bare fuglefløjt, flødeskum og små hoppende kaniner oppe under de lyse lokker. Det følgende er en graf over alle kvinders tankevirksomhed NETOP NU:

Case closed.

Stor idioti, del 4: Turen til Aalborg

2009-06-07T12:07:00.006+02:00

Det er den 4. juni. Jeg skal til min egen fødselsdag i Aalborg. Det er efterhånden blevet en lovmæssighed, at der skal ske en masse underligt shit for mig, når jeg tager toget. Dette skulle ikke blive nogen undtagelse.

Jeg vader ind på banegården og erfarer, at toget er forsinket 33 minutter. Fantastisk. Når det i forvejen regner på ens fødselsdag, kan man altid regne med, at DSB lige leverer et solidt nyreslag oven i hatten. Jeg sidder altså i en ventesal, da en fyr i en rød sweater og vandrestøvler på 53 år sætter sig ned ved siden af mig. Han finder en pose chips frem. Han kigger flakkende rundt. Manden er tydeligvis vanvittig.

- Vil du ha’ nogle franske kartofler?

Der vælter stumper af chips ud af munden på ham, da han snakker. Han smiler venligt og afslører en gullig tandrække fyldt med chips bag de enorme læber.

- Nej, ellers tak. Jeg har lige spist en banan.

- Nå, jamen det har jeg sgu også. Men, chips, du ved. De er jo salte, ikke?

- Øh … ja. Selvfølgelig. Men ellers tak, du.

[pause]

- Jeg har lige købt en koklokke! [finder en koklokke og en trommestik frem og giver sig til at hamre på den: *klonk* *klonk*]

- Ja, sådan en har jeg sgu længe ønsket mig. Den kostede 300 kroner. Jeg havde slet ikke regnet med, at det lige skulle være i dag, at jeg skulle købe den! Ja, jeg spiller i et orkester. Eller et par orkestre oppe i Skørping. Ja, jeg bor i Skørping, og så tager jeg herned for at gå til tandlægen.

- Det var da langt at rejse for at ta’ til tandlægen?

- Ja. Ja, men jeg havde en masse huller og sådan, og så blev min gamle tandlæge syg og sagde, at jeg da bare skulle tage til Århus. Så hende den nye, ikke? Hun gik bare i gang og ordnede HELE KÆFTEN PÅ MIG. Altså, jeg havde en masse dårlige fyldninger, ikke? Hun ordnede bare HELE LORTET. Og siden har jeg ikke haft huller. [sidder og trommer lidt på koklokken]

- Nå, okay, jamen det var da godt. Så kan jeg bedre forstå, at du gider at tage til Århus for det.

[kort pause]

- Ja, og så kan jeg også godt lide Århus på grund af alle negerpigerne hernede! Dem er jeg vild med!!

- Haha! Jamen … … det er sgu da også dejligt!

- Ja.

[pause. Lidt koklokke.]

- Nåmmen, hvad laver du så?

- Jeg læser medievidenskab.

- Så du fotograferer ting og sådan?

- Nej. Jeg ender måske med at blive tekstforfatter engang. Men hvad laver du?

- Ja, jeg er tømrer. Eller. Lige nu får jeg førtidspension, og så arbejder jeg sort ved siden af. Ja. Ja, jeg fik sgu et nervesammenbrud dér for 10 år siden, fordi min halv-japanske kone skred med vores fire-årige unge. Men nu er jeg ikke syg længere.

- Okay. Men skal du ikke i gang med at arbejde igen?

- Nej, for jeg arbejder jo bare sort ved siden af min pension, jo! Så arbejder jeg lige præcis det, jeg gider, og så nyder jeg bare livet for resten! [pakker koklokken sammen, finder en vandflaske frem i stedet]

- Nå. … Okay.

- Det er fandme utroligt. Man kan ikke fylde den her vandflaske nogen steder. Og jeg gider simpelthen ikke betale 15 kroner for en ny.

(HVIS DU ARBEJDER SORT SOM TØMRER VED SIDEN AF EN FØRTIDSPENSION, SOM DU IKKE LÆNGERE ER BERETTIGET TIL, TROR DU SÅ IKKE LIIIGE, DU KUNNE FÅ RÅD? - HVIS DU KAN BETALE 300 KRONER FOR EN GODDAMN KOKLOKKE, TROR DU SÅ IKKE LIGE, DU KUNNE GI’ 15 FOR EN FLASKE VAND? TROR DU IKKE DET?)

- Ja, de ved, hvad de skal ha’ for det.

- Ja. Ja. Det gør de. Nåmmen, jeg går lige ned og ryger en cigaret, før toget kommer! Hej.

[… jeg går ind i toget. Fyren følger troligt efter og sætter sig skråt over for mig. Jeg finder min bærbare frem og begynder at skrive det her.]

- Hvad laver du? Ser du noget, eller laver du lektier eller hvad?

- Jeg laver lektier. (som om.)

[lang pause]

- Det er faktisk for dårligt, at man ikke kan gå ud på toilettet og tappe noget vand, når de ikke engang kommer rundt med salgsvognen.

- Ja, men de plejer da også at komme.

- Ja. Ja. Du ved i Norge, ikke? Der har de sådan nogle beholdere med vand, som man bare kan tappe af i ALLE togene. Så hvis man er tørstig, så tager man bare et glas vand. I alle togene, du.

- … nå. … Det vidste jeg ikke. (Hvis du ikke snart lukker røven med det vand …)

- Ja … [finder chips frem og giver sig til at gnaske på dem igen]

[lang pause. Jeg klapper min bærbare sammen. Det tager fyren som en invitation til at begynde at ÆVLE MINE ØRER AF]

Blablabla … nejmen jeg hedder Kent, eller det gør jeg jo faktisk ikke, for jeg tog til Tanzania i 93’, og der kan de jo slet ikke SIGE Kent, for de kan ikke udtale t’et, og så kom jeg til at hedde Mister Kenti … blablabla … renoverede mit hus … blablabla … ja, og min mor er jo helt vildt syg, så jeg arver snart 10 millioner delt med tre … blablabla … og så var min søn lige ved at få en bøde for at snakke i mobiltelefon i bilen … blablabla ”Næste station Skørping. Det bliver Skørping næste gang” GUD, SAGDE DE SKØRPING? [farer mod udgangen, mens han råber indviklet mailadresse, som jeg ikke fanger]

Hvad jeg ikke ville ha’ givet for en mailkorrespondence med Mister Kenti fra Skørping. Så kunne han måske ha’ lært mig noget om koklokker, negerpiger og socialt bedrageri?

… folk er fandme underlige.

Klassiker-hjørnet: Jøden er kold og kvinden er sindssyg. Det siger Shakespeare selv.

2009-06-02T21:40:00.029+02:00

PÅ TRODS AF AT JEG ER INDE I EN INTENS opgaveskrivningsproces, hvor jeg nærmest ikke kan få øjnene af skærmen, blev jeg ledt på afveje i går. En af mine førnævnte lidet opbyggelige venner overtalte mig til, at jeg skulle se Købmanden i Venedig med ham. Og det var da også en sand fornøjelse, hvor jeg har lært mangt og meget: Blandt andet at jøder er onde, og at kvinder er syge i hovedet.

Jeg vil kort prøve at gengive, hvad det shit handler om, så vi alle kan blive klogere. Men det er altså Shakespeare, så det er herre indviklet. Hold godt fast, for her på Sandheden om alt har jeg hermed æren af at præsentere:

KØBMANDEN I VENEDIG FOR DUMMIES
Ja, det er sådan en som dig. Det, der sker, er dette:

Vi er i Venedig i 1600-tallet. Byen er delt op i kristne og jøder, og det er bare rigtig nederen at være jøde, da de er henvist til ghettoen.

Vi har altså en kristen købmand og en jødisk jøde, herefter Købmandsfrands og Jødefrands. Købmandsfrands låner en masse penge af Jødefrands, og stiller sin formue og ultimativt sit hjerte som sikkerhed for lånet. Det skulle han ikke have gjort, for pludselig kan han ikke betale tilbage, og så vil Jødefrands bare rive hjertet ud af brystkassen på ham, fordi han er sådan en gammel, bitter jøde.

En retssag bliver stillet op, og man forventer, at jøden får sin vilje.

^ Gamle, bitre Jødefrands, i skikkelse af Al Pacino

Onde jøder og bamhjertige kristne
Heldigvis er jøder jo ikke så populære. Dommeren i retssagen, der i øvrigt er en kvinde klædt ud som mand, ordkløver af en anden verden. Høn pointerer, at Jødefrands muligvis har ret til Købmandsfrands hjerte, men at han ikke har ret til blodet. SÅ HVIS HAN KAN FÅ FAT I HJERTET UDEN AT SPILDE EN DRÅBE BLOD, SÅ SKAL HAN DA ENDELIG TAGE FOR SIG AF RETTERNE. Og så er der desuden også lige det med, at Jødefrands tydeligvis har stræbt Købmandsfrands efter livet: Dødsdom til Jødefrands. Ja, heldet kan hurtigt vende i Venedig!

Heldigvis er de kristne ikke-jøder jo en sand samling små Messiaser, så de benåder Jødefrands, hvis - og hold nu fast - hvis han BLIVER KRISTEN!! Så Jødefrands må bide i det sure kristen-æble og i øvrigt testamentere alt sit shit væk til den kristne dude, der rendte med hans datter, for SÅ KAN HAN LÆRE AT VÆRE SÅDAN EN BITTER, HÆVNGERRIG JØDE. Og så kan han se, hvor "bamhjertige" de kristne er. :-D.

Morale
Jøden er kold og ubamhjertig, og han skal bare have et ordenligt kristen-spark lige op i Peter Assenfeldt. Det siger Shakespeare.

...

Men hvad med det med, at kvinder var syge i hovedet? Jo. Nu skal I høre:

Kvinder er notorisk sindssyge
Dommeren var jo en kvinde, ikke? Og den her kvinde har altså en ægtemand. Men i skikkelse af dommer narrer hun lige vielsesringen af sin mands finger. Og hvorfor? Øh, pas. Muligvis en practical joke. Muligvis en hjerneblødning. Ingen ved det.

^ Denne kvinde er vanvittig. Det lumske smil afslører nye, absurde rænker, hun udtænker for at få sin sympatiske ægtemand i fedtefadet.

Konklusion
Den er helt gal med jøder og kvinder. Så lærte vi også noget i dag!

Stor idioti, del 3: Idiotien vender tilbage!

2009-05-28T14:09:00.004+02:00

Nogle af mine faste, dedikerede og skarpe læsere vil muligvis huske det indlæg, jeg skrev om Internet-lotterier sidste år.

Siden da er jeg kommet i besiddelse af fortrolige oplysninger, der afslører, at danskerne muligvis er dummere end først antaget. Ifølge min hemmelige kilde så har 32% af alle danskere på et tidspunkt troet, at en mail med en lotterigevinst var ægte. TOOGTREDIVE PROCENT!!

LAD OS LIGE IGEN OPSUMMERE, hvad man skal acceptere for at svare på sådan en mail:

1) Der eksisterer lotterier i feks Holland og Spanien, som udtrækker tilfældige e-mail-adresser, som de hjertens gerne vil forære millioner af kroner væk til. Rationalet for, hvordan det kan lade sig gøre, kan jeg ikke fantasere mig frem til.

2) Disse lotterier med store millionbudgetter er elendige til at kommunikere. Deres engelsk er ubehjælpsomt, og de henviser konsekvent til anonyme gmail eller yahoo-adresser.

Det skriger til himlen, at det er svindel. Men som sagt: 32 % af alle danskere har åbenbart troet på det her. Hver tredje dansker er tilsyneladende lallende imbecil? I England er det kun 7 %. Det kan da næsten ikke være rigtigt? Er vi virkelig så meget mere naive end Englænderne?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har et bud på, hvordan vi kan være så dumme, så skriv endelig til sandhedomaltlotteriet@gmail.com, og så får I en million.

Michael Sheen og mine venner er amatører, og jeg er perfekt.

2009-05-26T14:23:00.009+02:00

JEG ER JO IKKE en person, der normalt begiver mig ud i at se film, som jeg VED er ringe. Jeg har imidertid et bundt rigtig rådne venner, der gerne bruger deres liv på den slags sysler, samt narko og frimærker. En af disse suspekte eksistenser, som jeg nærmest slet ikke KENDER, berettede, at jeg bare lignede hovedpersonen i Underworld 3: Rise of the Lycans HELT VILDT. Han sagde, at hvis jeg havde stået ved siden af den hovedperson, så ville han ikke vide, hvem der var hvem.

Derfor så jeg mig nødsaget til at se den goddamn film. Og her er, hvad jeg har at sige om den sag:

JEG LIGNER HAM OVERHOVEDET IKKE.

Jeg har langt større overarme. Og så forsøger jeg ikke at portrættere en savlende retarderet på alle de billeder, der er af mig på IMDB. Michael Sheen, mand. Men han var faktisk helt eminent i Frost vs. Nixon, der i øvrigt er en fantastisk film. Men det kan jo knibe for selv den bedste, og det må være hvorfor Hr. Sheen har taget hovedrollen i denne tredje Underworld-film, hvilket med hastige skridt bringer os frem til:

Underworld: Rise of the Lycans er satme en ringe film. Hold da kæft. Lad mig lige kort prøve at opsummere handlingen:

En flok vampyrer, som er gensplejsere i deres fritid, laver en ny race, der kan tjene dem som militærmagt: Lycans. Den første af de her Lycans, Lucian, eller Pseudo-Lynge om I vil, er bare helt vildt sej. Han kæmper med sværd og fejer med koste, idet han både er en slags testosteronpumpet über-kriger og en ydmyg slave for de her vampyr-genforskere. Når han ikke kæmper med sværd og fejer med koste, så har han travlt med at udpule vampyrkongens datter, hvis læber i øvrigt er på størrelse med Kos. AL DENNE AWESOMENESS kan jo ikke fortsat gemmes under ydmyghedens kun alt for lille kappe, så Lucian planlægger et oprør mod vampyrerne.

Det havde man jo aldrig gættet.

Lucian lader lige sin elskede dø for Vampyrkongens hånd. Men SÅ ringer Lucian også lige efter alle sine varulvehomies, og så æder de vampyrerne. The End.

...

... man KUNNE spørge sig selv, hvorfor helvede idioten ikke ringede efter sin HÆR af glubske vareulve in the first place. Man KUNNE spørge sig selv, hvorfor jeg overhovedet satte mig til at se den her film. Og man KUNNE spørge sig selv, om det ikke var på tide, at jeg fik nogle nye og bedre venner.

Oliver Stone: "W"

2009-05-03T12:22:00.004+02:00

Jeg har længe haft Oliver Stones film om George Bush til at ligge, men jeg tog mig først sammen til at se den for nylig. Jeg havde holdt mig fra den, fordi jeg havde forstået det sådan, at den var lidt for god ved den kære George Bush.

Jeg skulle imidlertid se film sammen med et vennepar den anden dag, og ud af Gran Torino, Milk og W mente min vens kæreste, at W var den mest girly. Jeg kunne næppe se logikken i den konklusion. At se Sean Penn bøsse igennem i to stive timer i træk (!) MÅ sgu da være mere girly end international politik fra 60'erne til nu? Alligevel lod jeg mig overtale til W, og inderst inde ville jeg måske også gerne se den.

Lad os få det på det rene med det samme: W tegner sagorasme ikke noget glansbillede af George Bush. Han bliver fremstillet som en fordrukken nikkedukke/frelst nykristen, hvis eneste drivkraft er anerkendelsen fra faaarmand. Han får også sagt nogle rigtig vilde ting i løbet af filmen i stil med "Damn frog eaters! Remind me to veto something french soon!". De har også med mere eller mindre held forsøgt at inkorporere ting, har rent faktisk har sagt. F.eks. "misunderestimate" og det der god damn legendariske "Fool me once ... ... shame on you. ... ... You fool me, you can't get fooled again!"

Men: Selv om bush bliver fremstillet som en lallende jubelidiot, bliver han også fremstillet meget menneskelig.

DET ER MERE END MAN KAN SIGE OM DICK CHENEY. Gode gamle Dick er ifølge Oliver Stone the fucking mastermind of evil. Han deler torturresolutioner ud til morgenkaffen, og han er ikke bleg for at dræbe spædbørn for at få fat i den mellemøstlige olie. Condoleeza Rice bliver fremstillet som ondskabsfuld og moderat retarderet, og Donald Rumsfeld bare som gennemført idiot.

W er bedre end dens 6,7 på IMDB kunne antyde. Selv om det selvfølgelig er smertefuldt at få menneskeliggjort ens billede på rendyrket ondskab og idioti gennem alle disse år, så er virkeligheden jo nok, at han faktisk ER et menneske.

...

... et meget dumt menneske. Who are we kidding.

Palindromer er åndssvage

2009-04-15T11:35:00.000+02:00

De giver jo ikke nogen mening?

Allah lavede Valhalla.

Gnid din røde garagedør, nidding!

Vokser Dennis sin nedre skov?

Nina, knep en kanin!

Se så René, smid du nu den røde messingnisse med ørnedun ud, dimsen er Åses.

Voksne irere dividerer i en skov.

--> HVAD I ALVERDEN ER MENINGEN? JEG SPØRGER BARE. På http://www.palindromer.dk/ kan man finde op mod ottehundrede mere af de her lidet meningsgivende ordlege, som man næppe bliver klogere af. Folk har fandme for meget tid mellem hænderne. Vi skal have 70-timers-arbejdsugen tilbage, før hele verden går op i hat og briller!!

Keanu Reeves er Jesus!

2009-02-25T14:26:00.011+01:00

... og Gud er et intergalaktisk råd af aliens. Det er præmisserne i "The Day the Earth Stood Still". Lyder det åndssvagt? Ja. Er det åndssvagt? Læs med og find ud af det! Jeg skal forsøge at holde spændingen på dette punkt så lang tid, som det overhovedet er etisk forsvarligt. :-)

MEGET DUMT OG INDVIKLET PLOT
En mystisk skinnende kugle-dims nærmer sig jorden med stor hastighed. Selv om den ser ud til at kunne ændre retning af egen fri vilje, tror man alligevel, at det er en meteor. Derfor forsøger man at sende en masse nukes efter den. Men dimsen har saboteret vores evne til at sende nukes afsted! Dimsen vælger dog ikke at sabotere vores evne til at pløkke dens passager, så da den mystiske dims lander i central park i New York og en alien stiger ud, bliver Hr. Alien straks skamskudt og såret af det inkompetente og ekstremt stereotypt fremstillede amerikanske militær.

Men SÅ bliver dimsen også lidt vred, og en kæmpe jernrobot stiger ud og siger trælse lyde med meget høj frekvens og sluger al strøm i nærheden. Det er nemlig en BESKYTTER-ROBOT, der er programmeret til at beskytte den sårbare alien! Der må dog muligvis ha' været en form for programmeringsfejl, for den ekstremt avancerede beskytter-robot forhindrer på ingen måde de aggressive og tydeligvis fjendtlige mennesker i at rende afsted med den sårede alien. Den står bare og ultra-stener foran den store, skinnende kugle-dims. Hvis der havde været en form for konkurrence i, hvor inderligt ligeglad man kunne være med den skamskudte alien, havde robotten haft ret gode vinderchancer.

Det viser sig hurtigt, at Hr. Alien er ved at forvandle sig til et menneske, der ligner Keanu Reeves helt vildt meget! I løbet af kort tid kan han endda snakke, og han ligger og messer igen og igen, at det virkelig kommer til at tage noget tid at vænne sig til denne nye krop, og at han i øvrigt hedder Klaatu. Tilvænningsproblemerne er dog ikke større, end at Klaatu et par timer senere benytter sine alien powers og snart er på vej i fuld firspring ud af vores militærkompleks, hvor den imbecile amerikanske regering ville sprøjte ham fuld af sandhedsserum og smide ham i løgndetektoren.

Helte-astrobiolog single mom
Igennem alt dette har Klaatus eneste ven været den nydelige astro-biolog Helen, der blev hasteindkaldt af regeringen, da man troede, at meteoren kom. Helen er single mom til en 10-årig knægt, der hedder Jakob. Eller: Det er ikke hendes søn. Jakob fulgte bare lissom med hendes sidste kæreste, som døde i Irak, og nu er Jakob hendes ansvar. Mere om ham senere.

Øko-ansvarlige aliens
Klaatu tager kontakt til Helen, fordi hun er hans eneste ven so far. Hun hjælper ham ved at køre ham rundt til de steder, han gerne vil hen. F.eks. vil han gerne hen og snakke med en kinesisk alien på McDonalds. Der, på McDonalds, afgør Klaatu og kineseren så lige, at det altså også er for galt med de destruktive mennesker, og at de hellere må udrydde dem allesammen.

Nu forstår vi, at The Day the Earth Stood Still altså handler om, at nogle enormt ansvarlige rumvæsener har besluttet sig for at tage menneskenes fortsatte eksistens på jorden op til revision. Mennesket laver jo ikke andet end at ødelægge planeten, og derfor skal vi nu destrueres. Dog vil de her aliens lige lave en slags inspektion af forholdene, før de smadrer hele lortet. Derfor sender de Keanu Reeves ud til at kommunikere med en kinesisk alien på McDonalds, hvor de så som sagt beslutter sig for at slå alle 6,7 milliarder mennesker ihjel. Det skal retfærdigvis siger, at Klaatu egentlig også gerne ville ha' snakket med FN, men det droppede han, så snart han mødte lidt modstand.

Ja, det er seriøst plottet. Det er nærmest hjerteskærende åndssvagt.

Snart finder Helen ud af, at den eneste måde at redde jorden på, er at overbevise Klaatu om, at menneskene kan forandre sig! Og nu da vi har droppet FN, hvem kunne så være bedre til det end ... John Cleese! Cleese spiller en nobelprisvindende fysik-akademiker, som Helen kender. Klaatu og Cleese bonder lige lidt over noget indviklet matematik, og så forvisser Cleese ellers Klaatu om, at menneskene nok skal forandre sig, nu de står ved afgrundens rand.

DERFOR skal vi leve!
Det er dog ikke John Cleese, der får Klaatu overbevist. Klaatu bliver slæbt med til lille Jakobs fars grav under falske forudsætninger. Den lille møgunge tror nemlig, at Klaatu kan bruge sine alien powers til at genoplive hans far - han er nemlig pisse ligeglad med alle andre. Det kan Klaatu imidlertid ikke, men så kommer Helen og gi'r Jakob en krammer, og det var åbenbart DET, der skulle til:

Efter denne kongeopvisning i et 10-årigt barns helt balstyriske sorgdrevne egoisme og manglende evne til at se bare 2 millimeter ud over sin egen næsespids, beslutter Klaatu sig for, at menneskene sgu er gode nok alligevel. Måske var det alligevel en dårlig beslutning at slå dem allesammen ihjel. Og her er det vel meningen, at Klaatu ser ungens sorg og bare herre forstår og får meget stor sympati for ham. Egoistiske små grædende børn er tilsyneladende vejen til en aliens hjerte. Be that as it may, det er kraftpetervæltme ikke vejen til mit:

Judas-Jakob
Den 10-årige Jakob er en af de mest pisse irriterende karakterer i hele filmhistorien - en tvivlsom ære han deler med Paris Hilton i The Hottie & the Nottie og "heltinden" i Godzilla. Han har jo mistet sin far, og derfor er han åh så traurig og gør og siger en masse ting, der vitterligt er mega, mega irriterende. Han er provokerende, trodsig og dummere end alt. Det skal så opvejes af, at de har castet WILL SMITHS SØN til rollen, der jo ser så søøøød ud med sit store krøllede hår. Og så skal man selvfølgelig tænke, at han jo bare gør alle de dumme ting, fordi han er ked af, at han ikke har nogen far. :-) :-)

... men det bliver det bare ikke, og det gør man bare ikke. Hele filmen igennem sidder man og tænker, at den unge skulle ha' klippet krøllerne af og sendes på arbejdslejr i Ukraine. Derfor virker Klaatus grundlag for alligevel at lade menneskene leve helt ufatteligt tyndt. Man sidder og tænker: Fuck det. Hvis karaktererne i filmen på nogen måde repræsenterer menneskeracen, så fortjener vi fandme at blive udslettet.

TÅBELIG SYMBOLIK
Keanu har jo mega meget alien powers. Powers, som han blandt andet bruger på at gå på vandet og udføre helende håndspålæggelse - godt nok med assistance fra et bilbatteri, men stadig - næsten som en VIS ANDEN PERSON i verdenshistorien! Ud over det har han og hans alien venner samlet en masse dyr ind og fløjet dem væk før apokalypsen - næsten som en slags NOAHS ARK! Slutteligt er apokalypsen en masse små metal og kødædende insektsataner -
næsten som en af de SYV PLAGER!

Man skal ikke være atomfysiker for at regne ud, at filmen lissom prøver at sige et eller andet her.

Man skal imidlertid heller ikke være atomfysiker for at indse, hvor uendeligt tåbeligt det er. Filmen antyder, at Jesus var en alien, og at Gud er og alle dage har været et intergalaktisk råd af aliens, der sidder og lader jordens fremtid være op til deres udsendte medarbejdere - en kineser udstationeret på McDonalds - og så lidt Keanu Reeves. Ejmen HOLD NU KÆFT, hvor er det dumt. Jeg vekslede mellem at ville sparke mig selv til blods eller at tage til USA for at kvæle Keanu Reeves, da jeg først indså, HVOR tåbelig denne film i virkeligheden var.

SÅ TRYK DOG PÅ DEN RØDE KNAP ALREADY
Hvis menneskene er så uendeligt stupide, som de er fremstillet i The Day the Earth Stood Still, så fortjener vi sgu hele universets vrede. Præsidenten er stupid, præsidentens hjælper er stupid, militæret er stupidt, ALLE i regeringen er faktisk stupide, 10-årige knægte er fuldstændig hjernedødt stupide og i øvrigt egoistiske og irriterende, McDonalds er stupid, Amerika er stupid og Will Smith skulle i øvrigt tæves på kryds og tværs. Astro-biologer er bare sådan okay-ish, og John Cleese er ... egentlig mest bare John Cleese.

The Day the Earth Stood Still har en sympatisk pointe: Vi skal tage os bedre af vores planet. Denne fine isdessert er imidlertid severet oven på en forret af uran-beriget asbest og en hovedret af REN lort, bragt til bordet af en tjener med rabies og downs. Oven på det har man mest af alt lyst til at komme i gang med et par atomkrige med det samme.

Og ja, jeg er klar over, at det er en remake af en kult 50-er-film - men så skulle de måske have leveret varen på en lidt mere kult-agtig måde. Som det står nu, er det en pinligt ringe skændsel fra det ydre rum.

Tilbud på citroner!

2009-02-16T14:39:00.005+01:00

Der var tilbud på økologiske citroner i Brugsen i dag. Normalt kostede de 13.00 kroner. De var nedsat til 12.95.

--> SÅ KUNNE MAN LIGE SPARE 5 ØRE!!! Hold på hat og briller, så var jeg da nok lige den første, der sprang hen til citronhylden og skovlede ned i indkøbskurven!! C-vitaminer er jo så mega sunde!!! Kæft, hvor skulle der skovles, før andre fik øje på dette jordskælvende kvalitetstilbud!!! Måske var dette tidspunktet at hamstre citroner og fryse dem ned til fremtidige generationer!?! Tak, SuperBrugsen!!! Tak!!

...

I shit you not. Jeg blev så lamslået, at jeg tog et billede af det med min mobil, velvidende at jeg havde smidt det kabel væk, der kunne forbinde min mobil til noget som helst.

Dette er i øvrigt ikke første gang, jeg har set retarderede tilbud i SuperBrugsen. Det er sgu gerne sådan noget med én for 25, to for 49. Tror de, at deres kunder er lallende amøber? Hvis det ikke var fordi, at forretningen ligger 2 meter fra min bopæl, havde jeg boycottet den flok amatører hurtigere, end du kan sige synkronsvømning.

Jeg er fantastisk. Alle andre er dårlige.

2009-02-16T11:52:00.004+01:00

Observationer fra et træningscenter:

Det hænder, at min makker og jeg tager op og kaster rundt med nogle vægte. Det er egentlig en glimrende ting: Vi snakker og griner og råber ad hinanden, mens vi løfter hele verden. Det er altsammen i den skønneste orden.

Når man sådan går rundt deroppe, kan man ikke undgå at lægge mærke til de andre mænd i centeret, selv om man virkelig prøver at lade være. Hver gang slår det mig, hvor dårlige de i grunden er. Så vidt jeg ved, er der ikke offentliggjort dybdegående sociologiske undersøgelser af, hvad det er for nogle mennesker, der træner. Derfor er det med glæde, at jeg her på Sandheden om alt nu kan præsentere:

Den Danske Fitnessmand [TM]

1) Den gennemsnitlige danske fitnessmand er tavs som graven og død i blikket. I de få øjeblikke, hvor han rent faktisk løfter noget, stirrer han målrettet sig selv i øjnene i spejlet. Ellers stirrer han tomt ned i jorden. I de sjældne tilfælde hvor han ikke er tavs, skriger han sin makker ind i hovedet: "KOM NU! EEN MERE!! OG EEN MERE!! OG EEEEEN MERE!! KÅM NU!!"

2) Den Danske Fitnessmand er gerne overtegnet med ekstremt grimme tatoveringer på arme og skuldre, som han stolt viser frem i en meget stram undertrøje.

"Se mig! Jeg er en fyr med en grim tatovering. Hvis du synes, at du har set mig før, er det fordi, der er OTTE MILLIARDER ANDRE DUDES, DER RENDER RUNDT MED NØJAGTIG SAMME TATOVERING."

3) Han lugter enten gennemtrængende af tis og sved, ELLER den helt absurde: Virkelig meget parfume. Hvor retarderet skal man være for at tage sygt meget aftershave på, når man skal op og TRÆNE? Det er heldigvis ikke normen endnu, men man ser det oftere og oftere. Hvad tænker man på, før man hælder halvdelen af David Beckhams seneste ud over sig selv, før man skal op i et rum sammen med en masse svedende mænd og pumpe? Det går over min forstand, at savlende idioter af den kaliber overhovedet kan trække vejret.

4) Den Danske Fitnessmand er barberet flere steder end i ansigtet.

5) Den Danske Fitnessmand går i højere og højere grad op i sit træningstøj, og han er i flere og flere tilfælde en værre gangsta-rappah med løse hængerøvsbukser og sneaks.

...

... og det er det. Der er tale om en veritabel mur af selvoptagede, pubeshårsbarberede, parfumerede og overtatoverede tavse, surmulende idioter. Hvis det på nogen måde er repræsentativt for mændene i Danmark, melder jeg mig ud af livet. Så er det sagt.

'Taken' er et festfyrværkeri af kvælertag og karateslag!

2009-02-04T08:57:00.023+01:00

Jeg har netop set "Taken" med Liam Neeson. Den er instrueret af Pierre Morel, aka totalt anonym fransk kameramand. Luc Besson har haft sine fedtede franske fingre med i spillet, men det er selvfølgelig ingen garanti for noget som helst længere. Det er imidlertid fuldstændig ligegyldigt: Det eneste vigtige at vide om Taken er, at den er helt og aldeles awesome.

SETUP
Taken er ikke en film med de store nuancer eller subtiliteter. Der er de gode, de onde, og derimellem er der bare et stort, fedt vacuum. Enten er du god på bunden, eller også er du en voldtægtsmand fra Hviderusland med et narkotikaproblem.

De gode inkluderer Liam Neeson og hans irriterende overstadige datter.

Liam Neeson er bare helt vildt god og sej. Sådan lidt en Mark Darcy, der har læst Taekwondo i stedet for Jura. Da manuskriptforfatterne skulle lave Neesons karakter, forestiller jeg mig, at de har tænkt noget i denne stil:

"Okay, han skal bare være helt vildt GOD. Altså, og så skal han også kunne karate. Hvad hvis han bare er hyret af staten til at være mega sej? Og forhindre alt det dårlige her i verden ved at TÆVE folk? Åhr hvad. Det er så meget det, vi gør."

Og det var så det, de gjorde. Han er bogstavelig talt en "preventer", hvilket er sådan en, der forhindrer dumme og dårlige ting i at ske. Med tæsk.

"... men det er måske lidt kedeligt, hvis han bare KUN er god. Måske har han brugt så meget tid på at være mega sej og tæve folk, at han lidt kom til at forsømme sit ægteskab og sin datter? Måske var han også ude og tæve folk i det godes navn, da der blev vasket op derhjemme? Og så flyttede konen og datteren, og så har han det lidt dårligt med det hele? Nu er han bare totalt kompleks! Det er SÅ meget det, vi gør."

...

Og så var der jo som sagt hans 17-årige datter, Kim, der bor ved eks-konen. Kim er det meste af tiden skingrende euforisk, men kan dog godt blive et værre lille såret dådyr, hvis hun ikke må komme til Paris for farmand. Hun vil gerne være en sanger, lizzom Britney Spears. Kim er dog god nok på bunden, for hun er JOMFRU, og så er man jo uskyldig og god og ren og Et Godt Menneske.

Værre står det til med Kims veninde Amanda. Hun er en værre lille so, der har mistet sin uskyld allerede som NITTENÅRIG. Hun er en uovervejet og flirtende fristerske, og dermed Et Slet Menneske, der naturligvis ikke kan klare sig igennem en film, hvor fårene bliver skillet fra bukkene med ottehundrede karateslag.

PLOTTET
På trods af farmands mange advarsler om den store og onde verden, tager Kim og Amanda til Paris for at fyre den af. Der bliver de fanget af onde øst-europæere, der vil fylde dem med narko og forvandle dem til ludere. Nu er det op til farmand at tage til Paris og tæve hele byen, til han til sidst måske ender med at tæve de rigtige ved et tilfælde.

Hvis det lyder ret fedt, så er det fordi, at det er det også!

MORALE
I starten af filmen bliver Neeson fremstillet som en god, men lidt overkontrollerende fyr. Det er sgu lidt hysterisk af ham, at han i udgangspunktet ikke vil lade datteren tage afsted til Europa, selv om hun forvisser ham om, at hun kun vil på museum. Da han endelig giver lov, har han femogfyrre paranoide betingelser, fordi "han kender verden". Han er med andre ord LIDT loco.

Datteren skal dog ikke på museum, men tværtimod rejse rundt i Europa og ha' det sjovt. Aldrig så snart hun når til Frankrig, bliver hun - især på grund af den flirtende Amanda - indfanget af 48 voldtægtsmænd fra Albanien, der allesammen hedder Marco. Stillingen er nu 1 til gammelmandsparanoia og frelst puritanisme og 0 til lev livet og ha' det sjovt.

Amanda skal naturligvis dø narkoluderdøden med en led overdosis, fordi hun har været sådan en so, hvilket gør det til 2 - 0. Slutteligt finder vi ud af, at Kim klarer sig bedre end det, fordi hun er jomfru, hvilket giver os slutstillingen på 3 - 0. Gammelmandsparanoia og frelst puritanisme vinder med andre ord en dræbende sejr over lev livet og ha' det sjovt. Hele forspillet med den LIDT for paranoide farmand, der måske har en Livets Lektie at lære om ikke at være så kontrollerende, bliver skyllet eftertrykkeligt ud i lokummet. Tilbage står en røvsyg morale om, at man skal sidde på sine hænder derhjemme, fordi Sjovt er synonymt med Dødsens Farligt.

TÆSK
Sjovt bliver det dog alligevel, fordi Liam Neeson er så mega sej. Han tæver og tæver og tæver, og så frelser han lige en luder, og så tæver han nogle flere, og så torturerer han lige en Albaner ved navn Marco, og så tæver han endnu flere. Og det er ikke sådan noget med, at han bare lige giver dem et par blå mærker. Han fucking hamrer struben ind på dem allesammen.

Heldigvis har man ikke specielt ondt af nogen af dem, fordi alle de slemme mennesker i filmen i praksis er EN OG SAMME PERSON. De ser ens ud, de er allesammen voldtægtsmænd og svindlere, de kommer alle fra Albanien, de har alle den samme tatovering, og de hedder allesammen Marco. Ja, okay, der er også lige en sort lufthavnssikkerhedsvagt, der ryger på hospitalet i svinget og en enkelt luder, der i praksis kommer til at fungere som kugle-skjold for vores helt, men hvem tæller, når der bliver uddelt karateslag ad libitum.

I denne skumfest af kvælertag og øksedød er der nogle helt retarderede brud på enhver form for realisme. F.eks. overfaldet på førnævnte lufthavnsvagt, som Neeson bare vandrer uantastet væk fra, f.eks. at det lykkes ham at udgive sig for at være en fransk politimand med et navn i stil med Jean Luc, selv om han ævler løs på klingende amerikansk, osv. Men igen: Neeson er så cool, at man bare er ligeglad.

Faktisk er hans coolhed så intens, at det ikke rigtig kan beskrives her. Han er en hardcore dræbermaskine, der ikke tænker, men bare dræber.

Det faktum fik i øvrigt min æblekindede bedre halvdel til at udbryde: "JA! Sådan dér! Kæft, hvor er han lækker. Vi kvinder vil have mænd, der ikke tænker, men bare dræber iskoldt! Kæft, det er sexet."

Og det er jo fantastisk, tænker jeg, for jeg er jo netop sådan en fyr, der ikke tænker, men bare dræber iskoldt. Det er en af mine spidskompetencer gennem mange år.

FLERE TÆSK
Hvis du vil lære noget om livet, hvis du vil synge ligesom Britney Spears, hvis du godt kan lide at tæske kriminelle albanere, og hvis du vil være lige så meget totalt for real som Liam Neeson, bliver du nødt til at se Taken.

Du har nærmest ikke noget valg, vel?

Glædelig jul!

2008-12-24T09:39:00.005+01:00

Jeg ønsker at sige glædelig jul til alle med dette billede af en mand og en kvinde, der holder en økse, som vist blev brugt til at fælde juletræet med i gamle dage, men som sank med et juleskib, men nu er den fundet igen. Så bliver det vist ikke meget mere julet, hva'!?:

Økser er seje. Jeg elsker økser. God jul!

Charlies Sandwich - seriøst underlige sandwich siden 1973.

2008-12-15T00:39:00.002+01:00

Der er ikke noget som en lækker sandwich, når man er sulten. Forleden forvildede jeg mig ind på Charlies Sandwich for at købe sådan en. Jeg havde imidlertid glemt, at man skal igennem et infernalsk forhindringsløb af absurde forslag til indhold, før man kan få skinke i kæften og ro i sjælen.

Konceptet på Charlies Sandwich er, at man helt selv kan vælge, hvad indholdet i sandwichen skal være. De gør intet for at hjælpe en på vej, og medmindre man protesterer, smækker de bare hele disken af underligt shit i ens sandwich, mens man lige stod og tænkte på anabolske steroider et øjeblik.

Man risikerer altså at ende med en sandwich med laks, karrysalat, ost, bacon og jalapenjos. At spise det svarer lidt til at spise en lækker omgang røde pølser med nougat, i min bog.

Det er som om, at man skal bestå sandwichteoriprøven, hvis man ikke vil have et eller andet sindssygt proppet i hovedet. Det eksemplificerer mit sidste besøg meget glimrende. Det gik sådan her:

Ekspedient: "Hej og velkommen til Charlies. Først skal du vælge brød. Vil du have bagel eller siciliansk landbrød?"

Mig: "Øh, siciliansk landbrød. Og jeg vil gerne have laks i."

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have dressing med soltørrede tomater eller dressing med grøn pesto i den?"

Mig: "Eh. Soltørrede tomater?"

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have salat i?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Ok! Vil du gerne have jalapenjos i?"

Mig: "Laks med jalapenjos? Det lyder altså ret sindssygt, må jeg indrømme. Ellers tak."

Ekspedient: "Ok. Jeg skal jo bare give dig muligheden, forstår du! Vil du ha' tomat i?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Agurker?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Ost?"

Mig. "Ja. ... eller vent! Nej, for helvede!"

Ekspedient: "For sent. Bordet fanger. Vil du ha' bacon i?"

Mig: "Laks med ost og bacon? Hvad fanden ryger I herinde?"

Ekspedient: "Du vil ikke have bacon i."

Mig: "Godt gættet."

Ekspedient: "Skal jeg pakke den ind for dig?"

Mig: "Ja."

Ekspedient: "Vil du have nougat i?"

Mig: "Hva'?"

Ekspedient: "Haha, bare for sjov. Her er din sandwich. Ha' en god dag!"

Mig: "Jeg håber, at du får sars."

...

... gå aldrig ind på Charlies Sandwich. De narrer dig, og du ender med at spise en absurd pot pourrie af kylling, vaniljeis og borsch, mens alle griner af dig.

Jeg er mere tiltrækkende end alt.

2008-12-08T11:39:00.007+01:00

Dette indlæg skal handle om min uimodståelige tiltrækningskraft! For at man kan fatte omfanget af min intense sex-appeal, hvilken Eros Ramazzotti jeg i virkeligheden er, bliver jeg imidlertid lige nødt til at forklare lidt kontekst.

Det forholder sig således, at jeg endnu engang har været i København. Denne gang til julefrokost.

Julefrokosten forløb som den slags nu gør. Klokken 6 om morgenen lægger jeg mig til at sove på en ekstremt lille sofa, forvisset om at min kammerat vil vække mig, når han skrider. Jeg havde nemlig planlagt at sove på en dejlig madras hjemme hos ham.

Han vælger imidlertid bare at lade mig ligge på den her sofa og rådne op. Den er omkring en meter lang, så jeg vågner klokken 7 med et hold i nakken af en anden verden og begyndende tømmermænd. Her tager jeg så en beslutning om at tage hjem til Århus og forsøge at sove i toget.

Jeg sidder altså i toget ved 9-tiden. Af en eller anden årsag kan jeg ikke sove den første time. Der løber en skrigende unge rundt, som jeg til at starte med tror er mongol. Så ser jeg hans far og erkender, at de mongolide træk bare ligger i familien. Jeg beslutter mig for at se noget middelmådig dansk comedy og fyrer op for den bærbare. Efter en time af det lægger jeg mig til at sove.

En times dårlig søvn, og jeg fyrer op for comedyen igen. Og her. Nu! Nu lægger jeg mærke til, at der er en asiatisk mand i tyverne, der sidder og sender mig blikke. Jeg sidder med gårsdagens beskidte og krøllede skjorte på, jeg har lige savlet ned af mig selv i søvne, mine øjne er blodskudte, min krop forsøger desperat at forbrænde alkohol og under mine øjne er der rander dybere end marianergraven. Så får jeg lige et lille frækt blink. Forstenet stirrer jeg ind i min computerskærm og forsøger desperat at fortrænge, at den her fyr vil have min udpinte og hårdt prøvede krop. Da jeg kigger op igen, er han på mystisk vis forsvundet.

Jeg vælter hjem i seng, og her på anden dagen har jeg i øvrigt stadig tømmermænd. Men min selvtillid er efter denne oplevelse steget med 38,5 procentpoint. Det er fedt at være populær hos de yngre asiatiske mænd. Det må jeg indrømme.

Kæft, hvor er den her neger egentlig kæmpe stor.

2008-12-04T19:30:00.007+01:00

... og det synes jeg egentlig lige, at jeg ville dele med verden. Det er satme en stor neger. Jeg vil også have lår, der er lige så brede som min talje. Det ville være lækkert. Så er det sagt.

Flere negere og østpiger i gyserfilm, tak.

2008-11-25T11:32:00.008+01:00

Hvorfor kan man tillade sig at lave gyserfilm uden plot?

Jeg har netop set "The Strangers". Det er en flot lavet gyser, der oprigtigt talt er uhyggelig. Den har kun et problem: Der er INTET PLOT OVERHOVEDET.

Handlingen i The Strangers kan opsummeres således: Liv Taylor og Scott Speedman vimser rundt i et sommerhus, og så bliver de chikaneret og nakket af tre psykopater. The end.

Det fantastiske, overraskende og intense handlingsforløb har Politikens Erik Jensen svunget sig op til at give 4 hjerter for.

Det er åbenbart alment accepteret i gysergenren, at selv den mest eklatante mangel på handling er helt okay, så længe man lige får lidt koldsved på panden. Så kan det være fuldstændig ligemeget, at lortet er så idéforladt, at det får bamses billedbog til at fremstå som et handlingsmættet epos med et væld af plot-tvists.

The Strangers er nemlig ikke det eneste eksempel på totalt idéforladte gysere, der har en vis succes.

Handlingen i The Grudge, der er ældre, men også havde rimelig succes, kan refereres sådan her: X antal mennesker går ind i det onde hus og bliver nakket af den onde ånd. The end.

Så længe man er genrebevidst, og i gyserens tilfælde sørger for lidt uhygge, så er handlingen underordnet. Man kan sige, at den tilgang til filmkunst også gør sig gældende for en anden genre: Pornoen. Der er det også helt okay, at handlingen er udtænkt af en senildement, så længe en kran fra østblokken bliver udblokket af en neger. Forskellen på porno og gysere er så bare, at pornoen ikke lader som om, at den er en rigtig filmgenre med rigtige skuespillere og rigtig handling.

Derfor foreslår jeg, at gyserproducenterne tager et valg: Enten tager de sig sammen og fyrer op for fortællingen i gyserne, eller også tager de konsekvensen og fylder filmene med piger fra østblokken og kæmpe negere. Så kan negerne skræmme livet ud af østpigerne, eller østpigerne kan være onde ånder og skræmme et basketballhold fyldt med negere, eller whatever the fuck: I det mindste ville man ikke forvente en form for handling i filmene længere.

Stor idioti, del 2

2008-11-20T12:52:00.001+01:00

Her i weekenden var jeg i København, og derfor havde jeg den umådelige fornøjelse at køre i tog sammenlagt i 8 timer. Når man sådan sidder i et tog, er det engang imellem lidt svært at lade være med at overhøre, hvad andre mennesker sidder og lukker ud af deres ædespalter. :-)

TUREN TIL KØBENHAVN
Jeg sad i toget og forsøgte at passe mig selv. Det var imidlertid fuldstændig umuligt at lukke af for den samtale, der fandt sted i nærheden af mit eksil. En smart Århus-dreng fra det enormt prestigefyldte AARHUS UNIVERSITET havde udset sig en intetanende (og intetfattende) fynsk gymnasieelev som mål for sine uendelige reserver af charme.

Jeg fik aldrig fat i, hvad nogen af dem hed. Jeg forestiller mig dog, at han hed Morten, og at hun hed Patricia. Situationen udspillede sig cirka sådan her:

Morten: [indsæt en times ævl om, hvor fed Århus og Universitetet og Morten er her.]

"... og det sidste punktum blev bare sat en time før vi skulle aflevere opgaven eller sådan noget, og så fik vi 10 alligevel! Det var bare totalt fedt, eller nudethedder."

Patricia: "Nej, hvor fedt!"

Morten: "Ja, det var højere end alle de andre, der ikke havde siddet i sidste øjeblik og arbejdet."

Patricia: "Ejmen jeg er også bare dårlig til at komme i gang med mine afleveringer. Sidder også altid i sidste øjeblik, når jeg sk ..."

Morten: (afbryder) "Ja, og det er bare SÅ meget værre på UNIVERSITETET, fordi der har man jo SELV ANSVARET for at komme i gang, og det er bare mega hårdt, men jeg klarer det jo meget godt alligevel, for vi har også LÆSEGRUPPER, og der kan man lissom støtte hinanden lidt og sådan noget."

Patricia: "Ja, jeg ...

Morten: "Noget andet der også er anderledes er FREDAGSBAR. Folk er bare mega gode til at støtte op om det, fordi man jo ses så sjældent ellers, og så kan man jo komme op i fredagsbaren. Den er bare mega fed, og så mødes vi bare og snakker om vigtige uni-ting."

Patricia: "Det lyder fedt. På mit gymna..."

Morten: "Det er det også. Hør, jeg kom lige i tanke om en sjov ting. Altså, sidste gang jeg kørte i tog, ik'? Man oplever bare de sjoveste ting i sådan et tog. Nåmmen så sad mig og min makker så overfor den her tyrkiske mor og hendes søn. Og så sad vi bare og legede med ungen hele vejen! Det var bare vildt sjovt og jeg fik bare virkelig nedbrudt nogle fordomme og jeg fandt samtidig ud af, at jeg er helt vildt god til børn. Og så blev hende den tyrkiske mor så glad for mig og min makker, at hun tilbød, vi kunne crashe hos hende, hvis vi manglede et sted."

Patricia: "Nej, hvor sødt! Hun lyder til at ha' været meget gæstfri."

Morten: "Klart. Men apropos det med øl og sjov i gaden, ik'? Så har vi det her sted i Århus, hvor man bare kan drikke helt vildt billige øl. Det hedder Kurts mor."

Patricia: "Øh ... nå. Ja, jeg går da ud fra, at man altid kunne starte ..."

Morten: "Ja, det er bare vildt fedt. Og så har de helt vildt længe åben. Der er super fedt i Århus. Og på universitetet. Det hele er bare så fedt, og jeg er bare så glad for at være en del af det. Fedt, fedt, fedt. Århus, Århus, Århus. Må jeg i øvrigt få dit nummer?"

(undertegnede springer ind fra sidelinjen og sparker Morten adskillige gange i hovedet) "NNNNNEEEJJJ!!! DU MÅ FÅ 100 KARATESPARK I HOVEDET!! DET ER DET, DU MÅ FÅ!!! JEG HADER DIG OG ALLE DU KENDER!!1!1 BRÆND I HELVEDE, DIN PIKSPILLER!!!"

Resten af togvognen takker mig for min heltemodige indsats. Dronningen sidder tilfældigvis et par pladser foran og har hørt det hele, hvorfor hun indstiller mig til ridderkorset med det samme.

...

... ville have været handlingen i den bedste af alle verdener. Verden er imidlertid dårlig, som vi alle ved. Jeg valgte at sidde indebrændt med helt hvide knoer og tage NOTER til det tåkrummende mundlort, der kæmpede sig vej ud af kæften på den her naragtige opkomling. Det endte sådan her:

Patricia: "Ejmen jeg skal også til at af nu, alzzå."

Morten: "Du må lige komme forbi Århus på et tidspunkt, det kunne bare være mega fedt. Skal vi udveksle numre?"

Patricia: "Det kan vi godt" (noterer hans nummer ned)

Morten: "Så må du ha' det. Hej."

(undertegnede sender Patricia et blik, der kan dræbe, da hun forlader vognen)

...

Idioter som Morten giver Århus et dårligt ry.

Stor idioti, del 1

2008-11-18T10:14:00.001+01:00

Nu skal vi have en føljeton omhandlende stor idioti. Jeg vil lægge ud med en mail, jeg netop har modtaget fra den administrerende direktør i Hang Seng Bank Ltd, Hong Kong:

"BUSINESS FORSLAG !!!!!

Jeg er Mr. Patrick K. W Chan administrerende direktør & Chief Financial Officer for Hang Seng Bank Ltd, Hong Kong. Jeg har en lukrativ forretning fora slagtilfælde af fælles interesse til at dele med dig, det handler om at flytte en stor sum penge. Jeg fik din henvisning i min søgen efter en, der passer til min foreslåede forretningsforbindelsen. Hvis du er interesseret i at arbejde med mig til at kontakte mig via min private e-mail (chanpathk@yahoo.com.hk) for mere information

Din tidligst svar på dette brev vil blive værdsat.

Med venlig hilsen

Mr. Patrick Chan
E-mail: chanpathk@yahoo.com.hk"

...

Mere bekymrende, end at den her idiot vil diskutere et slagtilfælde af fælles interesse med mig på en anonym yahoo-adresse, er fandme, at der jo MÅ være nogen, der sender alle deres informationer og bankoplysninger til ham og hans ligesindede? Ellers ville man vel ikke blive ved med at modtage de her tåbelige mails? Her er mere fra samme skuffe:

"YOUR EMAIL HAVE WON!!!

Staatsloterij Email Promotion.
Boeing Avenue 9459 PE
Amsterdam-The Netherlands.

This is to inform you that your email- Address attached to a Ticket-Number 43202450 with Ref-Number 592128 and Batch-number,362452, have won you a consolation cash prize of Euros (€1,000.000.00)One Million Euros Only.For due processing of your winning claim, please contact our claim Department officer

Name,
Telephone,
Fax numbers,
Nationality.
*************************************************
Contact Claims Manager:
Mr.Erwin Broek.
TEL:+31-651-781-312,
Fax:+31-847-323-655,
Email: staatspromo2008@gmail.com
*************************************************
Congratulations
Sincerely Yours
Mrs.Berg Lucy
Public Relation Officer."

...

Lad os lige se, hvilke præmisser man skal acceptere for at svare på den her mail.

1) Der findes et hollandsk statslotteri, der trækker vindere ud blandt tilfældige e-mail-adresser.. De ANER ikke, hvem fanden de forærer penge til. De ved fandme ikke engang, hvilket LAND vinderen sidder i, siden man skal oplyse sin nationalitet. Det synes den hollandske tipstjeneste lissom er passende, fordi ... tilfældige idioter har fandme også gjort meget for Holland gennem tiderne.

2) Dette statslotteri, der har et kollosalt millionbudget, har ansat en flok multihandicappede som informationsmedarbejdere. Det er bare en prøveordning, naturligvis - det ville jo være UREALISTISK at de multihandicappede informationsarbejdere var fastansatte.

Denne prøveordning forklarer vældet af fejl, at Erwin Broek det ene øjeblik er "officer", det næste "manager", og at der ikke er nogen officiel e-mail-adresse tilknyttet det her hollandske lotteri, der som nævnt deler millioner ud til højre og venstre. De multihandicappede har bare oprettet en gmail-adresse. Men hvad kunne man forvente - de ER jo immervæk multihandicappede.

...

Fortænkt? Jeg kan ikke finde en bedre forklaring på, hvorfor helvede et hollandsk statslotteri skulle sende mails ud på denne måde. Der MÅ jo være folk, der æder de her eller lignende præmisser.

At der findes naiv idioti af den kaliber kan gøre mig deprimeret.

Amerikanerne hamstrer våben

2008-11-13T12:27:00.001+01:00

Jeg har netop hørt, at det helt nye i staterne er at hamstre våben, for hvad nu hvis onde-Obama rent faktisk indskrænker våbenlovgivningen en anelse?

Jamen GUD FORBYDE at en uzi ikke er allemandseje, da! Landet ville jo gå fuldstændig nedenom og hjem, hvis en almindelig 14-årig knægt med belastet familiebaggrund ikke kunne gå ind og købe en fuldautomatisk og male gud og hvermand til med kugler fra morgen til aften. Det siger da virkelig sig selv.

Nej, løsningen er naturligvis at hamstre våben!! Vi køber 100 kalashnikover, så de stolte våben kan gå videre fra generation til generation. Og hvis Obama - eller andre af hans slags - kommer for at tage dem fra os, så NAKKER vi dem. Ja.

Sov sødt lille jumbo, dit lille pus,
slet intet min ven skal du mangle
I morgen der får du en håndgranat
Og den skal du bruge som rangle.

Idioter.

George Lucas burde tæve sig selv

2008-11-06T09:39:00.001+01:00

Da jeg har fået hele mit tandsæt fjernet og efterfølgende deform har siddet i en mørk afkrog af min stue med en skinnende fladskærm som min eneste kilde til glæde, har jeg netop genset de nyeste Star Wars-film.

Jeg ville gerne elske Star Wars. Virkelig. Jedi-riddere og the force er cirka det sejeste i verden, næst efter anabolske steroider og bryster. Men efter det seneste gensyn med The Phantom Menace, Attack of the Clones og Revenge of the Sith har jeg sgu lidt svært ved at opretholde entusiasmen.

Een ting er det exceptionelt ringe skuespil og replikkerne, der nærmest er til at få uendeligt lange patter af. De verbale udvekslinger mellem Natalie Portman og Hayden Christensen er så stor og tåbelig en kliché, at en manuskriptforfatter til Horton Sagaen ville have rubriceret det som "simpelthen for cheesy" og efterfølgende have kasseret lortet. Selv en god skuespiller som Ewan McGregor virker små-retarderet, når han slynger paradoksale hjerneblødninger ud som f.eks.:

"Only a Sith deals in absolutes!"

...

Alt dette havde været til at leve med, hvis bare plottet havde holdt 100%. Men det skal guderne vide, at det fandenbrodereme ikke gør.

Der er især tre ting, der ikke hænger sammen.

1) Anakin Skywalker

Ud over at han er røv irriterende som barn, og at Vladimir Putin havde spillet rollen mere troværdigt end Hayden Christensen, er hele karakteren og dennes psykologiske udvikling lige til at græde over.

Der er tale om en form for Jesus-figur. Vi får at vide i The Phantom Menace, at moderen har lavet en jomfrufødsel. Hallelujah! Ingen far, ingen forklaringer.

Anakin er slave. Heldigvis ved vi alle, at 8-årige slaver er særdeles velbetalte. På en eller anden måde kan han i hvert fald financiere delene til en GODDAMN SVÆVENDE LAMBORGHINI MED JETMOTOR, aka en pod-racer, samt adskillige robotter. Han ordner så robotterne og pod-raceren i den fritid, vi alle ved, at slaver jo har.

Som ung giver han sig til at hænge en masse ud med Senator Palpatine, der fortæller ham stolpe op og stolpe ned om, hvor fedt det er at være Sith, og hvor meget det sutter at være Jedi. Alligevel er det først, da Palpatine direkte tilbyder en stilling som erhvervspraktikant i ondskab, at Anakin fatter noget. "Nej, virkelig! Er du en Sith! Jeg må straks rapportere det til jedierne!" Godt set, Einstein. Klap dig selv på skulderen.

Mere forstyrrende end knægtens manglende evne til at se det godstog komme kørende imod ham er dog filmens rationale for, at han skifter til the dark side. Palpatine tilbyder ham en kur mod en lidelse, Anakin har drømt, at hans kone måske har. Allerede dér er vi langt ude på overdrevet. Dertil kommer så, at Anakin ved, at Palpatine er en Sith. Sådan nogle er kendte for løgne, bedrag og massemord. Alligevel vælger knægten at stole blindt på den her fyr for at redde sit skrantende parforhold! Han bekræfter aftalen ved at gå ned i jedi-templet og slagte alle ungerne dernede. :-) :-) :-)

... Nu har jeg sikkert ikke været lige så længe i et fast parforhold som Anakin her, men jeg har immervæk stadig en rimelig idé om, at det IKKE er løsningen på problemer i forholdet at sælge sin sjæl til satan og slå 48 børn ihjel. That does not sit well with the old lady, og hvis Anakin ikke havde haft en blævrende budding som hjerne, havde han nok regnet den lille detalje ud.

Stadig vil hans overraskelse og raseri ingen ende tage, da Padme ikke lige er helt nede med hans nye livsstil. Så kvæler han hende, selv om frygten for at miste hende egentlig var grunden til, at han skiftede til the dark side in the first place. Flot tvist i plottet dér!

Karakteren Anakin Skywalker holder lige så lidt som underbid, når det regner.

2) Jedi-riddernes magre indsats

På det ene tidspunkt er jedi-ridderne de sejeste i verden, på det andet er de en samling fedladne serie-onanister.

De kan se fremtiden og fornemme folks følelser, men en sammensværgelse på størrelse med Jupiter gik dem desværre lige næsen forbi. Måske der skal strammes lidt op på the force i jedi-rådet, eh?

3) Profetien

Hvad er det for en lame-ass profeti? Vi har den her Messias-figur, der skal bringe balance i the force. Han vælger så at blive ondskaben selv i stedet for. Så kunne man jo sige, at han vender tilbage til det gode og ender med at smide The Emperor ned i en skakt - jaja, jojo, men hvis han nu bare havde ladet Samuel L. Jackson slagte The Emperor 30 år tidligere, så havde vi sluppet for milliarder af dødsfald, destruktionen af Leis fødeplanet ... og så lige et 30 års tyrannisk regime under en kejser, der får Stalin til at ligne en velmenende jubel-demokrat.

...

Måske skulle George Lucas ha' kigget lidt nærmere på manuskriptet, før han fyrede op for millionbudgetet til de seneste Star Wars-film? Eller bare have fyret sig selv i erkendelse af, at han hverken kan caste, person-instruere eller skrive replikker og plot længere?

En sjov ting er i øvrigt, da Anakin udkæmper den endelige kamp med Obi-Wan ... Knægten svæver rundt lidt nedenfor Obi-Wan, og Obi-Wan råber til ham: "Don't even try it! I have the higher ground!". Anakin hopper imidlertid op til ham og får benene savet af. The higher ground er tilsyneladende en KÆMPE fordel i jedi sammenhæng. Bare ærgerligt at ingen havde sagt det til Darth Maul, som Obi-Wan hopper op fra en skakt og afliver i slutningen af The Phantom Menace. :-(

Angelina Jolie er ikke den eneste med et stort hoved

2008-10-31T12:16:00.000+01:00

Jeg fik fjernet en visdomstand i går. Det var min første gang.

Det er noget underligt noget, det der med tandfjerninger. Først står der en mand og smiler venligt til en og skaber tillid med sine store, brune øjne. Før man ved af det står samme mand med armene inde i kæften på en og saver og borer og fortæller, at der snart kommer et rungende knæk i kraniet, men at det er helt normalt. Så installerer han en form for tampon på det blødende sår, og så får man ellers et klap på skulderen og besked om, at hævelsen nok topper om et par dage.

Desillusioneret begiver man sig ud i verden igen med en følelsesløs hængekind og en recept på femhundrede piller.

... og nu sidder jeg her og ligner en blanding af Morten og Peter og hende der fra livet er fedt i hovedet. Og det har jeg betalt 3000 kroner for! Tretusinde kroner! Jeg burde have modtaget penge. Staten burde betale mig penge for at gå til tandlæge. Ja. Jeg er meget vred.

Angelina Jolie har et stort hoved

2008-10-30T19:51:00.000+01:00

"Wanted" er en god film, hvis man kan acceptere følgende præmisser:

1) Man bliver en god lejemorder af at blive bundet til en stol og få læsterlige tæsk af en fyr med lyst strithår.

2) Hvis man bare kigger grundigt nok i en sweater, ved man straks hvem her i verden, der bør slås ihjel. For alles bedste, naturligvis.

3) Det er muligt at bøje en kugles bane uden om et eller andet, hvis man bare svinger nok med armen, når man skyder. Og i forlængelse af det: Det er muligt at bøje en kugles bane så meget, at man skyder forbi Angelina Jolies enorme hoved, selv om hun stiller sig midt i kuglens oprindelige bane.

... her er det naturligvis den tredje præmis, der er sværest at sluge. Jesus Kristus, den kone har et stort hoved. Det var ikke så slemt før i tiden, da konen havde lidt flæsk på kroppen, så tingene lissom var proportioneret mere rigtigt. Men nu ...

I slutningen af Wanted skyder hun naturligvis også sig selv i hovedet, selv om pistolen peger i en helt anden retning. Der skulle ingen atomfysiker til at regne ud, at det ville ske. Angelina Jolies hoved er for helvede så stort, at det snildt kunne have udviklet sit eget tyngdefelt.